Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Er jeg er en pylremor? Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der nok en vis sandhed i det. Mine børn har altid haft en relativ vid komfortzone, og den der med at de stopper, når de kommer for langt væk, den har aldrig rigtig holdt.

Mine unger er ikke svære, selv om de indimellem kan drive mig halvt eller helt til vanvid. De er sgu nogle gode, skønne og fornuftige unger, som har et relativt koncept om verden allerede. Vi skal bare lige arbejde liiiiidt mere med den lilles evne/vane/uvane med at kaste med ting, når han bliver vred. Her er der stadig ret meget rum for forberding…

Well, frem til pointen. Jeg er nok lidt for god til at sige “pas på” – også selv om de er nogle skide søde unger, som kender grænserne. “Pas nu på, når du løber ned af bakken”. “Pas lige på med ikke at cykle for stærkt”. “Pas på, du ikke taber den”. Du ved, den type, hvis indre biograf spiller lidt for meget katastrofefilm, uden at der nødvendigvis er helt så meget grund til det. Eller er der? Er det bare en dårlig vane?

Min mand siger ofte, at så må de sgu slå sig. Så må de lære, at noget var dumt eller farligt. Min fornuft tænker, at han da har ret – de kan og skal ikke pakkes ind i bobleplast hele livet. Mit moderhjerte skriger, at han skal klappe i. For jeg har sgu ikke lyst til, at de skal slå sig hårdt eller ende i noget, der er farligt. Det er et spørgsmål om for lidt og for meget – og jeg er jo ganske udemærket klar over, at jeg skal give slip. Men lad mig lige gøre det gradvist, ikke? 😛

Derfor var det med sammenvredne hænder og med hjertet oppe i halsen og noget nær opkastfornemmelse, at jeg i dag så til imens min 7-årige datter ræsede for fuld smadder ned af en stejl, asfalteret bakke på sit løbehjul. Hurtigere og hurtigere på regnvåd asfalt. Jeg nåede at sige “Pas på. Det kan være glat, når det har regnet” – sådan ca 30 sekunder før hendes far råbte “Bare giv den fuld gas”. Hun lyttede tydeligvis mest efter sin far.

Der skete ikke noget, men der var fuld gang i biografen, siger jeg dig. F**k mand, hvor min krop reagerede, og jeg hadede min mand en lille bitte smule lige dér.

Sådan havde jeg det også lidt dagen før, hvor jeg kommer ud for at tømme postkassen og jeg til min store overraskelse ser min datter cykle ud i rundkørslen for enden af vejen. Du ved, en af de der “rundkørsler”, som bare er tegnet på vejen og som ingen rigtig respekterer alligevel. For mig så det ud som om, at hun  kørte ud uden at se sig for, og en del af mit indre døde lidt i det øjeblik. Der havde hun aldrig været før alene.

Jeg prøvede at forholde mig i ro, til hun igen lavede 2 meter lange bremsespor på vejen foran mig. “Kiggede dig dig for????”, gispede jeg. “Ork ja, mor. Far sagde, at jeg gerne måtte! og der kom jo ingen biler.”
Jeg vil virkelig ikke mistro hende, men jeg er også pinligt bevidst om, hvor distræt, hun i øjeblikket er, og hvor meget hun kører på autopilot.

Mænd ser ikke farer på samme måde som kvinder – og i den henseende kan det godt undre lidt, at det var dem, der var jægerne i stenalderen. Bjørn? Naaaah, den gør nok ikke noget. Haps. Død.
Jeg ved godt, at jeg skal give slip. Og jeg ved også godt, at det nu engang er godt nok, at min mand indimellem bare lader dem gøre ting, så jeg ikke skaber små neurotiske individer, hvor min hensigt er at opdrage dem som selvstændige små væsner med en god portion ben i næsen. Fornuft og følelser er i en indre kamp som vel egentlig bare hedder moderskab.

Jeg hedder Mette og jeg er en pylremor.

Som det siges: Giv mig sindsro til  at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,  mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Imens jeg øver mig, så er der altså en grund til, at kvinder lever længere end mænd (og forsøger at lade vores børn gøre det samme!). 

 

Lillemanden, hjertet og moderskabets sårbarhed

Vi har brugt weekenden på at have super frisk Lille E og super skidt Lille V. Han fik sin MFR-vaccine for 9 dage siden og jeg tænkte først, at det sikkert var den, der spillede ind. Men feberen kører bare stadig op og ned og bliver meget høj ved aftentid, hvor jeg lægger ham i tremmesengen og putter han til natten. Lige der, hvor mit moderhjerte kan blive endnu mere bekymret. Det er jo der, hvor jeg ikke kan holde øje med ham hele tiden. Der, hvor jeg selv må prøve at indhente lidt søvn. Jeg hader det simpelthen – og sover stadig på en madras ved siden af børnenes senge, når de er syge. Jeg VIL vide, at jeg kan gøre noget for dem, hvis de får behov for det.

Når de er syge, er jeg altid bekymret, men for den lilles vedkommende, stikker bekymringerne dybere. Hans hjertesygdom har gjort, at min første tanke er “Er det hjertet?”, når jeg ikke kan finde en umiddelbar forklaring. Ja, også når jeg som nu har store odds for, at det er MFR’en, der spiller ind. Fortsætter sygdommen mere end 1 døgn, kan jeg ikke undsige mig at blive bekymret for, om det nu kunne være noget med hjertet, jeg overser.

Jeg anser ikke mig selv som overpylret omkring hans hjerteproblematik, og han lever et 100% normalt liv, hvis man ikke ser, hvad der er på hans bryst, eller ser hans hjerte eller mellemgulv. Faktisk synes jeg, jeg klarer det godt, alvoren taget i betragtning. Men når snot, vaccine og kendt virus i vuggeren er udelukket, er hjertet og lungerne mit næste kort at trække, når man famler i blinde med syge børn.

Her er mit andengangsmoderskab ufattelig sårbart, på grund af den måde, det er forløbet. Jeg føler mig hudløs og hjælpeløs, når jeg kommer i tvivl om, at jeg gør det helt rigtige for mit syge barn. Om jeg formår at være der fuldt ud for ham. Især, hvis jeg balancerer på den forkerte side af barns anden sygedag og uden udsigt til omsorgsdage og ferie før 1. maj. Når jeg skal bede bedsteforældrene være mine øjne og erfaring, imens jeg sidder bag PC’en på jobbet. Når jeg skal sætte min lid til, at de ved præcis, hvornår de skal gøre det rigtige.
De er p***e kompetente mennesker og de har opfostret ham, jeg elsker (altså voksenudgaven), men de har ikke de oplevelser med i bagagen, som jeg har. Så føler jeg mig så uendeligt langt væk.

Det er ikke altid rationelt, men det er jeg måske nok ikke ene om at føle, når børnene er syge og feberen er høj. Sådan er det at være mor. Med Lille V føles det mange gange, som om jeg balancerer på line over afgrunden med moderskabet på den ene side og moderskab-med-mere på den anden.