Til dig der kørte mig ned i dag

Til dig, der kørte mig ned i dag. Dig på cyklen, for fuld fart, på fortovet, mod køreretningen.
Dig, som ikke så noget som helst omkring dig og fortsatte for rødt med intentionen om at køre over fodgængerovergangen.

Så langt kom du ikke. For du kørte direkte ind i mig, da jeg cyklede over for grønt. I den rigtige retning. Ganske stille og roligt. På cykelstien.

Du sendte mig derimod direkte i asfalten og ud på kørebanen. Du landede blødt, for du landede oven på mig. Jeg fik derimod din cykel lige ind i kroppen og din vægt ind i siden af ansigtet.

Jeg blev vred. Råbte af dig. At det fandeme ikke var i orden. At du kørte over for rødt og ikke så noget som helst omkring dig. Du skyndte dig op og råbte, at jeg skulle slappe af. Og så skyndte du dig væk i en fart, uden at hjælpe mig op eller have nosser nok til at kigge op og se mig i øjnene. Måske endda sige undskyld. Så meget pli havde du ikke. Du holdt blikket under din hvide cap og skyndte dig væk. Over fodgængerfeltet. Denne gang for grønt. Fortsatte imod køreretningen på fortovet. Pisse ligeglad. Røvhul!

Jeg havde ondt i hovedet og kroppen og mit ben rystede, fordi det gjorde pisse ondt og fordi jeg var bange. Jer andre, der stod omkring, cyklede videre og havde ikke tid til at hjælpe mig op fra vejen. Heller ikke jer i bilerne, selv om jeg blev væltet ud på kørebanen. I så bare til.

Jeg kom op og trak cyklen væk, selv om benet gjorde ondt. 100 meter længere henne begyndte jeg at græde. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg blev bange. Fordi jeg var vred. En af jer gik forbi mig og sagde: Jamen, det var jo også glat. Jeg fortalte, at det ikke havde noget med glat at gøre, og hvordan det var sket. Svaret var: Fu** mand, og så råbte han af dig? Det må du sgu nok sige. Men du var gået videre.

Jeg var bare på vej hjem fra job og på vej til at hente mine børn. Det kunne være gået galt. Heldigvis kom jeg hjem på trods. På trods af smerter i kroppen, på trods af chok og på trods at, at folk i denne situation var pisse-ligeglade. Ingen handlede, selv om én kom til skade og en anden tydeligvis var skyld i det. Shame on you! Hvornår holdt vi op med at tænke på andre mennesker? Hvornår fik vi så meget nok i os selv?

Til dig, som kørte mig ned i dag. Jeg kom op, og fik hentet de vigtigste i mit liv. Jeg tør ikke tænke på, hvis en af dem havde været med, eller endnu værre: Var blevet ramt af dig eller en bil på kørebanen. Jeg tager hver dag mine forbehold for at komme hjem til mine børn. Jeg kører pænt. Det gjorde du ikke. Du var komplet ligeglad. Hvordan kan jeg nogensinde lade dem cykle selv, hvis omverdenen er ligeglade? Hvis ingen tænker eller hjælper? Hvordan kan jeg lade det dyrebareste i mit liv være afhængig af andres nåde og egoisme?

Til dig som kørte mig ned i dag. Jeg har blå mærker og skrammer på kroppen og ryg, hoved og nakke gør he**edes ondt. Heldigvis ikke mere. Men det der gør mest ondt, og som jeg hader dig pænt meget for lige nu, er tanken om, hvad der kunne være sket på grund af din hensynsløse kørsel og mangel på empati. Jeg er mor til to og jeg har et ansvar for at passe på dem. De er afhængige af, at jeg kommer hjem hver dag – og jeg omvendt.

Kan vi ikke godt aftale, at du fremover enten tager hensyn eller at du sørger for at køre ud foran en lastbil næste gang? For rødt. Imod køreretningen. For fuld fart. Pisse ligeglad.

 

 

Julefred, så ægte som det fås

Julefred, så ægte som det fås

Nu kan vi næææsten tælle dagene til juleaften på én hånd. Vi tæller ned, gør vi. Både til lillebrors fødselsdag og til jul. Vi er i hvert fald klar. Gaverne er købt, det samme er alt til julemaden. Juletræet er skovet og pyntet.

Vi skal “kun” være 3 voksne og to børn til jul i år og hvis jeg kan bestemme, så skal det være helt stille og roligt. Det er nok naivt at tro, at ungerne ikke vil være spændt til det alleryderste for at finde ud af, hvad der gemmer sig i gaverne under træet. Eller gå lettere i selvsving, når indholdet er pakket ud.
Hvis du lover ikke at sige det til nogen, så er jeg faktisk lidt allergisk over for børn (og voksne!), som gerne vil skynde sig til pakkerne. Jeg ved godt, at det er som at sætte dem ind i en slikbutik og forbyde dem at smage, før de er prop-mætte. Men jeg håber da at indgyde en lille smule behovsudskydelse i mine egne to.

Mest af alt glæder jeg mig til at få juleferie. Jeg er SÅ træt! Og det er ungerne også! Ferien er helliget til at gøre tilbygningsprojektet færdig. Om alt går vel: Også at begynde at tage de nye rum i brug! Yay! Om overskuddet og elektrikeren vil, kan vi i hvert fald begynde! Jeg er tyvstartet lidt. Juletræet og en sækkestol er flyttet ind. Jeg kan allerede mærke, hvor rart det bliver at være der. Bare sidde og kigge og slappe af.

Præcis som i går, hvor sad jeg lige dér og nød synet af Ældsten, som pyntede juletræet. I kølvandet på familiefødselsdag og en overflod af gaver til lillebror, havde hun brug for at trække sig lidt og være alene sammen med mig. Selv om hun ikke ville være ved det, kender jeg hende godt nok til at kunne mærke, at hun følte sig forbigået. Hendes fornuft ved, at hun får gaver til foråret, når hun har fødselsdag og at hun ikke bør være misundelig, men en dum følelse nagede hende indeni. Det var tydeligt at mærke. Her var juletræspyntning en rigtig god “medicin”.

Da mørket faldt på, var mit hjerte næsten ved at gå i stå af cuteness overload. Her sad hun ved siden af juletræet, imens begge husets pelsdyr lå og stirrede betaget på hende. Hun var nemlig i fuld gang med at fortælle dem, hvorfor vi holder jul – helt på eget initiativ – imens hun aede deres pels:
“Vi holder jul, fordi det er Jesus’ fødselsdag. Jesus er Guds søn. Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud, men jeg tror i hvert fald på Jesus, for han har fødselsdag. Og derfor får vi et juletræ, som skal pyntes. Det ved jeg faktisk heller ikke, hvorfor vi gør. Men der skal gaver under træet, og vi har også købt nogen til jer. Men I må ikke spise julepynten eller slå den ned fra træet. Det må man ikke. Men man må gerne ligge under træet eller andre steder…”.

Sådan blev hun ved. Det er da fantastisk og jeg forsøgte ikke at afsløre, at jeg stirrede og lyttede. Dyrene så ikke ud til at have noget imod det, og jeg har haft verdens bredeste smil fra øre til øre, imens jeg betragtede fra min plads i sækkestolen.

Så slukkede vi lyset i stuen, tændte lys på træet og, sad tæt sammen og så på hendes fine resultat. Farverigt, ulige fordelt, lettere kaotisk og alligevel mega smukt og fantastisk. Præcis som vores familieliv.

Sad bare, uden at sige noget (hvilket er en særdeles sjælden ting for min ældste), alt imens jeg indsnusede duften fra hendes hår. Lige dér var essensen af julen: Tid, ro og kærlighed. Julefred så ægte, som den fås. Helt klart ét af de juleminder, som for altid vil blive hos mig, og lige præcis, hvad vi begge havde allermest brug for <3.

Julefred

 

Når manden er ude…

…spiller det optimalt at sidde i sofaen og drikke mængder af kaffe, kigge dybt i fredagsslikskålen og være lidt god ved mig selv.

Han er i biffen med en kammerat, ungerne sover og jeg har fjæset fuld af hvis ansigtsmaske, sweatsuit fra top til tå og nylagt neglelak på fingre og tæer. What’s not to like? Ja, jeg indrømmer det. Jeg har mega optur over af have en aften til mig selv. Det sker ikke særlig tit, og det skal nydes. Ikke at skulle tage hensyn eller stilling til andre for en stund.

Jeg har i omegnen af 10 indlæg, jeg har påbegyndt denne uge, men ikke fuldført. Mine tanker har været et helt andet sted. I et pænt dystert limbo mellem virkelighed og minder. Mine venners tab af deres lille søn har vendt min verden op og ned. Intet at sammenligne med deres virkelighed lige nu – misforstå ikke – men den sidste uges nyheder og oplevelser har lagt et filter over min bevidsthed. Jeg har – ikke så mærkeligt – har svært ved at fatte det. At så lille et menneske skulle dø fra så gode forældre. Dø i det hele taget. Billederne af den fyldte kirke med de mange blomster og den mikroskopiske kiste kører lidt på repeat på nethinden. Det er én del. En anden er, at det har vækket en stor del af mine egne minder, med min egen søn, fra en tid, vi måske er langt fra nu og så alligevel ikke. Det var jo for lidt siden, vi skulle forholde os til hans sygdom og til, at han måske ikke overlevede.

Det gjorde han heldigvis, og der går ikke én dag, uden at jeg takker universet og lægerne for det. Jeg har mine to børn lige her. De to børn, det er meningen, jeg skal have. Jeg har krammet dem ekstra meget, og jeg har flere gange haft en vild trang til at forlade kontoret og løbe ud og hente dem. Bare fordi jeg ikke havde lyst til at undvære dem længere.

Jeg har ikke problemer med at tale om døden og det svære, og har også gjort det med mine venner, selv om ord er tomme i deres enorme sorg. Ordene kan måske gavne senere. Alligevel er jeg mega påvirket af det hele og har levet i slowmotion mentant.

Siden januar, synes jeg, det svære har stået i kø, uden at jeg rigtig har fået mulighed for at fordøje det hele. Jeg har bare fulgt med. Der er også sket nogle rigtig gode ting. Mine to børn trives godt hver deres sted og viser deres helt igennem fantastiske sider – deres videbegær og evne til at være rigtige venner for dem omkring dem. De bliver store lidt for hurtigt lige nu – men på en god måde. Kunne man tage ældstens konstante prøven-kræfter-verbalt-med-mor væk, så var den lige i skabet.

Jeg elsker de starutter på godt og ondt, og jeg er blevet mindet om, at jeg kommer til at tage dem for givet indimellem. Jeg var én person, før jeg fødte dem, og nu er jeg en anden. Jeg kan aldrig nogensinde kunne finde mit gamle jeg igen, for der er bare ikke en verden uden dem. Måske en weekend med kæreste- eller mor-fri. Men aldrig uden dem. Den verden eksisterer ikke for mig. Den verden må aldrig komme til at eksistere.

Hvad vil jeg sige med det hele? Ikke andet, end at jeg er pisse sårbar i kølvandet på alt, hvad der er sket. Sårbar og vildt taknemmelig for det, der er mig givet og det, jeg har kæmpet hårdt for.

Sådan man kan så sidde her – alene hjemme og tænke tunge tanker på en fredag aften. som 19-årig havde det måske nok været min største frygt, men her efter 30 år virker det absurd at tænke på noget så banalt som en frygt. Nu er det rart at give sig selv lov til at sidde og mærke efter. Det har jeg trængt til lidt for længe.

Jeg kunne godt pimpe et glas Asti eller to og blive en smule bimmelim, men også her spiller virkeligheden ind. Barnefaderen har friaften og derfor er ungerne også “mine” kl. 6 i morgen tidlig. Så jeg nøjes med kaffe. Den smager nu også ganske godt i mit eget selskab, og en langsom lørdag morgen med slyngelynglen er bestemt heller ikke at kimse af.

God weekend <3

 

Close to home

Det generer mig, at jeg ikke får skrevet så meget, som jeg gerne ville for tiden. Eller det vil sige, at jeg får faktisk skrevet en hulens masse indlæg, som aldrig bliver gjort helt færdige. Nogle gange fordi tiden svigter eller trætheden overmander mig. Men for tiden også fordi det, der farer gennem mit hoved og min hverdag ligger langt inde i den private sfære. Det gør en del blogging selvfølgelig… Det skaber indimellem et dilemma for mig: Det hiver i mig for at få tankerne ud – ud i det åbne, hvor jeg kan læse dem og belyse dem bedre, end hvis de ligger inden i og gør ondt i varierende grad. Jeg trænger til at få dem ud og opleve forløsningen i at kunne se mig selv og andre i et klarere lys og forhåbentlig blive klogere.

Men når jeg berører noget, der ligger pænt close to home, så er der også en latent fare for at hænge andre ud eller såre dem uden at ville det. Det er ikke formålet med denne blog! Selv om jeg sikkert ikke kan undsige mig at have gjort det igennem de sidste 6 år. Undskyld!

Det, jeg bruger en pokkers masse mentalt krudt på p.t., vedrører de nærmeste – familien – og her spænder hensyn, pli og angst ben. Hensynet til det forhold til familien, jeg har og deres følelser, pli i form af, at jeg har lært at man ikke tale grimt om andre, hvis man kan undgå det – især ikke når de ikke har mulighed for at give deres syn på sagen, og angst for at “blive opdaget” i at have delt mit indre – helt subjektivt set – og miste noget godt som følge af det. Giver det overhovedet mening?

I kølvandet på tabet af et menneske, vi alle havde til fælles, er det desværre ikke altid sådan, at man samles om sorgen og minderne. Materialisme overhaler indimellem minder og sorg indenom, og hvis man er hvert sit sted i sorgprocessen, giver det grobund for frustrationer, vrede og mishag. Man glemmer at spørge hinanden om hvorfor og hvordan – handler kun, som man selv finder det bedst. Måske for at bearbejde sin egen sorg eller drukne den for en stund.

Hvis det så også er sådan, at det at være ærlige og sige tingene lige ud, i stedet for at lade dem hobe sig op inden i, ikke er noget, ens familie ikke har tradition for at praktisere, så er man for alvor på røven. Så får de skjulte agendaer og sårede følelser gødning og elefanten i rummet fortsætter med at vokse. Frustrationerne manifesterer sig som en knugende fornemmelse i maven og tusind tanker kører gennem hovedet, længe efter man er kørt hver til sit igen. En ond cirkel? Det kan du bande på!

Det er noget af det, jeg p.t. bøvler med og prøver ikke at tage unødigt meget af med hjem, for det sidste jeg har lyst til, er at lade frustrationerne mærkes på mine egne små elsklinger.

Der er heldigvis også en masse godt at skrive om – alt fra rokketænder og ferierejse til sydens sol og en hel del om skolestart og om at få lidt mere tid til at være kærester. Og det skal nok komme, for jeg er sikker på, at det er vejen til et lettere hjerte og en mindre belastet hjerne.

I’ll be back, ladies!

SONY DSC

 

Superman-prinsesse-søndag

I mens jeg går i cirkler og prøver at få styr på verden og lidt fornuftigt fra hånden, kan jeg høre min lille datters stemme. Hendes leg og hendes fantastunivers. I dag er hun Superman-prinsessen, der arbejder med at skrive og med bøger, lige som sin mor, og som har en prinsessehave i vores udestue og et prinsesseslot på sit værelse og et arbejde i soveværelset og som kun vil have, at far er med i legen. Iført multistribede strømper, fe-kostume,strithår og blå sutsko, der ligner hunde, farer hun huset rundt i en kompliceret leg med et lydspor, der skaber smil og nogle gange undren. Hvordan nåede hun til at tale så meget? Hvordan kom hun til de konklusioner? Hvor har hun hørt det? Hvor kommer den helt fantastisk udstrakte fantasi fra?

Hun er dukkens mor og Superman og Prinsesse og spiller fodbold med sin far. Fuldstændig upåvirket – fuldstændig opslugt – fuldstændig ligeglad med alt andet end legen. Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne være det samme. Jeg gad nogle gange godt være 2,5 år, sorgfri og opslugt af nuet og fantasien. Men dertil er jeg bare alt, alt for voksen. Men det kunne være fedt – bare en enkelt gang eller to.

Godt, hun endnu ikke ved, at når man er voksen, er der ting, der skal besluttes og tanker, man skal have styr på. At man som voksen nogle gange går rundt og tror, at man rydder op og får styr på det hele, men egentlig bare flytter rundt på tingene og i morgen føler, at man skal flytte dem igen.

Men sådan kan søndage nu engang godt være. At man prøver at rydde op, men ikke kommer nogen vegne. Og så hjælper det lidt, at have en helt fantastisk lille pige, der pludrer løs om alt og ingenting og noget, som vi voksne slet ikke forstår, fordi vi er fastlåst af konventioner og forpligtelser.