Værested for dagdrømmere

Så så man lige mig få sommerferie! Udsigt til 3 uger i det danske wannabe efterårsvejr sammen med slyngenynglen og en lille del af tiden også barnefaderen. 3 uger, med praktiske opgaver og oprydning med hård hånd – og ellers udflugter, haveliv, legepladser, legeaftaler og ret mange is. Ingen udenlandsrejser eller fancy sommerhuse eller uger, hvor bedsteforældrene tager ungerne med på ferie.

Ældstebarnet er ved at gå ud af sit gode skind af bare mangel på legekammerater i hendes optik (selv om der har været 3 spontane legeaftaler på en uge). Troede egentlig først, det startede senere i livet, at man var ved at DØ af kedsomhed ved tanken om 3 ugers ferie med forældrene… Yngstebarnet hærger som sædvanligt alt, hvad han kan komme til på sin vej og står glad og fro op kl. 5 hver morgen. Man skulle jo nødig spilde tiden…ZZzZZ

Et af de projekter, der stod på listen over gøremål i ferien, var at forvandle en gammel boksmadras til en skøn daybed, der skal pryde vores udestue, der er et levn fra den tidligere ejer af huset. Lad os sige det, som det er: Han var ingen Byggemand Bob – og en forholdvis vægelsindet mand, der ikke helt kunne bestemme sig for, om den skulle være halvtag, terrasse med sider eller en udestue og manglede evnerne til at tilføje en (ret) nødvendig portion finish, så den er mere eller mindre, hvad man vel kan kalde en øjebæ. Manden (altså min) gik amok på mængderne af rod i udestuen i sidste uge – nok lidt i desperation over at have to børn på for lidt plads, og udestuen i den forstand tjener det noble formål, at minde os om ønsket om en tilbygning – og imens vi drømmer – et kærkomment sted for ungerne at rykke legen og dermed også mængden af legetøj ud. Vi har ellers mest brugt den til opbevaring af pap og ting, der skulle på lossepladsen og til tørrerum. Men nu er den fint opryddet og har fået nyt tæppe på!

Hvem skulle have troet, at inspirationen kunne slå mig en fredag efter arbejde – med en ny og ubrugt sommerferie i baggagen – og at ungerne artede sig i en sådan grad, at jeg kunne sætte mig ved symaskinen og producere 5 kæmpe-puder til “projekt daybed”. Fandt et vattæppe og en bunke hyggetæpper frem fra gemmerne og voila! Første etape af rummets forvandligt er gennemført! Gennemført, siger jeg. Ikke blot et påbegyndt projekt, der strander, fordi børnenes og hverdagens behov tager over.

Næste etape byder på små hylder mellem ruderne, hvorpå der kan være grønne slyngplanter og krydderurter, samt at finde et lille bord til kaffen (ikke at forglemme!).

Men indtil da vil jeg smide mig her og nyde, at jeg rent faktisk fuldførte noget og fik en lille følelse af overskud. Og håbe inderligt på, at de to små banditter vil give mig flere af sådanne stunder, de næste tre uger!

(pssssst…luk lige øjnene for det knæhøje græs og ukrudtet i haven, ikke?)

Dejlig pinse

Åh Gud, hvor burde man have fri sammen noget oftere. Have mand og datter hjemme til at bryde ensomheden i barselsland og tage fokus væk fra milliliter i flasken og maven, manglende prut i bleen og skrigeri over maveligning. Til at gøre det hele en smule lettere og en hel del dejligere. Så ville jeg faktisk komme til at elske at være på barsel, tror jeg. Tænker, at vi SÅ meget skal gøre alvor af den længere rejse, vi går og taler om. Vi taler om at gemme barsel for undertegnede og at manden sparer op i virksomheden, så vi kan tage 1-3 måneder ud af kalenderen, inden ældstebarnet starter i skole og rejse om på den anden side af jorden. Opleve, være sammen. Leve. Australien eller østen er på tale – USA måske. Et eller andet sted er destinationen faktisk underordnet – bare vi er sammen og langt væk fra hverdagen.

Men det har været en dejlig pinse. Tre dage sammen i sol og med (forholdsvis) glade børn. Ældstebarnet er blevet lækker sommerbrun efgter utallige timer i haven – i fuld gang med løb og leg og vandkamp med mor. Fedtet i hele ansigtet af en blanding af sand, solcreme og vandmelon. Storsmilende og stor-sludrende.

Lillemanden og jeg har også fået et break fra hinanden. Han har nydt at hænge ud på fars arm og jeg har nydt ikke at have hele ansvaret hele dagen lang. Win win! Lange lure i barnevognen med bare runde lår. Sådan burde det kunne være hele året rundt!

Parforhold har der ikke været meget tid til; jo en tur i biffen takket være børnepasning af farmor og farfar (har jeg sagt, at jeg elsker mine svigerforældre!??!). Men vi har haft mulighed for at smile sammen og hver dag sagt til hinanden, at vi elsker hinanden og at det har været en god dag. Og det tæller også, ikke?

Vi fik faktisk set pinsesolen danse – men ikke fordi vi ikke gik i seng. Mere fordi begge unger vågner før Fanden får sko på…

Der har (næsten) ikke været nogle kriser med ældstebarnet. En enkelt time out på værelset. Dagene har været i frigear og det synes hun at trives med. Hun har løbet med rumpen bar og har for første gang tisset på potten! Wuhuuu…så er vi klar til projekt bleafvænning i sommerferien!

Kort sagt: Det har været så fantastisk at sætte hverdagen på stand by – også selv om det kun er for tre dage. Vi bliver en bedre familie af at være sammen uden planer og skal og bør. VI bliver bedre forældre og bedre kærester af det. Vi værdsætter dagene langt mere, når vi engang imellem ikke skal hænge i en klokkestreng. Jeg bliver en bedre mor af at kunne lægge ansvaret fra mig for en stund.

Håber, at din pinse har været lige så god. At du har nydt solen og har ladet op på samme måde.

God sommeruge derude! Nu tæller vi ned til sommerferien!

Lille menneske

Lille menneske for enden af et bord. Lille menneske, med en vilje så stor, og stadig uden ord som verden kan forstå.

Lille menneske, så meget du skal nå, så meget du skal få.

Lille menneske med livet foran dig, livet som du fik af mig, håber, du kan finde vej – og den din egen.

Lille menneske, jeg håber jeg kan vise dig vejen, min egen, uden at stoppe legen.

Lille menneske så fin. Lille menneske, du er min!

Fantastisk fredag!

Jeg hælder en del vand ud af ørerne i øjeblikket her på bloggen – og takker af hjertet for kommentarer og overbærenhed! Men jeg vil også dele en helt fantastisk dag med jer – for man skal også huske at fortælle alt det, der går godt!

Kl. 5.30 stod manden op – larmede mere, end mit ellers gode sovehjerte kan bære – og larmen provokerede en bette frøken til at give lyd fra sig på babyalarmen. SUK! Det magter jeg bare ikke – ikke frisk baby kl. 5.30 – og slet ikke på en fredag morgen, hvor manden tager på kursus langt væk hjemmefra og først gør sin entré igen sent søndag aften…

Men hun sov heldigvis videre – og jeg nappede også en time på øjet! SKØNT!

Da babyalarmen fortalte, at Lille E var vågen, blev jeg i børneværelset mødt af en ekstremt glad lille frøken! I sin nye natdragt – lækker og smilende. Tog hende op af tremmesengen – duftede til duften af varm baby og kyssede hendes bløde kinder. Og hun var bare i hopla.

4 timer efter sidste måltid, viste hun tegn på sult – for første gang i lang tid. Og hun spiste. Og sov bagefter. Og vågnede og spiste sørme også lidt hjemmekogt sveskemos med æble! Og tog det i stiv arm at være med mor til tandlæge og senere selv at komme på kiropraktorens briks! Ikke et øje tørt!

Sov igen, spiste sin mælk. Og lur mig, om farmor og farfar ikke lige havde lyst til at passe hende, så jeg kunne handle, købe fødselsdagsgave og ose lidt selv (uden dog at kunne finde noget som helst til mig selv, men en masse som ville se aldeles bedårende ud på hende!).

Prinsesse i vældigt humør hos bedsteforældrene – dog med skrigetur hele vejen hjem i barnevognen (STESS!!!). Hjem, mad, leg, skemad, leg, mad og kl. 19.00 i seng. Liggende i farmands seng – med en træt lille baby ind til brystet – lidt a la første gang, hun blev lagt ind til mig – og efter en lille godnatsang og masse af kys på kinden – godnat!

Sikke et åndehul! Sikke en dag! Hvor helt og aldeles fantastisk!!!

Måske du tænker: Hvad er der særligt i det? Men for mig, har det været som alt, hvad jeg kunne drømme om efter 4 måneder med svisevægrende baby og noget nær hjerteanfaldsprovokerende stress-lignende tilstand for undertegnede, parforholdet, normalitetsfølelsen m.m. I dag havde jeg en baby som de babyer, jeg misundeligt kigger på, når de bare følger med mor i alt, hvad hun gør. Når de sidder rundkindede med mad i hele hovedet og kigger på caféerne (altså babyerne…) og bare opfører sig ganske normalt! Så sk*de være med, at det var en tur til tandlægen og ikke på café. Jeg havde en glad baby, der var med uden brok og som efterfølgende spiste sine måltider – endda skemaden, som ellers har været det onde selv i en uge.

I dag havde jeg en barselsdag, som jeg har drømt om den i 6½ måneder. I dag vil jeg sjældent glemme. I dag fik jeg et lille kig ovenvande – og jeg nød synet!

Noget at snakke om

Tøsedrengene sang engang: “Så gik der tid med det, Vi fik noget at bruge tiden til”. Siden Lille Es spiseproblemer startede, har vi ikke haft meget andet end det at snakke om, min mand og jeg.

Igår sagde han: “Ja, de eneste højintellektuelle samtaler vi har efterhånden, handler om, hvordan vi kan bedre hendes spisning eller er spekulationer om, hvor hun ikke vil spise”.

Først blev jeg faktisk en smule fornærmet. Nok går jeg hjemme, men jeg er da ikke blevet dum af det??? Men jeg forstod også godt, hvad han mente. Hendes spiseproblemer fylder SÅ meget i vores hverdag og vores hjerner og tager så meget af vores overskud, at vi faktisk ikke tænker og snakker om andet. Det er forfærdeligt at sige, men det er sandt!

Det er helt horribelt, så langt det er kommet ud. Vi har henvendt os til egen læge, som sendte os til Børnemodtagelsen på OUH. Men her er vi nu to gange blevet sendt hjem med ordene: Hun ser jo fin ud. Fortsæt I bare, som I gør.

Jamen, det er jo helt skævt. Vi kæmper med hende om minimale mængder mad og vi græder eller skændes hver dag. Fortsæt I bare, som I gør… Hvor er vi så henne???

Men nej, vi snakker faktisk ikke om andet. Hendes næste måltid fylder, allerede når det nærværende måltid er slut. Vil hun mon spise der? Græder hun hysterisk før maden? Får hun væske nok? Får hun næring nok?

Og hvis ikke hun vil tage maden: Hvorfor vil hun ikke? Hvad gør jeg forkert? Er jeg selv skyld i dette? (hvilket sygehuset har indikeret, at jeg er, selv om jeg arbejder med alt, hvad de siger og selv om jeg er den eneste, der får bare lidt mad i hende!).

Min mand har bedt mig arbejde med at tænke på små succeser – og der vil jeg virkelig også gerne. Jeg prøver at se hendes glade ansigt for mig (altså smil, når maden ikke er involveret), før hun skal spise og jeg taler i positive vendinger til hende, for at berolige hende og jeg, når det hele kører op i en spids. (…og det er langt sværere, end man skulle tro!)

Men det er også bare lettere sagt end gjort for ham – han er hjemme til max. 1 måltid om dagen. Han står ikke med frustrationen 6 gange om dagen. Han skal ikke konfliktløse og finde årsager og kæmpe dagen lang. Men jeg ved, at det bekymrer ham, lige så meget som det gør mig. Han er lige så ked af det!

Hvor skal man gå hen, når sygehuset ikke vil hjælpe? Hvor skal man finde hjælp, når barnet “ser fint ud” (dog undervægtig og med knækket vækstkurve), men problemerne stadig er altoverskyggende og (flere gange) dagligt tilbagevendende? Jeg ved det ikke – og jeg kan faktisk ikke tænke på meget andet. For alt jeg vil, er, at se mit barn trives. Så kommer jeg også til det!

100 blogindlæg om moderskabets glæder

Så rundede jeg 100 indlæg på bloggen. 100 indlæg om moderskabets tilbliven – fra ventetiden og forventningerne, graviditet og fødsel – til den første måned som mor til lille E.

For en måned siden lå jeg på Odense Universitetshospital med regelmæssige veer. Ventede på forløsningen – at lillepigen ville komme til verden. Selv syntes jeg, at det var den hårdeste fødsel, men set i retrospekt og med beretninger fra andre mødre i mødregruppen, så var den ikke den værste af slagsen. Men alt er virkeligt for den, der oplever øjeblikket.

Jeg er blevet klogere og mere forvirret i løbet af de 100 indlæg. Jeg har måttet sande, at moderskabet er fantastisk, men heller ikke så lyserødt, som man læser om. Googlede billeder til dette indlæg med søgeordene: Working mom, motherhood og mom – og fandt kun billeder af gravidemaver med håndhjerter, vordende forældre med forventningens glæde strålende i øjnene og far-mor-børn-billeder, hvor den rosenrøde idyl ingen ende ville tage.

Selvfølgelig har der været rosenrøde øjeblikke, hvor alting virkede helt perfekt. Men der har godt nok også været øjeblikke, hvor jeg har tvivlet på hele projekt baby og hvor konceptet “enebarn” har lydt meget tillokkende i mine ører!
Der har været øjeblikke, hvor jeg i frustration har grædt mine øjne ud og øjeblikke, hvor trætheden har overmandet mig så meget, at jeg overvejede at stille barnevognen nede ved Fakta for bare at kunne gå hjem og sove lidt i fred.

Har selvfølgelig ikke stillet barnevogn og baby i Fakta – men det kan danne et billede af den træthed og frustratuion, når baby skriger og ingenting virker – og den træthed, som også følger med i rollen som nybagt mor.

Jeg har set min mand fra nye sider – sider, som jeg ikke anede han havde. Jeg har haft øjeblikke, hvor jeg har elsket ham højere, end jeg troede, jeg kunne og øjeblikke, hvor hjertet er ved at løbe over af bare benovelse over, hvor god han er sammen med sin datter og hvor omsorgsfuld han er for hende. Jeg har tilgengæld også haft øjeblikke, hvor jeg har kunnet bande ham til månen og tilbage igen over, at han bare sover videre, når jeg går på 2. time med vores grædende, vågne eller utilfredse datter om natten. Eller når han spiller computer uden at tilbyde at tage hende eller at lave aftensmaden, når jeg efter en hel dag stadig går med hende for at hun kan hikke, bøvse eller skal skiftes.

Jeg er fed up med “velmenende” men irettesættende/kommenterende kommentarer fra omverdenen – men også stadig glad for de gode råd, jeg har fået og får – dem, som ikke går over grænsen for almindelig indblanden.

Jeg er glad for, at jeg har en vaskemaskine, for nøjh, hvor er der meget vasketøj med sådan en lille størrelse.

Jeg har brugt flere penge på meget små stykker stof, som Lille E kun kan passe i forsvindende kort tid, end jeg havde forestillet mig.

Jeg indrømmer, at jeg ved enkelte lejligheder har lagt min utrøstelige datter fra min arm og ned i liften for så selv at gå ind i et andet rum og skrige HOLD NU KÆFT!, hvorefter jeg er vendt tilbage til det grædende barn, hvor stadig ingenting syntes at have en beroligende virkning på hende.

Jeg har lært flere mennesker at kende, og har snakket mere med venner og veninder den seneste måned +, end jeg har gjort i mange år. Med mit nye adgangskort til en ny verden, moderskabet, er nye og uventede  venskaber og forbindelser opstået. Pludselig har man meget at snakke om – og pludselig er der ikke et kodeks for, om man kan snakke om det smarte og nye eller om gylp og lortebleer.

Jeg har oplevet at være jaloux på min mand, fordi han skal på arbejde om morgenen – at han skal ud og opleve noget, snakke med nye mennesker, ud og være noget andet end forælder, ud og få nye indtryk. Men jeg har også mærket det enorme privilegium det er, at have 8 ugers fri før fødsel og 26 uger efter med løn. Og har vænnet mig til ikke at være stresset over andet end et grædende barn.
Men har også følt mig helt og aldeles hægtet af gamet og udviklingen, når jeg har besøgt arbejdspladsen.

Og meget meget andet – på godt og ondt. Kort sagt: 100 indlæg om 100% mor-skizofreni!

Nårh ja, så har jeg også lært at kærlighed overvinder alt – også 30 nætter uden ret meget søvn. Både overfor for baby og mand! Også selv om kærligheden nogle gange havde gemt sig så godt, at den ikke var til at se med det samme.