For den uskyldsrene er alting rent

For den uskyldsrene er alting rent

Der er rigtig mange ting, man skal lære om den vide voksne verden – og så længe man er uskyldsren, siges det, at alt er rent.

Det giver anledning til mange ting, som min mor og mine kolleger af en aller anden grund altid kommenterer med: “Det skal du huske til konfirmationssangen!”. Der er en grund til, at jeg fuldt og helt HADER lejlighedssange. Både på mine egne og andres vegne. “Så du gjorde eller sagde noget pinligt, da du var 7 og ikke vidste bedre eller var 17 og pisse-hamrende fuld. Lad os da endelig sætte det på vers!” Hvis man virkelig har en virkelig nedrig familie eller vennekreds, så bliver det på Det er hammer, hammer fedt. #shootmeplease

Nå, men jeg hæver mig så skridtet over lejlighedssang og skriver det ned på en blog. Eller er det måske skridtet lavere endnu, da der er relativt flere, som læser bloggen, end der er medlemmer af min familie? Nå, nok om det. Dete var ikke mine short-comings, vi skulle tale om!

Aften kl. 19.15 i Danmark. Finke-frøkenen – 7 år gammel og to dage inde i 1. klasse skal have tøjet af og have nattøj på. Fjoller, overgearet og med ballade i øjnene beder hun sin far om hjælp til at få bukserne af.

“Kan du ikke lige hive bukserne af mig?” og fortsatte. “Har mor nogensinde bedt dig om det, far?”.

Jeg samtykkede fra badeværelset, hvor jeg var i gang med at finde hendes tandbørste: “Jooo, det er sket før”.

“Ok, har du så nogensinde bedt far om at hive dine underbukser af?”, fniste hun, alt imens hun moonede os, det bedste, hun kunne.

“Jooo, det er vidst også sket før”.

“Hvaaaad? Har du virkelig det, mor?”, kluklo hun, alt imens hun fortsatte med at vise sin ellers så søde po-po.

Hendes far var lammet et kort øjeblik, men genvandt fatningen og var dog åndsnærværende til at sende indforståede blikke og undertrykke et fnis.

Tjooo, det er sket et par gange eller sår’n.

Og når vi nu har stukket hovedet i den sjove og små-lumre afdeling, så råbte vores søn i går for sine lungers fulde kraft, imens han stod med sine underbukser omkring anklerne og beskuede rejen: “Moar, når jeg bliver stor, så vil jeg have en lige så stor tissemand som far!”. Vi bor relativt tæt på vores naboer og lufter forresten hele hytten ud lige inden ungernes sengetid. Så det ved naboerne også nu.

Tænk sig, en læringskurve man skal igennem fra 7 til 17 år til 37 år. Jeg husker stadig den gang, jeg spurgte min mor, hvad et kondom var, midt under familiemiddagen. DET endte heldigvis ikke i konfirmationssangen!

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

De Urørlige og lidt om tiden, der tager os

Her i sommerferien har jeg haft lejlighed til at catche bare en lille smule op på film og bøger, jeg længe har haft lyst til at se og læse. Du kender sikkert det med at tænke, at de stadig er ret nye, når du endelig når til dem, for så at finde ud af, at den film eller den bog, du endelig sætter dig ned med, er endt med at være 2-5  år gammel.

Sådan havde jeg det, da jeg i går så De Urørlige. Oppe i mit hoved, var den 1-2 år gammel – men mine damer og herrer – den er fra 2011! 7 år…og dermed lige så gammel som mit første barn. Som jeg sender i 1. klasse om få uger by the way! Whaaaat?

Det var så, hvad der skete, imens jeg stod med bleer og børn, der hverken ville sove eller spise. Imens jeg byggede små mennesker og gjorde mit bedste for at hænge på og hænge i, så kørte verden videre. Selvfølgelig gjorde den det.

Jeg fik et flashback til dengang, hvor jeg på 3. måned var indlagt med min nyfødte søn på sygehuset og stod og kiggede ud i morgentrafikken omkring sygehuset. Det virkede som om, at hele verden kørte forbi mig som et tog, men at jeg ikke kunne hoppe på det. Heller ikke selv om hver en celle i mig skreg på at blive en del af livet igen.

Jeg gav liv, jeg blev en del af mine børns liv – den vigtigste del, vil jeg gerne tro. I hvert fald indtil de bliver store nok til selv at tage vare på sig selv. Jeg blev også en del af et liv, som jeg nok delte med tusinder af andre mødre, men hvor jeg alligevel ofte følte mig 100% alene. Og stadig kan det fra tid til anden. På 7 år er mit liv blevet et andet – på godt og ondt. Heldigvis mest godt.

I små glimt skimter jeg nu igen et tog. Det er ikke det samme tog, men derimod det tog som alle forældrene med større børn kører med. Det tog, hvor de  ude i horisonten pludselig kan se lidt af det, de var en gang – det de interesserede sig for, men ikke havde tid til i mange år. Det tog, hvor  langsomt med stødt kører mod den destination, hvor man bliver mere og mere perifær, fordi man har opdraget sine børn til selvstændighed og robusthed. Det tog, hvor man skal til at finde ud af, hvad man er blevet til i årene, der gik. For man er ikke den samme.

Nå, men det var De Urørlige, vi egentlig kom fra. Og selv om den er lige så gammel som min førstefødte, og du måske allerede har set den, så er det stadig en vildt god film. Livsbekræftende og sjov. Selv for én som aldrig rigtig har fundet charmen ved franske film (nej, heller ikke ved Den fabelagtige Amélie fra Montmartre).

Hvis du mangler noget at se en af i de resterende dage af din sommerferie, så er den både på Filmstriben og på Netflix <3

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Hvorfor mænd dør før kvinder – og kvinder dør af skræk

Er jeg er en pylremor? Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der nok en vis sandhed i det. Mine børn har altid haft en relativ vid komfortzone, og den der med at de stopper, når de kommer for langt væk, den har aldrig rigtig holdt.

Mine unger er ikke svære, selv om de indimellem kan drive mig halvt eller helt til vanvid. De er sgu nogle gode, skønne og fornuftige unger, som har et relativt koncept om verden allerede. Vi skal bare lige arbejde liiiiidt mere med den lilles evne/vane/uvane med at kaste med ting, når han bliver vred. Her er der stadig ret meget rum for forberding…

Well, frem til pointen. Jeg er nok lidt for god til at sige “pas på” – også selv om de er nogle skide søde unger, som kender grænserne. “Pas nu på, når du løber ned af bakken”. “Pas lige på med ikke at cykle for stærkt”. “Pas på, du ikke taber den”. Du ved, den type, hvis indre biograf spiller lidt for meget katastrofefilm, uden at der nødvendigvis er helt så meget grund til det. Eller er der? Er det bare en dårlig vane?

Min mand siger ofte, at så må de sgu slå sig. Så må de lære, at noget var dumt eller farligt. Min fornuft tænker, at han da har ret – de kan og skal ikke pakkes ind i bobleplast hele livet. Mit moderhjerte skriger, at han skal klappe i. For jeg har sgu ikke lyst til, at de skal slå sig hårdt eller ende i noget, der er farligt. Det er et spørgsmål om for lidt og for meget – og jeg er jo ganske udemærket klar over, at jeg skal give slip. Men lad mig lige gøre det gradvist, ikke? 😛

Derfor var det med sammenvredne hænder og med hjertet oppe i halsen og noget nær opkastfornemmelse, at jeg i dag så til imens min 7-årige datter ræsede for fuld smadder ned af en stejl, asfalteret bakke på sit løbehjul. Hurtigere og hurtigere på regnvåd asfalt. Jeg nåede at sige “Pas på. Det kan være glat, når det har regnet” – sådan ca 30 sekunder før hendes far råbte “Bare giv den fuld gas”. Hun lyttede tydeligvis mest efter sin far.

Der skete ikke noget, men der var fuld gang i biografen, siger jeg dig. F**k mand, hvor min krop reagerede, og jeg hadede min mand en lille bitte smule lige dér.

Sådan havde jeg det også lidt dagen før, hvor jeg kommer ud for at tømme postkassen og jeg til min store overraskelse ser min datter cykle ud i rundkørslen for enden af vejen. Du ved, en af de der “rundkørsler”, som bare er tegnet på vejen og som ingen rigtig respekterer alligevel. For mig så det ud som om, at hun  kørte ud uden at se sig for, og en del af mit indre døde lidt i det øjeblik. Der havde hun aldrig været før alene.

Jeg prøvede at forholde mig i ro, til hun igen lavede 2 meter lange bremsespor på vejen foran mig. “Kiggede dig dig for????”, gispede jeg. “Ork ja, mor. Far sagde, at jeg gerne måtte! og der kom jo ingen biler.”
Jeg vil virkelig ikke mistro hende, men jeg er også pinligt bevidst om, hvor distræt, hun i øjeblikket er, og hvor meget hun kører på autopilot.

Mænd ser ikke farer på samme måde som kvinder – og i den henseende kan det godt undre lidt, at det var dem, der var jægerne i stenalderen. Bjørn? Naaaah, den gør nok ikke noget. Haps. Død.
Jeg ved godt, at jeg skal give slip. Og jeg ved også godt, at det nu engang er godt nok, at min mand indimellem bare lader dem gøre ting, så jeg ikke skaber små neurotiske individer, hvor min hensigt er at opdrage dem som selvstændige små væsner med en god portion ben i næsen. Fornuft og følelser er i en indre kamp som vel egentlig bare hedder moderskab.

Jeg hedder Mette og jeg er en pylremor.

Som det siges: Giv mig sindsro til  at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,  mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Imens jeg øver mig, så er der altså en grund til, at kvinder lever længere end mænd (og forsøger at lade vores børn gøre det samme!). 

 

Børnefamiliens tid

Børnefamiliens tid

Shit, igår sad jeg midt i sofaen og følte, at mit liv var på TV. Manden var ude med en kammerat, imens jeg sad hjemme og så temalørdag på DR2. Ja, så er man blevet så gammel…

Jeg havde nok satset på en chick-flick eller en eller anden actionfilm, der hverken krævede eller tog for mange hjerneceller, imens jeg så den. Men jeg blev fanget af programmet “Børn er roden til alt ondt”. Et indblik i familieliv og børneliv omkring 10’erne.

Hvordan vi både kæmper men muligheder og begrænsninger. Med forventninger (egne og andres), arbejde og familieliv. Med at få det hele til at gå op uden at tabe os selv eller vores børn. My life indeed!

Den ene forsker beskrev det som en “idealiseret kultur med 100 muligheder“. Og det lyder ganske rigtigt set fra min vinkel. Før jeg fik min første, var jeg lykkeligt uvidende om mange ting. Bl.a. hvor mange meninger, der er om moderskabet og hvad det skal indeholde. Ligeledes hvor svært det kan være at føle, at man kun er halvt til stede de fleste steder i livet: På jobbet, over for vennerne, i parforholdet og i moderskabet i særdeleshed (og at håbe inderligt på, at ingen af parterne lægger mærke til det. #selvbedrag).

Det er hamrende bipolært. For jeg kan få helt ondt i maven over at skulle være væk fra mine børn en hel nat og nogle dage er jeg ved at løbe ned til skolen og børnehaven, fordi jeg har savnet dem så meget. Og så er der dage, hvor de skændes så meget og/eller mine indre batterier er så afladet, at jeg ønsker, at de var væk et stykke tid. Ikke alt for lang tid, men lige nok til at jeg kunne glemme alle forpligtelserne og gøremålene et øjeblik. Glemme følelsen af slet ikke at være “mig” mere. Jeg er blevet til et andet “mig” på godt og ondt, og skal jeg lægge hovedet på blokken, så ville jeg vælge det “andet mig”, hvis jeg blev bedt om det. Men det forhindrer mig ikke i indimellem at savne det og den, jeg var.

En anden forsker talte om lykketab i den tid, der siges at være den lykkeligste i éns liv. Tab af lykke, frihed, fællesskab og nærvær. Det er ingen af os vel stolte af at indrømme, selv om en stor del af os nok har følt det, hvad enten det var et kortvarigt stik eller en nagende, insisterende følelse. For har jeg ikke også fået lykke? Oplevet lykke og tryghed, når mit barn søger mig og viser mig, at han/hun ikke kan eller vil undvære mig. Lykke, når man lytter til deres sagte åndedræt en lørdag aften. Lykken, når man hører dem grine inderligt. Lykke når man ser deres søskendekærlighed. Lykke, når det indimellem lykkes, hvad enten det er store enner små sejre: Det lykkedes mig at komme igennem dagen. Det lykkedes mig at lade være med at skælde ud i dag. Det lykkedes lægerne at redde min søns liv. Det lykkedes mig at opdrage en helt igennem empatisk lille pige. Det lykkedes mig at nå det hele.

I programmet skulle en far og en mor meget lig min mand og jeg prøve at få familielivet til at gå op via en coach. De skulle finde mulighed for en børnefri weekend en gang om måneden, fordi hjælp udefra ikke var noget, der hang på træerne. De skulle prøve at skære hverdagen ind til benet, så der blev mulighed for at have masser af tid med ungerne, men også øjeblikke alene eller i tosomhed. De skulle prøve at få arbejdsliv, transport og fritidsinteresser til at gå op, selv om det syntes som om, der ikke var tid til det. Det var nærmest smertende lig med de prioriteringer, vi ofte kæmper med – og samtidig var det ekstremt befriende at vide, at der findes andre, som også kæmper med det samme. At jeg/vi ikke er eklatante fuck-ups på forældrefronten. Der er nogen som os. Måske flere end vi tror?!??

Men hvis vi så fik den tid? Hvad ville vi så bruge den på? Ville vi bruge den på os selv, på at komme i bund med bunkerne eller sammen med børnene? For hvis man føler sig hamrende utilstrækkelig på nærmest alle fronter – hvor giver det så mening at sætte ind? Det er jo så næste dilemma. Jeg for mig selv kan i hvert fald sige, at jeg ikke ville bruge den på at arbejde. Jeg ville bruge den hjemme; hjemme i en afveksling mellem sammen med ungerne, ved siden af ungerne eller uden ungerne. Bare hjemme uden at skulle noget.

Mine unger har ikke været roden til alt ondt, men siden jeg har fået dem, har jeg indimellem fået svært ved at genkende mig selv. Jeg er helt sikkert vokset som person, selv om jeg indimellem kan føle mig som et meget lille, meget tarveligt menneske, når jeg føler, jeg fejler eller ikke kan række eller rumme mere. Jeg har lært en masse af at blive mor. De vildeste ting. Igen på godt og ondt.

Jeg elsker mine børn sindssygt højt, men indimellem elsker jeg ikke den, jeg er, når livet med dem bliver for meget. Pilen er rettet imod mig selv, forstås.

Fik jeg mere tid, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for at forhinde at komme til at føle sådan.

Var du ude og feste, så du Kronprinsesn fødselsdag, var du gået kold på 20 på sofaen eller stod du med grædende børn, så vil jeg anbefale dig at bruge lidt over en time på at se programmet (hvis du altså er så heldig at have en time fri). Hvis du er helt cool i moderskabet og ikke føler nogen smalle steder i parforholdet, så drop den bare. Under alle omstændigheder er linket her. 

Sne er sundt for sjælen

Sne er sundt for sjælen

Det var måske ikke sne, jeg drømte om i min påskeferie. Men når den nu er her, så lad os få det bedste ud af den. Det fik vi i dén grad her i ferien. Vi fik også det bedste ud af ferien generelt.

Jeg synes ofte, at jeg er nærmest latterligt dårlig til at lege og lade fantasien få frit spil sammen med ungerne. Hvem kan ikke lege med sine børn? I mit baghovede rumsterer der tit tusind ting, jeg kan eller skal, og så har jeg svært ved at forholde mig til, hvad Barbie sagde eller gjorde, og hvor mange kilometer i timen, bilerne skal køre på rumbanen på Mars og siger “piiivvvv crash bum bang swisssssh”.

Her i påskeferien har jeg virkelig lagt mig selen for at være den gode, sjove, nærværende mor. Jeg har leget med Polly Pocket, har bagt boller og pølsehorn, har taget ungerne med i biffen, har læst løjt i timevis, har sunget og tegnet, klippe-klistret, budt legekammerater velkommen, leget i sne, været på legepladsen og meget andet. Det har været sjovt og godt, men ikke uden børn, der trods rigelige mængder opmærksomhed alligevel fadt tid og behov for at slås over småting. Heller ikke uden til en vis grad at trække veksler på mig selv, kan jeg mærke. Jeg har trængt til selv at ånde lidt op og trække mig tilbage, men har givet ungerne så meget, jeg kunne, fordi jeg føler at jeg giver for lidt opmærksomhed i hverdagen.

2 gange i løbet af ferien har jeg overvejet at spille time-out-kortet. At sige nej til en oplevelse for at blive hjemme og mærke stilhed og alenetid i eget hjem. Den slags tid har der været forsvindende lidt af de seneste 7 år. Manden og børnene ville gerne på kælkebakken og en tur i svømmehallen. Jeg overvejede virkelig at blive hjemme begge gange, og måske burde jeg have gjort det, men det er på kælkebakken og i svømmehallen har det med at blive hængende i hukommelsen. En tur ud i et noget nær magisk sneklædt landskab med kælk i ferien, hvor tiden ikke betød noget – det er den slags oplevelser, der bliver til minder. Og det minde ville jeg ikke være fraværende i!

Sne er klart smukkere, når man har fri og kan gå og kigge på det, end når man skal afsted 15 minutter forsinket med to børn før en arbejdsdag. Det var sk**eflot! Der manglede bare lige en talende snemand og et rensdyr og en isdronning – så var det ren magi.

Svømmehallen var – tja…svømmehallen, og ikke tilnærmelsesvis magisk i sammenligning med ovennævnte. Jeg er normalt ikke til klor og fællesbad, men indrømmet: Det var sjaw! Især fordi at lige pæcis i dag min datter overvandt skrækken for vandrutsjebanen og min søn pludselig begyndte at dykke frivilligt.

Det var vigtige øjeblikke, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at blive hjemme. Så vil jeg hellere øve mig i at trække stikket lidt mere i hverdagen. Vi skabte minder i denne ferie. Vi gav nærhed og viste ungerne, at mor og far ikke kun er formaninger, for lidt tid og jævnt fortravlede individer. Vi kan også være fjollede og sule hinanden i sneen eller kaste rundt med hinanden i svømmehallen. Vi var både mor og far – og kærester – som vi gerne ville være. Vi var fakisk i nærheden af at være så carefree, som vi var, før vi blev forældre og et enormt ansvar hvilede på vores skuldre. Who would have thought.

Hvorfor pokker er det så svært i hverdagen? Hvorfor skal hverdagen føles som en marathon og ferierne som et flygtigt øjebik?

Denne ferie gav minder og noget udefinerbart, som er værd at minde hinanden om, når hverdagen igen sluger det bedste af os. Er jeg udhvilet? Ikke i nærheden af. Glæder jeg mig til at komme på job? Ærligt svar: Ikke det fjerneste! Jeg håber, mine børn har fået lige så meget ud af ferien, som jeg har, for jeg synes, den har været god trods tanker om strejke, lockout m.m.

Åh, hvor jeg allered glæder mig til den næste ferie sammen med min lille enhed og føle mig som mig igen <3

Bloggeren, der blev væk

Bloggeren, der blev væk

Jeg er ikke blevet væk. Jeg er her. Lige herovre i hjørnet, hvor jeg prøver at samle mig selv lidt.

Jeg har været alt for stille på bloggen i alt for lang tid. Undskyld! Men jeg har strukket mig lidt for langt fysisk og psykisk på de seneste, og det giver oftest ris til egen røv. Det burde jeg have lært efter 36 år, men ak nej – det skete igen.

Jeg vil ikke have det til at blive en klagesang. Dem er der ikke mange, der gider synge med på, mig selv inklusiv. Det er bare sådan det er. Jobbet har taget sin tørn i en sådan grad, at jeg ikke har kunnet tænke to sammenhængende tanker, når jeg kom hjem. Der har været op- og nedture i familielivet. Sygdom og snue har tærret på kræfterne. Venner og den nærmeste familie har haft brug for mig, og hverdagens trummerum har taget sin sædvanlige luns af livet.

Jeg har tænkt tusind tanker, som jeg egentlig gerne ville dele her på siden. Nok mest for min egen skyld. Jeg har bare ikke haft for fem flade øres overskud til at gøre det. Simple as that.

Har I andre det også sådan? At I indimellem bruger jer selv så meget for at hjælpe andre, at I selv bliver væk i processen? At I føler, at I har gjort 1000 gode ting for andre, men glemt at gøre en eneste for jer selv? Jeg vil gerne hjælpe – det er en kæmpe del af min personlighed. Jeg tror fuldt og fast på, at den ene tjeneste er den anden værd og at hvis man selv tager del og deler ud, så kommer det godt tilbage. Det gør det heldigvis også i mange situationer, men andre gange gør det bare ikke. Hvad skal man så stille op med det?

Når min mand indimellem er i sit provokerende hjørne, hævder han, at samtlige gerninger er egoistiske og med en bagtanke. At man gør noget for andre for sin egen selvfølelses skyld. At man giver en gave i håb om at få én selv, eller at få ros og anerkendelse for det. At man bager boller til mødregruppen for at højne sit eget værd og tilsyneladende overskud. At man tager teten på jobbet for at modtage andres beundring.

På nogle punkter har han ret. På andre punkter vil jeg dog hævde, at man ikke har et valg. Når jeg gør noget for mine børn, er det for deres bedste og fordi de er afhængige af det. Så tænker jeg ikke på, om det får mig til at fremstå på en bestemt måde for dem, for andre eller for mig selv. Jeg gør det bare – og det skal jeg. Jeg er deres mor. Når jeg prøver at samle en ven op fra gulvet mentalt, er det ikke for selv at fremstå overskudagtig eller som en helt – det er fordi jeg holder af vedkommende. Jo, så hjælper de nok mig en anden gang, når jeg har brug for hjælp. Men det er ikke det afgørende i situationen. Skal man prøve at imødekomme hans tanke, er det i disse situationer, fordi man føler, at både børn og venner beriger ens liv på andre punkter.

Når jeg derimod står for forældrekaffe i børnehaven eller kører en bilfuld unger til børnefødselsdag, derude hvor kragerne vender, så er det med en bagtanke. Nemlig at vise overskud og velvilje. Bare en gang imellem. For at hjælpe mine børns hverdag og sociale liv på vej. Og håbe på, at andre forældre kører/bager/hjælper en anden gang. At andre synes, jeg bakker op om fællesskabet, selv om meget få mennesker drømmer om at sidde og vente i 3 timer, til man kan proppe bilen med børn igen og køre retur.

Jeg kan grundlæggende ikke lide tanken om, at det hele skal måles og vejes i, hvad man kan får for det, man gør. Jeg synes ikke, det er en del af at være (med)menneske. Dog, lige nu, hvor jeg føler, at jeg er delt i 1000 stykker, er det fordi jeg har spændt buen for hårdt. På nogle områder fordi jeg gerne har villet vise mit værd, men på mindst lige så mange, fordi jeg ikke har haft et valg. Tingene skulle bare gøres.

På jobbet har jeg været fristet til at lade være og se, hvad der så skete. Det samme hjemme indimellem. Ville verden gå under, hvis jeg ikke gjorde det/ikke var der/sagde nej tak? Måske. Måske ikke. Vi må nok erkende, at en del af problemet er, at jeg sjældent bare lader ting sejle. Jeg synes, jeg tager ansvar – bare ikke så meget for mig selv.

Jeg glæder mig usigeligt til påskeferien. Til at have 10 dage uden planer, hvor jeg skal prøve at hellige mig så lidt som overhovedet muligt. Hvis det altså kan lade sig gøre alene hjemme med 2 starutter under 7 år… Til at trække stikket og prøve at pleje en lidt mere egoistisk side, som jeg ikke er helt fortrolig med. Ikke være den, der siger “Jamen, de kan bare lege her hos os” og så ende med at være konfliktmægler og serviceorgan i 4-5 timer. Det er jeg såmen så rigeligt i hverdagene.

Min læring bliver forhåbenligt at sige mere fra. Sige fra for at passe på mig selv, og samtidig anerkende, at det at være servicemindet også er en del af at være mig. Jeg skal finde en bedre balance i det for mig selv og mine nærmeste. Elastikken skulle jo helst holde til jeg bliver gammel og slap og rynket over det hele. Og det er først, når jeg er 100 år, hævder min ældste!

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Torsdags-træls med et twist af galgenhumor

Jeg synes ellers, jeg efterhånden er er ganske god til at være mor om torsdagen. Jeg prøver altså også ihærdigt alle de andre dage. Men torsdag har jeg ikke så travlt – heller ikke selv om jeg står alene med banditterne til kl. sent. Ingen fritidsinteresser, vi skal nå, ingen indkøb og ikke ret meget “skal”.

Min mor kommer indimellem på besøg om torsdagen, hvilket indimellem kan hæve mit stressniveau indimellem, selv om vi så er to voksne om to børn. Den korte forklaring er, at min mor og jeg ser ikke altid ens på tingene, og det er ikke altid lige let. Nuff said.

Når jeg så ikke føler mig helt tilpas og føler, at jeg skal forsvare mine og mine børns handlinger, så kommer jeg – ironisk nok – til at skælde mere ud…på mine børn. Øv bøv! Det er ikke fedt. Hverken for dem eller for mig. Og sikkert heller ikke for min mor.

Filmen knækker, når alle stadig vil have et stykke af mig kl. 16.50, imens jeg prøver at få aftensmad på bordet. Når jeg prøver at få den ene til at lytte, hvad den anden siger og ikke afbryde hvert 5 sekund. Når det negative er i fokus og det positive har virkelig trange kår, og når jeg kan mærke en halsbetændelse komme snigende. Så hjælper det ikke altid at tænke på, at det er fredag i morgen og at solen skinner, selv om det er pissekoldt, at det er lønningsdag og at vi ikke skal andet end det, vi vil i weekenden. Åbenbart ikke.

Jeg prøvede, men alligevel kom jeg til at bide af den ældste, da hun tredje gang i streg afbrød mig, selv om jeg bad hende om lige at høre mig til ende. Resultat? Hun stormede ud af køkkenet, græd og var uforsonelig i en halv time. Den yngste har et attentionspan så lille, at man skal lede efter det med lup, og ordet nej har aldrig rigtig haft en effekt på ham. Især ikke, når han er sulten og raider hele køleskabet for ostehaps og smoothies, hvis jeg ikke er vaks ved havelågen. Min mor bemærkede deres “mærkelige opførsel”. Jeg var træt!

Og nu er jeg virkelig træt af det. Træt af, at jeg ikke var nok i kontakt med min fornuft, og lød følelserne få lang line. It’s a fu*king Jane Austen! Træt af ikke helt at slå til. Igen. Bare træt! Det er super træls at sidde i sofaen og være ked af det, der skete. At have lyst til at storme ind i soveværelset og vække ældsten og kysse-kramme livet halvt af hende og sige undskyld. Ret beset skal det siges, at jeg sagde undskyld og fortalte hende, at min måde at reagere på ikke var god mor-opførsel. Selv om intentionen var at gøre godt, så hun mere trist ud, og så tvivlede jeg igen på, om det var det rette. Skulle jeg så bare have ladet være og ladet som ingenting for ikke at åbne situationen igen? Hvad pokker gør man, når man gør det rigtigt? Hvordan gør den gode mor, når hun både er forstående og sætter grænser?

Jeg ved det ikke og indimellem tænker jeg på, om jeg nogensinde lærer det. Om jeg nogensinde føler, at jeg gjorde det helt rigtige. Når man så er torsdags-træls, så er det godt, at Intra kan sørge for lidt opmuntring.

 

Vinterferie i London med en 6-årig

Vinterferie i London med en 6-årig

Vi tog i vinterferien forskud foråret i altid mega-lækre London. Min mand, datter og jeg driblede en tur til min (vel nok) yndlingsby i Europa. Lillebror blev hjemme hos farmor og farfar. Indrømmet: Det hev i mit moderhjerte sådan at dele mine børn op, selv om jeg vidste, at han ville blive bundforkælet hjemme. Jeg er vant til altid at have dem sammen. Det føltes som forskelsbehandling af værste skuffe.

Sagen er den, at storesøster har fablet om at komme til London i laaaang tid. London er min mands og mit get-away en til to gange om året, når vi tildeles udgangstilladelse. Sagen er nemlig også den, at vi ikke har en voksen-weekend alene sammen meget oftere end det, da pasning langt fra hænger på træerne.

I januar spurgte vi den ældste, hvad hun allerhelst ville i vinterferien. Vi vidste udemærket, hvad hun helst ville, men kender hende også godt nok til at vide, at hun sjældent giver udtryk for store og dyre ønsker. Netop derfor får vi endnu mere lyst til indimellem at opfylde dem. Bare fordi hun er, som hun er.
“Jeg vil bare gerne have en dag alene sammen med dig og far”, lød svaret. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun mente det fuldt ud. Hendes smil, da vi fortalte hende, at hun kunne få hele tre af den slags dage – i London – var ubeskriveligt. i 4 uger har hun ikke fablet om andet end London, og NU skulle det så endelig være!

Jeg er jævnt rejsevant i London, så det er ikke en udfordring. Vi valgte også at bo i et af mine favorit-hoods: Earl’s Court, som har gode trafikforbindelser til det meste af byen ét sted fra. Hvad der potentielt kunne blive udfordrende ville være, om den unge dame kunne gå de afstande, London kræver, og om hun var med på undergrundsbanerne. Det blev ikke en udfordring overhovedet. Jeg tror simpelthen, hun havde besluttet sig for, at være stor nok og bevise, at hun helt sikkert var gammel nok til at komme med os. Hun var så sej! Og så glad! Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at hun gik 20.000-30.000 skridt pr. dag!

Det eneste, der blev en udfordring var at få hende til at sove længere end til kl. 5, at få hende til at spise noget, som ikke var præcis som hjemme og at prøve at tøjle min egen trang til at forkæle hende vildt. Vi var tidligt (!!) oppe hver dag (!!), hun endte med at leve af (hvidt) brød, smør, æg og laks Fra M&S Food, og jeg endte med at sige ja til det meste (av min pengepung!).

Hun var så optaget at det hele. I særdeleshed af bylivet generelt, så det blev ikke til store og lange museumsbesøg. Vi var omkring Big Ben, som er pakket ind på grund af restaurering (hvilket vi godt vidste på forhånd), men hun ville bare gerne set det. Vi gik ned omkring Buckingham Palace og formåede at få hende til at sige, at vi var mega pinlige, fordi vi jokede med, at dronningen nok inviterede på aftensmad, når prinsessen fra Danmark var ankommet. Vi shoppede i Hamley’s – total overgearet legetøjs mekka/helvede (afhænger af øjnene, der ser…) og hun fik lækkert forårstøj med hjem i kufferten. Vi kom også omkring Westminster Abbey, hvilket dog ikke vakte den store interesse. Og ja, så var vi bare. Var sammen – total udelt opmærksomhed. Det er noget af det, jeg ikke føler, jeg kan give i hverdagen. I hvert fald ikke nok til begge.

Og lige præcis det er grunden til, at jeg delte mine børn op. At de hver især har brug for alenetid med os. Denne gang var det søster. Næste gang er det lillebror. Om det er store eller små ting, vi skal, er ikke afgørende. Det er tiden og nærværet derimod.

London er altid lækker, og det var fedt at vise min ældste en del af det, jeg elsker ved den. 6 år er gammel nok til at opleve, huske, prøve sproget lidt af og til at kunne. Hun er sej og turen var en succes.
Og så gør det heller ikke noget, at der var 10 grader, fuld sol og påskeliljer på spring. For min skyld, kunne vi godt gøre det hele om igen lige om lidt igen <3

London