Den dag, forældreintra gik amok

Den dag, forældreintra gik amok

I fredags gik forældreintra amok. Pling. Pling. Pling. Jeg opgav at tælle. Og jeg gad ærligt talt ikke kigge. Det var weekend for crying out loud!

Pling. Pling. Pling. Plingeling over hele linjen. Jeg tænkte, at det måtte være en systemfejl. Så meget kunne ingen forældre have at sige omkring kl. 17 en fredag aften.

Pling. Pling. Pling. F*cking pling!

Så måtte jeg jo kigge – teknologien vandt. Det skulle så vise sig, at der ikke var tale om en fejl. 45 beskeder, mine damer (og herrer, hvis nogen skulle have forvildet sig herind). 45 spørgsmål og svar og svar til alle og svar til nogen omkring biografklub, pædagogisk dag, glemte regnbukser (sendt til hele indskolingen), menu i boden og husk lineal til matematik på mandag.

Fair nok at spørge om bio-klub og hvem der er på hvilke hold eller køber voksenbilletter. Men det stikker helt af, når alle skal sige “også mig” eller “ok” eller “Jeg har ikke set Magnus’ grønne regnbukser heller”. Stop lige en halv. Nej, stop jer selv helt! Vi skal lige have en snak om, hvad det er for et medie, vi har med at gøre.

Lad mig minde om, at der er en funktion, der hedder “Svar” og én, der hedder “svar alle”. Use them wisely!

Det er en samtale, hvor nogen spørger, men med mindre man har set de skide regnbukser eller ikke ejer linealer, så tager vi den ikke i plenum, vel? Jeg er ligeglad med, om 5 forældre skriver “ok – og god weekend” til matematiklæreren, eller om nogen IKKE har set de grønne regnbukser. Havde vi talt sammen i klassen, havde vi sikkert knap hørt “ok” eller “ikke mig”, men på et alle-medie som Forældreintra, så hører alle med. Det er svært at overhøre. Tro mig. Også selv om det ikke vedkommer os.

Jeg har hørt rygter – og det er måske, hvad det rent faktisk er – om at nogle skoler har oplevet, at Forældreintra også var en dating-platform. Den del har jeg så ikke oplevet endnu, selv om den giver lidt kulør til mængden af høflighedsfraser og glemte sager. Nu er jeg jo også en gift kvinde, men derfor kunne det alligevel være en sjov detalje – især, hvis man kom til at bruge “svar alle”-funktionen 😀

Forældreintra blev hendes død
Forældreintra er fint, men hvilke regler styrer vi lige efter her? Det er møg-let, og når en lukket Facebook-gruppe blev nedstemt på første forældremøde, så er det jo ganske genialt, at vi har denne smukke platform til fælles. Så hvordan får vi stampet den bedste forældreintra-kultur op af jorden? Er det måske en utopisk drøm, jeg har, at forældreintra kan blive et sted med praktisk og relevant info og halvt eller helt blandet op med ligegyldige tilkendegivelser?

Har I i dine børns klasse talt om, hvordan Forældreintra kan bruges, så vi bliver oplyste og ikke det omvendte? Har du måske nogle gode fif, jeg kan tage med til næste forældremøde – sådan et virkeligt ét ansigt til ansigt?

Jeg vil virkelig gerne lære at elske Forældreintra – især gerne inden barn nr. 2 starter i skole om 5 måneder, så jeg ikke ender med 90 beskeder en fredag aften, hvoraf kun 5 reelt vedkommer mine børn.
Ellers tror jeg sgu, der ender med at stå “Forældreintra blev hendes endeligt” på min gravsten.

 

Første børnefødselsdag for klassen

Første børnefødselsdag for klassen

Vi er godt i gang med store-fødselsdagsweekend. Prinsessebarnet fylder 7 år og den får ikke for lidt på fejringskontoen (eller mors konto, for den sags skyld).

I går havde vi klassen på besøg. Vi slog fødselsdagen sammen med en anden pige fra klassen. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Hvis jeg før hen syntes, at børnefødselsdage kunne være hektiske, så tog det lige et trin op af skalaen i går.

22 stk. 0. klasser på relativt lidt plads i haven og tilhørende græsareal bag huset – det føltes indimellem som en eller andet form for selvmordsmission. Knap havde de været der i 5 min, før drengene var ved at smadre hinanden og alt i 2 meters afstand med de balloner, som hang som pynt, 10 min inde i festen græd den første pige og følte sig forurettet og alle gode forsøg på at tale til en eller anden form for skjult fornuft, var spild af kræfter. Jesus – hvad havde vi frivilligt kastet os ud i?

Der har været en tendens til at holde fødselsdagene i legeland eller store idrætsparker eller til at dele klassen op i drenge og piger ved fødselsdage. Jeg har altid været vant til at vil holdt fødselsdagene hjemme, og det har den anden familie, vi holdt fødselsdagen sammen med også. Vi var enige om, at det var overkill at sætte en standard for legeland og tivoli allerede ved deres 7-års fødselsdag.

Men oh my, det er forskel på at have et sted mellem 10 og 18 børnehavebørn hjemme og så at have 22 0. klasser!!!! Set i bakspejlet, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor de foregående fødselsdage i klassen har været holdt ude. Alle vores “forgængere” har også ældre børn på skolen, og jeg kan godt se, at hvis de har prøvet det her tilstrækkeligt mange gange, så er man villig til at betale kassen for at slippe for at stå med hele hejset selv, hvis man kan!

Festen blev gennemført, vi havde også 22 børn ved festens afslutning, vi fik bespist dem med pølsehorn, frugt, gnavegrønt, kage og slikposer. Vi fik leget en hjemmelavet 5-kamp med tovtrækning, lakridssnørespisning, slå-søm-i-på-tid-leg, gummistøvlekast og toiletpapirmumie-løb. Alt sammen i strålende solskin udendørs – halleluja!

Status efter 3 timer var to knæ med skrammer på, et utal af pige-dramaer, to mavepustere (delt ud af drengene imellem, forstås), en enkelt fodbold lige i hovedet (på mig), fuckfingre og mega-klamme ord under fødselsdagssang og spisning, en dreng som muligvis får problemer med at få børn på sigt efter en velplaceret fodbold lige i løgene, to piger som allerede nu er fuldstændig ligeglade med, hvad voksne siger og en enkelt lussing uddelt (igen uddelt imellem børnene og ikke fra os voksne, selv om det indimellem kunne virke fristende :-P).

Er det virkelig sådan, det allerede er i 0. klasse? Mavepustere og lussinger og begyndende pige-intriger? I så fald er skolelærere hermed verdens overmennesker. At håndtere sådan en flok barylere mange timer om dagen – hver dag! Håber godt nok, at min egen opfører sig pænt, når hun er ude!

Da alle børn var hentet og vi havde klaret oprydningen, sad vi alle 4 forældre alligevel tilbage med følelsen af, at det havde været en fin fødselsdag. Legene havde fungeret fint og vores piger så glade ud, som de lå på trampolinen og kiggede deres gaver igennem. Ærligt var vi også lidt glade for at overleve, og glade for, at der er et helt år til det sker igen.

Det er alligevel vildt, så meget forskel, der er på at have drenge og piger og på at holde hof for børnehavebørn og skolebørn. Man skulle måske tro, at det var lettere at holde styr på sidstnævnte. Vi er nu den erfaring rigere og klogere. Om vi holder det hjemme næste år, er lidt svært at sige. Egentlig er jeg af den overbevisning, at det bør holdes på det plan, men som sagt forstår jeg så småt godt, at andre med glæde betaler sig fra at rykke det ud.

Jeg ved nu, at man holder børnefødselsdage at to grunde: Fordi man VIRKELIG elsker sine børn og fordi børnefødselsdage er en fin årlig reminder om, at man er glad for, at man fik præcis de børn, man fik – og at man kan sende resten hjem igen.

Nu vil jeg gøre hytten ren igen og bage nogle boller og lave en lagkage. For i eftermiddag kommer familien, og så starter vi fejringen forfra <3

 

DIY: Halloween-kostumet er klar

DIY: Halloween-kostumet er klar

Dem, der kender mig ved, at jeg har et lidt anstrengt forhold til Halloween. Det er ikke en “højtid”, der har fået lov at komme under huden på mig. De to foregående år, har vi haft “slik eller ballade”-besøg i nabolaget.

Det kom lidt bag på mig, første gang det skete – var vi virkelig SÅ glade for den tradition? Vi har jo fastelavn. Måske skyldes min vrangvilje også, at de partout skal komme om aftenen og ringe på, når mine søvnfornægtende børn endelig er kommet i seng. For to år siden endte jeg med at gå med en skrigende, lysvågen men mega-træt lille fyr på armen til midnat efter et par trick og treats. Det resulterede i dette skilt.

Sidste år blev mine børn inviteret til at gå med rundt om aftenen og banke på hos folk. Jeg sagde dog nej, da jeg ikke syntes, at en 5-årig og en 2,5-årig skulle ud i aftenmørket. Det var de simpelthen for små til. De havde ikke selv vist interesse for hverken græskarlygter eller udklædning, så jeg tænker ikke, at de føler, jeg fratog dem noget.

Når man så får et skolebarn, så er der mange ting, der ændrer sig. Noget kommer man selv til og andet får man overleveret i fællesskabets gode navn. Bl.a. Halloween-fest i SFO’en. Vil jeg så være den trælse mor, som ikke rigtig synes, det er noget, vi fejrer? Nej, det vil jeg ikke. For barnet giver for første gang udtryk for, at det er noget, hun gerne vil være med til. Det skal hun selvfølgelig have lov til.

Men hvad skal man så være, når man er 6 år og skal til Halloweenfest? Ikke det samme som man kan få i BR eller ToysRUs. Her har hun altid været sin egen (og ret vant til, at mor kan sy det meste…). Barnets ønske er et flagremus-kostume med glimmer på. Og det bliver hun så!

Igår kom dette kostume ud af symaskinen og barnet er tilfreds. Det er moren i øvrigt også 🙂

Halloweenkostume

Vingerne er syet i sort lagenlærred, stivet af med to gange vlies, og har skulder- og håndledsstropper, så hun kan “flagre” alt det, hun vil. Skal de være mere stive, skal der stryges taskeindlæg i. Mønsteret til vinger og maske finder du her.
Masken er af sort mosgummi fra Panduro Hobby og tylskørtet er af sort tyl med glimmerstjerner fra Stof2000.

Så mangler vi bare lidt husblas til håret og lidt læbestift – så er det præcis som damen har ønsket sig.

Halloween, kom bare an. Vi er klar til dig!
Hvis du vil se, hvad jeg ellers går og sysler med på kreafronten, så hop over på Instagram og følg med på @Madebymetten

(Indlægget er ikke sponsoreret på nogen måde. Firmanavne deles kun for at give inspiration)

Yay mig! F**k dig!

Yay mig! F**k dig!

Hvad skal der til for at skabe en god klasse?

Jeg sad til et klassearrangement i weekenden og talte med nogle af de andre forældre. Emnet var ret naturligt skolestarten, og en del om de omdiskuterede legegrupper. For og imod eller hvad? Er det den rigtige vej til at skabe et godt sammenhold i klassen?

Én far kom med stof til eftertanke til debatten. Han er selv lærer, både for de ældste klasser og for de yngste. Han havde bemærket en ting, som var fællesnævner for problematikkerne – hvad enten det drejede sig om 2. eller 9. klasse: Eleverne er ikke i stand til at sætte sig i andres sted. Deres egne behov er altoverskyggende.

De kan ikke forstå – og forventer, at læreren kan løse – hvorfor Jens og Peter ikke gør som DE siger, når DE vil have det. At alle de andre må indordne sig efter deres behov. Og sådan har de det så stort set alle sammen. Han oplevede det som en stigende tendens. Så er det lidt op ad bakke, ikke? Det er i hvert fald mega tankevækkende.

Hvor var det lige, filmen knækkede? Eller har den altid været det i større eller mindre grad? Hvor har de lært det? Og vigtigst af alt: Hvordan er det lige, vi kommer det til livs? Jeg læste for nogle år siden udtrykket “Mig først frem for 1. maj” – undersforstået at fællesskabet lider en krank skæbne frem for det egoistiske behov. Det er en pokkers klog vending, synes jeg, og selv om jeg ikke selv kan tage æren for den, så kommer den alligevel med her. Var vi lige sådan tilbage i 80érne, da jeg gik i skole? Var vi det på en anden måde, eller havde vi generelt mere respekt for hinanden og det, de voksne sagde?

Det er svært!
Jeg synes, det er en vildt svær balancegang. Mine børn lærer hjemmefra, at man skal huske at tænke på andre, men det kan godt være svært at overbevise dem om, når de bliver tromlet og går et slag i hovedet fysisk eller verbalt af én, som sætter sit eget behov først. Så kan det være svært at sige til dem, at fællesskabet er den rigtige vej.

Jeg er selv opdraget til det kollektive, og er ganske tilfreds med, hvem jeg er som menneske i dag. Men guderne skal vide, at jeg har taget mine slag for det, og jeg har grædt af bitterhed, smerte og følelsen af ensomhed og uretfærdighed. Jeg har tvivlet på mig selv i uoverstigelige mængder, fordi jeg syntes at ende i mine plageånders vold, når jeg gjorde det, jeg fik besked på hjemmefra. Det vil jeg aldrig ønske for mine børn, at de skal opleve.

Jeg vil gerne lære mine børn at være bedre til at passe på sig selv og sige fra. At de ikke skal ende med at være lette at kue, som jeg var. Men hvordan? Jeg er glad for den, jeg er endt med at blive, men pisse led og ked af vejen dertil. Jeg vil gerne styrke dem, men ikke gøre dem til mobbere.

Take a look at yourself
Jeg kan mærke og høre, at de taler om venskab og fællesskab på skolen, og vi har også valgt en skole til vores datter, hvor netop det spiller en stor rolle i tilgangen til eleverne. For noget tid siden var der også en national undersøgelse, der viste, at forældre sætter social trivsel højere end faglighed i skolen. Er der så noget om det? Altså at vi skal have vendt bøtten og have skovlet noget kollektiv tænkning ind i vores unger?

Lola og de andre forældreskabs-guruer har helt sikkert en mening om det, men der findes nok næppe en fyldestgørende mor-manual til det – og helt sikkert ikke et quick-fix. Er nogle pointer, at vi som udgangspunkt skal kigge på os selv som forældre? Skubber vi selv vores egne behov frem i forreste række? Går vi selv til læreren eller de andre med petitesser? Tager vi snakken hjemme ved middagsbordet om, hvad det vil sige at være en god ven, at vente på tur eller at lytte til andre? Tager vi selv diskussionen med vores egne børn, når de ikke opfører sig hensigtsmæssigt? Kort sagt: Tager vi de objektive briller på og tænker på, hvordan vi aktivt kan bidrage til at få det hele til at hænge (bedre) sammen, og om vi selv og vores egne børn spiller en rolle i den sammenhæng?