Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

En helt fantastisk start på min weekend

En helt fantastisk start på min weekend

Åh, weekend! Hånden på hjertet: Det sidste lange stykke tid har mine arbejdsuger kun handlet om én ting: At gå hurtigt, så jeg kunne nå til weekenden igen. Der har været SÅ meget tryk på i lidt for lang tid, at weekenderne har virket som de eneste lyspunkter. OK, det kommer til at lyde mega depresivt, men de har været de åndehuller, hvor der ikke var bud efter mig hvert 2. minut.

Vi har i lang tid forsøgt at holde weekenderne fri for at have mest tid til ikke at skulle noget. Byggeriet har været en ganske valid undskyldning – selvfølgelig ikke en løgn, for vi har haft brug for at køre ting på lossepladsen, male, rydde op, male osv. Jeg tror, vi alle fire har haft behov for ikke at skulle forlade vores base. Når vi har forladt basen har vi selvfølgelig nydt selskab og luftforandring. Men ærligt: Det har været skide svært at forlade hjemmet, når vi mest af alt trænger til bare ikke at skulle noget i hinandens selskab.

Jeg tror også, at ungerne har nydt det. Bevares, de har bitchet over petitesser og millimeterdemokratiet lever indimellem i bedste velgående. Vi er dog så heldige, at de også elsker hinandens selskab så højt, at de ikke kan undvære hinanden i ret meget mere end 20 minutter.

Fredag morgen fik ældsten og en klassekammerat en ide om, at de skulle sove sammen. Min slyngel blev inviteret hjem til veninden, og som altid er hun for cool. Ikke et kny – bare go with the flow. Pylre-mor her havde selvfølgelig telefonen på lyd hele natten, HVIS nu hun ville hjem. Men først kl. 11.00 dagen efter var der bud efter mig. 27 timer efter at jeg kyssede hende på håret og sagde på gensyn i klasseværelset. Seje unge.

Selv om det var fedt og jeg langt fra græd mig selv i søvn, er det alligevel lidt mystisk, når ens guld ikke ligger i sin seng. Jeg har jo for pokkker taget mig af dem hver eneste dag siden der var to streger på graviditetstesten.

Lillebror sov af helvede til – og i mit stille sind gætter jeg på, at det var fordi han savnede sin søster. Han gik i hvert fald mange gange ind på hendes værelse, inden han skulle i seng. De er så afhængige af hinandens selskab, at der bare var noget, der ikke stemte i hans system. Noget manglede i ligningen, før den gik op.

Manden er  til julefrokost med gutterne hele dagen, og ungerne og jeg har hygget hjemme. Total krea-hygge med en spontan omgang trylledej, en tegnefilm og tapas og cola på aftensmadsmenuen. We like! Vi har kreeret total fin juletræspynt af trylledejen og har malet det, så det er klar til at blive hængt op. Jeg er vild med resultatet, og kan allerede mærke, at det bliver noget af det, der er mest dyrebart for mig. Fordi de har lavet det – og fordi det har været en pokkers god dag! Vi har bare været sammen alle tre.

Efter aftensmaden dansede vi til Disney-klassikere og skrålede med, så naboerne (sandsynligvis) kunne høre det. Vi klædte ud og gav den hele armen som divaer. Også ham den lille. Der kom ro på inden sengetid ved at læse yndlings-Strid (Den Kæmpestore Pære) og så daffede ungerne frivilligt til køjs – begge i søsters seng.

Behøver jeg sige, at mit hjerte er ved at boble over ved at se dem ligge dér og sove nu? Søde, trygge, smukke og helt igennem elsket.

Med en god følelse i kroppen, har jeg tilbragt aftenen i sofaen med en iskaffe med Baileys i hånden og Netflix på skærmen. En ikke særlig god chick-flick, men også lige hvad jeg har brug for: Bare helt easy underholdning og en aften for mig selv. Selv om jeg elsker min mand, er det nu alt for sjældent, at jeg har hytten for mig selv.

De er så vigtige, den her slags dage. Dem, hvor tingene funker, uden at man stiller an med så meget gøgl. Bare er og giver sig selv lov til at være. Lader vasketøjet og alt det andet ligge, og bare sætter “skal og bør” på stand-by. Sådan en dag har vi haft i dag. Lige præcis det, jeg elsker mest wed weekend <3

Weekend

Aktiv terapi

God og godt brugt weekend til salg. Vi har været hjemme, og det har virkelig været tiltrængt. I kølvandet på de sidste mange uger – og i særdeleshed den forgangne – er jeg kørt helt ned til sokkeholderne. Tankerne og følelserne, efter at olde ikke er her længere, har fyldt meget, og oveni skal vi forsøge at dele et hjem op. Kommunen kommer og henter alle de hjælpemidler, han havde til låns, huset skal sættes til salg, og vi skal forsøge at danne os et overblik over alle de ting, vi som familie står med her bagefter.

Selv om der er meget, jeg med garanti kunne hjælpe med i hans hjem og i forhold til alt det praktiske, har jeg valgt at være hjemme og lukke ned. Det har virkelig været skønt.

Både hovedet og hænderne har arbejdet. Hovedet med at tænke på stort og småt og prøve at komme overens med, hvad der er sket. Hænderne med at færdiggøre et gammelt projekt, som måske godt kunne have ligget lidt længere, men som giver god mening lige nu.

Jeg har renoveret vores værksted. Hvorfor, tænker du måske? Men sagen er den, at jeg har arvet min bedstefars værktøj, som har en ganske særlig plads i mit hjerte. Allerede fra barns ben af, lærte han mig at arbejde i træ primært. Save, male, hamre og banke. Det blev til mere eller mindre vellykkede projekter, og senere til at reparere ting og sager i hus og have. Bygge og konstruere.

Nu er alle gamle søm og skruet taget ud af væggene, huller er spartlet ud, væggene er malet og al værktøj er tørret af. Når væggene er tørret, begynder puslespillet med at finde en plads til både hans og mit værktøj, så alt får en værdig plads og er klar til nye projekter.
Jeg tror, han ville være glad for, at det som han gennem et liv har samlet og brugt, flytter ind i nyrenoverede “lokaler”. Kender jeg ham ret, ville han have været godt tilfreds med, at jeg har gjort mig umage; at det der betød noget for ham, også betyder noget for mig.

Hver enkelt ting virker så bekendt – jeg har kendt det hele i 30 år, siden jeg første gang fik lov at bruge en hammer. Det er hans, ikke mit. Men jeg passer på det for ham, nu hvor han ikke længere har mulighed for det selv.

Imens malingen tørrede, fik jeg styr på alle de ting, der har ligget og grinet af mig. Papirer i mapper, børneværelser der lignede Jerusalems ødelæggelse, vasketøj og nullermænd der i fællesskab truede med at overtage verdensherredømmet, og pap i garagen fra en gave-rig juleaften. Det hele blev rundet af på fineste vis med et besøg ved oldemors grav, hvor hun snart får følgeskab af oldefar.

Det føles rigtig godt at have udrettet en masse midt i en tid, hvor tristhed har fået overtaget. Det virkede nærmest terapeutisk. Vejret har vist sig fra sin smukkeste side, og det har været helt fantastisk at vågne ved lyden af børnene frem for lyden af vækkeuret. Ingen planer, ud over dem, vi selv har lagt.

Det hele skal nok blive godt og lyst igen – det skal bare lige have sin tid til at synke ind.

img_20170115_203824_567