De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

Her i sommerferien har jeg haft lejlighed til at catche bare en lille smule op på film og bøger, jeg længe har haft lyst til at se og læse. Du kender sikkert det med at tænke, at de stadig er ret nye, når du endelig når til dem, for så at finde ud af, at den film eller den bog, du endelig sætter dig ned med, er endt med at være 2-5  år gammel.

Sådan havde jeg det, da jeg i går så De Urørlige. Oppe i mit hoved, var den 1-2 år gammel – men mine damer og herrer – den er fra 2011! 7 år…og dermed lige så gammel som mit første barn. Som jeg sender i 1. klasse om få uger by the way! Whaaaat?

Det var så, hvad der skete, imens jeg stod med bleer og børn, der hverken ville sove eller spise. Imens jeg byggede små mennesker og gjorde mit bedste for at hænge på og hænge i, så kørte verden videre. Selvfølgelig gjorde den det.

Jeg fik et flashback til dengang, hvor jeg på 3. måned var indlagt med min nyfødte søn på sygehuset og stod og kiggede ud i morgentrafikken omkring sygehuset. Det virkede som om, at hele verden kørte forbi mig som et tog, men at jeg ikke kunne hoppe på det. Heller ikke selv om hver en celle i mig skreg på at blive en del af livet igen.

Jeg gav liv, jeg blev en del af mine børns liv – den vigtigste del, vil jeg gerne tro. I hvert fald indtil de bliver store nok til selv at tage vare på sig selv. Jeg blev også en del af et liv, som jeg nok delte med tusinder af andre mødre, men hvor jeg alligevel ofte følte mig 100% alene. Og stadig kan det fra tid til anden. På 7 år er mit liv blevet et andet – på godt og ondt. Heldigvis mest godt.

I små glimt skimter jeg nu igen et tog. Det er ikke det samme tog, men derimod det tog som alle forældrene med større børn kører med. Det tog, hvor de  ude i horisonten pludselig kan se lidt af det, de var en gang – det de interesserede sig for, men ikke havde tid til i mange år. Det tog, hvor  langsomt med stødt kører mod den destination, hvor man bliver mere og mere perifær, fordi man har opdraget sine børn til selvstændighed og robusthed. Det tog, hvor man skal til at finde ud af, hvad man er blevet til i årene, der gik. For man er ikke den samme.

Nå, men det var De Urørlige, vi egentlig kom fra. Og selv om den er lige så gammel som min førstefødte, og du måske allerede har set den, så er det stadig en vildt god film. Livsbekræftende og sjov. Selv for én som aldrig rigtig har fundet charmen ved franske film (nej, heller ikke ved Den fabelagtige Amélie fra Montmartre).

Hvis du mangler noget at se en af i de resterende dage af din sommerferie, så er den både på Filmstriben og på Netflix <3

Gode podcasts: Hit med dine

Gode podcasts: Hit med dine

Imens vi byggede hytten om, fik jeg for alvor øjnene op for, hvilken fantastisk opfindelse podcasts er. Ting skulle gøres og der opstod pludselig et rum, som føltes eksotisk og på samme tid velkendt, hvor man havde en ledig stund i sine øregange, imens væggene blev spartlet og malet, eller imens alt byggeaffald skulle sorteres og køres væk. Shit, det ville jeg gerne have fået øjnene op for, imens jeg gik endeløse ture med barnevognen, fordi ældstebarnet kun sov, hvis vognen trillede.

Vis mig den småbørnsforælder, som ikke ihærdigt har prøvet at følge noget, man synes er viiiirkelig spændende på TV eller i radioen, hvor det ikke er muligt at sætte på pause eller starte forfra, for så at blive afbrudt 117 gange af stort og småt, banditterne vil, gør, kan og ikke kan. Så er podcasts jo genialt.

Jeg elsker så meget at lytte til dem, når jeg maler, når jeg gør rent, når jeg går en tur eller når jeg cykler på arbejde. I en hverdag, hvor her og nu-behov kommer før fordybelse og tid til at samle viden, giver det mig rigtig meget at kunne fokusere på ét emne eller én ting i 30-40 min. Få koncentreret viden eller forskellige synspunkter direkte ind i øregangene, også selv om den yngste skriger “Hvem vil gerne tørre mig?” fra toilettet. Det er for mig en vild luksus at kunne fokusere på et emne i en hverdag med en million ting, som kæmper om opmærksomheden.

At have en høretelefon i det ene øre, imens jeg laver mad og ordner andet praktisk udelukker ikke ungerne fra at få min opmærksomhed, lige når de har brug for den, og virker langt mindre isoleret og egoistisk, end hvis ungerne konstant så mig glo på en skærm, imens jeg læste en artikel. Ok, det ville også være utopi, med den alder, de har. Ikke destomindre er deres far overraskende god til det…

Jeg lytter til forskellige podcasts. Dem om markedsføring og kommunikation til jobbet. Dem om forældreskabet. Dem om verdens sammenhæng og politik, og nogen gange om dem med streaming og musik. Lige nu lytter jeg mest til podcasts om at have et skolebarn og det, det betyder for barnet, familien og skolen i sig selv, og her er Forældreintra fra Radio 24/7 et ganske glimrende bud (hvis man hører til dem, som kan holde René Fredensborg ud i større doser, altså).

Mine yndlingspodcasts i forældre-kategorien er:

En udvalg og en blandet landhandel af andre podcasts, jeg lytter til er:

Hvis du knus-elsker podcasts lige så meget, som jeg gør, så smid mig hjertens gerne dine yndlings-casts lige midt i mit kommentarfelt. Jeg vil meget gerne inspireres (og lige så gerne høre, hvad det er, du bliver fanget af ved dem!) 🙂

Kh, Mette

2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

Flad

Det er søndag og snart kalder hamsterhjulet igen. Jeg er flad og på ingen måde klar til at genoptage arbejdet, hvor jeg slap i fredags. Jeg har ikke festet for hårdt og har tømmermænd. Det kunne sikkert ellers have været ok.

Vi har været hjemme. Har hjulpet familien. Har ryddet op og gjort rent og alt det der, og har konflikthåndteret ekstraordinært meget mellem de to arvinger. Ved ikke lige, hvad der gik af dem, men enes det formåede de ikke at gøre. Småting. Hvem havde en fod på dens andens sofahynde. Hvem fik blåbær først. Generel mangel på respekt for ordene “Vent lidt”, “stop”, “nej”, “jeg kan ikke lide det”, “lad hinanden være et øjeblik” og “sid rigtigt på stolen”. Jeg har sagt det før: Mit indre enebarn forstår det simpelthen ikke!!!

Vi har pløjet en række byggemarkeder igennem for at studere udvalget af gulvfliser til vores byggeprojekt, og har vasket rigtigt meget tøj, da det synes som om, yngstemanden gar glemt, at han ikke længere går med ble. Han har desuden glemt at sove igennem også.

Så ikke noget vildt – bare weekendernes svar på hverdagens trummerum. Ferien føles som om, den allerede er lysår væk, og jeg tæller i mit stille sind dagene til juleferien. Om en uge starter skolen for alvor. Ikke mere forskole eller “mini-klasse”, som dem der spørger, alligevel ikke rigtig ved, hvad er, men derimod 0. klasse. Heldigvis glæder hun sig rigtig, rigtig meget. Det er skønt at se. Jeg er virkelig spændt på at se, hvor hurtigt skolen sætter sit aftryk på hende og hendes læring.

Lige nu er der kaffe i koppen og kat langs min side. Batterierne er flade. Helt flade. Kan allerede sige, at mandag kommer til at føles som en marathon. Jeg vil ikke. Helst ikke. Jeg skal nok sige be-be!

IMG-0309

Ansvarsfralæggelse

I går cruisede min mand og jeg ned gennem Nordtyskland. Rock i radioen og fuld fart derudaf. Vi havde 30 timer uden børn. Bare vores tid. Hold nu kæft, hvor havde jeg længtes efter det! 30 timer til at lege, at vi kan gøre, hvad vi vil. 30 timer til at bruge ekstra tid og penge på noget, vi ellers ikke gør (længere). 30 timer til at være fjollede og kysse hinanden, høre høj musik, give hinanden en lammer på skulderen, når der passerer en gul bil (hvorfor ved jeg ikke helt…) og opføre os lidt som teenagere.

Altså ikke fordi jeg ikke kan lide at være sammen med vores børn, men indimellem længes jeg efter ikke at stå med ansvaret – bare én dag en gang imellem. Hverdagen er ikke just venlig ved os p.t., og der går – lige som andre dele af voksenlivet – indimellem meget langt imellem, at det sker.

Jeg er virkelig ikke et større menneske, end at jeg mærker et stik af jalousi, når jeg hører om andre, der enten sender børnene med bedsteforældrene på camping i en uge, eller har mindst 1 børnefri weekend om måneden fordelt på to eller flere sæt bedsteforældre, alt efter skilsmissestatistik, så parforholdet kan styrkes og plejes. Jeg er glad på deres vegne, men ville virkelig også ønske, at jeg havde muligheden lidt oftere. Det tror jeg både mit forhold, mine børn og jeg kunne få noget godt ud af. For tid er lig med overskud – også på den lange bane.

Hvorfor har du fået børn, hvis du  længes efter at komme væk fra dem? Men før de tanker evt. kommer for godt i gang med dem, så stop en halv og tænk på, at vi taler 24-48 timer et par gange om året sår’n cirka. Hvor de selvfølgelig ikke sidder og kukkelurer i børnehaven, imens mor og far ferierer den, men derimod er sammen med deres farmor og farfar, som får dem til at føle sig som royale.

Faktum er, at jeg er rigtig meget sammen med mine børn. Hver dag, alle ferier og fridage, dag og nat. Nogen gange så meget, at jeg trods den konstante tilstedeværelse i deres liv, ikke helt kan være den slags mor, jeg allerhelst vil være. Jeg trænger indimellem til at trække vejret og lægge låg på ansvarsgryden, før den koger over.

Vi har hinanden i vores lille enhed på 4 på godt og ondt. Langt mest på godt! Vores pasningsmuligheder er begrænsede, hvis vi taler om mere end en barnepige et par timer eller tre hist og her. Jeg har ingen søskende, min mands bor langt væk og vores forældre er enten oppe i årene, gangbesværede eller døde. Sååååå deeeet…

Vi har absolut ingen forventning om, at vores forældre bare partout skal passe børn. Hverken når der er tale om syge børn eller forældre, der længes efter en pause. Det er ikke vores forældres ansvar, at vi har fået børn. Vi er dog evigt taknemmelige for hjælpen, men da den indimellem er den lim, der overhovedet får hverdagen til at hænge sammen. Så vi er også påpasselige med at komme med et ønske om, at de også lige tager børnene weekenden over.

Vores forældre vil gerne børnene, men der er grænser for energi, fysisk formåen og hensynet til deres hverdag og andre søskende med lignende behov. Vi forventer ikke, og derfor nyder vi ekstra meget, når det kan lade sig gøre nogle gange om året.

Igår skete det – og det var dejligt! Tiltrængt og dejligt og lige, hvad hele familien havde brug for. Det gav overskud til at give mere til de små mennesker, jeg holder mest af <3

 

Barnefri eftermiddag er sundt for sjælen

Der er noget ved den der kaffereklame, hvor playoff’et er noget al la “Hvornår har du sidst lader timerne løbe” (…bed ikke min overtrætte andengangsmorhjerne om at huske mærket, vel?). Noget vemodigt og også noget optimistisk. For det er sådan ca 3 år og 2 måneder siden, jeg sidst havde den mulighed. Det kan godt gøre mig lidt trist. For der er stunder og venner, jeg savner meget. Hvor man havde tid til at diskutere til den lyse morgen og ikke tænke på, hvad tid der er en eller flere små, der vågner. Inden forpligtelserne kalder igen. Man har det hele tiden i baghovedet, også selv om man prøver at være ‘som i gamle dage’. Ja, vi har jo faktisk allesammen dette liv. Alle med små eller lidt større børn. Alle en deadline i baghovedet.

Og alligevel noget optimistisk. Følelse. Af, at det vil man helt vildt gerne. En genkendelig følelse, som man gerne vil have igen. Følelsen af, at ‘det gør vi sgu’…snart….når tiden kommer. Men vi gør det! DET gør vi!

Det er vores liv lige nu. Tiden skal nok komme igen, men den er her bare ikke nu. Nu er bleer, børn og utallige konflikter. Ingen sammenhængende samtale mellem to voksne mennesker over aftensmaden – ikke engang om, hvordan den andens dag har været. Snarere konstante afbrydelser af gråd, et speak fra den treårige i en lind strøm, skrigeri, 1000 undskyldninger for ikke at spise aftensmaden, træthed, øv og bøv og dårlig opførsel, hvis ikke mor og far kigger væk blot 30 sekunder. Ingen reel voksentid – eller sådan føles det i hvert fald. Ofte flygter man lidt ind i en lukket boble af sit eget selskab og lidt stilhed, når børnene er puttet og der endelig er ro omkring kl. 21 om aftenen. Blot lige 10 min med computeren eller tabletten eller vasketøjet eller et hurtigt bad. Og så skal vi snakke og hygge. Lige om lidt, kommer straks..ZZZZzzzzzZZZzzZZzZZ…

Men i går havde min mand og jeg formastet os til at bede omen frieftermiddag sammen. Blot en enkelt halv feriedag uden børn. Nu står vores bedster jo ikke på tærerne af hinanden for at passe vores børn og slet ikke i længere tid (som i flere timer…ikke dage. GISP. Den forespørgsel tør jeg slet ikke tænke på de bekymrede miner og gransken efter undskyldninger, det ville afføde. OK, farmor og farfar passer en del i korte intervaller af maks et par timer eller tre, når jeg er presset eller vi skal noget med kun et af børnene. Men sådan frivilligt at spørge, om de små skal overnatte eller have en fridag hos dem…arh, det er ikke så hot.)

Turen gik til stranden og efter en badetur i det liiidt kolde danske sommerhavvand, lå vi og tørrede på stranden i solen. Først talte vi lidt, fnisede af sjove samtaler omkring os. Og så faldt vi begge ind i en meditativ stilhed; sammen og alligevel i vores eget selskab. Lige der gik det op for mig, at jeg ikke har haft en time eller 2 til mig selv – helt uden at skulle noget eller burde noget i over 1 år. Ja faktisk længere. Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde haft mulighed for at lytte til lyde omkring mig uforstyrret, slappe af, småblunde og NYDE i uendeligt lang tid. Det føltes som en menneskealder – hvilket det vel også er i form af den tid, min søde datter og nu lille søn har levet.
Ja, det var første gang i mere end et år, jeg kunne slappe af. Også selv om man fra tid til anden tog sig selv i at reagere, når der blev råbt “mor”.

Aftentur på havnen, spise fiskeanretning med benene dinglende ud over molen, småsludren – om end ret meget om børnene, men også olidt m det, vi kunne drømme om i det liv, der nu skal til at udspille sig. Livet efter graviditeter, fødsler, søvnløse nætter og livet med spædbørn. Et familieliv, et arbejdsliv og også et voksenliv, man kan bygge på, når børnene ikke længere skriger mooooaaaar med korte intervaller, men nærmere vrænger ordet ud, fordi man helst skal skride.

Det var skønt – åh så skønt. Og jeg glæder mig til flere af sådanne stunder. Misforstå ikke, jeg glæder mig lige så meget til mange stunder med mine “voksende” børn, der bliver mere og mere selvhjulpne. Børn jeg kan give mere af livet og skabe en god barndom, de kan huske, snarere end at være træt, trist og mangle overskud, fordi spædbarnstiden er så uendeligt hård. Så satser vi på, at vennerne stadig er der og vil lade timerne løbe med os og tale om “dengang” og vi kan grine inderligt af alt det, der var så svært, imens det stod på.

Det rigtige voksne gør

…tror jeg nok.

I hvert fald må jeg sande, at jeg efter de 30 år er old news og voksenlivet sætter ind, er der kommet nye koncepter på banen i mit liv. 

Nævnes kan…

  • At tale enormt meget om opdragelse, gastronomi, nyt køkken og boligøkonomi i kantinen frem for fester, fyre og fejltagelser
  • At købe dyrt undertøj til sig selv. Bestemt ikke for at vise efter-fødselskroppen frem i spotlightet, men for at føle sig lidt luksuriøs og lækker mentalt – sådan inde under tøjet, hvor der (forhåbentlig) ikke kommer marmeladefingre eller snotpletter på. Og skulle det ske alligevel, er det ikke at begræde på samme måde som på den fine hvide sommerkjole eller den nye skjorte, der har kostet spidsen af en jetjager.
  • Overvejer at blive en del af forældrerådet i børnehuset
  • Spiser flødeskum med god samvittighed.
  • Siger nej tak til sælgeren af bladet Woman med begrundelsen, at man er blevet for gammel og alligevel ikke synes, at artikler om one-night-stands, pinlige situationer, når man bor hjemme og super lavtaljede jeans er så interessante, da ingen af delene ligesom er et issue.
  • Køber en bedstemorcykel frem for den mountainbike, man egentlig gerne ville eje, da man tænker praktisk og på, at man ikke kan ligge lænet ind over styret på en mountainbike, når man engang skal være gravid igen på et tidspunkt ud i fremtiden (…og i realiseringen af, at man også godt ved, at man ikke kommer til at køre på cyklen, hvis man alligevel køber den til brug uden barnestol. For hvem narrer jeg? Det kommer ikke rigtig til at ske de næste mange år).
  • Når man spiser havregryn dag efter dag, selv om man egentlig mest har lyst til boller med ost eller Nutella, men ved, at barnet konsekvent spiser det samme som mor og derved må man være garant for hendes sundhed.
  • Prioriterer søvn over sex (…ok, det er vidst bare en småbørns-mor-ting…)

All in all: Meget af ovenstående bunder i, at jeg slet ikke har så meget at klage over. SU-tiden er for længst overstået og livet ser anderledes gunstigt ud med mere end 4000 kr. i indtægt om måneden. Knap så gunstigt ud med hensyn til at matche job og barn og voksentid og med hensyn til at sove igennem og huske at kysse manden godnat. Shit!

Og sådan er der jo så meget – men jeg er faktisk ret glad for at være 31 og ikke 25. Selv om det er ret voksent og selv om jeg savner rødvins/Asti-aftener med veninderne og at sove længe (/sove ud), så er det slet ikke så ringe endda.

Tålmodigheden, tabletten og tåben

Pyh ha, synes det hele er sådan lidt…ehm…hvad skal jeg sige…træls p.t. Egentlig ikke fordi tingene er radikalt anderledes, hvis vi fraser den triste nyhed om min mormors kræftsygdom. Det hele er bare sådan lidt op og ned af bakke. Op af bakke med en ekstremt hidsig, dårligt sovende tumling, der ikke just har hørt om julehumør og som benytter en hver lejlighed til at udfordre rammerne. Hvis der kan være pre-teenagere, så kan tumlinger nok også være pre-trods. Det er bare ikke fedt at sidde og parlamentere med hende om hver eneste bid mad til aftensmaden, skælde ud, når gaflen, koppen, skålen eller legetøjet bliver kastet af h****** til mange gange om dagen og når det mindste antræk til, at frøkenen ikke får sin vilje, udløser kaskader af hyl fra den lille, alt imens hun kaster sig ned på gulvet og sparker omkring sig. Så føler man sig som en voldsom fiasko i morklubben. Det har man bare ikke lyst til at skilte med og man får næsten tårer i øjnene, når andre fortæller, at sådan kan deres børn også være.

Jeg gider ikke være hende, der skælder ud, jeg gider ikke være hende den sure, for jeg er edderma’me også hende den sjove mor. Hende den mor, der kan tumle og finde på sjove ting og lege gemme. Men det drukner bare ligesom i hverdagens kontroverser og gentagne tests af, hvor langt, min tålmodighed maksimalt kan strækkes.

Og så var det, man skulle snakke med manden om, at det er svært – dele det med ham. Men han kigger mere og mere ned i sin tablet, fra det øjeblik, han står op, til han går i seng. Og nej, jeg tænker ikke kinky datingsites (håber jeg for Guds skyld ikke…), men der er i hvert fald noget, nyhedssites og sportsresultater kan, som jeg ikke kan. Det er som om, vi glider ind i hver sin verden få minutter efter, vi er stået op. Har rutinerne: Tøj på, i badeværelset, imens den anden giver minimennesket tøj på. Lave morgenmad, spise morgenmad, pakke, imens den anden giver trolden mad, afsted til vugger osv. Og når vi kommer hjem, har tabletten så overtaget min mands kærlige blikke og al opmærksomheden. Mange gange kan jeg gentage mig selv 4 gange, før han hører et, på det tidspunkt, anstrengt tonefald fra min side af. Det er ikke fedt – hverken for ham eller jeg. Først var der de smilende hentydninger til, at jeg også godt ville have lidt af opmærksomheden, derefter at gøre opmærksom på, at hans datter talte til ham, uden at han hørte eller så hende og jeg er millimeter fra, at eksplodere i et så-læg-dog-den-latterlige-tablet-fra-dig-og-tag-del-i-familielivet.
Og hende den der kone, gider jeg heller ikke være, men vil heller ikke udkonkurreres af en dum gadget til små 5000 kr.

Og hvad efterlader det så mig som? Tåben, der går rundt og bekymrer sig og ender med at være den sure trods alle intentioner om det modsatte. Hende, der ønsker sig hjælp til barn, mad og rengøring, men som er for træt til at bede om det – eller nogle gange tvivler på at det vil nytte noget at sige det højt. Jeg trænger squ til en ordentlig indsprøjtning julehumør – for at citere Seinfeld lidt: “Figure out what would kill me and then back it off a little bit.”

That’s how much julestemning I need….

(…ja, og nu ved jeg godt, at du tænker, at det hele starter med mig selv og at jeg bare skal komme op på hesten igen. I know – I really do!)

 

Mor på markedet

Jeg har op til flere bekendte, der p.t. enten er midt i en skilsmisse, eller samler stumperne på den anden side den. Oftest ikke en ønskelig situation, hverken for børn eller forældre, med mindre det hele bare er gået så meget i hårknude, at man ikke længere får livskvalitet ved at blive sammen.

Jeg lytter gerne, men jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige. Jeg kender ikke de rigtige eller de forløsende ord. For jeg har ikke prøvet det. Jo, jeg har slået op med kærester og er blevet slået op med. Men det var dengang vi var unge og der hverken var børn, hus, bil og forpligtelser i spil. Det fælles, der skulle sælges, følelser der er voldsomt i klemme og vigtigst af alt: Et eller flere børn, der skal dele deres hverdag, deres forældre og deres følelser. Følelser, som forældrene også skal kunne rumme i processen. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at lytte og prøve at forstå – og det gør jeg også gerne- men jeg skal være 110% ærlig: Jeg er virklig glad for at kunne vende tilbage til kernefamilien og glæde mig over, at der er knap så meget kaos, trods alt, inden for mine egne 4 vægge. Jeg er virkelig glad for, at det ikke er mig!

Men man kan aldrig vide sig sikker og hvis det nu var mig – hvordan ville jeg så komme videre? Hvordan gør man?
Jeg kan se på mine veninder, at når den værste chok-bølge har lagt sig, når skænderierne er færre og de følelser, der er trådt på, føles som om, de er helet lidt mere – så skal de videre. Fra parforhold til “så-skal-det-bare-kun-være-mig-og-børnene” til længslen efter et fungerende parforhold og én at dele sofaen med, når den lille/de små sover.
For hvor møder man en ny kæreste, når man ikke længere går i byen eller et ude og omkring og møde en masse spændende mennesker som dengang på studiet eller i kølvandet på det med fester, rødvin og masser af tid til vennerne. For nu, kl. 19.30, sover den lille og så skal der være stille og så kan man ikke bare lige smutte på tanken eller ud til en kop kaffe med et nyt og spændende menneske. Og sådan er det – det er et vilkår, der hører med at få børn. Et ansvar.

Halleluja for internetdating og søde ord i mailboksen. Men når man så skal mødes – i ulige uger eller hver anden onsdag – hvad så? Så skal man snakke om alle de ting, man gør og laver, som skille én ud fra mængden – altså andet end børn og vasketøj og natteroderi. Så skal man vise sig fra sin bedste side – men hey, den er blegnet lidt i kølvandet på graviditet og fødsel, og spejlet er ikke altid opmuntrende. En ting var, at vise sin krop frem til ham, hvis barn/børn man har født – noget andet er, at skulle fremstå sexet og pæn for en ny kæreste, der ikke nødvendigvis har forhistorien om 16 timers fødsel, strækmærker, slappe bryster efter amning og sorte rande under øjnene efter 1½ år uden tilstrækkeligt med søvn. Jeg føler mig i hvert fald ikke sexet p.t. og der skal nok en hel del kirurgi til, før jeg kunne komme til det igen.

Og skulle jeg derud på diskoteket igen, ville jeg føle mig som en hund i et spil kegler. Så ville jeg hverken ane, hvad jeg skulle sige til en potentiel ny bejler, eller hvordan man danser moderne. Jeg tror faktisk ikke, jeg ville ane, hvordan jeg skulle tale til en mand i en ikke kollegial, venskablig, netværkende facon. Jeg ville føle mig både malplaceret og mundlam.

Jeg håber ikke, jeg skal stå i den situation – virkelig ikke. Håber, at vi er de resterende 50% af statistikken (optimistisk set) – dem, som kun kommer til at sige ja én gang. Jeg er skilsmisse barn (og min mor har 2 forliste ægteskaber i bagagen) – og jeg håber ikke, at min mand og jeg fucker så meget op, at vi ikke kan finde melodien igen og derfor skal spille hver vores refræn på sigt. Heldigvis kender vi ikke fremtiden.