Første børnefødselsdag for klassen

Første børnefødselsdag for klassen

Vi er godt i gang med store-fødselsdagsweekend. Prinsessebarnet fylder 7 år og den får ikke for lidt på fejringskontoen (eller mors konto, for den sags skyld).

I går havde vi klassen på besøg. Vi slog fødselsdagen sammen med en anden pige fra klassen. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Hvis jeg før hen syntes, at børnefødselsdage kunne være hektiske, så tog det lige et trin op af skalaen i går.

22 stk. 0. klasser på relativt lidt plads i haven og tilhørende græsareal bag huset – det føltes indimellem som en eller andet form for selvmordsmission. Knap havde de været der i 5 min, før drengene var ved at smadre hinanden og alt i 2 meters afstand med de balloner, som hang som pynt, 10 min inde i festen græd den første pige og følte sig forurettet og alle gode forsøg på at tale til en eller anden form for skjult fornuft, var spild af kræfter. Jesus – hvad havde vi frivilligt kastet os ud i?

Der har været en tendens til at holde fødselsdagene i legeland eller store idrætsparker eller til at dele klassen op i drenge og piger ved fødselsdage. Jeg har altid været vant til at vil holdt fødselsdagene hjemme, og det har den anden familie, vi holdt fødselsdagen sammen med også. Vi var enige om, at det var overkill at sætte en standard for legeland og tivoli allerede ved deres 7-års fødselsdag.

Men oh my, det er forskel på at have et sted mellem 10 og 18 børnehavebørn hjemme og så at have 22 0. klasser!!!! Set i bakspejlet, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor de foregående fødselsdage i klassen har været holdt ude. Alle vores “forgængere” har også ældre børn på skolen, og jeg kan godt se, at hvis de har prøvet det her tilstrækkeligt mange gange, så er man villig til at betale kassen for at slippe for at stå med hele hejset selv, hvis man kan!

Festen blev gennemført, vi havde også 22 børn ved festens afslutning, vi fik bespist dem med pølsehorn, frugt, gnavegrønt, kage og slikposer. Vi fik leget en hjemmelavet 5-kamp med tovtrækning, lakridssnørespisning, slå-søm-i-på-tid-leg, gummistøvlekast og toiletpapirmumie-løb. Alt sammen i strålende solskin udendørs – halleluja!

Status efter 3 timer var to knæ med skrammer på, et utal af pige-dramaer, to mavepustere (delt ud af drengene imellem, forstås), en enkelt fodbold lige i hovedet (på mig), fuckfingre og mega-klamme ord under fødselsdagssang og spisning, en dreng som muligvis får problemer med at få børn på sigt efter en velplaceret fodbold lige i løgene, to piger som allerede nu er fuldstændig ligeglade med, hvad voksne siger og en enkelt lussing uddelt (igen uddelt imellem børnene og ikke fra os voksne, selv om det indimellem kunne virke fristende :-P).

Er det virkelig sådan, det allerede er i 0. klasse? Mavepustere og lussinger og begyndende pige-intriger? I så fald er skolelærere hermed verdens overmennesker. At håndtere sådan en flok barylere mange timer om dagen – hver dag! Håber godt nok, at min egen opfører sig pænt, når hun er ude!

Da alle børn var hentet og vi havde klaret oprydningen, sad vi alle 4 forældre alligevel tilbage med følelsen af, at det havde været en fin fødselsdag. Legene havde fungeret fint og vores piger så glade ud, som de lå på trampolinen og kiggede deres gaver igennem. Ærligt var vi også lidt glade for at overleve, og glade for, at der er et helt år til det sker igen.

Det er alligevel vildt, så meget forskel, der er på at have drenge og piger og på at holde hof for børnehavebørn og skolebørn. Man skulle måske tro, at det var lettere at holde styr på sidstnævnte. Vi er nu den erfaring rigere og klogere. Om vi holder det hjemme næste år, er lidt svært at sige. Egentlig er jeg af den overbevisning, at det bør holdes på det plan, men som sagt forstår jeg så småt godt, at andre med glæde betaler sig fra at rykke det ud.

Jeg ved nu, at man holder børnefødselsdage at to grunde: Fordi man VIRKELIG elsker sine børn og fordi børnefødselsdage er en fin årlig reminder om, at man er glad for, at man fik præcis de børn, man fik – og at man kan sende resten hjem igen.

Nu vil jeg gøre hytten ren igen og bage nogle boller og lave en lagkage. For i eftermiddag kommer familien, og så starter vi fejringen forfra <3

 

Ingen Mother of the year

Ingen Mother of the year

Der er de dage, hvor man bare ikke ligger lunt i svinget til at kvalicficere til mother of the year-titlen. Hvor man jogger i spinaten og bruger resten af dagen på at prøve at håndtere den dumme følelse i maven. I dag  var det noget nær et guilt-trip fra morgen til aften.

Manden min afleverer ungerne i torsdag. I dag havde jeg fri, så jeg tog den lille i børnehave, imens mand og datter cyklede i skole. Jeg skulle en tur forbi min læge kl. 9.00 og tog en hurtig kop kaffe hjemme, inden jeg cyklede ind til lægen. Alt imens min telefon åbenbart lå og hyggede sig på lydløs i tasken. Alt imens manden forsøgte at ringe 3 gange. Jeg så opkaldene 8.30 og læste SMS’en. Gymnastiktøj og biblioteksbøger manglede. Herregud, tænker du måske. Men det gjorde det også i sidste uge, og derfor var jeg knap så afslappet omkring det.

Jeg kunne godt pudse glorien og tænke, at det jo ikke var MIG, der havde glemt det for anden uge i træk. Men hun er MIN datter, og jeg vil meget nødig, at hun ikke har det med i skole, som er nødvendigt for hendes skoledag – hun  skal ikke stå udenfor eller være på sidelinjen unødigt.

Så op på cyklen i en helvedes fart. Mor her trampede i pedalerne, godt hjulpet ppå vej af en heftig cocktail af tidspres, guilt-trip og frustration over min bedre halvdels manglende evne til at huske. Løb ind på skolen. Ingen børn i klassen. SHIT! Var det så gymnastiksalen eller biblioteket, jeg skulle satse på at nå at finde dem i, inden jeg blev nødt til at køre til læge? Jeg satsede på gymnastiksalen og trak heldigvis det længste strå her.

Foran hele klassen fik hun nu sin gymnastiktaske og jeg hang biblioteksbøgerne i hendes garderobe. Lige i dette øjeblik gik det op for mig, at hun skulle præsentere en bog for hele klassen – siddende i en f-ing stor fortællestol – og fortælle og vise billeder. Fra en bog, der ikke lå i tasken! Goddamnit! Ingen mulighed for at nå hjem og hente den, ingen mulighed for at låne den på skolen, eftersom eneste eksemplat lå hjemme på køkkenbordet og larmede i sit fravær. Her var der ingen gymnastikbluse, hun kunne få overhovedet og så var alt godt. Her kunne hun ikke gennemføre det, hun var sat på til. På et podie, for pokker!

Jeg siger dig: Jeg har haft ondt i maven hele dagen. Ikke anet, om jeg skulle blive på skolen og sætte mig i den pokkkers stol sammen med hende og fortælle en historie eller hjælpe hende med at huske. Sige ærgerlig-ærgerlig til lægen, eller lade som ingenting og håbe, at hun kunne huske noget af det eller valgte én af de bøger på biblioteket, som vi har læst. For dem er der altså en del af. Mit hoved kunne ikke slippe det. Så meget fyldte følelsen af at være lortemor nr. 1. Også selv om jeg ikke var den, der havde glemt bogen. Det nyttede ikke rigtig at placere skyld, når barnet ligegyldig hvad ville sidde dér – foran klassen – og skulle sige: Jeg har ikke bogen med.

Det var med lidt nervøse og tunge skridt, jeg gik ind på skolen kl. 13.00. Følte, jeg havde et enormt neonskilt over hovedet, hvor der stod “hende moren, der glemte”. For pokker, det er jo bare en bog. Men min datter trives ikke super fedt med børnehaveklassen p.t. Hendes selvtillid er lav i øjeblikket og så havde vi lige muligvis gravet den følelse dybere ind i hende.

Jeg valgte at spørge ind til, om hun havde præsenteret en bog på biblioteket, selv om hendes mere eller mindre inkompetente forældre ikke havde fået bogen med. Hun kunne ikke skjule sin skuffelse. Av av! Læreren havde så valgt at en anden, der ville, havde præsenteret en bog og at vores datter tager plads i stolen efter påske. Det er en slags plaster på såret. Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg lapper den skuffelse, hun stadig bar på, da vi kom hjem. Bygger hendes selvtillid op til, at hun selvfølgelig skal sidde i den stol og fortælle.

Her kommer mit arbejde mig sandsynligvis til hjælp, da den nyeste bog i Det hemmelige rige-serien faktisk lige er landet på mit skrivebord. Hvis du har en pige i alderen 5-8 år, vil du sikkert vide, at barnet vil være top-begejstret. Din beggejstring er nok sværere at spore. Især, hvis du som jeg har læst alle 25-26 stykker i serien… (#glitterogglimmeroverload) Den vil hun gerne læse og anmelde foran klassen. Den er længe ventet og kan forhåbentlig højne både street-cred, selvtillid og hendes humør efter hendes forældres fuck-up i dag.

Det er ikke let at være skoleforælder. Heller ikke skolebarn med min mand og jeg som forældre, selv om vi prøver at huske og hjælpe. Slet ikke hvis barnet ikke helt er nede med skolen i øjeblikket og manden kan udstikke dessiner fra den anden side af Storebælt, men ikke selv eksekvere. Det er ikke første gang – og sikkert heller ikke sidste gang, jeg/han/vi ikke formår at nå/huske/gøre/hjælpe med det hele. Selvfølgelig kunne hun selv have husket bogen, men hun er kun 6 år. Det er stadig os som forældre, der skal sørge for at rammerne om hendes skolegang er i orden og lære hende at agere i skolen. Det skal vi så liiiige øve os på.

Satser ikke på, at hun som 25-årig skal i terapi på baggrund af denne situation. Jeg accepterer, at jeg ikke får medaljen for mother of the year i år – og sikket heller ikke de kommende år. Det bliver åbenbart ikke lettere at være mor, selv om man har haft tid til at øve sig.