Første børnefødselsdag for klassen

Første børnefødselsdag for klassen

Vi er godt i gang med store-fødselsdagsweekend. Prinsessebarnet fylder 7 år og den får ikke for lidt på fejringskontoen (eller mors konto, for den sags skyld).

I går havde vi klassen på besøg. Vi slog fødselsdagen sammen med en anden pige fra klassen. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Hvis jeg før hen syntes, at børnefødselsdage kunne være hektiske, så tog det lige et trin op af skalaen i går.

22 stk. 0. klasser på relativt lidt plads i haven og tilhørende græsareal bag huset – det føltes indimellem som en eller andet form for selvmordsmission. Knap havde de været der i 5 min, før drengene var ved at smadre hinanden og alt i 2 meters afstand med de balloner, som hang som pynt, 10 min inde i festen græd den første pige og følte sig forurettet og alle gode forsøg på at tale til en eller anden form for skjult fornuft, var spild af kræfter. Jesus – hvad havde vi frivilligt kastet os ud i?

Der har været en tendens til at holde fødselsdagene i legeland eller store idrætsparker eller til at dele klassen op i drenge og piger ved fødselsdage. Jeg har altid været vant til at vil holdt fødselsdagene hjemme, og det har den anden familie, vi holdt fødselsdagen sammen med også. Vi var enige om, at det var overkill at sætte en standard for legeland og tivoli allerede ved deres 7-års fødselsdag.

Men oh my, det er forskel på at have et sted mellem 10 og 18 børnehavebørn hjemme og så at have 22 0. klasser!!!! Set i bakspejlet, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor de foregående fødselsdage i klassen har været holdt ude. Alle vores “forgængere” har også ældre børn på skolen, og jeg kan godt se, at hvis de har prøvet det her tilstrækkeligt mange gange, så er man villig til at betale kassen for at slippe for at stå med hele hejset selv, hvis man kan!

Festen blev gennemført, vi havde også 22 børn ved festens afslutning, vi fik bespist dem med pølsehorn, frugt, gnavegrønt, kage og slikposer. Vi fik leget en hjemmelavet 5-kamp med tovtrækning, lakridssnørespisning, slå-søm-i-på-tid-leg, gummistøvlekast og toiletpapirmumie-løb. Alt sammen i strålende solskin udendørs – halleluja!

Status efter 3 timer var to knæ med skrammer på, et utal af pige-dramaer, to mavepustere (delt ud af drengene imellem, forstås), en enkelt fodbold lige i hovedet (på mig), fuckfingre og mega-klamme ord under fødselsdagssang og spisning, en dreng som muligvis får problemer med at få børn på sigt efter en velplaceret fodbold lige i løgene, to piger som allerede nu er fuldstændig ligeglade med, hvad voksne siger og en enkelt lussing uddelt (igen uddelt imellem børnene og ikke fra os voksne, selv om det indimellem kunne virke fristende :-P).

Er det virkelig sådan, det allerede er i 0. klasse? Mavepustere og lussinger og begyndende pige-intriger? I så fald er skolelærere hermed verdens overmennesker. At håndtere sådan en flok barylere mange timer om dagen – hver dag! Håber godt nok, at min egen opfører sig pænt, når hun er ude!

Da alle børn var hentet og vi havde klaret oprydningen, sad vi alle 4 forældre alligevel tilbage med følelsen af, at det havde været en fin fødselsdag. Legene havde fungeret fint og vores piger så glade ud, som de lå på trampolinen og kiggede deres gaver igennem. Ærligt var vi også lidt glade for at overleve, og glade for, at der er et helt år til det sker igen.

Det er alligevel vildt, så meget forskel, der er på at have drenge og piger og på at holde hof for børnehavebørn og skolebørn. Man skulle måske tro, at det var lettere at holde styr på sidstnævnte. Vi er nu den erfaring rigere og klogere. Om vi holder det hjemme næste år, er lidt svært at sige. Egentlig er jeg af den overbevisning, at det bør holdes på det plan, men som sagt forstår jeg så småt godt, at andre med glæde betaler sig fra at rykke det ud.

Jeg ved nu, at man holder børnefødselsdage at to grunde: Fordi man VIRKELIG elsker sine børn og fordi børnefødselsdage er en fin årlig reminder om, at man er glad for, at man fik præcis de børn, man fik – og at man kan sende resten hjem igen.

Nu vil jeg gøre hytten ren igen og bage nogle boller og lave en lagkage. For i eftermiddag kommer familien, og så starter vi fejringen forfra <3

 

Legegrupper #2

Legegrupper #2

Jeg har slet ikke fået fortalt om selve legegruppen. Den elskede, hadede, eller hvilket forhold, du nu har til den.

Vi åbnede ballet i sidste uge, og 4 børn fra klassen skulle på besøg. 2 timer var aftalen. I legegruppernes ånd, var det fire klassekammerater, som vores datter ikke leger så meget med. Hun taler i hvert fald aldrig om dem, så lærerne har nok en god pointe i at sætte dem sammen.

Inden de kom, havde jeg tænkt meget over, om vi skulle arrangere noget til at starte på, eller om vi skulle lade det være total fri leg og se, hvor det bar henad. Vores have er gravet op p.t., så normalt ville jeg primært lade dem bruge krudt udenfor, men det er ikke rigtig en mulighed, når de sådan ca. ville stå i mudder til knæene. Så indendøre var et vilkår.

Jeg vaklede mellem, om jeg skulle prøve at sætte en ramme, eller om det netop så skulle være på deres præmisser, når nu det var de voksne, der havde bestemt, at de skulle lege. Når jeg ser på, hvad min datter normalt leger, så kunne jeg godt have min tvivl om, hvorvidt de to drenge i gruppen ville kunne få to timer til at gå med my Little Pony, udklædningslege og Barbier. Selvfølgelig var der biler og sværd på lillebrors værelse, men det var ikke meningen, at de skulle dele op. Måske jeg var for stereotyp i min tænkning af legen?

“Løsningen” blev at gribe i en fortælling, min datter aftenen før havde fortalt fra skoledagen. Næsten hele klassen havde leget cirkus og havde produceret alt fra plakater til billetter og selvfølgelig cirkusnumre. I stedet for at sætte faste rammer, prøvede jeg at prep’e min datter til at de måske kunne lege videre på den leg. Plante et lille frø i hendes fantasi, om man vil.

Showtime!
Dagen kom og alle ungerne invaderede hytten. Og 5 minutter efter, var de alle i gang med at lege cirkus. Drenge som piger. Tanken var, at de skulle vise os en forestilling, når forældrene kom og hentede igen. Så længe viste det sig dog, at de ikke kunne vente. Så mand, mindstemand og jeg blev tilskuere til det store show.

Selv om vi ikke må stille med noget til børnene, men bare lade dem lege, havde jeg bagt boller til dem, da legeaftalen strakte sig til middag. Det viste sig at være et godt træk, for 1,5 time inde i legegruppen, gled parterne fra hinanden. To diskuterede, en slog, min datter blev ked af det, fordi legen ikke kørte efter hendes hoved på hendes territorium og én trak sig fra balladen.

Der blev talt med pædagogiske ord om ikke at slå og om at sige undskyld og om at deles om at bestemme, når der er gæster i huset. Med mad i deres maver og en god gang is i vores, kunne min mand og jeg sende dem ud i legen igen. På det tidspunkt bedømte vi, at det ville være et succeskriterium for legeaftalen, at alle unger ikke skreg i vilden sky, når deres forældre kom. Det kriterium overholdt vi. Hjemmet lignede Jerusalems ødelæggelse, men legegruppen lignede fryd og gammen, da forældrene igen troppede op.

Vi valgte at være ærlige om, at 1,5 time måske var maks. I hvert fald her de første gange, indtil de kender hinanden bedre. Men alt i alt var det gået ok. Man kan nok ikke forvente, at det er fryd og gammen, når 5 vidt forskellige børn, skal lege sammen, fordi de voksne har besluttet det.

Tanker om legegrupper
Jeg forstår egentlig godt, hvorfor legegrupper er kommet ind i billedet. “Kendskab giver venskab”, skriver ForældreFiduser. Det har de nok ret i. Jeg tror i hvert fald, at hvis man havde været mere fokuseret på at skabe forståelse, havde min skoletid været lettere. Det var dengang, hvor mobning bar et nyt buzz-word (og buzz-word endnu ikke var i det danske sprog). Hvis de voksne havde spillet en aktiv rolle for at mindske mobningen. Havde interesseret sig mere for, hvad der skaber en god klasse. På den anden side er jeg ikke vild med det der med, at de voksne blander sig for meget i børnenes leg. Det er lidt et kunstigt koncept, at vi bestemmer, at nu skal dem og dem lege sammen. En anden faktor er, at vi har et ganske normalt hjem at vise frem, selv om det ikke er i BoBedre-segmentet. Der kan være børn, som måske ikke har et hjem at vise – eller som det kan ramme hårdt at vise, at de ikke lever som flertallet økonomisk, socialt eller i forhold til et misbrug i hjemmet. Legegrupperne for stadig en lidt lunken karakter, men bedre end før jeg prøvede det af.

Tips til legegrupper
Vores skole har nogle konkrete “regler” for legegrupper, som jeg afslutningsvis vil dele med jer. Det er måske ganske smart, når legegrupperne er obligatoriske.

  • Legegrupperne må maks vare 1-2 timer.
  • Der må ikke være økonomi forbundet med dem – det må ikke være en børnefødselsdag nr. 2. Det skal afspejle en normal dag i hjemmet.
  • Det er en god idé at få legeaftalerne i kalenderen fra start
  • Det er vigtigt, at alle – så vidt muligt – kan deltage hver gang. Prioriter legegrupperne.
  • Tal med børnene om, hvem der kommer. Tal positivt om legegruppen.
  • Gem evt. ting væk, dit barn ikke ønsker, de andre skal lege med, eller som du ved, barnet er ekstra øm over.
  • Når legegruppen starter, så fortæl børnene samlet, hvad de voksne i hjemmet hedder, vis hvor toilettet er og fortæl kort og tydeligt, hvis der er ting, man ikke må i hjemmet.

Yay mig! F**k dig!

Yay mig! F**k dig!

Hvad skal der til for at skabe en god klasse?

Jeg sad til et klassearrangement i weekenden og talte med nogle af de andre forældre. Emnet var ret naturligt skolestarten, og en del om de omdiskuterede legegrupper. For og imod eller hvad? Er det den rigtige vej til at skabe et godt sammenhold i klassen?

Én far kom med stof til eftertanke til debatten. Han er selv lærer, både for de ældste klasser og for de yngste. Han havde bemærket en ting, som var fællesnævner for problematikkerne – hvad enten det drejede sig om 2. eller 9. klasse: Eleverne er ikke i stand til at sætte sig i andres sted. Deres egne behov er altoverskyggende.

De kan ikke forstå – og forventer, at læreren kan løse – hvorfor Jens og Peter ikke gør som DE siger, når DE vil have det. At alle de andre må indordne sig efter deres behov. Og sådan har de det så stort set alle sammen. Han oplevede det som en stigende tendens. Så er det lidt op ad bakke, ikke? Det er i hvert fald mega tankevækkende.

Hvor var det lige, filmen knækkede? Eller har den altid været det i større eller mindre grad? Hvor har de lært det? Og vigtigst af alt: Hvordan er det lige, vi kommer det til livs? Jeg læste for nogle år siden udtrykket “Mig først frem for 1. maj” – undersforstået at fællesskabet lider en krank skæbne frem for det egoistiske behov. Det er en pokkers klog vending, synes jeg, og selv om jeg ikke selv kan tage æren for den, så kommer den alligevel med her. Var vi lige sådan tilbage i 80érne, da jeg gik i skole? Var vi det på en anden måde, eller havde vi generelt mere respekt for hinanden og det, de voksne sagde?

Det er svært!
Jeg synes, det er en vildt svær balancegang. Mine børn lærer hjemmefra, at man skal huske at tænke på andre, men det kan godt være svært at overbevise dem om, når de bliver tromlet og går et slag i hovedet fysisk eller verbalt af én, som sætter sit eget behov først. Så kan det være svært at sige til dem, at fællesskabet er den rigtige vej.

Jeg er selv opdraget til det kollektive, og er ganske tilfreds med, hvem jeg er som menneske i dag. Men guderne skal vide, at jeg har taget mine slag for det, og jeg har grædt af bitterhed, smerte og følelsen af ensomhed og uretfærdighed. Jeg har tvivlet på mig selv i uoverstigelige mængder, fordi jeg syntes at ende i mine plageånders vold, når jeg gjorde det, jeg fik besked på hjemmefra. Det vil jeg aldrig ønske for mine børn, at de skal opleve.

Jeg vil gerne lære mine børn at være bedre til at passe på sig selv og sige fra. At de ikke skal ende med at være lette at kue, som jeg var. Men hvordan? Jeg er glad for den, jeg er endt med at blive, men pisse led og ked af vejen dertil. Jeg vil gerne styrke dem, men ikke gøre dem til mobbere.

Take a look at yourself
Jeg kan mærke og høre, at de taler om venskab og fællesskab på skolen, og vi har også valgt en skole til vores datter, hvor netop det spiller en stor rolle i tilgangen til eleverne. For noget tid siden var der også en national undersøgelse, der viste, at forældre sætter social trivsel højere end faglighed i skolen. Er der så noget om det? Altså at vi skal have vendt bøtten og have skovlet noget kollektiv tænkning ind i vores unger?

Lola og de andre forældreskabs-guruer har helt sikkert en mening om det, men der findes nok næppe en fyldestgørende mor-manual til det – og helt sikkert ikke et quick-fix. Er nogle pointer, at vi som udgangspunkt skal kigge på os selv som forældre? Skubber vi selv vores egne behov frem i forreste række? Går vi selv til læreren eller de andre med petitesser? Tager vi snakken hjemme ved middagsbordet om, hvad det vil sige at være en god ven, at vente på tur eller at lytte til andre? Tager vi selv diskussionen med vores egne børn, når de ikke opfører sig hensigtsmæssigt? Kort sagt: Tager vi de objektive briller på og tænker på, hvordan vi aktivt kan bidrage til at få det hele til at hænge (bedre) sammen, og om vi selv og vores egne børn spiller en rolle i den sammenhæng?

 

Madpakke-krise (og et tip til at fikse den)

Madpakke-krise (og et tip til at fikse den)

Kender du det? Du stirrer på madkasserne og bliver med ét tom for idéer? Hvis du gør, er du ikke alene. Hvis du aldrig har det sådan, så er jeg imponeret!

Jeg synes, at jeg gør, hvad jeg kan for at variere ugens tema. Men for hunde, det er ikke nemt, når ældstebarnet sværger til rugbrød med leverpostej eller en pølsemad. Så kommer jeg sgu lidt til kort. Hun kan ikke lide figenstænger eller ost eller rosiner eller makrel eller noget af alt det andet, jeg har ladet mig fortælle, at alle børn kan li’. Hun kan i øvrigt heller ikke lide pasta og kødsauce eller pizza… Ok, her er det ikke helt korrekt. For jeg tror faktisk godt, hun kan lide det. Hun har bare sat sig for, at hun ikke vil have det. 6 år og overraskende viljefast, siger jeg bare.

Heldigvis er hun vild med frugt og grønt og det redder dagen ret meget. Og kogte æg kan også lige gå an. Men hvor hårdt jeg end prøver at skabe en madpakke, der er spændende, sund og ikke den samme som i går, så synes jeg stadig, det er svært.

Yngsten har madordning i børnehaven, og han er en mere taknemmelig type, når det kommer til mad. Han kan li’ det meste. Men den ældste skal have 3 madpakker med om dagen – formiddag, middag og eftermiddag – og der skal være energi nok i dem.

Engang spiste hun ingenting. Som i ingenting! Heldigvis er mængderne sat op, men udvalget af ting, hun vil smage på er skrumpet markant. Hun spiser mere til frokost, end jeg gør nu. Så jeg har været ude i mange afkroge af, hvad jeg kan variere den forbandede madpakke med.

I dag prøver jeg grove bananpandekager fra bloggen Valdemarsro.dk (hvis du ikke kender den i forvejen, så går du glip af noget!). Bananpandekager bestående af bananer (surprise!), mel, havregryn, æg og vanillepulver. What’s not to like! De er mega nemme at lave og de mætter ret godt. De er tilmed faldet i prinsessens smag, så jeg satser på, at vi her har en madpakkevinder. Jeg tænker, at de er gode til at give energi formiddag eller eftermiddag og kan holde maven i gang inden næste hovedmåltid.

Du får opskriften her – og skulle du have andre uundværlige tips og opskrifter til sund mad til en kræsen 0.-klasser, så del lige ud, ikke?

Ja ja – de ligner frikadeller på billedet 🙂