Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

At trække (rokke)tænder ud

At trække (rokke)tænder ud

Hvor cool kan en 6-årig lige være? Ret cool, når det gælder rokketænder. I hvert fald min 6-årige!

Der er blevet rokket løs de sidste dage, og da hun kom hjem fra skole i dag, var det med ordene: “Hey mor, kan du ikke godt hive min rokketand ud. Den er irriterende!”. Øh, jo da. Den klarer mutti her da lige.

Jeg blev egentlig ikke overrasket, for hun har haft tillid nok til mig, til at de to foregående (og eneste) rokketænder, hun har haft, er tager ud ved hjælp af mine fingre. Da hun fik sin første rokketand, ville hun vide, hvordan jeg tabte mine. Hun var en blanding af skeptisk og fascineret, da jeg fortalte hende om, at min mormor havde trukket en del af dem ud. Jeg udelod detaljerne om, at det ikke altid var på den blide måde. Min mormor var sygeplejerske af den gamle skole og børnebørns ømme gummer og rokkende tænder var ikke grund til ekstra fintfølende håndelag. Hun ventede IKKE til den var så løs, at man kunne se den øverste kant! Alligevel syntes hun ikke at være nervøs ved tanken om, at jeg skulle tage hendes rokketænder ud. Det havde jeg så første gang.

Hun er bare generelt cool. Og så er hun vild, når det gælder behovsudsættelse. Tandfeen har aldrig rigtig været et issue herhjemme. Hun var ikke meget over 4 år, før hun kom og fortalte mig, at jeg godt kunne droppe det med at kældernissen eksisterede, for det var jo bare mig. “Nissen” havde jo samme håndskrift og gavebånd som mig”. Observante lille finke! Og når man har den regel, at man svarer børnene ærligt, når de er gamle nok til at spørge om livets betingelser, så måtte jeg krybe til korset. Og da vi kom til tandfeen, ville hun gerne vide, om det var med den, som det var med nissen.
“Hvad tror du?”, spurgte jeg på bedste pædagogiske vis. “Jeg tror, det er dig”, lød svaret.

Derfor gemmer vi ikke mønter under hovedpuden eller andre små hyggelige finurligheder herhjemme. Barnet har selv sat prisen på et helt gebis: Et stk. hestetrailer til Lego Friends-samlingen, når hele perlerækken er røget. Hvad sker der lige for den behovsudskydelse? Selv om jeg altid har været relativt økonomisk bevidst og moden, så tvivler jeg stærkt på, at jeg havde rygrad nok i en alder af 6 år, til at udskyde tanken om en lind strøm af mønter, uden at skulle levere andet end mælketænder. Ok, faktisk anede jeg ikke at fænomenet “tandfeen” eksisterede, før jeg blev voksen. Det brugte man vidst ikke i provinsen i 80’erne.

Jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal blive til noget, hende ældsten. Hun er kæk og cool i de helt rette mængder. Og hun ser ikke mindre cool og kæk ud, nu hvor højre fortand er væk.
Den manglende tand blev fejret med glædeshop i sofaen og udbrud a la “Det er den bedste dag i mit liv!”. Årsagen er vidst mest, at der er gang i en “drengene mod pigerne”-konkurrence på rokketandsfronten henne i skolen, og med mindre de præsterer kollektivt at tabe tænder, så hiver hun pigerne op på en 10-3-føring i morgen. Jeg tror, at hele spændingen over at skulle fortælle det henne i skolen i morgen bobler i hele hendes krop. Hun var i hvert fald ikke svær at få i seng her til aften. Smilende, glad, tandløs og forbasket kær. Shit, jeg er stolt af hende. (…Og ret beæret over den tillid, hun viser mig!) <3

Skolebarnet – hvad pokker skal jeg købe?

Så for pokker, efteråret er sat ind med en lille rask septemberstorm. Og så lige som vi intet tag har på huset og der ligger byggematerialer i hele forhaven. Ja da. Det er 27 år siden, og for min skyld kunne vejrguderne godt have ventet et år mere.

Det kan jeg ikke selv gøre fra eller til i forhold til, men så kan man jo sidde inde og sortere alt det efterårs- og vintertøj, som jeg optimistisk pakkede ned i foråret i håbet om, at de kunne passe det her til vinter også. Men det kan jeg vidst godt skyde en hvid pind efter. Den 6-årige er hoppet fra str. 116 til 128 i flyverdragt og jakke og fra str. 29 til 33 i år i sko. Og den lille er gået fra 98 til 110 i tøj og fra str. 25 til str. 28 i sko på 6 måneder. SHIIIIIT – jeg fodrer dem for godt 😀 Mødrehjælpen kan godt begynde at finde bøjlerne frem.

Børnehavebarnet skal have alt, hvad den kan trække af overtøj og fodtøj til efteråret og vinteren. Han er dreng med stort D. Jeg synes ikke, jeg lavede andet end at forsøge at tørre hans tøj og sko dagligt sidste år, selv om han havde dobbelt op af det hele.

Men hvad med den store?

Der er sket et markant skift i, hvor meget hendes tøj slides og hvor meget hun møger sig til, efter at hun er kommet i skole. Hun er så også markant mindre ude, end hun var i børnehaven. Nok er hun en lille nipsting, men hun har aldrig været sart over for skidt og snavs, klatretræer eller bakker, man kan rulle eller kurre ned af. Alle dele har tiltrukket hende som en magnet!

Selvfølgelig skal hun have flyverdragt, vinterjakke og gode støvler. Men hvad med skibukser og thermostøvler og thermosæt, som vi ikke var kommet helskindet gennem vinteren uden sidste år? Se det er spørgsmålet.

Har foretaget en mindre undersøgelse blandt naboer, lidt familie og en veninde, og her er svaret alt fra “Nej, det skal du ikke investere i, for hun får det ikke brugt, med mindre der kommer rigtig vinter” til “Softshelljakke og regnbukser er vejen frem” inklusiv en variation med thermobukser under regnbukserne” og sidst men ikke mindst “man-må-ikke-gå-ned-på-udstyr”-modellen. Ergo: Jeg er ikke blevet klogere.

Så nu sætter vi trumf på og spørger de sande orakler: Bloglæserne! Lad mig høre: Hvad siger I? Hvad ville I købe til en 0.klasse-pige med almindeligt niveau krudt i røven, selektiv hørelse og nysgerrigheden i god behold?

Et eller andet må være gået efter planen

Et eller andet må være gået efter planen

”Mor, der er 4 røde bogstaver i Lanzarote”, sagde ældsten over morgenmaden, alt imens hun pegede på den (meget lidt) pæne souvenier, hun hev med hjem fra øen, da vi ladede batterierne op januar.
”Det er A og A og O og E, mor”, fortsatte hun.

Det var lidt svært at skjule min benovelse. Hun er jo kun lige startet i 0. klasse, for fa’en!

”Men mor, hvis man bliver i tvivl om, hvor mange røde bogstaver, der er, ved du så, hvad man kan gøre? Man kan bare klappe ordet sådan her: Lan-za-ro-te”.

Det, mine damer og herrer, er hvad man åbenbart får med sig hjem efter 11 skoledage anno 2017. Wow, siger jeg bare! Enhver mor vil ikke stå tilbage for at forherlige eget afkom, men enten er hun ualmindeligt godt med, eller også har 0. klasse fået en seriøs saltvandsindsprøjtning på små 30 år.

Hvad lavede I, da I gik i 0. klasse? Legede, pillede næse og fik læst historier; lærte lidt om klokken og noget om sikker trafik sammen med den tykke landbetjent? Det er i hvert fald det, jeg husker, jeg gjorde, og jeg havde ikke svært ved at lære gennem min folkeskoletid. Vi lærte at tælle til 20, men ikke matematik som sådan og at tælle ned fra hundrede baglæns eller kende ordlyde og røde og blå bogstaver. Ikke før i 1. klasse, hvis jeg husker ret.

Måske jeg ikke helt har fulgt med på skolefronten, men Legeøen, Kaptajn Karlsen, Læsefidusen og MatemaTrix holder tydeligvis, hvad producenterne lover. Shit mand!

Vi sidder ikke og smug-terper herhjemme – hun viser selv interessen, og vi følger med hendes nysgerrighed, det bedste vi har lært. Hun er vild med at genkende bogstaver i alt fra ”omklædningsrum” til ”sauna”, når vi er i svømmehallen, til at besvare 1000 spørgsmål fra hende omkring hvad ting hedder på engelsk, og hvad 8+8 er. Hvis man skal snakke om vinduer i børns læring, så står hendes p.t. på vid gab.

Selv om vi har valgt en skole, som ikke på samme måde har krav om at følge de nationale tests, som folkeskolerne er underlagt, så er der stadig en ordentlig røvfuld læringsmål, der må bonne positivt ud. Måske er det hende, der læser for mig efter jul? Surrealistisk tanke! Det føles jo som for lidt siden, navlestrengen blev klippet, og det var mig, der skulle i livets skole og lære at være hendes mor.

Nok kan jeg føle mig som et notorisk f*ck-up i moderrollen fra tid til anden, men et eller andet må være gået efter planen <3

Nu er det nu

F*ck, mand! Så så man lige mig sidde og lade østrogenet få frit løb i børnehaven i går, imens 30 unger født før 2011 skrålede den sødeste farvelsang til 14 unger fra 2011, som nu definitivt ikke længere går i børnehave. Springet til førskolen er taget nu.

Nu skal vi ikke sove flere gange – om 1,5 time skal den ældste – nu og 11 år frem – træde ind på skolens matrikel til en ny, stor verden. Barnet er klar, det er jeg slet ikke i tvivl om. Om jeg er det, er jeg ikke 100% sikker på, men lige om lidt skal jeg være det.

Der er 100 sommerfugle i hendes mave – mindst. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, selv om hun har iført sig et mentalt cool-suit i dag. Hun ved af gode grunde ikke, hvad hun præcis går ind til, andet end det store, funklende mål, hun har ventet på siden 1. marts 2016, hvor hun blev “en af de store”. Det vi som forældre også har hjulpet særdeles godt med til at bygge en forventning op til.

Det er nok mere os forældre, der har 1000 tanker om skolestart – alt sammen afhængig af, hvordan indholdet af vores egen erfaringsrygsæk ser ud. Minder, følelser, udbytte på godt og ondt. Vi kan hurtigt tillægge “skolen” en bestemt form eller farve. Er farven ikke pæn, skal vi bare huske, at vores børn ikke kan bruge vores opfattelse til noget. De skal danne deres egne erfaringer med åbent sind.

Min egen rygsæk er blandet – primært god, men med en del tunge minder også. Derfor er min største bekymring, om de 10 ungmøer og 11 ungersvende, hun fra i morgen går i klasse med, vil tage godt imod hende og tage vare på mit dyrebareste i verden. Som hendes lærer sagde i sidste uge, da vi besøgte skolen: “Kig omkring på dem, der sidder omkring jer. Dem skal I lære at være gode venner med i mange år. Og det samme gælder for forældrene”. Vi skal alle indgå i nye sammenhænge og få tingene til at køre med – more or less – samme gruppe af børn og voksne i næsten dobbelt så lang tid, som jeg p.t. har været forælder. Hvad enten vi grundlæggende er enige eller ej. Det har vi en pligt til over for vores børn. Så de kan lære det samme.

Tasken er pakket. Hun har nøje udvalgt tøjet og hun virker glad. Det gør mig glad!

“Det er jo ikke rigtig skole endnu”, siger flere omkring mig, som har børn, der forlængst har forladt grundskolen. “Det er førskole”. Det kan sgu godt være – men for hende er det virkeligt. Det ligner skole, det er på skolens område og hun kan ikke komme tilbage til børnehaven = det er skole. Det er der ikke grund til at gå i rette med en knap 6-årig om.

Og det er nu. Vi ses på den anden side 🙂

3,2,1 – giv slip

I går stod Pludseligt-alt-for-store-E med det ene ben halvt ude af børnehaven og det andet halvt inde i skolen. Total crazy! Som en tidligere kollega skrev på Instagram: “Lige pludselig virker det som lang tid siden, du kom forbi med hende i liften”. Det virker både som lysår siden og på samme tid som om, det var i går.

Det er jo ikke mere end 1 år siden, jeg seriøst tvivlede på, at hun overhovedet ville være robust nok til at rumme skolen, når vi nåede 1. marts. Især, når hun græd over ingenting (set gennem mine øjne), og bøjede af i stort set alle situationer og mente, at alle drillede hende, blot de sagde “nej”. Hun ville ikke i børnehave, og søgte tryghed i at færdes blandt de yngre børn i stedet for sine jævnaldrende. Hun har altid været en social, men meget emotionel pige – og ærligt: Jeg var edderma’me bekymret!

Løsningen for os blev, at hun blev knyttet til en fast pædagog i en længere periode i stedet for at skifte gruppekonstellation hver 1-2 månede(r), og at jeg gik midlertidigt ned i tid, hvor jeg kunne tilbyde hende en ugentlig fridag, når hun havde behov for det. Jeg er uendeligt taknemmelig for begge dele! Det gjorde en verden til forskel og har hjulpet hende til at udvikle en enorm styrke, som hun altid har haft, men ikke har vidst, hvordan hun skulle bruge.

I går besøgte vi skolen for første gang. En mindre skole, som vi helst ville have hende ind på og hvor der, mod forventning lige pludselig var en plads til hende. Mere om det i et indlæg for sig selv. Hun har haft en del tanker om, ikke at skulle på samme skole som sine venner – og det har jeg ved Gud også! Den dimension havde jeg ikke overvejet fuldt ud, da jeg traf det valg om skole, som jeg mente ville gavne hende bedst. Trods det, virker hun til at glæde sig.

Jeg burde nok have taget hende med forbi skolen med jævne mellemrum, siden vi fik tildelt pladsen klokken kvart i lukketid, men hun syntes også at tage det med – fristes jeg til at sige – nu nærmest vanlig ro. Hun er simpelthen for cool! Hun var alene i klassen med de andre børn  i 45 minutter og virkede så glad og tilfreds, da vi sagde farvel og på gensyn. “Jeg ville ønske, jeg ikke skulle i børnehave i morgen, mor. Jeg vil meget hellere i skole igen“, sagde hun, før hun lukkede øjnene. Det giver en vildt god mavefornemmelse og en stor følelse af lettelse hos mig.

Vi står vitterligt på tærsklen til noget nyt. Ved afslutningsfesten i børnehaven, knyttede pædagogerne ord på de enkelte børn, da de hver især fik overrakt en afskedsgave. De skulle sammen gætte på, hvem gaven var til ud fra ordene. Hver gang der blev sagt “Hun er en god ven” eller “Hun tager godt imod de nye børn”, råbte flere Es navn. Da det var Es gave, som kom frem, sagde pædagogen kun én ting: “Hun er ven med ALLE!”, før et enstemmigt kor af 5-6-årige råbte: E! Jeps – der blev højvande i moderens øjne! Det er jo helt igennem top-fantastisk! Jeg er så stolt og rørt. Det er lige præcis det, hun er og kan så godt.

Vi skal kun sove 4 gange mere, og så er verden forandret. Vi glæder os alle sammen, for det skal nok blive godt. Vi skal nok lære det – allesammen. Det er jeg sikker på.

Mit nye yndlings-hadeobjekt

Der er mange glæder ved at sende et barn i skole – så mange gaver, man slet ikke vidste, man skulle få. Én af dem er ForældreIntra, og umiddelbart er der ikke et byttemærke på. Pis os’.

Min datter har endnu ikke betrådt skolens matrikel, men starter i den famøse forårs-SFO om 3 uger. Af en eller anden grund, får jeg en del svar a la “Det skal nok gå” eller “I overlever”, når jeg fortæller om, at datteren snart forlader børnehaven. Og det er også meget sødt af svareren at udtrykke omsorg – men jeg er faktisk ikke nervøs for det. Vi glæder os – allesammen – og giver mig bekendt ikke udtryk for andet. Måske de tænker på livet med ForældreIntra, mere end det at sende ens dyrebareste i hele verden over tærsklen til en af de mest skelsættende dele af hendes liv. Ved det ikke, men har efterhånden luret, at jeg med skoleindskrivningen også skrev mig selv om til et tvangsægteskab med ForældreIntra.

I starten af november opfordrede skolelederen og den kommende klasselærer på det kraftigste til, at vi hentede FI-app’en. “Her får I alle vigtige informationer om jeres barns skolegang”, lød det. “Her vil alle invitationer og tilmeldinger ligge”, sagde de. “Allerede fra januar”. Javel!

Og det er jo i og for sig meget godt, at de ligger samlet. Hvad jeg ikke hørte dem sige, var, at jeg allerede inden november måneds udgang ville opdage, at de mente, hvad de sagde. Nu har vi februar, og der er som sagt stadig 3 uger til vores datter starter på skolen og jeg har fået i omegnen af 5-7 ugentlige beskeder via FI. Fra skoleboden, fra læreren, fra kontoret, fra SFO’en, fra den fælles skolelejr (som 0.-klasserne slet ikke skal med på og derfor hverken skal meddele allergier ind eller købe t-shirt til) – og ja, sågar en besked om, at en anden forælder havde skrevet til læreren (blev faktisk betrygget over, at jeg ikke kunne se indholdet).

Hvis der i november 2015 blev sendt over 20 mio. beskeder via FI i Danmark, så ved jeg godt, at jeg kun har set en my af isbjergets top. Oh my f****** God. Det er jo i så fald som at få en blanding mellem et ekstra spædbarn og et nyt Facebook med i handlen. Konstant opmærksomhed og rigtig mange, der kan kommentere konstant på alverdens information, hvoraf halvdelen sikkert ikke vedrører én eller afkommet.

Da jeg var barn, havde jeg en grøn kontaktbog med krøllede hjørner og en liflig duft af lunken madpakke liggende i min taske. I den skrev min min mor med sirlig håndskrift, og min lærer svarede med ulæselige kragetæer. Jeg havde en del ærefrygt over for den – både fordi man altid skulle gå op til kateteret og vise den, hvis der stod noget i den, og fordi jeg er var sådan en irriterende type, som ikke kan kunne forlige mig med tanken om, at der potentielt kunne komme til at stå noget kritisk i den. Noget, der kunne stå der sort på hvidt og nærmest råbe til mig om min egen ufuldkommenhed.

ForældreIntra er i sin grundform ikke en døjt anderledes end kontaktbogen, ud over at det ikke lugter og så (desværre), at ForældreIntra ikke bliver i tasken, når det er weekend, men i stedet er en forholdvis påtrængende opfindelse, så kan råbe helt inde i den private sfære, når familien holder fri sammen. Lige som Facebook er FI altid åbent, og der er en latent mulighed for seriøs FOMO indbygget i det. Her er jeg måske et reaktionært gammelt røvhul, men det bryder jeg mig ikke så meget om. Når jeg har fri, har jeg fri. Jeg skal nok sørge for, at mine børn læser deres lektier og skal også nok spytte en 20’er i fællesgaven til klasselærerens jubilæum. Bare ikke søndag formiddag. Men med FI fornemmer jeg, at det bider én selv i måsen, hvis man tager en kold tyrker fra det en uges tid.

Jeg har endnu til gode at finde ud af præcis hvor meget kommunikation, der kommer til at ligge i FI. “Nyd det, imens du kan…”, fornemmer jeg lidt. Hvor aktive de øvrige forældre er på FI, hvor mange lektier hun får for, hvor mange legegrupper/-aftaler der skal koordineres plus det løse. Jeg fornemmer, at jeg får travlt.

Det er nok næppe det sidste, jeg kommer til at skrive om mit nye yndlings-hadeobjekt. Selv om vi nærmest kun har stiftet bekendtskab, fornemmer jeg, at vi får et langt og vindomsust forhold. Derfor har jeg allerede nu sat foden ned og bedt om en rapport kl. 20 hver aften – hverken mere eller mindre. Realistisk set går den dog nok kun 3 uger endnu. Det er ikke sk*** hensigtsmæssigt at vække ungen efter en times søvn for at øve bogstaret “D” eller tælle i 10’ere.

Fortæl mig noget opløftende og godt ved FI, som har gjort dit liv så meget lettere? Fortæl mig gerne, at det er et uundværligt værktøj – og ikke kun fordi man skal for ikke at være 110% tabt og lige til en indberetning til de sociale myndigheder, hvis man ikke frekventerer sitet 5 gange dagligt. Om ikke andet, så fortæl mig, at jeg hellere må knuselske FI, fordi der, som der står i førnævnte artikel, at der i 2018 venter et andet system, som skal erstatte FI og man derfor skal forholde sig til endnu mere. Hvis du ikke kan det, så hvisk mig gerne blidt i øret, at det er ok at være lidt træt af FI, før vi overhovedet er kommer rigtig i gang.

 

Jeg har lige skrevet et barn op til skole!

F*CK! Jeg har lige skrevet et barn op til skole! Sådan helt formelt og med NemID og det hele.

Oh my, det synes ikke som om, det er ret lang tid siden, jeg skrev det allerførste indlæg på bloggen. Dengang, jeg ikke vidste en skid om at være mor. Lige nu, hvor jeg har overlevet spædbarnsårene, men ganske givet stadig ved noget som helst, når jeg ser på mit moderskab om 5 år fra nu.

Virkeligheden er ret virkelig og stressende, som det er nu, men der var engang, hvor jeg følte mig mega provokeret af folk, der sagde “små børn små problemer, store børn store problemer”, når jeg ikke havde sover i 4 uge og min ældste skreg og nægtede at spise. Hvad fanden bildte de sig ind? Så havde de i hvert fald ikke følt sig, som jeg følte mig lige nu. Jeg følte mig såret, når jeg hørte den sætning.

Jeg havde dengang aldrig forestillet mig, jeg skulle skrive præcis dette: Det havde de nu nok lidt alligevel, men tiden læger måske ikke alle, men så de fleste sår, og hukommelsen er en taknemmelig størrelse. Jeg får stadig ondt i maven, når jeg tænker på min datters spædbarnsspisevægring, men lige nu kan jeg f.eks. ikke huske, hvor lang tid det stod på, eller hvor gammel hun eksakt var, da det endte. Med andre ord: Det føles ikke helt så virkeligt lige nu, og nogle ting er blevet lagt i de rette kasser, imens andre stadig ligger og venter. På et tidspunkt håber jeg også, at min søns hjerteoperation og tiden før, under og efter ender i den rette kasse. For her synes jeg nok, jeg med rette kunne tale om lille barn, store problemer.

Når jeg ser Facebook-opdateringer fra mine kollegers børn eller hører om de problemstillinger, der gør sig gældende med den 13-årige, 15-årige eller 18-årige, så ved jeg godt, at jeg stadig har rigtig meget at lære, og at der er meget andet end søvnløse nætter, mit lille moderhjerte skal kunne klare, når mobning, sociale medier, alkohol, fester, stoffer og sex bliver noget, de skal tage stilling til, og jeg skal forholde mig til. Når jeg skal lære at give slip og holde lidt fast i dem alligevel.

Lige nu har jeg stadig en eller anden form for indflydelse på deres gøren og laden – jeg ved, hvor de er, jeg ved at de er varme, trygge og mætte, at de sover i deres senge om natten og jeg kan tale med og for dem og løse størstedelen af deres konflikter.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan, men jeg føler, at jeg lige har indskrevet hende til at give slip på mig. Gradvist, forstås, men stadig føles det lidt som om.

Skole for pokker. Det er jo der det sker! Det var jo dér, jeg fandt ud af, at min mor ikke var den eneste kilde til sandhed. Det var dér, jeg lærte alt fra noder til unoder og fandt min egen vej. Og det skal hun sgu også. For pokker da, hun skal ikke hænge hjemme i mors skørter. Hun skal ud og blomstre endnu mere som den helt fantastiske pige, hun er.

Jeg er rørt, lidt skræmt og ret forbløffet over, hvor hurtigt tiden er gået og hvor fint et lille menneske, jeg uden manual og med visse startvanskeligheder har formået at skabe. En ny epoke. Skoleklar, men heldigvis langt fra flyvefærdig!