Lidt om legeaftaler

Lidt om legeaftaler

Hvor mange legeaftaler har en gennemsnitlig 4-årig? Jeg synes, det er lidt svært, når mine børn på lige præcis den front er son nat og dag.

Den ældste er maks inkluderende. Hun har altid haft en kæmpe omsorg for andre og udelukker helst ingen. Hun har gamle venskaber og nye venskaber. Hun er typen, der får en ny ven i toget eller på færgen blot ved at sige: “Hej, hvad hedder du? Skal vi lege?”. Hun er egentlig stille af væsen – ikke den mest frembrusende i klassen, men god til at lege og give sig hen til legen. Hun har ikke de vilde kanter, når blot alle er med og får lov at bestemme.

Hendes bror er lige modsat. Han er også født med et omsorgsgen på størrelse med Lolland-Falster, men han er langt mere lukket. Han kan lege med sine biler eller Star Wars-figurer i timevis – eller se Netflix lige så længe, hvis det stod til ham. Det synes at være nok for ham at have sin søster at lege med en hel weekend. Han leger i børnehaven, men trækker sig også, når det bliver for meget.

Da min datter var 4 år, havde hun ofte legeaftaler og spurgte indimellem selv efter dem. Min søn er lige blevet 4 år, og han siger konsekvent nej, hvis jeg spørger,, om han vil have en ven med hjem eller lege med dem.

Jeg vil rigtig gerne, at han får et godt forhold til sine børnehavevenner, men jeg vil heller ikke presse legeaftalerne ned i halsen på ham. Jeg har været så vant til, at min ældste selv rystede dem ud af ærmet, at det kommer til at virke “ualmindeligt”, at min yngste slet ikke efterspørger dem. Modsætningen er tydelig.

Når jeg funderer over det, havde jeg med garanti ikke ret mange legeaftaler, da jeg var fire år – hvis nogen overhovedet. Jeg kan huske, hvor benovet jeg var (og stadig er), over at min datter opsøgte det så aktivt. Det var heller ikke noget, min mor gik op i eller efterstræbte.

Set i bakspejlet, ville jeg måske gerne have været skubbet lidt mere i retningen af et større socialt liv. Jeg tror, det ville have hjulpet mig senere i livet. Men går jeg nu og lægger mine egne oplevelser over på min søn?

Han leger i børnehaven. Mest med pigerne og mest med dem, som enten er yngre end ham selv, eller dem, som har sociale udfordringer. Det virker som om, de flokkes om ham. Han er børnehavens klovnehoved. Ham som fjoller og danser og siger skøre ting, Seriøsitet og koncentration er ikke hans stærkeste side.

Jeg tager mig selv i at være bekymret for, at han ikke får sine sociale relationer. Og ærligt: At han ikke bliver en del af drengenes netværk i den kommende “skolegruppe” i børnehaven, fordi han søger væk fra den. Lige nu er det min bekymring, fordi jeg ikke ønsker, at det skal blive hans bekymring. Giver det mening?

Skal jeg bare lade være med at bekymre mig? Lade ham styre det hele selv og tænke, at han finder sin egen vej? Eller skal jeg prøve at “præge” og hjælpe nye venskaber på vej? Fordi jeg tænker på, hvad jeg selv tænker, ville have styrket mig som både barn og voksen?

Han er kun 4 år – I know – men gode og kærlige råd modtages gerne.

 

 

Stille-juledag

Stille-juledag

Når lillejuleaften og juleaften er overstået, så venter stille-juledag. Den 25. december skal være uden planer, hvis du spørger mig.

Traditionen tro blev ungerne bund-forkælet i går. Så mange gaver, at det halve – bogstaveligt talt – kunne have været nok. Robotter, biler, superheltefigurer, bamser, tøj, Lego Friends og Barbie. De var søde og glade for det hele, og jeg er ret sikker på, at de også er taknemmelige for det, de får. Det er vigtigt for mig, at de midt i havet af gaver husker, hvem gaverne er fra og siger tak for dem. Det er lige så vigtigt, at de ser på, hvad andre får og giver plads til det, uden selv at plage for flere gaver. Det synes jeg generelt, de er rigtig gode til, selv om de kun er 4 og 6 år.

Mine børn mangler ikke noget. Det er relativt sjældent, at jeg køber legetøj til dem, fordi gavmilde familiemedlemmer giver dem gaver til jul og fødselsdag. Men mest af alt nok fordi de enten ynder at tegne og være kreative, eller at lege med yndlingsbilerne igen og igen. Jeg sørger for det, de måtte mangle, og de arver indimellem også ting og tøj, og så føles det hele som nyt for dem. Jeg er glad for den måde, mine børn er børn på og for den måde, de møder andre mennesker på.

Stille-juledag for mig er en dag til ro og eftertanke. Nok blev det sent i går aftes, men børnene var klar 5.00 – sharp! Hvorfor ændre på det, bare fordi det er ferie?!? Den 25. december er nattøj på til middagstid, det er kaffe i rigelige mængder. Det er tid til en lang og kølig gåtur – og til at sidde og se på børnene, som leger med deres ting. Det er tid til at samle Lego og til at finde ting, som er blevet væk.

Det er længe siden, jeg har siddet stille i en time og kigget ud af havedøren, imens vores kat slængede sig op af mit bryst. Kattens intense spinden og lyden af ungernes leg. Jeg sad i vores nye stue, hvilket gjorde mig lidt usynlig for ungernes opmærksomhed. Der var noget over at sidde og se på regndråberne, som ramte vandpytterne i haven. Våd jul og ikke hvid jul. Tænke på alt og ingenting. Tænke på de fine (og meget voksen-praktiske) julegaver, jeg fik i går. Forestille mig – lidt utålmodigt – at tilbygningen snart er indflytningsklar. Hvad jeg gerne vil indrette den med. Tænke på, hvad jeg drømmer om i det nye år, som snart banker på. Og tænke tilbage på nedslagspunkter i 2017, som har været et turbulent og råt år. Tænke på min fødselsdag om nogle dage, og tænke på, hvad jeg egentlig lovede at tage med til nytårsfesten i år.

Det var rart at have tid til at sidde alene og tænke. Det føles ærligt talt som om, jeg ikke har haft tid til, det i over 6 år. Melankolsk, men ikke trist.

Efter en lille times tid, blev jeg “fundet” og der var igen behov for alt, hvad en mor kan og skal tilbyde. Sådan er det – også på Stille-juledag. Forskellen var blot, at jeg ikke skulle på job og at tiden ikke betød noget. Sådan burde det være hver dag. Den 25. december – Juleaftens dags langsomme fætter. Stilhed efter storm, og klart et af årets højdepunkter for mig.

Jeg blev tydeligvis ikke klogere

Jeg blev tydeligvis ikke klogere

Livet med børn er pr. definition kaotisk, og siden det øjeblik, de kom til verden, føles det lidt som at kaste sig ud i frit fald med bind for øjnene. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Der er store og små spring. Dem, hvor man lander blødt lige ved siden af, uden at jorden ryster – og så er der dem, hvor man tumler rundt, bliver trukket i alle retninger af vinden og lander helt vildt hårdt – klask – langt fra det sted, man satte ud fra! Lidt slet i stykker, men ikke nok til ikke at komme på benene igen. Enten i samme eller en ny og lappet form.

Det sker oftere og oftere, at jeg bider mærke i, at jeg er ved at få “store” børn. Vi kan mere på flere tidspunkter, uden at skulle tage hensyn til næste måltid, næste lur, eller om vi har glemt bleer og sut. I sidste uge gav jeg for alvor slip på den sidste rest baby i min yngste. Slut med sut. Baby – slut prut! Ingen lur, ingen ble og ingen sut. Slut prut! Det er fedt på frihedsmåden. Det er kun lidt vemodigt på den måde, hvor det også føles som om, de vokser fra mig, imens jeg vender ryggen til et kort øjeblik.

Men vi kan som sagt mere. Som f.eks. at muge ud i hytten og køre på lossepladsen, uden at det kræver minutiøs forberedelse og en mindre oppakning. Sådan nogle eksotiske ting flotter jeg mig nemlig med på en søndag. Stik den…

Når jeg ikke længere bruger min fulde tid på hele småbørns-hejset, så sætter jeg mig åbenbart ikke ned og puster ud et øjeblik. Så kaster jeg mig ud i endnu flere projekter. Nyder min nyvundne frihed/fritid med at booke kalenderen over evne igen. Det hele lød som en god idé for et halvt år siden – hver for sig. Jeg gav mig ikke lige tid til at overveje, at de hele kombineret er noget af en mundfuld. Og nu står jeg så bogstaveligt talt solidt fast i mudderpølen i min baghave. Imens vi bygger om. Og jeg tager et uddannelsesforløb med en ordentlig røvfuld lektier og en eksamen i efteråret. Og jobbet er kaos i en fusionsperiode. Og jeg kom til at løfte hånden lidt for højt ved sidste forældrerådsvalg i børnehaven. Og Ældsten starter i skole, med alt hvad det indebærer.

Ja ja. Det er selvforskyldt. Og meget spændende på samme tid. Det samme kunne man selvfølgelig sige om det med babyer. Der er ikke så meget andet at gøre, end at stå ved det hele og knokle igennem og bare “gøre det”, selv om det trækker tænder ud, trækker ud til midt på natten og koster spidsen af en jetjager. Igen: Præcis som med babyer.

Jeg blev ergo ikke klogere i første omgang. Men som Tøsedrengene sang, da jeg var barn: Så gik der tid med det – Vi fik noget at bruge tiden til…

Et eller andet må være gået efter planen

Et eller andet må være gået efter planen

”Mor, der er 4 røde bogstaver i Lanzarote”, sagde ældsten over morgenmaden, alt imens hun pegede på den (meget lidt) pæne souvenier, hun hev med hjem fra øen, da vi ladede batterierne op januar.
”Det er A og A og O og E, mor”, fortsatte hun.

Det var lidt svært at skjule min benovelse. Hun er jo kun lige startet i 0. klasse, for fa’en!

”Men mor, hvis man bliver i tvivl om, hvor mange røde bogstaver, der er, ved du så, hvad man kan gøre? Man kan bare klappe ordet sådan her: Lan-za-ro-te”.

Det, mine damer og herrer, er hvad man åbenbart får med sig hjem efter 11 skoledage anno 2017. Wow, siger jeg bare! Enhver mor vil ikke stå tilbage for at forherlige eget afkom, men enten er hun ualmindeligt godt med, eller også har 0. klasse fået en seriøs saltvandsindsprøjtning på små 30 år.

Hvad lavede I, da I gik i 0. klasse? Legede, pillede næse og fik læst historier; lærte lidt om klokken og noget om sikker trafik sammen med den tykke landbetjent? Det er i hvert fald det, jeg husker, jeg gjorde, og jeg havde ikke svært ved at lære gennem min folkeskoletid. Vi lærte at tælle til 20, men ikke matematik som sådan og at tælle ned fra hundrede baglæns eller kende ordlyde og røde og blå bogstaver. Ikke før i 1. klasse, hvis jeg husker ret.

Måske jeg ikke helt har fulgt med på skolefronten, men Legeøen, Kaptajn Karlsen, Læsefidusen og MatemaTrix holder tydeligvis, hvad producenterne lover. Shit mand!

Vi sidder ikke og smug-terper herhjemme – hun viser selv interessen, og vi følger med hendes nysgerrighed, det bedste vi har lært. Hun er vild med at genkende bogstaver i alt fra ”omklædningsrum” til ”sauna”, når vi er i svømmehallen, til at besvare 1000 spørgsmål fra hende omkring hvad ting hedder på engelsk, og hvad 8+8 er. Hvis man skal snakke om vinduer i børns læring, så står hendes p.t. på vid gab.

Selv om vi har valgt en skole, som ikke på samme måde har krav om at følge de nationale tests, som folkeskolerne er underlagt, så er der stadig en ordentlig røvfuld læringsmål, der må bonne positivt ud. Måske er det hende, der læser for mig efter jul? Surrealistisk tanke! Det føles jo som for lidt siden, navlestrengen blev klippet, og det var mig, der skulle i livets skole og lære at være hendes mor.

Nok kan jeg føle mig som et notorisk f*ck-up i moderrollen fra tid til anden, men et eller andet må være gået efter planen <3

Er du ikke lige sød at forklare mig #2

…hvorfor to voksne mennesker både kan blokere cykelstien ved at insistere på at cykle ved siden af hinanden (på ladcykler, that is. Troede faktisk ikke, det var pladsmæssigt muligt, men det var det!), kører over for mørkegult og ikke giver tegn, når de umotiveret drejer ud midt i et kryds – og så ALLIGEVEL skrige skældsord efter den, som forskrækket siger ”pas på”, fordi vedkommende er ved at blive sendt ned og kysse asfalten på grund af dem?

Jeg forstår ikke rigtig, de vil være det eller sig selv bekendt – og slet ikke med børn i vognene. I den situation er det måske værd at ofre en ekstra tanke på, at børn oftest ikke lærer af det, vi siger, men det vi gør. Og at både lidt takt og tegn i trafikken aldrig har skadet nogen. Tværtmiod. Tak. Selv tak. #talordentligt

Er du ikke lige sød at forklare mig

… hvad der lige sker for at få en pose pølle-trus med hjem fra børnehaven? Ikke bare én gang. Vi taler åbenbart fast praksis her.

Hvad sker der lige for ikke at tippe Bruno ud i toilettet, når ungen har gjort i bukserne, i stedet for at pakke den sirligt ind i plastic og lægge den til modning i garderoben?

FYI: Den lugter ikke mindre af lort og mere af kærlighed, fordi den bliver pakket ind og gemt!

Hvad ville der gå af én for at tippe den i kummen og sende den ud i de evige kloakmarker, hvis den ikke er mast ud over det hele? Det fatter jeg simpelthen ikke. Er det en stille reprimande om, at min søn ikke er 110% toilettrænet, selv om han prøver, det bedste han har lært? Er det en ny anbefaling, at personalet ikke må dreje hænderne så meget, at den kan tippe i toilettet?

Sidstnævnte kan jeg godt strege af listen, for som en kollega sagde i ugens løb: Det skete også, dengang hun havde sin søn i børnehave, og han er i dag i den alder, hvor han har sådan et voksenarbejde i forsvaret.

Jeg skal sige dig, hvad det er: Det er pi**e hamrende klamt! Det er, hvad det er. Jeg kæmper stadig lidt med at se begrundelsen.
Please, karma. Lad snart drengen overbevise om, at man altid – som i altid – skal gå på toilettet, når naturen kalder. Så skal jeg ikke bede om mere. Lige foreløbig.

Karma is a bit*h

Hvis du har det lidt stramt med latrinære anekdoter, så tror jeg, du skal skippe dette indlæg. Hvis du godt kan tåle lidt af hvert, så bare bliv hængende. Så klamt bliver det heller ikke.

I går skrev jeg om mangel bestikkelse og dårlig hukommelse. Hold nu op, hvor vi øver herhjemme, og hold nu op, hvor har yngsten taget teten op. Han er på få dage kommet så vidt, at han nu kan holde sig fra han mærker tissetrangen i kælderen, til vi kommer op af trappen og hele vejen i badeværelset og får hans bukser af. Jeg er et stk. proud mamma!

Alt imens manden og jeg sad og gumlede færdig på morgenmaden, kunne vi pludselig høre hans milde røst fra badeværelset.

“Jeg har lavet en pølle i potten”. Der gik lige et øjeblik, før vi reagerede, for sagde han virkelig det? Var vi rigtig vågne? Det ville han da ikke i går?!?? Men jo, den var god nok. Helt af sig selv, var han gået op i badeværelset, havde hevet natbleen af og havde leveret ved kasse 1. Fantastisk! Man skal måske nok være mor, for at juble over sådan en situation, but anyways, han var selv tydelig stolt og stod med et bredt grin, så hans tykke kinder pressede sig op mod øjnene.

Herfra er det bare at øve sig, og de kloge siger, at hvad man gør ofte, bliver man god til.

Fra og med i dag ved vi så, at han bliver vildt god til at sk**e. Det skulle nemlig vise sig, at han 10 minutter efter fik den onde gang diarré.

Så vi er løbet i pendulfart mellem diverse destinationer i vores lille hus og have og til toilettet dagen lang. For han mærker stadig efter, gør han. Og siger til. Han har nået det, de fleste gange, men vaskemaskinen og min brækrefleks har dog kørt overtid i dag. Karma syntes åbenbart, at han skulle øve sig lidt ekstra, når nu den hurdle var overstået – og set i bakspejlet, så er det faktisk lidt komisk. Klamt, men komisk.

Jeg har netop modtaget besked om, at Paw Patrol-flyet ankommer på adressen i morgen, og det er såmen fortjent. Hundrede procent blefri er han ikke, men han gør det så godt til trods for karmas små julelege, at han fortjener det her i ferien, hvor han har god tid til at lege med det. Med lidt held, har jeg en blefri tumling inden længe.

Keep calm and sit tight

Åh ferie! Du er sgu en lækker størrelse! Ikke at jeg helt har holdt ferie endnu rent aktivitetsmæssigt, men bare det at kunne tage dagene i brug og føle, at jeg kommer nogen vegne. Kommer fremad i stedet for at stå i stampe. DET er fedt!

Vi har brudt vores gamle – bogstavelig talt – rådne udestue ned. Den fulgte med huset, og selv om den har været praktisk til barnevognsmiddagslure i regnvejr, roderum, udstrækningsøvelser efter løbeture og ungernes leg (og rod) generelt, så har det aldrig været meningen, at den skulle blive.

I starten skulle den bare ned, men inden for de seneste 2 år, har den skulle ned for at give plads til drømmen om at øge husets størrelse med tætte, tørre, isolerede, brugbare kvadratmeter. Mere om det en anden gang.

Men når man bryder sådan en fætter ned, forsvinder den desværre ikke på magisk vis. Så skal 1 tom træ og tag bæres væk, bæres i traileren og derefter bæres i containeren på lossepladsen. Som sagt, så gjort og mine arme føles 3 kilometer lange, alt imens jeg prøver at fortrænge, at vi opdagede et støbt cementgulv under den tynde gulvbelægning. Bedst som vi troede, fundamentet var af samme ringe byggekvalitet som udestuen, kan vi se frem til at skulle bryde det op med trykluftbor og bære endnu mere. Det skal dog nok blive godt i sidste ende!

Og så har jeg løbet. Løbet fordi jeg vil og ikke for at nå at følge med i hamsterhjulet. Løbet mange gode kilometer allerede – i sol og regn, men med et stort smil på læben. Det føles eksotisk, at have friheden til at løbe en tur kl. 12.00 i stedet for at sidde bag skrivebordet. Det føles fedt at have så store børn nu, at man kan løbe, når man vil, uden at tænke på, hvornår næste flaske skal gives eller om man efterlader den bedre halvdel i total putte-/spise-/ulvetime-kaos. Nu er de så store, at de leger og hygger og dårlig nok opdager, at jeg er væk.

Og det er dét, jeg vil skrive om i dag. Om, hvor fantastisk det er, at høre at de også slapper af og leger sammen og at der går længere imellem, at de trykker hinandens (forkerte) knapper. At de kan bruge det meste af en eftermiddag på at bygge en flexitrax-bane op, og udbygge legen med en ordentlig røvfuld fantasi – SAMMEN. Lige nu har de ikke brug for at få venner på besøg. Det føles som om, de bare har brug for at have hinanden. Det kan man ikke andet end at knus-elske.

Så kan jeg godt sidde dér med en kop kaffe og lytte til radioen og børnenes leg, alt imens jeg føler mig ret lettet og godt til mode. Hvis jeg nu bare sidder helt stille uden at røre mig eller sige noget; lader som om, jeg er usynlig og bare lytter til dem, så er alt godt. På den der måde, som man kunne som barn, når man havde bygget en hule af tæpper under bordet og det føltes trygt og rart at sidde og lytte til verden eller ligge og læse i en bog. For så længe de leger godt, får både de og jeg det, vi trænger allermest til. Tid og hinanden. Og så skal jeg ikke bede om ret meget andet her i min sommerferie.

Det var en lørdag aften

Hvis jeg siger lørdag aften, tænker du måske weekend, venner og vino?Det er i hvert fald et lækkert bud!

Lørdag aften har notorisk et eller andet socialt over sig. Da jeg var barn, gjorde vi det mest i familiekomsammen’er. Da jeg blev 14 år var det noget med forfester og Pisang Ambon (eeeeeewwww!) og Backstreet Boys inden halballet. That’s how we rolled derude på landet.

Så kom jeg i gymnasiet og proceduren var egentlig den sammen, men menuen var ændret til Sorte Svin (er det egentlig forbudt at sige i dag?) og repertoiret var mere ud i Kashmir og andre med halvlangt, semi-fedtet garn. Så blev det fester i min bedste venindes lejlighed, byture og et yderst ynkeligt syn, når vi kl. 5 om morgenen stavrede hjem fra byen og altid lige skulle give den som Chesney Hawkes i sofaen og skråle “I am the one and only” ind i hårbørsten eller en af de tomme ølflasker, før vi dejsede om på sengen. En vane jeg simpelt ikke kan huske, hvornår eller hvordan opstod, men som givetvis var til en del frustration for hendes naboer.

Så kom fe faste parforhold, biografturene og parmiddagene, ja, og efter børnene – lad os være ærlige – de sjældne lørdage, hvor vi kunne få dem passet og have 2-3 timer til at se hinanden i øjnene.

Før var var lørdag lige med fest eller flirt. Nu er jeg 35 og så løber jeg.

Før du tænker: F***, det lyder trist, vil jeg indskyde, at jeg i går sad sammen med mand og gode venner omkring et bord med mega-lækker mad og vendte verdens-situationen, sexlivet og skolestart i random order. SÅ kedeligt er det altså heller ikke efter 30 år, venner, selv om det indimellem kan ligne (og føles) som om, man står med det ene ben i graven.

Jeg synes ganske enkelt, der er noget helt fantastisk over at løbe en lørdag aften. Roen, luften, mennesker på vej til og fra et eller andet: Glade, lidt for sent på den, syngende på cykelstien, forelskede, måske allerede godt beduggede og smider en kompliment eller en frisk kommentar. Alle aldre.

I mens kilometrene passerer, prøver jeg flygtigt at forestille mig, hvor de skal hen, hvis jeg da ikke forestiller mig, hvor rart det bliver, når jeg er godt træt hjemme igen og sidder krøllet sammen i sofaen med kaffe i koppen.

Musik i ørerne og bare derudaf i godt tempo. Det er slet, slet ikke afskrækkende i min verden. Lørdag aften handler vel et eller andet sted om frihed; om at glemme hverdagen lidt, hvad enten det er med løbe- eller dansesko på. Jeg er over stadiet med  nyfødte, der skal have flaske eller min fulde opmærksomhed på alle tider. Jeg er ovre stadiet, hvor jeg vågner med tømmermænd søndag morgen og Ædru-fanden banker på døren. Jeg er ovre tiden, hvor jeg træner for at se ud på en bestemt måde. Jeg gør det fordi, jeg kan li’ det, og fordi det er så befriende at løbe med sine yndlingsbeats i ørerne og skide på, hvad andre gør eller tænker. For ikke at nævne følelsen bagefter. Rusen af runners high giver ikke tømmermænd dagen efter.

Hvad end du laver lige nu, vil jeg bare gerne ønske dig en helt fantastisk lørdag aften. Må den være præcis som du bedst kan lide <3

 

Mit nye yndlings-hadeobjekt

Der er mange glæder ved at sende et barn i skole – så mange gaver, man slet ikke vidste, man skulle få. Én af dem er ForældreIntra, og umiddelbart er der ikke et byttemærke på. Pis os’.

Min datter har endnu ikke betrådt skolens matrikel, men starter i den famøse forårs-SFO om 3 uger. Af en eller anden grund, får jeg en del svar a la “Det skal nok gå” eller “I overlever”, når jeg fortæller om, at datteren snart forlader børnehaven. Og det er også meget sødt af svareren at udtrykke omsorg – men jeg er faktisk ikke nervøs for det. Vi glæder os – allesammen – og giver mig bekendt ikke udtryk for andet. Måske de tænker på livet med ForældreIntra, mere end det at sende ens dyrebareste i hele verden over tærsklen til en af de mest skelsættende dele af hendes liv. Ved det ikke, men har efterhånden luret, at jeg med skoleindskrivningen også skrev mig selv om til et tvangsægteskab med ForældreIntra.

I starten af november opfordrede skolelederen og den kommende klasselærer på det kraftigste til, at vi hentede FI-app’en. “Her får I alle vigtige informationer om jeres barns skolegang”, lød det. “Her vil alle invitationer og tilmeldinger ligge”, sagde de. “Allerede fra januar”. Javel!

Og det er jo i og for sig meget godt, at de ligger samlet. Hvad jeg ikke hørte dem sige, var, at jeg allerede inden november måneds udgang ville opdage, at de mente, hvad de sagde. Nu har vi februar, og der er som sagt stadig 3 uger til vores datter starter på skolen og jeg har fået i omegnen af 5-7 ugentlige beskeder via FI. Fra skoleboden, fra læreren, fra kontoret, fra SFO’en, fra den fælles skolelejr (som 0.-klasserne slet ikke skal med på og derfor hverken skal meddele allergier ind eller købe t-shirt til) – og ja, sågar en besked om, at en anden forælder havde skrevet til læreren (blev faktisk betrygget over, at jeg ikke kunne se indholdet).

Hvis der i november 2015 blev sendt over 20 mio. beskeder via FI i Danmark, så ved jeg godt, at jeg kun har set en my af isbjergets top. Oh my f****** God. Det er jo i så fald som at få en blanding mellem et ekstra spædbarn og et nyt Facebook med i handlen. Konstant opmærksomhed og rigtig mange, der kan kommentere konstant på alverdens information, hvoraf halvdelen sikkert ikke vedrører én eller afkommet.

Da jeg var barn, havde jeg en grøn kontaktbog med krøllede hjørner og en liflig duft af lunken madpakke liggende i min taske. I den skrev min min mor med sirlig håndskrift, og min lærer svarede med ulæselige kragetæer. Jeg havde en del ærefrygt over for den – både fordi man altid skulle gå op til kateteret og vise den, hvis der stod noget i den, og fordi jeg er var sådan en irriterende type, som ikke kan kunne forlige mig med tanken om, at der potentielt kunne komme til at stå noget kritisk i den. Noget, der kunne stå der sort på hvidt og nærmest råbe til mig om min egen ufuldkommenhed.

ForældreIntra er i sin grundform ikke en døjt anderledes end kontaktbogen, ud over at det ikke lugter og så (desværre), at ForældreIntra ikke bliver i tasken, når det er weekend, men i stedet er en forholdvis påtrængende opfindelse, så kan råbe helt inde i den private sfære, når familien holder fri sammen. Lige som Facebook er FI altid åbent, og der er en latent mulighed for seriøs FOMO indbygget i det. Her er jeg måske et reaktionært gammelt røvhul, men det bryder jeg mig ikke så meget om. Når jeg har fri, har jeg fri. Jeg skal nok sørge for, at mine børn læser deres lektier og skal også nok spytte en 20’er i fællesgaven til klasselærerens jubilæum. Bare ikke søndag formiddag. Men med FI fornemmer jeg, at det bider én selv i måsen, hvis man tager en kold tyrker fra det en uges tid.

Jeg har endnu til gode at finde ud af præcis hvor meget kommunikation, der kommer til at ligge i FI. “Nyd det, imens du kan…”, fornemmer jeg lidt. Hvor aktive de øvrige forældre er på FI, hvor mange lektier hun får for, hvor mange legegrupper/-aftaler der skal koordineres plus det løse. Jeg fornemmer, at jeg får travlt.

Det er nok næppe det sidste, jeg kommer til at skrive om mit nye yndlings-hadeobjekt. Selv om vi nærmest kun har stiftet bekendtskab, fornemmer jeg, at vi får et langt og vindomsust forhold. Derfor har jeg allerede nu sat foden ned og bedt om en rapport kl. 20 hver aften – hverken mere eller mindre. Realistisk set går den dog nok kun 3 uger endnu. Det er ikke sk*** hensigtsmæssigt at vække ungen efter en times søvn for at øve bogstaret “D” eller tælle i 10’ere.

Fortæl mig noget opløftende og godt ved FI, som har gjort dit liv så meget lettere? Fortæl mig gerne, at det er et uundværligt værktøj – og ikke kun fordi man skal for ikke at være 110% tabt og lige til en indberetning til de sociale myndigheder, hvis man ikke frekventerer sitet 5 gange dagligt. Om ikke andet, så fortæl mig, at jeg hellere må knuselske FI, fordi der, som der står i førnævnte artikel, at der i 2018 venter et andet system, som skal erstatte FI og man derfor skal forholde sig til endnu mere. Hvis du ikke kan det, så hvisk mig gerne blidt i øret, at det er ok at være lidt træt af FI, før vi overhovedet er kommer rigtig i gang.