Sommeraftener

Sommeraftener

Jeg knus-elsker sommer og især sommeraftener. Der er noget ganske magisk over lyset, luftens varme, legen og den tid, som synes at være længere end resten af årets dage. Det føles som en synd at sidde inde på kontoret hele dagen, når Danmark tilsmiles med så fantastisk vejt. Det er jo en rum tid siden, vi havde i nærheden af en hæderlig sommer! Men pengene tjener jo ikke sig selv. Desværre.

Min have, mine jordbær og min nyanlagte græsplæn gisper efter vand, men mig, jeg suger solen til mig, når jeg har fri. At have så godt vejr i maj og starten af juni føles som om, man laver overtræk på kontoen. At man bruger af sommerferiens sol, før den overhovedet er startet. For Christ’s sake – det regnede jo non-stop sidste år! GISP!!!

Overtræk eller ej – jeg ELSKER det! Jeg elsker at høre ungerne juble i badebasinet, imens jeg klipper ned og luger ukrudt og tuller rundt i haven. Jeg elsker at se deres fryd, når de splitterravende nøgne spæner efter hinanden med haveslangen. Jeg elsker at se dem dejse omkund i vores seng, når de har brugt alle kræfterne. Og jeg elsker at være i haven til det bliver køligt, men ikke mørkt.

Jeg føler mig fri og stærk på en anden måde, når solen og varmen har fat. Trætheden føles ikke på samme måde drænende, og jeg føler mig anderledes fri og fuld af selvtillid, når fuglenen synger, imens jeg ligger og lytter på trampolinen efter løbeturen eller havearbejdet.

For min haves skyld kan jeg godt tage nogle dage med regn. Hvis altså bare solen lover at komme igen og skinne hele juli måned, så mine børn kan få somre, som jeg husker mine i barndommen. Sol, solbær, sjov og saftevand i skyggen. Strand, sand, vand og mini-golf. Blommer og sommeræbler, grill og snobrød.

Jeg elsker sommeren og jeg glæder mig VILDT til det bliver juli og jeg løber ud fra kontoret og ud i et mekka af tid og frihed og samvær med mine nære og kære. Hvis det skulle blive i fuld sol, så skulle jeg være så evigt taknemmelig <3

 

En helt fantastisk start på min weekend

En helt fantastisk start på min weekend

Åh, weekend! Hånden på hjertet: Det sidste lange stykke tid har mine arbejdsuger kun handlet om én ting: At gå hurtigt, så jeg kunne nå til weekenden igen. Der har været SÅ meget tryk på i lidt for lang tid, at weekenderne har virket som de eneste lyspunkter. OK, det kommer til at lyde mega depresivt, men de har været de åndehuller, hvor der ikke var bud efter mig hvert 2. minut.

Vi har i lang tid forsøgt at holde weekenderne fri for at have mest tid til ikke at skulle noget. Byggeriet har været en ganske valid undskyldning – selvfølgelig ikke en løgn, for vi har haft brug for at køre ting på lossepladsen, male, rydde op, male osv. Jeg tror, vi alle fire har haft behov for ikke at skulle forlade vores base. Når vi har forladt basen har vi selvfølgelig nydt selskab og luftforandring. Men ærligt: Det har været skide svært at forlade hjemmet, når vi mest af alt trænger til bare ikke at skulle noget i hinandens selskab.

Jeg tror også, at ungerne har nydt det. Bevares, de har bitchet over petitesser og millimeterdemokratiet lever indimellem i bedste velgående. Vi er dog så heldige, at de også elsker hinandens selskab så højt, at de ikke kan undvære hinanden i ret meget mere end 20 minutter.

Fredag morgen fik ældsten og en klassekammerat en ide om, at de skulle sove sammen. Min slyngel blev inviteret hjem til veninden, og som altid er hun for cool. Ikke et kny – bare go with the flow. Pylre-mor her havde selvfølgelig telefonen på lyd hele natten, HVIS nu hun ville hjem. Men først kl. 11.00 dagen efter var der bud efter mig. 27 timer efter at jeg kyssede hende på håret og sagde på gensyn i klasseværelset. Seje unge.

Selv om det var fedt og jeg langt fra græd mig selv i søvn, er det alligevel lidt mystisk, når ens guld ikke ligger i sin seng. Jeg har jo for pokkker taget mig af dem hver eneste dag siden der var to streger på graviditetstesten.

Lillebror sov af helvede til – og i mit stille sind gætter jeg på, at det var fordi han savnede sin søster. Han gik i hvert fald mange gange ind på hendes værelse, inden han skulle i seng. De er så afhængige af hinandens selskab, at der bare var noget, der ikke stemte i hans system. Noget manglede i ligningen, før den gik op.

Manden er  til julefrokost med gutterne hele dagen, og ungerne og jeg har hygget hjemme. Total krea-hygge med en spontan omgang trylledej, en tegnefilm og tapas og cola på aftensmadsmenuen. We like! Vi har kreeret total fin juletræspynt af trylledejen og har malet det, så det er klar til at blive hængt op. Jeg er vild med resultatet, og kan allerede mærke, at det bliver noget af det, der er mest dyrebart for mig. Fordi de har lavet det – og fordi det har været en pokkers god dag! Vi har bare været sammen alle tre.

Efter aftensmaden dansede vi til Disney-klassikere og skrålede med, så naboerne (sandsynligvis) kunne høre det. Vi klædte ud og gav den hele armen som divaer. Også ham den lille. Der kom ro på inden sengetid ved at læse yndlings-Strid (Den Kæmpestore Pære) og så daffede ungerne frivilligt til køjs – begge i søsters seng.

Behøver jeg sige, at mit hjerte er ved at boble over ved at se dem ligge dér og sove nu? Søde, trygge, smukke og helt igennem elsket.

Med en god følelse i kroppen, har jeg tilbragt aftenen i sofaen med en iskaffe med Baileys i hånden og Netflix på skærmen. En ikke særlig god chick-flick, men også lige hvad jeg har brug for: Bare helt easy underholdning og en aften for mig selv. Selv om jeg elsker min mand, er det nu alt for sjældent, at jeg har hytten for mig selv.

De er så vigtige, den her slags dage. Dem, hvor tingene funker, uden at man stiller an med så meget gøgl. Bare er og giver sig selv lov til at være. Lader vasketøjet og alt det andet ligge, og bare sætter “skal og bør” på stand-by. Sådan en dag har vi haft i dag. Lige præcis det, jeg elsker mest wed weekend <3

Weekend

Finke-fødselsdag i morgen

Ældsten er fyldt 6 år og det er allerede fejret mere end én gang. For skolekammeraterne på dagen og for familien weekenden efter. Kalenderen har været håbløs, så først i morgen kan det lykkes at opfylde prinsesse-ungens ønske om en fødselsdag for vennerne.

Hun har fået mange nye venner, efter hun er startet i skole, og det har givet anledning til en snakke om, hvorfor vi har sagt nej til, at hun må invitere nogen fra klassen med. Jeg kan sagtens forstå, at det er de venner, der fylder mest i hendes hverdag, som den ser ud nu, men jeg er ikke fortaler for at invitere nogen fra klassen og ikke andre. Og slet ikke her efter de første 3 måneder. Mit største og dybeste ønske er, at de får en god og sammenhængende klasse, hvor ingen er uden for og alle må være med, hvis de vil.

Vi blev enige om, at hun kan invitere venner fra vejen og de venner fra børnehaven, hun savner. Så i morgen invaderer 7 glade gæster huset og haven. Det skal nok blive en fest. Det ene søskendepar tager deres forældre med, og det er jeg i virkeligheden nok ret glad for, for det hele kan virke som en leg, når man inviterer 7 børn hjem til sine to egne, men en anden ting er at holde legen godt i gang og (helst) holde konflikterne fra døren. 4 ekstra hænder er guld værd.

Jeg har brugt hele aftenen på at planlægge en lille skattejagt rundt i haven. Med sørøverkort med brændte hjørner og små ledetråde på vers (…blev åbenbart ramt af momentært overskudsmor-syndrom dér. Det sker sgu ikke så tit). Menuen består af boller, chokolademuffins, frugt og popcorn, og da vi ikke er så sukkerforskrækkede herhjemme (min badevægt skriger ellers, at jeg i det mindste burde være det), indeholder skatten både sukker, farvestoffer og et E-nummer eller to.

Ældsten glæder sig – og det kan jeg godt forstå. Jeg kan selv huske, hvor spændt jeg var på gaver og godter og de overraskelser, jeg allerede havde luret, at min mor bryggede på. Den dag, hvor man er i centrum og hvor man (næsten) må det hele. Det er sgu da fantastisk.

Ja jeg blev 6 år, delte karma skoldkopper ud til mig på dagen. Heldigvis har jeg fødselsdag på et tidspunkt, hvor ingen har tid til at komme til børnefødselsdag, så min mor flyttede børnefødselsdagen til foråret var ved at få fat. Her er del altså praktisk selv at have født et forårsbarn, så man kan fejre for fuld skrald i haven. Præcis som i morgen – og jeg tror nok, vi er klar <3

IMG_20170610_212200_073

Alene med mig selv

ENDELIG lykkedes det mig at finde en tid til at komme til frisør og få styr på de grå hår, som i stor stil pibler frem i hovedbunden. Engang var det ikke noget problem at finde tiden, men jeg synes godt nok, jeg skal holde tungen lige i munden for at finde en tid til 2 timers selvforkælelse ca. hver 2. måned. Ikke mindst efter Ældste-elsklingen er startet i skole og hente-bringe-halløjet langt fra spiller maks.

Ud over at få lokkerne tæmmet og hovedbunden masseret, er en af de fedeste ting ved at være ved frisør, at man kan drikke kaffe og læse blade – stort set uforstyrret! Sad med et out-dated Alt for Dullerne og læste om – meget apropos – at finde mig-tid. Hvordan kendte kvinder hver især gjorde for at lade op i en hektisk hverdag.

Spa, shopping og dyre sko var et gennemgående tema. For nogen af dem på et niveau pænt over, hvad min offentlige lønning kan holde til. Men der var også plads til stilhed og natur var på listen. Jeg savner ro – inden i og omkring mig. Jeg savner følelsen at være afslappet og trække vejret helt ned i maven, og jeg har efterhånden lært, at jeg benhårdt skal sætte opladning i kalenderen, hvis det skal ske. Lidt lige som med sex efter børnefødsler.

Jeg har gjort det nogle gange før – taget en weekend ud af kalenderen og taget på tur i mit eget selskab. Ikke fordi jeg ikke kan lide min mand eller sådan noget, men det er to forskellige former for genopladning. Tid eller en kæresteweekend med ham giver plus på én konto – tid alene med mig selv på en anden. Mellem dig og mig, kunne det være lidt tillokkende at have et klippekort til en singleuge en gang imellem. Ikke i den forstand, at jeg skulle ud og knalde med andre eller feste natten lang. Det kunne bare være virkelig fedt indimellem at få helt ro på. At kunne sætte dagsordenen selv i mere end et par timer eller en dag. Ikke mindst er en kæmpe del af pointen for mig at være alene så lang tid, at jeg kommer til at mærke savnet efter dem derhjemme. Når jeg mærker den følelse, ved jeg, at jeg kommer hjem med fornyet energi til at hoppe ombord på hverdagsræset igen.

Jeg har altid været god til at være i mit eget selskab. Det er et enebarns lod og en evne, jeg slet ikke er ked af at besidde. Jeg bliver nødt til at pleje den del af mig indimellem. Jeg er blevet markant mere social med årene, men jeg har stadig den side af mig selv, som ikke kan klare sig uden alenetid – ellers knækker filmen.

Lige nu er der på nippet af nok i hverdagen, og for ikke at nå til dér, hvor nok er nok, har jeg kopieret kendisserne og har givet mig selv 30 timer, hvor Dankortet (næsten) ingen grænser har og hvor der ikke er nogen, der kalder på mig. Shopping, sushi og mit eget selskab. Jeg er sikker på, at denne tur er det, der skal til for at få hovedet lidt ovenvande igen – på alle områder, har jeg selv sparet op til det. Børnene skal også noget, de ikke får mulighed for så tit: De skal være alene hjemme med deres far. Det har de også godt af at prøve indimellem.

Jeg glæder mig – og der er kun en uge til! Hvis vejrudsigten også holder, så bliver det svært at få armene ned.

Det, der (også) gør mig til mig

For noget tid siden opdaterede jeg mit CV og min LinkedIn. Én ting var at prøve at huske de kvalifikationer, som ikke er at skifte en lorteble i et snuptag, få familieplanlægningen til at gå op med nærmest militær præcision med 2 syge børn, 2 møder man ikke kan sige fra til og en mand, der arbejder langt væk fra hjemmet – og generelt at overleve på kaffe og tre kvarters søvn. En anden ting var sektionen “interesser”. Hvad i mit liv har ikke noget med børnene og familiens kollektive “vi” at gøre? Hvad har med “mig” at gøre?

Selv om det mest er børnene, jeg skriver om, og dem som giver min hverdag langt størstedelen af sit indhold, så har jeg selvfølgelig også andre ting og interesser, som lader mig op og gør mig til den, jeg er. Der har været forsvindende lidt tid til at praktisere dem i tiden med spædbørn, og jeg har savnet dem. Heldigvis er de dog ikke forsvundet!

Over det sidste halve år er det som om, jeg har fået lov til at mærke lidt mere efter indeni og igen fået mulighed for andet end at skifte ble, vaske flasker og udøve generel damage control.

Mine egne interesser fylder ikke så meget her i blogland, men jeg vil gerne fortælle lidt om, hvad det er, der gør mig til mig og lader batterierne op igen. For en god ordens skyld, vil jeg lige understrege, at ingen af de nævnte ting eller websteder er/har sponsoreret så meget som en krone eller et produkt til omtalen. Der er tale om 100% egen mening.

SY, SY, SY!
Jeg elsker at sy og har virkelig  haft alt for lidt tid til det, siden jeg blev mor! Jeg er stort set autodidakt, hvis vi fraser håndarbejde i skolen og et aftenkursus på fagskolen, men passionen og nysgerrigheden er i top. Jeg syr primært børnetøj, men er også begyndt at bevæge mig ind på tøj til mig selv og tilpasning til formatet bred-mås-smalle- skuldre.

Når jeg skal købe stof, er det primært i Stof2000 eller lignende, men jeg har virkelig en guilty-pleasure i Metermeter.dk!  Oh my! Her kunne jeg virkelig formøble formuen på seriøst lækre kvalitetsmetervare og fede internationale snitmønstre. Suk! Hvis jeg kunne leve af det eller havde en virkelig rig mand, så kunne jeg virkelig godt drømme om at leve af at sy. Indtil da, må jeg nøjes med at drømme.

Hvis du vil se lidt af, hvad jeg laver, så kig forbi på Instagram: @madebymetten

fabric_thumb

Løb for livet
En anden ting, som giver mig energi er også at løbe. Jeg bliver aldrig nogensinde marathonløber, men 5-7 km løbetur kan få en dårlig dag til at blive markant bedre. Mellem os sagt, starter jeg de fleste løbeture med at sige “Jeg gider ikke, men jeg skal”, og så går det hele lidt bedre. Når jeg først er kommet ud, kan jeg jo godt lide det alligevel.

Jeg har været medlem af et fitnesscenter i mange år, men for et år siden opsagde jeg det og lovede mig selv, at jeg ville løbe igennem hele året. I slud, sne, regn, blæst og hedebølge. Det har jeg gjort, og jeg har ikke fortrudt det ét eneste øjeblik.

Officielt løber jeg ikke for at tabe mig. Den hellige forklaring er, at jeg løber for at få energi. Den ærlige er, at jeg løber for at holde vægten nede, om ikke andet, når jeg sidder på kontor små 8 timer om dagen, og at den forbrænding, jeg altid har pralet med, har lidt en krank skæbne efter barn nr. 2 og med de 35 år lurende lige rundt om hjørnet.

Hvis mit Dankort ikke havde grænser
…Købte jeg det meste af, hvad de har på Mocaclothing.dk eller i London. Gerne highstreet-tøj, men noget som giver kant og kvindelighed på samme tid, og så selvfølgelig sko – masser af sko! Løbetøjet måtte meget gerne komme fra Under Armor eller Kari Traa, og bilen måtte gerne have en større motor end den nuværende 1.0. Hvis jeg kunne spise ude flere gange om ugen, skulle jeg ikke føle mig for fin til at poppe sushi, som andre popper  bolcher, og skulle jeg ikke op på arbejde tidligt næste morgen, ville jeg smække en flot kjole og et par stiletter på lidt oftere og få latterkramper sammen med de kvinder i mit liv, jeg holder mest af og drikke Asti til.

Mormor-faktor
En anden måde for mig bogstaveligt talt at give livet luft på, er ved at komme ud i vores have og kratte i jorden. Haven er ikke ret stor, men den har alligevel ret høj mormor-faktor. Mellem legehus og gyngestativ er der frugttræer, rabarber (som i øvrigt stammer fra min egen oldefars kolonihave), staudebed og rosenbed. Hele herligheden kommer med en nysgerrig nabo, som ynder at sætte sin stige op over hækken og belære mig om havehold og hvordan tingene har været i kvarteret de seneste 40 år. Resten af naboerne er ganske ok.

Jeg er ikke gået all in på selvforsyningen her i suburbia, men det er hyggeligt og det er en have med flere “rum”, som min morfar engang lærte mig, at de hyggeligste haver har. Der er farver året rundt, der er ukrudt i krogene og skvalderkål under hækken, og bevæbnet til tænderne og iklædt gummistøvler, bekæmper jeg (på miljøvenlig vis selvfølgelig!) modbydelige krapyl som dræbersnegle og spindemøl. Skal jeg selv sige det, er haven pokkers hyggeligt og lige, som jeg gerne vil have den.

Det er et lille udsnit af kvinden bag bloggen. Mig – bare mig. Familien fylder langt det meste – i hvert fald den del, hvoraf halvdelen er medlemmer, jeg selv har lavet.

I folkeskolen knækkede min formningslærer den lerskildpadde, jeg med møje og besvær havde lavet, med begrundelsen at den var grim og ikke god nok. Så pædagogiske var vi ude på landet. Til gengæld synes jeg, at jeg har formet og skabt to smukke små mennesker og en ret fin lille enhed, som jeg er ganske stolt af.

Indrømmet: Jeg er en langt bedre mor, hvis jeg kan få lov til indimellem at dyrke disse ting – bare lidt en gang imellem. Det kan måske lyde lidt huleboeragtigt, for selv om personlighedstests viser, at jeg er en “people person”, så har jeg brug for at være alene indimellem, for at formå at være glad.

Heldigvis indeholder nærmest alle dele af mine interesser også muligheden for at lukke døren op og lade ungerne ind, hvad enten de syr broderisting på karklude eller slås om, hvem af dem, der skal trykke på retur-knappen på symaskinen, eller om Ældstepigen cykler ved min side, imens jeg løber eller lillemanden graver alle mine blomsterløg op, imens han triumferende råber: Mig ordner det lige, mor!

Livet som mor og mig, kan være travlt, forjaget, træls og føles utilstrækkeligt. Men det føles nu altså overvejende ret godt.

Nattens tanker

Nattesøvn. Alene det ord kan enten give en mor til børn under 6 år nervøse trækninger, eller et drømmende, længselsfuldt blik i øjnene. De første fem år af mit moderskab var jeg i konstant underskud (på alle fronter!), imens det sidste halve års tid faktisk har budt på mere søvn end forventet.

I nat svigter søvnen mig. Lillemanden er lige på tærsklen til børnehavestart, og i takt med indkøringen og de nye oplevelser, vågner han og kalder på sin mor. KUN MOR. MIG VIL HA’ MIN MOR!

Normalt har jeg ikke problemer med at falde i søvn bagefter, men hvis søvnen ikke kommer naturligt inden for de første 10 minutter, så er toget kørt. Tanketoget. Så begynder min hjerne at analysere og tænke tanker i dybden, evaluere situationer i hverdagen, som blev fortrængt i hverdagens hvirvelvind, og som måske ikke burde fortjene yderligere opmærksomhed fra min side af. Men jeg kan ikke stoppe det.

Hvorfor reagerede jeg ikke anderledes, da ældstepigen viste mig trods i morges i børnehave? Hvorfor føjede jeg hende ikke bare for at undgå konflikten? Men hun reagerede jo helt hen i vejret over ingenting! Ingenting i mine øjne – tydeligvis ikke i hendes optik. Hvorfor blev jeg irriteret? Dog var det godt, jeg ikke skældte ud, men bevarede fatningen. Hvordan kan jeg få hende til at forstå, at dårlig opførsel ikke gavner? Hun er jo sådan en fantastisk pige, som forstår så meget. Hvorfor kan jeg ikke bare være en langt mere pædagogisk mor?

Er der noget andet, der går hende på? Noget, hun ikke fortæller mig, selv om jeg prøver at vise hende, at jeg altid er her for hende? Er hun for lille til at forstå det endnu?

Hvorfor sagde jeg ikke fra, da en kollega ikke var fair? Hvorfor lader jeg hende gang på gang gå i rette med mig, selv om jeg ved, at det jeg har udført er et godt stykke arbejde?

Har vi egentlig mælk til morgenmaden i morgen? Og hvad med den ældstes fornægtelse af alt, der har med kød at gøre? Skal jeg være bekymret? Skal hun have ekstra vitaminer?

Burde jeg være mere opmærksom på min mand? Taler vi egentlig kun om børnene? Er han egentlig opmærksom på mig, når han bruger så lang tid med sin telefon og tablet? Kan man tillade sig at indføre skærmtid for en voksen mand og lave en regel, der hedder, at man ikke må medbringe telefon eller tablet på toilettet? Både af hensyn til, tanken om bakterier og for at undgå, at han sidder dér og kukkelurer, imens jeg sørger for at børnenes mad bliver klar midt i ulvetimen?

Og er det egentlig rigtigt, at søskende skal have lov at slås – også selv om de er ret voldsomme? Skal jeg stoppe dem? Hvor får et enebarn svar på sådan noget henne?

Er det i virkeligheden fordi jeg er sulten, at jeg ikke kan sove? Jeg kunne jo stå op og spise lidt havregryn. Hvis ikke det var fordi kalorierne hænger på mig som om de var omgivet af dobbelt-klæbende tape, her ved de knap 35 år, så kunne et stykke brød med Nutella ellers også smage godt. Det har jeg vidst ikke fået siden sønnikes seneste operation.

…Og med den sidste tanke, var beslutningen taget. Her sidder jeg så. Søvnløs bag tasterne og med en Nutella-mad i maven. Den smagte lige så godt som i tankerne, og den feder først i morgen, siges det. Det føles som spild af noget, jeg længtes efter så længe, at sidde her og kukkelure, når jeg burde indhente de sidste 5 års tabte timer i drømmeland. Samtidig gør det mig faktisk ikke så meget, for det er så sjældent, jeg er “alene” i huset. Uden at jeg skal forholde mig til andre eller opfylde deres behov. Her er natten taknemmelig. Det er bare katten og jeg i lyset fra skærmen. Og han stiller ikke større krav, end at måtte ligge på mine ben.

Jeg burden nok gå op og sove, hvis ellers sukker-kicket fra min Nutella-mad tillader det. Om under 2 timer er hverdagen allerede i gang igen.

 

 

En dag, man selv har valgt

Blogger fra mit “lejede” kontor. Det er i hvert fald “mit” til i morgen. Fingrene har været aktive på tasterne hele dagen. Først på Dankort-terminalens taster, da der (u)heldigvis vrimlede med gode tilbud i byen (UPS! Jeg kunne altså først tjekke ind kl. 14.00…) og dernæst i flere timer på computerens taster.

Jeg har læst, set og skrevet en masse på LinkedIn. Snuset og snaget, læst vise ord fra dem, som ved mere om det, end jeg gør. Jeg har bedt om anbefalinger og anbefalet andre, og har prøvet at sammenholde det hele med, hvem jeg egentlig synes, jeg er, og hvad mit CV siger om mig. Sælge, men ikke oversælge.

Når jeg scroller gennem resultatet af dagens arbejde, så kan jeg godt have lidt svært ved at se, hvordan så mange timer kan gå med at have så forholdsvist “lille” et færdigt produkt. Men der er skrevet og rettet til og flyttet kommaer og udskiftet med flere eller andre ord. Det er overhovedet ikke så let, som det måske lyder – altså at sætte ord på sig selv. Heller ikke selv om man lever af at skrive.

Nu har jeg kastet håndklædet i ringen for i dag og sidder i en blød hotelseng, alt imens byen fester og naboen laver et eller andet, jeg ikke kan – og måske ikke vil – greje, hvad er. Det er simpelthen en uskreven regel, at jeg altid får de trælse hotelnaboer, når jeg er et eller andet sted. Hvis jeg ønskede natlig uro, skulle jeg bare være blevet hjemme…

MEN: Det har været så fedt at have dagen for mig selv. Jeg har virkelig savnet at være lidt alene. Det føles nærmest eksotisk at kunne bruge en hel dag på noget, man selv har valgt og selv har lyst til. Efter at have fortærret en hel pose M&Ms (og en Yankee-bar), var det ikke den store sult, som plagede mig, så tog en sandwich og en iskold Somersby med ned i parken ved hotellet og sad og nød solens varme. 27 grader, kold alkohol og udsigten til at kunne sove længe! Det er faktisk som at have vundet i Lotto! Yay! Var jo nærmest sådan lidt ung med de unge og det hele.

Nu vil jeg lægge  mig med god samvittighed og stene lidt mere tv og sove – om min ork af en nabo tillader det – og så spise syndigt meget af morgenmadsbuffeten i morgen, inden endnu en dag i fremtidens tegn melder sig, og turen går hjem til husbond og husalferne igen.

Godnat derude <3

IMG_20160603_191653

 

Moderskabet er et sted mellem hjertet og mellemgulvet

I dag er en af en stribe af mærkedage, siden jeg blev mor for første gang for knap 5 år siden. Der er så uendeligt mange faser i de små menneskers liv allerede, som har flyttet ved min opfattelse af verden og sat spor i mig fysisk og mentalt, og som jeg ikke anede, ville følge med to streger på graviditetstesten. Tidspunkter, hvor maven slår knuder, hvor jeg er ved at boble over eller hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg er længere.

For knap 5 år siden, havde jeg svært ved at finde den rette plads til mit nyerhvervede moderskab. Siden har jeg lært at acceptere det så meget, at jeg endda udvidede det til at kunne indeholde to små mennesker, og nogle gange læger jeg måske ikke så meget mærke til det mere, fordi det er blevet en del af mig. .

I dag fandt jeg ud af, hvor det står. Og det er faktisk ikke ret langt fra det sted, de to små blev til.

…Nej. ikke helt dernede!

Mit moderskab er lokaliseret et sted mellem hjertet og mellemgulvet. Dér, hvor ønsket om de to blev til, og der, hvor de voksede fra æg til vaskeægte banditter. Det var i hvert fald dér, jeg kunne mærke moderskabet i dag, da jeg sagde både “godnat” og “godmorgen” til min ældste, og satte mig i bilen sammen med hendes bror og kørte hjem. Uden hende.

“Astrid og jeg har aftalt, at vi skal sove sammen hjemme hos hende, mor”, fortalte Ældstepigen på vej hjem fra børnehave for et par dage siden.
Senere samme aften fik jeg en SMS fra bedste-venindens mor, som havde fået samme besked fra sin datter. Vi blev enige om, at der ingen vej var uden om, bare at lade dem prøve det.

Det er så i dag. Lige nu, faktisk. De sover begge, har jeg fået af vide. Min egen tulle overgav sig til søvnen med ordene “Jeg savner min lillebror”. Ikke mor. Det er helt ok. For selv om der var en max-mærkelig følelse i hjerte/mellemgulvs-regionen over at “køre fra hende”, og at gå forbi hendes tomme seng på det tidspunkt, hvor hun ellers altid sover dybt, så fortæller det mig, at hun er tryg. Tryg, hvor hun er og tryg ved at være uden mor. At hun ved, at jeg er der, selv om jeg ikke er lige ved hendes side.

Jeg kan ikke helt beskrive for dig, hvordan moderskabet helt præcis føles. Både som en mavepuster og begyndende vejrtrækningsbesvær, men også som en enorm stolthed. Jeg er stolt over, at hun har så god en veninde, som hun faktisk har kendt hele livet – og ikke mindst, at hun selv er en god ven. Jeg er stolt over, at hun ikke er bange for at sove ude. Tryg ved, at hun sover ude præcis dér, hvor jeg til enhver tid ved, at hun er i de bedste hænder. Mavepusteren er fordi det er en ny fase, som nu begynder. Det minder mig om, at hun er ved at blive stor og selvstændig. At jeg regner hende for min egen, men kun har hende til låns, inden hun flyver ud i verden.

Jeg bliver mindet om, at jeg skal lære at give slip. Gradvist (heldigvis!!!), selv om hun knap er 5 år gammel. Jeg skal lade hende prøve af og sige til og fra. Det er lidt svært, må jeg indrømme. Men hun bliver ikke ved med at være lille og afhængig af mor. Min opgave er herfra  at guide hende og til stadighed at vise hende, at mor altid vil være her, når hun har brug for det, imens hun udfolder den stærke vilje, hun altid har haft.

Mit lille menneske bliver stor. Og kærligheden til hende vokser stadig dag for dag <3

Moderhjertet husker

Lillemanden havde svært ved at finde ind i søvnen, da han skulle puttes til middagsluren. Normalt, hvis enten han eller hans søster har svært ved at sove om natten, hjælper det stort set altid, at komme ind og putte under mors varme dyne. Selv om jeg oftest sover knap så godt, når de ligger der, sover de allerbedst lige præcis dér. Jeg elsker at vågne op og have dem ved min side. Dufte til dem og høre deres lyde.

Men middagsluren er en anden sag. Lillemanden sover indedøre, da han for længst er vokset ud af barnevognen. Han kaldte og rumsterede i sin seng, så jeg gik ind til ham og satte mig på hug ved sengen. Jeg lagde mine hænder omkring hans ansigt og strøg forsigtigt fra tindingerne og ned over kinderne. Nærmest pr. automatik, gled hans små øjne i og hans lille hånd kom op og tog let fat om mine fingre. Jeg nussede hans kinder og han lod sine små fingre røre ved mine fingre, alt imens han faldt i søvn.

Lige her følte jeg det største flash-back til de mange og lange timer på sygehuset, hvor hans første 11 uger af livet blev tilbragt. Fra det øjeblik, han kom ud af respiratoren, søgte hans fingre mine, når han søgte tryghed. Han kunne ikke ligge ind til mit bryst på grund af iltudstyr og medicinslanger, så skulle jeg give ham tryghed i kuvøsen, kunne jeg kun lægge mine hænder om hans hoved, kysse ham på panden og synge for ham.

Helt instinktivt er det stadig den form for tryghed, han helst søger, når han har behov for det. Og jeg elsker det. I dag kan han også putte ind til mit bryst og slappe heeeelt af, men nus på hænder og kinder er hans zen. Han siger ikke noget. Ligger bare og nyder det. Og jeg smelter 100% inden i, når jeg ser den tillid, han viser mig ved at overgive sig helt og holdent til kærtegn, inden han falder i søvn. At jeg kan give ham den tryghed.

Jeg kan stadig holde hans hoved i mine hænder. Alt for hurtigt kommer nok den dag, hvor han selv sætter dagsordenen, og hvor hans hoved vokser ud af mine hænder. Men minderne er for evigt gemt.

Moderhjertet husker!

De tænder-ud-trækkende to

Som fast læser, vil du vide, at det med spædbørnstiden ikke helt var mig. Jeg blev ligesom aldrig dus med det, forstås. Jeg er langt bedre til 1 år +. Når de begynder at gå og gøre sig forståelige, og når de begynder for alvor at vise deres personlighed og give udtryk for deres behov. Jeg har aldrig været fan af gættelege…

Nu hvor ældste-pigen er 4,5 år og tester sin egen indflydelse her i verden dagligt, har hendes lillebror virket som en ferie. Glad og tøffer rundt med en bil i hånden og gider putte og kramme og siger ”Mor er dejlig” kontra ”Hey mor? Jeg tænkte på, om du kunne gå ud og lukke døren bag dig nu”, som søster tester reaktionen på fra tid til anden. Lille og rund og uden kanter. Indtil nu… For pludselig begyndte det at dæmre i hukommelsen. I takt med ”Neeeeeeej”, ”Miiiiiin” og ”Nej, mig seeeeeeeelv” eller ”Nej, kun ha’ faaaaaaaaar”, toppet med primadonna-fald og hysteri på gulvet, alt imens han råber for sine lungers fulde kraft, begyndte det at gå op for mig, at der er noget, der hedder ”The Terrible Twos”. Helt hvad det indbefattede, havde jeg lykkeligt glemt igen.

Mindstemanden er 2 år inden månedens udgang, og han holder sig ikke tilbage i forhold til udviklingen. Han har både fysisk og mentalt glemt alt om, at han er præmatur. Og det er nu meget godt. Men hold nu kæft, hvor havde jeg lykkeligt glemt, hvordan han kan kaste sig i hysteri over, at jeg af ren og skær vane hælder rosiner på havregrynene eller giver ham støvler på. ”Mig seeeeeeelv!”, og så kan måltidet eller morgene nærmest løbe af sporet. Han er også begyndt at teste sin egen vilje (overraskende lig hans søster), og stikker af, hver gang, han skal skiftes eller have tøj på, eller man råber STOP, for at forhindre ham i at løbe ud på vejen. Han kvitterer med raseri og tåre-strøm, når man fanger ham, som havde han fået nej til julegaver resten af livet.

Han har langt større vilje til selvstændighed. Det må jeg altså give ham. Sammenlignet med hans søster, der stadig synes, verden ville være et bedre sted, hvis blot jeg gjorde alting for hende. Sammen med ordene ”Det er en fase”, prøver jeg at finde noget mindfulness i, at han forhåbentlig ikke tramper afsted med korslagte arme og trutmund, når han er 4,5 år, blot fordi han skal lyne jakken selv, hvis han allerede nu udviser en form for selvstændighed.

Det er som om, der er åbnet en låge i en mental julekalender for ham over den seneste uge. En låge, hvorfra trods, selvstændighed, ballade og raseri får lov at strømme frit. Et eller andet sted er det fedt, for selvfølgelig skal han lære at kunne selv. Men det er altså også lettere anstrengende. Hvad der til gengæld er fedt, er at trække andengangsmor-kortet. Jeg har prøvet det før og ved, at det rent faktisk ER en fase og jeg ikke har behov for at kontakte en eksorcist lige med det samme.

e-Cards behøver sjældent så mange ord som mig for at sige præcis det samme: