Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Mere sommer-taknemmelighed (og noget om at blive voksen)

Jeg drysser lige lidt mere taknemmelighed ud over den danske sommer. Mit seneste indlæg var en ode til de danske sommeraftener. I dag drysses der lidt glimmer over havens glæder.

Spurgte du mig for 15 år siden, så skulle jeg aldrig bo i forstaden og værne om mine frie weekender hjemme. Spurgte du mig for en 6-7 år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg aldrig skulle blive en form for selvvalgt selvforsynende og proppe mine små terrorister med hjemmedyrket frugt og grønt. Der er løbet meget vand i åen siden – og en hel del afgrøder i jorden. Og jeg er ret vild med det!

I dag har jeg høstet årets anden store høst af rabarber, som fluks er forvandlet til saft efter denne opskrift blot med lidt mindre sukker i (smag og behag selvfølgelig :-)). Der er jordbær, ærter, bønner, spinat, blåbær, solbær og ribs på spring – og krydderurterne dufter skønt under soveværelsesvinduet. Det er simpelthen sommerrigdom i sin reneste form <3

Min have er zen, selv om der sjældent er ro i den før kl. 20. Der er skvalderkål i rigelige mængder i hækken og mælkebøtter i græsplænen, men den er min og jeg elsker den, selv om den aldrig kommer til at kandidere til Havemagasinet eller lignende.

Spurgte du mig for blot 2 uger siden, ville jeg have forsvoret, at jeg ikke ville ønske, at det ville regne stabilt et par døgn. Lige nu ville både min have og min høst dog være ret taknemmelige for 48 timers regn, så det ikke dør helt hen, før det hele knap er begyndt.

Ja, sådan ændrer ens perspektiver sig så hele livet – over ugen, måneder og år. 36 going on 80. Måske jeg rent faktisk er blevet så voksen, som min dåbsattest påstår? Ligegyldig hvad, så er det her, jeg helst vil være, og jeg gør mig ingen tanker what so ever, om jeg er kedelig, som dengang for 15 år siden.
Om et øjeblik sniger jeg mig ud i ungernes badebassin og køler af inden natten og tørrer på trampolinen, imens jeg lytter og indsnuser haven. Hvis du har muligheden, skulle du prøve det 🙂

2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

En dag, man selv har valgt

Blogger fra mit “lejede” kontor. Det er i hvert fald “mit” til i morgen. Fingrene har været aktive på tasterne hele dagen. Først på Dankort-terminalens taster, da der (u)heldigvis vrimlede med gode tilbud i byen (UPS! Jeg kunne altså først tjekke ind kl. 14.00…) og dernæst i flere timer på computerens taster.

Jeg har læst, set og skrevet en masse på LinkedIn. Snuset og snaget, læst vise ord fra dem, som ved mere om det, end jeg gør. Jeg har bedt om anbefalinger og anbefalet andre, og har prøvet at sammenholde det hele med, hvem jeg egentlig synes, jeg er, og hvad mit CV siger om mig. Sælge, men ikke oversælge.

Når jeg scroller gennem resultatet af dagens arbejde, så kan jeg godt have lidt svært ved at se, hvordan så mange timer kan gå med at have så forholdsvist “lille” et færdigt produkt. Men der er skrevet og rettet til og flyttet kommaer og udskiftet med flere eller andre ord. Det er overhovedet ikke så let, som det måske lyder – altså at sætte ord på sig selv. Heller ikke selv om man lever af at skrive.

Nu har jeg kastet håndklædet i ringen for i dag og sidder i en blød hotelseng, alt imens byen fester og naboen laver et eller andet, jeg ikke kan – og måske ikke vil – greje, hvad er. Det er simpelthen en uskreven regel, at jeg altid får de trælse hotelnaboer, når jeg er et eller andet sted. Hvis jeg ønskede natlig uro, skulle jeg bare være blevet hjemme…

MEN: Det har været så fedt at have dagen for mig selv. Jeg har virkelig savnet at være lidt alene. Det føles nærmest eksotisk at kunne bruge en hel dag på noget, man selv har valgt og selv har lyst til. Efter at have fortærret en hel pose M&Ms (og en Yankee-bar), var det ikke den store sult, som plagede mig, så tog en sandwich og en iskold Somersby med ned i parken ved hotellet og sad og nød solens varme. 27 grader, kold alkohol og udsigten til at kunne sove længe! Det er faktisk som at have vundet i Lotto! Yay! Var jo nærmest sådan lidt ung med de unge og det hele.

Nu vil jeg lægge  mig med god samvittighed og stene lidt mere tv og sove – om min ork af en nabo tillader det – og så spise syndigt meget af morgenmadsbuffeten i morgen, inden endnu en dag i fremtidens tegn melder sig, og turen går hjem til husbond og husalferne igen.

Godnat derude <3

IMG_20160603_191653

 

Når vi leger voksne

Nogle gange kan jeg undres over, at mine venner bliver ældre. F.eks. kiggede jeg i min kalender igår og tænkte: Gud, bliver min vedste veninde 31 år! 31…det er da slet ikke så længe siden, vi var 20 og gik i byen og skejede ud sammen og plejede tømmermændene på den lokale cafe med burger og cola sent på eftermiddagen?

Og jeg har jo egentlig også rundet 30 (hvilket er helt helt fint med mig – ikke et ondt ord om det). Men et eller andet sted indeni, føler jeg mig ikke ældre end jeg var, da jeg startede på uni og verden stadig var sorgløs. Alle omkring mig bliver pludselig ældre. Kender du det?

Men jeg kan ikke løbe fra det. Hus, ægteskab, bil, husdyr og barn. Fast job og en budgetkontopost, der æder størstedelen af lønnen. Alt sammen for at opnå det gode liv – underforstået det voksne liv.

I går opdagede jeg, at der var gået særlig ferieopgørelsespenge ind på min konto. Weeee – så skal jeg have et par fede nye sandaler til den sommer, vi selvfølgelig får i år (og måske et par stiletter, der er enormt smukke, men som jeg godt ved vil blive beundret i skabet en del mere, end de vil blive brugt…). Lidt luksus til at forsøde min ellers travle hverdag.
Og så var det, jeg opdagede, at afløbet i kælderen var tilstoppet og jeg havde vaskevand ud over kældergulvet. Og at det ikke hjalp at rense afløbet med fingrene (halleluja for gummihandsker!). Jow jow, så fik jeg også efterprøvet min brækrefleks…

Og det var så historien om, hvordan stiletter blev forvandlet til en slamsugning – øv øv. Sådan kan det jo så gå, når vi gerne vil lege voksne og have det, normen foreskriver og bruge vores løn på det. Min mentale alder drømmer stadig lidt om stiletter og lidt om forkælelse, men min virkelige alder kigger på budgetkontoen og konstaterer, at det er dyrt at blive voksen og praktisk og alt det der… Selv om man er glad for det, man har, er der stadig plads til at drømme sig lidt væk – lidt tilbage – en gang imellem.

Et godt eksempel

Kan du huske, den gang du var lille, hvordan de voksne bare turde alting og sagde: Du kan godt. Du er stor. Og når det var noget, der var farligt, var det den voksnes arme, man søgte trøst i og den voksne, som sagde, at alt nok skulle blive ok?

Nu hvor jeg kan skrive Mor på CVet, skal jeg udfylde denne rolle for min lille pige. Jeg begræder stadig, at hun, på grund af sit forkvaklede forhold til mad, ikke fandt ubetinget tryghed i mine arme, for få måneder siden. Men med tid, er vi nu dér, hvor LIlle E søger mig, når noget er dumt, gør ondt eller når hun bare har fået nok af det hele og skal have tryghed.

Jeg skal være modig, jeg skal være sej, jeg skal være fornuftig – jeg skal være det hele, sådan en slags superhelte-mor, for at vise hende vejen i den store verden, til hun selv kan tage sine egne beslutninger; træffe sine egne valg. Kan jeg overhovedet det? Mig, som er hunderæd for at gå til tandlæge, tager brillerne af, når noget er uhyggeligt på TV og som næsten ikke kan synke, hvis jeg indimellem ender i et skænderi? Mig, som sætter alarmen til, hvis manden ikke er hjemme om natten og mig, som skriger op, hvis der er en larve eller en edderkop i busken, når jeg er på havearbejde? For slet ikke at snakke om, at jeg trækker benene op under mig i sofaen, når der er slanger eller andet kryb på TVskærmen…

Jeg tænker tit på, om jeg kan lægge skrækken bag mig i de situationer, hvor E har brug for, at mor er den seje. Dér, hvor hun har brug for mig og for at jeg viser hende, hvad der er godt og skidt, farligt og ufarligt. Jeg spekulerer på, om jeg vil føle mig som verdens største løgner, når jeg første gang skal med hende til tandlæge og fortæller hende, at det slet ikke gør ondt og at det er noget pjat at være bange. For sådan må voksne nødvendigvis lyve for børnene – for ikke at videregive den ulidelige frygt, de i nogle situationer selv bærer på. Også selv om man ikke har hørt om mange, der er døde af skræk i tandlægestolen.

Jeg har jo på sin vis et valg – jeg kan jo fortælle hende, når jeg er bange. Det vil være menneskeligt, for på bundlinjen har vi alle noget, vi er bange for – noget som vi helst undgår. Eller vil det nu være menneskeligt? Skal hun have det på samme tåkrummende måde, eller skal jeg prøve at vise hende, at det der ser farligt ud, ikke er så farligt igen. Selv om kropssproget måske afslører mig på 100 meters afstand….

Måske, hun siger: Du lyver, mor! – Og føj, hvor vil jeg føle mig lille i den situation. Måske hun siger: Hold om mig mor, så det hele bliver godt igen.

Hun vil sandsynligvis fortælle mig begge dele. Og jeg håber, at jeg kan være et godt eksempel, en rollemodel. Og skulle jeg ikke kunne det, så håber jeg, at hun ikke vil se sin mor som en kylling, men som én, der også er lidt bange en gang imellem – men som alt i alt kan kvalificere til trøster og helt. I hvert fald det meste af tiden…