Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Er jeg er en pylremor? Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der nok en vis sandhed i det. Mine børn har altid haft en relativ vid komfortzone, og den der med at de stopper, når de kommer for langt væk, den har aldrig rigtig holdt.

Mine unger er ikke svære, selv om de indimellem kan drive mig halvt eller helt til vanvid. De er sgu nogle gode, skønne og fornuftige unger, som har et relativt koncept om verden allerede. Vi skal bare lige arbejde liiiiidt mere med den lilles evne/vane/uvane med at kaste med ting, når han bliver vred. Her er der stadig ret meget rum for forberding…

Well, frem til pointen. Jeg er nok lidt for god til at sige “pas på” – også selv om de er nogle skide søde unger, som kender grænserne. “Pas nu på, når du løber ned af bakken”. “Pas lige på med ikke at cykle for stærkt”. “Pas på, du ikke taber den”. Du ved, den type, hvis indre biograf spiller lidt for meget katastrofefilm, uden at der nødvendigvis er helt så meget grund til det. Eller er der? Er det bare en dårlig vane?

Min mand siger ofte, at så må de sgu slå sig. Så må de lære, at noget var dumt eller farligt. Min fornuft tænker, at han da har ret – de kan og skal ikke pakkes ind i bobleplast hele livet. Mit moderhjerte skriger, at han skal klappe i. For jeg har sgu ikke lyst til, at de skal slå sig hårdt eller ende i noget, der er farligt. Det er et spørgsmål om for lidt og for meget – og jeg er jo ganske udemærket klar over, at jeg skal give slip. Men lad mig lige gøre det gradvist, ikke? 😛

Derfor var det med sammenvredne hænder og med hjertet oppe i halsen og noget nær opkastfornemmelse, at jeg i dag så til imens min 7-årige datter ræsede for fuld smadder ned af en stejl, asfalteret bakke på sit løbehjul. Hurtigere og hurtigere på regnvåd asfalt. Jeg nåede at sige “Pas på. Det kan være glat, når det har regnet” – sådan ca 30 sekunder før hendes far råbte “Bare giv den fuld gas”. Hun lyttede tydeligvis mest efter sin far.

Der skete ikke noget, men der var fuld gang i biografen, siger jeg dig. F**k mand, hvor min krop reagerede, og jeg hadede min mand en lille bitte smule lige dér.

Sådan havde jeg det også lidt dagen før, hvor jeg kommer ud for at tømme postkassen og jeg til min store overraskelse ser min datter cykle ud i rundkørslen for enden af vejen. Du ved, en af de der “rundkørsler”, som bare er tegnet på vejen og som ingen rigtig respekterer alligevel. For mig så det ud som om, at hun  kørte ud uden at se sig for, og en del af mit indre døde lidt i det øjeblik. Der havde hun aldrig været før alene.

Jeg prøvede at forholde mig i ro, til hun igen lavede 2 meter lange bremsespor på vejen foran mig. “Kiggede dig dig for????”, gispede jeg. “Ork ja, mor. Far sagde, at jeg gerne måtte! og der kom jo ingen biler.”
Jeg vil virkelig ikke mistro hende, men jeg er også pinligt bevidst om, hvor distræt, hun i øjeblikket er, og hvor meget hun kører på autopilot.

Mænd ser ikke farer på samme måde som kvinder – og i den henseende kan det godt undre lidt, at det var dem, der var jægerne i stenalderen. Bjørn? Naaaah, den gør nok ikke noget. Haps. Død.
Jeg ved godt, at jeg skal give slip. Og jeg ved også godt, at det nu engang er godt nok, at min mand indimellem bare lader dem gøre ting, så jeg ikke skaber små neurotiske individer, hvor min hensigt er at opdrage dem som selvstændige små væsner med en god portion ben i næsen. Fornuft og følelser er i en indre kamp som vel egentlig bare hedder moderskab.

Jeg hedder Mette og jeg er en pylremor.

Som det siges: Giv mig sindsro til  at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,  mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Imens jeg øver mig, så er der altså en grund til, at kvinder lever længere end mænd (og forsøger at lade vores børn gøre det samme!). 

 

Meller-dag!

I dag var en ganske særlig dag. I hvert fald, når man er nyslået 6-årig og går i førskole, og første gang finder ud af, at “Meller-dag” eksisterer. Nu lyder det som om, at det er et almengyldigt begreb, men jeg skal indrømme, at jeg aldrig havde hørt ordet før i går kl. 15.30, da jeg hentede min datter i SFO’en. Bevares, konceptet eksisterede også, da jeg gik i skole: Sidste skoledag, og karamelkast fra 9./10.-klasserne. Det havde bare ikke et navn, derude på landet hvor jeg kommer fra.

Hendes reaktion på det faktum, at der eksisterer en dag, hvor nogen bogstaveligt talt kaster slik efter dig, har været noget nær som Jerry Seinfelds halvgamle Halloween-sketch. Get candy, get candy, get candy!

Hendes hoved var simpelthen i karamelland, fra det øjeblik, hun stod op. Hun havde allerede lagt en minutiøs plan for, hvordan hun kunne gemme sig under bordet, for ikke at blive ramt af karamellerne, men samtidig at kunne fange dem, når de andre ikke kunne gribe. Det var lidt gennemtænkt, må jeg medgive hende.

Hun insisterede på at høre historier om, hvordan det foregik, da vi gik i skole, og spærrede øjnene op, da vi kunne berette om vandkampe, udklædning og om, hvordan 10.-klasserne dengang havde haft karamellerne i fryseren, så de kunne ramme ekstra hårdt.

Forventningens glæde var stor, og skolen er blevet en del mere socialt tænkende, end da jeg gik i skole. Her var det hver mand for sig selv, når det galt om at få karameller i lommerne – ikke noget med at dele ligeligt til alle. Hun kom hjem med en fin pose med sit navn på – fuld af karameller. Der er sikkert endt nogle i hendes lille mave, men hun havde de fleste med hjem. Forventningens glæde havde været større end lysten til at spise dem alle på én gang. Det tror jeg sgu ikke, jeg ville kunne have præsteret, da jeg var 6 år.

En stor verden åbner sig gradvist for hende, koncept for koncept. Karamellerne er de små elevers højdepunkt og omdrejningspunkt for sidste skoledag. For de ældre er det noget andet, der trækker. På vejen hjem fra arbejde, passerede jeg adskillige stang stive teenagere, imens der stadig var godt kog i Eventyrhaven med glade, fulde, fjollede unge. Og som den mor, jeg nu engang er blevet, var min første tanke, at jeg er rigtig glad for, at der er længe til hun er én af dem. At jeg har god tid til gradvist at give slip uden nogensinde at slippe helt.

De små æraers afslutning

Nogen kommer snigende – andre kommer med stor salut. De små og store ting i livet og i særdeleshed i moderskabet. Vuggestuen, første skridt og de første ord, børnehaven, farvel til bleen, cykel med støttehjul, cykel uden støttehjul, overnatning her eller ude. Det er de større af dem, som ikke gik ubemærket hen. Men der er også dem, som bare kommer listende, for så pludselig at få min opmærksomhed.

I disse uger er det gået op for mig, hvor meget der egentlig er sket for begge mine to små trolde på kort tid. Nu tager vi det pludselig som en selvfølgelighed, at søster cykler 2,5 km til og fra børnehave hver dag på sin tohjulede uden støttehjul, fordi hun selv vil. Ude på veje med rigtig trafik, også den tunge af slagsen. Med mor lige i baghjulet klar til at kaste mig ind foran hende og redde hende fra al fare! Jeg er vanvittigt stolt af hende, men jeg har ærligt talt stadig hjertet helt oppe i halsen, når lastbiler og busser drøner forbi. Tror faktisk aldrig, jeg kommer til at slappe helt af ved tanken om det. Med denne nyvundne evne, står cykeltraileren pludselig bare og samler blade og regnvand i indkørslen.

Det samme gælder vores Flexi-bad i badeværelset. Hvor de før fik lange skumbad med kopper og gummiænder i badekarrets vand, kan de nu knap have deres lange ben i det og foretrækker at stå under bruseren og skråle med på Onkel Rejes “Jeg kan ikke li’ at gå i bad”.

I dag har jeg også endelig overgivet mig og lagt de sidste bodyer fra Lillebrors skab til side til naboens dreng. Han kan egentlig godt passe dem, men de giver bare ikke rigtig mening længere, efter som han er 2,5 år med fuld fart på og en gudsbenådet evne til at svine sig til med vand, mad med mere, så der går minimum 3 bluser pr. dag. Så er det der med at skulle have hans bukser af også ikke super praktisk. Inden længe tager han også de første skridt imod et farvel til bleen. Det er så til gengæld en æra, jeg vil blive knap så nostalgisk over at afslutte…

Skal man sende tingene samme vej som mikroovnssterilisatoren, barnevognen, paraplyklapvognen og puslebordet? Chancen for, at de pludselig kommer i brug ugen er jo i virkeligheden ret minimal. Det der med graviditet og fødsler er også en ærs, som for mig definitivt er slut. Det er nok kun fordi, jeg ved, at de aldrig skal bruges igen her i huset, at jeg hænger fast ved tingene. Min hjerne skal have tid til at vænne sig til forandringerne.

Mange små æraer kommer til en afslutning og summen af disse får mig til fra tid til anden at stoppe op og tænke på, hvor hurtigt tiden i virkeligheden går, selv om vi stadig definerer os som småbørnsforældre. Efter sommerferien har vi to børn i børnehave og knap er 2017 i gang, før Ældstebarnet træder ind af skolens dør for første gang. Det, som en gang virkede lige så langt ude i fremtiden som selvkørende biler og droner, er lige inden for rækkevidde. Loftet er nu ikke længere fyldt af ting, som første barn er vokset fra og som yngstebarn kan bruge på et tidspunkt. Nu er der rungende tomt, hvor kun minder ligger pakket forsvarligt væk, til børnene engang bliver voksne og kan så en del af deres barndom med sig i bagagen.

En ting eller to om trafik

Da vi købte vores hus tilbage i 2009, så vi en villavej væk fra centrum af Odense, hvor vi begge boede før, men stadig tilstrækkeligt tæt på centrum og i gå eller cykelafstand til det meste. Efter vi har fået børn, er det som om, vores hjerner pludselig ser et ekstra lag. Vores villavej er gennemkørselsvej for tung trafik og elever fra teknisk skole, som lige har fået deres første bil og trykker på speederen, som om der ikke eksisterer andre omkring dem. Jeg har altså ikke noget specielt imod teknisk skole – men det er et faktum, at Brian 1, 2 og 3 dagligt tester, hvor hurtigt man kan forcere de 300 meter, vejen udgør.

Nu hvor Ældstepigen har sagt farvel til støttehjulene og cykler afsted i rasende fart, er vores vej – og den øvrige trafik i øvrigt – blevet forvandlet til verdens farligste sted. Bakkende biler fra indkørsler, hvor føreren ikke kan se en lille pige på fem år komme cyklende på fortovet, latterlige tegnede “rundkørsler” som ingen overholder alligevel, busser som drejer liiige livligt tæt på kantstenen, når hun står og venter ved fodgængerovergangen. Man skal altid have respekt for trafikken, men pludselig er hverdagens puls i vores by, som drømmer om at blive storby, blevet langt farligere. For i den, kan mit livs lys potentielt komme alvorligt til skade eller slukkes helt, hvis ikke jeg lærer hende de nødvendige ting. Og hvordan gør man det? Det, som man har haft så mange år til at lære at tage for givet?

Vi meldte hende ind i Børnenes Trafikklub, da hun var 2,5 år. Den er nu nedlagt, og vi har fået alle hæfter til hun er 6 år tilsendt, så vi kan lære hende om trafik. Det er også meget godt, men jeg føler stadig ikke, at jeg kan lære hende det fuldt ud, ved at sidde og læse historier og sætte krydser og klistermærker på de ting, man skal lære at være opmærksom på. Hvad der er rigtigt og forkert i trafikken. Som med et kørekort, er én ting teori. Noget andet er praksis. Lyde, hastigheder, tidsfornemmelse. Ja, for slet ikke at tale om, hvordan man viser hende alvor, uden at skræmme hende. Hvordan man forklarer, at man ikke blot kan rejse sig op, som i børnehavens leg, hvis man er død. Hvis man bliver ramt hårdt.

Det fører tilbage til min angst for at miste. Min trang til at beskytte hende og pakke hende ind i bobleplast og skærme hende fra alt ondt. Det er jo bare det, at sådan fungerer tingene ikke. Jeg skal give slip, og det er mega-skræmmende. Man giver selvfølgelig ikke los fra dag 1, men doserer det i rette mængder. Lidt ad gangen. Lige fra det øjeblik, jeg gav slip på kosteskaftet bag på hendes cykel, og lod hende køre selv.

Nu kører hun gladeligt 50 meter foran mig, når vi går ned for at handle. Hun ræser afsted fordi hun kan. Jeg prøver at være cool, og tro på, at hun virkelig stopper ved fortovets kant eller for enden af vejen, og ikke bare fortsætter lige ud på vejen. Men jeg ender sgu oftest med at råbe som en anden tosse “breeeeeems” eller “Husk nu at stoppe i god tid”. Hvad er god tid så, når man er 5 år og ny trafikant? Jeg er konstant parat til at løbe, det bedste jeg har lært, for at redde hende fra en potentiel fare. Tager mig selv i altid at have mine løbesko på, når jeg er ude med hende og øve trafik, og sætter i øvrigt min lidt til, at en kombi af regelmæssig løbetræning og et boost af adrenalin, kan få mig til at give Usain Bolt baghjul, hvis det virkelig gælder.

Der er kun én vej til at klæde hende bedst muligt på, og den består af træning, gentagelser og tiltro. Øvelse gør mester. Det håber jeg også gør sig gældende for moderen, imens hun langsomt giver mere og mere slip.

Et halvt årti

Jeg ved godt, at det efterhånden er ved at være noget tid siden, jeg har været forbi bloggen. Årsagen er bestemt ikke mangel på emner at skrive om – oh GOD, der er mange! Men fordi jeg har malet ældste-pigens værelse og opgraderet det fra lillepige-værelse til pige, der er 5 år om få dage! Den evige jubel-optimist her troede, at jeg selvfølgelig kunne male det over på et par dage. Det var lige indtil jeg indså, præcis HVOR lang tid det tog at male de listelofter, jeg faldt for, da vi købte huset, tog at male. Så blegnede kærligheden lidt. Især fordi de skulle have 3 gange maling.

Nu er lillepige-værelset forvandlet til et værelse, der er damen værdig med antikt guldspejl med roser (tak til oldefar) og udklædningsgarderobe, hvor alle kjoler, tasker, perlekæder og parykker kan hænge frit fremme – intet mindre kan vel gøre det til en prinsesse. Sættehylde og sommerfugle, lyserød og lidt mere guld… Og igen siger jeg tak til oldefar for at have lært mig at bruge alverdens værktøj og powertools.

Der er bare et eller andet over det der med 5 år, som gør mig eftertænksom og lidt sentimental. Hun bliver simpelthen så stor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg synes, at 5 år er skelsættende, men det føles som om, vi passerer et skarpt hjørne lige om lidt. Måske fordi vi er halvvejs til tocifrede tal? Måske fordi næste stop er skole, og børnehavetiden synger på sidste vers. Så lang tid er der i virkeligheden heller ikke til marts, hvor Forårs-SFO’en slår dørene op. Måske det er fordi det er et halvt årti siden jeg blev nogens mor. OK…den del glemmer vi lige igen.

Hendes sprog og væremåde har taget et kvantespring på det seneste. Guderne skal vide, at hendes opførsel over for mig også ændres fra tid til anden, men det er vidst en uundgåelig del af at være mor til en pige.
Hun skaber koblinger, som nogen gange føles alt for voksne til hende, men som måske bare er alt for “voksne” til det billede af en lille pige, som jeg har inde i mit hoved. At jeg skal se, at hun er på vej til at blive alt andet end lille.

Føler jeg mig så selv 5 år ældre? Både og. Jeg kan stadig passe det samme tøj, som for 5 år siden, selv om jeg har skabt to små mennesker med min krop og nogle dele af den langt fra er så fast i kødet, som det engang var, samtidig med at tyngdekraften insisterer på at bevise sig selv dagligt. Jeg synes stadig, jeg er den samme, som den gang, inden i. Blot med flere erfaringer af den gode og den slemme slags. Når jeg ser fotos af mig selv, fra hun var lille, føles det dog som om, jeg kigger på et barn, som holder et barn. En meget ung udgave af mig selv, som jeg ikke helt husker. Der er godt nok løbet meget vand i åen siden. Der skulle åbenbart to børn til, for at gøre mig til en voksen. Og nogle startvanskeligheder til, før jeg følte mig som en mor.

Summassummarum, har det været de vildeste 5 år! Uden at vide, hvordan det føles at tage stoffer, så må moderskabet simpelthen være det mest bevidsthedsudvidende drug i verden. Det vildeste trip. Og på én eller anden måde har jeg – uden manual – formået at få skabe et lille helstøbt menneske, som nu på mange måder afprøver sine egne vinger. Nogle gange flyver hun frit, hvor jeg er ved at revne af stolthed, imens ingen kan se, hvor meget mit moderinstinkt kæmper for ikke at fare efter hende og holde hende fast i mine arme i håbet om, at hun aldrig skal væk og ud i den store vide verden uden moar. Nogle gange falder hun, og så griber jeg og lover hende, at det hele bliver bedre næste gang. Hvis vi bare øver os. Sammen.

Jeg kan trøste mig ved heldigvis langt til 18 år, og i mellemtiden skal jeg øve mig på at skabe frie rammer og give slip og samtidig med at jeg skal styrke følelsen i hende af, at mor altid er her, når hun  har brug for mig. Den del er langt mere nervepirrende, end den forestående 5-årsdag.

 

There's a last time for everything

Nå, nu siger jeg det lige: November bliver soul searching på højt plan på bloggen. Ned i mor-materien, da der er to store ting på programmet. Uden overskæg, men 100% hudløs, bliver november 2014 til Mom-vember.

  1. I morgen starter yngste-slynglen i vuggestue og et helt nyt kapitel i hans ellers allerede så stormfulde liv. I morgen skal jeg give slip på mit hjertebarn og lukke ham ud i det pulserende liv, som alle andre små drenge.
  2. Om præcis en måned kommer jeg hjem fra min første arbejdsdag efter barselsorlov. Og så har jeg skudt små 40 års arbejdsliv i gang (med mindre jeg vinder den store gevinst i Lotto). For jeg skal aldrig på barsel igen. Jeg skal ikke have flere børn. Det holder hverken min krop eller mit sind til.

First things first. Vuggestue. Mandag. Som i morgen!

På en eller anden måde er det trist og nervepirrende, og på en anden måde befriende. Ganske som første gang. Det er ingen hemmelighed, at jeg aldrig rigtig har elsket at være på barsel. Faktisk heller ikke at være gravid. Har skævet til andre mødre, der bare syntes at elske det og gransket min hjerne og sjæl for, hvorfor jeg ikke gjorde det samme. Hvilken kode havde jeg ikke knækket? Hvilken del af moderskabet manglede inden i mig, siden jeg – ærligt – følte mig frihedsberøvet? Hvad var der galt med mig? Er jeg a freak of nature?

Der skal bestemt ikke herske nogen som helst tvivl om at jeg elsker mine børn af hele mit hjerte og aldrig har jeg givet så meget af mig selv til nogen, som jeg har gjort – og altid vil gøre – for dem. Også når det synes som om, der ikke er flere ressourcer i mig. Aldrig har jeg fået så meget igen, som fra mine børn og aldrig har jeg lært så meget om mig selv. Men elsket at være på barsel, det kan jeg ikke sige, at jeg har. Desværre.

Jeg bliver trist fordi, jeg ikke har formået at elske den tid i min børns liv, hvor jeg har kunnet give dem min fulde tid. Jeg ved ikke, hvad det er i mig, men jeg trives ikke med at gå hjemme, men jeg har aldrig følt mig så ensom, som jeg har gjort både første og anden gang. Omgivet af mennesker i mødregruppen og institutionen og andre, man møder i gadebilledet, naboen m.m., men ensom alligevel. Låst. Uden mulighed for at være det, jeg engang var. Eller måske rettere sagt: Gøre det, jeg kunne engang. Ja, det er pisse kontroversielt at sige, men det har været en svær omstilling i mit liv at gå fra Mette til Mor og fra mor til en til mor til to.

Nu tænker du måske, at jeg har det sådan på grund af Lille Vs hjertesygdom. Men det er ikke forklaringen. For jeg havde det også sådan første gang. Den første tid var kaotisk begge gange og jeg skulle finde mine ben i det hele, men når den første kuller havde lagt sig, begyndte jeg at føle mig efterladt, når manden gik på job om morgenen. Privilligeret for at have mulighed for at se mine skønne unger vokse og udvikle sig. Efterladt, fordi mit liv for en stor dels vedkommende bød på det svære, det trælse og det opslidende. På spisekriser, manglende søvn, bræk, bæ og brok. Jeg har mange gange været misundelig på ham, fordi han “fik lov” at gå på arbejde. Fordi hans liv ikke skulle lægges fuldstændig radikalt om. Han har følt, at han lagde al arbejdet over på mig, fordi hans virksomhed krævede hans tilstedeværelse, hvis der skulle penge til at forsørge familielivet. Og jeg har mange gange givet ham ret – følt, at virksomheden kom før familielivet. Også selv om det ikke var hans intention.

Jeg har følt mig så rådden over at være sur og ked af det, når han kom hjem. Led og ked af at være trist og træt og meget lidt kone for ham, fordi børnene fik og tog deres del af mig. Nogle gange også fordi jeg var misundelig på hans tid på jobbet eller pendlerlivet. At gå på toilettet selv. At spise sin mad uforstyrret. Jeg har mange gange følt, at jeg var en skygge af det, jeg førhen definerede som “mig selv”, alt imens jeg beskuede det nye “jeg”, som fik så mange nye kompetencer i moderskabets gode navn, men som mistede så meget af det gamle liv i et tempo, min hjerne slet ikke var klar til. Slet ikke var forberedt på.

Jeg bliver aldrig hjemmegående husmor. Det har aldrig været min drøm. Og trods ovenstående ved jeg et eller andet sted, at selv om mine unger ikke har gået til babysalmesang, stimulastik og har været med mor på café en eneste gang, så har jeg alligevel været alt det mor for dem, som jeg formår. Også selv om jeg ikke selv føler, at det har været nok.

Når jeg så pakker tasken til både børnehavebarnet OG vuggestuebarnet, bliver jeg også ramt af et stort sug i maven. Enhver mor har nurset sit barn til det, det er i dag, men jeg har kæmpet for min søns overlevelse. Bedt og grædt for hans liv og de lidelser, hans hjertesygdom bød ham fra hans første åndedrag. Lægerne var dygtige og vi var heldige, for han overlevede og efter en del vanskeligheder, begyndte han at tage på og udvikle sig. Blev stærkere og stærkere dag for dag. Til det han er i dag, hvor man ikke vil vide, at han er hjertebarn og præmatur, hvis ikke man ser hans ar og kender både hans fødselsdato og min terminsdato. Jeg er så pavestolt af ham! Min lille Superman!

Men i morgen skal jeg give slip. Ja, jeg skal med ham de første mange dage, men jeg skal betro andre mennesker med det lille liv, som  jeg har kæmpet så meget for. Jeg skal give slip på ansvaret og kontrollen med hans velbefindende i dagtimerne og vende tilbage til en almindelig hverdag. Nu skal min lille mand ud og vise, hvem han er og hvad han er blevet.

Jeg skal tro på, at der bliver set efter hans mindste behov i vuggestuen. Og det gør der. Men det er alligevel skræmmende, at skulle give slip, når moderskabet er startet så vanvittigt kaotisk og turbulent, som det er. Jeg er stadig rundtosset og nu skal jeg tænke klart.

Når det så er sagt, så længes jeg stadig efter at komme på job og være BÅDE Mette og mor. Være noget af det, der giver mig et fagligt drive, som ærligt, også smitter af på det overskud, jeg kommer hjem til mine børn med. På en positiv måde. Jeg trives nu engang bedst med at være begge dele. Om lidt skal jeg også “have lov” til at gå ud af døren om morgenen. Også selv om jeg godt ved, at mine tanker ofte vil være på, hvad mine to små nu laver? Om det har det godt og om de savner deres mor?

To institutionsbørn. Imorgen. Vildt! Og der kommer ikke flere. Fra nu af skal vi kun se dem vokse og ikke starte forfra. Nu er det nu! Så er spørgsmålet bare, om vi er klar?!??!!???