2017 tog fra den forkerte ende

2017 tog fra den forkerte ende

2017 var et hårdt år. Et år, som tog fra den forkerte ende, som min farbror udtrykte det, dengang da min far (hans lillebror) døde. De yngste skal ikke gå først.

2017 var knap i gang, før mit livs støtte døde. Efter 2 måneders uforklarlig sygdom, fik min bedstefar fred. Han havde et helt liv bag sig. Et levet liv med ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn. Knap 90 år i alt.
Selv om hans liv var levet længe og godt, så var det alligevel trist og tomt at sige farvel til ham. På sygehuset fik han ikke en værdig død for et absolut værdigt menneske.

Han var min far, da min egen far rejste. Han var min læremester i alt fra syning til at bygge og reparere og skifte vinterhjul på bilen. Han var den, som lærte mig om min historie, og han fik lov at præge den, jeg er i dag og derned min fremtid. For ham betød familien alt og selv om han var en mand af den gamle skole på nogle punkter, udtrykte han sin kærlighed til mig på sin egen ærlige facon. Gennem opmærksomhed og anerkendelse. Da jeg var gravid med mit første barn, begyndte han pludselig at sætte ord på sine følelser. Han fortalte stolt til andre i Brugsen, at han skulle være oldefar, og når da jeg fortalte ham, at jeg ventede en pige, fik jeg mit livs største kompliment: “Det vigtigste for mig er, at hun bliver en klon af dig”.

Han var gammel og selv om døden ikke var hans væsen værdig, så var han mit forbillede. Jeg savner ham stadig.

Det værste ved 2017 var, at året som sagt ikke holdt sig til at tage vores kære i den naturlige rækkefølge. Fuldstændig uforståeligt og uden mening, mistede vores kære og nære venner deres lille søn få dage efter hans fødsel. En sund og fin dreng blev ramt af udefrakommende sygdom i sine første levedøgn og blev revet brutalt væk fra sine forældre, søskende og alle som holder af dem og ham, før vi dårligt fattede, at han var kommet. Det var så meningsløst og jeg græd. For mine venners tab og fordi min egen frygt kom så tæt på. Igen. Jeg var tæt på at miste min egen søn, men blev reddet på et hængende hår og af lægers dygtighed og viden. Deres sorg og tab gjorde så ondt, fordi den taler ind i en hver mors mareridt og ind i de dystre minder i mit eget sind. Det eneste jeg kunne gøre var at lytte, være der, vaske tøjet og hjælpe til – og så at kramme mine egne børn ekstra meget hver aften.

I efteråret krævede 2017 igen et offer – længe før tid og ikke mindre meningsløst. Min kusine på samme alder som jeg selv tabte kampen til kræften. Efter 3 års kamp forsvandt det sidste liv i hendes krop og efterlod forældre uden deres datter, en kæreste uden sin elskede og en lille pige uden sin mor. En lille pige på samme alder som min egen pige. At dø, når man er 35 år er ikke fair. At dø fra sit lille barn er umenneskeligt. At begrave sit eget barn er et mareridt. Til tonerne af Leonard Cohens Halleluja bar vi hende til graven – et hav af mennesker, som holdt af hende, anført af hendes kæreste og datter. Lige der havde jeg svært ved at holde af 2017. Lige der kunne jeg blive bange for, hvem der var næst på listen. Stop, blev der sagt! Ikke flere lige nu, vel?

På den front var 2017 et virkelig skod-år. Et år, som skærmte mig og mindede mig om, at alting langt fra er happy go lucky. Min søn snød døden. Jeg er her hos mine børn. Vi har det godt og vi har hinanden.

i 2017 oplevede jeg sorg igen – både min egen og i særdeleshed andres. Jeg håber meget på, at 2018 bliver et langt lykkeligere år på den front. At 2018 holder sig til at tage fra den rigtige ende. Når livet er levet og levet godt og man får sagt ordentligt farvel.

2017
Fra Marens kalender 2018

Når lykken ligger i det enkle

Torsdag er ”min dag” med ungerne. Deres far arbejder rigtig længe, og det er op til mig, at få dagen til at hænge sammen. Det plejer også at gå ganske glimrende. Sjovt nok, selv om jeg står med hele baduljen selv, så er jeg mere loose omkring tingene. Der er næsten altid rugbrødsmadder, omelet eller pandekager med fyld på madplanen. Rent egoistisk set, er det de retter, der give færrest konflikter.

Nogen dage spiser vi aftensmad i haven eller i på et tæppe på stuegulvet, hvis det er koldt. I går sad vi alle tre dog mere traditionelt omkring spisebordet og ungerne fjollede på den måde, hvor det let kunne gå over gevind og ende i noget, der ikke var for sjov. Heldigvis nåede mit overskud ikke sin begrænsning, for pludselig kom den lille til at tænke på en bestemt sang fra Bamse og Kylling. Hvorfor så ikke høre hele CD’en, når vi nu har den?

Det gjorde vi, og det gav en helt uventet oplevelse. Vi nynnede alle sammen med, imens vi gumlede maden i os, vi prøvede at gætte, hvilken sang ville være den næste, og da måltidet var slut, droppede ungerne både Ramasjang og den omfangsrige leg (med legetøj over hele stuen…), de havde gang i, før vi satte os til bords. Næh nej – nærmest uden ord, blev de enige om at tage et tæppe hen i sækkestolen og sad der, helt tæt sammen, og lyttede til musikken. Store smil og søskende-tosomhed. Hundrede procent hygge.

Nød jeg at se dem sidde og hygge, imens jeg gik og ryddede af bordet? Det kan du gange med hundrede! Hvor meget konflikt og forurettede miner, der ellers kan være med to trætte trolde en time før sengetid, så var det ikke tilfældet i dag. De var mætte, glade og trygge i simpleste form.

Fik jeg tårer i øjnene? Ja! Havde vi haft en helt gennemsnitlig forhistorie, kunne jeg godt have haft det af bare cuteness-overload og taknemmelighed over ikke at have fucket dem helt op. Men det var fordi sidste gang, jeg sad om samme bord og hørte CD’en, var den ældste lille, min mave lidt under to måneder fra termin og hovedet fuldt af bekymringer over mit kommende barns alvorlige hjertesygdom. Hvor hyggeligt og fuldkomment øjeblikket end var dengang, var mit hjerte revet itu over det skrækkelige, fremtiden meget vel kunne bringe for os, for søster og for den kommende lille. At vi måske aldrig blev 4.

Hvad jeg ikke vidste var, at jeg selv samme aften ville blive indlagt med præmature veer og ende akut i en ambulance – babu babu – på vej til Aarhus. At jeg i dagene efter ville ende med at føde alt for tidligt, fordi kroppen ikke accepterede det vehæmmende. At kursen var sat mod alt andet end en lykkelig tid.

Jeg vidste ikke, at lykken skulle tilsmile mig og sætte det skæbnesvangre skakmat. At vi ville ende lige midt i nydningen igen. Lige der. I går. 3 ud af de 4, vi heldigvis er.

Bamses Molodiboks holder hundrede. Også selv om den ældste er 6 going on 16 p.t. Det skønne, naive barnesind skinnede omkap med aftensolen og stroferne. Inde i mit hjerte, skinnede lykkefølelsen om kap med dem <3.

Når manden er ude…

…spiller det optimalt at sidde i sofaen og drikke mængder af kaffe, kigge dybt i fredagsslikskålen og være lidt god ved mig selv.

Han er i biffen med en kammerat, ungerne sover og jeg har fjæset fuld af hvis ansigtsmaske, sweatsuit fra top til tå og nylagt neglelak på fingre og tæer. What’s not to like? Ja, jeg indrømmer det. Jeg har mega optur over af have en aften til mig selv. Det sker ikke særlig tit, og det skal nydes. Ikke at skulle tage hensyn eller stilling til andre for en stund.

Jeg har i omegnen af 10 indlæg, jeg har påbegyndt denne uge, men ikke fuldført. Mine tanker har været et helt andet sted. I et pænt dystert limbo mellem virkelighed og minder. Mine venners tab af deres lille søn har vendt min verden op og ned. Intet at sammenligne med deres virkelighed lige nu – misforstå ikke – men den sidste uges nyheder og oplevelser har lagt et filter over min bevidsthed. Jeg har – ikke så mærkeligt – har svært ved at fatte det. At så lille et menneske skulle dø fra så gode forældre. Dø i det hele taget. Billederne af den fyldte kirke med de mange blomster og den mikroskopiske kiste kører lidt på repeat på nethinden. Det er én del. En anden er, at det har vækket en stor del af mine egne minder, med min egen søn, fra en tid, vi måske er langt fra nu og så alligevel ikke. Det var jo for lidt siden, vi skulle forholde os til hans sygdom og til, at han måske ikke overlevede.

Det gjorde han heldigvis, og der går ikke én dag, uden at jeg takker universet og lægerne for det. Jeg har mine to børn lige her. De to børn, det er meningen, jeg skal have. Jeg har krammet dem ekstra meget, og jeg har flere gange haft en vild trang til at forlade kontoret og løbe ud og hente dem. Bare fordi jeg ikke havde lyst til at undvære dem længere.

Jeg har ikke problemer med at tale om døden og det svære, og har også gjort det med mine venner, selv om ord er tomme i deres enorme sorg. Ordene kan måske gavne senere. Alligevel er jeg mega påvirket af det hele og har levet i slowmotion mentant.

Siden januar, synes jeg, det svære har stået i kø, uden at jeg rigtig har fået mulighed for at fordøje det hele. Jeg har bare fulgt med. Der er også sket nogle rigtig gode ting. Mine to børn trives godt hver deres sted og viser deres helt igennem fantastiske sider – deres videbegær og evne til at være rigtige venner for dem omkring dem. De bliver store lidt for hurtigt lige nu – men på en god måde. Kunne man tage ældstens konstante prøven-kræfter-verbalt-med-mor væk, så var den lige i skabet.

Jeg elsker de starutter på godt og ondt, og jeg er blevet mindet om, at jeg kommer til at tage dem for givet indimellem. Jeg var én person, før jeg fødte dem, og nu er jeg en anden. Jeg kan aldrig nogensinde kunne finde mit gamle jeg igen, for der er bare ikke en verden uden dem. Måske en weekend med kæreste- eller mor-fri. Men aldrig uden dem. Den verden eksisterer ikke for mig. Den verden må aldrig komme til at eksistere.

Hvad vil jeg sige med det hele? Ikke andet, end at jeg er pisse sårbar i kølvandet på alt, hvad der er sket. Sårbar og vildt taknemmelig for det, der er mig givet og det, jeg har kæmpet hårdt for.

Sådan man kan så sidde her – alene hjemme og tænke tunge tanker på en fredag aften. som 19-årig havde det måske nok været min største frygt, men her efter 30 år virker det absurd at tænke på noget så banalt som en frygt. Nu er det rart at give sig selv lov til at sidde og mærke efter. Det har jeg trængt til lidt for længe.

Jeg kunne godt pimpe et glas Asti eller to og blive en smule bimmelim, men også her spiller virkeligheden ind. Barnefaderen har friaften og derfor er ungerne også “mine” kl. 6 i morgen tidlig. Så jeg nøjes med kaffe. Den smager nu også ganske godt i mit eget selskab, og en langsom lørdag morgen med slyngelynglen er bestemt heller ikke at kimse af.

God weekend <3

 

Den ultimative sorg

Den største sorg har ramt nogle af de mennesker, jeg holder meget af. Nære venner har mistet deres 12 dage gamle barn til sygdom, som ramte som et lyn fra en klar himmel og i al hast tog den lille væk fra dem, før de dårlig nok havde fået lov at lære den lille at kende.

Beskeden kom – sort på hvidt på mobilskærmen stod livets hårde kendsgerning dér. Et liv, vi i menneskets glade naivitet tager for givet og fejrer. På fredag skal vi sige farvel.

Mit hjerte græder, og jeg hulker med, over den afmagt, de unægtelig sidder tilbage med lige nu. Et moder- og faderhjerte, som er flået ud af brystet på dem og blotlagt, så al verdens uretfærdighed, brutalitet og byrde kan trampe på dem. Forsvarsløst og sårbart og nu i titusind stykker. Hjerter, som med tid vil samle sig igen, men aldrig nogensinde blive det samme.

Jeg blev selv trukket gennem helvede i forbindelse med min søns fødsel og livstruende hjertesygdom. Her ville guderne, karma eller hvem det nu er, der bestemmer, at jeg skulle få lov til at beholde ham, selv om vi kun lige akkurat holdt fast med det yderste af neglene. Jeg skulle forholde mig til døden og tabet som en meget mulig følgesvend allerede under graviditeten og i høj grad efter hans fødsel og operation. Sorgen var der midt i glæden, og den truede med at vokse sig større. Lægerne og jordemoderen talte om død med bryske miner og faglighed, som ikke lod skjule, at de havde et professionelt forhold til den, men det var endnu værre, når de nærmeste satte ord på den. Det måtte ikke ske – så ond måtte verden ikke være!

Jeg frygtede at skulle meddele verden, at han ikke levede. Møde forventningsfulde mennesker, som havde set maven, men ikke kendte realiteterne. Holde barsel uden baby – helt alene med børneværelset, barnevognen og en monstrøs sorg. Hvordan skulle jeg sige det til verden og ikke mindst til min datter, hvis det utænkelige skete? Hvordan skulle vi holde meningsløsheden ud?

Til trods for dette er jeg slet ikke i nærheden af forestille mig, hvordan det føles at være lige dér, hvor mine venner er nu. Den ultimative sorg har ramt dem, og lige meget hvor meget vi omkring dem siger ”Hvad end vi kan gøre, så sig til – hvad end I har brug for”, så kan vi kun give dem det næstbedste: Kærlighed, omsorg og et forsøg på trøst. For vi kan ikke give dem det, de mest af alt har brug for: Deres barn. Der står en tom barneseng og venter med liggeaftryk og en dyne, der dufter af den lille. Men den lille kommer ikke igen.

Uden at vide præcis, hvordan de har det lige nu – selv om jeg har været i det følelsesmæssige nabolag – vil jeg dog tro, at de har nogle af de eneste forudsætninger, der på kort og langt sigt kan lindre lidt: Et stærkt netværk, en enorm kærlighed til hinanden og allermest: To smukke, levende børn, som de hver morgen skal stå op og være forældre for. Som har behov for dem, selv om verden er væltet og helvede har åbnet sig. To, hvis liv fortsætter og giver dem grund til at leve deres – smile og elske. Lille E var min redningsplanke, da vores verden brast. Hun var lige der, levende og varm og krævede min omsorg og kærlighed. Hun forstod ikke min sjæls smerte og verdens hæslige realiteter – og skulle ikke forstå den. Hun skulle kun forstå i børnehøjde. Hun fik mig ud af sengen. Hun fik mig til at tale om det. Hun fik mig til at fungere.

Sorgen er enorm – og heldigvis er kærligheden imellem dem det samme. Os – alle os omkring dem, som også holder af dem – har nu en opgave at græde med dem og holde om og holde af. Lytte igen og igen og igen, og komme med varm aftensmad og kolde ting til fryseren til de dage, hvor de knap kan stå op. Vi skal vise at vi er der og ikke vente på, at de selv rækker ud efter hjælpen, imens de ikke kan mærke sig selv. Vi skal tage hånd om deres børn sammen med dem og tage opvasken eller vasketøjet, når det kniber. Vi skal kunne være der, uden at sige noget. Vi skal huske at smile og grine med dem, når de engang er klar til det igen. Lytte og tale i deres tempo lige så længe, som de har brug for det, selv om hverken de eller vi nogensinde kommer til at forstå. Vi har alle en forpligtelse til at vise, at vi er der for dem ubetinget. Os som delte forventningens glæde med dem, skal også kunne rumme deres sorg.

 

Det er tungt, forbandet tungt, at dø mens hjertet stadig er ungt

Citat: H.C. Andersen

<3

Jeg har ikke givet mig selv lov til at græde

Det øjeblik, jeg skubbede Lille E ud gennem et alt for trangt sted, skete der noget med mig. Jeg blev forvandlet til et flæbende monster i enhver situation med udsigt til selv den mindste emotionelle påvirkning. ISÆR hvis den involverer mine to elsklinger. Eller latterlige YouTube-videoer med folk, der frier til hinanden eller fortæller deres kommende barns køn på en rørende måde. Eller små fodbolddrenge, som møder deres største idol. Også selv om jeg ikke er gravid. Jesus! Jeg er håbløs på den front!

Jeg tuder til Lucia-optoget i børnehaven (selv om mit eget barn ikke er en del af det). Jeg tuder, når jeg sidder i en kirke og skal synge. Jeg tuder, når ungerne er mega-søde og nuttede. Også, når de er pissehamrende irriterende og stride, men det er en anden slags gråd.

You get the picture: Jeg er permament tude-hormonella på alle tider af måneden, hvis cuteness-faktoren er høj nok. Sådan cirka lige lidt over nul.

De sidste par dage har jeg tudet på en anden måde. På den måde, der ikke oprinder fra livmoderen, men fra et sted langt dybere inde i min krop og hjerte. Gråden er udløst af det samme som altid – moderhjertet – nu hvor ældsten er startet i skole. Og misforstå mig ikke: Jeg er rørt, stolt og ikke mindst GLAD for det nye store skridt for hende! I forhold til hende er det glædeståre.

Der har været en hel del mere lort end lagkage siden januar. Dødsfald, uoverensstemmelser og forsmåede følelser i familien, økonomiske overvejelser, en mand som har virket fjern og deprimeret på grund af sit job og endnu engang sygdom hos én, som står mig nær. Bekymringerne har stået på nakken af hinanden, og jeg har forsøgt at tackle det hele så voksent, som jeg magter. Fordi jeg var den med mest overskud, den der forsøgte at mægle og fordi jeg følte, at jeg selv så ofte de seneste tre år har haft brug for at læne mig op af andre, når min verden vaklede.

Lige inden jeg fyldte 35, nåede jeg akkurat at tænke: Jeg er sgu meget godt tilfreds med tilværelsen lige nu. Jeg har det godt her ved 35 år. Det har jeg såmen på bundlinjen også stadigvæk, men 5 dage efter min fødselsdag, rystede grundvolden, og siden føles det i svage øjeblikke lidt som om, Nemesis har sendt en enorm fuckfinger i fjæset på mig op til flere gange.

Jeg kan godt klare det, og jeg kan godt formå at hjælpe dem omkring mig. Jeg er tilstrækkeligt praktisk anlagt til at tage opgaverne, som de kommer, og til at vise oprigtigt nærvær. Jeg beskytter dog min allerinderste kerne med teflon i forhold til deres sorg eller situation. Klog af skade, kan man sige – for i størstedelen af mit liv har jeg taget (om)verdenens problemer ind som en svamp – så dybt, at de fysisk sled på mig selv.

Nu må du ikke blive bekymret. Jeg føler mig ikke ulykkelig eller ødelagt. Blot fyldt op inde bag ved teflonet. Jeg har ikke tilladt mig selv, at græde igennem efter min morfars død – sådan virkelig hulke – fordi andre har haft brug for at græde ud ved mig. Jeg har ikke tilladt mig selv at mindes alt det gode i hans hjem, før det blev delt og blev genstand for strid. Jeg har ikke tilladt mig selv at råbe “idioter!” af dem omkring mig, som tager på vej over ting, som på den lange bane er ligegyldigheder. Jeg har dog tænkt på at gøre det et utal af gange).

Derfor er jeg hende moren, som tudede til afslutningsfesten i børnehaven. Hende moren, som blev sendt “ud og få lidt luft” efter afskedssangen i børnehuset, og hende moren, som de “nye” forældre i klassen tænker, tog lige lovligt meget på vej over barnets første skoledag (jf. #DenSærligtSensitive (…mor) i dette blogindlæg).

Skolestarten blev altså katalysatoren og for at undgå yderligere pinligheder over for barnet (og mig selv), har jeg for det meste gjort det i at tude, når jeg er alene. Lidt af gangen. Dag for dag, så der er plads til at tage foråret, børnenes nye eventyr og alle dem, som fylder mit liv op på den gode måde ind. <3

img_20170301_202646_363
(I mellem tårer og snot kan man godt nå at fundere lidt over, hvorfor Anna er underlagt censur…)

Close to home

Det generer mig, at jeg ikke får skrevet så meget, som jeg gerne ville for tiden. Eller det vil sige, at jeg får faktisk skrevet en hulens masse indlæg, som aldrig bliver gjort helt færdige. Nogle gange fordi tiden svigter eller trætheden overmander mig. Men for tiden også fordi det, der farer gennem mit hoved og min hverdag ligger langt inde i den private sfære. Det gør en del blogging selvfølgelig… Det skaber indimellem et dilemma for mig: Det hiver i mig for at få tankerne ud – ud i det åbne, hvor jeg kan læse dem og belyse dem bedre, end hvis de ligger inden i og gør ondt i varierende grad. Jeg trænger til at få dem ud og opleve forløsningen i at kunne se mig selv og andre i et klarere lys og forhåbentlig blive klogere.

Men når jeg berører noget, der ligger pænt close to home, så er der også en latent fare for at hænge andre ud eller såre dem uden at ville det. Det er ikke formålet med denne blog! Selv om jeg sikkert ikke kan undsige mig at have gjort det igennem de sidste 6 år. Undskyld!

Det, jeg bruger en pokkers masse mentalt krudt på p.t., vedrører de nærmeste – familien – og her spænder hensyn, pli og angst ben. Hensynet til det forhold til familien, jeg har og deres følelser, pli i form af, at jeg har lært at man ikke tale grimt om andre, hvis man kan undgå det – især ikke når de ikke har mulighed for at give deres syn på sagen, og angst for at “blive opdaget” i at have delt mit indre – helt subjektivt set – og miste noget godt som følge af det. Giver det overhovedet mening?

I kølvandet på tabet af et menneske, vi alle havde til fælles, er det desværre ikke altid sådan, at man samles om sorgen og minderne. Materialisme overhaler indimellem minder og sorg indenom, og hvis man er hvert sit sted i sorgprocessen, giver det grobund for frustrationer, vrede og mishag. Man glemmer at spørge hinanden om hvorfor og hvordan – handler kun, som man selv finder det bedst. Måske for at bearbejde sin egen sorg eller drukne den for en stund.

Hvis det så også er sådan, at det at være ærlige og sige tingene lige ud, i stedet for at lade dem hobe sig op inden i, ikke er noget, ens familie ikke har tradition for at praktisere, så er man for alvor på røven. Så får de skjulte agendaer og sårede følelser gødning og elefanten i rummet fortsætter med at vokse. Frustrationerne manifesterer sig som en knugende fornemmelse i maven og tusind tanker kører gennem hovedet, længe efter man er kørt hver til sit igen. En ond cirkel? Det kan du bande på!

Det er noget af det, jeg p.t. bøvler med og prøver ikke at tage unødigt meget af med hjem, for det sidste jeg har lyst til, er at lade frustrationerne mærkes på mine egne små elsklinger.

Der er heldigvis også en masse godt at skrive om – alt fra rokketænder og ferierejse til sydens sol og en hel del om skolestart og om at få lidt mere tid til at være kærester. Og det skal nok komme, for jeg er sikker på, at det er vejen til et lettere hjerte og en mindre belastet hjerne.

I’ll be back, ladies!

SONY DSC

 

Et liv uden olde

Mange tager livet og hverdagen op til revision, så snart januar banker på – nytårsforsætter: Hvad vil jeg være? Hvad vil jeg bestemt ikke være? Hvordan skal min fremtid se ud?

Knap var januar 2017 i gang, før jeg blev tvunget til at tage mit liv op til revision. I hvert fald hvordan det skal se ud, efter at den lim som har holdt min familie sammen i , forsvandt hårdt og brutalt. Min elskede bedstefar døde en af årets allerførste dage efter mange nedture i forbindelse med en lang sygehusindlæggelse. Hvad der startede som en almindelig infektion, skulle vise sig ikke at være til at slå ned, og han forlod aldrig hospitalet igen.

I dagene op til, stod det nok allerede klart for mig, at det ville blive udfaldet. Jeg havde besøgt ham flere gange om ugen siden indlæggelsen, men i de sidste dage kunne jeg næsten ikke få mig selv til at træde ind på stuen. Ikke fordi jeg ikke ville hjælpe – men det var smerteligt klart, at jeg ikke kunne hjælpe eller modvirke det, som skulle ske. Der er ingen kur for svær alderdom. Så da vi blev bedt om at komme ud på hospitalet og sidde ved ham til det sidste, var ingen af os nok overraskede. Selv om det virkede helt igennem forkert, var det det eneste rigtige.

Nu er han begravet og jeg sidder tilbage med en følelse af, at nogen har lagt et tåget filter over mine øjne. Min hjerne fungerer, men den er lavet af en tyk grød. Jeg græd, da han døde, men ikke så meget i dagene efter. Jeg græd, da han blev begravet, men der kommer ikke tårer i dag. De trykker, men vil ikke ud.

Jeg er glad for, at han fik et langt liv. Med børn, børnebørn og oldebørn. Mine to børn. Han havde job og hus og have. Han nåede at kende min bedstemor i flere end 60 år, før hun døde. Familien hjalp ham, til der ikke var mere at gøre. Det tror jeg, var et godt liv. Sådan et liv håber jeg i hvert fald selv at få.

Min bedstefar levede i en tid, hvor han var delt imellem den gamle og den nye måde at se verden på. Tiden før og efter 2. verdenskrig. Tiden før og efter fordom og frisind. Tiden før og efter kæft-trit-og-retning og moderne pædagogik. Tiden før og efter IT, computer, tablets og telefoner. Tiden før og efter NemID og besparelser i det offentlige. Heldigvis har han fortalt mig en stor del om det, der ligger før den tid, jeg kender.

Jeg mistede min far, da jeg lige var trådt over tærsklen til 20’erne. Det var hårdt, for jeg mistede en person, som ikke havde været i mit liv; som efterlod en enorm mængde ubekendte faktorer og spørgsmål, jeg aldrig ville få svar på. Der var mange håb og drømme for at han blev en del af fremtiden. Det blev han ikke, men han var stadig min far af direkte ophav. Min bedstefar har altid været der – hver dag uden stop, og fyldte til fulde den rolle ud, som min biologiske far valgte ikke at have. Derfor er det som at miste en far igen. Og det gør dobbelt ondt. Minderne med ham er utallige – alt det, han var en del af. Taknemmeligheden er stor, især fordi han levede længe nok til også at opleve mine børn og give dem minder.

Børnene har taget det flot, at han ikke er her længere. Lillemanden forstår det nok ikke endnu, men ældstepigen har taget det meget objektivt. Hun har fulgt forløbet lidt på sidelinjen og har spurgt mig, hvorfor min mor og jeg altid var kede af det, når vi kom hjem fra sygehuset. Vi har fortalt hende, at oldefar var gammel, men at et af hans vigtigste øjeblikke i livet var at blive oldefar til hende og lillebror. Hun ved godt, at oldefar var glad for hende. Hun var med til begravelsen, og hun har været med i hans tomme hus, uden at hun virker tynget, Og sådan skal det være, når man er 5 år.

Nu har jeg ikke længere nogen bedsteforældre og mine børn ingen oldeforældre.
Tabet efterlader et tomrum, som jeg ikke ved, hvem kan fylde ud. Måske ingen skal fylde det ud? Måske skal jeg bare have den tomme plads, så hver gang noget eller nogen rammer den, kan jeg mærke, at jeg stadig mangler ham? Gemme det frie rum, så der altid er plads til at huske, det vi havde sammen, også når hverdagen løber (for) stærkt.

Jeg holder ikke op med at savne i morgen. Heller ikke dagen efter eller dagen efter igen. Nok heller ikke næste år, eller når jeg næsten er gammel. Heller ikke med at elske ham, det han var og det han har givet mig med på vejen. Han er med mig, fordi han har lært mig meget om. Han mangler i mit liv. Allerede. Men jeg er taknemmelig.

Tak for alt!

Du ved det sikkert allerinderst inde,
Selv om jeg sjældent bruger store ord.
Du ved, at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor

-Anne Linnet, “Forårsdag”

Den sværeste besked i mit liv

Kære læser på bloggen.

Der har ikke været så meget aktivitet på bloggen på det seneste – og ikke de store dybdegående tanker. Dem har jeg nemlig haft brug for at kanalisere andre steder hen.

Som følger af bloggen ved du, at jeg er gravid for anden gang og venter en lille dreng og at jeg er meget meget glad for, at skulle være mor igen. Og man regner med, at tingene går lige så fint som sidst, ikke? Man tænker, at alvorlig sygdom og alvorlige misdannelser er noget, man læser om i aviser og blade – ja, måske noget som kun rammer venners venners venner. Vi kender vel alle en familie, hvor tingene ikke gik, som de skulle. Men ikke for mig, vel?

Men det gjorde det. Lillebror har en meget alvorlig hjertefejl og fremtiden er på alle måder uvis for mig. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal tænke og føle. Er i et vildt emotionelt kaos og en dyb sorg, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere. Men som jeg skal håndtere, for jeg skal fungere, jeg skal være mor for Lille E og jeg skal tro det bedste om fremtiden. Bygge mig selv om til det, jeg har i vente.

Derfor har jeg valgt, at oprette en sideløbende blog, hvor jeg kan lukke op for de svære følelser og tanker, som dominerer mit sind og har gjort det de seneste 3 uger. Lige siden vil fik beskeden. Bloggen kan du følge på mithjertebarn.wordpress.com. Men jeg advarer – det bliver ikke let læsning og du vil måske ikke altid kunne følge mig.

Den nye blog er under konstruktion og tanken er, at jeg fortsætter beskrivelserne af hverdagen som mor til Lille E på Førstegangsmor og kanaliserer de svære tanker ind i et rum dedikeret til dette formål. Prøver at adskille de to dele, indtil jeg kender fremtiden. For sådan ser virkeligheden ud for mig og min familie p.t.

Jeg har aldrig prøvet noget så svært i mit liv – og jeg kan ikke lægge mig ned og sige, at det er synd for mig. For jeg skal stadig være mor, jeg skal stadig være kone, jeg skal stadig være Mette.

Jeg håber ikke, I vil forlade denne blog fordi der måske kommer til at gå længere tid mellem indlæggene. Og jeg håber, at I stadig vil finde indholdet relevant.

Pyh ha – nu er det sagt. Nu har jeg sat ord på.

Kh, Mette