Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

Er du min ven, mor?

Det fylder meget for min lille store pige, hvad venner er. Om man har venner. Og om man er en god ven. Vil man kun lege med sine venner (eller ‘Nogen, som kan li’ mig’, som hun selv siger) eller om dem man ikke kender også kunne blive til venner. Sidstnævnte morens bemærkning, når hun tilføjer ‘kun’ og ‘altid’ og ‘aldrig’ til sætningerne.

Verden er stor og ny og koncepterne er svære at forstå. Det er i hvert fald enormt vigtigt for hende at få tilhørsforholdet på plads. ‘Du er kun min mor. Du er kun min og Vs mor’, ‘Elsker du tre i det her hus? Altså mig, og V og far?’.

Og i bilen i dag: ‘ Er du min ven, mor?’

Jeg svarede selvfølgelig ‘Ja, skat. Altid!’

‘Du er også min ven, mor. Min bedste ven’.

Åh, lille skat, hvor jeg dog håber, at det fortsætter. At jeg ikke skubber dig fra mig, skuffer dig eller får dig til at føle dig skidt til mode. Ikke ender med at have den afstand imellem dig og mig, som min mor og jeg har haft i mange år. Men en ven i den forstand, at du er dig og jeg er mig og vi begge respekterer det. At du ikke bliver for voksen for hurtigt og at jeg ikke prøver at være ung med de unge. At vi kan have hinandens fortrolighed, og stadig respektere, at det ikke er alt, mor og datter skal dele. At du vil tænke på mig som en god og forstående og støttende mor. At jeg må leve op til alt det, du ønsker dig, jeg skal være. Og at du aldrig tvivler på, at jeg vil være her for dig – uanset hvad.