På en stille mandag

…tilbage på job efter 3 ugers sommerferie, kan ens hjerne få lov at slå krøller og sanserne vandrer indimellem lidt af deres egne veje.
Efter 3 uger i selskab med verdens 8. vidunder, hvor legepladsen, børnesange og sandkassen har været holdeplads for min mentale aktivitet og hvor der er skiftet utallige bleer (hold da op, hvor man hurtigt glemmer dagens dont i Barselsland!), så skal man lige indstilles på den rette frekvens igen.
Har åbenbart været så langt fra jobbet, at jeg ikke kunne huske omstillingens nummer på jobbet og jeg svarede telefonen med “Det er Mette” i stedet for den officielle jobmæssige hilsen. Så har jeg alligevel holdt ferie, selv om det til tider ikke føles som så.

Men når man så sidder og prøver at få hjernen tilbage i de rette folder og kæmper en utrættelig kamp med inboxen, der ellers ser ud til at prøve at overtage verdensherredømmet, ja så lægger man bl.a. mærke til følgende:

  • At arbejdskaffen ikke smager ret godt
  • At der lugter enormt meget af herre-deodorant fra flere af chefkontorerne (…det er også mænd, der betræder de fleste af dem…).
  • At der bliver spillet utroligt meget Rasmus Seebach i radioen og at jeg trods min musiksmag ligger et sted langt hårdere derfra, tager mig selv i at nynne med på omkvædet (total P&G-model: Bare der er nok af det, så skal forbrugerne nok købe det).
  • At man mister tidsfornemmelsen, når ens kollegaer er på ferie og man sidder muttersalene (frataget selskabet af Hr. Seebach)
  • At man egentlig glemmer hurtigt
  • At det er møghamrende træls, når der er bøvl med kopimaskinen og ingen at spørge om hjælp
  • At man til trods for ovenstående når en del, når der ikke er ret mange til at komme med nye opgaver

Og så prøver jeg ikke at tænke så meget på, at min lille datter og farmand er i Zoo med farmor og farfar og hygger sig i det vildt gode vejr, som selvfølgelig kommer den dag, jeg skal tilbage bag skrivebordet. Life is a bitch…