Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

Aktiv terapi

God og godt brugt weekend til salg. Vi har været hjemme, og det har virkelig været tiltrængt. I kølvandet på de sidste mange uger – og i særdeleshed den forgangne – er jeg kørt helt ned til sokkeholderne. Tankerne og følelserne, efter at olde ikke er her længere, har fyldt meget, og oveni skal vi forsøge at dele et hjem op. Kommunen kommer og henter alle de hjælpemidler, han havde til låns, huset skal sættes til salg, og vi skal forsøge at danne os et overblik over alle de ting, vi som familie står med her bagefter.

Selv om der er meget, jeg med garanti kunne hjælpe med i hans hjem og i forhold til alt det praktiske, har jeg valgt at være hjemme og lukke ned. Det har virkelig været skønt.

Både hovedet og hænderne har arbejdet. Hovedet med at tænke på stort og småt og prøve at komme overens med, hvad der er sket. Hænderne med at færdiggøre et gammelt projekt, som måske godt kunne have ligget lidt længere, men som giver god mening lige nu.

Jeg har renoveret vores værksted. Hvorfor, tænker du måske? Men sagen er den, at jeg har arvet min bedstefars værktøj, som har en ganske særlig plads i mit hjerte. Allerede fra barns ben af, lærte han mig at arbejde i træ primært. Save, male, hamre og banke. Det blev til mere eller mindre vellykkede projekter, og senere til at reparere ting og sager i hus og have. Bygge og konstruere.

Nu er alle gamle søm og skruet taget ud af væggene, huller er spartlet ud, væggene er malet og al værktøj er tørret af. Når væggene er tørret, begynder puslespillet med at finde en plads til både hans og mit værktøj, så alt får en værdig plads og er klar til nye projekter.
Jeg tror, han ville være glad for, at det som han gennem et liv har samlet og brugt, flytter ind i nyrenoverede “lokaler”. Kender jeg ham ret, ville han have været godt tilfreds med, at jeg har gjort mig umage; at det der betød noget for ham, også betyder noget for mig.

Hver enkelt ting virker så bekendt – jeg har kendt det hele i 30 år, siden jeg første gang fik lov at bruge en hammer. Det er hans, ikke mit. Men jeg passer på det for ham, nu hvor han ikke længere har mulighed for det selv.

Imens malingen tørrede, fik jeg styr på alle de ting, der har ligget og grinet af mig. Papirer i mapper, børneværelser der lignede Jerusalems ødelæggelse, vasketøj og nullermænd der i fællesskab truede med at overtage verdensherredømmet, og pap i garagen fra en gave-rig juleaften. Det hele blev rundet af på fineste vis med et besøg ved oldemors grav, hvor hun snart får følgeskab af oldefar.

Det føles rigtig godt at have udrettet en masse midt i en tid, hvor tristhed har fået overtaget. Det virkede nærmest terapeutisk. Vejret har vist sig fra sin smukkeste side, og det har været helt fantastisk at vågne ved lyden af børnene frem for lyden af vækkeuret. Ingen planer, ud over dem, vi selv har lagt.

Det hele skal nok blive godt og lyst igen – det skal bare lige have sin tid til at synke ind.

img_20170115_203824_567

 

Et liv uden olde

Mange tager livet og hverdagen op til revision, så snart januar banker på – nytårsforsætter: Hvad vil jeg være? Hvad vil jeg bestemt ikke være? Hvordan skal min fremtid se ud?

Knap var januar 2017 i gang, før jeg blev tvunget til at tage mit liv op til revision. I hvert fald hvordan det skal se ud, efter at den lim som har holdt min familie sammen i , forsvandt hårdt og brutalt. Min elskede bedstefar døde en af årets allerførste dage efter mange nedture i forbindelse med en lang sygehusindlæggelse. Hvad der startede som en almindelig infektion, skulle vise sig ikke at være til at slå ned, og han forlod aldrig hospitalet igen.

I dagene op til, stod det nok allerede klart for mig, at det ville blive udfaldet. Jeg havde besøgt ham flere gange om ugen siden indlæggelsen, men i de sidste dage kunne jeg næsten ikke få mig selv til at træde ind på stuen. Ikke fordi jeg ikke ville hjælpe – men det var smerteligt klart, at jeg ikke kunne hjælpe eller modvirke det, som skulle ske. Der er ingen kur for svær alderdom. Så da vi blev bedt om at komme ud på hospitalet og sidde ved ham til det sidste, var ingen af os nok overraskede. Selv om det virkede helt igennem forkert, var det det eneste rigtige.

Nu er han begravet og jeg sidder tilbage med en følelse af, at nogen har lagt et tåget filter over mine øjne. Min hjerne fungerer, men den er lavet af en tyk grød. Jeg græd, da han døde, men ikke så meget i dagene efter. Jeg græd, da han blev begravet, men der kommer ikke tårer i dag. De trykker, men vil ikke ud.

Jeg er glad for, at han fik et langt liv. Med børn, børnebørn og oldebørn. Mine to børn. Han havde job og hus og have. Han nåede at kende min bedstemor i flere end 60 år, før hun døde. Familien hjalp ham, til der ikke var mere at gøre. Det tror jeg, var et godt liv. Sådan et liv håber jeg i hvert fald selv at få.

Min bedstefar levede i en tid, hvor han var delt imellem den gamle og den nye måde at se verden på. Tiden før og efter 2. verdenskrig. Tiden før og efter fordom og frisind. Tiden før og efter kæft-trit-og-retning og moderne pædagogik. Tiden før og efter IT, computer, tablets og telefoner. Tiden før og efter NemID og besparelser i det offentlige. Heldigvis har han fortalt mig en stor del om det, der ligger før den tid, jeg kender.

Jeg mistede min far, da jeg lige var trådt over tærsklen til 20’erne. Det var hårdt, for jeg mistede en person, som ikke havde været i mit liv; som efterlod en enorm mængde ubekendte faktorer og spørgsmål, jeg aldrig ville få svar på. Der var mange håb og drømme for at han blev en del af fremtiden. Det blev han ikke, men han var stadig min far af direkte ophav. Min bedstefar har altid været der – hver dag uden stop, og fyldte til fulde den rolle ud, som min biologiske far valgte ikke at have. Derfor er det som at miste en far igen. Og det gør dobbelt ondt. Minderne med ham er utallige – alt det, han var en del af. Taknemmeligheden er stor, især fordi han levede længe nok til også at opleve mine børn og give dem minder.

Børnene har taget det flot, at han ikke er her længere. Lillemanden forstår det nok ikke endnu, men ældstepigen har taget det meget objektivt. Hun har fulgt forløbet lidt på sidelinjen og har spurgt mig, hvorfor min mor og jeg altid var kede af det, når vi kom hjem fra sygehuset. Vi har fortalt hende, at oldefar var gammel, men at et af hans vigtigste øjeblikke i livet var at blive oldefar til hende og lillebror. Hun ved godt, at oldefar var glad for hende. Hun var med til begravelsen, og hun har været med i hans tomme hus, uden at hun virker tynget, Og sådan skal det være, når man er 5 år.

Nu har jeg ikke længere nogen bedsteforældre og mine børn ingen oldeforældre.
Tabet efterlader et tomrum, som jeg ikke ved, hvem kan fylde ud. Måske ingen skal fylde det ud? Måske skal jeg bare have den tomme plads, så hver gang noget eller nogen rammer den, kan jeg mærke, at jeg stadig mangler ham? Gemme det frie rum, så der altid er plads til at huske, det vi havde sammen, også når hverdagen løber (for) stærkt.

Jeg holder ikke op med at savne i morgen. Heller ikke dagen efter eller dagen efter igen. Nok heller ikke næste år, eller når jeg næsten er gammel. Heller ikke med at elske ham, det han var og det han har givet mig med på vejen. Han er med mig, fordi han har lært mig meget om. Han mangler i mit liv. Allerede. Men jeg er taknemmelig.

Tak for alt!

Du ved det sikkert allerinderst inde,
Selv om jeg sjældent bruger store ord.
Du ved, at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor

-Anne Linnet, “Forårsdag”

Før hverdagens hvirvelvind tager os igen

Fredag fik jeg ferie, lørdag holdt vi familiefest, søndagen er gået med ingenting og fra i morgen kan jeg reelt tale om at have  sommerferie. Starten på den ene uges sommerferie, vi har sammen alle 4. Mandens sidste ferieuge.

Hvorfor er jeg så desperat over, at ugen starter allerede i morgen? Jeg glæder mig så meget til den, men er rædselsslagen for, at den skal gå for stærkt. At vi ikke får tid sammen. At vi skal andet, end bare at være sammen den uge. At nogen vil lægge beslag på den eneste tid, vi har sammen denne sommer, inden hverdagens hvirvelvind igen sender os i alle retninger. Nogen, værende familiemedlemmer, der slår ud med armene og siger “Så har I jo rigtig goooood tid”, og jeg ender med at skulle være vært, der hvor jeg har allermest brug for at være i det nære med min lille enhed.

Det lyder måske forkert, fordi jeg holder meget af min familie i den brede forstand. Jeg rummer dem bare ikke i den dyrebare tid, jeg føler, det er, når vi kun har en uges ferie sammen. Os, som jeg elsker. Efter de sidste år, tager jeg intet for givet, men holder fast med næb og klør i nærværet, roen og enheden. Dertil har jeg været alt for splittet og adskilt fra det og dem.

Du tænker måske, at jeg kan komme til at spilde tiden med at være bange for at miste den. Og her har du fuldstændig ret. Og jeg prøver at give slip på bekymringen. Spørg mig igen om en uge, og jeg ønsker inderligt at kunne svare, at ugen var vedrens længste. På den gode måde!

På lånt tid

Lørdag nat kørte jeg hjem gennem det Østfynske i snedækkede veje og rimtåge. Med hjertebanken og tungen lige i munden, styrede jeg bilen i snegletempo gennem de smalle landeveje. For i bilen sad 4 generationer sammen: En oldemor, en mormor, en mor og en lille datter. Min mormor, min mor, min datter og jeg. 

Imens jeg kørte tænkte jeg på, at jeg for alt i verden skulle køre os sikkert hjem – at der ikke måtte ske noget med dem, jeg holder af og kommer af – og som er en del af mig. At jeg havde ansvaret for dem alle tre.

Vi kom sikkert hjem – uden et hår krøllet på hovederne. Der skete os ikke noget.

I dag – 5 dage senere, fik min mormor 6 måneder mere at leve i…

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke, men jeg føler mig helt lammet og tom inden i. Hun har kæmpet mod kræften siden den dag min lille datter blev født. Gennemgået operationer og kemo en masse. Har haft viljen til at gå igennem det hele – opkastninger, hårtab, vægtab og  smerter i en alder af 82 år. Alt sammen fordi hun ville se sit oldebarn blive 1 år. Derfor virker det så meningsløst, at hun har fået frem til den lilles 2 års fødselsdag, at leve i.

Jeg ved, at datoer og domme af den slags er estimater og forhåbentlig er pessimistisk sat. Men det ændrer ikke på det faktum, at min elskede mormor, der har været der for mig hele mit liv og som er garant for, at jeg er veluddannet og har en tilpas afslappet holdning til at være fjollet i det offentlige rum uden at få røde ører, skråle for min datter imens vi går tur på gaden og som har hjulpet mig til at blive det ressourcestærke menneske, som jeg mener at være i dag. Jeg har været vred på hende, for hun har også virkelig trådt mig over tærene og såret mig. Men hun har altid været der for mig – altid støttet mig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun elsker mig til skyerne og tilbage igen. Og det er 100% gengældt!

Hun er årsagen til, at jeg hver aften synger Solen er så rød mor for min datter – for den sang hun også for mig. I dag løb tårerne ned af mine kinder, imens jeg sang den for Lille E. I lørdags sang de tre ældste generationer den i bilen for familiens yngste. Det mentale billede vil altid bestå. 

Men hvor er det uretfærdigt, at kræften skal vinde over hende. Jeg ved, at hun er en gammel dame – jeg ved, hun er 82 og sandsynligvis ikke har 25 år igen. Men hun har bare altid været så stærk – hun har altid virket så meget yngre – så uovervindelig. Har inspireret mig til at være stærk.
Tanken om, at hun ikke også skal præge min datters liv er ikke til at bære. Da jeg fik nyheden i dag, kunne jeg høre gråden i min morfars stemme. Det er hans kærlighed gennem 60 år, der har fået 6 måneder mere. Hvert ord jeg sagde til min mormor virkede så definitivt: Jeg ville ikke græde, jeg skulle være stærk for hende nu, men ord som “Så skal vi have det bedste ud af tiden” og “Jeg er der for dig, når du har brug for det” eller “Så må du være ærlig om, hvad du får behov for” lød bare alt for definitive og svagelige. Som om, jeg afskrev hende – som om jeg accepterede dommen. For det kan jeg ikke – ikke endnu i hvert fald. Først da røret var lagt på, fik mine tårer frit løb. 6 måneder – det er jo ingenting!

Jeg ved ikke, hvad jeg bedst gør for hende den sidste tid – jeg ved slet ikke noget. Jeg kan ikke se hendes krop ændres i takt med kræftens overtagelse. Det er vidst også meget godt, for det ville give mig mareridt om natten. Jeg kan bare overhovedet ikke forestille mig, at hun ikke skal være her – at jeg ikke kan ringe til hende og fortælle om mit liv, om E og få hendes opbakning. E skulle have haft hendes navn – et navn, jeg altid har elsket. Majestætisk og smukt. 

Åh, det er uretfærdigt, selv om jeg godt ved, at hun har levet et helt liv og er ældste generation af 4 nulevende. For hun er jo en del af mit liv. En del, jeg ikke kan undvære.