En stor, fed nej-hat

Shit, min seng holdt godt fast i mig i morges. Det har være en helt og aldeles glimrende forlænget weekend. Uden de store begivenheder – bare fælles arbejde i hus og have omkring vores kommende byggeprojekt. Kan ikke huske, om jeg har skrevet om det, men hvis ikke, så kommer der nok en del mere om det det næste halve år.

På sin helt egen stilfærdige facon, var det vare rart at være sammen om noget som familie. Helt lavpraktisk og uden fest og kulørte lamper. Det savner jeg virkelig, imens hverdagen hvirvler afsted.

Hvem der til gengæld er alt andet end stilfærdig, er ham den lille. 3,5 år og i besiddelse af verdens største nej-hat. Han har desværre bestilt den adskillige numre for stor, så den dækker hele hans udsyn og gør det helt og aldeles sort. Shiiiiiiit, hvor er han Mester Modsat!

Det skægge ved bloggen er at kunne gå tilbage og læse/huske, hvordan det var med hans søster. Dette indlæg er skrevet for 3 år siden – ca. 6 måneder før den alder, han er nu. Det passer sgu meget godt overens med det, vi oplever lige nu. Der er mindre trutmund og mere stampen i gulvet og råb. Der er også mere eftergivenhed og mindre “nag”. Men det passer nok også ret godt overens med kønsforskellen, tænker jeg.

Jeg hælder vand op til os alle ved aftensmaden. “Neeeeej, mælk”, hyler knægten.
Jeg siger sandaler – han skriger på kondisko. Når vi når børnehaven, er det kun de sandaler, vi ikke har med, der du’r.
Jeg har ham i bad under HØJLYDTE protester, adskillige flugtforsøg og trampen i gulvet, alt imens han skriger “Neeeeeeej, jeg vil ikke i baaaaad”. Det sekund jeg slukker for vandet, skiftede han mening: “Neeeeeeej, jeg vil i baaaaad”.
Jeg kunne fortsætte eksempelsamlingen fra nu af og til midnat.

Hvis jeg synes, det er svært at være hans mor p.t. og at holde hovedet nogenlunde koldt, fordi jeg ved, at det bare er en fase, hvor lang den end må blive, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være i hans lille hoved. Forvirring – BIG TIME! Alle de følelser, der styrter gennem hans krop med få minutters mellemrum. Fra den ene pol til den anden.

Nej-hatten klæder ham ikke, og jeg tvivler på, at den er mega behagelig at have på. I hvert fald var der ingen anden løsning ved sengetid, end at krybe ned i sengen til ham og holde om ham, for at få ham til at falde til ro. Ligge der og mærke, hvordan al trods og modstand forsvandt i mine arme. Først protesterede han over mit valg af godnatsang. “Neeeeej, ikke solen, mor”, imens jeg sagte sang “Solen er så rød, mor”, som jeg har gjort siden tiden, hvor han lå hjælpeløs i kuvøsen og jeg ikke måtte røre ham. Imellem snøftene kunne jeg høre ham mumle “Solen igen, mor. Solen igen”, før han faldt i søvn.

Selv om hans vejrtrækning for længst afslørede, at han var på vej til drømmeland, blev jeg liggende og nynnede for ham. Holdt om min lille dreng, som vokser for stærkt. Overvejede at blive liggende krøllet sammen på 140×70 cm. og snuse til hans hår og finde minderne frem. Taknemmelig og lidt ekstra lykkelig, selv om overskuddet er flosset. Bare ligge der uden nogen anden grund end at det var lige dér, han faldt til ro og fandt trygheden midt i sit følelsesmæssige kaos. Lige dér i min favn <3

 

De tænder-ud-trækkende to

Som fast læser, vil du vide, at det med spædbørnstiden ikke helt var mig. Jeg blev ligesom aldrig dus med det, forstås. Jeg er langt bedre til 1 år +. Når de begynder at gå og gøre sig forståelige, og når de begynder for alvor at vise deres personlighed og give udtryk for deres behov. Jeg har aldrig været fan af gættelege…

Nu hvor ældste-pigen er 4,5 år og tester sin egen indflydelse her i verden dagligt, har hendes lillebror virket som en ferie. Glad og tøffer rundt med en bil i hånden og gider putte og kramme og siger ”Mor er dejlig” kontra ”Hey mor? Jeg tænkte på, om du kunne gå ud og lukke døren bag dig nu”, som søster tester reaktionen på fra tid til anden. Lille og rund og uden kanter. Indtil nu… For pludselig begyndte det at dæmre i hukommelsen. I takt med ”Neeeeeeej”, ”Miiiiiin” og ”Nej, mig seeeeeeeelv” eller ”Nej, kun ha’ faaaaaaaaar”, toppet med primadonna-fald og hysteri på gulvet, alt imens han råber for sine lungers fulde kraft, begyndte det at gå op for mig, at der er noget, der hedder ”The Terrible Twos”. Helt hvad det indbefattede, havde jeg lykkeligt glemt igen.

Mindstemanden er 2 år inden månedens udgang, og han holder sig ikke tilbage i forhold til udviklingen. Han har både fysisk og mentalt glemt alt om, at han er præmatur. Og det er nu meget godt. Men hold nu kæft, hvor havde jeg lykkeligt glemt, hvordan han kan kaste sig i hysteri over, at jeg af ren og skær vane hælder rosiner på havregrynene eller giver ham støvler på. ”Mig seeeeeeelv!”, og så kan måltidet eller morgene nærmest løbe af sporet. Han er også begyndt at teste sin egen vilje (overraskende lig hans søster), og stikker af, hver gang, han skal skiftes eller have tøj på, eller man råber STOP, for at forhindre ham i at løbe ud på vejen. Han kvitterer med raseri og tåre-strøm, når man fanger ham, som havde han fået nej til julegaver resten af livet.

Han har langt større vilje til selvstændighed. Det må jeg altså give ham. Sammenlignet med hans søster, der stadig synes, verden ville være et bedre sted, hvis blot jeg gjorde alting for hende. Sammen med ordene ”Det er en fase”, prøver jeg at finde noget mindfulness i, at han forhåbentlig ikke tramper afsted med korslagte arme og trutmund, når han er 4,5 år, blot fordi han skal lyne jakken selv, hvis han allerede nu udviser en form for selvstændighed.

Det er som om, der er åbnet en låge i en mental julekalender for ham over den seneste uge. En låge, hvorfra trods, selvstændighed, ballade og raseri får lov at strømme frit. Et eller andet sted er det fedt, for selvfølgelig skal han lære at kunne selv. Men det er altså også lettere anstrengende. Hvad der til gengæld er fedt, er at trække andengangsmor-kortet. Jeg har prøvet det før og ved, at det rent faktisk ER en fase og jeg ikke har behov for at kontakte en eksorcist lige med det samme.

e-Cards behøver sjældent så mange ord som mig for at sige præcis det samme:

Ude kan man se sin opdragelse i perspektiv

En veninde stoppede mig den anden dag og sagde: “Føj, hvor jeg synes, det er hårdt for tiden. Jeg føler, jeg bliver testet hele tiden”. Og jeg kunne kun sige ja og amen! Og følte mig ærligt talt også lidt glad over ikke at være ene om den følelse.

Det synes lidt som om, 3-årsalderen er en lang test med enkelte pauser, hvor man tilgengæld bliver helt forvirret, fordi stilheden på fuldstændig mærkelig vis bliver foruroligende. Og når man bedst begynder at tro på den, går vi i test-mode igen.
Jeg har nok aldrig regnet med, at treårsalderen ville være easy-peasy, men jeg har heller ikke helt haft fantasi til at forestille mig, hvad den reelt indeholder. Et lille menneske, der tester sit værd og sin indflydelse i denne verden. Startende med forholdet til de nære.

Smil og spirende selvstændighed blandet med trutmund, raserianfald, sjove vendinger og grimme gloser, konstant afprøvning af grænser, intensiveret selektiv hørelse, kriser over tøj, mad, bad og sengetider, beskyldninger og til tider også fuldstændig afmagt. OMG! Jeg føler mig virkelig som den sureste mor indimellem, men får faktisk også lidt ondt af mig selv fra tid til anden. For jeg synes faktisk ikke, jeg har fortjent SÅ meget modstand fra den unge dame. Hun ved ikke, hvad hun gør og hvordan det påvirker, men derfor gør det altså ondt alligevel.

Og her stod vi så, mor og mor side om side og så vores unger lege, alt imens vi talte om, hvordan hverdagen hænger sammen og hvor trætte vi var, når den var omme.

Jeg stillede spørgsmålstegn ved, hvordan jeg dagen forinden havde haft den mest engle-blide datter, da vi måtte vente på skadestuen i timevis for en undersøgelse af lillebroren, og hvor personalet havde rost hende og sagt, at jeg vel nok havde en velopdragen datter. Og BUM. Så trådte vi over dørtærsklen hjemme og jeg var straks dumme mor og der var korslagte arme og trutmund og sure hyl. Jesus!

“Man siger jo, at det er ude, man kan se, om ens opdragelse virker”, sagde min veninde. “Det er her, man ser opdragelsen i perspektiv”.

Åh, det gjorde mig da lige lidt glad at høre. Pyh ha, så har jeg måske gjort noget rigtigt alligevel, selv om jeg til tider tvivler. Det håber jeg sgu er sandt! For mine børn opfører sig – 7-9-13- stort set altid godt, når vi er i byen eller besøger venner og familie. Så kan de lege selv og spiser deres mad og hænger ikke i gardinerne eller går bagover i flitsbue af raseri. Siger tak for mad og sover pænt uden ballade. Så er de faktisk ret hyggelige at have med og vi har ret meget kvalitetstid. Det synes jeg jo også, vi har hjemme, men her er settingen åbenbart imod os…

Så selv om jeg føler mig som et moderligt fuck-up fra tid til anden, så må jeg alligevel have lært noget. Så kan jeg måske godt alligevel? Og jeg er ikke helt alene. Andres børn kan også opføre sig sådan. Sikke en lettelse! (o:

Gratis prævention

Det er p.t. så godt som gratis prævention at spise aftensmad i vores hjem. Yngsten skriger og nægter at åbne kæften, selv om han godt kan lide det, der serveres og Ældsten lægger partout armene over kors og laver sur trutmund og råber “Jeg kan ikke li’ det!”, før hun overhovedet ser, hvad der er på menuen. Skaber sig over at smage eller at sidde på stolen, stikker fingrene ned i maden og spreder den i en radius af 40 cm om sin stol, som var hun 1 år igen. Yngsten skriger videre, og man kan en gang imellem være heldig, at han vil indtage aftensmaden siddende på skødet. Med den hage, at sidder han her, har man selv mad over alt på tøjet og i håret. Nogle gange er der en voksen, der får nok og skælder ud i bare afmagt over den infernalske larm, der fylder måltidet (som indtages før kl. 17 af hensyn til ungerne og deres sengetider). Og man er for alvor på skideren (som voksen altså), når der kun er en voksen hjemme… Så er der ikke én, der lige har lidt mere overskud end den anden. Ikke lige én, der kan tage over, når man ikke magter trods og utrøstelig træt, gråd længere. Så er det om at tælle til 10 sådan ca en 80-100 gange.

Ok, prævention er det nok næppe. Ikke en sikker en af slagsen. Men det kan i hvert fald nok afskrække nok selv den mest førstegangs-skrukkekvinde – eller i hvert fald hendes kæreste/mand! For der er godt nok meget lidt glansbillede over det, vi p.t. er vidner til. F#CK, hvor har jeg ærligt talt mange gange ønsket mig langt langt væk., når jeg sidder i situationen Jeg glæder mig slet ikke til måltiderne med mine ellers søde unger. Jeg prøver at gå til kampen med oprejst pande dagligt og at følge Lola Jensens råd om, at kan man ikke lide det, der serveres, er der en flad rugbrødsmad med smør som alternativ. Ikke alverdens andet. Basta Bum! Men jeg kan næppe komme på andet – det skulle da lige være afbrudt nattesøvn – der er lige så frustrerende som forælder, som at sidde midt i skrigeri og hysteri og trods uden nogen anden grund, end at vi vil servere føde for vores poder. Så får man ærligt talt lyst til at kalde med “nogle forkælede snotunger”, men holder sig i skindet.

Aftensmad er nok bare lig med konflikt i en årrække i børnefamilierne i det ganske danske land. Og vi forældre har pokkers mange følelser forbundet med at nære vore børn. Vi prøver at være fleksible, ja, vi prøver solen sort med alt, vi kan granske vores hjerne for, men jeg vil godt sige, at havde jeg fået lov at rejse frem i tiden og se, hvordan det er, før jeg blev gravid, så tror jeg ærligt talt ikke, jeg havde turde få børn. Så var jeg løbet skrigende væk. Og det er fandeme en trist tanke.

Natten fra helvede

OMG… I går var der en eller anden, der skrev et indlæg om at vide det meste her anden gang. Og så blev man så meget klogere på, at børn er r*vhamrende forskellige og reagerer forskelligt. Hvor søster havde høj feber, men sov fra vaccinationen med enkelte piv og klynk, har Mr. V virkelig taget prisen som mest umulige og hysteriske feberbaby. Tillykke unge mand… Eller noget.

Han skreg og hylede og sparkede og slog i 5 stive timer i nat. Sov, hylede, sov, hylede…med sådan ca 10 min mellemrum. Han ville holdes og bæres og vugges, ville ligge og sutte på sutteflasken konstant, skreg i vilden sky, når jeg nøs (halleluja for forårsforkølelse), og rundede det hele af med at kaste al sin mad op igen af ren og skær raseri. Og lige gyldigt hvor meget, jeg prøve at trøste og berolige og gøre det bedste for ham, så virkede intet andet end at han til sidst var så træt, at han faldt i søvn.

Sidste gang havde jeg selvfølgelig heller ikke en trodsig 3-årig, der vågnede ved larmen og forvirringen, og derefter også gav sig til at råbe. Tænk sig, hun kan simpelthen også være trodsig i søvne. Det er jeg alligevel imponeret over.

Kunne man bare dele sig i to – eller tre, så man kunne være lige meget for begge børn og samtidig få hvilet ud. Suk!

Well, Well… Det er en noget slatten mor, der skriver i dag. Den oplevelse riger og så helst ikke igen, tak! Har valgt at holde trods-prinsessen hjemme i dag, for ellers kokser hun da helt i børnehaven med så lidt nattesøvn. Så må vi tage den i frigear i dag – og der er med garanti dømt middagslur, om jeg skulle være så heldig, at få begge børn til at sove lidt på samme tid.

Hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat

Lille E er kommet i “Hvorfor-alderen” – so help me God! Alt (som i ALT) besvares med “Hvorfor?”.
Tag for eksempel aftensmaden:

  • Vi skal spise, E.
  • Hvorfor?
  • Fordi aftensmaden er klar nu
  • Hvorfor?
  • Kom nu, vi skal spise – dig og far og mor og lillebror
  • Hvorfor?
  • Fordi du skal have mad, så du kan blive stor og stærk
  • Hvorfor?

Eller når hun skal have en ren ble inden sengetid:

  • Så skal du have en ren ble
  • Hvorfor?
  • Fordi du har tisset i den
  • Hvorfor har jeg det?
  • Fordi du har drukket en masse mælk til aftensmaden?
  • Hvorfor?
  • Fordi du var tørstig
  • Hvorfor?
  • Det ved du bedst selv…

Eller de mere meningsløse:

  • Hvilken farve har vores bil, mor?
  • Den er sort
  • Hvorfor?
  • Fordi den havde den farve, da mor og far købte den
  • Hvorfor?
  • Det ved jeg ikke
  • Hvorfor ved du ikke det?
  • Det ved jeg bare ikke, skat
  • Hvorfor ved du ikke, hvorfor den er sort?
  • (…og ja, hvad svarer man så????)

Jeg har fået fortalt, at man skal hylde denne nysgerrighed ved at besvare spørgsmålene og at det er sundt, at hun spørger. Men hold nu op, hvor skal man tage sig sammen for ikke at vrisse: “Fordi du skal have noget at spørge om” eller bede hende om at stoppe den endeløse strøm og holde k*ft for en stund.  Man skal tage sig meget sammen…

I starten er det rustent, men jeg skal ellers love for, at man kan få et arsenal af standardsvar og at man lærer at svare så lukket som muligt for ikke at udløse endnu en kaskade af “Hvorfor’er” fra den lille Spørge Jørgine…

SUK! Som med Lillebrors søvn og aften-skrigeture, messer jeg: “Det er en fase. Faser går over. Det er en fase. Faser går over. Det er en fase. Faser går over…..”.

 

Jeg ved (desværre), hvordan det er

Iskold morgenKold, mørk morgen. Den første isbelægning på bilruden. S**me godt, jeg har pakket flyverdragten, uldhuen og de vandtætte luffer ned i vuggestuetasken i dag! For nu sætter vinteren ind.

Morgenen forløb nogenlunde rolig, kun 2 diskussioner med tumlingen, kun lidt morgensur og kun 1 timeout på værelset. Yayness (…eller noget). Stresstærsklen kun let forhøjet og kun 10 min for sent afsted. Det kunne være værre. Ja, det er altså sådan noget, man gør sine successer op i, når man stadig er førstegangsmor og manden er på job og barnet er 2,5 år…

Ned til vuggestuen. Kun 1 diskussion med barnet om, hvorvidt man skal holde i hånd, når der kommer biler. Mor vandt (ved at tage hånden og holde fat og overhøre barnets protester). Men på vej ind til vuggestuen, kunne jeg i mørket høre et andet barn gå fuldstændig amok. Skrige, hyle, stikke af, sige A og derefter kun ville have B og når B lod sig gøre, begyndte han at skrige på mulighed A igen. Kunne ikke høre det sagte, men kunne uden tvivl føle den voksnes frustration. Først prøve at løse tingene i mindelighed, derefter blive mere bestemt, skære igennem og herefter en bønfaldende, grådkvalt stemme.

“Godt at vide, at jeg ikke er alene”, tænkte jeg i mit stille sind. Sagde det måske endda højt. Og gik ind med Lille E, der var kommet sig over sin morgenkrise. Et sug i maven, da jeg i den forgangne uge har været præcis i samme situation, som den mor, jeg kunne høre i tusmørket. De situationer, hvor man har alle de bedste intentioner og virkelig, VIRKELIG, prøver at løse konflikten stille og roligt for alle parters skyld og til sidst ender med alligevel at skælde ud, sætte barnet ind på værelset, hvorefter man selv sætter sig ind i et andet rum og tuder det hele ud. Føj, det er bare ikke rart! Det sætter sine spor. Jeg ville det jo bare godt. Hvorfor endte det så sådan?

Imens jeg stod og tog jakken af Lille E, kunne jeg høre at hylene fra tusmørket kom tættere på. Og døren gik op til børnehuset og jeg genkendte en af de andre mødre. Et vuggestuebarn på armen og en skrigende storebror i hånden. Instinktivt gik jeg ud og overtog lillesøster og gav moren et klem på skulderen og smilede. Det var, hvad jeg ville ønske, andre ville gøre for mig i den situation. No explanations needed.

Og da storebror så var kommet af tøjet og roen genfandt sig, gik vi alle 5 ind og afleverede vores børn. Et kram mellem to mødre, der egentlig ikke kender hinanden så godt, og hviskede ordudveksling: “Jeg er lige ved at tude”. “Jeg ved, hvordan det er”.

For det ved jeg. Alt for godt. Og det er bare på alle måder hæsligt, når det er sådan. Men vi kommer ikke uden om det og vi kommer videre, og ungerne har forhåbentlig glemt frustrationerne, når vennerne kommer og mødrene, slukørede, cykler afsted til arbejde.

Hvordan pokker gør I?

Der er de dage, hvor det hele kører af sporet i familielivet og man ender med at være en helt anden slags forælder, end man på nogen måde har lyst til. Hvor forældrene også kommer på kant som følge af barnets modvilje, træthed eller misforståelser, og hvor det ene ord tager det andet.

Heldigvis skændes min mand og jeg sjældent. Måske bunder det i en grundlæggende konfliktskyhed fra begges side, men hvis jeg kan få ondt i maven og ønske at glatte ud, når han skælder ud over barnets adfærd, så ved jeg, hvordan han sandsynligvis også krøller tærer, når jeg gør mister overblikket og råber højt. Og som faste læsere ved, kan det føre til, at forholdet kan komme i fare.

Og nej, jeg synes ikke, vi råbet tit – men jeg skælder alligevel ud for tit i forhold til, hvad jeg selv har det godt med. I forhold til, hvad jeg selv synes, hun skal opleve. Og vi taler altså stadig langt fra hver dag. Men det er så ødelæggende, at skulle miste det overblik, man så gerne ville have, fordi man skal afværge kriser, anvise at man ikke kaster med maden eller løber rundt under måltidet, at man ikke må slå ud efter nogen, hvis man får et nej og at mor synes, barnet skal tage skoene af selv og barnet er af en stærk anden mening og bliver udadreagerende og ked af det.

Jeg tænker meget på, hvad der ligger til grund for hendes reaktioner – oftest desværre først bagefter, når jeg sidder og er flov over, at jeg for pokker ikke bare kunne bevare roen én gang til. Er hun helt unødvendigt trodsig og stædig, eller stiller jeg for mange krav til hende? Forventer jeg for meget af hendes alder? Hører jeg ikke ordentligt efter? Eller hjælper jeg hende rent faktisk for meget?

Faldt over denne video, som i den grad var både en mavepuster og et wake up call for mig:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=nC8qB9JrYJE]

Der kan jeg finde adskillige punkter, der kunne trænge til et serviceeftersyn i forhold til min egen interaktion med min datter- og min mand havde det på samme måde, da han så den.

Jeg spiller tidskortet alt for tit – både fordi det indimellem er et issue, men nogle gange også bare som en forklaring, når jeg ikke gider diskutere mere. Og når jeg bliver tilstrækkeligt træt af at gentage samme anvisning 20 gange, ender jeg enten med at råbe højt, eller at gøre tingen for hende. Nogle gange også bare af et misforstået hensyn, hvor jeg ubevidst kommer til at forveksle kærlighed og nærvær med over-hjælp.

Og en presset hverdag spiller bestemt også en afgørende rolle. Ikke at vi skal til 117 ting eller aldrig er hjemme – tværtimod. Der er stresssygemelding og tilbagevende til job, graviditet med et sygt barn, en mand, der arbejder langt væk fra hjemmet og som ville ønske, at han både var mere hjemme og havde mere tid til sig selv (og begge dele kan jeg også skrive under på!). Der har været ualmindeligt mange skader og regninger til huset og forholdet har haft røven i vandskorpen i et stykke tid, og jeg prøver at hænge så godt fast som muligt. Usikkerheden er der desværre stadig. Der er hans tanker om den forestående fødsel og Lillebrors reaktion – og der er min på selv samme. Angsten for, hvad der skal ske og angste for at miste – både barn og mand. Og jeg må indrømme, at jeg nogle gange fornemmer, at vi er på hver sin side i forhold til tankerne om fremtiden, omend vi begge har accepteret omstændighederne, så godt som vi kan.

Men mit spørgsmål til dig er egentlig: Hvad gør du/I i hjemmet og hverdagen for at tage brodden af konflikter med barnet/børnene? Hvad gør du/I for at afværge konflikter? Hvordan bevarer I overblikket?

Jeg har bare ikke lyst til at være den mor, der indimellem bliver så desperat, at jeg skælder for meget ud. Jeg har ikke lyst til at sende mit barn op på værelset (og virkelig betvivle, om det overhovedet har en effekt, men tingene kører i hårdknude, hvis vi bliver i den). Jeg har ikke lyst til at være den mor, der lægger i seng, fordi barnet ikke vil opføre sig ordentligt (og hvordan forklarer man i øvrigt præcis en 2,5-årig, hvordan det er?) og bagefter sidde tilbage med den sorteste samvittighed og det laveste selvværd i situationen. Jeg ville bare gerne kunne håndtere det mere cool. Jeg ville gerne være mere tålmodig og pædagogisk. Pædagogik har aldrig været min stærke side, indrømmet.

Og så siger jeg til mig selv, at der er noget med alderen – noget kan selv og vil selv. Og så alligevel ikke – for hun piver, før hun prøver selv. “Hjælp mig, mor” – apropos ovennævnte video… Jeg ved, at børn søger grænser og afprøver dem gentagne gange. Jeg ved, at det er hårdt. Jeg ved, jeg ikke er den eneste forælder, der river mig i håret over det. Men jeg vil heller ikke sætte hårdt mod hårdt og skræmme hende og dermed opnå den modsatte effekt.

Gud, det er frustrerende. Og ih, hvor jeg håber, at jeg kan (gen)indføre nogle af videoens anvisninger, når jeg går på barsel og ikke har noget, jeg skal nå, før Lillebror fødes. At jeg kan sætte noget ind på kontoen – i forhold til min datter, som jeg elsker så højt, i forhold til hverdagen, lysten til at kunne og ville selv og i forholdet til min mand, inden vi igen hopper ud over kanten i en situation, der er sværere end almindelig familieforøgelse, som i sig selv er svær nok.

Jeg beder derfor i største ydmyghed om jeres erfaringer – råd – oplevelser i forhold til familiens hverdagskonflikter. Hvordan pokker gør I? Og hvad ville I ønske, I gjorde anderledes?

På forhånd tak!

Hvornår må jeg få en pause?

Jeg ved godt, at det igen er på kant med det gode moderskab og kvindeliv at skrive, men der er godt nok ikke meget rosenrødt over, at være gravid for anden gang. 

Jeg ved også godt, at vi står i en speciel situation, men generelt er det drøn-hamrende-pisse-hårdt og ofte grådfremkaldende, at håndtere en træt, øm og gravid krop, sin mands forventninger til parforholdet og en to-årig i trods- og selvstændighedsalder. 

De første måneder, imens vi stadig var lykkeligt uvidende om lillebrors hjertefejl, og graviditeten ikke tyngede mig, syntes det ok, at håndtere konflikterne med Lille E. Nej, de var ikke pisse fede og jeg kommer aldrig nogensinde til at elske dem, men de var ikke så udtalte, som de er nu. Og nu er jeg tung og træt og hun ved det godt. For så kan mor ikke løfte væk, når hun gør noget, hun godt ved, hun ikke må, og så kan mor ikke rende efter hende, når hun for Gud-ved-hvilken-gang stikker af fra mig for at prøve reaktionen af. 

Jeg er 6 måneder henne og kroppen er for alvor begyndt at tage kiloene på og kroppen gør ondt. For der er bare slet ikke samme ro og mulighed for at slappe af, som der var første gang. Og har jeg endelig formastet mig til at sidde ned i hendes vågne tid, kan du være sikker på, at der 10 sekunder efter er en konflikt eller en situation, der kræver, at jeg rejser mig op igen. 

Nu bliver det også virkelig tydeligt, at det er mig, der er hjemme mest. Mandens job langt væk fra hjemme, tidlige morgener med toget og sene ankomster til hjemmet sætter sit præg. Første gang satte jeg mig jo bare med benene op, men nu skal der bringes, jobbes, hentes, handles, leges, ryddes op, konflikthåndteres, laves aftensmad, puttes, ryddes op og så, måske – hvis der er ro i børneværelset – kan jeg sætte mig ned. Ikke at han ikke vil – han er bare ikke hjemme til det. Og når han kommer hjem, trænger han til at slappe af og koble fra, der hvor jeg har mest brug for hjælpen, da jeg er død-træt. 

Det er pokkers tungt, at håndtere den gravide krop og vride efter barnet, der hopper og danser og ikke vil stå stille, når jakken skal på eller smider sig på gulvet og flipper ud over at skulle tage støvler på selv. Sætte sig på hug 117 gange om dagen og skulle kravle som en gammel dame, når man skal op fra gulvet igen. Det er hårdt fysisk, når hun kaster hele sin vægt over på min krop og hårdt mentalt, at skulle sige “nej, det kan mor ikke” eller irettesætte hele tiden. Det er hårdt, at være træt og brugt og mættet af dagens forløb og så stadig skulle have overskud til en tumling, der prøver grænser af ved aftensmadsbordet og skal prøve at se, hvad der sker, når man slår ud efter mors mave, selv om man godt ved, at man ikke må.

Når verbale og fysiske udbrud bliver en del af dagsordenen (fra tumlingens side af, altså) i udviklingens gode navn og man finder sig selv krampet op i kroppen af en blanding af raseri, træthed, magtesløshed, smerter og tristhed. Når manden også får nok og råber højt og man får lyst til at tage barnet i armene og holde om hende, selv om man godt ved, at hun har udfordret grænserne igen igen igen. Og så tænke på, at når man hører ham skælde ud og sige fra, og det virker skræmmende, at man så også selv taber moder-værdigheden indimellem og gørpræcis det samme. Når man igen sætter sig ned i barnets øjenhøjde og snakker om, hvorfor mor og far siger nej og hvorfor man ikke må slå/kaste/skrige/hugge osv. Og så kan du selv forestille dig, hvordan det fungerer, når jeg skal op fra gulvet igen.

Jeg ved, at det hører hendes alder til og jeg tilskriver også noget af det den forvirring, vi indirekte formidler videre i form af vores frustrationer over lillebrors sygdom. Også selv om vi virkelig lægger os i selen for ikke at vise det, når hun er vågen. 

Og så er der det der med parforholdet. For når han så er hjemme og har slappet af, og har brug for opmærksomhed, så har jeg mest af alt lyst til at sidde lidt selv og ikke have én, der læner sig ind over mig for for at kysse og kæresteputte i sofaen. En, som ikke konstant er fikseret af mine efterhånden ret store bryster – og sex – hverken min krop eller mit sind magter det. Ærligt talt. Selv om jeg rigtig gerne vil et sted dybt inden i, men simpelthen er for træt i krop og sjæl. 

Nårh ja, og så sover jeg af helvede til, fødderne sover og snurrer, jeg drømmer dårlige drømme de fleste nætter og bliver vækket kl. 5 af en frisk tumling. Og så starter vi forfra.

Så, nu hvor jeg har prøvet det hele før og det hele er lidt mere besværligt denne gang, så brækker jeg mig, næste gang nogen siger “Du kan da bare sætte dig og lægge benene op” eller et graviditetsmagasin skriver, at man skal dyrke motion 3 gange ugentligt, nyde sex med sin partner, få nok søvn og rigeligt vand og give sig selv lov til wellness og tage på kæresteferier. Der er sgu ikke noget, jeg hellere vil! Det er bare ikke så skide let the second time around.

Sprængfarlig bombe

Puh ha – så er vi tilbage ved den med overskuddet. Og desværre denne gang også manglen på det.

Jeg spændte buen for hårdt i går. Indrømmer, at det var min egen fejl. Efter en kort dag på job, tænkte jeg, at jeg ville hente Lille E i vuggestue tidligere og tage hende med ind til en stor efterårsaktivitet i byen, hvor der ville være en del at se og lidt at prøve for en tumling på 2,5 år. Den var hun med på og vejret var dejligt og så var alting jo godt. Og vi hyggede os og fik fremstillet sjove genbrugsdyr og fik spist pandekager og set på en masse sjove ting. 

Hjemme igen efter 1,5 time, lå vi på sofaen og så Mickeys Clubhouse og puttede på sofaen. Det lyder jo rigtig godt og ikke som en sprængfarlig bombe. Men så valgte mormennesket her at sætte det hele over styr. Uforvarende faktisk. 

Afsted til den lokale hal for at hende farmennesket efter sport. Tumlingen elsker at være med i hallen og tæskede rundt på tilskuerrækkerne. Op og ned af trapperne og op igen. Så langt så godt.

For så tog vi efter planen også lige i IKEA for at hente de sidste ting til det nye værelse, vi er ved at indrette til hende. Og kl. 18.00 involverer det jo så også mad. Og her knækkede filmen. Barnet stak af igen og igen, telefonen kimede i min baglomme, men jeg havde ikke hænderne fri til at tage den. Pludselig var manden også væk og da vi endelig nåede til maden, skulle Lille E vise sig fra sin mindre pæne side. Pasta blev kastet rundt i raseri, vilde hyl og en mor og far, der venligt, men bestemt i offentligt forum fortalte hende, at grænsen var nået. Igennem IKEA i en helvedes fart. Plademøbler på vognen og et barn, der stak af for forgodtbefindende. En stank af bæ-ble bredte sig og jeg var ikke i tvivl om, at jeg kendte den glade giver. Men havde ingen rene bleer med. Og så gik det pludselig også op for os, at IKEA lukkede en time før, vi troede og så var det bare om at blive færdige og komme ud. Meget modvilligt fik vi lov alligevel at leje en trailer til hjemtransporten og hu hej vilde dyr blev pladevarer og barn stoppet på plads i bilen. 

Hjemme igen var barnet både sultent og overtræt (sådan ca. 1,5 time over almindelig sengetid, hvilket var forståeligt nok). Igen blev mad kastet rundt og vilde hyl dominerede hendes udtryksform. Tandbørstning og så i seng.

Pyh ha! Så skulle pulsen ned igen. Troede jeg… For så startede hylene igen. Denne gang i form af “AV” og “Det gør ondt i min rumpe”. Hun blev løftet op og hun vred sig og skreg av. Vi prøvede at dysse hende ned og spørge ind til, hvad der var galt. Jeg lagde mig hos hende i min seng og hun vred sig stadig og græd inderligt. Jeg prøvede at lokalisere hendes smerter og endte til sidst med at ringe til vagtlægen efter et godt råd. De ville se hende og så afsted med os. Og da vi sad i venteværelset, spænede tumlingen frem og tilbage, som om det aldrig havde gjort ondt nogen steder. Og så kan du selv gætte, hvor akavet den vagtlægekonsultation blev…

Hjemme igen kl. 23.15. Barnet i seng. Forældrene i seng. 

Kl. 5.00 ringede mandens vækkeur, som han havde glemt at slå fra og halleluja: Barnet var vågent. Som i lysvågent. F#CK!

For at gøre resten af historien kort, kan jeg sige, at når forældrenes opmærksomhed er på at samle IKEA-møbler og barnet forventer fuldt fokus på sig selv, så er det virkelig ikke en ønskelig cocktail. Og drysser man lidt trodsalder ud over, er det et projekt, der er dømt til at mislykkes. Skrigende barn + manglende overskud + graviditetssmerter = sur mor. IKEA-møbler, der driller +manglende overskud + skrigende barn + sur mor = hidsig far. Yay! Eller noget…

Nu sover den lille heldigvis til middag og mor blogger og far samler stadig møbler. 

Kan jeg se det fra den lilles synsvinkel? Ja for pokker! Fra mig egen: Til dels, for jeg er ikke helt stolt af de vredesudbrud, familien har måtte lægge ører til. Alt for meget på alt for kort tid og reelt intet overskud til det. Det er en sprængfarlig bombe, der kan forpeste selv den bedste lørdag. Og jeg burde vide bedre, hvis vi fraser besøget hos vagtlægen.

Og det er jeg sgu ked af. Både for familielivet, men mest af alt for min lille pige, som basalt set ikke forstår det hele og ikke kan rumme det og har fået skæld ud, jeg kunne have undgået. Så må IKEA-møbler og nyt værelse være, hvad det er og stå til vi får bedre mulighed for det. Så må hun vente med at få det nye store-pige-værelse, som vi har lovet hende. Hellere det, end at jeg skal være mor-monster og hun skal være ked af det.

Og når det så er sagt, så er det skisme heller ikke let at være gravid mor, kone og kvinde, der bliver nødt til at klare, ordne og gøre. Også selv om kroppen og sindet gør ondt.