Hjertedag

Hjertedag

I dag fejrer vi hjertedag. Min søn har nemlig to fødselsdage. Den dag han kom til verden og den dag, han fik lov at leve. Hans hjerte var svært misdannet, da han blev født, og ingen lovede mig, at han ville overleve.

Den 6. januar opererede lægerne i over 12 timer på hans præmature, ødelagte hjerte. Det lykkedes dem at lave hans hjerte i en form, så han kunne leve. Det lykkedes dem at give ham livet.

Derfor er 6. januar lige så vigtig som hans fødselsdag. Den er ikke fyldt med gaver. Denne dag fejrer vi i stedet den gave, vi fik denne dag. Den ufattelige glæde og smerte forbundet i minderne om én dag. Den længste dag i mit liv. Aldrig har jeg været så bange. Aldrig har jeg håbet så meget. Aldrig har jeg følt mig så tom. Den længste og værste dag i mit liv fik et lykkeligt udfald. Det fejrer vi. Vi fejrer livet og lykken den 6. januar.

6. januar 2014 kunne jeg ikke græde. Min krop var i en form for choktilstand. Jeg havde siddet oppe den halve nat ved siden af min søns kuvøse og havde nynnet for ham. Siddet og set på ham for at prøve at memorere hver eneste lille centimeter af ham. Vi lå på en afdeling med forsvindende lidt plads mellem de 6 kuvøser, der skulle være plads til. 6 kuvøser, 6 siddestole, 6 gange maskiner, der bippede og bimlede. Så tæt. at vi ofte stod ryg mod ryg, når vi skulle hjælpe sygeplejerskerne med at vaske og pleje vores børn. Vi måtte ikke tale sammen på stuen, for alle skulle have mulighed for ro i den situation, de nu hver især stod i. De bittesmå, præmature mennesker skulle have ro til at vokse.

Vi havde plads mod vinduet, da min søn var det eneste alvorligt syge barn på stuen og skulle have alt akutudstyr ved siden af sin kuvøse. Transportable iltflasker, ekstra sugeudstyr m.m., hvis de pludselig skulle køre med ham. Det var rart at have en vinduesplads, selv om den også var ud til en “befærdet” gennemgangsvej for personalet. Vinduet gav en eller anden følelse af, at der var en anden verden, end denne. En verden udenfor.

Natten før hans operation, kunne jeg ikke forlade ham, og alligevel ønskede jeg mig langt væk. Sammen med ham. Der blev sat en intermistisk stofskærm op mellem mig og resten af rummet. Og her kunne jeg så sidde og græde og bede de højere magter om hjælp til at min søn ville overleve, hvis det var det, jeg ville. Skærmet af, men med alle andre i rummet, der kunne høre med.

Jeg sad og stirrede på ham, for var det sidste gang, jeg havde ham i live? Der var ingen garantier. Jegt sang sagte alle vuggeviser, jeg kunne komme i tanke om.

Midt på natten skulle hjertekirurgen bruge forskellige prøver fra min søn, og jeg blev sendt over “for at få noget ro og hvile” på mit patientværelse. Ro var det sidste, min krop kunne finde, og jeg følte mig som en forrædder ved at sove. Hvad nu, hvis det kunne være den sidste tid, jeg fik sammen med ham?

Kl. 5 var jeg tilbage ved hans side. Jeg tog et foto af ham kl. 7.45. Han så jo ud som alle andre præmature babyer på 2 uger, hvis man ikke vidste bedre, ville han jo nærmest se rask ud. Min mand og datter kom også, og tavse kyssede og aede vi ham på skift. Da jeg hørte portøren på gangen, var mit hjerte nær stoppet.

Hjertedag

Jeg kunne ikke gå med ind på operationsstuen. Jeg kunne ikke se det sted, der skulle afgøre, om han ville overleve eller ej. Jeg kyssede ham i forrummet og stod som forstenet, da narkoselægen sagde “Og så siger vi farvel til mor”. For helvede, vi skulle ikke sige farvel! Vi skulle sige “på gensyn”! Den sætning gør stadig ondt.

Jeg kan ikke fortælle dig ret meget om, hvad vi fik dagen til at gå med. Vi var forældre for vores ældste. Eller i hvert fald prøvede vi på det. Jeg husker ikke rigtig noget før kl. 19.30, da min telefon endelig ringede. Lægen havde fortalt, at han regnede med at kunne ringe ved 15-tiden. Jeg sank sammen foran det patienthus, vi boede i. “Operationen tog længere tid, end vi havde forventet og der var endnu en hjertefejl, vi ikke havde set på skanningen. Men det er gået godt!”

En time senere måtte vi se ham på intensivafsnittet. Jeg havde kysset en lille fin baby på knap 1,9 kilo om morgenen, og her lå stadig min lille fine fyr, men fyldt med slanger og hævet til ukendelighed. over 1,5 kilo ekstra væske i hans lille krop. Jeg var lammet, taknemmelig, bange og fyldt med et moderinstinkt, jeg ikke kunne få lov at udøve, fordi andre nu skulle foretage de nødvendige ting, så han kunne komme igennem de næste 3 kritiske døgn. Jeg kunne bare stå og se på. Stå og håbe det bedste.

Jeg boede ved siden af hans kuvøse, de næste 20 dage, hvor han var i respirator. Fik nærmest et chok, hver gang hans krop gav et spjæt, fordi jeg ellers ingen reaktioner fik fra ham. I slutningen af januar blev han vækket, og jeg fik lov at holde ham. 2 måneder senere kom vi helt hjem.

Den 6. januar er en særlig dag. Det er en livsdag og en taknemmelighedsdag og en dag med smertefulde minder. Men mest af alt en taknemmelighedsdag. Jeg er usigeligt taknemmelig for, at min søn var stærk, lægerne dygtige og at karma, universet eller gud var på vores side, alt efter øjnene der ser.

Han er 4 år i dag. Stadig hjertebarn. Stadig i kontrol på sygehuset. Livslangt. Der er stadig intet, der er mejslet i sten, men vi er heldige og vi har en søn, der så vidt muligt lever som andre børn. En søn som er det stærkeste menneske, jeg kender.

I dag vil jeg grine mere, end jeg vil græde. Tårerne kommer og går, og det samme gør tankerne. Men jeg kan kramme ham og fortælle ham, at jeg elsker ham. Jeg kan lege med ham og se ham og røre ham. Alt det, jeg ønskede skulle ske, da jeg sad bag stofskærmen og græd natten før hans operation.

Jeg er fuldstændig på røven over det, vores dygtige læger kan udrette. Det skal vi være frygteligt glade for i vores land. At vi er SÅ heldige.

Tillykke med hjertedagen, min skat! Du er mit livs Superman! <3

Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil

Velkommen 2018! Hvad mon du har at byde på? Bliver du bedre end det år, vi lige har fyret? Det håber jeg sgu.

Hvis jeg får lov at bestemme, skal du være et godt år. Et år som byder på mere fornøjelse end pligt. Et år med mere grin end gråd, og et år, hvor jeg ikke skal føle helt så meget, at jeg ikke slår til og ikke kan løbe stærkere. Som mor af min tid og vores samfund, vil det være naivt at tro, at jeg ikke vil føle, at jeg er alle og ingen steder på én gang. 2018, du skal i hvert fald være det år, hvor jeg bliver bedre til at passe på mig selv. Kan vi ikke godt lige aftale det?

I 2018 har jeg i hvert fald tænkt mig i langt højere grad at sætte min egen dagsorden. I 2018 vil jeg tænke mindre på, hvad andre tænker om mig. For bliver jeg reelt set et bedre eller gladere menneske af andres holdninger til mig? Bliver jeg et bedre eller gladere menneske af, at tænke så meget på, om andre synes, mit tøj eller mine valg i livet er gode eller dårlige? Hvis jeg vil gå med min klassiske hat, som jeg synes er mega fed, hver eneste dag, så skal jeg jo ikke tænke, om andre synes, det skiller sig ud eller er mærkeligt at gå med hat. De kan deres og jeg kan passe mit. I 2018 vil jeg sætte min hat, som jeg vil.

Da jeg i går aftes hoppede direkte ind i 2018 til lyden af rådhusklokkerne, lavede jeg ingen nytårsforsæt om at spise mindre chokolade eller drikke mindre kaffe. Det vil alligevel ikke holde. Men jeg hoppede ind i det nye år med et løfte til mig selv om, at være bedre til at sige fra og ikke tage de bekymringer på mig, som ikke er mit ansvar. Der kommer en dag, hvor jeg sikkert melder mig som kontaktforælder i klassen og stiller op til både kagebagning og at arrangere en forældrefest. Der kommer en helt sikkert en dag, hvor jeg melder mig til at gå forrest og trække det store læs på en opgave eller et projekt på jobbet, som andre ikke higer efter. Der kommer en dag, hvor jeg siger ja til flere familieinvitationer og halloweenarrangementer og jeg skal komme efter dig. Det bliver bare ikke i 2018. Ikke af dovenskab eller foragt for andre, men i 2018 skal batterierne lades op igen.

Jeg håber, du kom rigtig godt ind i det nye år med alle ti fingre og tæer i behold. At du havde en fest og at dagen i dag må være fuld af håb for det nye år.

Rigtig godt nytår!

Møs fra Mette

 

2017 lærte mig en del

2017 lærte mig en del

Har du læst mine to foregående indlæg om 2017, er du nok ikke i tvivl om, at jeg er helt ok med, at vi vinker farvel i morgen. 2017 Men for ikke at lyde alt for tvær og bitterfisse-agtig, så har 2017 ret beset også lært mig en del!

Jeg har lært at gøre store og uoverskuelige ting, selv om knæene rystede og maven gjorde lidt ondt ved tanken. Jeg er til en vis grad tryghedsnarkoman, og jeg bruger helst ikke penge, jeg ikke har. Så at sige ja til en ombygning for over en halv million var VILDT! Jeg lærte at sige til og fra på nogle punkter. Og at vælge til og fra. Og ikke mindst at stille krav og forhandle om priser. Noget, jeg nok langt tidligere i livet burde have øvet  mig på.

Jeg lærte, at overvinde og ikke at tage livet eller relationer for givet. At overvinde frygten for svære samtaler. Overvinde det, jeg helst ville slippe for. Overvinde regn og blæsevejr og løbe en tur. Overvinde vrede. Overvinde hverdagen.

2017 lærte mig at holde fri. Faktisk har sidste halvdel af 2017 helt bevidst budt på weekender uden planer. Byggeriet har haft sin andel af den prioritering, og også ro efter ældstebarnets skolestart. For ja, det skete også i 2017. Og det er klart også på opturssiden! Jeg har simpelthen haft brug for at koble fra. Det skal vi helt sikkert fortsætte med i 2018 (på den ikke asociale måde).

Jeg lærte meget af 2017 – på godt og ondt – og jeg blev også bevidst om, at der er meget at arbejde på i 2018. F.eks. at blive bedre til at passe på mig selv. At blive bedre til at sige fra – og at blive bedre til ikke at tage andres problemer så meget ind, som jeg ellers gør. At sige fra, når jeg føler mig trådt på, og at huske at sige de positive ting ved andre mennesker, som falder mig ind. Blive en bedre kone, som indimellem tilsidesætter det praktiske og er bedre til at prioritere tosomheden. Fortsætte med at se, høre og forstå mine børn. Bygge videre på nye og gamle venskaber.

Jeg har holdt mere fri, men jeg har ikke været ret god ved mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Der er klart rum for forbedring. 2018 skal være et år, hvor jeg gør mere af det, der bygger min familie og jeg op. 2018 skal være et godt år!

Godt nytår! Vi ses på den anden side <32017

 

Jeg føler, det hele er min skyld

Jeg føler, det hele er min skyld

Shit, mit hjerte gør ondt lige nu! Jeg føler mig som verdens dummeste mor, selv om alle gode intentioner var der og jeg prøvede mit bedste.

Vi er netop kommet hjem fra juletræsfest på skolen. For 0. og 1. klasse, men ikke desto mindre 280 mennesker i alt, når forældre og søskende er med. Noget nær så kaotisk, som det lyder. Der var nissespil, sanglege og juletræsdans, lige dele mad og sukker til ungerne, alt for lidt plads og et lydniveau langt over det tilladte DB-niveau.

Alt sammen meget hyggeligt. Hvis altså ikke man var alene afsted med to børn, hvoraf 50% elskede det og 50% hadede det og enten skreg eller insisterede på at hænge på mig og lave obstruction på enhver ide, det juleelskende barn fik.

Jeg magter kun til en vis grænse at vise gode miner til slet spil. Jeg er så usselt et mor-menneske. Efter 1 times 3-års-hysteri, 2 forsøg på at forlade skolen ud i mørket uden jakke eller sko, udtalt modstand mod juletræsdans og et forgæves forsøg på at danse armkrog og fagtesange med 20 kilo barn på den ene arm, og et ringe forsøg på at være dybt engageret i det andet barn, for at tilgodese hendes ønsker, ja, så kunne jeg ikke længere prøve at glatte ud eller irettesætte det vrangvillige drengebarn. Så var jeg pissed off!

Jeg forsøgte mit bedste, og endte ikke rigtig med at have to glade børn. Den lille – tja, ham har jeg lige beskrevet. Den ældste, ja, hun følte sig naturligt nok overset, selv om hun benægtede. Men pludselig græd hun over det mindste puf, og da vi skulle ind i bilen, lavede hun en scene af den anden verden over, at lillebror AAAALLLLLTIIIIIID fik lov til noget (som slet ikke havde hold i sandheden), og at hans legetøj havde ligget på hendes sæde og FYLDT (!!!), immervæk imens hun ikke var i bilen (!!??!!).

Jeg forstår godt, hvor hendes reaktion kommer fra. Jeg var også mættet af indtryk, og jeg var også træt af hele tiden at tilsidesætte hende, for at undgå at have en dreng på 3 rendende rundt på en af byens mest befærdede gader uden jakke og sko.

Og så kom min frustration til at gå ud over hendes scene. Well, det var berettiget at fortælle, at den slags opførsel ikke er ok – helle ikke selv om man er træt og lillebror er dum. Men jeg havde selv fornemmelsen af, ikke helt at være fair. Den følelse er ikke rar.

Jeg var tudefærdig på vejen hjem i bilen – og noget mere spids, end jeg overhovedet ville være. Jeg havde bare fået nok! Og det havde de helt sikkert også. Juletraditioner er ikke altid børnevenlige. Det forstår jeg i særdeleshed i år.

Da vi kom hjem, sov lillebror, men ældstepigen var ked af det. På vejen ind, var det meste i verden min skyld. Da vi kom ind knækkede hendes film helt og holdent. Hun hulkede, at hun bare følte, at det hele var hendes skyld og at vi bare skældte hende ud, selv om det var lillebror, der havde taget al opmærksomheden ved hendes skolearrangement. At hun ikke havde fået danset med mig og at jeg hele tiden lige skulle holde øje med ham og ikke hende.

Og hun har ret! Jeg var unfair og jeg var ikke tilstede på hendes vilkår. Men det var nu engang det vilkår, jeg havde, da jeg ikke havde pasningsmulighed og alternativt skulle sige helt fra til arrangementet for klassen. Så havde det også ramt hende. Det VAR en uretfærdig aften. Jeg VAR uretfærdig. Hun VAR også uretfærdig imod mit forsøg, men det kan jeg ikke pålægge hende at forstå. Hendes lillebror VAR en sur r** af rang. Det hele VAR for meget.

Øv, hvor gjorde det ondt. Jeg krammede hende selvfølgelig og lyttede. Sagde undskyld og at det var godt, at hun sagde det højt. Fik endnu mere ondt i maven over min egen formåen som mor.

Jeg ved godt, at man ikke kan komme udenom disse situationer i sit forældreskab. At man ikke kan være den perfekte forælder (og hvis man kan, i så fald er lidt skræmmende). Men AV, hvor gør det ondt. Hun er sådan en forstående og sød pige, og der er intet i verden, jeg vil gøre, der kan såre hende. Ikke bevidst i hvert fald.

Følelsen af både afmagt og den knugende fornemmelse af at have været en dårlig mor, sidder stadig i mig. Hun føler, det var hendes skyld, og jeg føler, at det var min. Det er i hvert fald den slags mor, jeg IKKE vil være, selv om det var en lidt umulig kamp at vinde under de givne vilkår.

Underligliv

 

En helt fantastisk start på min weekend

En helt fantastisk start på min weekend

Åh, weekend! Hånden på hjertet: Det sidste lange stykke tid har mine arbejdsuger kun handlet om én ting: At gå hurtigt, så jeg kunne nå til weekenden igen. Der har været SÅ meget tryk på i lidt for lang tid, at weekenderne har virket som de eneste lyspunkter. OK, det kommer til at lyde mega depresivt, men de har været de åndehuller, hvor der ikke var bud efter mig hvert 2. minut.

Vi har i lang tid forsøgt at holde weekenderne fri for at have mest tid til ikke at skulle noget. Byggeriet har været en ganske valid undskyldning – selvfølgelig ikke en løgn, for vi har haft brug for at køre ting på lossepladsen, male, rydde op, male osv. Jeg tror, vi alle fire har haft behov for ikke at skulle forlade vores base. Når vi har forladt basen har vi selvfølgelig nydt selskab og luftforandring. Men ærligt: Det har været skide svært at forlade hjemmet, når vi mest af alt trænger til bare ikke at skulle noget i hinandens selskab.

Jeg tror også, at ungerne har nydt det. Bevares, de har bitchet over petitesser og millimeterdemokratiet lever indimellem i bedste velgående. Vi er dog så heldige, at de også elsker hinandens selskab så højt, at de ikke kan undvære hinanden i ret meget mere end 20 minutter.

Fredag morgen fik ældsten og en klassekammerat en ide om, at de skulle sove sammen. Min slyngel blev inviteret hjem til veninden, og som altid er hun for cool. Ikke et kny – bare go with the flow. Pylre-mor her havde selvfølgelig telefonen på lyd hele natten, HVIS nu hun ville hjem. Men først kl. 11.00 dagen efter var der bud efter mig. 27 timer efter at jeg kyssede hende på håret og sagde på gensyn i klasseværelset. Seje unge.

Selv om det var fedt og jeg langt fra græd mig selv i søvn, er det alligevel lidt mystisk, når ens guld ikke ligger i sin seng. Jeg har jo for pokkker taget mig af dem hver eneste dag siden der var to streger på graviditetstesten.

Lillebror sov af helvede til – og i mit stille sind gætter jeg på, at det var fordi han savnede sin søster. Han gik i hvert fald mange gange ind på hendes værelse, inden han skulle i seng. De er så afhængige af hinandens selskab, at der bare var noget, der ikke stemte i hans system. Noget manglede i ligningen, før den gik op.

Manden er  til julefrokost med gutterne hele dagen, og ungerne og jeg har hygget hjemme. Total krea-hygge med en spontan omgang trylledej, en tegnefilm og tapas og cola på aftensmadsmenuen. We like! Vi har kreeret total fin juletræspynt af trylledejen og har malet det, så det er klar til at blive hængt op. Jeg er vild med resultatet, og kan allerede mærke, at det bliver noget af det, der er mest dyrebart for mig. Fordi de har lavet det – og fordi det har været en pokkers god dag! Vi har bare været sammen alle tre.

Efter aftensmaden dansede vi til Disney-klassikere og skrålede med, så naboerne (sandsynligvis) kunne høre det. Vi klædte ud og gav den hele armen som divaer. Også ham den lille. Der kom ro på inden sengetid ved at læse yndlings-Strid (Den Kæmpestore Pære) og så daffede ungerne frivilligt til køjs – begge i søsters seng.

Behøver jeg sige, at mit hjerte er ved at boble over ved at se dem ligge dér og sove nu? Søde, trygge, smukke og helt igennem elsket.

Med en god følelse i kroppen, har jeg tilbragt aftenen i sofaen med en iskaffe med Baileys i hånden og Netflix på skærmen. En ikke særlig god chick-flick, men også lige hvad jeg har brug for: Bare helt easy underholdning og en aften for mig selv. Selv om jeg elsker min mand, er det nu alt for sjældent, at jeg har hytten for mig selv.

De er så vigtige, den her slags dage. Dem, hvor tingene funker, uden at man stiller an med så meget gøgl. Bare er og giver sig selv lov til at være. Lader vasketøjet og alt det andet ligge, og bare sætter “skal og bør” på stand-by. Sådan en dag har vi haft i dag. Lige præcis det, jeg elsker mest wed weekend <3

Weekend

Søndagstanker

Søndagstanker

Pyh ha – der er godt nok mange indtryk og tanker, som skal bearbejdes efter begravelsen i går. En kiste med billede af en kvinde – alt for und til at dø. En kiste pyntet med perleplader og tegninger med ordlyden “Til mor” med barnlig håndskrift. Triste, snøftende mennesker og et blomsterhav, der signalerede, at hun havde mange mennesker i sit liv. En præst, som formåede at tale til alle – især til hendes datter – i en tale om håb frem for magtesløshed. Det sidder i mig i dag, og det vil det nok komme til i rigtig lang tid. Som min tante sagde: Det er ikke den rigtige rækkefølge, det bliver taget i. Der er noget naturstridigt i at dø, før ens liv stort set er kommet i gang.

Ser vi lidt bort fra det triste, har det været en ganske udemærket søndag. Alle søndage herhjemme starter med små fødder på soveværelsegulvet, før lyset er brudt frem. I dag var ingen undtagelse – forskellen var bare, at efterårsmørket fuc**de med mit indre ud, så jeg var helt rundt på gulvet over, at klokken var 7.30 og ikke 5-nul-dut, som den ellers plejer at være. Det var sgu optur!

Ristet brød og Ramasjang. Indkøb til ugens madplan og lidt vasketøj i maskinen. Ja, det er jo eksotisk at være børnefamilie. Det der fine solskinsvejr, metrologerne lover, lader godt nok vente på sig – eller også er Fyn bare særdeles uheldig. Så jeg besluttede mig for at invitere ældstepigen i biffen og se My Little Pony-filmen. Der er mange ting, man gør af kærlighed…. Det resulterede i, at lillebror var ved at tude sine små øjne ud af bare uretfærdighed over, at han ikke skulle med. Og på den måde blev han så eneste hankøn i biografsalen.
En stor del af filmen brugte jeg på enten at ransage min hjerne for, hvorfor jeg frivilligt havde betalt 250 kr. for at se den, eller på at favne begge unger, fordi den var overraskende dyster i forhold til min forventning om pastel-frenzy. Ikke så meget tutte-nut dér, du. Det havde jeg ikke lige set komme. Men det endte jo godt og da pive-stemmer og pastelfarver rundede filmen af, syntes ungerne dog ganske godt underholdt alligevel.

Resten af dagen blev brugt på alt fra familie-fight med skumsværd til ungernes glade stemmer på det ene værelse i en god leg. Nok havde jeg mest af alt lyst til at smække stængerne op og lukke øjnene en halv time, men jeg skriver eksamensopgave p.t., så den fornuftige del af hjernen vandt. Her har jeg så stort set siddet siden. Målet er at skrive så meget, at jeg kan få mest mulig tid til at holde en afslappende efterårsferie med ungerne. For det er nemlig lige, hvad det er: EFTERÅRSFERIE! Manden har ikke fri, så ungerne og jeg holder skansen. Det skal nok blive godt! Jeg glææææder mig!

Åbent hav

Kvarterets ravnemor

Jeg er pænt sikker på, at der bliver hvisket i krogene på gaden over os henne i det gule hus. Ikke nok med at vi er til heavy metal, er under 60 år og at håndværkerne larmer og ryster de efterhånden aldrende beboere ud af deres daglige rutiner – så er vi også dem med barnet, der løbet ude i mørket!

Guderne (og faste læsere – same same :-D) skal vide, at mine børn ikke har for vane at sove længe. Faktisk praktiserer de ikke rigtig det med at sove. Jeg er altid vildt fascineret, når andre fortæller om børn, der sover til kl. 7.00. Og endnu mere, at andre kalder det tidligt! Mine børn sover senest til 5.00 og har aldrig gjort det, lige meget hvor mange krumspring, jeg har prøvet. 5.00. Maks!

Derfor er det p.t. ikke uhørt at se en 6-årig iført gummistøvler, jakke og lommelygte traske rundt omkring vores hus. Hun er helt nede med det begyndende efterårsmærke, og spørger hver morgen, om hun må gå ud i haven med lommelygten. Bevares – det kan jo også blive kedeligt kl. 5.56, når hun har været oppe i en time. Det er da klart!

Og her trasker hun så rundt og undersøger verden. Hun er helt med på ikke at forlade haven, men hun er vild med det der mørke-halløj. Hvilket så også indebærer, at hun lystigt tager en morgensnak med vejens aldrende damer, som går tur med deres hunde. Hendes sociale, glade, morgenfriske selv kan slet ikke lade være.

Jeg tænker, at snakken går (alt at dømme efter de øvrige samtaletyper, der ellers foregår på tværs af hækkene om “de andre”). “Har du hørt om hende ravnemoderen i det gule hus, hvis datter render rundt ude i kulden på ukristlige tidspunkter af dagen? Tænk sig, de forældre som bare lukker deres lille pige ud og lader hende rende rundt i mørket alene! Sådan noget gjorde man sandelig ikke i vores tid. Stakkels barn.”

Skulle de snakke, kan de i øvrigt bare blive ved med det. Hun er og bliver morgenfrisk. Og hun er og bliver en fornuftig pige. Så hun får lov, hvis det ikke står ned i lårfede stråler, stormer eller er 10 graders frost. Jeg beundrer hendes nysgerrighed og hendes åbne sind. Hun er befriende meget barn stadigvæk i en tid, hvor mange børn bliver hurtigere voksne. Jeg var en piv-skid, da jeg var 6 år. Ikke på vilkår, om jeg havde lyst til at rende rundt i mørke! No way!

You go, girl! Mamma’s proud! <3

Bare sådan generelt, mor!

Bare sådan generelt, mor!

Søn 3 ½ år: “Jeg er træt mor”.

Mor: “Det kan jeg godt forstå. Det er godt, det er weekend for os alle i morgen”.

Søn 3 ½ år: “Det er hårdt at være en stor dreng”.

Mor (som ihærdigt prøver at undertrykke et fnis): “Nå, da. Hvornår synes du, det er hårdt at være en stor dreng?”

Søn 3 ½ år: “Det er bare hårdt. Sådan generelt, mor”.

Gnæk. Gnæk. Gnæk. Man må ikke grine af de søde små pus. Især ikke, når de er seriøse. Men altså, det var lidt svært at lade være ;-). Det er sgu godt, det er weekend i morgen!

 

Sårbarhed

Sårbarhed

Jeg har drømt rigtig meget den seneste uge. Sådan nogle rigtig dumme drømme. Det handler mest om de ting, jeg er bange for, og mine børn er altid involveret. Altså ikke, at det er dem, jeg er bange for. Men det er dem, der gør mig allemest sårbar.

Før jeg fik dem, havde mit liv taget en del ture og oplevelser, der ikke var en dans på roser. Men jeg var ikke på samme måde bange for at miste. Tanken om at skulle miste mine bedsteforældre en dag, virkede skræmmende, men jeg inderst inde vidste jeg, at når det ville ske, ville det være med et levet liv bag sig. Min far overhalede dem inden om – og det kun med et halvt levet liv. Det var hårdt, men jeg lærte at leve med det.

Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville lære at leve uden mine børn. Du tænker måske, at det er mega morbidt at sidde og tænke på nu, men ikke desto mindre er det det, mine drømme den seneste uge har handlet om. At jeg ikke har været i stand til at redde dem i trafikken, eller at de er forsvundet, og jeg ikke kan få dem tilbage. Det er hæsligt at drømme sådan. Simpelthen hæsligt! Jeg har slet ikke vidst, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg har skulle placere de oprevne følelser henne.

I går drømte jeg, at min datter blev ramt af en bil, første gang hun krydsede vejen selv, og hun var bare på vej hen for at hente mig ved frisøren. Imens jeg sad dér og blev forkælet, hørte jeg lyden, og hele min krop vidste, hvad der var sket. Men jeg kunne intet gøre. Først på ugen drømte jeg noget lignende om min søn. I nat løb jeg i drømme rundt og ledte efter min datter. Hun var bare gået ned for at høre, om pigen længere nede af vejen kunne lege, men hun kom aldrig hjem igen. Jeg ledte alle vegne og var i panik, og skrækkelige tanker løb gennem min krop. Jeg vågnede med hjertet oppe i halsen og var stiv i hele kroppen. Stiv af skræk, tror jeg gerne.

Hvorfor drømmer jeg dog sådan noget? Det virker langt fra rigtigt at gøre!

Noget har hold i virkelighedens oplevelser, og er ganske givet, fordi det handler om, at de gradvist nu udvider deres verden. Jeg skal give slip og ikke længere følge den ældste til legeaftalen for enden af vejen. Hun ville gerne hente mig den anden dag, og vi gennemgik nøje, hvordan hun skulle krydse vejen for første gang selv. Sammen har vi gjort det tusind gange, men hun har aldrig været på egen hånd. Sønnike er begyndt at cykle oftere, og han er ikke i nærheden af at være så velovervejet og eftertænksom som sin søster. Han er fuld fart frem uden at se sig tilbage.

Noget hører hjemme i nyhederne, og er sikkert fordi jeg læste om en 9-årig pige, der forsvandt i ugens løb. Bare tanken kan få min mave til at knuge sig sammen. Ren og skær afmagt.

Måske er det fordi jeg er under pres flere steder i livet p.t. Verden og hverdagen er helt uden for rutinerne lige nu, og jeg er ro, renlighed og regelmæssigheds-typen. Jeg er fan af struktur og at vide med mig selv, at tingene kan gå op, hvis bare jeg lægger en plan.

Efter jeg har født dem, kan jeg ikke lægge en 100% vandtæt plan for livet. Jeg er ikke længere selv den afgørende faktor, og jeg har for alvor fået noget at miste. Ikke noget, der kan erstattes, eller som det lå i kortene, skulle herfra. Med dem har jeg fået en ekstrem sårbarhed og en potentiel risiko for at miste livet. Mit, deres og alt, hvad der gør mit liv ultimativt mest værd. Jeg vil ikke dø fra dem, de må ikke dø fra mig, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan lime og lappe verden nok, til at den nogensinde vil være bare skyggen af normal, hvis jeg ikke ved, at de har det godt og jeg kan være noget for dem.

Shit, det er heftigt, at drømme sådan og at sidde og få disse ud af hovedet og ned igennem fingrene. Måske jeg er begyndt at blive tosset. Jeg burde slet ikke tænke sådan, heller ikke selv om jeg blev nødt til at forholde mig til at miste, da jeg fik min yngste. Da lærte jeg, at livet er en skrøbelig størrelse og kan tage en drejning selv der, hvor man er mest lykkelig. Hvem ved, om minderne også spiller en rolle i nattesøvnen.

Er mor-hjernen indimellem sådan indrettet? Har du det på samme måde, eller er jeg helt væk fra vinduet og klar til den lukkede afdeling?