De små æraers afslutning

Nogen kommer snigende – andre kommer med stor salut. De små og store ting i livet og i særdeleshed i moderskabet. Vuggestuen, første skridt og de første ord, børnehaven, farvel til bleen, cykel med støttehjul, cykel uden støttehjul, overnatning her eller ude. Det er de større af dem, som ikke gik ubemærket hen. Men der er også dem, som bare kommer listende, for så pludselig at få min opmærksomhed.

I disse uger er det gået op for mig, hvor meget der egentlig er sket for begge mine to små trolde på kort tid. Nu tager vi det pludselig som en selvfølgelighed, at søster cykler 2,5 km til og fra børnehave hver dag på sin tohjulede uden støttehjul, fordi hun selv vil. Ude på veje med rigtig trafik, også den tunge af slagsen. Med mor lige i baghjulet klar til at kaste mig ind foran hende og redde hende fra al fare! Jeg er vanvittigt stolt af hende, men jeg har ærligt talt stadig hjertet helt oppe i halsen, når lastbiler og busser drøner forbi. Tror faktisk aldrig, jeg kommer til at slappe helt af ved tanken om det. Med denne nyvundne evne, står cykeltraileren pludselig bare og samler blade og regnvand i indkørslen.

Det samme gælder vores Flexi-bad i badeværelset. Hvor de før fik lange skumbad med kopper og gummiænder i badekarrets vand, kan de nu knap have deres lange ben i det og foretrækker at stå under bruseren og skråle med på Onkel Rejes “Jeg kan ikke li’ at gå i bad”.

I dag har jeg også endelig overgivet mig og lagt de sidste bodyer fra Lillebrors skab til side til naboens dreng. Han kan egentlig godt passe dem, men de giver bare ikke rigtig mening længere, efter som han er 2,5 år med fuld fart på og en gudsbenådet evne til at svine sig til med vand, mad med mere, så der går minimum 3 bluser pr. dag. Så er det der med at skulle have hans bukser af også ikke super praktisk. Inden længe tager han også de første skridt imod et farvel til bleen. Det er så til gengæld en æra, jeg vil blive knap så nostalgisk over at afslutte…

Skal man sende tingene samme vej som mikroovnssterilisatoren, barnevognen, paraplyklapvognen og puslebordet? Chancen for, at de pludselig kommer i brug ugen er jo i virkeligheden ret minimal. Det der med graviditet og fødsler er også en ærs, som for mig definitivt er slut. Det er nok kun fordi, jeg ved, at de aldrig skal bruges igen her i huset, at jeg hænger fast ved tingene. Min hjerne skal have tid til at vænne sig til forandringerne.

Mange små æraer kommer til en afslutning og summen af disse får mig til fra tid til anden at stoppe op og tænke på, hvor hurtigt tiden i virkeligheden går, selv om vi stadig definerer os som småbørnsforældre. Efter sommerferien har vi to børn i børnehave og knap er 2017 i gang, før Ældstebarnet træder ind af skolens dør for første gang. Det, som en gang virkede lige så langt ude i fremtiden som selvkørende biler og droner, er lige inden for rækkevidde. Loftet er nu ikke længere fyldt af ting, som første barn er vokset fra og som yngstebarn kan bruge på et tidspunkt. Nu er der rungende tomt, hvor kun minder ligger pakket forsvarligt væk, til børnene engang bliver voksne og kan så en del af deres barndom med sig i bagagen.

Hvad har kærlighed og kaos givet mig?

Jeg har foræret mig selv et skriveophold i den kommende weekend. Det kan godt virke lidt absurd, efter som mindst 50 timer af min uge går med at have fingrene på tasterne. Både på jobbet og efter fyraften.

Jeg skal skrive det, som både er af lyst og nød. Efter 5 år som mor og 3 år efter stress og viden om, at min søn ville blive født hjertesyg uden en efterfølgende garanti for, at det ville ende lykkeligt, har jeg brug for, at der skal ske noget andet. Et eller andet og helst på den professionelle front. Jeg har oparbejdet en helvedes masse kompetencer og en hel del tykkere hud over de seneste fem år, og selv om man ikke kan skrive bleskift, søvnløse nætter, vedholdenhed, et vognlæs bekymringer og svære samtaler, to tons angst og evnen til at komme igennem det hele til trods over tid på sit CV, så er det stadig en pokkers masse værd. Det har formet mennesket bag til trods for de knubs, skæbnen også har delt ud undervejs.

Professionelt har jeg også rykket mig en del – nok endda længere end min arbejdsfunktion har i samme periode, og jeg trænger til at prøve kræfter med nye ting. Mellem os sagt, er det noget tid siden, jeg har elsket mit job. Det har været en tryg base, som gav brød på bordet hver måned, men passionen er blegnet af flere årsager.

Hvordan er det så, at man får sat ord på de ting, man kan? Hvordan er det lige, man får sat ord på det, som moderskab og modgang har givet mig? Hvad er det for en person, mine to trolde har gjort mig til? For de små banditter har formået at forme mig mere på 5 år sammenlagt, end jeg selv har formået på de øvrige 30. Kærlighed og kaos må give nye kompetencer, som kan transformeres til noget, som en virksomhed vil finde tiltrækkende.

Jeg skal selvfølgelig ikke skrive lidelseshistorien og fødselsberetningen ned. Derimod skal jeg vise, at jeg er blevet langt mere bevidst om, hvem jeg er, og hvad jeg kan. Så i weekenden skal jeg se fremad. Arbejde med mit CV og min kompetenceprofil. Opgradere min LinkedIn-profil, så den ikke skriger 5 års fravær til en potentiel ny arbejdsgiver, og heller ikke signalerer flugt for min nuværende.

Jeg må indrømme, at det er utopi at fordybe sig hjemme på de knap 100 kvm. med kontor i stuen og ingen soveværelsesdør. Her vil “Mor” klart over-rule “Mette” på det groveste, selv om jeg sætter mig for, at det skal være anderledes. Så derfor har jeg valgt at købe mig til koncentration og flytte “kontoret” en tur på Scandic i det jyske. 2 dage med min PC og en endnu ukendt mængde koffein og kalorier.

Forhåbentlig bliver der også overskud til at færdiggøre nogle af de blogindlæg, som hober sig op i mængden af kladder, fordi jeg enten er for træt, for forstyrret (ikke mentalt!) eller forhindret til at gøre dem færdig.