For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #3

Det skal handle om aftaler og håndværkere. Jeg er total byggeprojekt-noob, og der er virkelig mange ting, man skal lære, når man vælger at gå ind i et større ombygningsprojekt.

Det virkede så let, dengang i januar sidste år, hvor vi for alvor valgte at gøre noget ved tankerne om at udvide huset. Vi byggede jo bare lige til og fik nyt tag og nyt køkken og skiftede vandrørene i kælderen. Og ja, så kunne vi også lige tage tagrenderne med, og vinduer og døre i det eksisterende hus også, og hvis der er penge til overs, så også anlægge en lækker træterrasse. Men så ville vi nok også ende med at bruge omkring en halv million.

Drømme er én ting, realiteter en anden, når man ikke selv er håndværker, gift med en eller har en håndfuld af dem i familien. Drømme koster ikke noget, men DET gør virkeligheden altså! Vi bygger til, får nyt tag, får nye vandrør og nye døre og vinduer. Og 500.000 kr. forslår som en skrædder i helvede. Allerede her lærte jeg min første lektie.

Byggeriet rejser sig nu stødt, selv om det kom (for) langsomt i gang. Det kan være nok så kompliceret at indhente tilbud – og at forstå dem til fulde – men det er altså også sin sag at være sikker på, at aftaler holder. Selv om vi har valgt håndværkere med Byg Garanti-ordning og Dansk Håndværk-ordning, så indbefatter det ikke nødvendigvis, at de kommer som planlagt og lovet (mundtlig). Med fare for at generalisere groft (og det er altså ikke meningen), så har det været op af bakke at få klarhed over aftalerne. Hvornår starter projektet præcis? Hvornår forventes det færdigt? Hvem koordinerer med hvem? Og hvem kan komme til hvornår?

Vi indkaldte til et byggemøde i starten af projektet, og måske var vi ikke klare nok i spyttet omkring, hvad vi forventede. Vi tegnede ikke så hårde deadlines op, hvilket vi nok burde have gjort. Vi troede lidt for godt på, at mundtlige aftaler om tid og varighed var nok. Det har det ikke været, må vi så sande. Her burde vi have haft de aftaler på skrift. Én ting er, at ting kan ændre sig, folk kan blive syge og materialer kan blive forsinket. Noget andet er, at man ikke møder op til aftalt tid, og ikke meddeler det til “bygherre” (vænner mig aldrig til det ord). Man kan virkelig godt blive træt af at hænge i telefonen mange gange om ugen eller at møde samme telefonsvarer gang på gang.

Der er rigtig mange faggrupper inde i vores projekt, og det skal ret beset siges, at der har været nogle af dem, der har været enormt punktlige, men det har så sandelig også været enkelte, som var det stik modsatte. Det er frustrerende. Især, når man ikke går hjemme og kan være med i tingene, men er 37-timer+ lønslave med hente-bringe-tjans med to små unger.

Jeg kan pege pilen mod manglende kommunikation og pli fra håndværkernes side. Dog kan den i lige så høj grad peges mod min mand og jeg. Vi har ikke erfaringen, og derfor er der ting, som vi kunne have været langt skarpere på og have undgået. Steder, hvor vi ikke har lukket faldgrupper, vi ikke kendte (endnu). Før vi startede projektet, var der mange meninger fra vores nærmeste om, at det med at hyre en arkitekt eller anden koordinator var spild af penge. Det kunne vi saaaagtens selv. Nu hvor byggeplanen skrider, siger de samme mennesker på mystisk vis, at vi BURDE have hyret en arkitekt eller koordinator til byggeriet, så vi kunne have undgået de her ting. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der ville have været bedst. Det kommer vel an på, hvor mange penge man har, tænker jeg. Men det kunne helt sikkert have sparet mig nogle frustrationer, tænker jeg.

Jeg har lært meget indtil nu, og vi er stadig ikke færdige med at bygge. Så hvis det kan hjælpe dig lidt, så kommer her mine “lærestreger”:

  • Få aftalerne på skrift. Både dem om prisen på byggeriet, men i lige så høj grad dem, der handler om start, slut og hvem der gør hvad. Se evt. mere på f.eks. Byg Garantis hjemmeside eller Dansk Håndværk.
  • Få tilbud fra flere håndværkere fra samme faggruppe, og gennemgå dem med en uvildig person med kendskab til den slags byggeri, du/I skal have udført. Der kan være mange penge at hente i at se, om du betaler for det samme to gange. F.eks. en toiletvogn eller et stillads, som med fordel kan bruges af flere håndværkere på én gang.
  • Vær tydelig omkring dine forventninger til de folk, du har aftaler med. Hvad vil du være med til, og hvad vil du ikke være med til. Mærk efter, om det f.eks. er rigtigt for dig, at du har en nøgle hos dem, så de selv låser sig ind, eller om du har det bedst med, at du eller naboen/familien låser op fra gang til gang, eller om det er ok, at de benytter dit toilet eller skal have deres egen toiletvogn på stedet.
  • Hold byggemøder før og under byggeriet, så både du og håndværkerne ved, hvilke aftaler I har, hvad der skal ske og hvem der kontakter hvem.
  • Find ud af, hvad dine rettigheder er – f.eks. som i vores tilfælde, hvor hele haven ligner Jerusalems ødelæggelse efter at en minigraver har kørt markræs på græsset. Det fandt jeg så ud af, er “følgeskade” og dermed ikke dækket af noget som helst. Surt for os.
  • Tegn en entrepriseforsikring, som dækker evt. skader og tyveri. De penge giver dig lidt ekstra tryghed, når forhaven er fuld af dyre byggematerialer.
  • Hvis du er i et forhold, så vær ærlig omkring de ting, du føler og tænker over for din partner. Det er super frustrerende at bygge til, og her ligger kimen til 100 skænderier om både detaljer og de store linjer. Det er hårdt at være i en længere byggeproces og være afhængig af andre og af hinanden (på en anden måde, end man plejer). Det er trods alt kun et byggeri og ikke grund nok til skilsmisse.
  • Hvis du får f.eks. familiemedlemmer til at være til stede og låse op eller på anden måde hjælpe med byggeriet, så lav klare aftaler om, hvad deres “beføjelser” er. Hvad kan de tage stilling til, og hvad vil du selv have retten til at bestemme over? Et ja til at tilføje en ekstra ting til projektet, som for andre kan synes som en lille del, eller som noget håndværkeren gør for sine blå øjnes skyld, kan komme til at koste dig dyrt! Intet er gratis.
  • Hav en buffer i budgettet til alt fra ekstraregningen (så som når man overser, at et tilbud er eks. moms…), og når man får nye døre og den gamle væg skal repareres og males efterfølgende. Der kommer ALTID ekstraudgifter.

Byggeriet fortsætter, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til det er slut og kontoen er slunken. Nogen siger, at det skal være skidt, før det bliver godt. I så fald bliver vores byggeri awesome!

Ansvarsfralæggelse

I går cruisede min mand og jeg ned gennem Nordtyskland. Rock i radioen og fuld fart derudaf. Vi havde 30 timer uden børn. Bare vores tid. Hold nu kæft, hvor havde jeg længtes efter det! 30 timer til at lege, at vi kan gøre, hvad vi vil. 30 timer til at bruge ekstra tid og penge på noget, vi ellers ikke gør (længere). 30 timer til at være fjollede og kysse hinanden, høre høj musik, give hinanden en lammer på skulderen, når der passerer en gul bil (hvorfor ved jeg ikke helt…) og opføre os lidt som teenagere.

Altså ikke fordi jeg ikke kan lide at være sammen med vores børn, men indimellem længes jeg efter ikke at stå med ansvaret – bare én dag en gang imellem. Hverdagen er ikke just venlig ved os p.t., og der går – lige som andre dele af voksenlivet – indimellem meget langt imellem, at det sker.

Jeg er virkelig ikke et større menneske, end at jeg mærker et stik af jalousi, når jeg hører om andre, der enten sender børnene med bedsteforældrene på camping i en uge, eller har mindst 1 børnefri weekend om måneden fordelt på to eller flere sæt bedsteforældre, alt efter skilsmissestatistik, så parforholdet kan styrkes og plejes. Jeg er glad på deres vegne, men ville virkelig også ønske, at jeg havde muligheden lidt oftere. Det tror jeg både mit forhold, mine børn og jeg kunne få noget godt ud af. For tid er lig med overskud – også på den lange bane.

Hvorfor har du fået børn, hvis du  længes efter at komme væk fra dem? Men før de tanker evt. kommer for godt i gang med dem, så stop en halv og tænk på, at vi taler 24-48 timer et par gange om året sår’n cirka. Hvor de selvfølgelig ikke sidder og kukkelurer i børnehaven, imens mor og far ferierer den, men derimod er sammen med deres farmor og farfar, som får dem til at føle sig som royale.

Faktum er, at jeg er rigtig meget sammen med mine børn. Hver dag, alle ferier og fridage, dag og nat. Nogen gange så meget, at jeg trods den konstante tilstedeværelse i deres liv, ikke helt kan være den slags mor, jeg allerhelst vil være. Jeg trænger indimellem til at trække vejret og lægge låg på ansvarsgryden, før den koger over.

Vi har hinanden i vores lille enhed på 4 på godt og ondt. Langt mest på godt! Vores pasningsmuligheder er begrænsede, hvis vi taler om mere end en barnepige et par timer eller tre hist og her. Jeg har ingen søskende, min mands bor langt væk og vores forældre er enten oppe i årene, gangbesværede eller døde. Sååååå deeeet…

Vi har absolut ingen forventning om, at vores forældre bare partout skal passe børn. Hverken når der er tale om syge børn eller forældre, der længes efter en pause. Det er ikke vores forældres ansvar, at vi har fået børn. Vi er dog evigt taknemmelige for hjælpen, men da den indimellem er den lim, der overhovedet får hverdagen til at hænge sammen. Så vi er også påpasselige med at komme med et ønske om, at de også lige tager børnene weekenden over.

Vores forældre vil gerne børnene, men der er grænser for energi, fysisk formåen og hensynet til deres hverdag og andre søskende med lignende behov. Vi forventer ikke, og derfor nyder vi ekstra meget, når det kan lade sig gøre nogle gange om året.

Igår skete det – og det var dejligt! Tiltrængt og dejligt og lige, hvad hele familien havde brug for. Det gav overskud til at give mere til de små mennesker, jeg holder mest af <3

 

Hold nu kæft, k*lling

I et parforhold skal man nogle gange lære at elske hinandens større eller mindre uhensigtsmæssigheder. Jeg kan bruge bloggen til at få afløb for nogle af dem. Hvor min mand hænger sine til tørre, ved jeg ikke. Og det er måske også meget godt.

I ens ideelle selvopfattelse, ser man sjældent sig selv som en pestilens, og det er lettere at fremhæve sine egne gode sider ved at spejle sig i de sider, man ikke så godt kan lide ved andre. Det er f.eks. ret let at sige, at manden er en røv, fordi han overhovedet ikke skænker Mors Dag så meget som en tanke for nu bare at tage et ret præsent eksempel (…) eller når han har spist frokost og “rydder op”, og jeg finder den tomme mælkekarton og halvdelen af pålægspakken stående tilbage på bordet, længe efter han er færdig med at indtage føden. Bare lige så jeg også har noget at give mig til.

Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så har jeg en pænt god idé om nogle af de sider, som han ikke er fan af ved mig. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kender det fulde omfang. Men her er et udsnit i ikke prioriteret rækkefølge:

  • Når vores søn har feber og er helt slatten, og mit første spørgsmål er “Tror du, det kan være noget med hjertet?”, selv om 5 andre børn i institutionen er sygemeldt samme dag. Det er måske ikke skide rationelt, men som hjertebarnsmor, tror jeg, det er lettere rent faktisk at fjerne hele hjertet fra moderen, end det er at fjerne minderne fra hendes hjerte. Og jeg bliver nødt til at spørge, for at føle, at jeg har afdækket den mulighed. At jeg har været opmærksom på det.
  • Når jeg med fuldt overlæg kommer og spørger ham, om hans børn er vågne, og jeg egentlig bare burde sige tingene lige ud og sige: “Læg den f**’ing tablet ned og vær til stede over for dem!”
  • Når jeg taler alt for meget om alt og ingenting. Og det gør jeg altså. Indrømmet.
  • Når jeg fortæller ham om menstruationssmerter eller forstoppelse. Come on, vi har altså været sammen i over 10 år. Vær nu ikke så sart.
  • Når jeg spørger, om han er faldet i tønden, efter som han har været på toilettet i over 40 minutter. Lige her er han lidt som teenage-tøser. De kan ikke gå på toilettet, uden at have mindst to gode veninder med. Han har også altid to gode venner med, hvoraf tabletten er den ene…
  • Når han spiller alle sine bedste kort, og jeg egentlig hellere vil få ordnet det sidste vasketøj og få de hængepartier fra ugens løb ordnet, så jeg kan slappe af til at imødekomme ham i en omgang to-mands whist for voksne.
  • Når jeg køber et dameblad mere til samlingen under sofabordet, uden egentlig at have haft tid til at læse de to foregående. Bare for at få inspiration til ugens madplan. Vi kører jo lidt på rutinen, ikke? Velvidende om, at jeg sandsynligvis KUN vil blive begejstret over opskrifterne og pænt skuffet over artiklernes pseudo-videnskablige overfladepolering. For en god ordens skyld, må jeg hellere skrive en disclaimer om, at jeg ikke køber dem HVER uge!

Sådan er der så meget, som både mænd og kvinder ikke forstår. Så har damebladene og pseudo-videnskabs-menneskerne noget at skrive om. Så har vi hver især noget at brokke os over. Og sådan kan vi så fortsætte til den dag, vi enten går hver til sit eller får hver vores hobby, som gør, at vi kan fokusere på det i stedet for, når børnene ikke længere kræver vores fulde opmærksomhed.

#sofuckinggrownup

Pusterum, husrum og trummerum

I tråd med sidste indlæg, trængte jeg enormt til et enkelt øjeblik i ferien, som ikke omhandlede banditternes ønsker og almene omsorg. Jeg var heldig, at farmor og farfar ville passe de to små, så der kunne blive en smule voksentid med ro om ørerne. Og så endda fejre bryllupsdag! Halleluja!

Vi fik eftermiddagen til at snakke igennem, hvad vi egentlig tænker – helt inde i maven – i forhold til tilbygning eller hussalg, og fik mulighed for at køre ud til kysten og gå en lang tur. Selv om regnen silede ned, var det stadig en helt fantastisk tur med hop fra sten til sten, balancere på det, som om nogle måneder bliver til badebroer og slå smut. Mærke vinden i ansigtet og slappe af. Hjemme igen var der tid til bare at sidde og sidde uden at skulle forholde sig til noget og lægge neglelak på i forårsfriske farver, uden at skulle hente vand, skille stridende parter ad eller tørre mås på et eller begge børn. Se det er rendyrket rigdom i en småbørnsmors liv!

Vi sneg os endda til at holde en tidlig dinner-date hos den lokale sushi-smed, inden basserne igen skulle hentes og puttes, hvilket er noget nær det umuliges kunst dagen efter sommertidens indtræffen.

Sådanne pusterum er intet mindre end fantastiske, selv om de er på lånt tid. Alt for kort tid, hvor man på én og samme tid kan nå alt og ingenting. Men vi kom til enighed om, hvad der skal ske i den nære fremtid, og det er et godt tegn, tænker jeg, for så har vi forhåbentlig flere bryllupsdage i sigte :-).

IMG_20160327_142202

Tavse trivialiteter

Mandag morgen, madpakker, det sædvanelige bøvl med hvilket tøj, der er “det rigtige” og en lille mand, der kaster med morgenmaden, når vi vender ryggen til. Tåge og begyndende efterår. Forkølelses og hoste er på vej – også for moren. Kulde – skal børnene have thermotøj på, eller et? Er det snart tid til at finde flyverdragterne frem? Hvornår gjorde vi det sidste år? Det kan ingen af os huske fra år til år.

Cykeltur til børnehuset, og så til arbejde. Kuldeskær, da jeg forlod huset, kogrød i fjæset som en kogt krebs, når jeg endelig når kontoret. September på spring til oktober. Typisk.

I morges var mine tanker et helt andet sted. Hverdagen skulle kick-startes ud over det sædvanelige, og børnenes uoverensstemmelser lød som en mudret tåge. Sagen er nemlig den, at manden og jeg var på et get-away til London over weekenden plus det løse. Børnene blev installeret til 110% forkælelse hos bedsteforældrene, og vi hoppede på flyet til 2,5 dages oplevelser og afbræk. Same procedure as last time: Smukke Kensington, Oister Card’et fyldt op, så vi kunne køre så langt, vi ville og opleve det, vi havde lyst til. 20 grader og fuld sol, og den ekstreme luksus, at have “tid”. Ingen opvask eller vasketøj. Ingen kaldte på os kl. 5 – og alligevel vågnede vi på det tidspunkt, hvor børnene ville have vækket os hjemme. Septembersol, sushi, shopping og sex. Kaffe og kvalitetstid. Verden på én gang åbnede sig i alle de muligheder for udfoldelse, vi fik et par dage uden pligter og tavse trivialiteter, der gøres på rutinen og er glemt lige så hurtigt, som man efterhånden udfører dem, og samtidig lukkede den sig omkring os og om at få så meget ud af den tid, vi havde sammen uden de små banditter. Inden den var væk igen. Det er ikke just voksentid, vi har mest af, min mand og jeg.

Hjemme igen med tasken fuld af oplevelser, vintertøj (mest til børnene) og nogenlunde mængder nattesøvn i bagagen, skal der ikke meget til at drømme sig tilbage til en varm café latte og en bagle på vej gennem Hyde Park imens solen langsomt begyndte at varme. Hånd i hånd. Snakke om dagen, om hvorvidt børnene mon var stået op og om de savnede os, gå i egne tanker, og så snakke lidt igen. Nok mest om hverdagen hjemme, selv om vi anstrengte os for at lade være. Det er bare den, der fylder mest. Ikke dybe samtaler, men alligevel rart at kunne tale uforstyrret sammen. Ikke at skulle nå noget. Der skal ikke meget til for at savne det. Heller ikke selv om man elsker sine børn, og har savnet dem. Så kan man virkelig godt savne at være voksen på den ikke skælde ud og planlægge og rydde op-agtige måde. Sådan putte egne behov først et par dage.

Her står vi så. Men forkølelse og en spirende halsbetændelse. Tilbage til trivialiteterne og to børn, der både har håndteret adskillelses og genforeningen gllimrende. Lidt underskud på good-will-kontoen hos bedsteforældrene (og lønkontoen lige så). Madpakker, ugeskemaer, alt for meget arbejde på jobbet, hertil hærende hjertebanken og en institution, der lukker kort tid efter, man er stemplet ud fra kontoret. Hverdag. Børn der vågner om natten. En stor pige, der deler krammere ud. En lille fyr, der kan 10 nye ord (eller hørte vi dem bare ikke, før vi tog afsted?), men som stadig ynder at bruge “Neeeeeej!” mere end de øvrige ord, han kan. Begge kønne, skønne og med de mest kysseklar kinder.

Alligevel må man godt drømme lidt igen, ikke? Fantasere om, at kunne tage afsted igen om et halvt års tid eller sår’n. på Bedsteforældrenes velvilje og efter et helbredstjek på budgetkontoen. Men det var godt. Det var godt, inden kulden og efteråret tager fat i os. Kontoen er fyldt lidt op igen, så den forhåbentlig ikke går i minus lige med det samme.

Ophavsret: forstegangsmor.wordpress.com!!!
Ophavsret: forstegangsmor.wordpress.com

Sidste etape

Det er juli og Tour De France er i gang – og jeg kan næsten ikke vente til den sidste etape er kørt! Jeg forstår ikke, at dopede cykelryttere og udsigt til mænds bagdele i trikot, kan rydde HELE sendefladen og tage en god bid af nyhederne også. Nå, pyt med det. Jeg har alligevel ikke mulighed for at sidde i timevis og se TV, så der er ikke noget tabt.

Jeg skyder også sidste etape i gang – de sidste par dage inden sommerferien. Der er nok af opgaver, der skal nåes, men det har på en måde også været en befriende uge, da der ikke er så mange på kontoret, og da manden har været hjemme sammen med børnene og jeg dermed er sluppet for alt det bringe-hente-hurlumhej, hverdagen ellers byder på. Jeg har kunnet stå op, nå at gå i bad, spise morgenmaden, smøre madpakken, og så ud af døren – uden at skulle noget som helst andet end at installere den evigt morgenfriske ældste-tulle med en dyne og en bolle og Ramasjang og info om, at far gerne må vækkes, og så cykle på job.

Downside er, at manden og jeg kun får en uges ferie sammen, fordi mit og hans job skal passes sammen med institutionens lukkeuger. Det er virkelig, virkelig ikke fedt. Børnene, parforholdet og jeg kunne ellers virkelig godt trænge til en seriøs gibbernakker af frihed, der kunne lægge låg på stressniveauet og fyre op for livet. Det er faktisk rigtig trist, når jeg skal være helt ærlig. Det føles SÅ amputeret, at vi glæder os til sommerferien i et helt år, og så stort set ikke har tid sammen. På grund af jobbet. Kan du se ironien?

Vi har ikke planlagt en skid. Så kedelige er vi – som par og forældre – åbenbart. Det er jo både godt og skidt, da vi skal slappe af og tage dagene, som de kommer, men samtidig har en 4-årig tulle, der er ved at eksplodere i ren og skær mangel på venner og leg i en sådan grad, at hun med få minutters mellemrum enten lægger an til kvælertag på sin lillebror for at flytte ham fra legetøjet eller simpelthen ikke kan dy sig for enten at svare igen, spidse trutmunden eller drille lillebror ved at tage hver eneste fu***** ting, han kaster sin kærlighed på. Behøver jeg skrive, at det bliver en anelse anstrengende i længden, og jeg overvejer, om man kan sende hende i børnehave igen? Bare enkelte af dagene? Nårh nej, den er lukket. Damnit!

Den lille er egentlig heller ikke meget bedre, i de timer jeg er hjemme om dagen. Morsyg par excellence eller destruktiv i sit forsøg på at lære, hvordan verden hænger sammen. Men han sover i det mindste 3 timer+ midt på dagen.

Vi får syn for sagen i det faktum, at de er vant til langt mere interessante og adspredende aktiviteter end at være tvangsindlagt til at være hjemme med mor og far. Det starter sgu tidligt. Troede egentlig først, det kom, bedst som man sad i sommerhus og teenagerne drømte om party-party et sted i Østeuropa, eller hvor det nu er hot (eller hvad det så hedder til den tid) om 10 12 15 18 år, og man igen må tage tjansen som total nedern forælder (eller hvad det nu hedder til den tid…).

Der er Legoland på programmet i næste uge. Og alt for mange is. Og en hotelovernatning i støbeskeen med dertilhørende udflugter – med børn – og hvis vejret arter sig også en tur til stranden. Ellers Leos legeland og sukkerdopede børn i klatrestativer og forældre med tomme blikke. Men vi skal heller ikke noget hele tiden. Det er jo sundt at kede sig, siger de kloge og har sagt det, siden jeg selv var 4 – mindst. Så det skal vi! Satser lidt på lidt goodwill fra svigerforældrene og en ordentlig røvfuld legeaftaler.

Men første er der 2 dage med stress og jag, er jeg bange for. Det grimme stressmonster fra fortiden kiggede for alvor frem i dag med mavekramper og ondt i brystet. Hvorfor ender man der igen? Hvorfor har jeg ikke lært mere? Hvorfor har chefen ikke lyttet?

Det får jeg ikke svar på inden ferien. Men jeg glæder mig alligevel til den, selv om den kommer til at bestå at lidt partnertid og store mængder “ulønnet arbejde”, som min mand kalder det efter 3 dage hjemme alene med banditterne. Forhåbentlig bliver det også en ferie, hvor jeg kan sige, at jeg (igen) er 100% in tune med, hvad mine børn gør og tænker (måske endda hvad jeg selv tænker!), og har fulgt deres liv så intenst, at jeg kommer til at føle mig høj på speltmor-følelsen. I hvert fald skal jeg bruge en del tid på at finde løsningen på, hvordan hverdagens gordiske knude løsnes en lille smule, så mavepinen for alvor kan blive pensioneret og jeg kan blive den mor, jeg godt kunne tænke mig at være. Måske endda også den kone, jeg drømmer om at være!?!??

Bøjet eller brækket

Dette indlæg burde være skrevet for fire uger siden. For fire uger siden, hvor jeg gennemlevede en ekstra svær uge. Næsten ikke til at komme igennem – også selv om der havde været en ekstra fridag 2. pinsedag. Lige så uoverkommelig som ugen før havde været det. Og ugen før det. Og de efterfølgende uger har føltes lige så uoverkommelige. Men det blev det ikke. Fordi det er pisse svært at skrive, og fordi det er pisse grænseoverskridende at hænge mit beskidte vasketøj til tørre midt på gågaden.

Den omtalte uge var på samtlige områder drænende. Jobbet stillede store krav til lidt tid, en kollega satte mit ellers kontrollerede stressniveau ud af kurs, så jeg måtte tude frustrationerne ud bag lås og slå på toilettet. Børnene sov på skift eller samtidig ikke om natten. Manden arbejdede over, jeg skulle arbejde over og til et socialt arrangement, jeg ellers havde glædet mig til. Jeg havde bare ikke kræfterne og overskuddet til det, selv om jeg kom afsted, fordi jeg hele tiden kom til at sidde og tænke på, om jeg kunne have fået mere overskud af at være blevet hjemme? Det var sgu sørgeligt.

Huset var på den anden ende som følge af ovenstående, yngstebarnet kastede med maden for Gud ved hvilken aften og efterlod i vanlig vis et spor af hærgen efter sig huset igennem. Den ældste syntes, vi var de dummeste forældre og satte sin selvstændighed igennem hvert et sted muligt. Familien sang sangen om, at vi aldrig så dem, selv om de alle havde været til en ellers hyggelig fødselsdagsfejring i weekenden og små ting gik galt og kom til at fylde uhensigtsmæssigt meget. Jeg var træt! Dødeligt træt – og det hele var for meget med kun 2-3 timers søvn i bagagen dagligt, fordi den lille er vågen og skriger i timevis, fordi han ikke kan finde tilbage i søvnen.

Endnu en dag i hamsterhjulet, på vej ud efter børnene i institutionen efter endnu en mentalt hård dag på jobbet, skiftede jeg kanal på bilradioen og i samme øjeblik startede “Just give med a reason” med P!NK og Nate Ruess. Den slog på rigtig mange måder hovedet på sømmet på det stadie, hvor jeg er lige nu – og hvor mit parforhold synes at være. Vi er ikke brækket midt over og har kastet håndklædet i ringen. Vi er som sådan ikke på skilsmisseranden, men vi er bøjet så meget hver især – og sammen, at man begynder at kunne høre sammenholdet give efter. Ikke fordi vi ønsker det, men fordi hverdagen er ved at stige os over hovederne og vi bevæger os længere og længere fra hinanden, selv om vi bor under samme tag og deler genpulje i to børn.

Seriøst, hvor latterligt er det, at to voksne mennesker, der har dannet par i 10 år, har gennemlevet vores livs fælles krise med et dødsygt barn og risikoen for at miste ham; to mennesker, som stort set aldrig har været uvenner, står nu og skændes om, “hvornår det er mig, der kan arbejde over???” Hvad fa’en sker der? I en presset hverdag, hvor jobbet tager en (unfair) del af mig på grund af en sejlende kommunal skude i sparetider, står jeg bare helt af, når manden kommer hjem og proklamerer, at han altså skal arbejde over fredag og møder tidligere mandag og skal på kursus og har personaledag hele den dag, børnehaven har lukkedag og begge børn er hjemme. Den dag, jeg gerne ville have, at vi kunne lave noget sammen som familie. Det har jeg så selvfølgelig ikke sagt højt til ham, men jeg havde antaget, at han var hjemme og blev ærligt talt slemt skuffet. Med fare for at lyde som en dårlig mor, havde jeg set frem til at være to om endnu en af institutionens lukkedage. Ved Gud: Ungerne er skønne og jeg elsker dem med hud og hår. Jeg er bare alene med dem ret tit og de er begge to et sted i deres udvikling, hvor de både er fantastiske og samtidig ikke kan efterlades uden opsyn i 5 minutter, uden at den ældste skubber den lille omkuld eller udfordrer ham til at stå på armlænet af sofaen og den lille – 18 måneder gammel – løber på væggene og hærger som en tornado alle steder, hvor han kan komme til det – OG er uvidende om, at han ikke kan det, søster udfordrer ham til. Jeg ved godt, at jeg ikke er alene hver dag, og tusind tak for det, men skuffelsen over ikke at være to, selv om man på papiret er det, gør også ondt.

Jeg føler oftere og oftere, at min mand og jeg glider længere og længere væk fra hinanden. At kærtegn som udgangspunkt skal involvere at han tager mig på brysterne eller klemmer hårdt om fedtdepoterne (og vækker dermed en væmmelig del af min selvfølelse) på røven af mig, i stedet for at give et kram, så snart jeg bare vender mig imod ham. Jeg savner intimiteten i krammet, der fordrer, at han kan lide mig for hvad jeg er, og ikke kun fordi jeg potentielt kan give ham sex. At nærhed altid skal associeres med sex – hvilket jeg slet ikke har overskud til. Og så trækker jeg mig. Sad but true, men her forstår jeg måske egentlig godt, at han udnytter enhver chance, for jeg magter ærligt talt næsten ikke at knalde længere. Jeg vil indimellem langt hellere sove eller sidde og glo ud i luften. Og her har jeg en stor del af “skylden”. Nej, ved du hvad. Jeg vil langt hellere tale med ham og dele hverdagen med ham. Jeg savner, at vi også har et mentalt fællesskab.

Jeg føler ikke, jeg har overskud til at føle noget som helst længere. Hverken i eller uden for sengen.  Sex skal ærligt talt tages ud af et overskud, jeg på ingen måde har. Jeg kommer til at afvise og hans følelser bliver ikke gengældt, som han ønskede. Jeg bliver oprigtigt ked af at afvise, men døjer stadig med efterfødselsskader fra første fødsel for 4 år siden og skal, meget firkantet sat op, vælge mellem smerter, træthed eller afvisning.

Min mand siger ofte, at han synes, jeg er smuk og at han elsker mig – og jeg prøver at huske at gengælde uopfordret. For jeg er ikke i tvivl om, at jeg også elsker ham, selv om hverdagen kører i sit vante spor. Han siger det højt, og det er jeg taknemmelig for, men mange gange mangler jeg den fulde tilstedeværelse i sammenhængen. Mange dage taler jeg mere om børnene og han lytter ikke. Mange dage har jeg lyst til at kyle hans telefon eller tablet – ja, han spiller online spil på begge nu – af helvede til og råbe, at virkeligheden er vigtigere. At han skal se sine børn i øjnene og bruge de få vågne timer vi har sammen med dem til DEM. Men også vel vidende, at han sikkert flygter ind i de åndssvage spil, fordi hverdagen også er for meget for ham og at jeg mange gange flygter ind i bloggens univers, så snart børnene sover og jeg har en svag chance for at være mig selv. Uden nogen. Også uden ham. Ganske simpelt fordi jeg på intet andet tidspunkt i løbet af dagen har den luksus ikke at skulle fokusere på andres eller jobbets behov.

Vi burde tale om det hele. Om drømme og håb, om forventninger – de indfriede og dem, som gør ondt, fordi de ikke gengældes. Om at smide tablet og telefon og PC af helvede til og være til stede i familien, tale om mangel på sex og vejen tilbage til mere, om økonomien så vi hver især måske kunne frigive mere tid og dermed mere overskud. Om at sælge huset og flytte, eller om at blive og skabe pladsen. Om os og ikke kun børnene. Vi burde lytte. Sådan rigtig lytte – og lære af hinanden og vores fejl. Men i stedet sidder vi begge og lukker verden ude og siger ikke et kvæk. Ikke af ond vilje, men fordi vi er trætte. Fordi vi ikke ved, hvor vi skal starte. Fordi vi ikke magter mere. Fordi vi ikke helt er på bølgelængde. Fordi vi måske drømmer hver for sig i stedet for sammen.

Kunne jeg forestille mig at blive skilt? Både ja og nej. Forestille mig, men ikke ønske! Jeg elsker min mand, vil nødigt undvære ham og jeg vil helst ikke byde mine børn samme skilsmissebaggrund, som jeg selv kommer fra. Men jeg tænker også mange gange på, om vi begge ville være lykkeligere uden det svære, vi har i fællesskab, at skulle forholde os til? Om vi ville blive bedre og mere dedikerede forældre på enmandshånd hver anden uge? Om vi så ville kunne give slip på det svære og starte forfra? Men jeg kunne ikke forestille mig kun at være 50% del af mine børns liv og hverdag. Selv om jeg mange gange længes vildt efter tid alene, vil jeg ikke undvære dem længere end højest nødvendigt. Lever vi måske for at realisere forskellige mål? Selv om vi egentlig vil præcis det samme.

Vi skal ikke have flere børn og i kølvandet på dette, skal vi finde os selv og vores parforhold igen ud fra de givne omstændigheder. Det føles dog indimellem som om, vi jagter forskellige mål med den beslutning. Som om hans mål er at få mig “igen”, som tingene var engang og at jeg arbejder for at få det bedste familieliv, hvor vi alle har det godt. Hvor rammerne for et godt liv er sikret i den virkelighed, vi har nu. 4 i stedet for 2. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg de seneste måneder har drømt inderligt om at droppe jobbet og lægge hverdagen bag mig. Trække stikket ud og flygte til et sted, hvor forventninger og realitet mødes i equilibrium. Et sted, hvor jeg ikke tager mere af mig selv, end jeg får igen og end jeg har. Bare for en stund.

Jeg har altid været den, der kunne udrette noget. Den, der havde ideer og den, der kunne hjælpe andre. Og jeg gør det gerne – jeg føler bare sjældent, at hjælpen gengældes. Jeg forventer ikke 1:1 retur, men bare en hjælpende hånd eller en smule anerkendelse. Bare for at føle, at nogen SER det. Ser mig. Som andet end den, der vasker op og vasker tøj og slår græs og skifter bleer og køber ind og henter og bringer og gør en stor indsats på jobbet.

Når verden og hverdagen ikke rigtig spiller, begynder jeg også at fokusere på alt det, der står til. På at se mangel på træning og en krop, hvor barselskiloene velsagtens ikke kan kaldes barselskilo mere, men er blevet et “ømt punkt”. Kigge på mig selv og se strækmærker og fedtdepoter. Se på omgangskredsen og ønske, at jeg var dem. Surfe efter resultater af fedtsugninger, fordi den nemme vej lyder rar (dyr, men rar), og begrave mit selvværd og min selvfølelse dybere og dybere. Ja, faktisk blive rigtig godt og grundigt ked af det.

Jeg undersøger mulighederne for nedsat tid, afvikling af barsel drypvist, karriereskift, brancheskift, at sige op og stå af ræset og leve på et minimum. Jeg trænger til at føle, at jeg lever og ikke kun lever for at kunne betale mine regninger. Jeg trænger til at føle, at jeg kan være en masse godt for mine børn, imens de stadig gider mig. Forsøge ikke blot at blive en flygtig del af deres liv, når de kigger tilbage engang, men én, som de holder af for det jeg kan, det jeg gav dem og det, vi havde sammen. Være mere end en ven for min mand – være kone og kvinde. Sidder vi og puger penge sammen til en alderdom, vi ikke ved, om vi får, gemt i vores murstensfort af et parcelhus, der alligevel synes at sluge alle pengene i reparationer? Samler vi til huse, hvor vi burde give los og leve? Pensionen, Peugeoten og parcelhuset – fortjener de de penge, jeg kunne bruge på det, jeg drømmer om? Prioriterer jeg helt forkert i forhold til det, jeg tror, er fornuftigt, eller min bank fortæller mig er det rigtige at gøre? Hvad fortæller mit hjerte mig, er det rette? Er det i virkeligheden poderne, parforholdet og den person, jeg ved, jeg kan være?

Der skal ske noget. På mange fronter. For at få livet og glæden igen. For ikke at ende som et nummer i skilsmissestatistikken. For selv om jeg ikke ser det som en umulighed og ved, at vi alle kan ende der, så ønsker jeg det bestemt ikke! Sommerferien skal bruges til at gennemtænke, hvad jeg, og vi som par, ønsker og hvad der kan lade sig gøre. Blive gladere. Drømme og forhåbentlig udleve drømmene i meget nær fremtid. Før der ikke er nogen at dele drømmene med.

We're not broken – just bent

Right from the start
You were a thief
You stole my heart
And I your willing victim
I let you see the parts of me
That weren’t all that pretty
And with every touch you fixed them

Now you’ve been talking in your sleep, oh, oh
Things you never say to me, oh, oh
Tell me that you’ve had enough
Of our love, our love

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
It’s in the stars
It’s been written in the scars on our hearts
We’re not broken just bent
And we can learn to love again

I’m sorry I don’t understand
Where all of this is coming from
I thought that we were fine
(Oh, we had everything)
Your head is running wild again
My dear we still have everythin’
And it’s all in your mind
(Yeah, but this is happenin’)

You’ve been havin’ real bad dreams, oh, oh
You used to lie so close to me, oh, oh
There’s nothing more than empty sheets
Between our love, our love
Oh, our love, our love

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
I never stopped
You’re still written in the scars on my heart
You’re not broken just bent
And we can learn to love again

Oh, tear ducts can rust
I’ll fix it for us
We’re collecting dust
But our love’s enough
You’re holding it in
You’re pouring a drink
No nothing is as bad as it seems
We’ll come clean

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
It’s in the stars
It’s been written in the scars on our hearts
That we’re not broken just bent
And we can learn to love again

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
It’s in the stars
It’s been written in the scars on our hearts
That we’re not broken just bent
And we can learn to love again

Oh, we can learn to love again
Oh, we can learn to love again
Oh, oh, that we’re not broken just bent
And we can learn to love again

“Just give me a reason” af P!nk og Nate Ruess