Gode råd modtages med kyshånd

Vi bliver lige ved det med jul. Emnet presser sig ligesom på…

Som jeg tidligere har afsløret, er jeg blevet blødsøden på mine gamle dage, når det drejer sig om julen. Fra at elske jul som barn, til at hade jul fordi forventningerne i familien voksede sig så store (og uforenelige), at alle endte med at skændes over petitesser og jeg endte med at skride og drikke mig halvt i hegnet alene i min studielejlighed, til nu at holde af jul, fordi den tænder julelys i øjnene på mine børn og vækker deres glæde.

Vi bruger ikke det med pakkekalender her i huset, men derimod adventsgaver. Dels fordi jeg er vildt uopfindsom, og dels fordi jeg ikke rigtig synes, at vi kan få ret meget andet end plastrkbras og bling for det aftalte budget til den slags. Så hellere dele ud på 4 gaver pr. barn.

Der hører nisseløjer med hver søndag, og jeg vil vildt gerne gøre mit bedste for at glæde ungerne og få dem til at smile. Omvendte stole, tøjkæder gennem huset, blå mælk og kartofler i skoene. Der er bare ikke så meget at smile af, når det hele ender i hyl, diskussion og – ja undskyld det hårde ordvalg – urimelighed og utaknemmelighed.

Adventsgaverne har altid været half and half praktisk og legetøj. En bluse, de alligevel skulle have haft, seje Avengers-ungerdrenge, sokker med Frost eller sutsko – og ellers legetøj. I søndags var det en blød pakke bestående af hhv. bilformede sutsko til den bette og en Supergirl-bluse med pink kapppe til ældsten.

Den ældste modtog ikke gavens indhold med begejstring! Hun blev ganske givet så grund-skuffet over, at den ikke indeholdt legetøj, at hun havde svært ved at skjule det. Men at kaste med gaven og hyle op og smække med døren over, at det ikke var, hvad hun ønskede…den havde jeg ikke set komme. Og den reaktion gjorde ondt!

Først blev jeg ked af det. Dernæst blev jeg vred. Sådan har jeg bare ikke opdraget hende. Hun er ikke vant til, at det hele skal være nyt, stort og forkromet. Lidt kan også skabe glæde, lige som loppefund eller arvetøj kan. Vi taler tit om, at de ting man ikke længere bruger kan give glæde hos andre.

Jeg kunne simpelthen ikke forstå den voldsomme reaktion, hun havde, og jeg blev skubbet ud over min egen grænse, så det endte i et skænderi. Hun skreg og hylede mig lige ind i ansigtet, og jeg hævede stemmen mere, end jeg kan li’ at være ved. Ord som forkælet og utaknemmelig kom også ud af min mund sammen med en forklaring om, hvordan mange børn overhovedet ikke får noget, fordi der ikke er råd eller mulighed for det. Det prellede af på hende, og jeg valgte at lade hende være, så vi begge kunne få ro til at trække vejret.

Der gik lang tid, før hun faldt ned. For at understrege sin pointe, åbnede hun – og dernæst smækkede – hun døren flere gange. Bare lige hvis jeg skulle være i tvivl om, hvorvidt hun stadig var sur eller ej.

Da der var ro på, tog vi en snak om, hvordan vi opfører os i vores hus, at jeg var ked af både hendes og min reaktion, og hvad utaknemmelig og forkælet betyder. Stille og roligt. Dagen efter fiskede hun blusen op af min taske, hvor den ellers lå for at blive leveret retur til butikken, og fortalte, at hun gerne ville have den, og så var der måske en anden gang, hvor hun fik legetøj. Ergo var pointen alligevel nået i mål.

Hele denne reaktion har sat et dilemma igang i mit hoved; Jeg ved ikke, om jeg overhovedet skal fortsætte legen. Om jeg skal sætte en adventsgave frem på søndag, som om ingenting er hændt, eller om jeg skal skippe de sidste gaver under træet juleaften med kattene som afsender? Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg føler. Et eller andet sted er pointen jo kommet igennem, og jeg tror bestemt, hun er klog nok til at have rationaliseret over sidste uges optrin. Men jeg har faktisk ikke lyst til at fortsætte. Jeg er stadig lidt rystet over reaktionen fra os begge. Mest af alt har jeg lyst til at give de sidste 4 gaver til Mødrehjælp eller Julehjælp for at gøre op med følelsen af, at gaverne potentielt ender med at være ligegyldige hjemme på mine egne børns værelser. Kontra min egen opvækst, har vi råd til at give det til dem, men de skal ikke bare forvente at få.

Selv om jeg ikke synes, vi overgør det i december, er forventningerne jo bygget helt op generelt. Gaver, gavekatalog i postkassen, glitter og glimmer i butikkerne, nisselege hjemme og i børnehaven, ønskesedler og ikke mindst det faktum, at både min søn og jeg også har fødselsdag i december. Det kan næsten ikke undgås at blive overvældende. I et barnesind må det føles som om, man bare kan få hele verden. Så tror da pokker, at det kan ramle for selv den dejligste og kløgtige 5-årige. Og tager jeg gaverne væk, føler jeg et eller andet sted også, at jeg rammer lillebror, som blev ellevild over sine sutsko. Han er dog for lille til at forstå adventskonceptet og skelne dagene fra hinanden, så det efterlader nok næppe et dybt traume, hvis jeg vælger at gøre det.

Jeg har grublet uhensigtsmæssigt meget over det hele siden i søndags, og jeg er ikke kommet frem til en løsning. Så er der kun én rigtig ting at gøre, og det er at spørge her:

Hvad ville du gøre, hvis det var dig? Gode råd modtages med kyshånd!

 

 

Apropos det Julia siger

Jeg er stadig meget enig i det, Julia siger, og har tænkt en del over det. Over, hvordan jeg ender med at tvivle så meget på mig selv som mor, selv om jeg gør, hvad jeg kan.

Der var en gang én, der sagde til mig, at når man fik børn, skulle man gøre sit bedste, lære at sige fra og ellers lægge penge til side til ungernes psykologregning, når de blev ældre. Underforstået, at ligegyldigt hvad vi gør, er der noget, vi vil gøre forkert i andres øjne. Sandsynligvis også i vores børns øjne, selv om vi synes at gøre alting af ren og skær kærlighed til dem.

Der er ingen af os, der står op om morgenen og tænker: I dag vil jeg være en pisse-dårlig mor. Vil vil gerne gøre det bedste, vi kan. Der findes så meget selvhjælpslitteratur, der “guider” og forsøger at sælge perfektion, at vi er nogenlunde sikre på, at blive snotforvirrede og føle os utilstrækkelige og ende med at gøre et eller andet forkert. Vi KAN ikke være perfekte, hvor meget vi end til tider eller konstant leder efter en rettemanual, vi kan læse i og undgå fejltrin! Der er så mange (selv)udnævnte eksperter, der konstant giver hver deres dom over det helt rigtige at gøre, at vi i vores søgen efter svar glemmer, at der mange gange er tale om pseudvidenskab og en vis grad af subjektivitet.

Jeg har så sent som i går aftes taget mig selv i at sidde og google ordene “5-årig spiser ikke pænt”, i håbet om – hånden på hjertet – at finde en eller anden form for vejledning i at få min ældste til ikke at sidde med alle 10 fingre i munden og ikke at tvære evt. tabt mad ud over hele bordet, selv om vi beder hende om at lade være. En måde, hvorpå man går til det, så pointen kommer igennem, og hun ikke ender med at få selvværdsproblemer og en spiseforstyrrelse senere i livet, fordi jeg var pressede hende. Et quick-fix, om man vil, fordi jeg simpelthen spiller fallit på at tale med hende om det.

Når man står med benene solidt plantet i småbørns-sumpen, kan det synes helt legitimt at søge svar på, hvorfor vores poder ikke gør som de andre børn i mødregruppen, og om de er ved at udvikle allergi, fordi de har rød numse, eller hvordan man får det perfekte sexliv efter 20 timers fødsel og et sprængt underliv. Men nu, hvor småbørnstiden så småt lakker mod enden, kan man godt se, at der i bund og grund er tale om first world problems, hvor vi lader os forføre af diverse mødremagasiner og -gruppers ultrakorte anvisninger af det perfekte, som vel reelt set kun tjener til at give os (mere) dårlig samvittighed under dække af at være guides.

Og hvad efterlader det vores børn med? Hvis vi tvivler så meget på os selv og vores opdragelse, tvivler vi så også på dem? I stedet for at lade dem udvikle sig og udfolde deres potentiale? Regner jeg med, at min nu knap 5-årige stadig sidder med alle 10 fingre i munden, når hun er 12? Næppe. Måske det mere handler om en underliggende angst for, at de ikke vil blive socialt accepterede eller acceptere sig selv – eller Gud forbyde det – at det skal hedde sig, at de har haft en dårlig opvækst med forældre, der var mere nærværende med smartphonen, dybt optagede af at google guides til det perfekte, og ikke har givet dem de basale skills med.

Det jeg er allermest bange for, er ikke at se hende og elske hende præcis, som hun er, fordi jeg fokuserer på alle de ting, jeg gerne vil have, hun skal kunne. Jeg er bange for, at hun kommer til at have samme distance til mig, som jeg har til min egen mor, fordi jeg aldrig rigtig følte, at hun forstod mig, men i stedet ville have mig til at være en anden.

Jeg spørger ofte min svigermor til råds, med fare for at føle, at svaret indimellem falder tilbage på mig selv, da jeg ikke er opdraget, som hun opdrog sine børn. Men det er ikke naturligt for mig, at gå til min egen mor jævnfør ovenstående, og her mister vores generation generelt et vigtigt led. At vi spørger Google oftere, end vi spørger dem, som har prøvet det før – endda med os selv som forsøgskaniner. Vi mangler nærheden, hvor det er helt naturligt at hjælpes ad i familien – hvor ingen dømmer eller konkurrerer, og hvor man søger råd igennem generationer i stedet for bag en kold skærm. Nærheden og overleveringen er gået af fløjten til forden for at gøre det mest naturlige i verden til et projekt. Måske fordi vi er så vant til at “optimere” og finde løsninger i forhold til boligen, karrieren og konditallet. Vi glemmer bare, at det er levende, selvstændige mennesker, vi har med at gøre. Og når medierne og “eksperterne” hele tiden løfter pegefingeren, er vi på et eller andet tidspunkt dømt til at køre af sporet.

Hvorfor er vi så bange for at fejle, at vi måske kommer til at begå den største fejl af dem alle, nemlig at tvivle på os selv og vores børn?

Hvis jeg var sådan én, der havde svarene, ville denne blog nok næppe have et eksistensgrundlag. Jeg er mindst lige så meget i tvivl som alle andre, og siger det højt i cyberspace – og søger også svar samme sted, når jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre. Men jeg skal være bedre til at prøve at acceptere, at råd og vejledning er én ting, men at der ikke findes noget, der er “one size fits all”. Og præcis som Julia skriver: “Som man råber i skoven, får man svar”. Og det svar man får, er ofte så forenklet og ser godt ud på skrift, men siger ikke noget om, at det kræver tid, vedholdenhed, forståelse, kamel-slugning og hårdt arbejde. For både barnet og den voksne.

 

Tanker om en tid, der aldrig kommer igen

Julefreden har sænket sig over det lille hjem, og kalenderen er tom for planer. Præcis den slags jul, jeg allerbedst kan lide! Vi har været så “asociale”, at vi har sagt nej tak til den årlige julefrokost i min mands store familie. Dels fordi vi ikke har lyst til at tilbringe i alt små 7 timer på de danske landeveje, men mest fordi vi har besluttet at være hjemme og være sammen så meget som muligt, da vi sørgeligt nok har mere juleferie sammen, end vi havde sommerferie i år.

Ungerne tøffer rundt og leger med deres julegaver. Ældstepigen kommer nok næppe ud af sin nye Elsa-kjole på denne side af nytår, og yngste-slynglen leger med Duplo til den store guldmedalje. “Mig bytter”, råber han med jævne mellemrum af bare fryd, og slægter sin søster på i form af ikke at kunne sige hverken “g” eller “k”.

Imens de synes at arte sig over alt forventning, går jeg og rydder op i skabe og skuffer. Yngsten kan ikke længere have vommen i str. 92, så det er givet videre til genbrug, og en anseelig mængde legetøj, er gået videre af samme vej, så der er plads til alle deres nye legesager. Babytingene viger pladsen for Duplo, værktøjssæt og biler i alle afskygninger, og babydukkerne er ikke længere i høj kurs, efter at ældstebarnet har kastet sin kærlighed på LEGO Friends. Vores familie har i den grad støttet LEGO-koncernen i år…

Babysengetøjet og babydynen er for kort, og om få dage ryger også tremmesengen ud til fordel for en juniorseng. Pusletasken er kasseret og begge autostole er nu fra 15 til 36 kilo.

Kort sagt: Babytiden rinder for evigt ud. Kun puslebordet holder standhaftigt ved.

Er jeg vemodig over det? Faktisk ikke. Jeg har for længst besluttet, at jeg ikke skal have flere børn. To skønne banditter er, hvad jeg fysisk og mentalt kan holde til, og jeg er uendeligt taknemmelig for, som tingene er gået og de to, jeg har fået! Præcis som de er.

Med fare for at lyde kynisk, så kan jeg godt engang imellem tænke “Godt det ikke er mig”, når en eller flere i venne- og bekendtskabskredsen annoncerer, at der en en baby mere på vej. Jeg siger det ikke højt, men tanken om at starte forfra er ikke just tiltrækkende. Og “godt det ikke er mig”, fordi jeg bare ikke var god til at have spædbørn. Det ville ikke være lykken for mig eller for resten af vores lille familie, hvis jeg pludselig skulle miste overskud og føle, at jeg mistede mig selv – omend det ville være for en stund.

Det eneste jeg kan være vemodig over, er at jeg ikke formåede at være glad, imens jeg var på barsel. At jeg følte, at jeg mistede mig selv et sted imellem veer og bleer og aldrig blev dus med at skulle gætte mig frem, mangle søvn og være alene en stor del af tiden. Det kan godt gøre ondt fra tid til anden. Jeg ville ønske, at jeg kunne have været glad og have taget det hele ind med åbent sind.

Helt ærligt, følte jeg mig ensom, som jeg sjældent har følt det, og følte ikke, at jeg kunne gøre det, en god mor skal og bør. Set fra mit perspektiv, kunne alle andre finde ud af det, og selv om det overhovedet ikke er rationelt, føltes andres – i mine øjne – åbenlyse succes med deres babyforetagender som en bestyrkelse af min egen fiasko på sammen område.

Virkeligheden var nok – set i bakspejlet – at jeg var hjemme, var mor og var tæt på mine børn i en sådan grad, at jeg kom til at længes endnu mere efter at være mig selv. Bare for en stund. Jeg trængte så meget til at være andet end kone og mor og rengøringskone og madlaver og tøjvasker, at jeg indimellem fik lyst til at flygte. Indimellem for altid.

At jeg ikke kunne identificere mig med bøgernes og bladenes og enkelte i mødregruppens billede af, hvad barsel skulle indeholde og hvordan “man var mor”. Igen følte jeg mig mere og mere uduelig i lyset af “andres” måder at gøre tingene på. Ydre påvirkninger gav føde til den indre følelse i en sådan grad, at jeg kom til at tvivle på mig selv i alt, selv om jeg gav alt, hvad jeg kunne.

Det kan jeg se nu, hvor jeg synes, at jeg er ved at være i nærheden af at være den slags mor, jeg gerne vil være. En nærværende mor, der siger ja og nej. Ja til børnenes ønsker og mod på verden, og nej, når jeg føler, at jeg er ved at tabe mig selv i forsøget på at skabe den bedste hverdag for dem. En mor, der tør være ærlig over for dem og sig selv. Og som er ved at komme i kontakt med sig selv igen.

Derfor skal der ikke flere babyer ind i mit liv. I stedet skal jeg sætte alle sejl til for at fortsætte med at være den mor, jeg gerne vil. Og på sigt også den kone, jeg gerne vil være. Den del er endnu ikke fuldt prioriteret, må jeg nok erkende. Ting tager tid, siger de kloge. Og jeg håber, de har ret. Min mand ER gledet i baggrunden til fordel for ungerne. Det er to forskellige slags kærlighed og to forskellige slags behov.

Jeg blev aldrig en mønster-mor og jeg havde ikke overskud til at tackle de udfordringer, hvert barn havde på hver sin måde, med ynde. Jeg var en elefant i en glasbutik på den front, og jeg skammer mig faktisk lidt over, at jeg kunne have SÅ svært ved at finde mig tilrette som mor, selv om vi ikke er ude i omsorgssvigt eller lignende. Intet var, som jeg havde forestillet mig, det ville være. Og det gjorde ondt. Det gjorde ondt ikke at elske den første tid med dem, jeg elsker over alt på jorden.

Babytiden er væk, og med den de fleste tegn på denne i vores hjem. Herfra skal der dælme være mere overskud og mere glæde. Herfra skal vi allesammen vokse og gro. Sammen og hver for sig. Mine børn får hver dag af vide, at jeg elsker dem højere end højt, og at de er mine ønskebørn. For det er de! På alle måder! Også selv om jeg havde svært ved at se skoven for bare træer i starten.

Når voksenkortet spilles

Argh! Jeg føler mig endnu engang som verdens dummeste og mest strenge mor! Sidder endnu engang i sofaen med en mega dum fornemmelse i krop og sind over at have sluttet dagen med at skælde ud. Eller i hvert fald irettesætte Lille E.

Jeg har en pisseklog pige – og ikke mindst en følsom pige, der på mange måder er ældre end de 4 år fødselsattesten foreskriver – og som reagerer på modstand og hårde ord. Som hun bør gøre. Men nogle gange reagerer hun uhensigtsmæssigt hårdt, og det vil jeg virkelig gerne undgå.

Jeg er sikker på, at vi er ude i en cocktail bestående af 50% naturligt udviklingstrin, 20% tøsebarn, 15% IQ over gennemsnittet og 10% omstændigheder i forhold til det, vores familie har været igennem de seneste 2 år. Og jeg ved, man siger, at man skal vælge sine kampe med omhu.

Men kunne hun da for pokker ikke vælge andre kampe end dem, der ikke står til forhandling, som at løbe ud i trafikken trods mine advarsler, stikke af fra den lokale Fakta imens jeg står og betaler, sengetider, hårvask og tandbørstning? Hun siger det selv: Det er irriterende, at du altid skal bestemme. Og det giver jeg hende ret i. Men jeg gambler ikke med hendes liv og førelighed, hendes tænder, børnehavens luse-advarsler og hendes generelle trivsel søvnmæssigt.

Selvfølgelig må hun være lidt længere oppe i weekenden, og vi vasker kun hår, når det er nødvendigt. Men de andre ting er No Go.

På SÅ mange andre punkter diskuterer hun ikke eller prøver grænser af. Her er hun er et nemt barn og jeg kunne måske ønske mere rebelske udfoldelser her. Men når hun vælger ovenstående områder, så møder hun altså et klart nej. Og så er fanden løs i Laksegade. Hun synes, jeg er dum, jeg prøver at argumentere. Hun modsætter sig med trutmund, skældsord, spark eller anden generel modstand, og jeg bliver vred – og trumfer min vilje igennem med ordene: Det bestemmer du ikke. Det bestemmer jeg, fordi jeg er den voksne. Hun græder og kaster sig bagover og bliver – unskyld ordvalget – trodsig. Hun opfører sig præcis, så det får mig til at komme ud af fatningen, hvor meget jeg ellers prøver at holde det tilbage. Vi snakker ikke fysisk eller med råb og skrigen, men hvor jeg siger til hende, at det er dumt, og hvor jeg går. Og hun falder i søvn alene (for oftest er hun dødtræt, når hun gør dette, og vi slutter dagen af på den værste vis, jeg ved.

Så sidder jeg – præcis som nu – og har mest af alt lyst til at gå op og vække hende og kramme hende og spørge, om vi ikke skal være gode venner igen, som vi altid gør, når vi er uenige i hverdagen, hun og jeg. Så har jeg lyst til at holde hende tæt og kramme hende, præcis som da hun var lille. Så føler jeg, at jeg har revet de bånd over, jeg så gerne vil knytte til hende, uden at kvæle hende.

Jeg føler, at jeg knægter hendes vilje. At jeg bare spiller voksenkortet og ikke lader hende sætte grænser selv. Overtrumfer hendes nej, på samme måde, som min egen mor gjorde ved mig som barn, og sendte mig direkte til pladsen som den, der føjede andre i ungdoms og voksenlivet. Og dér vil jeg ikke hen. Vi putter tidligere for at undgå overtrætheden og kampene. Og jeg lægger mig på sinde at undgå at have samme kvælende forhold, som det mange gange føltes som om til min egen mor, der ville eje mig. Der vil jeg ikke hen.

Kunne hun ikke vælge at være trodsig over tøjvalget eller morgenmaden eller hvornår hun må se TV eller andet ligegyldigt? Hvor det ikke altid behøver være mig, der får ret/min vilje. Og ikke noget, som har med hendes sikkerhed og generelle trivsel at gøre? Hun udfordrer de tidligere “nej’er” og tester, om de stadig holder vand. Der er ikke noget ved at teste situationer, hvor der er stor sandsynlighed for at få et ja. I know.

Det gør med garanti ondt, at falde i søvn og føle, at andre er sure på en eller at man igen skulle bøje sig. Har prøvet det for mange gange selv som barn. Og det gør ondt at være den voksne, der sidder tilbage og føler, at man er total urimelig i forsøget på at skabe et lille menneske med basal forståelse af verden og en basal opdragelse, der gør hende i stand til at navigere i den umiddelbart nære verden. Selv om jeg lægger mig på sinde ikke at råbe, så gør ordene og begrænsningen med garanti stadig ondt – og jeg hader det.

Hvordan kan man sætte grænser og forklare verdens sammenhæng og trafikkens fare uden at male skræmmebilleder på væggen? Hvordan kan man undgå at fratage hende egen vilje, og samtidig opdrage hende, så hun acceptere sig selv og andre mennesker? Hvordan kan man guide hende i retningen af at være et menneske, der ved, hvad hun selv står for, men som andre også kan holde ud at være sammen med? Ikke bare kaste håndklædet i ringen og lade hende gøre præcis, som hun vil, og alligevel give hende frie(re) tøjler?

Det er sgu svært. Her er jeg maks udfordret – og i sær fordi hun er pige, synes jeg. Når man ser på det samfund, hun skal vokse op i, kontra det jeg selv voksede op i, så skal hun kunne slå fra sig fysisk og verbalt, uden at ende med at være bøllen. Så skal hun hvile i sig selv, uden at blive mere “mig først end 1. maj”. Eller det er i hvert fald det, jeg gerne vil have, hun skal blive – og så er vi igen tilbage til, hvad jeg synes er bedst for hende – fordi jeg er den voksne.

Ensom midt i moderskabet

DR og landets biblioteker har fokus på ensomhed i denne uge og det er et pokkers godt initiativ, men også en hård kamel at sluge. For her sidder jeg med mand og børn og synes, at jeg har travlt hele tiden, og så giver det en knude i maven at tænke på, hvor sjældent, jeg egentlig besøger min mor og min morfar, som begge lever hver for sig på baggrund af hhv. skilsmisse og tabet af en ægtefælle gennem hele livet. Selv om det er mindst hver 14. dag, så er det stadigvæk ikke meget, når man sidder alene og venter på besøg og ikke selv har et socialt netværk. Så bliver timerne lange.

Jeg kan godt blive vred, hvis jeg bliver konfronteret med, at jeg ikke kommer “nok” på besøg, for jeg prøver i forvejen at få familielivet til at gå op og er ofte så træt, at jeg ikke kan slæbe mig afsted efter fyraften eller når weekenden endelig banker på døren og huset, manden og børnene også kalder på min opmærksomhed. Jeg bliver dog også vred på mig selv, for ikke at være mere for dem. Også selv om jeg er småbørnsmor.

I løbet af ugen så jeg første del af programserien “Ensom midt i livet” på DR. Jeg forstod ensomheden, men kendte den ikke fuldt ud, da jeg i mit voksne liv kun har prøvet det stabile familieliv, efter jeg selv blev mor og heldigvis ikke skilsmisse og mangel på én eller flere at dele livet med. Men jeg har været ensom. En stor del af min barndom og ungdom var jeg så ensom og isoleret, at jeg aldrig troede, jeg skulle finde vejen ud af ensomheden. Men også midt i moderskabet – også selv om der på det tidspunkt var masser af mennesker omkring mig. Jeg var ensom, selv om jeg aldrig var alene. I stedet for at føle mig fri, følte jeg mig fanget midt i et scenarie, jeg ikke følte, at jeg magtede.

Siden jeg var 14 år, har jeg arbejdet og været skide god til det, jeg laver og har høstet anerkendelse igennem dette. Og her stod jeg så med et barn, jeg elskede højt, men i en situation, hvor jeg pludselig ikke følte mig god til noget som helst af det, jeg gjorde, hvor jeg hver eneste dag skulle sætte mit gamle jeg på stand by og prøve at blive dus med det nye, og hvor er ikke lå megen anerkendelse i at vaske tøj, tørre bræk op, mangle søvn og gå med en skrigende baby på armen 24-7. Hvor ingen så, at jeg arbejdede i hjemmet konstant, og nærmest overbærende sagde “Du er da ellers på barsel”, hvis der var noget, jeg ikke kunne nå eller havde glemt – eller som konstatering på det faktum, at hjemmet lignede Jerusalems ødelæggelse, selv om jeg prøvede at nå i bund med rodet hver evigt eneste dag. Alle så kun den fine lille størrelse i favnen, men ikke det svære, der lå bag.

Jeg følte ensomheden hårdest, når manden hver eneste morgen lukkede døren bag sig og igen efterlod mig alene hjemme i det barselsland, jeg aldrig lærte at holde af. Når han oplevede og jeg samlede støv. Sådan føltes det i hvert fald. Når jeg trillede med barnevognen forbi de glade mødre med (på overfladen) nemme babyer; mødre,  der kunne nyde barslen på café og ikke havde børn, der var sansesarte, ikke ville spise og som aldrig sov. Så følte jeg mig for alvor som en fiasko i moderskabet. Når jeg sad i mødregruppen og alle havde læst bøger af Helen og hvem der ellers skal læses, når man får børn, og udtalte sig om mos baseret på (for mig) eksotiske grøntsager og økologisk tøj til ungerne – og jeg havde åbnet et glas fra Semper og givet barnet tøjet fra i går på, fordi jeg igen ikke havde sovet, spist eller været på toilettet – for det var der ikke mulighed for alene hjemme med et barn, der græd og græd og ingenting ville. Ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at hjælpe.

Jeg har følt ensomheden på hospitalet med mit andet barn. Så ensom i en langtidsindlæggelse med den lille, at jeg blev vanvittigt misundelig på dem, der sorgfrit cyklede på arbejde uden for vinduet – på vej til deres normale liv. Tænk sig en frihed at kunne cykle på job! At kunne gå ud og handle! Ensom, når dem jeg var indlagt med, en for en blev udskrevet til deres normale hverdag, imens min søn og jeg blev hængende i måneder. Ensom, selv om vi konstant havde en rød snor at hive i, hvis vi havde behov for, at nogen kom ind til os. Og ensom, fordi ingen helt rigtig forstod, hvor svært det var med så sygt et lille barn.

Flere gange i mit moderskab – og faktisk stadigvæk – kan jeg føle mig også ensom og forkert, når jeg åbner Facebook og ser billeder af glade venner med deres småbørn, der har hjemmebagte boller til morgenmad eller er på ferie med de små. Føle mig lidt ked af det, når vennerne skriver om, at deres baby har sovet igennem efter 4 uger og jeg stadig, 4 år senere, er oppe flere gange hver nat. Den, som uddanner sig og viser billeder af pletfrie børn og hjem, imens jeg stadig drømmer om at komme til en smule overskud. Faktisk også alene, når jeg ser snapshots af andres hyggelige weekend, hvor min egen har budt på vasketøj, diskussioner med den ældste, ingen søvn på grund af den yngste, aftensmad hver for sig, og aftener uden socialt samvær. På Facebook ser man det “perfekte liv” i still-billeder. Et glimt af her og nu og sjældent hele sandheden. Jeg under mine venner alt godt, men det gode kan – helt ærligt talt – godt gøre ondt. Det pirker nogle gange til ensomhedsfølelsen, selv om jeg fra tid til anden prøver at kæmpe imod.

Ensomheden er et først world problem – for vi mangler ikke noget,altså  andet end hinanden og følelsen af at høre til og betyde noget for andre. Jeg er ikke ensom i den klassiske forstand – og så alligevel i en eller anden udstrækning. Ensom, men aldrig alene. Der er konstant nogen omkring mig, men det er ikke ensbetydende med, at det giver meningsfyldt indhold, hvis vi alle lever side om side, men ikke i solidaritet og fællesskab. I fælles forståelse. Det gælder både i parforholdet, på jobbet, i familien og vennekredsen.

Jeg er kommet langt siden skoletiden og gymnasiet, heldigvis, og jeg er langt stærkere socialt i dag takket være valg og nye venskaber. Langt fra første til andet barn også, og en ny verden har åbnet sig igennem børnenes venner, som heldigvis har søde forældre. Jeg kan stadig føle mig ensom, når jeg igen står alene om aftenen med begge børn og når jeg går i seng, før manden kommer hjem fra job. Fordi jeg er så træt og han arbejder længe. Jeg kan stadig få et stik i maven af ensomhed. Min moderskablige ensomhed dog er anderledes end det, jeg har set på TV og mærket tidligere i livet. Anderledes end det, mine nærmeste oplever. Men ikke ligegyldig. Og jeg tror ikke, jeg er ene om det. Det bliver heldigvis mere og mere legalt at tale om, at det ikke er let at blive mor. Eller måske jeg først nu har overskud til rent faktisk at læse alle de artikler, der skriver om emnet. Vi må godt sige, at det er svært. For hvis følelsen af at være alene kommer ud, får vi forhåbentlig større overskud til at se det gode og skønne klart. Sammen. Og blive langt bedre og gladere mødre af det.

Ude godt, men hjemme bedst?

Nå, så gik der en uge. En uge på job efter anden og sidste barsel. En uge uden for husets fire vægge.

Enormt mange mennesker spurgte mig, hvor vidt jeg var nervøs/spændt/ked af/glad for/klar til at starte på job igen – især Lille Vs hjerteforløb taget i betragtning og hele tiden inden. Mit svar var klart: Jeg følte intet omkring jobstarten. Hverken positivt og negativt. Intet. Og det har nok ikke været så skidt igen, hvor koldt, det ellers måske lød. For inden i gædede jeg mig til afveksling fra livet hjemme, kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville komme til at hænge sammen med vores jobs og to børn i institution og var nervøs for, hvordan jeg nu skal jonglere hele setuppet omkring hans hjerte, berøringsangsten fra andres side, hans mange sygehuskontroller og at være på job 37 timer om ugen. Men der var jo ligesom ingen vej tilbage – så hvorfor ikke hoppe lige ud i det. Pengepungen gisper også efter cool cash efter en periode på barselsdagpenge (#pissedumideatværepådagpengeoptiljul).

Det hele var jo lidt, som det plejede efter knap 8 år på samme arbejdsplads. Flex ind, drej nøglen, sid bag skrivebordet. Ungerne havde været overraskende medgørlige denne morgen. Det kunne jeg nok ikke tage som et tegn i sol, måne og stjerner, at det ville blive SÅ let hver morgen.

Selv om 3000 emails, et nyt mailsystem, manglende hukommelse om koder, CMS og øvrige arbejdsgange og et opkald fra vuggestuen om, at min søn muligvis var syg, men at de ville vende tilbage, når han vågnede, måske kan virke skræmmende på nogle mennesker, så var den overordnede følelse, da dagen var endt og jeg sad i sofaen: “Var det bare det?”. Jeg havde jo både haft en voksen samtale, havde været på toilettet uden forstyrrelser OG spist mad regelmæssigt – og sønnike var heldigvis ikke syg alligevel. Det var sgu da en field day sammenlignet med livet hjemme!

Andendagen var ungerne mindre medgørlige, men det gik alligevel og med kaffe i koppen (som i øvrigt er blevet gratis i mellemtiden – optur!) koder i hukommelsen, var der kun en vej: Igennem mailboxen! Slet, slet, slet, læs, slet, slet, slet, læs… Easy Peasy. Liiiige indtil jeg skulle til første genopfriskning af vores CMS og diverse tilhørende IT-systemer og alt, hvad der var sket, siden jeg gik fra, følte jeg, mit hoved skulle springe og at jeg ikke kunne rumme mere. Mit stakkels lille hoved har jo kun regnet i milliliter og holdt styr på lillemandens lur, lort og leg, ikke opdateret mkommunale IT-systemer og udtænkt markedsføringskampagner. Shiiiiiiit!!! “Og så tager vi bare resten i næste uge, når du er godt i gang…”. Oh, Gud – der er jo mere!?!!!

Og så gik ugen. Kollegerne begyndte at tale om, hvad de skulle i weekenden og om den årlige julefrokost. Weekend? Nårh ja, det er jo en del af pakken i at gå på arbejde. Og julefrokosten? Tja, havde rent faktisk glemt den og havde planlagt en aften i selskab med manden, katten og Netflix. Kom dog afsted, lyttede til alt fra sladder og seriøse samtaler til fuldemandssnak OG holdt mig vågen helt til kl 24,00!

Ja, og så kom den der weekend. De der to dage, hvor man igen har spillopperne hjemme fra institution og man ikke er på job, men lever, som var man hjemme på barsel igen. ALLEREDE? Hvad skulle vi – andet end babysvømning og tøjvask? Ikke en skid. Gå en tur, lege, vaske op, afkalke kaffemaskinen, støvsuge, vaske gulv og alt det der. Ungerne var i et pokkers humør. Mindstemanden ville stå op hele tiden, men bentøjet er endnu ikke så stærkt. Søster legede dominatrix over for ham, når de skulle dele legetøj, mad eller opmærksomheden fra mor og far – og han syntes at have lært lidt af hende og gav igen, når hun var i centrum. Hyl, skrig, smil og så hyl igen. Mindstemanden kastede op i reseri, søster pillede maden til atomer og råbte “dumme mor” til det meste. Det var bare igen hamrende svært at dele sig. Det var bare igen huslige pligter, kriser ved spisebordet og mangel på sex og samliv. Goddamnit! Et glimt af de sidste måneder af min barsel efter kun en uge.

Ærlig talt. Jeg elsker de to små banditter af hele mit hjerte, men når de er i det hjørne, hvor man prøver at stille begge tilfredse, men aldrig når i mål, så glæder jeg mig faktisk lidt til at komme på job i morgen igen. Sætter uret til kl. 5.10 og så kører ugen igen!

Kom, lad os stikke blår i øjnene på den gravide

Jeg har tænkt over noget. Faktisk ret meget, men jeg har simpelthen for mange ord og for lidt tid til at nedfælde dem på bloggen. Surt show! Nå, men det jeg har tænkt på, er at der er en tendens til at glatte ud og smide sukker på, hvis en gravid enten spørger til moderskab og nattesøvn og deslige. Eller hvis en småbørnsmor giver udtryk for moderskabets svære sider i påhør af en gravid, for den sags skyld.

Det er som om, man ikke helt må fortælle, at det til tider er pissehamrende f##king hårdt og træls at være mor. Som om, vi ikke må bryde illusionen for den kommende mor. No wonder, at moderskabet så bliver sådan en omvæltning oven i de ekstremt mange følelser, der er i spil i kroppen i forvejen. Man siger jo ikke, at det er verdens værste tjans (tænker det højest i desperation, når det hele VIRKELIG koger over hjemme). Man siger jo ikke, at de skulle ønske, de aldrig var blevet gravide. Man fortæller egentlig bare, at det er hårdt og svært indimellem. Og så er der sådan set ikke forskel på, om det er en første- eller flergangsfødende.
Første gang sidder man og ser kollegaen og veninderne og søsteren sidde med deres lækre baby på skødet og barnet smiler eller sover og det hele ser så legende let og yndigt ud. Men man ser ikke hjemmet, der flyder eller de søvnløse nætter eller endeløse timer med gråd og tænder, der gør ondt. Anden gang kender man turen og VED, at det er hårdt. Men har også glemt det i detaljer og ser ikke konflikterne med den store og mærker endnu ikke følelsen af, at være utilstrækkelig og at ønske, man kunne dele sig i to. Eller faktisk tre, så man også havde bare lidt tid til sig selv.

Når man udbryder, at man glæder sig til at komme tilbage på job eller er tudefærdig over 6 måneder med ekstremt lidt søvn, så er der straks en anden mor (oftest med flere år på moderskabs-bagen), der siger “Det er også bare fordi du har to”, når den førstegangsfødende lytter med. Når man bliver spurgt, af en gravid, om man slet ikke har sovet om natten, og svarer nej – og heller ikke natten før eller den før igen, så er der straks en anden mor, der smiler overbærende og klapper den gravide på skulderen og siger “Det er kun sådan en kort periode”. (Kan du sige 6 måneder og sleeeeet ikke i mål endnu… Kort tid i forhold til deres levetid, men kald det kort igen og du får et trælår!)

Børn er forskellige og man griner ofte langt mere end man græder det første år. Heldigvis! Men hvorfor må man ikke fortælle sandheden? At det er hårdt arbejde og ikke kun rosenrøde stunder med barnevognen, kærlige kæresteblikke til hinanden over det lille vidunder, man har skabt, rolig søvn i mors favn, hvor mor (selvfølgelig) har lagt makeuppen og en baby med vidt åben mund, når maden serveres? Så bliver chokket og den til tider manglende indfrielse af forventninger da ekstra hård. Så undres man over, hvorfor ingen havde sagt det før – hvorfor ingen fortalte, at moderskabet har mange sider. Så kan man faktisk godt føle sig lidt snydt (taler af erfaring).

Jeg hader ikke moderskabet, slet ikke. Og jeg ønsker ikke, at gøre den/de gravide ked af det. Det ville jeg ikke ønske.
Men jeg undres. Gravide har i forvejen et filter til at sortere det mest sortseende fra og farve det rosenrødt (taler af egen erfaring), men vi andre behøver da stikke blår i øjnene på de kvinder, der spørger? Det er ingen hemmelighed, at det er hårdt arbejde at få børn – at man siger farvel til det liv, man kender – og ikke mindst anden gang, hvor der er flere, hvis behov ikke kan tilsidesættes og forholdet til tider kan knage voldsomt. Jeg vil ikke lyve – det gør jeg ikke så meget i. Og det kan jeg heller ikke, når jeg bliver spurgt. Det hele er sjældent som beskrevet i bladene og bøgerne.

Tænker, at det er en indbygget mekaniske for at sikre artens overlevelse – og en arbejdsduelig styrke, der kan bringe skattekroner nok i statskassen, når førnævnte mødre med år på bagen skal på pension. Tænker også, at man glemmer, som årene går. Men når man står midt i det, føles det som om, man helst skal please og glatte ud og for alt i verden bevare den lyserøde drøm.

Well, nok tanker herfra. Nu skal der vaskes flasker og lægges tøj sammen og tørres op i hele køkkenet efter både store- og lillebarnets hysteri ved aftensmaden. Og smøres madpakker og ryddes op, så man ikke skvatter i legetøjet, når man skal op i nat og varme flasker og lulle i søvn på arm, måske skifte en lorteble og give sutter og give vand og bære det store barn ind i dobbeltsengen, fordi hun drømmer eller ikke vil sove mere, selv om klokken kun er 3 om natten. Alt sammen inden vækkeuret ringer kl. 5.30. Godnat!

Sprængfarlig bombe

Puh ha – så er vi tilbage ved den med overskuddet. Og desværre denne gang også manglen på det.

Jeg spændte buen for hårdt i går. Indrømmer, at det var min egen fejl. Efter en kort dag på job, tænkte jeg, at jeg ville hente Lille E i vuggestue tidligere og tage hende med ind til en stor efterårsaktivitet i byen, hvor der ville være en del at se og lidt at prøve for en tumling på 2,5 år. Den var hun med på og vejret var dejligt og så var alting jo godt. Og vi hyggede os og fik fremstillet sjove genbrugsdyr og fik spist pandekager og set på en masse sjove ting. 

Hjemme igen efter 1,5 time, lå vi på sofaen og så Mickeys Clubhouse og puttede på sofaen. Det lyder jo rigtig godt og ikke som en sprængfarlig bombe. Men så valgte mormennesket her at sætte det hele over styr. Uforvarende faktisk. 

Afsted til den lokale hal for at hende farmennesket efter sport. Tumlingen elsker at være med i hallen og tæskede rundt på tilskuerrækkerne. Op og ned af trapperne og op igen. Så langt så godt.

For så tog vi efter planen også lige i IKEA for at hente de sidste ting til det nye værelse, vi er ved at indrette til hende. Og kl. 18.00 involverer det jo så også mad. Og her knækkede filmen. Barnet stak af igen og igen, telefonen kimede i min baglomme, men jeg havde ikke hænderne fri til at tage den. Pludselig var manden også væk og da vi endelig nåede til maden, skulle Lille E vise sig fra sin mindre pæne side. Pasta blev kastet rundt i raseri, vilde hyl og en mor og far, der venligt, men bestemt i offentligt forum fortalte hende, at grænsen var nået. Igennem IKEA i en helvedes fart. Plademøbler på vognen og et barn, der stak af for forgodtbefindende. En stank af bæ-ble bredte sig og jeg var ikke i tvivl om, at jeg kendte den glade giver. Men havde ingen rene bleer med. Og så gik det pludselig også op for os, at IKEA lukkede en time før, vi troede og så var det bare om at blive færdige og komme ud. Meget modvilligt fik vi lov alligevel at leje en trailer til hjemtransporten og hu hej vilde dyr blev pladevarer og barn stoppet på plads i bilen. 

Hjemme igen var barnet både sultent og overtræt (sådan ca. 1,5 time over almindelig sengetid, hvilket var forståeligt nok). Igen blev mad kastet rundt og vilde hyl dominerede hendes udtryksform. Tandbørstning og så i seng.

Pyh ha! Så skulle pulsen ned igen. Troede jeg… For så startede hylene igen. Denne gang i form af “AV” og “Det gør ondt i min rumpe”. Hun blev løftet op og hun vred sig og skreg av. Vi prøvede at dysse hende ned og spørge ind til, hvad der var galt. Jeg lagde mig hos hende i min seng og hun vred sig stadig og græd inderligt. Jeg prøvede at lokalisere hendes smerter og endte til sidst med at ringe til vagtlægen efter et godt råd. De ville se hende og så afsted med os. Og da vi sad i venteværelset, spænede tumlingen frem og tilbage, som om det aldrig havde gjort ondt nogen steder. Og så kan du selv gætte, hvor akavet den vagtlægekonsultation blev…

Hjemme igen kl. 23.15. Barnet i seng. Forældrene i seng. 

Kl. 5.00 ringede mandens vækkeur, som han havde glemt at slå fra og halleluja: Barnet var vågent. Som i lysvågent. F#CK!

For at gøre resten af historien kort, kan jeg sige, at når forældrenes opmærksomhed er på at samle IKEA-møbler og barnet forventer fuldt fokus på sig selv, så er det virkelig ikke en ønskelig cocktail. Og drysser man lidt trodsalder ud over, er det et projekt, der er dømt til at mislykkes. Skrigende barn + manglende overskud + graviditetssmerter = sur mor. IKEA-møbler, der driller +manglende overskud + skrigende barn + sur mor = hidsig far. Yay! Eller noget…

Nu sover den lille heldigvis til middag og mor blogger og far samler stadig møbler. 

Kan jeg se det fra den lilles synsvinkel? Ja for pokker! Fra mig egen: Til dels, for jeg er ikke helt stolt af de vredesudbrud, familien har måtte lægge ører til. Alt for meget på alt for kort tid og reelt intet overskud til det. Det er en sprængfarlig bombe, der kan forpeste selv den bedste lørdag. Og jeg burde vide bedre, hvis vi fraser besøget hos vagtlægen.

Og det er jeg sgu ked af. Både for familielivet, men mest af alt for min lille pige, som basalt set ikke forstår det hele og ikke kan rumme det og har fået skæld ud, jeg kunne have undgået. Så må IKEA-møbler og nyt værelse være, hvad det er og stå til vi får bedre mulighed for det. Så må hun vente med at få det nye store-pige-værelse, som vi har lovet hende. Hellere det, end at jeg skal være mor-monster og hun skal være ked af det.

Og når det så er sagt, så er det skisme heller ikke let at være gravid mor, kone og kvinde, der bliver nødt til at klare, ordne og gøre. Også selv om kroppen og sindet gør ondt.

Mette, dit sentimentale fjols!

Jeg er et værre tudehovede disse dage. Total sentimental – ja næsten grådlabil – ud over det sædvanlige, selv om jeg faktisk normalt er ret blød inden i (og uden på…).

Hvorfor? Jo, det skal jeg sige dig. Lille E bliver 2 år, inden jeg ser mig om – altså sådan som i lige om lidt! Det er vildt! Jeg har spekuleret en del på, hvorfor lige netop den 2 års fødselsdag rammer mig så hårdt, når nu 1 års dagen kun affødte lidt fugtige øjenkroge og en ordentlig portion stolthed. Jeg er også pokkers stolt af det lille vidunder, jeg har skabt – og nok endda endnu mere end sidste år. Men forskellen fra 1-2 år er ekstra stor, fordi det har været et rigtig godt år. Uden spædbarns-spiseforstyrrelse, uden gråd over at føle sig indespærret i hjemmet, men med en langt større selvfølelse som mor og kun med 1 ikke-spiseforstyrrelsesrelateret besøg på hospitalet (damn you, vuggestuepest!).

Det har været et år, hvor den lille har villet fremad i verden og villet maden. Villet selv, ikke mindst. Og det har i den grad styrket både hun og jeg! Hende fysisk og mig mentalt. For i det forgangne år er der ikke nogen i sygehusverdenen, der har betvivlet mig i forhold til min datters spisning. I det forgangne år er den lilles vægt gået fra meget undervægtig til normalvægtig. I det forgangne år har hun lært selv at give udtryk for, hvad hun vil og ikke vil, hvad hun kan li’ og ikke kan li’, om hun er sulten eller mæt.

Jeg elsker tanken om, at vi har haft sådan et godt år. Elskler, elsker, elsker! Og hvorfor tuder jeg så? Jeg tuder, fordi jeg  er glad og lettet og fordi, i kølvandet på den lettelse, at den indestængte gråd og de indestængte følelser fra 0-1 år får lov at komme op til overfladen og blive bearbejdet og arkiveret. I den proces samler jeg det 1000 brikkers puslespil i 173 cm. højde, som kaldes Mette og styrker min moderfølelse. Båndet til Lille E bliver tykkere og tykkere dag for dag – selv om det aldrig sprang. Jeg tror på mig selv og min opdragelse og min måde at være mor på, langt mere end jeg gjorde for 1 år siden. For selv om jeg kan skælde ud og føle mig presset og træt stadigvæk, så ved jeg også, at der er en grund, der får bægeret til at flyde over, men at det ikke betyder, at der ikke stadig er masser af vand i det famøse bæger.

Mit lille menneske – 2 år! Smukke, smukke Lille E med den stålsatte vilje og det sårbare indre. Smukke, smukke Lille E, som beskriver verden omkring hende mere dag for dag. Smukke, smukke Lille E, som kan selv, vil selv – og slet ikke helt kan endnu.

Pyh ha! Nu tuder jeg sgu igen!

Slutter af med en sang, som for altid vil minde mig om den første tid i mit moderskab og i en sådan grad sætter ord på det kaos, der var i mit indre. Men det vender jeg tilbage til i et snarligt indlæg.

Hvor fa’en er de Kleenex, når man har mest brug for dem?!!???

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=srlUuVVhCek]