Klar til 1. klasse

Klar til 1. klasse

“Jeg glæder mig ikke til at starte i 1. klasse”. Det var ordene fra min ældste, da 0. klasse rindede ud. Jeg ville lyve ppå det groveste, hvis jeg sagde, at det ikke bekymrede mig. Det var sgu lidt tidligt at være skoletræt. Jeg trøstede mig selv med, at hun bare trængte til sommerferie. Jeg troede dog ikke helt på min egen trøst.

Ferien faldt på et tørt sted. Tør som bare pokker var sommeren det eneste rigtige. Fri fra skole, fri til at være sammen. Fri fra det hele for en stund.

Ferien var det eneste rigtige. Ferien var det, der skulle til. For da vi cyklede i fritter i morges, sagde hun:

“Mor, må jeg ikke godt have blomster med til min nye lærer på mandag?”

Selvfølgelig må hun det. Jeg fortalte hende, at det var en god idé. At mange gjorde sådan på 1. skoledag.

“Så vil jeg skrive et kort til hende og skrive, at jeg glæder mig til at starte i 1. klasse”.

De ord både overraskede mig og fyldte mig med glæde. I snart 6 uger har hun på intet tidspunkt nævnt 1. klasse eller nogen forventning til det. Hverken god eller dårlig. Jeg kender hende jo godt. Hvordan kan jeg glemme det?

Når min egen frygt eller bekymring får overtaget, så glemmer jeg, at min datter gør sig mange tanker, føler mange følelser og kommer ofte på magisk vis frem til løsningerne selv. Ofte skal hun “bare” have et lille skub eller en snak om ret og vrang, muligt og umuligt.

Det værste jeg kan gøre er at dele mine tunge tanker med hende. At spørge for meget. Jeg skal vægte mine ord, så hun selv kan komme til sine løsninger eller konklusioner, så de bliver muligheder frem for en form for angst eller vægring. Sådan er moderskabet vel generelt. Vi skal skabe livsduelige børn. Børn, som tør og gør. På den gode og fællesskabs-elskende måde.

Jeg er ærlig for hende. Alderssvarende ærlig. Fortæller hende, hvad der kunne være en mulig løsning og lader det synke ind hos hende. Nogen gange kommer hun overens med mine ord som en løsning. Andre gange beslutter hun, at det stik modsatte er det helt rigtige. Andre gange igen er det en kombination. Men når der er sunket ind, findes oftest en løsning. Vores fælles eller hendes egen.

Hun havde brug for ferie til at føle sig klar til 1. klasse. Til at få slettet tavlen efter et langt år med mange nye sociale og faglige oplevelser. Med nye og andre regler – i klassen og klassekammeraterne imellem. Det er i hvert fald, hvad jeg tror.

Hun havde vidst brug for at komme på afstand og savne. Og på det punkt er hun 100% mit kød, blod og sind. Åh, hvor jeg forstår den følelse.

Jeg håber, hun får verdens bedste skolestart på mandag. At hun får et godt og fedt skoleår i 1. klasse. Jeg forventer, at det bliver en(dnu) en omvæltning og at vi igen og atter igen vil få reaktioner på alt det nye. At hun igen vil blive træt og træt af det og trænge til ferie. Sådan husker jeg i hvert fald selv min skoletid. Jeg havde intet imod min skole og imod at lære, men jeg savnede fra tid til anden at flygte lidt i kortere eller længere tid.

Mandag morgen. Ja, så har jeg en 1. klasser. Store, søde pige. Smukke, tænksomme, følsomme, kærlige barn. Sådan har hun altid været – hvorfor mon jeg få undrede mig over, at hun var det for blot 1 måned siden? Mit moderhjerte skygede for det, jeg godt ved, fordi jeg ønsker alt det bedste for hende. En bedre og blidere skolegang end min egen.

Hun skal få blomster med og skrive sine ord. Og jeg håber, at hun vil blomstre fuldt ud i hele 1. klasse. Gerne resten af sin skoletid, tak!

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Er jeg er en pylremor? Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der nok en vis sandhed i det. Mine børn har altid haft en relativ vid komfortzone, og den der med at de stopper, når de kommer for langt væk, den har aldrig rigtig holdt.

Mine unger er ikke svære, selv om de indimellem kan drive mig halvt eller helt til vanvid. De er sgu nogle gode, skønne og fornuftige unger, som har et relativt koncept om verden allerede. Vi skal bare lige arbejde liiiiidt mere med den lilles evne/vane/uvane med at kaste med ting, når han bliver vred. Her er der stadig ret meget rum for forberding…

Well, frem til pointen. Jeg er nok lidt for god til at sige “pas på” – også selv om de er nogle skide søde unger, som kender grænserne. “Pas nu på, når du løber ned af bakken”. “Pas lige på med ikke at cykle for stærkt”. “Pas på, du ikke taber den”. Du ved, den type, hvis indre biograf spiller lidt for meget katastrofefilm, uden at der nødvendigvis er helt så meget grund til det. Eller er der? Er det bare en dårlig vane?

Min mand siger ofte, at så må de sgu slå sig. Så må de lære, at noget var dumt eller farligt. Min fornuft tænker, at han da har ret – de kan og skal ikke pakkes ind i bobleplast hele livet. Mit moderhjerte skriger, at han skal klappe i. For jeg har sgu ikke lyst til, at de skal slå sig hårdt eller ende i noget, der er farligt. Det er et spørgsmål om for lidt og for meget – og jeg er jo ganske udemærket klar over, at jeg skal give slip. Men lad mig lige gøre det gradvist, ikke? 😛

Derfor var det med sammenvredne hænder og med hjertet oppe i halsen og noget nær opkastfornemmelse, at jeg i dag så til imens min 7-årige datter ræsede for fuld smadder ned af en stejl, asfalteret bakke på sit løbehjul. Hurtigere og hurtigere på regnvåd asfalt. Jeg nåede at sige “Pas på. Det kan være glat, når det har regnet” – sådan ca 30 sekunder før hendes far råbte “Bare giv den fuld gas”. Hun lyttede tydeligvis mest efter sin far.

Der skete ikke noget, men der var fuld gang i biografen, siger jeg dig. F**k mand, hvor min krop reagerede, og jeg hadede min mand en lille bitte smule lige dér.

Sådan havde jeg det også lidt dagen før, hvor jeg kommer ud for at tømme postkassen og jeg til min store overraskelse ser min datter cykle ud i rundkørslen for enden af vejen. Du ved, en af de der “rundkørsler”, som bare er tegnet på vejen og som ingen rigtig respekterer alligevel. For mig så det ud som om, at hun  kørte ud uden at se sig for, og en del af mit indre døde lidt i det øjeblik. Der havde hun aldrig været før alene.

Jeg prøvede at forholde mig i ro, til hun igen lavede 2 meter lange bremsespor på vejen foran mig. “Kiggede dig dig for????”, gispede jeg. “Ork ja, mor. Far sagde, at jeg gerne måtte! og der kom jo ingen biler.”
Jeg vil virkelig ikke mistro hende, men jeg er også pinligt bevidst om, hvor distræt, hun i øjeblikket er, og hvor meget hun kører på autopilot.

Mænd ser ikke farer på samme måde som kvinder – og i den henseende kan det godt undre lidt, at det var dem, der var jægerne i stenalderen. Bjørn? Naaaah, den gør nok ikke noget. Haps. Død.
Jeg ved godt, at jeg skal give slip. Og jeg ved også godt, at det nu engang er godt nok, at min mand indimellem bare lader dem gøre ting, så jeg ikke skaber små neurotiske individer, hvor min hensigt er at opdrage dem som selvstændige små væsner med en god portion ben i næsen. Fornuft og følelser er i en indre kamp som vel egentlig bare hedder moderskab.

Jeg hedder Mette og jeg er en pylremor.

Som det siges: Giv mig sindsro til  at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,  mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Imens jeg øver mig, så er der altså en grund til, at kvinder lever længere end mænd (og forsøger at lade vores børn gøre det samme!). 

 

Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

Kan du gætte, hvad det er?

Kan du gætte, hvad det er?

Hvis du kan gætte, hvad dette forestiller, så… Ja, så har du min fulde respekt. Jeg tror nok, jeg har fornærmet mit ældste barn på det groveste, fordi jeg stillede spørgsmål ved, hvad det forestillede. Det er jo klart, at det er…? Ja, hvad er det? Kom med dit bedste bud, så vi én gang for alle kan få afklaret, om jeg skal have (endnu) stærkere briller? 😀 😀 😀

Du får en ledetråd: Det er et dyr…

Kan du gætte et dyr?

Kvarterets ravnemor

Jeg er pænt sikker på, at der bliver hvisket i krogene på gaden over os henne i det gule hus. Ikke nok med at vi er til heavy metal, er under 60 år og at håndværkerne larmer og ryster de efterhånden aldrende beboere ud af deres daglige rutiner – så er vi også dem med barnet, der løbet ude i mørket!

Guderne (og faste læsere – same same :-D) skal vide, at mine børn ikke har for vane at sove længe. Faktisk praktiserer de ikke rigtig det med at sove. Jeg er altid vildt fascineret, når andre fortæller om børn, der sover til kl. 7.00. Og endnu mere, at andre kalder det tidligt! Mine børn sover senest til 5.00 og har aldrig gjort det, lige meget hvor mange krumspring, jeg har prøvet. 5.00. Maks!

Derfor er det p.t. ikke uhørt at se en 6-årig iført gummistøvler, jakke og lommelygte traske rundt omkring vores hus. Hun er helt nede med det begyndende efterårsmærke, og spørger hver morgen, om hun må gå ud i haven med lommelygten. Bevares – det kan jo også blive kedeligt kl. 5.56, når hun har været oppe i en time. Det er da klart!

Og her trasker hun så rundt og undersøger verden. Hun er helt med på ikke at forlade haven, men hun er vild med det der mørke-halløj. Hvilket så også indebærer, at hun lystigt tager en morgensnak med vejens aldrende damer, som går tur med deres hunde. Hendes sociale, glade, morgenfriske selv kan slet ikke lade være.

Jeg tænker, at snakken går (alt at dømme efter de øvrige samtaletyper, der ellers foregår på tværs af hækkene om “de andre”). “Har du hørt om hende ravnemoderen i det gule hus, hvis datter render rundt ude i kulden på ukristlige tidspunkter af dagen? Tænk sig, de forældre som bare lukker deres lille pige ud og lader hende rende rundt i mørket alene! Sådan noget gjorde man sandelig ikke i vores tid. Stakkels barn.”

Skulle de snakke, kan de i øvrigt bare blive ved med det. Hun er og bliver morgenfrisk. Og hun er og bliver en fornuftig pige. Så hun får lov, hvis det ikke står ned i lårfede stråler, stormer eller er 10 graders frost. Jeg beundrer hendes nysgerrighed og hendes åbne sind. Hun er befriende meget barn stadigvæk i en tid, hvor mange børn bliver hurtigere voksne. Jeg var en piv-skid, da jeg var 6 år. Ikke på vilkår, om jeg havde lyst til at rende rundt i mørke! No way!

You go, girl! Mamma’s proud! <3

Meller-dag!

I dag var en ganske særlig dag. I hvert fald, når man er nyslået 6-årig og går i førskole, og første gang finder ud af, at “Meller-dag” eksisterer. Nu lyder det som om, at det er et almengyldigt begreb, men jeg skal indrømme, at jeg aldrig havde hørt ordet før i går kl. 15.30, da jeg hentede min datter i SFO’en. Bevares, konceptet eksisterede også, da jeg gik i skole: Sidste skoledag, og karamelkast fra 9./10.-klasserne. Det havde bare ikke et navn, derude på landet hvor jeg kommer fra.

Hendes reaktion på det faktum, at der eksisterer en dag, hvor nogen bogstaveligt talt kaster slik efter dig, har været noget nær som Jerry Seinfelds halvgamle Halloween-sketch. Get candy, get candy, get candy!

Hendes hoved var simpelthen i karamelland, fra det øjeblik, hun stod op. Hun havde allerede lagt en minutiøs plan for, hvordan hun kunne gemme sig under bordet, for ikke at blive ramt af karamellerne, men samtidig at kunne fange dem, når de andre ikke kunne gribe. Det var lidt gennemtænkt, må jeg medgive hende.

Hun insisterede på at høre historier om, hvordan det foregik, da vi gik i skole, og spærrede øjnene op, da vi kunne berette om vandkampe, udklædning og om, hvordan 10.-klasserne dengang havde haft karamellerne i fryseren, så de kunne ramme ekstra hårdt.

Forventningens glæde var stor, og skolen er blevet en del mere socialt tænkende, end da jeg gik i skole. Her var det hver mand for sig selv, når det galt om at få karameller i lommerne – ikke noget med at dele ligeligt til alle. Hun kom hjem med en fin pose med sit navn på – fuld af karameller. Der er sikkert endt nogle i hendes lille mave, men hun havde de fleste med hjem. Forventningens glæde havde været større end lysten til at spise dem alle på én gang. Det tror jeg sgu ikke, jeg ville kunne have præsteret, da jeg var 6 år.

En stor verden åbner sig gradvist for hende, koncept for koncept. Karamellerne er de små elevers højdepunkt og omdrejningspunkt for sidste skoledag. For de ældre er det noget andet, der trækker. På vejen hjem fra arbejde, passerede jeg adskillige stang stive teenagere, imens der stadig var godt kog i Eventyrhaven med glade, fulde, fjollede unge. Og som den mor, jeg nu engang er blevet, var min første tanke, at jeg er rigtig glad for, at der er længe til hun er én af dem. At jeg har god tid til gradvist at give slip uden nogensinde at slippe helt.

Legeaftale-princippet

Min datter er rigtig mange ting, jeg ikke var, da jeg var barn. Og det skriver jeg med største ros og benovelse. Hun er anderledes fri, hun er anderledes bestemt og hun er anderledes social.

Hun er ikke bange for at sige noget til mennesker, hun ikke kender. Hun er ikke bange for at sige, at jeg er dum, eller at der er noget, hun ikke vil eller gider. Og så har hun en social tiltrækningskraft, som jeg aldrig havde, fik eller søgte, da jeg var på hendes alder. Jeg er helt på røven over hendes evne til at skabe venskaber og at holde fast i dem.

Jeg er faktisk kommet på lidt af en opgave i at være hendes PA, når det gælder om at koordinere alle de forespørgsler på legeaftaler, der kommer ind – enten i skolen eller pr. sms. Fra skolen, fra børnehaven og fra ungerne på vejen. Ok, herhjemme på vejen foregår den største del af planlægningen og aftalerne gennem hækken på ungernes eget initiativ.

“Moaaaar, må Laura komme ind og lege? Hun har fået lov af sin mor”.

“Moaaaar, må Viggo spise aftensmad med – vi leger lige så godt.”

I 99% af tilfældene er mit svar JA! Jeg har prøvet at genkalde, hvordan jeg selv var, da jeg var på spring til 6 år. Jeg kan ikke huske ret meget andet end et par faste legekammerater og en enorm generthed, når jeg var hjemme hos dem. Jeg prøvede desperat at finde ud af, hvad “man gjorde” i deres hjem og hvad min legekammerat forventede af mig. Jeg var i hvert fald alt andet end mig selv.

I min egen opfattelse, var jeg ikke én af de populære piger, og at dømme efter graden af mobning gennem skoleårene, var jeg ikke ene om den opfattelse. Min mor bagte boller til de venner, der kom med hjem, og jeg husker de legeaftaler, jeg havde som overvejende positive. Det sværeste var dog de legeaftaler, jeg ikke selv valgte. Dem, min mor syntes, jeg skulle lege med. Det var svært.

Vores hjem var ikke særlig socialt. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at andres forældre holdt fester, havde vejfest med naboerne eller rejste på ferier med forældrenes venner gennem mange år. Ikke at vi var asociale, men jeg kommer af en meget lille familie og jeg kendte ikke så meget til sociale koder og kontekster. Jeg var sgu lidt af en analfabet på den front.

Derfor varmer mig helt enormt meget, at min egen datter er vellidt og selv er så opsøgende, når det gælder nye og gamle venskaber. Det er 110% med vilje, at jeg stort set altid siger JA til en legeaftale. HVIS hun selv ønsker den, immervæk. Jeg har nemlig begået den fejl at arrangere legeaftaler for hende, som hun ikke ønskede. Da hun var lille, var det jo ligesom sådan, man gjorde. Men en eller anden dag omkring de 5 år, krydsede jeg en magisk og usynlig grænse for, hvornår hun var bevidst om, hvem hun kunne og ville lege med.

Ikke at hun som udgangspunkt holder nogen uden for. Jeg fornemmer bare, at hun har en virkelig klar fornemmelse af, hvem hun er på bølgelængde med. Jeg begik et par gange den fejl at sige ja, som altid, og derefter fortælle hende, at hun skulle lege med vedkommende. Diktere hende det, om man vil. Hun blev så grund-ked-af-det – og det gjorde jeg virklig også. Meningen var jo blot, at hun skulle være glad. For jeg må aldrig tage fejl. Under det ellers sociale, stærke og glade ydre, er der også en følsom pige, der tager rigtig mange ting ind uden filter.

Fra da af besluttede jeg, at jeg aldrig vil sige ja til en legeaftale, hun ikke selv ønsker. Når SMS’en kommer, om hun kan lege næste dag, kan og vil jeg ikke svare, før jeg har spurgt hende selv. Det er et princip, jeg ikke viger fra. Det giver indimellem nogle akavede situationer for mig, når jeg skal sende et “nej” til det andet barns forælder, fordi hun ikke vil. Men det må være min hovedpine. For mig er det vigtigst, at hun selv mærker efter og ikke føler sig presset. At hun er sig selv, hvad enten hun leger med gamle kendinge eller nye bekendtskaber på tværs af køn og kultur. At hun forbliver sig selv og ikke desperat forsøger at tilpasse sig vennens ønsker.

Hun leger på kryds og tværs af klassen, vejen og venskabernes varighed – op til flere gange om ugen, hvis hun har overskud til det. 30 minutter, 2 timer eller hele dagen alt afhængig af situationen og dagsformen. Hun leger, når hun selv vil. Hun virker vellidt iblandt sine venner og dem, hun leger med, vil gerne lege igen og igen. Det er SÅ fedt, og jeg er så mega-pave-stolt af hende!

Jeg håber, hendes egne valg og styrke til at mærke efter, kommer til at vare hele livet. Så skal det nok gå alt sammen <3

Gør mig klogere: Curling eller ej?

Nå, men så kom mandag og tog alt det med sig, som dagen tit får skyld for. Heldigvis vejede solskin og forårsfornemmelser op for sure mails og folk, som burde lære at tale pænere. (…og jo, jeg har husket at se grundigt i spejlet. Her gemte årsagen sig ikke).

Det hjælper rigtig meget på humøret og ældstebarnets velvilje i forhold til at cykle hjem, at solen skinner og fuglene kvidrer, og det er helt vildt fedt at hente ungerne og se dem udendørs – glade og med en frisk kulør i huden. Det giver bare færre diskussioner og sure miner.

Vel hjemme efter hente-cirkusset, fangede ældste Es ører straks lyden af gadens børn, som også var kommet hjem og indtog de ekstra lyse timer. I dag havde især genboens pige hendes interesse. Hun ville gerne have, at jeg gik med hende over og sige hej og spørge, om de skulle lege. Glad spurgte hun – men fik ikke et svar. Kun et fast og direkte blik. E kiggede på mig: “Hun svarer ikke, mor”. Jeg opfordrede hende til at spørge igen – for de plejer nu nok at finde ud af det og har – mig bekendt – aldrig været uvenner. Tværtimod.

Anden gang fik hun heller ikke noget svar – og barnet i haven vendte ryggen til og gik, som om ingen havde spurgt om noget. Jeg kunne mærke Es usikkerhed over den 9 måneder yngre piges manglende svar, og jeg valgte at sige, at når hun ikke fik svar, syntes jeg, vi bare skulle gå over og lege sammen. Prøve at undgå at min datter skulle tabe yderligere ansigt i situationen.

Vi besluttede at tegne hinkeruder på fortovet og hoppe sammen med lillebror – noget som normalt ikke udløser konflikt. Som et lyn fra en ellers blå aprilhimmel, brød hun sammen over de mindste ting. Over at jeg satte en streg under 1-tallet i hinkeruden. Det ville hun ikke have og nærmest skreg sin gråd og frustration ud. Vi tegnede en ny hinkerude, selv om jeg forklarede hende, at det var lidt skørt på grund af en streg. Men også her var det bare helt og aldeles forkert: Hun koksede fuldstændig over endnu en bagatel, og stak af hylende og vred, selv om jeg prøvede at sige, at det var lige meget, og at vi da bare kunne lege igen.

Jeg valgte at stoppe legen der, for den var ikke sjov for nogen parter. Det udløste selvsagt tredje krise på få minutter, men denne forstod jeg godt, hvor stammede fra.

Det gjorde jeg egentlig også god for de to foregående. Hinkerudens fejl og mangler var ret sandsynligt reaktionen på den manglende forståelse af, hvorfor genboens pige ikke ville lege – ej heller svare hende. Lille forståelse og stor frustration. Jeg forstår hende godt. Jeg følte det samme, da jeg var 6 år. Jeg forstod ikke dårlig opførsel. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg nogen gange blev holdt udenfor, når jeg bare kom glad og gerne ville tage del i legen. Jeg forstod ikke det spil, andre tilsyneladende mestrede fuldt ud. Lige i dagens situation, kunne jeg faktisk mærke, præcis hvordan det føltes i maven.

Jeg ved ikke, hvilken grund genboens pige havde for at agere, som hun gjorde. Jeg ved til gengæld, at det gjorde ondt på min datter. Og det gør mig vred. Jeg spurgte E, om hun i virkeligheden var vred over at pigen ikke ville lege, men hun holdt fast i, at stregen under 1-tallet var den eneste årsag. Jeg sagde blot, at jeg godt kunne huske, hvordan det var at blive skuffet. Hun smækkede med døren til værelset.

Jeg vil ikke bore dybere i det – ikke herhjemme i hvert fald. Men jeg grubler en del over, hvad jeg kunne have gjort i situationen. Hvis jeg overhovedet skulle have gjort noget? Skulle jeg have fortalt den anden pige, at det ikke var pænt ikke at svare, hvad enten hun ville lege eller ej? Skulle jeg have ladet dem klare det selv og ikke curle hende. Skulle jeg have grebet det anderledes an hjemme i forhold til at spørge til hendes mavefornemmelse? Og hvad gør jeg, hvis det sker en anden gang? Skal jeg da tale med hendes forældre om det? De bor jo lige over for hinanden og selv om jeg ikke kan bestemme, om de (for)bliver venner eller ej, ville det give mening for alle, at de kan opføre sig pænt over for hinanden.

Hvad ville du gøre? Blande dig eller lade dem klare det selv? Tale med eget barn eller lade emnet ligge, da man jo ikke ved, om det vil ske igen? Hvordan gør man sådan noget bedst? Ingen kan lide at se sit barn ked af det, men skal man skabe robuste børn, er der også en pointe i at gemme curling mentaliteten væk. Enlighten me, please 🙂

Save all your kisses for me

Transformationen er begyndt. Den er her nu og det er lidt mærkeligt. Børnehavebarnet tager de første spæde skridt imod at blive skolepige i foråret. Selv om jeg ikke lige kan sætte en finger på, hvornår det startede, så er er sket enormt meget på den sidste måned. Måden at tale på, måden at være på, måden at stå og posere i triumf, måden at danse og synge på, videbegærligheden og i høj grad selvstændigheden. Det er godt, for hun skal være klar til skolen. Det er rigtig vigtigt for mig. Men der er også dele af selvstændigheden, som er langt sværere at sluge som mor.

Jeg kan godt håndtere, at hun selv vil i bad eller beder mig om at gå ud og lukke døren, når hun er på sit værelse. Jeg husker tydeligt, at jeg heller ikke selv gad min mors åsyn hele tiden. Det gør dog lidt ekstra ondt, når man vil give et godnatkys på kinden eller panden og barnet tørrer sin kind og trækker sig væk og siger “Det kan jeg altså ikke lide mere”. Så kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt afvist.

Hun skal have lov at have sine grænser og jeg trækker mig også pænt væk og siger, at det er ok at sige fra. Hun kigger på mig og siger ikke noget. Hun skal have lov at sætte sine egne grænser og ikke lade dem overskride. Hun skal bestemt ikke bare gøre ting, fordi andre synes, hun skal det eller har behov for det. Jeg kan selv huske, hvor ubehageligt det føltes, at min mormor altid klappede mig hårdt på ballerne flere gange, når hun ville understrege, at hun var glad for mig – hvilket i øvrigt var en enormt mærkelig vane. Hvordan det føltes som om, det gjorde ondt fysisk og mentalt – især når hun ikke stoppede, når jeg med tårer i øjnene fortalte, at det gik over mine grænser.

Sandheden er dog, at jeg stadig har et stort behov for at give hende et kys på kinden, håret eller panden. For at vise, at jeg er der, også når jeg nogen gange ikke synes, jeg har vist hende det nok eller kom til at skælde ud, hvor jeg slet ikke ville det. Vise hende, at mit indre bobler over af glæde over, at hun er min og er, som hun er. Fordi jeg er hendes mor og elsker hende og hendes nærhed.

Jeg prøver ikke at lade mig mærke med det – prøver bare at smile og sige godnat og gå ud af værelset, alt imens jeg forsøger at skjule, at jeg mest af alt føler mig som en pryglet hund. Av. Det gør ondt at føle sig lidt overflødig og på det punkt sorteret fra.

Det er nok næppe sidste gang, jeg kommer til at føle det sådan, og forhåbentlig bliver jeg lidt mere hårdhudet. Allerhelst vil jeg, at hun skal blive stærk og selvstændig og stå ved sine følelser og meninger. Og så er der kun én vej.

Tough little cookie

Hende den lille frøken, ikke? Hun er gjort af et særligt stof. Selv om hun nogle gange kokser og ikke kan overskue verden, så er der mindst lige så mange situationer, hvor hun træder så meget i karakter, at jeg godt kan glemme, at hun kun knap og nap  5 år gammel.

Det har været en ret vild uge, hvor hun har vundet flere sejre. Det har holdt lidt hårdt med at overtale hende til at få støttehjulene af cyklen, og lade mor og far løbe efter hende og holde i en pind bag på cyklen. Vi taler hyl og skrig og trutmund. Men vi stod fast, og hun fandt hurtigt glæden ved det. Gradvist gav vi slip på pinden, og troede, at hun ikke så det. Lige ind til hun ved enden af en vej tørt konstaterede: “Gider du lige tage fat i pinden igen, far, for nu skal vi over vejen”. Skyggen havde forlængst afsløret, hvad der foregik…

Men i denne uge knækkede hun koden til selv at komme op på cyklen og komme i gang, og nu er det som om, hun aldrig har lavet andet end at cykle. Da jeg hentede hende i børnehaven i går, kom hun ræsende ned af en bakke med benene oppe fra pedalerne og et stort smil på munden, og præsterede en værdig afslutning med bremsespor og hjul-udskridning…

Ikke nok med ovenstående, har hun også skabt nye venskaber og overgivet sig til at lade badekarret være, og gå over til at tage brusebad i stedet. Måske ganske små skridt, men store skridt på vejen til at blive en stor pige på spring til skolealderen.

Der er dog ikke noget, som overgår gårsdagens sejr. Vores lille tulle skal testes for en mulig fødevareallergi, og derfor havde børnelægen krævet en blodprøve. “Ok”, siger man, når man går ud af konsultationen. Men hvordan fa’en sælger man lige det budskab til en knap 5-årig??? Løsningen blev at fortælle sandheden – at det ville gøre lidt ondt, men var hurtigt overstået – og at love den tur på McDonalds, som hun har plaget for, efter “overgrebet”.

En kollega henviste mig til at bruge Emla-plaster – måske bedre kendt som trylleplaster på begge hendes arme en time inden. 90 kr. fattigere og to plastre rigere, drog vi afsted mod ambulatoriet. Hun var cool nok lige indtil den unge laborant strammede båndet om armen. Trods tårer, var det hele overstået på under 2 minutter, og trylleplasteret havde tydeligvis gjort sin virkning, for hun satte sig pavestolt op og råbte: “Det gjorde ikke engang ondt. Jeg er nok den sejeste, du kender, mor!”. Hun er sgu tough, den bette.

Jeg havde frygtet det værste, men blev i den grad overrasket over, hvor meget coolness-faktor, der kan være i så lille et menneske. Det er lidt vildt. Jeg kan i den grad tvivle på min egen opdragelse og føle mine forsøg som spildte, når intet synes at sætte sig fast i børnene hukommelse fra tid til anden. Men virkeligheden er de måske endda langt mere cool og hårdføre, end deres forældre i sidste ende.