Får man nogensinde søvn nok igen?

Får man nogensinde søvn nok igen?

Er jeg den eneste, der har taget en fridag for simpelthen at forsøge at sove ud? Det gjorde jeg i dag. Desværre ringede det på døren, lige så snart jeg var faldet i søvn. Jeg tvivler dog på, at en enkelt dag overhovedet ville kunne gøre op for det søvnunderskud, jeg har opbygget over igennem de seneste 7 år.

Jeg har egentlig altid sovet ok – med mindre min hjerne havde fundet en eller anden ting, den ikke kunne slippe. Jeg har sovet i telt, på sovesal, på kollegiet med papirtynde vægge og højlydte naboer – ja, jeg har sovet mig igennem en Kashmir-koncert, dengang de var hottest (…om det så siger mest om Kashmir eller mit sovehjerte, skal jeg ikke gøre mig til dommer over).

Efter jeg har fået børn, sover jeg ikke. Mest fordi jeg ikke får lov, og indimellem fordi jeg ikke kan få mig selv til det.

Mine børn vågner, før fanden får sko på. Kl. 5 eller før. Jeg har forsøgt at lægge dem i seng igen, skubbe deres sengetider, overbevise dem om, at det er mega-fedt at tage dynen med ned på sofaen og se morgen-TV, selv om mor og far stadig sover, lært dem at tage havregryn selv om morgenen, you name it – I’ve tried! Men det virker ikke. Intet slår åbenbart mors og fars fulde – og vågne – tilstedeværelse.

Vores datter var 5, før hun præsterede at sove igennem en hel nat. Hun sov 2×15 min. til middag, da hun var baby, og hun ynder – stadigvæk – at stå ved siden af min seng før kl. 5. Det er en lille smule skræmmende at vågne ved, at et barn står stille og stirrer på dig…

Da hun var lille, kunne vi vikle hende og få hende til at slappe nok af til at falde i søvn. Med tiden kørte det løb i takt med at hun fik flere centimeter på kroppen. Det er ikke skide nemt at vikle en knap 7-årig.

Hendes bror sov egentlig ganske udemærket som spæd. Dog skulle jeg enten give sonde eller medicin hver eneste f***ing time det første halve år. Kan godt forstå, at nogen vælger afbrudt søvn som torturmetode. Det føltes i hvert fald sådan dengang. Pludselig vendte det – så sov han ikke længere så godt, og vi blev banket tilbage til start som brikker i et spil Matador. Sh*t!

Givet hans hjertesygdom, har jeg indimellem – ironisk nok – svært ved at give mig hen til søvnen. I de perioder, hvor angst og frygt overmander mig, kan jeg nærmest ikke lukke et øje. Tænk, hvis noget skete, imens jeg sov. De perioder kommer og går. Jeg kan vågne af de mindste lyde, som minder mig om hans tid i respirator, eller når han fejlsank mad eller medicin. Det var – og er – hæsligt.

Jeg føler, at jeg kunne stå op og sove. At kroppen lige nu er så meget i søvnunderskud, at der bare ikke er mere at tage af. Og så bliver jeg et meget lille menneske, når jeg hører om andre, der lige får børnene passet i weekenden, så de kan sove eller knalde, så meget de vil. Jeg vil også!!! Der er bare ikke rigtig nogen til at passe.

Får man mon nogensinde sovet helt ud? Eller bliver man notorisk ved med at mangle søvn – med tiden fordi man gradvist skal give slip og dermed kan ligge og spekulere på, om de nu også har lyttet til det, man forsøgte at lære dem og ikke gør noget dumt? Ligge og vente på lyden af døren eller en sms, hvor der står, at de er kommet sikkert hjem? Bliver det bare ved fra nu af og til de selv får børn? Eller længere?

Nu er det vinterferie, og det er fedt! Også selv om jeg godt ved, at jeg ikke får min søvn dér heller. Men jeg glæder mig til ikke at skulle præstere på jobbet, alt imens hele kroppen skriger på hvile og øjnene er ved at falde i. Sig det ikke til min chef!

Hvis jeg er heldig, falder de stadig for det gamle “når-man-bruger-briller-bliver-man-nødt-til-at-lukke-øjnene-imdimellem-trick og lægge nakken tilbage på sofaens ryglæn og powernappe, imens de ser en tegnefilm på Netflix! Min version af Netflix n’ chill. For lige nu er søvn i højere kurs end sex.

Søvn

Jeg lever for weekenderne

Jeg lever for weekenderne

Jeg indrømmer det; jeg lever for weekenderne i øjeblikket. Om det er kombinationen af mørke, regn, blæst og nedtur over at julen og dens frihed og forkælelse er slut, eller om det handler om, at vi efterhånden kan se vintergækkerne og mærke solen (trods kulden), men ved, at der stadig er lang tid til foråret? Om det er fordi der i januar er pokkers langt mellem lønningsdagene, Don’t know! Jeg ved bare, at det er r**hamrende hårdt at stå op om morgenen, og at det ar tage på arbejde ikke just virker tillokkende. Og slet ikke mandag morgen!

Jeg savner weekenderne, før de knap er forbi. Jeg glæder mig til den næste, før jeg lægger mig i seng søndag. I et svagt øjeblik kan jeg godt lørdag morgen blive ramt af et stik: Tænk, hvis weekenden går for hurtigt? Hvis jeg ikke får nydt den nok. Det er jo skørt, ikk?

Jeg elsker at være hjemme og sammen med mine børn og mand. At være to voksne hjemme og slå til i stedet for at være én voksen og forslå som en skrædder i helvede, hvis/når begge børn er trætte.

Jeg tror måske, jeg lige nu lever efterdyndingerne af et hårdt 2017 ud – en udrensning af det skidte, som fyldte min krop i 2017. 2018 har såmen heller ikke været en dans på roser endnu, men jeg er fast besluttet på, at 2018 skal være et godt år, så vidt jeg kan påvirke det. Et år med mere nærhed til de nærmeste.

Jeg higer efter mine børn og min mand og mit hjem. At min enhed er samlet, hvor jeg kan holde om dem og føle, at jeg er tæt på dem. Jeg higer enormt meget efter ro og regelmæssighed – men ikke den regelmæssighed i at stå op kl. 5.30 hver morgen, skynde på ungerne, som om de ikke kan gøre for, at de er trætte, henslæbe et sted mellem 6 og 9 timer på jobbet i stræk, skynde mig hjem for at nå at hente begge unger og så videre, for så at dejse fuldstændig omkuld – brugt – kl. 21.30.

Skulle jeg vinde i Lotto eller blot blive tilbudt en måneds ferie, så tog jeg imod det straks. Med kyshånd og enorm taknemmelighed. Jeg er træt – så træt, at jeg både dag og nat drømmer om at komme i plus igen. Føle igen, hvordan overskud og udhvilethed føles. Skuldrene heeeelt ned. F**k, det ville være luksus!

4 dage tilbage – så er det weekeend igen. Jeg glæder mig allerede <3

Søndagstanker

Søndagstanker

Pyh ha – der er godt nok mange indtryk og tanker, som skal bearbejdes efter begravelsen i går. En kiste med billede af en kvinde – alt for und til at dø. En kiste pyntet med perleplader og tegninger med ordlyden “Til mor” med barnlig håndskrift. Triste, snøftende mennesker og et blomsterhav, der signalerede, at hun havde mange mennesker i sit liv. En præst, som formåede at tale til alle – især til hendes datter – i en tale om håb frem for magtesløshed. Det sidder i mig i dag, og det vil det nok komme til i rigtig lang tid. Som min tante sagde: Det er ikke den rigtige rækkefølge, det bliver taget i. Der er noget naturstridigt i at dø, før ens liv stort set er kommet i gang.

Ser vi lidt bort fra det triste, har det været en ganske udemærket søndag. Alle søndage herhjemme starter med små fødder på soveværelsegulvet, før lyset er brudt frem. I dag var ingen undtagelse – forskellen var bare, at efterårsmørket fuc**de med mit indre ud, så jeg var helt rundt på gulvet over, at klokken var 7.30 og ikke 5-nul-dut, som den ellers plejer at være. Det var sgu optur!

Ristet brød og Ramasjang. Indkøb til ugens madplan og lidt vasketøj i maskinen. Ja, det er jo eksotisk at være børnefamilie. Det der fine solskinsvejr, metrologerne lover, lader godt nok vente på sig – eller også er Fyn bare særdeles uheldig. Så jeg besluttede mig for at invitere ældstepigen i biffen og se My Little Pony-filmen. Der er mange ting, man gør af kærlighed…. Det resulterede i, at lillebror var ved at tude sine små øjne ud af bare uretfærdighed over, at han ikke skulle med. Og på den måde blev han så eneste hankøn i biografsalen.
En stor del af filmen brugte jeg på enten at ransage min hjerne for, hvorfor jeg frivilligt havde betalt 250 kr. for at se den, eller på at favne begge unger, fordi den var overraskende dyster i forhold til min forventning om pastel-frenzy. Ikke så meget tutte-nut dér, du. Det havde jeg ikke lige set komme. Men det endte jo godt og da pive-stemmer og pastelfarver rundede filmen af, syntes ungerne dog ganske godt underholdt alligevel.

Resten af dagen blev brugt på alt fra familie-fight med skumsværd til ungernes glade stemmer på det ene værelse i en god leg. Nok havde jeg mest af alt lyst til at smække stængerne op og lukke øjnene en halv time, men jeg skriver eksamensopgave p.t., så den fornuftige del af hjernen vandt. Her har jeg så stort set siddet siden. Målet er at skrive så meget, at jeg kan få mest mulig tid til at holde en afslappende efterårsferie med ungerne. For det er nemlig lige, hvad det er: EFTERÅRSFERIE! Manden har ikke fri, så ungerne og jeg holder skansen. Det skal nok blive godt! Jeg glææææder mig!

Åbent hav

Når lykken ligger i det enkle

Torsdag er ”min dag” med ungerne. Deres far arbejder rigtig længe, og det er op til mig, at få dagen til at hænge sammen. Det plejer også at gå ganske glimrende. Sjovt nok, selv om jeg står med hele baduljen selv, så er jeg mere loose omkring tingene. Der er næsten altid rugbrødsmadder, omelet eller pandekager med fyld på madplanen. Rent egoistisk set, er det de retter, der give færrest konflikter.

Nogen dage spiser vi aftensmad i haven eller i på et tæppe på stuegulvet, hvis det er koldt. I går sad vi alle tre dog mere traditionelt omkring spisebordet og ungerne fjollede på den måde, hvor det let kunne gå over gevind og ende i noget, der ikke var for sjov. Heldigvis nåede mit overskud ikke sin begrænsning, for pludselig kom den lille til at tænke på en bestemt sang fra Bamse og Kylling. Hvorfor så ikke høre hele CD’en, når vi nu har den?

Det gjorde vi, og det gav en helt uventet oplevelse. Vi nynnede alle sammen med, imens vi gumlede maden i os, vi prøvede at gætte, hvilken sang ville være den næste, og da måltidet var slut, droppede ungerne både Ramasjang og den omfangsrige leg (med legetøj over hele stuen…), de havde gang i, før vi satte os til bords. Næh nej – nærmest uden ord, blev de enige om at tage et tæppe hen i sækkestolen og sad der, helt tæt sammen, og lyttede til musikken. Store smil og søskende-tosomhed. Hundrede procent hygge.

Nød jeg at se dem sidde og hygge, imens jeg gik og ryddede af bordet? Det kan du gange med hundrede! Hvor meget konflikt og forurettede miner, der ellers kan være med to trætte trolde en time før sengetid, så var det ikke tilfældet i dag. De var mætte, glade og trygge i simpleste form.

Fik jeg tårer i øjnene? Ja! Havde vi haft en helt gennemsnitlig forhistorie, kunne jeg godt have haft det af bare cuteness-overload og taknemmelighed over ikke at have fucket dem helt op. Men det var fordi sidste gang, jeg sad om samme bord og hørte CD’en, var den ældste lille, min mave lidt under to måneder fra termin og hovedet fuldt af bekymringer over mit kommende barns alvorlige hjertesygdom. Hvor hyggeligt og fuldkomment øjeblikket end var dengang, var mit hjerte revet itu over det skrækkelige, fremtiden meget vel kunne bringe for os, for søster og for den kommende lille. At vi måske aldrig blev 4.

Hvad jeg ikke vidste var, at jeg selv samme aften ville blive indlagt med præmature veer og ende akut i en ambulance – babu babu – på vej til Aarhus. At jeg i dagene efter ville ende med at føde alt for tidligt, fordi kroppen ikke accepterede det vehæmmende. At kursen var sat mod alt andet end en lykkelig tid.

Jeg vidste ikke, at lykken skulle tilsmile mig og sætte det skæbnesvangre skakmat. At vi ville ende lige midt i nydningen igen. Lige der. I går. 3 ud af de 4, vi heldigvis er.

Bamses Molodiboks holder hundrede. Også selv om den ældste er 6 going on 16 p.t. Det skønne, naive barnesind skinnede omkap med aftensolen og stroferne. Inde i mit hjerte, skinnede lykkefølelsen om kap med dem <3.

En stor, fed nej-hat

Shit, min seng holdt godt fast i mig i morges. Det har være en helt og aldeles glimrende forlænget weekend. Uden de store begivenheder – bare fælles arbejde i hus og have omkring vores kommende byggeprojekt. Kan ikke huske, om jeg har skrevet om det, men hvis ikke, så kommer der nok en del mere om det det næste halve år.

På sin helt egen stilfærdige facon, var det vare rart at være sammen om noget som familie. Helt lavpraktisk og uden fest og kulørte lamper. Det savner jeg virkelig, imens hverdagen hvirvler afsted.

Hvem der til gengæld er alt andet end stilfærdig, er ham den lille. 3,5 år og i besiddelse af verdens største nej-hat. Han har desværre bestilt den adskillige numre for stor, så den dækker hele hans udsyn og gør det helt og aldeles sort. Shiiiiiiit, hvor er han Mester Modsat!

Det skægge ved bloggen er at kunne gå tilbage og læse/huske, hvordan det var med hans søster. Dette indlæg er skrevet for 3 år siden – ca. 6 måneder før den alder, han er nu. Det passer sgu meget godt overens med det, vi oplever lige nu. Der er mindre trutmund og mere stampen i gulvet og råb. Der er også mere eftergivenhed og mindre “nag”. Men det passer nok også ret godt overens med kønsforskellen, tænker jeg.

Jeg hælder vand op til os alle ved aftensmaden. “Neeeeej, mælk”, hyler knægten.
Jeg siger sandaler – han skriger på kondisko. Når vi når børnehaven, er det kun de sandaler, vi ikke har med, der du’r.
Jeg har ham i bad under HØJLYDTE protester, adskillige flugtforsøg og trampen i gulvet, alt imens han skriger “Neeeeeeej, jeg vil ikke i baaaaad”. Det sekund jeg slukker for vandet, skiftede han mening: “Neeeeeeej, jeg vil i baaaaad”.
Jeg kunne fortsætte eksempelsamlingen fra nu af og til midnat.

Hvis jeg synes, det er svært at være hans mor p.t. og at holde hovedet nogenlunde koldt, fordi jeg ved, at det bare er en fase, hvor lang den end må blive, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være i hans lille hoved. Forvirring – BIG TIME! Alle de følelser, der styrter gennem hans krop med få minutters mellemrum. Fra den ene pol til den anden.

Nej-hatten klæder ham ikke, og jeg tvivler på, at den er mega behagelig at have på. I hvert fald var der ingen anden løsning ved sengetid, end at krybe ned i sengen til ham og holde om ham, for at få ham til at falde til ro. Ligge der og mærke, hvordan al trods og modstand forsvandt i mine arme. Først protesterede han over mit valg af godnatsang. “Neeeeej, ikke solen, mor”, imens jeg sagte sang “Solen er så rød, mor”, som jeg har gjort siden tiden, hvor han lå hjælpeløs i kuvøsen og jeg ikke måtte røre ham. Imellem snøftene kunne jeg høre ham mumle “Solen igen, mor. Solen igen”, før han faldt i søvn.

Selv om hans vejrtrækning for længst afslørede, at han var på vej til drømmeland, blev jeg liggende og nynnede for ham. Holdt om min lille dreng, som vokser for stærkt. Overvejede at blive liggende krøllet sammen på 140×70 cm. og snuse til hans hår og finde minderne frem. Taknemmelig og lidt ekstra lykkelig, selv om overskuddet er flosset. Bare ligge der uden nogen anden grund end at det var lige dér, han faldt til ro og fandt trygheden midt i sit følelsesmæssige kaos. Lige dér i min favn <3

 

Også en form for zen

Man kan bruge en weekend med helt forrygende flot solskinsvejr og pæn varme på at være i haven, ligge og sole sig og læse i en bog, eller på at have halsbetændelse og snot i hele kraniet. Jeg synes aldrig rigtig, jeg blev spurgt til råds i denne sag, men fik tildelt sidste lod. Pis os’!

Penicillinen arbejder langsomt men sikkert imod en sejr, og jeg blev trodsig og valgte at tro på, at frisk luft og en halv times yoga på græsplænen kunne hjælpe processen på vej. Om ikke andet, så strække de ømme muskler ud efter at have ligget og sumpet på sofaen i en dyb sump af selvmedlidenhed og søde sager.

Yoga i solskin på græsset er i sig selv en helt fantastisk ting, men det var sgu lidt svært at finde indre ro og fokusere på vejrtrækningen, når to børn på 3 og knap 6 år skriger “Moar” som i en anden interflora-Mors-dag-reklame for hvert 2. minut eller indimellem synes at tage fejl af trampolinen og min mave.

“Mooooar, må jeg få juice?”

“Mooooar, jeg havde den først?”

“Mooooar, hun driller!”

“Tuuuud-hyyyyyl-tuuuuuuud”….i stereo. Over decibelgrænsen.

Imens jeg lå dér og prøvede det bedste, jeg har lært, ikke at bede dem begge om at holde kæft i alle naboernes påhør, var det faktisk muligt at opnå en form for zen. For igennem hækken kunne jeg høre naboens børn bitche over bagateller, føle sig forsmået over petitesser og trykke hinandens knapper på præcis samme måde, som mine egne gjorde.

“Ohmmmmm…træk vejret dybt ind….du er ikke alene om at have produceret sådanne små monstre…hold vejret 5 sekunder…græsset er ikke grønnere på den anden side af hækken…pust langsomt ud igen…du har sandsynligvis alligevel ikke fucket helt op som mor… Nameste.”

Blev jeg mere rask af det? Ikke en skid. Men det gav dog en form for ro i sindet.

Gør mig klogere: Curling eller ej?

Nå, men så kom mandag og tog alt det med sig, som dagen tit får skyld for. Heldigvis vejede solskin og forårsfornemmelser op for sure mails og folk, som burde lære at tale pænere. (…og jo, jeg har husket at se grundigt i spejlet. Her gemte årsagen sig ikke).

Det hjælper rigtig meget på humøret og ældstebarnets velvilje i forhold til at cykle hjem, at solen skinner og fuglene kvidrer, og det er helt vildt fedt at hente ungerne og se dem udendørs – glade og med en frisk kulør i huden. Det giver bare færre diskussioner og sure miner.

Vel hjemme efter hente-cirkusset, fangede ældste Es ører straks lyden af gadens børn, som også var kommet hjem og indtog de ekstra lyse timer. I dag havde især genboens pige hendes interesse. Hun ville gerne have, at jeg gik med hende over og sige hej og spørge, om de skulle lege. Glad spurgte hun – men fik ikke et svar. Kun et fast og direkte blik. E kiggede på mig: “Hun svarer ikke, mor”. Jeg opfordrede hende til at spørge igen – for de plejer nu nok at finde ud af det og har – mig bekendt – aldrig været uvenner. Tværtimod.

Anden gang fik hun heller ikke noget svar – og barnet i haven vendte ryggen til og gik, som om ingen havde spurgt om noget. Jeg kunne mærke Es usikkerhed over den 9 måneder yngre piges manglende svar, og jeg valgte at sige, at når hun ikke fik svar, syntes jeg, vi bare skulle gå over og lege sammen. Prøve at undgå at min datter skulle tabe yderligere ansigt i situationen.

Vi besluttede at tegne hinkeruder på fortovet og hoppe sammen med lillebror – noget som normalt ikke udløser konflikt. Som et lyn fra en ellers blå aprilhimmel, brød hun sammen over de mindste ting. Over at jeg satte en streg under 1-tallet i hinkeruden. Det ville hun ikke have og nærmest skreg sin gråd og frustration ud. Vi tegnede en ny hinkerude, selv om jeg forklarede hende, at det var lidt skørt på grund af en streg. Men også her var det bare helt og aldeles forkert: Hun koksede fuldstændig over endnu en bagatel, og stak af hylende og vred, selv om jeg prøvede at sige, at det var lige meget, og at vi da bare kunne lege igen.

Jeg valgte at stoppe legen der, for den var ikke sjov for nogen parter. Det udløste selvsagt tredje krise på få minutter, men denne forstod jeg godt, hvor stammede fra.

Det gjorde jeg egentlig også god for de to foregående. Hinkerudens fejl og mangler var ret sandsynligt reaktionen på den manglende forståelse af, hvorfor genboens pige ikke ville lege – ej heller svare hende. Lille forståelse og stor frustration. Jeg forstår hende godt. Jeg følte det samme, da jeg var 6 år. Jeg forstod ikke dårlig opførsel. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg nogen gange blev holdt udenfor, når jeg bare kom glad og gerne ville tage del i legen. Jeg forstod ikke det spil, andre tilsyneladende mestrede fuldt ud. Lige i dagens situation, kunne jeg faktisk mærke, præcis hvordan det føltes i maven.

Jeg ved ikke, hvilken grund genboens pige havde for at agere, som hun gjorde. Jeg ved til gengæld, at det gjorde ondt på min datter. Og det gør mig vred. Jeg spurgte E, om hun i virkeligheden var vred over at pigen ikke ville lege, men hun holdt fast i, at stregen under 1-tallet var den eneste årsag. Jeg sagde blot, at jeg godt kunne huske, hvordan det var at blive skuffet. Hun smækkede med døren til værelset.

Jeg vil ikke bore dybere i det – ikke herhjemme i hvert fald. Men jeg grubler en del over, hvad jeg kunne have gjort i situationen. Hvis jeg overhovedet skulle have gjort noget? Skulle jeg have fortalt den anden pige, at det ikke var pænt ikke at svare, hvad enten hun ville lege eller ej? Skulle jeg have ladet dem klare det selv og ikke curle hende. Skulle jeg have grebet det anderledes an hjemme i forhold til at spørge til hendes mavefornemmelse? Og hvad gør jeg, hvis det sker en anden gang? Skal jeg da tale med hendes forældre om det? De bor jo lige over for hinanden og selv om jeg ikke kan bestemme, om de (for)bliver venner eller ej, ville det give mening for alle, at de kan opføre sig pænt over for hinanden.

Hvad ville du gøre? Blande dig eller lade dem klare det selv? Tale med eget barn eller lade emnet ligge, da man jo ikke ved, om det vil ske igen? Hvordan gør man sådan noget bedst? Ingen kan lide at se sit barn ked af det, men skal man skabe robuste børn, er der også en pointe i at gemme curling mentaliteten væk. Enlighten me, please 🙂

Et uværdigt dilemma

Er du altid enig med dine børns dagtilbud? Hvis du er, vil jeg sige tillykke. Hvis ikke, så vil jeg sige, at du ikke er alene. Vi taler ikke grundlæggende uenige hver dag og ofte – i så fald burde luftforandring komme på tale. Jeg tænker sådan helt ned i den ganske almindelige hverdag, hvor vi nogen gange ikke er helt enige i hinandens udgangspunkt og handlinger.

Det er ufedt at være på kant med det sted, ens dyrebareste tilbringer næsten lige så lang tid, som de gør hjemme i deres vågne tid. Det føles forkert og angstprovokerende, men nogen gange er det bare nødvendigt. Både børnene og familien som helhed skal have en god mavefornemmelse, når vi går ind og ud gennem børnehusets døre.

Lige nu er jeg ikke helt enig, og det har jeg sagt højt. Og det giver anledning til mange tanker, kan jeg mærke.

Det har været overvejende godt, men ikke gnidningsfrit at have børnene i institution i knap 6 år nu. Der er dage, hvor jeg går hjem – opløftet af at have set eller hørt, hvordan mine børn bare har haft en fantastisk dag. Der er mange dage, hvor jeg går hjem med en neutral følelse – børnene er glade, men jeg har ikke følt nogen særlig overlevering eller indlevelse i deres dag eller kontakt med personalet. Og så er der de dage, hvor jeg går hjem med en rigtig øv-fornemmelse i kroppen. Sådan en startede vi ugen ud med.

Hvad jeg dog har lært over tid, er at det ikke nytter at gå med følelsen indeni. Det hjælper kun at sige den højt på en konstruktiv måde og gerne lige i situationen. Og så selvfølgelig at være åben over for, at pilen også kan pege mod én selv på vejen mod den rette løsning.

Jeg har virkelig øvet mig på at sige det højt med det samme. Tage snakken direkte med den, som jeg ikke er enig med eller den, som har den daglige tilknytning til mit barn. Ikke gå og gemme og gruble, og så komme med det for sent eller slet ikke, fordi jeg ikke kan finde den rigtige måde. Det er seriøs udfordring at tage snakken up-front, når man gennem livet har været en konfliktsky rad, der fik hjertebanken ved at sige sit navn højt i en større forsamling. Bizart nok, har den rette medicin for det været at øve mig i at gøre præcis det, jeg hadede: At åbne munden med det samme. Noget, jeg blev nødt til at lære fra den dag af, hvor jeg blev mine børns mor.

Jeg ville hade at skabe mig som en gal i børnehuset, for ingen af de ansatte står op om morgenen og tænker: I dag vil jeg ikke gøre mit bedste. Vilkårene er ved gud blevet synligt sværere på de kun 6 år, mine børn har været i børnehuset. Kommunale besparelser, øget inklusion og personalereduktioner. Både vi og de er pinligt bevidste om, at smertegrænsen er nået.

Derfor er det heller ikke uden en vis overvejelse og mavepine, at jeg tager konfrontationerne, når de kommer. Ikke de små, ubetydelige ting, men når jeg føler, at mine børns bedste interesse ikke er blevet tilgodeset. I forhold til søvn, udvikling, eller i forhold til drillerier, bid eller anden dårlig opførsel fra børn omkring dem.

Hvor skidt, jeg end har det med at komme med kritik i en presset hverdag, så har jeg en forpligtelse over for mine børn. Det er ikke i deres interesse at skabe konflikt, men deres interesser må heller ikke stå overhørig, fordi jeg har dårlig samvittighed over at hverdagen i institutionen er presset. Et dilemma, jeg tror, jeg ikke er den eneste, som har følt. Et uværdigt dilemma, som et moderne samfund slet ikke burde være sig bekendt. Selv om min ældste er få millimeter fra at forlade institutionen, skal hverdagen stadig fungere for yngstebarnet 2 år endnu.

Det vil være naivt at tro, at der ikke kommer flere bump på vejen, så jeg øver mig i at blive endnu bedre til at opbygge en stor portion åbenhed og ærlighed. ØV-følelsen må ikke blive kronisk, og det er et gensidigt ansvar, at den ikke bliver det.

 

Det var en lørdag aften

Hvis jeg siger lørdag aften, tænker du måske weekend, venner og vino?Det er i hvert fald et lækkert bud!

Lørdag aften har notorisk et eller andet socialt over sig. Da jeg var barn, gjorde vi det mest i familiekomsammen’er. Da jeg blev 14 år var det noget med forfester og Pisang Ambon (eeeeeewwww!) og Backstreet Boys inden halballet. That’s how we rolled derude på landet.

Så kom jeg i gymnasiet og proceduren var egentlig den sammen, men menuen var ændret til Sorte Svin (er det egentlig forbudt at sige i dag?) og repertoiret var mere ud i Kashmir og andre med halvlangt, semi-fedtet garn. Så blev det fester i min bedste venindes lejlighed, byture og et yderst ynkeligt syn, når vi kl. 5 om morgenen stavrede hjem fra byen og altid lige skulle give den som Chesney Hawkes i sofaen og skråle “I am the one and only” ind i hårbørsten eller en af de tomme ølflasker, før vi dejsede om på sengen. En vane jeg simpelt ikke kan huske, hvornår eller hvordan opstod, men som givetvis var til en del frustration for hendes naboer.

Så kom fe faste parforhold, biografturene og parmiddagene, ja, og efter børnene – lad os være ærlige – de sjældne lørdage, hvor vi kunne få dem passet og have 2-3 timer til at se hinanden i øjnene.

Før var var lørdag lige med fest eller flirt. Nu er jeg 35 og så løber jeg.

Før du tænker: F***, det lyder trist, vil jeg indskyde, at jeg i går sad sammen med mand og gode venner omkring et bord med mega-lækker mad og vendte verdens-situationen, sexlivet og skolestart i random order. SÅ kedeligt er det altså heller ikke efter 30 år, venner, selv om det indimellem kan ligne (og føles) som om, man står med det ene ben i graven.

Jeg synes ganske enkelt, der er noget helt fantastisk over at løbe en lørdag aften. Roen, luften, mennesker på vej til og fra et eller andet: Glade, lidt for sent på den, syngende på cykelstien, forelskede, måske allerede godt beduggede og smider en kompliment eller en frisk kommentar. Alle aldre.

I mens kilometrene passerer, prøver jeg flygtigt at forestille mig, hvor de skal hen, hvis jeg da ikke forestiller mig, hvor rart det bliver, når jeg er godt træt hjemme igen og sidder krøllet sammen i sofaen med kaffe i koppen.

Musik i ørerne og bare derudaf i godt tempo. Det er slet, slet ikke afskrækkende i min verden. Lørdag aften handler vel et eller andet sted om frihed; om at glemme hverdagen lidt, hvad enten det er med løbe- eller dansesko på. Jeg er over stadiet med  nyfødte, der skal have flaske eller min fulde opmærksomhed på alle tider. Jeg er ovre stadiet, hvor jeg vågner med tømmermænd søndag morgen og Ædru-fanden banker på døren. Jeg er ovre tiden, hvor jeg træner for at se ud på en bestemt måde. Jeg gør det fordi, jeg kan li’ det, og fordi det er så befriende at løbe med sine yndlingsbeats i ørerne og skide på, hvad andre gør eller tænker. For ikke at nævne følelsen bagefter. Rusen af runners high giver ikke tømmermænd dagen efter.

Hvad end du laver lige nu, vil jeg bare gerne ønske dig en helt fantastisk lørdag aften. Må den være præcis som du bedst kan lide <3

 

Trodsalderen revisited

Jeg er slået lidt bagover af det faktum, at min yngste bliver 3 år om under 2 måneder! Shit, mand, det går stærkt. Jeg synes lige, han er kommet, og alligevel føles det som om, han altid har været en del af mig. Stor af sin alder, mod på livet, fuld kraft frem. Stærk som en okse og stædig som et æsel.

Med treårsalderen kommer også en ekstrem portion selvstændighed og nogle reaktioner, man godt kunne klare at leve uden. Ham den lille har simpelthen en vilje og et temperament, som kan give mig endnu flere grå på hovedet, end hans søster gjorde i sin tid. Hvis han har sagt “nej”, så mener han død og pine nej og skriger så længe og så højt, han kan. Lige indtil han har brugt den sidste trods op, og stortudende kaster sig i mine arme og snøfter “Jeg vil ha’ dig, mor”. Han er nemlig inderst inde en lille blød bamse, som er ekstremt mor-glad. Og det er hans mor ret vild med. Det må han endelig ikke få mindre af lige med det samme.

Selv om treårsalderen virkelig har nogle nederen sider (og rigtig mange virkelig fantastiske!), så føler jeg mig så meget bedre rustet til at tage endnu en treårs-tur. Hvor jeg for 2 år siden hev mig selv i håret og var grædefærdig, når mit lille søde pigebarn gik helt i spind, og jeg, der hvor overskuddet hørte op, endte med at råbe højt i ren og skær afmagt, ved jeg nu, at vedholdenhed og evnen til at tælle til 10(000) har enorme fordele. Hvis tiden var til det hver morgen, har jeg mindst lige så meget stædighed som ham, og kunne godt leve med at sidde på gulvet i hans værelse, imens han råber “neeeeeeeej” og kaster med sine bukser, bamser og biler – både når jeg beder ham om selv at tage bukserne på, og når jeg tilbyder at vi gør det sammen. Men i sagens natur, er det det de færreste børnefamilier, der har 45 minutters tid, der ikke er disponeret over, inden arbejdet kalder, så det er ikke altid, intentionerne matcher realiteten. Men vi øver os – båden barn og voksen. Og jeg tror på, at vi nok skal blive bedre til det. Den første gør det i hvert fald stadig ikke, så jeg tror på, at jeg kan lykkes endnu engang, selv om ham her synes at være en lidt sværere opgave.

Indrømmet: Selv om jeg har fået langt større tålmodighed, så er der stadig grænser for, hvor lang tid jeg kan synes, det er fedt at modtage modstand, og det går ikke altid efter bogen, men jeg kan virkelig mærke, hvor meget jeg har lært om at være mor – og om mig selv. For dér hvor der for alvor er sket noget, er inden i mig selv. Mine hjørnesten i den opdragelse, jeg ønsker at give mine børn, har faktisk ikke ændret sig. Jeg er blot blevet bedre til at forstå, hvad der skal til for at nå målet, og hvad der absolut ikke virker. Og det kan jeg takke min ældste for at have lært mig.

Det er nu også en megasjov alder. Yngstemandens sprog udfolder nye sider nærmest hver dag, alt skal skydes med en fiktiv finger-pistol, og hver eneste anvisning eller begrænsning, der kommer ud af forældrenes mund, er en anledning til at udfordre, hvor elastiske grænserne er. Han kan charme sig fra det meste og giver det også sit bedste forsøg hver eneste dag – og ja, så er han virkelig mors dreng. Er svært bange for, at jeg ender med at blive italiensk mama af den værste skuffe, når der engang begynder at komme andre kvinder ind i hans liv.

Vi væbner os med tålmodighed, for selv om min hjerne har gjort, hvad den kan for at fortrænge det, så ved jeg godt, at det tager mere end bare et par morgener med surhed og trods, og “kun” vedholdenhed”. Det er reelt set kun 6 måneder siden hans søsters “trodsalder” (ja, det er et fy-ord) ebbede ud. Nu hvor Obama ikke kan få 4 år mere – desværre – så overtager jeg hans valg-slogan: “Yes, we can!”