Der skulle gå knap en måned…

Der skulle gå knap en måned…

…før jeg kom til tasterne igen. Som flere gange før, prøver jeg at skrive om stort og småt, men når inspirationen svigter, så ender jeg med at have mindst 20 ufærdige indlæg liggende, som hverken synes gode eller relevante længere. What to do?

Jeg valgte at tage en lille blog-pause og acceptere det i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at få skrevet. Erfaringen siger mig, at jeg ikke får det bedre af det.

Når man så har haft en rigtig god weekend med masser af sol og hjemlige sysler med ungerne, så kommer lidt af enerigen og overskuddet tilbage (og man bliver også ret glad indeni, når der ligger en kommentar fra en fast læser, som savner ens skriverier!). For de har nemlig været vildt fedt at kunne luge i haven og bygge højbede og lave snobrød. Tage på aftentur til open by night med ældstepigen og se hende føle sig VIRKELIG stor (ved at være ude til kl. 21…). Bare gå i aftensolen sammen med hende og spise is og kigge på alverdens ting, prøve øjenskygger i Magasin og sludre om løst og fast. Så er hun pludselig på vej til at blive stor.

Det blev til en weekend med 11 km. i løbeskoene, til at få ryddet op og til at ligge og kigge op i himlen på ungernes trampolin og bare lytte til verden. Til at smide ansvaret for en legedag for klassen over på manden og give mig selv lov til for en gangs skyld at sige nej i stedet for at stille op. Det hele skal jeg klart gøre noget mere.

Er jeg klar til at tage på job i morgen? Ikke det fjerneste. Jeg kunne blive udendørs alle døgnets timer i det her vejr! Jeg knuselsker de lyse (og varme) dage!

Jeg skal nok komme tilbage til tasterne, for det er ikke fordi, der slet ikke sker noget her i provinsen. Tværtimod. I skal nok få fortællingen om at acceptere en skoleplads, når ens barn kun er 4,4 år, at familie ikke altid er en let størrelse, at gøre sig tanker om pligter og lommepenge, om at prioritere sig selv og alt det andet, som udgør hverdagens tusindbrikkerspuslespil.

Weekend

Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

Åndehul

Dinah Washington sang det. “What a difference a day made. Twenty-four little hours. Brought the sun and the flowers. Where there used to be rain”. Ved godt, at det er en kærlighedssang, som overhovedet ikke handler om vejret og en dag i haven. Men tog man den nu helt bogstaveligt, så er den et godt soundtrack til min dag.

Weekenden var i udgangspunktet uden planer, men min mor havde behov for hjælp (eller nok mest bare besøg), der kom uventet besøg (hvilket i og for sig var ganske ok) og der var beslutninger, som skulle tages, for at vi kan komme videre med vores planer om at renovere huset (med alt for store beløb på skrift). Pist væk var dagen, og jeg kunne ikke helt undgå at føle mig lidt trist over det. Jeg har et behov for hjemmetid på størrelse med Lolland-Falster p.t.

Men i dag var det strengt forbudt at skulle andet end at være hjemme, være sammen alle 4 og at være ude i det helt fantastiske forårsvejr.
Jeg har savnet foråret, lyset, duften af jord og græs og lyden af vejens unger, som leger, og det var ubeskriveligt rart at trække i striktrøjen og gummirøjserne og rode lidt i haven. Stikke komposten om, fylde krukkerne med god jord, så jeg kan plante forårsblomster ud i løbet af ugen, beskære roserne og ikke mindst plante de rabarnerknolde, jeg har hentet i oldefars have, inden hans hus får en ny ejer.

Da vi købte vores hus for 8 år siden, så jeg ikke for mig, at vi skulle have så meget andet end græs, et æbletræ og de smukke syrener, som haven allerede havde. Vi er langt fra selvforsynende, men i dag har vi desuden blåbærbuske, solbærbuske, en ribsbusk, et staudebed, et rosenbed og nu også rabarber. Kort sagt: Vores have er en mindre udgave af  mine bedsteforældres, og jeg elsker det. Den er som et trygt barndomsminde fyldt med dufte, gøremål, gemmesteder og farver, som jeg rigtig gerne vil give videre til mine egne børn. Hvis mine bedsteforældre kan kigge med et eller andet sted fra, så tror jeg, de ville være glade og rørt over at se deres oldebarn fylde jord på planterne og vande sammen med mig. Selv om sådanne tanker ikke rigtig ligger til min  rationelle natur, kunne jeg godt lide tanken om, at de fik muligheden.

Det var så rart at kigge på trampolinen og lytte til lyde med ældstepigen. At drikke rød saft og spise æblebåde i haven. Bare hun og jeg, imens lillebror samlede kræfter oven på to døgns voldsom hoste dag og nat. Selvfølgelig gad hun ikke ligge der sammen med mig hele dagen, men foretrak naturligt nabobørnenes selskab, så snart de også kom ud i deres have. Kommandocentralen er et hul i hækken, og herigennem fjolles, byttes ting fra haven og aftales legeaftaler her eller der. Vel at mærke af børnene selv, og der gik ikke lang tid, før vi havde fire børn i en bunke på trampolinen. Den mulighed kunne mindstemanden alligevel ikke lade gå fra sig – hoste eller ej. Fire grinende, højlydte unger i en selvopfunden leg, imens min mand og jeg sad og så på dem og grinede af deres påfund.

Jeg sugede den sidste sol ud af dagen med en løbetur. Søndag er den bedste dag at løbe. Vejene anderledes stille, og duftene er anderledes her i udkanten af byen. Ikke så meget bilos og langt mere duft af skovbund og nyslået græs efter mange måneders kulde og regn.

Nu er dagen gået og den har virkelig være god. Jeg håber, mine børn synes det samme. Jeg håber, at ældstepigen synes, det har vejet lidt op for den tid, jeg ikke har haft tid i ugens løb på grund af en syg dreng og mangel på overskud og søvn. Jeg håber, hun vil huske dagen i dag. Det vil jeg i hvert fald!

IMG_20170326_134045_849

G.I. Mom

Jeg var ret tynd engang. Vi taler så folk spurgte, om jeg havde en spiseforstyrrelse (tilbage i tiden, hvor der ikke gik 2-3 anorektikere på en folkeskoleklasse og før nogen egentlig vidste, hvad det var). Men nej, det havde jeg ikke, det har jeg ikke og det er mit chokolade/cola/sovse-forbrug et levende bevis på!

Men her post-graviditet og fødsel, så er det lidt som om, tingene har ændret sig. Badevægten er ikke længere knibsk og min krop er ikke længere så kalorie-fornægtende, som den var engang. Kort sagt: Det sætter sig. Og hvis du, kære læser, allerede har børn, så ved du, at intentioner er der lige så mange af, som der er fitnesscentre – men man kommer det ikke nærmere (bogstaveligt talt). Der er den der famøse tidsfaktor og så er der overskudsvariablen og den ubekendte i form af sygt barn, møder, overarbejde og lidt sygt barn igen.

Faktisk taler jeg ikke for min syge moster, når jeg siger, at det ikke er fordi jeg ikke vil, men bare ikke kan. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan nogle mødre kan finde tid til at hænge ud i fitnesscentret flere gange ugentligt. Jeg hæger mig krampagtigt fast i den højt hellige mandag, hvor det er aftalen, at jeg kan komme ud af huset og ikke skal lave mad/vaske barn/børste tænder/konflikthåndtere/putte/give sutten 10 gange inden kl. 22. Og så er det alligevel ikke altid muligt at komme ud af døren og afsted til den dårlige samvittigheds holdeplads.

Og så var det, jeg læste om den dersens Træn med Forsvaret-app. Ikke kun til i-kulten, men også til os dødelige med Android! Tak tak tak, Forsvar – det kommer som sendt fra himlen til en mor, der så kan lave tingene hjemme. Yes yes yes – now we are talking.

Og jeg har taget testen for at få et personligt program – og fik rent faktisk også smidt mig røv ud at løbe de 20 min, appen råbte op om. Så manglede jeg bare styrkeøvelserne. Ned på gulvet og igang med de avancerede mavebøjninger ( ikke helt i så flot stil, som ham den pæne soldat kunne præstere, men dog et forsøg, og hurra for det!). 1-2-3-4-5-6-7…og BUM! Så landede en glad og overgearet tumling på min mave, alt imens hun jublede og råbte “oppe” (læs: hoppe). Ih hvor fedt, at mor lå der på gulvet – og som alle ved, så må man træde på alt, hvad der ligger på gulvet.

Fik afværget barnet lidt og gik igang med armstrækkere. 1-2-3-4-5-6-7…og KRAMMER! Ih, en kærlig lille pige, der liiiige skulle kramme mors hoved! Altid dejligt, men altså…

Råbte på farmand, en kende irriteret, for hey – det er mandag og så er det HAM, der passer. Basta! Måske der står semi-naiv i panden på mig.

Så var der noget med diagonalløft med arme og ben. Ned på knæ og 1-2-3-4-5-6-7 ….og “Hej mor”, storgrinende tumling, der kravlede ind under min mave og morede sig højlydt over, at mor sådan gad bygge en body-tunnel til hende. Kravle rundt og rundt, ind og ud mellem mors arme og ben.

Jeg behøver vidst ikke skrive mere. Men sød, det er hun jo – for det meste (o:

Dumme mor

Jeg læser med fornøjelse klummen Dumme mor i Søndagsavisen. Og nu, hvor jeg selv har bettetøsen på vej, er der kommet lidt ekstra krydderi på læsningen. Sidst jeg læste klummen, handlede den om at rejse med børn. Det i sig selv var ikke det mest oprivende for mig – men det var til gengæld ikke-forældrenes opfattelse af de forældre, der har skrigende eller umulige børn ombord.

Om himmelvendte blikke og irriterede miner… Og det er lige præcis mig – altså før-fødsel-mig, forestiller jeg mig.

Jeg er virkelig ikke god til at kapere skrigende børn i toget og kan næsten gå ud af mit gode skind, hvis en skoleklasse sidder i samme bus eller togkupé som mig. Jeg magter det simpelthen ikke! Jeg vil faktisk heller løbe nøgen gennem Strøget, end at spendere to timer i en familiekupé.

Jeg er ikke den, der siger “nårh” og “dikke-dikke”, når små børn søger min opmærksomhed (hvilket de har en tendens til) og jeg gider ikke andres børn på et offentligt sted. Det var endda så grelt, at min mand og jeg valgte “kun for voksne”-hotel, da vi sidst var på ferie (selv om jeg var gravid) for at undgå at dele poolen med børn med tvivlsom blærekontrol i vandet og 11-taller under næsen.

Misforstå nu ikke: Jeg kan godt lide børn og glæder mig usigeligt til at bringe min egen lille tulle ind i denne verden! Og venners og families børn for udelt opmærksomhed af tante Mette. Men andre menneskers børn…no no no.

Og den lille vi får bliver selvfølgelig ikke så skrigende, tissende, snottende og umulig som de børn man møder i Bilka eller bussen! Aldrig….

Jeg skal igennem intet mindre end en social og kulturel reformation, når jeg træder fra irriteret ikke-mor til mormenneske full time! Som klummeskriveren i Dumme mor skriver: Jeg er sikker på, at nemesis rammer og at jeg nu bliver den, som alle andre vender øjnene mod loftet over.

Jeg håber, at det kommer med hormonerne, ventetiden, veerne og selve fødslen – at man får et intravenøst skud “mor-overbærenhed” sammen med de smertestillende.

Jeg skal nok lære det – tror jeg nok. Lover intet, men vil prøve alt hvad jeg kan. Prøve at få samme rummelighed, som mine graviditetsbukser p.t. har. Et overskud, som selv den mest ivrige husmoder vil misunde. The land of wishfull thinking….

Læs i øvrigt mere om Dumme mors anstrengelser på www.facebook.com/dummemor