Throw-up Thursday og Black Friday

Ja ja, jeg ved godt, at det hedder Throwback Thursday, men herhjemme er det altså Throw-up Thursday. Hver torsdag møder manden sent. Vi har bedre tid til at stå op, måske endda sove til kl. 6, hvis ungerne tillader det! Vi spiser morgenmad sammen, jeg har rent faktisk tid til at lægge make-up og sætte håret. Ja, manden afleverer endda børnene. Det er skønt…lige indtil jeg kommer til at tænke på, at den gode tid om morgenen har sin pris. Manden er nemlig ikke hjemme igen, før det nærmest er midnat. Fårk!

Så torsdag byder på mange timer alene hjemme med afhentning af ungerne og hygge, men også konflikthåndtering, en stor pige som vil have mor for sig selv, en lille dreng, som er træt og mættet af indtryk fra en dag i vuggestue. Børn, der rynker på næsen af menuen, smider med maden. Børn, som er overtrætte og ingen ekstra hænder til at hjælpe med at putte den ene, inden den anden når op i det røde felt. Jeg siger det lige igen: Jeg tager hatten af for enlige forældre!

Det er bare ikke fedt. De kan med garanti mærke, at jeg har mindre overskud. Lugte det på lang afstand som små blodhunde. Og den ældste kan mærke, at hun skal dele opmærksomheden med lillebror uden muligheden for at gå til far, når mor siger nej eller lige et øjeblik. To trætte børn og mor alene hjemme og aftensmaden skal stå klar 16.45 sharp, ellers kokser den lille af træthed herefter og så bliver der ikke mindre stress på.

Den store siger “Mor, du skal lege med mig” og jeg siger “JA, når lillebror sover, så skal vi lege i sofaen”. På med nattøjet på begge børn, tandbørstning og natkys. Og når han er puttet kl. 19.00, så sover hun oftest også og så får jeg dårlig samvittighed over, at hun skulle vente og ikke nå i mål med sit ønske.

Når opvasken så er taget og bordet ryddet af og børnenes tasker er tømt for madkasser og snavsetøj og sure sokker, så dumper jeg ned i sofaen og føler mig brugt. Meget brugt! Og også lidt ked af det over ikke at kunne give mere til ungerne. Og over at jeg blev sur eller skældte ud da ældstebarnet flegnede skråt ind i helvede og lillemanden græd, fordi han var både træt og sulten. Det er sgu lige til at kaste op over. Der er bare ikke minutter nok på torsdage – og heller ikke altid overskud nok. Desværre. Heller ikke selv om torsdag altid er lig med rester fra dagen før og ingen legeaftaler eller lignende. Bare os hjemme, Ramasjang og kakaomælk og nattøj på, før vi spiser aftensmad.
Jeg håber virkelig aldrig, at jeg bliver enlig mor. Det tror jeg ikke, jeg ville kunne holde til!

Og så en helt anden ting, som intet har med ovenstående at gøre: Hvad fa’en er det lige med Black Friday? Hvorfor skal vi til at have den tradition? (#metteover30årogretforstadsborgerligbrokkersig). Lige som med Halloween, så aner den gennemsnitlige dansker ikke en skid om, hvad der ligger bag. Vi accepterer det bare i materialismens gode navn og lader Dankortet bløde. Håber ikke, vi skal til at have kvinder med åndenød og mennesker, der nær omkommer blot for at få fingrene i en fladskærm nedsat med 70% eller det sidste par stiletter i str 39. Godamnit!

Sure-damen i sofaen over and out!

Kom, lad os stikke blår i øjnene på den gravide

Jeg har tænkt over noget. Faktisk ret meget, men jeg har simpelthen for mange ord og for lidt tid til at nedfælde dem på bloggen. Surt show! Nå, men det jeg har tænkt på, er at der er en tendens til at glatte ud og smide sukker på, hvis en gravid enten spørger til moderskab og nattesøvn og deslige. Eller hvis en småbørnsmor giver udtryk for moderskabets svære sider i påhør af en gravid, for den sags skyld.

Det er som om, man ikke helt må fortælle, at det til tider er pissehamrende f##king hårdt og træls at være mor. Som om, vi ikke må bryde illusionen for den kommende mor. No wonder, at moderskabet så bliver sådan en omvæltning oven i de ekstremt mange følelser, der er i spil i kroppen i forvejen. Man siger jo ikke, at det er verdens værste tjans (tænker det højest i desperation, når det hele VIRKELIG koger over hjemme). Man siger jo ikke, at de skulle ønske, de aldrig var blevet gravide. Man fortæller egentlig bare, at det er hårdt og svært indimellem. Og så er der sådan set ikke forskel på, om det er en første- eller flergangsfødende.
Første gang sidder man og ser kollegaen og veninderne og søsteren sidde med deres lækre baby på skødet og barnet smiler eller sover og det hele ser så legende let og yndigt ud. Men man ser ikke hjemmet, der flyder eller de søvnløse nætter eller endeløse timer med gråd og tænder, der gør ondt. Anden gang kender man turen og VED, at det er hårdt. Men har også glemt det i detaljer og ser ikke konflikterne med den store og mærker endnu ikke følelsen af, at være utilstrækkelig og at ønske, man kunne dele sig i to. Eller faktisk tre, så man også havde bare lidt tid til sig selv.

Når man udbryder, at man glæder sig til at komme tilbage på job eller er tudefærdig over 6 måneder med ekstremt lidt søvn, så er der straks en anden mor (oftest med flere år på moderskabs-bagen), der siger “Det er også bare fordi du har to”, når den førstegangsfødende lytter med. Når man bliver spurgt, af en gravid, om man slet ikke har sovet om natten, og svarer nej – og heller ikke natten før eller den før igen, så er der straks en anden mor, der smiler overbærende og klapper den gravide på skulderen og siger “Det er kun sådan en kort periode”. (Kan du sige 6 måneder og sleeeeet ikke i mål endnu… Kort tid i forhold til deres levetid, men kald det kort igen og du får et trælår!)

Børn er forskellige og man griner ofte langt mere end man græder det første år. Heldigvis! Men hvorfor må man ikke fortælle sandheden? At det er hårdt arbejde og ikke kun rosenrøde stunder med barnevognen, kærlige kæresteblikke til hinanden over det lille vidunder, man har skabt, rolig søvn i mors favn, hvor mor (selvfølgelig) har lagt makeuppen og en baby med vidt åben mund, når maden serveres? Så bliver chokket og den til tider manglende indfrielse af forventninger da ekstra hård. Så undres man over, hvorfor ingen havde sagt det før – hvorfor ingen fortalte, at moderskabet har mange sider. Så kan man faktisk godt føle sig lidt snydt (taler af erfaring).

Jeg hader ikke moderskabet, slet ikke. Og jeg ønsker ikke, at gøre den/de gravide ked af det. Det ville jeg ikke ønske.
Men jeg undres. Gravide har i forvejen et filter til at sortere det mest sortseende fra og farve det rosenrødt (taler af egen erfaring), men vi andre behøver da stikke blår i øjnene på de kvinder, der spørger? Det er ingen hemmelighed, at det er hårdt arbejde at få børn – at man siger farvel til det liv, man kender – og ikke mindst anden gang, hvor der er flere, hvis behov ikke kan tilsidesættes og forholdet til tider kan knage voldsomt. Jeg vil ikke lyve – det gør jeg ikke så meget i. Og det kan jeg heller ikke, når jeg bliver spurgt. Det hele er sjældent som beskrevet i bladene og bøgerne.

Tænker, at det er en indbygget mekaniske for at sikre artens overlevelse – og en arbejdsduelig styrke, der kan bringe skattekroner nok i statskassen, når førnævnte mødre med år på bagen skal på pension. Tænker også, at man glemmer, som årene går. Men når man står midt i det, føles det som om, man helst skal please og glatte ud og for alt i verden bevare den lyserøde drøm.

Well, nok tanker herfra. Nu skal der vaskes flasker og lægges tøj sammen og tørres op i hele køkkenet efter både store- og lillebarnets hysteri ved aftensmaden. Og smøres madpakker og ryddes op, så man ikke skvatter i legetøjet, når man skal op i nat og varme flasker og lulle i søvn på arm, måske skifte en lorteble og give sutter og give vand og bære det store barn ind i dobbeltsengen, fordi hun drømmer eller ikke vil sove mere, selv om klokken kun er 3 om natten. Alt sammen inden vækkeuret ringer kl. 5.30. Godnat!

Need-sleep-again

Der sker ikke så meget på bloggen p.t Men jeg prøver altså at indhente noget søvn, når ham den lille bandit sover. Eller også kæmper jeg med at finde min seng og mit overskud et sted neden under alt det vasketøj, der efterhånden har hobet sig op. “Det er rent og skal tilbage i skabet”, står der på den seddel, jeg har lagt oven på bunken. Men min mand kan åbenbart ikke læse… LØGN – jeg har én OCD og det er mit tøj. Jeg er bare slet ikke vild med, at andre ordner mit eller børnenes vasketøj eller lægger det sammen. Det er bare ligesom min opgave, ikke? Og så er jeg selv skyld i bunken (…og de andre må leve med, at de heller ikke får tøj i skabet…).

Og det er slet ikke fordi han sover så dårligt igen, Lille V. Jeg er oppe 1-2 gange om natten og give flaske og ellers sover han. Han knirker dog og strækker sig med lyd på (HØJLYDT!) og smasker og jeg kan bare ikke abstrahere fra det. Han er præmatur og har stadig ingen stemme som følge af hjerteoperationen og intuberingen, så det der med eget værelse er stadig udelukket.

Og så er der jo også en storesøster, der skal have opmærksomhed og som elsker at komme ind i min seng og putte i løbet af natten. Hun vågner typisk, når han lige er faldet i søvn og når hun så ligger i min seng og han skal have flaske, synes hun, det er forfærdeligt spændende at være med og overhører fuldstændig, at jeg beder hende om at lægge sig til at sove, så hun kan være frisk i børnehaven.

Dagene går slag i slag og 97% af tiden går med børn eller flaskevask o.l. 2% med gemalen og 1% med toiletbesøg – aka. alenetid. Og sådan er det bare. Og det bliver man træt af – både fysisk og mentalt.

Så bær over med mig – jeg skal nok lære det og jeg skal nok vende tilbage i vanlig stil. Nu er der 12 minutter til han skal have mad igen, så jeg powernapper lige….

Sur, sur, sur, lille mor omkring

De seneste dage har jeg læst “Godmorgenhistorier” af Lars Daneskov for Lille E. Bl.a. om Sure Verner, der er meeeeeeeget morgensur.
Og det skal jeg da ellers love for, at jeg også har været her til morgen.

Der skal normalt meget til at gøre mig alvorligt gnaven, men her er opskriften:

  • 4. dag hvor tumlingen sover kl. 20.30 og vågner igen kl. 04.40. Og er FRISK! Über-frisk!
  • Det faktum, at manden kan sove fra det – også selv om tumlingen kommer ind og ligger og plaprer løs og sparker og vender sig 117 gange i vores seng.
  • At jeg sover af H****** til i øjeblikket på grund af 6 måneder gravid vom og ondt i kadaveret som følge heraf.
  • At manden så bagefter virker 110% uforstående over for det faktum, at jeg er træt (og sur) med træt (og sur) på. Og vender sig om og sover videre…

Og nej, det er sgu ikke fedt at se på en morgensur kone. Men for filan, hvor kunne jeg godt tænke mig at stå op hver morgen og gå på badeværelset og spise min morgenmad alene, smøre madpakke (til sig selv kun, selv om tingene er ude af køleskabet og barnet kun spiser 1 skive brød til frokost) og så køre på job og ikke skulle håndtere tumling med 160 km/t, pottetræning, morgenmadskrise (man må jo ikke tage for givet, at barnet nødvendigvis vil spise det, hun har bedt om, når det så bliver serveret. Nej, så er der pludselig noget andet spiseligt, der er mere interessant… GODDAMNIT!), tøj på tumlingen, smøre hendes madpakke (…), få hende indfanget til tandbørstning, bede hende 25 gange om at tage sko på, bakse hende i tøjet og få hende ud  i bilen, aflevere, køre hjem på taxagult for at nå på job og være prof på jobbet.

Og prøv så at forestille dig, hvordan jeg reagerede, da han anfægtede, at han skulle stå tidligt op en lørdag morgen og at jeg ikke havde tømt opvaskemaskinen…..

Åh ja, jeg har sagt det før og måske kan du også genkende det fra dit eget liv? Faldt lige over dette billede, som for mig er skræmmende rammende.

God weekend og god kamp med ungerne (hvis du står i samme situation)

Forskellen på mor og far

En af de dage, hvor jeg ikke rigtig magter opgaven

Åh ha. Her sidder jeg med hænderne på maven og tænker, at det er godt, den lille mand i maven ikke ved, hvad jeg tænker lige nu. Og også hans søster og hans far, for den sags skyld.
Jeg har prøvet at undertrykke det i løbet af dagen med mere eller mindre held, men i dag er bare en af de dage, hvor jeg slet ikke lige har kunnet magte at være mor.

Altså ikke at jeg fortryder, at jeg er blevet det, eller skal være det. Men en af de dage, hvor jeg ville ønske, man lige kunne sætte hende den 2-årige på stand by eller beame hende hjem til bedsteforældrene og for en stund glemme, at jeg har et ansvar (som jeg i bund og grund ikke kan undvære).

Humøret har været i bund i den lilles vågne timer. Jeg har drømt som en gal om en dag uden barn. Og faktisk også en dag uden mand. En dag til mig og ingen andre. Ikke at jeg egentlig ved, hvad jeg ville have lavet eller gjort, hvis jeg havde dagen for mig selv, men jeg magtede bare ikke rigtig noget.

Surt barn fra morgenstunden, på den “på-tværs-og-jeg-er-to-år-agtige måde. Ikke en god kombi, når mine batterier i forvejen er afladet. Hendes humør forblev i kælderen (eller sådan opfattede jeg det i hvert fald) og da hun valgte at droppe miggadssøvnen, var jeg grædefærdig. Efter 20 min. kalden fra barnevognen og sætninger som “Jeg er ikke træt, mor”/”Jeg har ikke lyst til at sove, mor”, måtte jeg hive hende op igen og traske slukøret ind. Det var bare ikke lige det, jeg havde brug for! FU*K!
Prøvede at hive det store smil frem og skælde mindre ud, men mellem os sagt, så forblev det bare en facade. Og da faren faldt i søvn på sofaen, bredte en stor misundelse sig og en indebrændt kone. Dobbelt FU*K!

Jeg behøver vel ikke sige, at aftensmaden, aftenen, tandbørstningen og putteritualet heller ikke sad lige i skabet. For min moderlighed var bare ikke helt med i dag. Og det ærgrer mig. Jeg magtede bare ikke helt opgaven i dag. Heller ikke selv om det efter sigende skulle være århunderedets heldigste dag.

Jeg ved godt, man bare har den slags dage og at graviditetshormoner og smerter i underlivet ikke hjælper på det. Måske det var fordi jeg havde været på kursus de forgangne to dage og havde mærket et strejf af livet, hvor sengetid og hente-bringetider ikke var et issue (takket være farmor og farfar).

Jeg ville bare ønske det hele lidt væk. Ønske en total blank tavle. I matheden trængte jeg bare til lidt ensomhed i deres selskab.

Nu sover den lille – noget, jeg har drømt om siden kl. 6 i morges og jeg sidder i sofaen – hvilket jeg har drømt om siden kl. 6 i morges. Så håber jeg virkelig bare, at batterierne bliver ladet op til i morgen. Så jeg kan være mere mor, end jeg har været i dag. Så jeg kan glæde mig mere og være den slags mor, jeg gerne vil. Og så vil jeg prøve at planlægge den dag, jeg har drømt om siden i morges kl. 6. En dag til mig – hjemme, hvor mand og barn er ude og jeg kan finde ind til Mette igen.

Om at gå planken ud

Ugens tema er stress – så er I advaret… Men at tage hul på denne uge, føles lidt som at gå planken ud. Trip, trap, trip, trap…og plop! Der var afgrunden…hvis man altså ikke holder tungen lige i munden. Lidt samme følelse, som da jeg gik op på scenen til en af verdens mest kendte forfattere for 2 år siden og sprang ud som tolk og vidste, at det var knald eller fald, da alt fra byrådet til den nationale presse sad og gloede intenst på mig og satte deres lidt til, at jeg skabte succes på dette højprofilerede arrangement. Her holdt jeg kursen – heldigvis!

Med et program der er så tætpakket, at åndenød kunne komme på tale, overvejede jeg at blive i sengen og slet ikke anerkende, at det er den 3. december. Men den gik ikke – slet ikke med en 1,5 årig, der skreg på Mowar og postulerede, at hun ville have mor’mo (ja, differentieringen mellem morgenmad og mormor er flydende…). Op, afsted til vuggeren, afsted til kursus og heldagsprogram, aftale de sidste detaljer med farmor og farfar. Hjem, hovedet fuldt af tanker og lektier, et barn, der skriger hysterisk over det faktum, at hun skal spise aftensmad, kaster med maden, ryster på hovedet og skubber til alt omkring sig (SÅ føler man for alvor, at man er en succes som forælder, ikke?). I seng med tullen, tage livtag med sindsoprivende-svært-check-in-system-hos-udenlandsk-flyselskab, tjekke om Udlandstelefoni hos 3 er standard eller tilvalg (en præcis lige så tidskrævende og lidt logisk oplevelse), sofa, mail, blog, aaaaaaah.

I morgen tager vi så endnu en kursusdag, en aftale med svigerfar om at suse mig til banegården til et tog, security i Kastrup og afsted til hotel i EUs højborg. Og så igen en uendelig taknemmelighed til farmor og farfar for at redde hele dette familieset-up. Ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem!!! Heldagsmøde onsdag, hjem ved midnatstid, læge med barnet kl. 8 torsdag, bringe-job-hente-gaveindkøb-aftensmad-koma på sofaen. Job og julefrokost fredag (ok, glæder mig til sidstnævnte!), forhåbentlig venligsindede tømmermænd og barn med godt sovehjerte (host host host) lørdag morgen, 50 års fødselsdag om aftenen og farmand afsted til julefrokost. Og så bliver det søndag med træt mand, træt barn, hængt kat af en mor – og så er der vidst heller ikke mere gas i ballonen…

Livstegn gives på bloggen – hvis ikke, ved I hvorfor…

God uge til jer derude!

G.I. Mom

Jeg var ret tynd engang. Vi taler så folk spurgte, om jeg havde en spiseforstyrrelse (tilbage i tiden, hvor der ikke gik 2-3 anorektikere på en folkeskoleklasse og før nogen egentlig vidste, hvad det var). Men nej, det havde jeg ikke, det har jeg ikke og det er mit chokolade/cola/sovse-forbrug et levende bevis på!

Men her post-graviditet og fødsel, så er det lidt som om, tingene har ændret sig. Badevægten er ikke længere knibsk og min krop er ikke længere så kalorie-fornægtende, som den var engang. Kort sagt: Det sætter sig. Og hvis du, kære læser, allerede har børn, så ved du, at intentioner er der lige så mange af, som der er fitnesscentre – men man kommer det ikke nærmere (bogstaveligt talt). Der er den der famøse tidsfaktor og så er der overskudsvariablen og den ubekendte i form af sygt barn, møder, overarbejde og lidt sygt barn igen.

Faktisk taler jeg ikke for min syge moster, når jeg siger, at det ikke er fordi jeg ikke vil, men bare ikke kan. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan nogle mødre kan finde tid til at hænge ud i fitnesscentret flere gange ugentligt. Jeg hæger mig krampagtigt fast i den højt hellige mandag, hvor det er aftalen, at jeg kan komme ud af huset og ikke skal lave mad/vaske barn/børste tænder/konflikthåndtere/putte/give sutten 10 gange inden kl. 22. Og så er det alligevel ikke altid muligt at komme ud af døren og afsted til den dårlige samvittigheds holdeplads.

Og så var det, jeg læste om den dersens Træn med Forsvaret-app. Ikke kun til i-kulten, men også til os dødelige med Android! Tak tak tak, Forsvar – det kommer som sendt fra himlen til en mor, der så kan lave tingene hjemme. Yes yes yes – now we are talking.

Og jeg har taget testen for at få et personligt program – og fik rent faktisk også smidt mig røv ud at løbe de 20 min, appen råbte op om. Så manglede jeg bare styrkeøvelserne. Ned på gulvet og igang med de avancerede mavebøjninger ( ikke helt i så flot stil, som ham den pæne soldat kunne præstere, men dog et forsøg, og hurra for det!). 1-2-3-4-5-6-7…og BUM! Så landede en glad og overgearet tumling på min mave, alt imens hun jublede og råbte “oppe” (læs: hoppe). Ih hvor fedt, at mor lå der på gulvet – og som alle ved, så må man træde på alt, hvad der ligger på gulvet.

Fik afværget barnet lidt og gik igang med armstrækkere. 1-2-3-4-5-6-7…og KRAMMER! Ih, en kærlig lille pige, der liiiige skulle kramme mors hoved! Altid dejligt, men altså…

Råbte på farmand, en kende irriteret, for hey – det er mandag og så er det HAM, der passer. Basta! Måske der står semi-naiv i panden på mig.

Så var der noget med diagonalløft med arme og ben. Ned på knæ og 1-2-3-4-5-6-7 ….og “Hej mor”, storgrinende tumling, der kravlede ind under min mave og morede sig højlydt over, at mor sådan gad bygge en body-tunnel til hende. Kravle rundt og rundt, ind og ud mellem mors arme og ben.

Jeg behøver vidst ikke skrive mere. Men sød, det er hun jo – for det meste (o: