Summen af en sommerferie

Jeg vil ikke! Jeg viiiiil ikke! Jeg VIL ikke på arbejde på mandag! Jeg føler mig slet, slet ikke færdig med at holde ferie. Min krop og mit sind har ikke fået nok. Jeg føler mig slet ikke afslappet nok/klar nok/udhvilet nok til frivilligt at åbne min mailboks og tage imod problemer af større eller mindre grad, som skal løses. Helst allerede i går. Det bliver sgu lidt tungt! Mine skuldre er endnu ikke sænket. Seriøst: Jeg spænder op som om musklerne var alt for korte! Jeg sover stadig rigtig dårligt, og bliver lidt skidt tilpas, hver gang jeg tænker på, at der nu venter mere eller mindre et halvt års arbejde før en “rigtig” ferie igen. Det er til at tude over.

Madpakker som skal smøres, madplaner som tilgodeser familiens kalender, tasker skal pakkes og vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt. SUK… Om lidt over 24 timer er ferien forbi.

Børnene er først nu ved at finde et leje, hvor de kan lege selv og sammen, uden konstant at slås eller søge vores voksne deltagelse i leg eller underholdning. De er med andre ord først ved at komme så langt ned i gear, at de også sænker deres parader fra institutionslivets pulserende liv. Det klæder dem ellers ret meget ikke at slås som vanvittige og håndhæve millimeterdemokrati til den store guldmedalje. Det lærer jeg simpelthen aldrig at forstå. Opturen er, at ingen af dem har været syge (7-9-13) eller været på skadestuen eller sådan noget.

Der er blevet ryddet ud i en del af gemmerne, hvilket letter både fysisk og mentalt. Gud, hvor er der meget lort, man gemmer, men aldrig kommer til at benytte igen. Jeg tror, halvdelen af vores kælderrum forsvandt til genbrug eller lossepladsen. Ungernes værelser og tøj fik også en grundig gennemgang. De er vokset som ukrudtet i mine staudebede, er de! Naboens børn fik en del, genbrugsbutikken resten og til min store begejstring, kunne jeg konstatere, at vi har to termosæt og to stort set ubrugte flyverdragter til yngstebarnet til vinter. Yay arvetøj!

Familiebesøg har jeg stort set ikke orket. Sad but true. De bor forholdsvis tæt på, så vi ser hinanden løbende, og ferien skal jo byde på forandring, ikke? For mit vedkommende en lille pause fra den familie, jeg ikke deler hus med.

Hvad har den så bestået af, den ferie? Jo, ser du. De seneste 21 dage fordeler sig sådan her:

  • Antal skønne dage i sommerhus: 4
  • Antal timer uden børn: 24
  • Antal husdyr, som ikke længere er i blandt os: 1 🙁
  • Antal glas kold Asti drukket på terrassen: 0 (#damnit)
  • Antal kilometer intervalløb gennemført: 52,2 km.
  • Antal middagslure sovet eller forsøgt: 5-6 stykker
  • Antal nætter sovet igennem: 3
  • Antal ture i Legoland: 2
  • Antal stykker tøj syet færdigt: 2
  • Antal akavede familiebesøg: 1
  • Antal tøseture med ældstebarnet til København: 1
  • Antal aftenbadeture ved stranden: 3
  • Antal kæresteture til London bestilt: 1
  • Antal pas bestilt 4,5 år før tid: 1
  • Antal gange hvor jeg har drømt om at sende børnene i daginstitution – baaare lige én enkelt dag, men ikke har gjort det: 5
  • Antal Netflix-serier testet og ikke fundet i min smag: 4
  • Antal gange jeg har forsøgt at tale fornuft til min trodsige to-årige: Uden for skala
  • Antal timer sønnike har skreget hysterisk i trods: Jeg magter slet ikke at tælle…
  • Antal gange sønnike har sagt: “Mig elsker dig, mor”: Utallige ( <3 <3 )
  • Antal gange, jeg har fået af vide af ældstepigen, at jeg er kedelig/ikke leger nok/er dum: Uden for skala
  • Antal gange jeg er gået en aftentur under dække af, at jeg trængte til at restituere benene aktivt efter intervalløb, men i virkeligheden bare har cravet bland-selv-slik big time: 10
  • Antal ture i badeland: 4 (Fu*k dig, danske sommervejr)
  • Antal is spist: 4
  • Antal gange jeg har rystet på hovedet af Pokemon Go-“jægere” (inklusiv ham, jeg er gift med): Nok til at få den hovedpine, jeg ikke fik af at pimpe Asti
  • Antal timer helt uden mand og børn: 5
  • Antal øvrige lande besøgt: 0
  • Antal kopper kaffe drukket – hjemmebrygget og over-priced: Præcis nok til ikke at slå mig ihjel
  • Antal gange jeg har fantaseret om ikke at møde på job på mandag: Flere end 21 – mindst én gang om dagen
  • Antal ferier, jeg sammenlagt gerne ville gøre om igen: 1

 

 

En ferie til forskel

Selv om sommervejret i Danmark har besluttet sig for at være en tøjte af rang, og jeg hver dag iklæder mine børn (og mig selv) sokker i sandalerne og softshell-jakker, når vi tager på tur eller leger i haven, så er ferien på alle punkter lige hvad vi har brug for. Farmands to uger er desværre overstået (vilkåret ved at være gift med en selvstændig erhvervsdrivende), men ungerne og jeg er stadig – lidt endnu – i ferieland. Og vi vil aldrig væk!

Hvad er en sommerferie i Danmark, uden i hvert fald to tilbagevendende (social) medie-historier, som pressen og omgangskredsen har mange meninger om: 1) Om forældre holder ferie med deres børn og 2) At der er mange børn, der ikke får en ferie sydpå eller i sommerhus og må “nøjes” med en ferie hjemme eller på sommerlejr for ligesindede.

Jeg er ambivalent omkring det første punkt. Mine børn får i hvert fald 6 ugers fri/ferie om året. 5 uger + omsorgsdage om året sammen med mig – mindre af dem sammen med far – men også nogle fridage sammen med os og med bedsteforældrene. Men jeg har også brug for alenetid uden job og børn. Og mit parforhold har også brug for en forlænget weekend hist og pist, omend det kunne trænge til adskillige flere. For vi har også brug for at være kærester og voksne og os selv, hvis vi skal være den bedste slags forældre, vi kan. Vi har også brug for at tanke energi op, hvor vi ikke giver, mere end vi tager og vender “hjem” til ungerne med overskud i bagagen. Jeg har ondt i maven ved tanken om, at der er et antal børn ude i det ganske danske land, der ikke får ferie sammen med mor og far – eller ferie generelt. For det, jeg kan se, efter at ungerne har været hjemme i 3 uger, at de slapper af i krop og sind og udvikler sig på en anden måde.

Til gengæld står jeg helt, helt af, når en af de store børneorganisationer går ud i nyhederne med en talsmand/-kvinde, der på national radio udtaler sig om, at sommerferien for langt de fleste børns vedkommene altid byder på en uge i sommerhus eller en ferie syd på, men for de børn, der har forældre med færre ressourcer socialt og økonomisk, må nøjes med en ferie hjemme, hvor de bor eller på en af børneorganisationens sommerlejre. Øh, holdt stop, talsperson! Jeg har ikke færre ressourcer i pengepungen eller som forælder. Jeg har valgt, at en ferie hjemme er det, vores familie har allermest brug for. Jeg har aldrig som barn været på ferie udenlands med min mor, men det betyder ikke, at jeg ikke har haft verdens bedste ferier. For det er sgu ikke afgørende, hvor man kan prale med, man har været efter ferien, men hvordan ferien føles mentalt og fysisk, når klokken ringer ind igen. Hvor mange gode stunder, man har haft. Jeg ved, at der er børn og voksne, der ikke har ressourcerne, men klap lige hesten med generaliseringerne. Vores ferie er ikke ringe sammenlignet med en ferie på Tenerife. Det kommer an på, hvad man måler værdien i.

For den største værdi for mig i denne ferie er at se, hvordan mine to trolde slapper af. Deres leg er fri og ubesværet og bygger på venskaber på tværs af nabolaget og fri fantasi. Hvor hverdagene byder på skemalagte timer og alt for lidt tid sammen, så skabes legene alle steder p.t. – med og uden voksnes tilstedeværelse. Det føles som om, den ældste er kommet helt ned i gear, og at den lille har taget et kvantespring i sin udvikling. Det varmer mig usigeligt meget, og giver også et lille stik i hjertet, når jeg tænker på, at de har trængt til ferie fra hverdagen Men det er nutidens vilkår. Sådan må jeg tænke på det. Den store smiler fra øre til øre, finder på alt mellem himmel og jord og synger hjemmedigtede sange, hvor en stor del af teksten bygger på, at hun elsker sin mor (nååååårh!). Den lille kan 10 nye ord på ingen tid og hans motorik er blevet SÅ vild! Han går op af rutsjebanen og er så småt ved at lære at cykle på den trehjulede cykel i en alder af knap 19 måneder.

Ville mine børns udvikling så rykke sig endnu længere frem, hvis jeg blev hjemmegående? Det tror jeg ikke. Men det er vigtigt at de får disse pauser, og det bestyrker mig i mine tanker om, at setupppet  for vores familieliv skal gentænkes og justeres, så der bliver flere af disse stunder. Mine børn har brug for andre børn – og voksne for den sags skyld – og de har brug for os, hinanden og for at være sig selv.

Jeg er kommet til et sted i mit moderskab, hvor bøtten er vendt for mig og jeg (ofte) ikke kan få nok af timerne sammen med mine børn. Ærligt: Jeg er lidt overrasket over den ændring. Jeg var rædselsfuld til at være på barsel og glædede mig som en vanvittig til at komme ud blandt andre (voksne) mennesker. Ja, før jeg fik børn, kunne jeg ikke forestille mig at undvære jobbet! Jeg var noget i kraft af mit job. Nu er jeg nogens mor – nej, ikke bare nogens mor: Jeg er E og Vs mor, og det er jeg ved at vænne mig til. Jeg er endnu mere i kraft af dem. Og jeg kan godt li’ det – fraset de søvnløse nætter og en blanding af lillemandens spirende selvstændighed og søsters 4-års-ditto. Og mængden af praktik og vasketøj bliver jeg heller aldrig rigtig fan af.

Mandag er ferien slut, og børnene vender tilbage til vennerne i vuggeren og børnehaven. Forhåbentlig varer sommerens oplevelser og udvikling ved, og de har fået overskud, fysisk og mentalt. En ting er sikkert. Det har været en god ferie for os alle, hvor vi har lavet alt og ingenting sammen. Børnene har knyttet tættere venskaber til børnene i nabolaget og har leget på nye vilkår. Selv om jeg ikke har ligget stille eller vendt så meget som én side i romanerne på hylden, men i stedet har serviceret og ryddet op og vasket tøj og leget og konflikthåndteret og luget ukrudt og plukket og renset 10 kilo solbær, så føler jeg også, at jeg har slappet af og været den slags mor, jeg alllerhelst vil være, og ville ønske, at alle dage kunne være som disse!

Sidste etape

Det er juli og Tour De France er i gang – og jeg kan næsten ikke vente til den sidste etape er kørt! Jeg forstår ikke, at dopede cykelryttere og udsigt til mænds bagdele i trikot, kan rydde HELE sendefladen og tage en god bid af nyhederne også. Nå, pyt med det. Jeg har alligevel ikke mulighed for at sidde i timevis og se TV, så der er ikke noget tabt.

Jeg skyder også sidste etape i gang – de sidste par dage inden sommerferien. Der er nok af opgaver, der skal nåes, men det har på en måde også været en befriende uge, da der ikke er så mange på kontoret, og da manden har været hjemme sammen med børnene og jeg dermed er sluppet for alt det bringe-hente-hurlumhej, hverdagen ellers byder på. Jeg har kunnet stå op, nå at gå i bad, spise morgenmaden, smøre madpakken, og så ud af døren – uden at skulle noget som helst andet end at installere den evigt morgenfriske ældste-tulle med en dyne og en bolle og Ramasjang og info om, at far gerne må vækkes, og så cykle på job.

Downside er, at manden og jeg kun får en uges ferie sammen, fordi mit og hans job skal passes sammen med institutionens lukkeuger. Det er virkelig, virkelig ikke fedt. Børnene, parforholdet og jeg kunne ellers virkelig godt trænge til en seriøs gibbernakker af frihed, der kunne lægge låg på stressniveauet og fyre op for livet. Det er faktisk rigtig trist, når jeg skal være helt ærlig. Det føles SÅ amputeret, at vi glæder os til sommerferien i et helt år, og så stort set ikke har tid sammen. På grund af jobbet. Kan du se ironien?

Vi har ikke planlagt en skid. Så kedelige er vi – som par og forældre – åbenbart. Det er jo både godt og skidt, da vi skal slappe af og tage dagene, som de kommer, men samtidig har en 4-årig tulle, der er ved at eksplodere i ren og skær mangel på venner og leg i en sådan grad, at hun med få minutters mellemrum enten lægger an til kvælertag på sin lillebror for at flytte ham fra legetøjet eller simpelthen ikke kan dy sig for enten at svare igen, spidse trutmunden eller drille lillebror ved at tage hver eneste fu***** ting, han kaster sin kærlighed på. Behøver jeg skrive, at det bliver en anelse anstrengende i længden, og jeg overvejer, om man kan sende hende i børnehave igen? Bare enkelte af dagene? Nårh nej, den er lukket. Damnit!

Den lille er egentlig heller ikke meget bedre, i de timer jeg er hjemme om dagen. Morsyg par excellence eller destruktiv i sit forsøg på at lære, hvordan verden hænger sammen. Men han sover i det mindste 3 timer+ midt på dagen.

Vi får syn for sagen i det faktum, at de er vant til langt mere interessante og adspredende aktiviteter end at være tvangsindlagt til at være hjemme med mor og far. Det starter sgu tidligt. Troede egentlig først, det kom, bedst som man sad i sommerhus og teenagerne drømte om party-party et sted i Østeuropa, eller hvor det nu er hot (eller hvad det så hedder til den tid) om 10 12 15 18 år, og man igen må tage tjansen som total nedern forælder (eller hvad det nu hedder til den tid…).

Der er Legoland på programmet i næste uge. Og alt for mange is. Og en hotelovernatning i støbeskeen med dertilhørende udflugter – med børn – og hvis vejret arter sig også en tur til stranden. Ellers Leos legeland og sukkerdopede børn i klatrestativer og forældre med tomme blikke. Men vi skal heller ikke noget hele tiden. Det er jo sundt at kede sig, siger de kloge og har sagt det, siden jeg selv var 4 – mindst. Så det skal vi! Satser lidt på lidt goodwill fra svigerforældrene og en ordentlig røvfuld legeaftaler.

Men første er der 2 dage med stress og jag, er jeg bange for. Det grimme stressmonster fra fortiden kiggede for alvor frem i dag med mavekramper og ondt i brystet. Hvorfor ender man der igen? Hvorfor har jeg ikke lært mere? Hvorfor har chefen ikke lyttet?

Det får jeg ikke svar på inden ferien. Men jeg glæder mig alligevel til den, selv om den kommer til at bestå at lidt partnertid og store mængder “ulønnet arbejde”, som min mand kalder det efter 3 dage hjemme alene med banditterne. Forhåbentlig bliver det også en ferie, hvor jeg kan sige, at jeg (igen) er 100% in tune med, hvad mine børn gør og tænker (måske endda hvad jeg selv tænker!), og har fulgt deres liv så intenst, at jeg kommer til at føle mig høj på speltmor-følelsen. I hvert fald skal jeg bruge en del tid på at finde løsningen på, hvordan hverdagens gordiske knude løsnes en lille smule, så mavepinen for alvor kan blive pensioneret og jeg kan blive den mor, jeg godt kunne tænke mig at være. Måske endda også den kone, jeg drømmer om at være!?!??