Uden for lands lov og ret

Er hun død? Har hun forladt alle os læsere i et endeløst tomrum, nu hvor vi bedst sad og ventede på et nyt spændende indlæg fra provinsen??? Nej nej – jeg har bare været på ferie! Sådan som i uden for lands lov og ret, ude i et landskab af knæhøjt græs, flåtfare (living on the edge…!) og uden nogen som helst form for internetdækning. Stod jeg med min smartphone højt hævet og vadede jeg området igennem i håb om dækning? Tjooooow, det er nok set og sket…

Helt derude, hvor DAB-radioen måtte stå af og Radio Skive og Radio Viborg skrattende kæmpede om, hvem der kunne spille flest ’90’er hits i streg.

Sommerhusferie; lavpraktisk uden moderne teknologi og TV, køjesenge og med langt til nærmeste indkøbsmulighed. Men ved du hvad? Det var såmen ganske befriende. Efter nogle timers gåen rundt om sig selv og ubeslutsomhed, var det faktisk mere end ok, at sidde og spille spil og læse amerikanske klassikere og lytte til stilheden. For der var godt nok stille.

Barnet elskede det. Løb rundt i bar røv og undertrøje med armene over hovedet og skreg “SOMMERHUS!”. Vi havde glemt legetøjet hjemme, som de organiserede forældre, vi er. Men det gjorde heller ikke noget, for skovsnegle, kopper og tallerkener og en pind at slå til blade med var helt fint. Ikke noget tud, piv eller kamp om at spise aftensmad. Se det kunne jeg godt vænne mig til.

Lange gåture omkring fjorden, ind imellem synet af andre levende væsner og ellers bare blæst i håret og intet, vi skulle nå. Både en lise for sjælen og en udfordring, når der skal arbejdes på kommunikationen i parforholdet. Men halleluja for ingen tablet, ingen sportsresultater eller computerspil. Det kunne jeg også godt vænne mig til!

Du får lige et par snap shots fra de seværdigheder, man kan opleve derude i intetheden – og det er altså alligevel ikke småting…

Ferie uden for lands lov og ret Hjarbæk fjord Seværdigheder uden for lands lov og ret

Når ferieboblen brister

Den dag, man går på sommerferie, føler man sig rig: Ugers sommerferie forude – frihed til at gøre hvad man har lyst til, sol, varme, strand, afslapning, kærestetid, smilende baby. SUK – en tårer i øjenkrogen af bare lykke. Man svæver hjem og intet kan slå én ud.

3 uger senere man man så gøre status over ferien og konstatere følgende:

  1. At ferie med tumling på 14 måneder er ikke afslapning. Især ikke, fordi hun har krudt i rumpetten og basalt set nok synes, at mor og far er hamrende kedelige i forhold til alle de snotnæsede unger i vuggeren. Gamle røvhuller, synes hun at tænke (allerede).
  2. At sommer i Danmark alsolut ikke er lig med sol, men at regntøj er en praktisk foranstaltning og at man aldrig må gå ned på den slags udstyr i dette nordiske land med regntid året rundt.
  3. At man godt kan lege i sandkasse i regnvejr
  4. At man ikke skal købe sødt børnetøj, så snart kollektionerne lokker i butikkernes vinduer og webshoppenes showrooms, for der er ingen garanti for, at det bliver varmt nok til, at poden kan rende rundt i den søde sommerdragt, der har en kvardatcentimeterpris på stof, der er overraskende høj!
  5. At ferieophold med tumling er sjovt og livsbekræftende. Især fordi man ikke skal bære på hende 24-7, men nu skal holde øje med, at hun ikke plumper i åen, hugger souveniers i shoppen eller løber ind i sagesløse mennesker.
  6. At ferieophold med baby ikke er lig med kærestetid og voksensnak, hvis man har valgt at bo på et hotelværelse med barnet sovende i tremmeseng og ingen altan. For så ser man sandsynligvis to voksne mennesker sidde ude på hotelgangen kl. 19.30 med døren til værelset på klem, alt imens de spiller Wordfeud mod hinanden og lytter forventningsfuldt til, om der ikke snart kommer ro over gemytterne inde i tremmesengen.
  7. At førnævnte voksne efter 45 minutter på gangen opgiver og sætter sig ind på værelset i total mørke og tænker: Hun sover lige om lidt – så kan vi læse, se fjernsyn og være voksenagtige bagefter.
  8. At førnævnte voksne efter 30 min i mørke opgiver total og tænder for lys og fjernsyn og siger til hinanden: Så må hun squ falde i søvn, når hun kan, for det her pis gider vi ikke mere! Og sådan bliver det… Mental note to self: Book toværelses næste gang!
  9. At børn ikke partout elsker kør-selv-ferier…
  10. At man (læs: jeg) faktisk kan blive en vildt irriterende “bagsædechauffør”, og at man efter barnet er født, synes manden kører lige lovligt råddent og stærkt og man tager sig selv i at trykke højre fod febrilsk ned i bunden af bilen, når de andre på motorvejen bremser længere fremme – også selv om man sidder på passagersædet. Ok, kald mig bare pylre-mor.
  11. At man kan skændes enormt meget med sin bedre halvdel om rutevejledning, fart, afkørselsnumre og rastepladser. Så føler man sig altså for alvor som sine forældre, skulle jeg hilse og sige!
  12. At ferie – trods udfordringer, regnvejr m.m. er en helt fantastisk ting. Det er opløftende på et helt ubeskriveligt plan, at komme væk fra hverdagens vante trummerum og komme ud og få lidt “luft”. Finde feriemor frem – for hun er nu engang sjovere end hverdagsmor, der skal koordinere og få hente-bringe-indkøb-aftensmad-sengetid til at gå op i en højere enhed. Hende feriemor, der smiler lidt mere og er ret meget sjovere at hænge ud sammen med. Ikke at man ikke skælder ud indimellem eller dejser dødtræt rundt på sofaen kl. 22 i ferien, men dagen har bare været lidt sjovere.
  13. At man efter 3 ugers ferie må konstatere, at den bog, man helt sikkert ville læse i ferien kun er halvlæst den dag, der tikker en første påmindelse ind i mailboksen fra biblioteket, at huset ikke blev gjort hovedrent og at man aldrig fik taget sig sammen til at male træværket, eller hvad man nu havde sat sig for og at ferie på dét punkt ligner hverdag utroligt meget.

På mandag starter vuggestuelivet igen og mandens ferie er også slut. Så skal der igen hentes og bringes og smørres madpakker. Men sandsynligvis med et lidt større smil en tid, da det faktisk har været en helt fantastisk ferie i selskab med min lille trold, der uden tvivl også har hygget sig i mors og fars selskab og som i løbet af ferien både kan drikke selv af kop, spise med ske og gaffel, kan løbe, kan puste i en føljte og deler krammere ud til sine forældre flere gange dagligt. I love it!!!