Er jeg en dårlig kone

Er jeg en dårlig kone

På mange måder har min mand en ret god kone, hvis jeg selv skal sige det. Men måske er jeg alligevel lidt en dårlig kone ved at fryde mig max ved, at hans tablet pludselig gik i sort i dag? Den vil ikke lade op, den vil ikke tænde – den vil bare ikke noget! Det var godt nok ærgerligt, hva??? #notreally

Følger du bloggen, vil du vide, at min mand er gift med to. Mig – lovformeligt – og sin tablet rent opmærksomhedsmæssigt. Han nægter afhængigheden, men skal vi være ærlige, rører han sgu nok mere ved den end mig i løbet af en dag. Han kan ikke gå på arbejde – ej heller på toilettet uden den. Stakkels pus…

Får han af vide, at det på ingen måde er ok? JEP! Bliver jeg pissetræt af ham? JEP! Ændrer han ved det? Han prøver, men intet varer som bekendt evigt. Er jeg vedholdende og sk**eirriterende? You bet, I am! Det er både en kones og en mors lod, åbenbart.

Så måske universet lige har sendt mig en lille fredagshilsen i dag. En HEL weekend uden tabletten kunne godt ligne svaret på mine bønner, udover mindre regn og pålidelige og meddelsomme håndværkere. Det kunne faktisk ikke komme på et bedre tidspunkt. Vi har nemlig ingen planer overhovedet hele weekenden!

Ja ja, han har sin telefon – men så er der ikke TO skærme, den knap 40-årige teenager skal forholde sig til. Så skal han forholde sig til mig og børnene (og de opgaver, jeg saaaaagtens kan finde på til ham!). YAY!

Jeg ved godt, at jeg er lidt af en kælling ved at fryde mig over det, og jeg elsker ham trods tablettens indflydelse, men det er både ret sjovt og ret rart. Gnæk, gnæk, gnæk! Jeg kan faktisk ikke rigtig få dårlig samvittighed over det 😀

God weekend!

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Her vil jeg bygge, her vil jeg bo #1

Vi er ved at bygge hytten om p.t. En proces, der både er ret fed og virkelig ufed på samme tid.
Dengang vi købte huset, erhvervede vi os jo nærmest et slot! Vi boede i min ydmyg studiehybel – 2 voksne mennesker og to katte på lidt under 50 kvm. Og her fik vi det dobbelte! Det dobbelte, mine damer og herrer! 3 værelser, stor stue og en have! Det var jo luksus.

Vi flyttede ind og alt var godt, hvis man fraser vandrør, der sprang på skift og kældervægge, som var malet med skibsmaling for at skjule fugt. Vi blev husejere på den hårde måde. Problemerne blev fikset (DYRT!) Og så gik der hul på stikledningen, og så var der vand i kælderen igen. Heldigvis havde vi fuld forsikring på, og derved blev kælderen første renoveringsprojekt.

Her stod vi så med en fin kælder, som dog ikke er godkendt til beboelse. Men flot er den. Og så en dag var der pludselig to lyserøde streger på graviditetstesten. Ovenud lykke! To blev til tre og da den bette plut var i hjemmet, blev ting som hulmursisolering, gulve uden splinter og et sundere indeklima i form af et varmegenvindingsanlæg enormt vigtige. Pludselig så man ting ved huset, som øjet (eller tanken) aldrig var faldet på. Moderhjernen er en mærkelig størrelse.

Tre blev til fire, og overskuddet røg i bund efter lang tids hospitalsindlæggelse og adskillelse. Ingen.Energi.Til.Noget.Som.Helst! Huset lignede noget, der var løgn. Renovering var en by i Rusland og ukrudtet voksede uhæmmet.

Hjernen er som sagt en mærkelig størrelse, og det er fornemmelsen for fremtiden behov åbenbart også. Det strenge falder gradvist i baggrunden, og troen på verden og hverdagen vokser sig større dag for dag. Det samme gør børnene – altså vokser – og pludselig er 98 kvm. i virkeligeheden ikke ret meget (i lille luksus-Danmark). Hvis det begynder at virke småt nu, hvad gør det så ikke, når de er 13 og 15 år? GISP! Jeg shssss’er og tshhhh’er på dem, hvis én af os trænger til at hvile et øjeblik, fordi soveværelserne ligger så tæt, at man kan høre ALT! De skal kunne lege på deres egne værelser. Noget andet er, at værelserne er så små, at de mere eller mindre annekterer resten af huset, når de har gang i en god og omfangsrig leg, og vi savner plads til kontor og symaskine.

Så er der jo ligesom 2 valg: Flytte eller bygge til. Vi har overvejet begge i lang tid, men da Ældsten fik plads på den skole, vi holder af, lige i nærheden, så var valget klart. Vi bliver sgu! Og på den måde endte jeg nu med at stå med et byggelån og et mindre ragnarok på matriklen. Vi er på vej til 32 ekstra kvadratmeter, et nyt tag og nye døre og vinduer i hele hytten. Ja da, hvorfor begrænse…? Vi er sprunget ud i det og håber, vi lander godt og blødt i seng og sofa i de nye rum. I et hus, der kan blive mine børns barndomshjem. Banken ville i hvert fald blive svært skuffede, hvis vi blev skilt lige nu eller de næste 10 år.

Her vil vi bygge, her vil vi bo, men lige nu er det kaos. Lige nu er det mudder til anklerne. Lige nu er det svært at forestille sig, at de bliver færdige inden nytår. Det minder faktisk lidt om at have helt små børn igen og messe “Det er kun en fase, det går over. Det er kun en fase…”

To be continued…

Byggerod

Flad

Det er søndag og snart kalder hamsterhjulet igen. Jeg er flad og på ingen måde klar til at genoptage arbejdet, hvor jeg slap i fredags. Jeg har ikke festet for hårdt og har tømmermænd. Det kunne sikkert ellers have været ok.

Vi har været hjemme. Har hjulpet familien. Har ryddet op og gjort rent og alt det der, og har konflikthåndteret ekstraordinært meget mellem de to arvinger. Ved ikke lige, hvad der gik af dem, men enes det formåede de ikke at gøre. Småting. Hvem havde en fod på dens andens sofahynde. Hvem fik blåbær først. Generel mangel på respekt for ordene “Vent lidt”, “stop”, “nej”, “jeg kan ikke lide det”, “lad hinanden være et øjeblik” og “sid rigtigt på stolen”. Jeg har sagt det før: Mit indre enebarn forstår det simpelthen ikke!!!

Vi har pløjet en række byggemarkeder igennem for at studere udvalget af gulvfliser til vores byggeprojekt, og har vasket rigtigt meget tøj, da det synes som om, yngstemanden gar glemt, at han ikke længere går med ble. Han har desuden glemt at sove igennem også.

Så ikke noget vildt – bare weekendernes svar på hverdagens trummerum. Ferien føles som om, den allerede er lysår væk, og jeg tæller i mit stille sind dagene til juleferien. Om en uge starter skolen for alvor. Ikke mere forskole eller “mini-klasse”, som dem der spørger, alligevel ikke rigtig ved, hvad er, men derimod 0. klasse. Heldigvis glæder hun sig rigtig, rigtig meget. Det er skønt at se. Jeg er virkelig spændt på at se, hvor hurtigt skolen sætter sit aftryk på hende og hendes læring.

Lige nu er der kaffe i koppen og kat langs min side. Batterierne er flade. Helt flade. Kan allerede sige, at mandag kommer til at føles som en marathon. Jeg vil ikke. Helst ikke. Jeg skal nok sige be-be!

IMG-0309

Om at nå det

I starten af ferien sad jeg i min pre-kaffe-tåge og scrollede igennem mit Facebook-feed. Som det nu er med Facebook, var det meste noget, som aldrig går over i historien, nogle likes blev skudt afsted, men så fangede mit øje noget, som ramte midt i den følelse, jeg sad med. Ville jeg nå det?

Allerede før ferien begyndte, var jeg bekymret for “ikke at nå det”. Jeg vidste, hvor presset min hverdag var, med to børn, et job og et ægteskab i årelang krise.

Ferien var vores eneste mulighed for at komme til bunds i alle bunkerne. Bunkerne af rod, der hobede sig op i hverdagen, bunkerne af følelser, der blev undertrykt for at bevare bare en smule af den gode stemning i hverdagen, bunkerne af ord der aldrig blev kommunikeret, men bare ulmede… Ferierne var vores eneste chance for at nå hinanden bare en lille smule.

Ordene kom fra dette indlæg på Facebook. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg nederst indså, at det var en teaser for et onlineforedrag, men ordene var ikke destomindre relevante. De ramte ned i en grundfølelse, jeg selv sad med.

Mit ægteskab er ikke decideret i årelang krise, men har været gennem årelang forandring. Dog stadig fuldt intakt og det priser jeg mig lykkelig for! Men jeg var inderligt bange for ikke at “nå det”.

Nå hvad?, tænker du måske – og det er også en smule ironisk at tale om at nå noget, når man har 3 ugers fri foran sig. Men jeg var mest af alt bange for ikke at nå at falde til ro igen. Ikke at nå at få slappet af og slettet en del af de midlertidige filer, min hjerne slæber rundt på og som gør den både langsom, overfyldt og trist. Lige nu er jeg ikke glad for mit job. Jeg har i hvert fald ikke arbejdsglæde, og det dræner. Det skyldes lige dele store ubekendte faktorer og et arbejdsmiljø, der skraber bunden. Det gør ondt – ekstra ondt, hvis man én gang har været helt nede og bide i græsset på grund af stress.

Jeg var fyldt op til randen af arbejde og hverdag. Af beslutninger, forventninger og mangel på søvn. At at løbe i hamsterhjulet, uden helt at kunne se et mål i horisonten. Sommerferien var mit utopia.

At vi skulle være hjemme i sommerferien var ikke noget nyt. Vi rejser helst i de måneder, hvor Danmark er koldt, mørkt, blæsende og regnfuldt (nårh ja, det kan være en svær definition i forhold til denne sommer…), og bliver hjemme i den tid, hvor Danmark viser sig fra sin bedste side (igen lidt haha). I år var det bare et endnu mere bevidst valg. Vi skulle være hjemme og føle, at vi var hjemme og var sammen alle fire.

Vi havde planer i forhold til huset. Vores gamle udestue skulle ned for at give plads til en forestående tilbygning. Mere om den en anden gang. Ikke just afslappende arbejde, men noget hvor vi både kunne se fremskridt, mål og ikke mindst kunne slå hjernen fra og gå fuldstændig destruktivo. Legoland er også en klassiker – inklusiv en hotelovernatning eller to et sted i Danmark. Og så plejer vi også at tage et smut forbi hovedstaden. Det nåede vi altsammen.

Børnene havde nattøj på store dele af tiden – der var ligesom ingen grund til at komme ud af det. Jeg har skældt mindre ud, og har været på lange gå- eller cykelture med dem hver især eller sammen. Vi har dyppet tæer i Storebælt, ristet snobrød over bål og har bælget og ædt kilovis af friske danske ærter. Og så har jeg sandsynligvis købt min sidste pakke bleer. Vi er virkelig godt på vej til at sige et endeligt farvel til tiden med blebørn. Det er jeg vildt glad for, at vi nåede!

Jeg har erhvervet mig den obligatoriske løbeskade, fordi jeg endelig havde tid til at løbe af lyst og ikke af pligt. Jeg er blevet kaldt på 200 gange om dagen og har vasket bunkevis af tøj som følge af ovenstående bleafvænning. Jeg har handlet og lavet mad og fortærret store mængder sukker. På den front har jeg nået en del.

Jeg har kørt trailer, så man skulle tro, jeg har flere generationer jyde i mig. Jeg har smidt ud og sorteret i de umiddelbare fysiske bunker. Desværre ikke så systematisk i de mentale. Jeg har også mærket rigtig meget efter, hvad jeg føler i min egen krop, og følelsen er ikke så god. Jeg er ikke nået i bund med det, der alt for længe har fyldt mig op.

Min mand og jeg har haft mange ord, der lå og ulmede, men ikke dem, der handler om at skyde hinanden noget i skoene. Mere dem, som handlede om fremtiden og hvad vi hver især tænker om den. Hvad der kunne give os energi. Det nåede vi også (og mandens tablet gik i stykker i løbet af ferien. Tænker, at karma sendte mig en lille gave på den front).

Nåede jeg at føle mig klar til det næste halve år? Ikke det fjerneste, desværre. Som sagt er der en masse uforløste problemstillinger på jobbet, som jeg ikke er herre over og kan vælge at hejse langemanden overfor, men som desværre nok til dels hører til min stilling, at forholde mig til. Jeg skal øve mig i ikke at lade dem hænge ved inden i, selv om det er pisse svært at forbyde dem taletid efter fyraften og i særdeleshed om natten, når søvnen svigter mig og tankerne vandrer.

Jeg er desværre ikke nået ned i gear trods tre ugers mere eller mindre stilstand med base i hjemmet. Jeg har ikke ét sekund været fristet til at tjekke arbejdsmailen eller firmaets hjemmeside. Det er en fasttømret regel ikke at gøre. Desværre har jeg alt for ofte følt jobbets tilstedeværelse som en skygge, der fulgte efter mig. Mavepinen, anspændtheden, søvnløsheden og manglen på lyst til at genoptage gamet 37 timer om ugen. Jeg har ikke savnet at smørre madpakker, sige “kom nu” kl. 6.45 om morgenen, eller cykle som en rasende for at nå at hente begge børn i tide. Jeg har ikke savnet Forældreintra eller livet i børnehaven på godt og ondt. Det tror jeg heller ikke, børnene har. Mest af alt har jeg bare haft lyst til at gøre “noget. Gøre “noget andet”. Det har jeg dog selv spændt lidt ben for, som fremtidige indlæg vil vise.

Jeg har endnu en dag, før hamsterhjulet sætter farten op. Helt bevidst en dag alene, for ikke at være alt for trist over, at ferien ender på børnenes sidste feriedag. Jeg kan bedst lide mig selv om sommeren. Her er jeg tættere på den, jeg allerhelst vil være som mor, kone og menneske. Det er nok ganske naturligt og alment at føle big time ferieblues, når tre ugers ferie ender. For trods alt har jeg været sammen med dem, som betyder allermest for mig. Hver dag. Og det i sig selv en en gave, som jeg aldrig ville undvære. Lige om lidt trykkes der på tempoknappen. Jeg kan bare ikke løbe lige nu – fysisk og metaforisk. Jeg er stadig træt og øm. Måske lige netop den følelse skal være min rettesnor, når cirkusset åbner igen?

IMG_0173 (1)

 

Ansvarsfralæggelse

I går cruisede min mand og jeg ned gennem Nordtyskland. Rock i radioen og fuld fart derudaf. Vi havde 30 timer uden børn. Bare vores tid. Hold nu kæft, hvor havde jeg længtes efter det! 30 timer til at lege, at vi kan gøre, hvad vi vil. 30 timer til at bruge ekstra tid og penge på noget, vi ellers ikke gør (længere). 30 timer til at være fjollede og kysse hinanden, høre høj musik, give hinanden en lammer på skulderen, når der passerer en gul bil (hvorfor ved jeg ikke helt…) og opføre os lidt som teenagere.

Altså ikke fordi jeg ikke kan lide at være sammen med vores børn, men indimellem længes jeg efter ikke at stå med ansvaret – bare én dag en gang imellem. Hverdagen er ikke just venlig ved os p.t., og der går – lige som andre dele af voksenlivet – indimellem meget langt imellem, at det sker.

Jeg er virkelig ikke et større menneske, end at jeg mærker et stik af jalousi, når jeg hører om andre, der enten sender børnene med bedsteforældrene på camping i en uge, eller har mindst 1 børnefri weekend om måneden fordelt på to eller flere sæt bedsteforældre, alt efter skilsmissestatistik, så parforholdet kan styrkes og plejes. Jeg er glad på deres vegne, men ville virkelig også ønske, at jeg havde muligheden lidt oftere. Det tror jeg både mit forhold, mine børn og jeg kunne få noget godt ud af. For tid er lig med overskud – også på den lange bane.

Hvorfor har du fået børn, hvis du  længes efter at komme væk fra dem? Men før de tanker evt. kommer for godt i gang med dem, så stop en halv og tænk på, at vi taler 24-48 timer et par gange om året sår’n cirka. Hvor de selvfølgelig ikke sidder og kukkelurer i børnehaven, imens mor og far ferierer den, men derimod er sammen med deres farmor og farfar, som får dem til at føle sig som royale.

Faktum er, at jeg er rigtig meget sammen med mine børn. Hver dag, alle ferier og fridage, dag og nat. Nogen gange så meget, at jeg trods den konstante tilstedeværelse i deres liv, ikke helt kan være den slags mor, jeg allerhelst vil være. Jeg trænger indimellem til at trække vejret og lægge låg på ansvarsgryden, før den koger over.

Vi har hinanden i vores lille enhed på 4 på godt og ondt. Langt mest på godt! Vores pasningsmuligheder er begrænsede, hvis vi taler om mere end en barnepige et par timer eller tre hist og her. Jeg har ingen søskende, min mands bor langt væk og vores forældre er enten oppe i årene, gangbesværede eller døde. Sååååå deeeet…

Vi har absolut ingen forventning om, at vores forældre bare partout skal passe børn. Hverken når der er tale om syge børn eller forældre, der længes efter en pause. Det er ikke vores forældres ansvar, at vi har fået børn. Vi er dog evigt taknemmelige for hjælpen, men da den indimellem er den lim, der overhovedet får hverdagen til at hænge sammen. Så vi er også påpasselige med at komme med et ønske om, at de også lige tager børnene weekenden over.

Vores forældre vil gerne børnene, men der er grænser for energi, fysisk formåen og hensynet til deres hverdag og andre søskende med lignende behov. Vi forventer ikke, og derfor nyder vi ekstra meget, når det kan lade sig gøre nogle gange om året.

Igår skete det – og det var dejligt! Tiltrængt og dejligt og lige, hvad hele familien havde brug for. Det gav overskud til at give mere til de små mennesker, jeg holder mest af <3

 

Om vrede numser og længsel efter weekend

Fredag morgen kan godt være lidt af en killer i vores lille familie. Forældrene er opløftede over udsigten til weekend, og ungernes energi er kørt ned til sokkeholderne. Normalt cykler ældsten og jeg ind til hendes skole, når vi har afleveret lillebror i bil i den anden ende af byen, men fredag morgen, tager cykelturen tre gange så lang tid, som normalt. Hendes ben er trætte og hendes tanker vandrer. Derfor hænder det ret ofte, at jeg vælger at tætte hende i cykelstolen, som hun godt nok er håbløst for lang til, og trække cyklen ind til skolen. Det er hurtigere, koster færre diskussioner og minimerer muligheden for, at min tålmodighed slipper op.

Når hun så sidder dér, plejer vi at få snakket om løst og fast og det er helt vildt rart. I dag var hun særligt optaget af, hvorfor hendes fars cykelsaddel var smal, hvorimod min er bred. Jeg svarede ret kækt, at det var fordi hendes far har en smal mås og jeg er benådet med en bred mås.

”Tihiiii, du har en sur mås, mor”, fnes hun.

”Hvad siger du, din bandit? Jeg har da ikke en sur mås”, svarede jeg.

”Jo, du har. Du har en sur mås. Du siger altid, at den er vred”, lød det retur.

Så faldt tiøren. Hvis jeg indimellem synes, hun siger nogle underlige ting, så peger pilen tilbage på mig. Kan da godt forstå, at barnet har fået sære billeder på nethinden, hvis det var det, hun troede, jeg sagde 😀 Hø hø!

God røv (pun intended), god weekend, som man sagde, dengang jeg var ung. Og det vidner en del om, hvor længe siden, det er siden, jeg var det.

Nu er der dømt weekend, og jeg kan love dig for, at jeg har ventet med længsel på den. Der sker så mange ting på jobbet p.t., at jeg ikke helt ved, hvilket af mine ben, jeg skal stå på, og jeg er stadig faret vild i hverdagen med ét barn i skole og ét i børnehaven i hver sin ende af byen. Jeg er aldrig gået ind til nogen af delene med indstillingen, at jeg ikke behøver bidrage og støtte op, men på den måde, hverdagen er skruet sammen i den almene børnefamilie, er det er det rigtig svært at deltage i alt det, der tilbydes og det, der forventes, når der er dobbelt op på det.

Jeg er træt og har tænkt mig at sætte mig med en kop kaffe ved det lokale skt. hans-bål og nyde udsigten; til bålet og til weekenden. Sidde og bare være sammen med dem, jeg holder af og tænke på, at jeg i virkeligheden ikke behøver noget andet end dem. Tænke på, at der kun er to uger til sommerferien. Tænke på, at vi ikke skal noget som helst i morgen, andet end at være sammen. <3

God midsommer!

Hverdagsflugt

Et vellykket get-away fra hverdagens trummerum er vel overstået. Nymindegab og Nr. Nebel kom, så og sejrede, og bød på en ganske fin deal bestående af sommerhytte (hus er nok så meget sagt), fri adgang til badeland, skøn natur og en overkommelig afstand til et af de steder i kongeriget Danmark, jeg bedst kan lide: Vesterhavet. Det var en lidt spontan beslutning, da vi nok havde luret på et sommerhus i det vestjyske, men havde lurepasset lige længe nok til, at priserne var tredoblet lige op til industriferien. Men så dukkede dette op og det har været ganske fortræffeligt. Vi trængte bare til at komme væk fra husets vægge, regnen, ungernes noget nær konstante kampe og følelsen af ikke at give vores børn en “ordentlig” sommerferie, blot fordi mor og far mest af alt var så trætte, at vi ikke drømte om andet end tre uger på langs. Den går bare ikke med børn i huset.

Børnenes brok og særegne evne til at vågne om natten og stadig være friske som havørne kl. 5.15 tog med på ferie, men ellers føltes Vestjylland faktisk ganske eksotisk. Nok vartede jeg stadig op og tørrede op, men det var ikke helt lige så træls som hjemme.

Vi besluttede os for at dele os og børnene lidt op i løbet af dagene. Selv om der kun er 2,5 år imellem dem, så er springet imellem 2,5 og 5 år stort, når det gælder oplevelser og udfordringer. Soppebassinet er ikke så hot som den vilde vandrutsjebane helt oppe under loftet, som udfordrer mors højdeskræk og som får maven til at kilde, så man fniser og hviner. Det viste sig at være en klog beslutning, og det gav også tid til at se og høre langt mere end at tale til fornuft. Jeg kunne godt have brugt lidt mere alenetid med Ældstepigen, for det var overvejende fars pige og mors dreng – af nemheds skyld, da far et mere hooked på klorvand, end jeg er og lillemanden p.t. kun kan udføre basale færdigheder, hvis mor er inden for rækkevidde. Vi valgte med andre ord den løsning, som gav færrest problemer. Der er rigeligt af kilder til dem i forvejen.

Brunch, badeland, bare tæer i vesterhavsvand. Hoppepuder og andre herligheder – helt enkelt og uden glitter eller glamour. Det var rart! Jeg er ikke en døjt mere udhvilet – snarere tværtimod. Men det føltes godt at give børnene noget andet. At give dem noget at fortælle om og forhåbentlig huske. Det er ikke fordi vi ikke har råd til at give dem en årlig ferie syd på. Vi har bare indtil nu ikke haft overskuddet til det. Vi har prioriteret ro frem for rejser. Fordi vi har haft brug for det.

Hjemme igen venter vasketøjet i kælderen. Men der venter også endnu to ugers ferie. Yay! Der er kun ganske få planer for dem – med vilje – fordi jeg bare gerne vil sidde og nørkle ved symaskinen eller rode i haven og have plads til den spontane tur til stranden eller Legoland. Forhåbentlig kommer der også et strejf af varme og sommervejr i stedet for regn og gråvejr. Det ville da være sjovere. Jeg mangler stadig at sende ungerne ud i haven kl. 8 kun iført shorts og solcreme – det er indbefattet af sommerferie på højde med friske danske jordbær og nye kartofler.

I morgen er der atter en dag

Påskeferien kører på de absolut sidste timer, og i morgen kl. 5.25 ringer vækkeuret igen og hverdagen kalder. Det har sgu været godt med sådan en ferie. 11 dages fri – heraf 11 med børnene og 6 dage med barnefaderen. Godt, men også hårdt. Opfattelsen af hvad ferie er, ændrer sig drastisk, så snart 2 bliver til tre og især efter 3 er blevet til 4. Op kl. 5 eller før om morgenen alle dage, fundtidsservicering af ungebasserne fra morgen til aften, konflikthåndtering, og almen rengøring. Ikke så meget anderledes end en almindelig dag – blot uden 8-15-jobbet ved siden af.

Jeg er hverken udhvilet eller helt nede i gear – og slet ikke klar til at tage på job i morgen. Faktisk er der over-load i mit hoved efter utallige konflikter mellem mine to kære små. De har for alvor oplevet en af søskendefællesskabets “glæder”, nemlig evnen til at konkurrere om alt. Især om opmærksomhed. Millimeterdemokrati til mindste detalje. Én enkelt vindrue i én skål kunne udløse korslagte arme og trutmund og en smækket dør. “I er bare meget mere sammen med V”. “V får bare meget mere end mig”. Den lille udøvede sit syn på sagen med langt færre ord og mere simple metoder: “Mig, Mig. Mig” efterfulgt af frontalt sammenstød mellem 2-årig drengekrop og gulv med tilhørende hysteri og tårer. Sådan kunne vi så hygge os i haven, på legepladsen, i stuen, ved middagsbordet, i badet, i legelandet, i butikken og mange andre steder…

Ud over at føle, at jeg har sagt nej i en uendelig strøm, alt imens jeg har forsøgt at finde hoved og hale i, hvem der startede, og prøve at dele sol og vind lige, så har jeg løbet. 33,55 km i alt for at være præcis. Og det er til gengæld fedt! Hvis jeg kan det i regn og blæst og gråvejr, så kan jeg også det og mere til i forårs- og sommersol. I love it! Og så fik jeg også pulsen op i haven, som nu (næsten) er forårsklar.

Så status på ferien er:

  • Antal påskeæg spist: 5 (alt for små!) stk.
  • Antal stykker sushi spist: 20 stk.
  • Antal bryllupsdage fejret: 1 stk.
  • Antal legeaftaler for ungerne: 3 stk.
  • Antal timer med børn: 256 ud af 264 mulige
  • Antal påskefrokoster: 1 stk.
  • Antal kopper kaffe drukket: Uden for skala.
  • Antal hele nætters søvn: 1 stk.
  • Antal timer mistet: 1 stk.
  • Antal ture gået med manden min i hånden: 1 stk.

Påsken har været på alle måder forudsigelig, men kærkommen. Jeg trænge i den grad til et break fra jobbet! Påsken har budt på planer og tanker om fremtiden. Om hvad der er pligt og hvad der er passion, og hvad der egentlig er vigtigt. Jeg har langt fra fået skrevet det, jeg gerne ville på bloggen. Men jeg har været mor, og det er jo eksistensgrundlaget for alle skriblerierne.

Børnenes tasker er pakket og i morgen venter endnu en tur i trædemøllen. I morgen er der endnu en omgang madpakker. I morgen er der 103 dage til sommerferien. I det mindste starter arbejdsugen ikke med en mandag!

Pusterum, husrum og trummerum

I tråd med sidste indlæg, trængte jeg enormt til et enkelt øjeblik i ferien, som ikke omhandlede banditternes ønsker og almene omsorg. Jeg var heldig, at farmor og farfar ville passe de to små, så der kunne blive en smule voksentid med ro om ørerne. Og så endda fejre bryllupsdag! Halleluja!

Vi fik eftermiddagen til at snakke igennem, hvad vi egentlig tænker – helt inde i maven – i forhold til tilbygning eller hussalg, og fik mulighed for at køre ud til kysten og gå en lang tur. Selv om regnen silede ned, var det stadig en helt fantastisk tur med hop fra sten til sten, balancere på det, som om nogle måneder bliver til badebroer og slå smut. Mærke vinden i ansigtet og slappe af. Hjemme igen var der tid til bare at sidde og sidde uden at skulle forholde sig til noget og lægge neglelak på i forårsfriske farver, uden at skulle hente vand, skille stridende parter ad eller tørre mås på et eller begge børn. Se det er rendyrket rigdom i en småbørnsmors liv!

Vi sneg os endda til at holde en tidlig dinner-date hos den lokale sushi-smed, inden basserne igen skulle hentes og puttes, hvilket er noget nær det umuliges kunst dagen efter sommertidens indtræffen.

Sådanne pusterum er intet mindre end fantastiske, selv om de er på lånt tid. Alt for kort tid, hvor man på én og samme tid kan nå alt og ingenting. Men vi kom til enighed om, hvad der skal ske i den nære fremtid, og det er et godt tegn, tænker jeg, for så har vi forhåbentlig flere bryllupsdage i sigte :-).

IMG_20160327_142202