Organdonation: Jeg har taget stilling

Organdonation: Jeg har taget stilling

Igår sad jeg og så første del af DR-programmet Organer for livet. Jeg forventede lidt en barsk omgang og helt ærligt også en masse gode grunde til at sige “ja” til organdonation. For for mig er der ingen tvivl: Jeg siger ja tak til organdonation.

Jeg tog stilling, allerede da jeg var 12 år gammel. I min familie har vi altid talt meget om større spørgsmål: Tro, politik, velfærd og organdonation f.eks. Især, da min families venner fik en søn, der var alvorligt syg og ikke havde udsigt til at leve uden en knoglemarvstransplantation. Familien var indlagt på Rigshospitalet fra han var ganske lille, og livet for deres 2 ½ år ældre datter var ikke altid bedst på sygehuset. Derfor var hun ofte på besøg hos os, når der var brug for det. Også den dag, hendes lillebror døde. Knoglemarven var faktisk kommet, men hans krop var for svag til at kæmpe videre.

Den dag besluttede jeg mig for at blive organdonor, men jeg var ikke gammel nok til det. Jeg underskrev det røde kort, der lå i lægens venteværelse få uger efter hans død. Og jeg sendte det den dag, jeg fyldte 18 år.

Little did I know. Små 20 år efter den lille drengs alt for tidlige død, hang min egen lille søns liv i en meget tynd tråd og en storesøster på 2,5 år, som sammen med os var tvunget til at følge skæbnens vej.

Lægerne gav mig tre scenarier for min lille fyrs hjerte: A: Hans krop ville arbejde lidt med og de ville kunne operere hjertet. B: Der ville ikke være tilstrækkelig vækst resten af graviditeten og han ville ende med univentrikulært hjerte (et hjerte uden skillevæg, hvor iltet og uiltet blod ville blandes og hans krop ville arbejde på højtryk). C: Han ville ikke overleve fødslen.

Hvis det endte med scenarie B, ville han have brug for et nyt hjerte, inden han blev 5 år. Der var stadig håb i dette scenarie, men vi var også pinligt bevidste om, at det ville indebære, at han skulle være ekstremt stærk, at det ville betyde store valg og fravalg i vores familie og så var der tanken om, hvad et donorhjerte betyder: Et andet barn skulle dø for at jeg kunne håbe på et hjerte til min søn. Det scenarie virkede nærmest lige så håbløst som scenarie C.

Vi endte med scenarie A. Og der er ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er for det. Der er ingen, der dermed lover mig, at vi aldrig får brug for at tænke på organdonation igen. For det kan hverken han, du eller jeg sige os fri for at få brug for. Og lige præcis derfor skal vi tage stilling. Allesammen. Og gerne med det samme.

Jeg lyttede til argumenterne fra “nej-siden” i programmet i går. Faktisk er det første gang, jeg hører andre argumenter end: “Næ, de er mine organer”. Jeg lytter, men forstår nok ikke helt. Måske fordi mit indre har været fast besluttet i mange år. For når man er død, tror jeg ikke, det gør nogen forskel, hvorend man så kommer hen, om man har en lunge eller en nyre eller et hjerte for den sags skyld, mindre med sig. Jeg tror ikke, at man får brug for dem, der hvor man ender.

Men jeg tror, at det kan gøre en enorm forskel for andre at modtage. Lige som jeg selv ville være glad for at få et liv – eller blot nogle ekstra år sammen med dem, jeg elsker. Hvert et øjeblik ville tælle sammen med dem. Tænk bare på pigen, der fik nye lunger fra programmet, hvis altså du så det.

Når jeg engang forlader dette sted, må dem der har brug for det få det meste. For jeg er ikke mere hellig i min indstilling, end at jeg har taget to forbehold: Hud og hornhinder. Hvorfor? Fordi jeg et eller andet sted tænker på dem, der måske skal se mig i kisten. Mine nærmeste. For jeg ved, hvordan det ser ud, når et øje er åbnet efter døden for at fjerne hornhinden. Det er ikke det billede, jeg ønsker at efterlade dem med. Det samme gælder for huden, selv om jeg ikke tror, man vil, tage den fra et synligt sted.

Jeg donerer – organer, blod og knoglemarv. Jeg kan ikke redde verden, men hvis jeg kan gøre en forskel for et eller flere mennesker, så gør jeg det gerne. For jeg kan mærke i mig selv, hvor meget det vil betyde.

Har du taget stilling? Hvis ikke, så har du mulighed for at gøre det lige her.

På forhånd tak fordi du tager stilling!

2017 lærte mig en del

2017 lærte mig en del

Har du læst mine to foregående indlæg om 2017, er du nok ikke i tvivl om, at jeg er helt ok med, at vi vinker farvel i morgen. 2017 Men for ikke at lyde alt for tvær og bitterfisse-agtig, så har 2017 ret beset også lært mig en del!

Jeg har lært at gøre store og uoverskuelige ting, selv om knæene rystede og maven gjorde lidt ondt ved tanken. Jeg er til en vis grad tryghedsnarkoman, og jeg bruger helst ikke penge, jeg ikke har. Så at sige ja til en ombygning for over en halv million var VILDT! Jeg lærte at sige til og fra på nogle punkter. Og at vælge til og fra. Og ikke mindst at stille krav og forhandle om priser. Noget, jeg nok langt tidligere i livet burde have øvet  mig på.

Jeg lærte, at overvinde og ikke at tage livet eller relationer for givet. At overvinde frygten for svære samtaler. Overvinde det, jeg helst ville slippe for. Overvinde regn og blæsevejr og løbe en tur. Overvinde vrede. Overvinde hverdagen.

2017 lærte mig at holde fri. Faktisk har sidste halvdel af 2017 helt bevidst budt på weekender uden planer. Byggeriet har haft sin andel af den prioritering, og også ro efter ældstebarnets skolestart. For ja, det skete også i 2017. Og det er klart også på opturssiden! Jeg har simpelthen haft brug for at koble fra. Det skal vi helt sikkert fortsætte med i 2018 (på den ikke asociale måde).

Jeg lærte meget af 2017 – på godt og ondt – og jeg blev også bevidst om, at der er meget at arbejde på i 2018. F.eks. at blive bedre til at passe på mig selv. At blive bedre til at sige fra – og at blive bedre til ikke at tage andres problemer så meget ind, som jeg ellers gør. At sige fra, når jeg føler mig trådt på, og at huske at sige de positive ting ved andre mennesker, som falder mig ind. Blive en bedre kone, som indimellem tilsidesætter det praktiske og er bedre til at prioritere tosomheden. Fortsætte med at se, høre og forstå mine børn. Bygge videre på nye og gamle venskaber.

Jeg har holdt mere fri, men jeg har ikke været ret god ved mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er klart rum for forbedring. 2018 skal være et år, hvor jeg gør mere af det, der bygger min familie og jeg op. 2018 skal være et godt år!

Godt nytår! Vi ses på den anden side <32017

 

Skolebarnet – hvad pokker skal jeg købe?

Så for pokker, efteråret er sat ind med en lille rask septemberstorm. Og så lige som vi intet tag har på huset og der ligger byggematerialer i hele forhaven. Ja da. Det er 27 år siden, og for min skyld kunne vejrguderne godt have ventet et år mere.

Det kan jeg ikke selv gøre fra eller til i forhold til, men så kan man jo sidde inde og sortere alt det efterårs- og vintertøj, som jeg optimistisk pakkede ned i foråret i håbet om, at de kunne passe det her til vinter også. Men det kan jeg vidst godt skyde en hvid pind efter. Den 6-årige er hoppet fra str. 116 til 128 i flyverdragt og jakke og fra str. 29 til 33 i år i sko. Og den lille er gået fra 98 til 110 i tøj og fra str. 25 til str. 28 i sko på 6 måneder. SHIIIIIT – jeg fodrer dem for godt 😀 Mødrehjælpen kan godt begynde at finde bøjlerne frem.

Børnehavebarnet skal have alt, hvad den kan trække af overtøj og fodtøj til efteråret og vinteren. Han er dreng med stort D. Jeg synes ikke, jeg lavede andet end at forsøge at tørre hans tøj og sko dagligt sidste år, selv om han havde dobbelt op af det hele.

Men hvad med den store?

Der er sket et markant skift i, hvor meget hendes tøj slides og hvor meget hun møger sig til, efter at hun er kommet i skole. Hun er så også markant mindre ude, end hun var i børnehaven. Nok er hun en lille nipsting, men hun har aldrig været sart over for skidt og snavs, klatretræer eller bakker, man kan rulle eller kurre ned af. Alle dele har tiltrukket hende som en magnet!

Selvfølgelig skal hun have flyverdragt, vinterjakke og gode støvler. Men hvad med skibukser og thermostøvler og thermosæt, som vi ikke var kommet helskindet gennem vinteren uden sidste år? Se det er spørgsmålet.

Har foretaget en mindre undersøgelse blandt naboer, lidt familie og en veninde, og her er svaret alt fra “Nej, det skal du ikke investere i, for hun får det ikke brugt, med mindre der kommer rigtig vinter” til “Softshelljakke og regnbukser er vejen frem” inklusiv en variation med thermobukser under regnbukserne” og sidst men ikke mindst “man-må-ikke-gå-ned-på-udstyr”-modellen. Ergo: Jeg er ikke blevet klogere.

Så nu sætter vi trumf på og spørger de sande orakler: Bloglæserne! Lad mig høre: Hvad siger I? Hvad ville I købe til en 0.klasse-pige med almindeligt niveau krudt i røven, selektiv hørelse og nysgerrigheden i god behold?

Er du ikke lige sød at forklare mig

… hvad der lige sker for at få en pose pølle-trus med hjem fra børnehaven? Ikke bare én gang. Vi taler åbenbart fast praksis her.

Hvad sker der lige for ikke at tippe Bruno ud i toilettet, når ungen har gjort i bukserne, i stedet for at pakke den sirligt ind i plastic og lægge den til modning i garderoben?

FYI: Den lugter ikke mindre af lort og mere af kærlighed, fordi den bliver pakket ind og gemt!

Hvad ville der gå af én for at tippe den i kummen og sende den ud i de evige kloakmarker, hvis den ikke er mast ud over det hele? Det fatter jeg simpelthen ikke. Er det en stille reprimande om, at min søn ikke er 110% toilettrænet, selv om han prøver, det bedste han har lært? Er det en ny anbefaling, at personalet ikke må dreje hænderne så meget, at den kan tippe i toilettet?

Sidstnævnte kan jeg godt strege af listen, for som en kollega sagde i ugens løb: Det skete også, dengang hun havde sin søn i børnehave, og han er i dag i den alder, hvor han har sådan et voksenarbejde i forsvaret.

Jeg skal sige dig, hvad det er: Det er pi**e hamrende klamt! Det er, hvad det er. Jeg kæmper stadig lidt med at se begrundelsen.
Please, karma. Lad snart drengen overbevise om, at man altid – som i altid – skal gå på toilettet, når naturen kalder. Så skal jeg ikke bede om mere. Lige foreløbig.

Håbløst gammel

Er man håbløst gammel, når man kigger diverse mode-sites igennem for forårstrends, og synes, at maveblusen, den skævtskårne tunika, den skovmands-ternede skjorte og de dersens hæslige leggings med elastik under fødderne, og som man fik “knæ i” på 30 minutter, har været der og aldrig rigtig burde komme tilbage igen?

Ikke desto mindre er de tilbage på menuen. Så er der måske alligevel noget om snakken. Altså, at jeg er blevet gammel. I hvert fald lige så gammel, som jeg syntes, min egen mor var, dengang i slut 80’erne og start 1990’erne, hvor hun så modebilledet fra tidligere tider passere revy. Jeg syntes virkelig, hun var håbløst gammel og mor-agtig.

Nu har jeg ikke en teenager endnu og har stadig en (omend relativt lille efterhånden), mulighed for at bestemme, hvad min datter skal have på om morgenen. Lige om lidt er det løb også kørt. Mon kyskhedsbælte eller bare en af de der uklædelige heldragter, som viser (hensigtsmæssigt) lidt krop, kommer på mode igen, når hun er 15 år? Man kunne da have lov at håbe.

Asocial type

Jeg indrømmer det! Jeg er en skide asocial type, når det gælder Halloween. Fastelavn er heller ikke det, jeg er allermest begejstret for. Måske du aner, at jeg ikke er den store fan af hele udklædningsdelen generelt.

Jeg er skam vokset op med at rende fra dør til dør i mere eller mindre vellykkede, hjemmegjorte kostumer og parabene-spækket ansigtsmaling, alt imens vi sang for vores lungers fulde kraft for sagesløse naboer, som sandsynligvis med glæde betalte os for at holde kæft igen og hurtigt gå videre til næste hus.

Fair nok, at vi på kalenderen også har Allehelgensaften i Danmark, og folkekirken gør et nummer ud af det. Men mig bekendt, har vi ikke i al den danske folkelighed decideret fejret genfærd og andre afdøde, siden helligdagsreformen i 1770.

Så tog butikkerne den amerikanske model til sig…

Hele skræmme-konceptet og illusionen om åbne sår og afhuggede fingre, og mad der ligner noget, du seriøst ikke har lyst til at spise, samt tanken om at lukke mine børn ud i mørket, imens klovne (i mere end én forstand) render rundt i gaderne, virker slet ikke tillokkende.

Kald mig bare gammeldags, men det tiltaler mig bare ikke helt, at sluge en begivenhed, butikkerne ivrigt forsøger at stoppe ned i halsen på mig og sluge, som om den er en helt naturlig og integreret del af vores  mine traditioner. Især ikke, når det er mine unger, de forsøger at påvirke. Skal nogen endelig påvirkes, kan jeg jeg da godt påtage mig det tunge åg, at gøre en undtagelse, hvis det skal være 😉

Jeg faldt ikke for det for 5 år siden. Jeg falder ikke for det i dag. Og jeg tvivler stærkt på, at jeg kommer til at falde for det, når mine egne børn for alvor får øjnene op for den slags. Som det er nu, er det kun Haribos kæmpeposer med sirligt løspakket slik, de har interesse i. Sur og tvær gammel dame her.

Har du det mon på samme måde?

img_20161029_194851

 

Tem’li’ tosset torsdag

Ungerne og jeg har efterhånden etableret en ret tosset, men ret fantastisk tradition, når vi sætter kursen imod børnehaven i efterårets kolde mørke: At synge, så det halve nabolag vågner.

Siden en musiktjeneste blev en del af mit telefonabonnement, har der været frit valg på alle hylder, når der skal vælges musik til køreturene. I starten var vi voksne naive nok til at tro, at VI havde magten over musikvalget. Men vi blev klogere og indså, at vi egentlig prioriterer ro på bagsædet højere end hvorvidt Ramasjang eller Rammstein kommer ud af højttalerne. Det betyder, at “Senest afspillede”-funktionen på min mobil til enhver tid er top-parat til at sætte soundtracket til en gedigen børnefødselsdag med stopdans og det hele. Bare sig til!

Men det er sgu også lidt hyggeligt. I hvert fald bliver morgenerne en hel del sjovere, når skrig erstattes med skrål – altså 2 unger og deres mor, som skråler med, de bedste de har lært. Det bliver man varm helt ind i sjælen af, og mærker ikke mørket, trætheden og kulden helt så meget.

P.t. er favoritten Motor Milles version af Tarzan Mama Mia. “Høre A’Ma Nia, mor”, skriger den knap 3-årige, og søster jubler på passagersædet (der følger vel privilegier med, når man er ældst, ikke?). Og så får den ellers ikke for lidt på lydstyrken og basarmen. Tre tosser kl. alt for tidligt en torsdag morgen. Alle skråler med og danser i sædet. Det kan man faktisk godt. Og det går rent ind – især hos moren!

“Sammen, sammen ku’ vi finde fred, åh åh, lykke og lidt kærlighed, åh vi ku’ sætte sejl og sejle sammen ud i evigheden…”

Jeg sejler gerne ud i evigheden med de to! Hvis det er Tarzan Mama Mia der skal til for at få en god start på dagen, så gentager jeg gerne rutinen 10 gange dagligt. Det giver bare en helt anden mavefornemmelse, at give dem et smil på læben i stedet for en dårlig morgen med i rygsækken.

Just my luck

Når man har fået svigerforældrene til at give os 24 timer uden børn én enkelt gang i ferien og havde planlagt kærestetur til Flensborg, og man opdager, at ens pas er væk/glemt/stjålet, og man ender med at gennemrode hele huset for til sidst at give op og køre på Borgerservice for at melde det savnet og købe et nyt pas 4,5 år før tid. Så er der kun tre ting at gøre: Binge-eate, binge-watche og prøve at få tankerne om, hvor passet evt. er endt ud af hovedet! 

Når mor skal på shopping

…er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at det er børnenes garderober eller værelser, der får nyt og ikke morens.

Det er rigtig meget, jeg synes er pænt (til mig selv forstås), men jeg er blevet alt for god til at tænke i need to have og nice to have. Shopper efter to grundregler, når det kommer til mig selv: Har jeg 2 der ligner? Og har jeg mindst 2 ting, det passer til?

Der er til gengæld ret meget, som børnene ville blive så glade for/så søde i og så vinder det argument ofte. Ikke at de er bundforkælede, men til tider aspirerer de til titlen. Men de ser aldrig for kortbenede eller for tykke ud i noget. Tværtimod. Alt klæder dem.

Og så skal jeg lade være med at gå i Disney Store, når hun er i Kbh. Det burde jeg klart blive bedre til!

image

Nu er det her jo ikke en modeblog

Denne blog kan man måske nok beskylde for alt fra glimrende og velskrevet til klynk til kynisme og hverdagsævl – men at beskylde den for at være en modeblog! Det vil være at gå for vidt!

Det er ikke så meget mærkevarer, der får mit hjerte til at banke, og der er ikke så meget prestige i at skrive om H&M, har jeg erfaret (med mindre, man er så snot-forkælet og fuldstændig blottet for finansiel opdragelse, at man får 25.000 kr. med hjemmefra i lommepenge til at shoppe wanna-be-designertøj, der stadig har en H&M-lable i nakken, hvordan man end designer en almindelig sort t-shirt til pøblen, og bagefter går ud på landsdækkende medier og ytrer, at farmand og mutti støtter én, imens man ligger i kø og ikke er i skole…).

Ikke at 80’erne har ringet og vil have min garderobe tilbage, med mindre du tænker på mine Converse-sko, men heller ikke så trendy, at jeg tager maveblusen og frynserne i ed igen, blot fordi modemagasinerne dikterer det (og ikke selv kunne finde på noget originalt). Kan du huske de der leggings med elastik under fødderme, der mest af alt minder om det, der er på ungernes flyverdragter og regnbukser??? Dem ønsker man ikke lige sådan tilbage, vel?

Nå, men det, jeg egentlig vil sige, er, at jeg dog har fundet et sted, hvor jeg kunne sende en stor del af min løn hen, hvis ikke jeg betalte halvdelen til hus og hele herligheden og resten til børn, bleer og bil. Jeg giver ikke dette tip, fordi jeg har fået penge eller kluns for det – det er 100% min egen mening og eget valg, at skrive om det. 100% ikke sponsoreret, selv om jeg ikke ville have noget imod, at de tilbød mig en lækker deal, altså.

Jeg tænker på Mocaclothing.dk. Der er ret meget, jeg gerne ville have hjem i skabet – ooooog en pæn procentdel er da også landet der. Det er onlineshopping til kontor og fritid for mig – og jakkerne også til fest, og med en vis portion selvkontrol, bliver jeg ikke ruineret, når jeg handler der. Størrelsesangivelserne har med enkelte undtagelser passet perfekt til min efterfødselskrop, og jeg har faktisk følt mig rigtig godt tilpas i deres tøj. Ingen tekstilstramninger eller denim, der kræver seriøse yoga-positurer for at komme på. Jeg kan li’ det, kan jeg!

Der er gratis fragt og det hele, men det koster 59 kr. at sende retur. Eneste større anmærkning fra min side er, at de får nye varer på nærmest daglig basis. Det er lidt utilgiveligt – for så skal de jo sende mange flere pakker… Og følger man dem på Facebook, er det farligt for både effektiviteten og pengepungen. Så er du advaret!