Min datters superkraft: Venskaber

Min datters superkraft: Venskaber

Jeg har en sej datter – ingen tvivl om det – og hun har en sej superkraft: Hun er en virklig god ven! Med sine kun 6,5 år, har hun lange venskaber. Et er grundlagt efter første møde med mødregruppen 14 dage efter min fødsel, og op til flere strækker sig tilbage til vuggestuetiden.

OK, ret beset var de ikke “venner” fra start. I hvert fald ikke bevidste om det. Men de startede 6 piger i samme vuggestue i løbet af 3 måneder. Heraf har hun stadig oprigtige venskaber med 4 af dem. Venskaber, som trods det faktum, at det ikke længere ses hver dag og i dag går på hver sin skole, stadig holdes ved lige. Hun savner dem, når det er for længe siden, hun har set dem. De savner hende ditto.

Hendes første ven i livet flyttede fra børnehaven for 2 år siden. En anden kom i skole et år før de andre og har derfor ikke delt hverdag med E i snart 2 år. Alligevel er det som om, der på magisk vis trykkes på en knap, når de ses – og vupti: Så starter legen for fuld skrue fra første minut.

Selv om de ikke ses ofte, så leger de uden et eneste skænderi eller sure miner i 7 timer +. De kender hinanden så godt, at legen er naturlig. Selv om deres veje er gået i hver sin retning, er det tydeligt at mærke, at de har et stærkt bånd og fundament. Sammen!

Hun er kun 6,5 år og har livslange venskaber. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun holder af sine veninder. Jeg var SÅ genert, da jeg var i hendes alder. Havde én eller to tætte veninder ad gangen. Vi flyttede meget, og venskaberne blev ikke holdt ved lige trods afstanden. Langsomt gled det ud. Ikke af ond vilje, men fordi vores veje ikke krydsede hinanden igen.

Og heri er en del af forklaringen: Det er også de voksnes opgave at hjælpe venskaberne på vej og holde dem i live. Hvis barnet vil. Hvis barnet giver udtryk for savn, er det vores opgave at hjælpe aftalen i stand. At hjælpe dem med at huske. Det er jeg så heldig at de øvrige mødre i gruppen også gør, og derfor har vi 5 små damer, som holder rigtig meget af hinanden, selv om de er vokset fra det sted, hvor det hele begyndte.

Jeg er vildt imponeret og bøjer mig i støvet over min datters sociale evner. Over hendes evne til at være en rigtig god ven. Til ikke altid at ville bestemme, men heller ikke altid give efter. Til at ville legen og vennerne og huske dem og savne dem. Det er så cool.

“Hun kan lege med alle”. “Hun er så social”. “Hun er en kapacitet i børnehuset”. “Hun inkluderer alle”. “Hun er en god ven”. De ord er sagt af andre om min datter fra børnehaventiden til skole-hjem-samtalen. Hun er rigtig meget, jeg ikke kunne/turde/fik lov at være som barn, og jeg vil hjælpe hende til at fortsætte sådan, hvis hun lader mig gøre det.

Den sidste dag i børnehaven skulle hvert barn have en gave. Gruppens pædagog holdt en gave frem og knyttede nogle ord til det barn, som skulle have gaven. Og så skulle børnene gætte, hvem gaven var til.
“Hun er ven med alle”, sagde pædagogen. Alle børn råbte min datters navn i kor. <3

Moderskabet er et sted mellem hjertet og mellemgulvet

I dag er en af en stribe af mærkedage, siden jeg blev mor for første gang for knap 5 år siden. Der er så uendeligt mange faser i de små menneskers liv allerede, som har flyttet ved min opfattelse af verden og sat spor i mig fysisk og mentalt, og som jeg ikke anede, ville følge med to streger på graviditetstesten. Tidspunkter, hvor maven slår knuder, hvor jeg er ved at boble over eller hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg er længere.

For knap 5 år siden, havde jeg svært ved at finde den rette plads til mit nyerhvervede moderskab. Siden har jeg lært at acceptere det så meget, at jeg endda udvidede det til at kunne indeholde to små mennesker, og nogle gange læger jeg måske ikke så meget mærke til det mere, fordi det er blevet en del af mig. .

I dag fandt jeg ud af, hvor det står. Og det er faktisk ikke ret langt fra det sted, de to små blev til.

…Nej. ikke helt dernede!

Mit moderskab er lokaliseret et sted mellem hjertet og mellemgulvet. Dér, hvor ønsket om de to blev til, og der, hvor de voksede fra æg til vaskeægte banditter. Det var i hvert fald dér, jeg kunne mærke moderskabet i dag, da jeg sagde både “godnat” og “godmorgen” til min ældste, og satte mig i bilen sammen med hendes bror og kørte hjem. Uden hende.

“Astrid og jeg har aftalt, at vi skal sove sammen hjemme hos hende, mor”, fortalte Ældstepigen på vej hjem fra børnehave for et par dage siden.
Senere samme aften fik jeg en SMS fra bedste-venindens mor, som havde fået samme besked fra sin datter. Vi blev enige om, at der ingen vej var uden om, bare at lade dem prøve det.

Det er så i dag. Lige nu, faktisk. De sover begge, har jeg fået af vide. Min egen tulle overgav sig til søvnen med ordene “Jeg savner min lillebror”. Ikke mor. Det er helt ok. For selv om der var en max-mærkelig følelse i hjerte/mellemgulvs-regionen over at “køre fra hende”, og at gå forbi hendes tomme seng på det tidspunkt, hvor hun ellers altid sover dybt, så fortæller det mig, at hun er tryg. Tryg, hvor hun er og tryg ved at være uden mor. At hun ved, at jeg er der, selv om jeg ikke er lige ved hendes side.

Jeg kan ikke helt beskrive for dig, hvordan moderskabet helt præcis føles. Både som en mavepuster og begyndende vejrtrækningsbesvær, men også som en enorm stolthed. Jeg er stolt over, at hun har så god en veninde, som hun faktisk har kendt hele livet – og ikke mindst, at hun selv er en god ven. Jeg er stolt over, at hun ikke er bange for at sove ude. Tryg ved, at hun sover ude præcis dér, hvor jeg til enhver tid ved, at hun er i de bedste hænder. Mavepusteren er fordi det er en ny fase, som nu begynder. Det minder mig om, at hun er ved at blive stor og selvstændig. At jeg regner hende for min egen, men kun har hende til låns, inden hun flyver ud i verden.

Jeg bliver mindet om, at jeg skal lære at give slip. Gradvist (heldigvis!!!), selv om hun knap er 5 år gammel. Jeg skal lade hende prøve af og sige til og fra. Det er lidt svært, må jeg indrømme. Men hun bliver ikke ved med at være lille og afhængig af mor. Min opgave er herfra  at guide hende og til stadighed at vise hende, at mor altid vil være her, når hun har brug for det, imens hun udfolder den stærke vilje, hun altid har haft.

Mit lille menneske bliver stor. Og kærligheden til hende vokser stadig dag for dag <3

Når venner slår op

Årh, der er godt nok lidt skriveblokade (“blog-ade” om man vil) i spil p.t. Jeg bruger en større del af ordene og overskudet på jobbet i disse dage, men jeg har ikke glemt jer! Der er så mange noter på forskellige stykker papir, tusind og en tanker i hovedet og en del følelser, det ville klæde godt, at få sat ord på. Goddamnit! Stik mig så den overdosis overskud og et par dage med børn, der enes. 

Forresten – findes der tigerspring omkring de 21 måneder? For ham der V, ikke? Han er i øst og vest og går fra grædefærdig til overgearet humørbombe og tilbage igen på 30 sekunder. 

Nå, det var et sidespring. For noget, som jeg mærker meget tydeligt, og som går mig på p.t. er at se, at min søde pige gennemgår en svær tid venskabsmæssigt. Ikke at hun ikke har venner, for pædagogerne fortæller mig om en pige, der er afholdt og som kan lege med både drengene og pigerne, og en pige der både kan dele, føle empati og har en sprudlende fantasi. “En fantastisk pige og en god ven, der hjælper andre ind i fællesskabet”, siger de, og mit hjerte svulmer af stolthed! Min store skønne pige. 

Men der er en side til børnehavelivet, der ikke er let for hende. Et langt venskab slår revner, hvis jeg skal tro det, jeg selv ser observerer og hører fra min datter. Og det gør ondt på hende. Hun er ikke den, der “slår op”, men den, der føler sig forladt og ikke ved, hvad hun skal gøre af tomrummet. 

Jeg ved, at venskaber sjældent varer evigt, og kan svinge til og fra gennem tiden, alt efter hvor man p.t. er, og at venner glider fra hinanden. Selv i børnehaven. Men det gør ondt at se sit eget barn forvirret og ked af at den (måske) tidligere bedsteven giver udtryk for ikke at ville hendes venskab, samvær og loyalitet længere. 

“Jeg vil ikke være din ven mere”, hører jeg sagt på børnehusets legeplads, og mit barn prøver at holde gråden tilbage ved beskeden i en blanding af forvirring og mangel på forståelse af, hvad det faktisk betyder. “Hvorfor, mor?”, spørger hun mig med tårer i øjnene. 

Jeg kan kun sige til hende, at det måske ikke er så slemt, som det blev sagt. At de måske allerede leger sammen i morgen igen. Men når det samme udspiller sig dagen efter, og dagen efter igen, må jeg nok indse, at jeg skal have en anden tilgang til min datter og det venskab, hun virkelig savner. 

“Jeg gider ikke lege med dig”. Det er de ord min datter hører, og fortæller til mig hjemme. Jeg må tage hendes ord for gode varer, for jeg kan mærke på hende, at hun er påvirket, uden at kunne sige præcis, hvad hun tænker og føler. 

Hun har taget venskabet for givet. Selvfølgelig, vil jeg sige, da hun kun er 4 år, og – heldigvis – ikke har mødt disse følelser før. Hvor meget jeg end prøver at fortælle hende, at det er ok, og at hun har super gode venner på hver side af vejen, og at der er rigtig mange børn i børnehaven at lege med, som synes, hun er en god ven, så føler hun helt klart noget, der i mangel af mere præcist ord, ligner sorg. Sorg over at føle sig lidt alene, hvor hun følte, at hun havde en sikker havn. 

Det er ikke verdens undergang. Det ligger ikke nødvendigvis i venskabets natur at vare evigt, og alle børn skal lære det på et tidspunkt. Selv voksne skal til stadighed lære det gennem de relationer, vi indgår i. Forhold, venskaber, naboskabet, kollegafællesskaber, og måske endda i relationen til egne forældre. Men når man møder det første gang, har man ikke noget at hænge det op på. Jeg kan motivere og trøste, men jeg kan ikke klinke skårene. Hun skal igennem det, og jeg håber, hun vil lukke mig ind i processen, så vi sammen kan finde ud af, at venner har hun mange af, og at selv om man ikke er bedste venner længere, så kan sagtens lege sammen alligevel. Så må tiden vise, om båndene knyttes igen, når nye relationer er knyttet og testet.