Hvem kan sige juleferie?

Hvem kan sige juleferie?

Må jeg få et F? Må jeg få et E? Må jeg få et R? Må jeg få et I? Må jeg få et E? Hvad siger det? FERIE! Sig det igen! FERIE!

Hold da magle, hvor har jeg glædet mig til at få juleferie. Batterierne er helt i bund og trænger i den grad til at blive ladet op igen. Det gælder i øvrigt ikke kun moren. Børnene trænger også til et break fra op-afsted-i-skole/børnehave-hjem-aftensmad-sove-rutinen. Vi trænger til et break fra hverdagen. Simple as that!

Hvad skal vi så bruge ferien på? Svaret er simpelt: Så lidt som muligt! Det er jeg pænt sikker på, er den bedste medicin mod et svært tilfælde af hverdags-kaos-syndrom.

Julen holdes hjemme, og det bliver godt. Mormor kommer på besøg, og ungerne får mulighed for at tage deres gaver i brug, så længe de gider. Jeg forudser, at der skal samles en del LEGO med ældsten. Eller det vil sige, at hun samler og nægter mig at røre én eneste klods, alt imens jeg tyller kaffe ned og venter på, at hun mangler hjælp. Jeg forudser, at yngsten kommer til at køre med biler og udfolde sit alsidige vokabularium af superhelte- og slås-lyde.

Jeg forudser også ret meget tid i nattøj, og tid, hvor jeg sorterer ud i gemmerne, så vi snart kan flytte ud i den nye del af huset. Mit klædeskab bl.a., efter som 3,60 m x 2,60 m-drømmeskab skal flyttes. I. små. stykker.ad.gangen…

Jeg kan forudse mange ting, men vigtigst af alt – for mig – er, at vi har friheden til at gøre, hvad vi vil. At kalenderen ikke er booket med alt for meget, så ferien kommer til at blive en gengivelse af hverdagen, selv om vi ikke ville det sådan.

Vi skal bruge vores juleferie på at blive klar til at udfylde de rammer, vi har lagt grunden for i 2017. Både de fysiske i huset og de mentale, som at finde den vej, resten af mine 30’ere skal følge, at give vores de bedste forudsætninger for at være skolebarn og at vores søn skal have et godt sidste år i børnehaven, før skolen også kalder på ham.

2017 har taget på kræfterne. Men nu er der dømt juleferie. De sidste dage af året skal bruges på at være sammen – og jeg glæder mig!

Glædelig jul!

 

 

Hverdagsflugt

Et vellykket get-away fra hverdagens trummerum er vel overstået. Nymindegab og Nr. Nebel kom, så og sejrede, og bød på en ganske fin deal bestående af sommerhytte (hus er nok så meget sagt), fri adgang til badeland, skøn natur og en overkommelig afstand til et af de steder i kongeriget Danmark, jeg bedst kan lide: Vesterhavet. Det var en lidt spontan beslutning, da vi nok havde luret på et sommerhus i det vestjyske, men havde lurepasset lige længe nok til, at priserne var tredoblet lige op til industriferien. Men så dukkede dette op og det har været ganske fortræffeligt. Vi trængte bare til at komme væk fra husets vægge, regnen, ungernes noget nær konstante kampe og følelsen af ikke at give vores børn en “ordentlig” sommerferie, blot fordi mor og far mest af alt var så trætte, at vi ikke drømte om andet end tre uger på langs. Den går bare ikke med børn i huset.

Børnenes brok og særegne evne til at vågne om natten og stadig være friske som havørne kl. 5.15 tog med på ferie, men ellers føltes Vestjylland faktisk ganske eksotisk. Nok vartede jeg stadig op og tørrede op, men det var ikke helt lige så træls som hjemme.

Vi besluttede os for at dele os og børnene lidt op i løbet af dagene. Selv om der kun er 2,5 år imellem dem, så er springet imellem 2,5 og 5 år stort, når det gælder oplevelser og udfordringer. Soppebassinet er ikke så hot som den vilde vandrutsjebane helt oppe under loftet, som udfordrer mors højdeskræk og som får maven til at kilde, så man fniser og hviner. Det viste sig at være en klog beslutning, og det gav også tid til at se og høre langt mere end at tale til fornuft. Jeg kunne godt have brugt lidt mere alenetid med Ældstepigen, for det var overvejende fars pige og mors dreng – af nemheds skyld, da far et mere hooked på klorvand, end jeg er og lillemanden p.t. kun kan udføre basale færdigheder, hvis mor er inden for rækkevidde. Vi valgte med andre ord den løsning, som gav færrest problemer. Der er rigeligt af kilder til dem i forvejen.

Brunch, badeland, bare tæer i vesterhavsvand. Hoppepuder og andre herligheder – helt enkelt og uden glitter eller glamour. Det var rart! Jeg er ikke en døjt mere udhvilet – snarere tværtimod. Men det føltes godt at give børnene noget andet. At give dem noget at fortælle om og forhåbentlig huske. Det er ikke fordi vi ikke har råd til at give dem en årlig ferie syd på. Vi har bare indtil nu ikke haft overskuddet til det. Vi har prioriteret ro frem for rejser. Fordi vi har haft brug for det.

Hjemme igen venter vasketøjet i kælderen. Men der venter også endnu to ugers ferie. Yay! Der er kun ganske få planer for dem – med vilje – fordi jeg bare gerne vil sidde og nørkle ved symaskinen eller rode i haven og have plads til den spontane tur til stranden eller Legoland. Forhåbentlig kommer der også et strejf af varme og sommervejr i stedet for regn og gråvejr. Det ville da være sjovere. Jeg mangler stadig at sende ungerne ud i haven kl. 8 kun iført shorts og solcreme – det er indbefattet af sommerferie på højde med friske danske jordbær og nye kartofler.