Hej hverdag

IMG_20160731_200148

Dem her, ikke? Dem har jeg ikke savnet de seneste 3 uger! Selv efter en sommerferie, er det som om, min hjerne skrumper ind, hver gang jeg står og kigger ind i køleskabet og skal finde på, hvad poderne skal spise, som både er sundt og mættende og ikke skriger til himlen i ren og skær uopfindsomhed og en snært af pædagog-pleasing.
Og det bliver så ikke bedre af, at eftermiddagsmadsordningen i vuggestuen er nedlagt pr. dags dato, og jeg derfor skal smøre 4 madpakker til de to banditter…

Det så skidt ud i morges, da jeg stod ud af sengen. 1 times manglende søvn på grund af en lille stor pige med mareridt, hvilket endte med, at jeg sov på universets mest latterlige skummadras på hendes værelse. Mind mig lige om, at de snart skal ende på de evige jagtmarker på den lokale genbrugsstation.

IMG_20160731_222334

Hele min krop skreg, at det var naturstridigt, at jeg skulle op kl. 5.20. Benene var tunge, øjnene nægtede at åbnes og spejlbilledet råbte grimme ting efter mig. Børnene havde selvfølgelig – trods alle intentioner og krumspring – nægtet at falde tidligere i søvn, og havde derfor langt fra sovet nok, da de skulle ud af fjerene. Gråd over havregrynene, gummistøvler der blev kastet i raseri gennem entréen og mangel på enhver form for vilje til selvstændighed. Happy happy, joy joy!

I bilen prøvede jeg at pep-talke dem til alt det positive ved at skulle tilbage i institutionen. Hvilke venner min der var tilbage? Al den leg der ventede. Mon den grønne bil og den hvide cykel ventede på dem? (læs: yndlings), hvilke pædagoger ville være der til at tage imod dem? Måske det ikke lød 100% hjertefølt, for det virkede ikke rigtig. Så snart de opdagede, at jeg mente det med at skulle på job seriøst, stak de begge i et hyl og klyngede sig til mine ben. “Nej, du må ikke gå – dig blive her”, skreg den lille. “Jeg vil ikke have, at du går, mor”, sagde den ældste stille. “Neeeej, mig ikke være her – mig bare hjem og se McQueen-film (læs: Cars), græd den lille. Jeg var umådeligt fristet til at tage ham på ordet; pakke begge mine kyllinger under vingen og flygte. Væk, væk, væk fra hverdagen.

Den gik ikke. Jeg var total voksen-kedelig og gentog, at jeg blev nøøødt til at komme på job, og at det jo var mig, som hentede dem igen (læs: 7,5 timer senere). Øv bøv! Det må virkelig være den tungeste mandag i hele året. Der, hvor man synes, man lægger den sjove/søde/overskudagtige mor på is og finder den dumme og kedelige mor frem.

På jobbet ventede 80+ mails og 150 events, som var blevet ændret ved en systemfejl og manuelt skulle rulles tilbage. Velkommen tilbage, du gamle! Der er stadig en hel stribe ulæste mails efter 7 timers arbejdsdag, men det må de så være. De løber nok ingen steder. Og hvis de gør, løber jeg ikke efter dem.

Tilbage i institutionen kl. 15 virkede ungerne som om, det var en hver anden børnehavedag. Som om morgenens modstand var forsvundet som dug for solen. Heldigvis og desværre på én og samme tid. Alt var ved det gamle.

Nu er vi ligesom i gang. Årskalenderen er vendt til med den sidste halvdel af året fremad. Jeg håber, at sidste halvdel af året bliver godt – at det byder på kaffe og taler sødt til mig. At ældstepigen må få de bedste sidste halvår i børnehaven, inden SFO og skole venter (GISP!). At lillemanden må få den bedste børnehavestart lige om lidt (GISP!). At hans hjerte må trives og at de begge må vokse og gro, være tilfredse og spise mig ud af huset. Så skal det nok gå alt sammen alligevel.

Summen af en sommerferie

Jeg vil ikke! Jeg viiiiil ikke! Jeg VIL ikke på arbejde på mandag! Jeg føler mig slet, slet ikke færdig med at holde ferie. Min krop og mit sind har ikke fået nok. Jeg føler mig slet ikke afslappet nok/klar nok/udhvilet nok til frivilligt at åbne min mailboks og tage imod problemer af større eller mindre grad, som skal løses. Helst allerede i går. Det bliver sgu lidt tungt! Mine skuldre er endnu ikke sænket. Seriøst: Jeg spænder op som om musklerne var alt for korte! Jeg sover stadig rigtig dårligt, og bliver lidt skidt tilpas, hver gang jeg tænker på, at der nu venter mere eller mindre et halvt års arbejde før en “rigtig” ferie igen. Det er til at tude over.

Madpakker som skal smøres, madplaner som tilgodeser familiens kalender, tasker skal pakkes og vi skal ud af døren på et bestemt tidspunkt. SUK… Om lidt over 24 timer er ferien forbi.

Børnene er først nu ved at finde et leje, hvor de kan lege selv og sammen, uden konstant at slås eller søge vores voksne deltagelse i leg eller underholdning. De er med andre ord først ved at komme så langt ned i gear, at de også sænker deres parader fra institutionslivets pulserende liv. Det klæder dem ellers ret meget ikke at slås som vanvittige og håndhæve millimeterdemokrati til den store guldmedalje. Det lærer jeg simpelthen aldrig at forstå. Opturen er, at ingen af dem har været syge (7-9-13) eller været på skadestuen eller sådan noget.

Der er blevet ryddet ud i en del af gemmerne, hvilket letter både fysisk og mentalt. Gud, hvor er der meget lort, man gemmer, men aldrig kommer til at benytte igen. Jeg tror, halvdelen af vores kælderrum forsvandt til genbrug eller lossepladsen. Ungernes værelser og tøj fik også en grundig gennemgang. De er vokset som ukrudtet i mine staudebede, er de! Naboens børn fik en del, genbrugsbutikken resten og til min store begejstring, kunne jeg konstatere, at vi har to termosæt og to stort set ubrugte flyverdragter til yngstebarnet til vinter. Yay arvetøj!

Familiebesøg har jeg stort set ikke orket. Sad but true. De bor forholdsvis tæt på, så vi ser hinanden løbende, og ferien skal jo byde på forandring, ikke? For mit vedkommende en lille pause fra den familie, jeg ikke deler hus med.

Hvad har den så bestået af, den ferie? Jo, ser du. De seneste 21 dage fordeler sig sådan her:

  • Antal skønne dage i sommerhus: 4
  • Antal timer uden børn: 24
  • Antal husdyr, som ikke længere er i blandt os: 1 🙁
  • Antal glas kold Asti drukket på terrassen: 0 (#damnit)
  • Antal kilometer intervalløb gennemført: 52,2 km.
  • Antal middagslure sovet eller forsøgt: 5-6 stykker
  • Antal nætter sovet igennem: 3
  • Antal ture i Legoland: 2
  • Antal stykker tøj syet færdigt: 2
  • Antal akavede familiebesøg: 1
  • Antal tøseture med ældstebarnet til København: 1
  • Antal aftenbadeture ved stranden: 3
  • Antal kæresteture til London bestilt: 1
  • Antal pas bestilt 4,5 år før tid: 1
  • Antal gange hvor jeg har drømt om at sende børnene i daginstitution – baaare lige én enkelt dag, men ikke har gjort det: 5
  • Antal Netflix-serier testet og ikke fundet i min smag: 4
  • Antal gange jeg har forsøgt at tale fornuft til min trodsige to-årige: Uden for skala
  • Antal timer sønnike har skreget hysterisk i trods: Jeg magter slet ikke at tælle…
  • Antal gange sønnike har sagt: “Mig elsker dig, mor”: Utallige ( <3 <3 )
  • Antal gange, jeg har fået af vide af ældstepigen, at jeg er kedelig/ikke leger nok/er dum: Uden for skala
  • Antal gange jeg er gået en aftentur under dække af, at jeg trængte til at restituere benene aktivt efter intervalløb, men i virkeligheden bare har cravet bland-selv-slik big time: 10
  • Antal ture i badeland: 4 (Fu*k dig, danske sommervejr)
  • Antal is spist: 4
  • Antal gange jeg har rystet på hovedet af Pokemon Go-“jægere” (inklusiv ham, jeg er gift med): Nok til at få den hovedpine, jeg ikke fik af at pimpe Asti
  • Antal timer helt uden mand og børn: 5
  • Antal øvrige lande besøgt: 0
  • Antal kopper kaffe drukket – hjemmebrygget og over-priced: Præcis nok til ikke at slå mig ihjel
  • Antal gange jeg har fantaseret om ikke at møde på job på mandag: Flere end 21 – mindst én gang om dagen
  • Antal ferier, jeg sammenlagt gerne ville gøre om igen: 1

 

 

Ude godt, men hjemme bedst?

Nå, så gik der en uge. En uge på job efter anden og sidste barsel. En uge uden for husets fire vægge.

Enormt mange mennesker spurgte mig, hvor vidt jeg var nervøs/spændt/ked af/glad for/klar til at starte på job igen – især Lille Vs hjerteforløb taget i betragtning og hele tiden inden. Mit svar var klart: Jeg følte intet omkring jobstarten. Hverken positivt og negativt. Intet. Og det har nok ikke været så skidt igen, hvor koldt, det ellers måske lød. For inden i gædede jeg mig til afveksling fra livet hjemme, kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville komme til at hænge sammen med vores jobs og to børn i institution og var nervøs for, hvordan jeg nu skal jonglere hele setuppet omkring hans hjerte, berøringsangsten fra andres side, hans mange sygehuskontroller og at være på job 37 timer om ugen. Men der var jo ligesom ingen vej tilbage – så hvorfor ikke hoppe lige ud i det. Pengepungen gisper også efter cool cash efter en periode på barselsdagpenge (#pissedumideatværepådagpengeoptiljul).

Det hele var jo lidt, som det plejede efter knap 8 år på samme arbejdsplads. Flex ind, drej nøglen, sid bag skrivebordet. Ungerne havde været overraskende medgørlige denne morgen. Det kunne jeg nok ikke tage som et tegn i sol, måne og stjerner, at det ville blive SÅ let hver morgen.

Selv om 3000 emails, et nyt mailsystem, manglende hukommelse om koder, CMS og øvrige arbejdsgange og et opkald fra vuggestuen om, at min søn muligvis var syg, men at de ville vende tilbage, når han vågnede, måske kan virke skræmmende på nogle mennesker, så var den overordnede følelse, da dagen var endt og jeg sad i sofaen: “Var det bare det?”. Jeg havde jo både haft en voksen samtale, havde været på toilettet uden forstyrrelser OG spist mad regelmæssigt – og sønnike var heldigvis ikke syg alligevel. Det var sgu da en field day sammenlignet med livet hjemme!

Andendagen var ungerne mindre medgørlige, men det gik alligevel og med kaffe i koppen (som i øvrigt er blevet gratis i mellemtiden – optur!) koder i hukommelsen, var der kun en vej: Igennem mailboxen! Slet, slet, slet, læs, slet, slet, slet, læs… Easy Peasy. Liiiige indtil jeg skulle til første genopfriskning af vores CMS og diverse tilhørende IT-systemer og alt, hvad der var sket, siden jeg gik fra, følte jeg, mit hoved skulle springe og at jeg ikke kunne rumme mere. Mit stakkels lille hoved har jo kun regnet i milliliter og holdt styr på lillemandens lur, lort og leg, ikke opdateret mkommunale IT-systemer og udtænkt markedsføringskampagner. Shiiiiiiit!!! “Og så tager vi bare resten i næste uge, når du er godt i gang…”. Oh, Gud – der er jo mere!?!!!

Og så gik ugen. Kollegerne begyndte at tale om, hvad de skulle i weekenden og om den årlige julefrokost. Weekend? Nårh ja, det er jo en del af pakken i at gå på arbejde. Og julefrokosten? Tja, havde rent faktisk glemt den og havde planlagt en aften i selskab med manden, katten og Netflix. Kom dog afsted, lyttede til alt fra sladder og seriøse samtaler til fuldemandssnak OG holdt mig vågen helt til kl 24,00!

Ja, og så kom den der weekend. De der to dage, hvor man igen har spillopperne hjemme fra institution og man ikke er på job, men lever, som var man hjemme på barsel igen. ALLEREDE? Hvad skulle vi – andet end babysvømning og tøjvask? Ikke en skid. Gå en tur, lege, vaske op, afkalke kaffemaskinen, støvsuge, vaske gulv og alt det der. Ungerne var i et pokkers humør. Mindstemanden ville stå op hele tiden, men bentøjet er endnu ikke så stærkt. Søster legede dominatrix over for ham, når de skulle dele legetøj, mad eller opmærksomheden fra mor og far – og han syntes at have lært lidt af hende og gav igen, når hun var i centrum. Hyl, skrig, smil og så hyl igen. Mindstemanden kastede op i reseri, søster pillede maden til atomer og råbte “dumme mor” til det meste. Det var bare igen hamrende svært at dele sig. Det var bare igen huslige pligter, kriser ved spisebordet og mangel på sex og samliv. Goddamnit! Et glimt af de sidste måneder af min barsel efter kun en uge.

Ærlig talt. Jeg elsker de to små banditter af hele mit hjerte, men når de er i det hjørne, hvor man prøver at stille begge tilfredse, men aldrig når i mål, så glæder jeg mig faktisk lidt til at komme på job i morgen igen. Sætter uret til kl. 5.10 og så kører ugen igen!

Brugt sommerferie billigt til salg

Første dage efter sommerferien….bum bum bum. That sucks!
Nu kalder madpakker, mandens job, børnehave for ældstebarnet, bringe og hente, ulvetid og hele den daglige trummerum.

Ferien har ikke budt på det vilde. Ferien i Danmark. Strand, leg, Legoland x 3, familieture, besøg, legekammerater, udflugter og leg og badebassin hjemme i haven, luge ukrudt, gå ture, shoppe, grille, drikke morgenkaffes i haven. Men det har bare været så skønt sin egne helt simple måde. Mand og ældstebarnet hjemme også. Et afbræk fra en ellers ret ensom tid hjemme i barselsland. Selskab, nogen at tale med, som ikke slår sig til tåls med da da og titte bøh og en til at tage over på den lille, imens jeg kan nå noget selv og kan være lidt mere sammen med den store. Ja, større krav stiller jeg ikke til min ferie.

Ældstebarnet har nydt at have tiden hjemme, men også savnet venner. Det tager jeg som en god ting. Hun trængte til et afbræk fra børnehavens efterhånden krævende og komplekse liv, hvor pigegruppen, ærligt talt, er nogle stride små mokker og min datter ikke er den stærkeste i det spil. Hun trængte til at være sig selv for den, hun er, og ikke at skulle definere roller dagligt. Men at hun savner dem, betyder også, at hun har fået lov at slappe af.

Jo, hun fik udfordret mig, afprøvet sin position over for mor. Hvad bestemmer hun og hvad bestemmer jeg. Hvor går grænsen og hvor langt kan man gå over den, før de voksne bliver sure. Og når sandheden skal frem, så tænkte jeg i går, at nu var det vidst tiden for hende at komme tilbage i børnehaven, efter en dag med konstant lydspor fra hendes mund fra 5 morgen til 21 aften krydret med tiltrækkeligt meget trods og hysteri. Jeg trængte til lidt ørenlyd…

Ferien har været god og tiltrængt. Også selv om manden og jeg har mødt hinandens grænser et par gange. De historier får du en anden gang, når det lige har bundfældet sig. Jeg har savnet at være to om tingene og at få styr på det, som har stresset mig i hjemmet. Det, jeg hele tiden har udskudt til ferien, og som derfor har hobet sig op.

Igår aftes gruede jeg for, hvordan vi dog ville komme ud af døren. Hvordan det skulle gå alene med to børn igen, hvor den lille ikke længere blot skal have en flaske, men også skal lære at spise andet og ikke just elsker det. Hvordan man timede to børn. Det tror jeg var slettet fra harddisken i løbet af de seneste 3 uger. Heldigvis. For så har jeg alligevel også koblet hverdagen fra.

Og vi kom afsted. Og endda uden hyl og skrig. Og det var umiddelbart et positivt og ret gnidningsfrit gensyn med børnehaven.

Nu er der et år til ferie igen. Og næste etape i vores familieliv hedder 3 sidste måneder hjemme med ham den lille, før han skal starte i vuggestue. Den definitivt sidste gang, jeg er på barsel. 4 måneder til jeg starter resten af mit arbejdsliv. Ikke flere småbørn. Herfra både moderskab og karriere. Knap 5 måneder til den lille fylder et år. Jeg skal prøve at få det bedste ud af det, selv om jeg må indrømme, at jeg glæder mig, til jeg også skal ud af døren om morgenen. Det er den sidste tid som hjemmegående, men jeg er ikke vemodig. Jeg ser frem til at finde rytmen som familie med to forældre på job og gode stunder som familie, når vi alle er hjemme igen.

3-2-1. Nu trækker vi igen i arbejdstøjet og kickstarter hverdagen!