Mørkebarnet – En mavepuster ved sengetid

Mørkebarnet – En mavepuster ved sengetid

Ældstebarnet havde været på det ugentlige besøg på skolebiblioteket og havde ny læsning med hjem til weekenden. Det er altid ret hyggeligt at hive ugens to lånte bøger op af tasken og se, hvad vi skal læse, imens vi spiser fredagsslik i sofaen.

De vælger selv, hvilke to bøger de låner fra sektionen for 0.-3. klasse, og vi har været omkring hele Det Hemmelige Rige-serien med dens tilhørende lyserøde univers af candyfloss-skyer, glimmer, feer og tiaraer. Vi har også læst om vind og vejr, om trolde og vikinger, og har fundet Holger adskillige gange.

Igår havde hun Mørkebarnet af Cecilie Eken med hjem. Jeg burde måske have læst på bagsiden, før vi satte os til rette i sofaen. Det tog kun et par sider, før jeg tænkte ved mig selv, om det var en god idé at læse videre her inden sengetid. Bogen er nemlig alt andet end den traditionelle fredagslæsning. Det er både en sonetkrans (her har jeg nok brug for lidt bibliotekarisk assistance), og en gyser for børn. Selvfølgelig spurgte jeg min pusling, om hun ville høre mere, eller om vi skulle lade være. Men hun ville gerne vide, hvad der skete. Selvfølgelig ville hun det, for hun tager hele verden ind.

Ikke at jeg fortrød at læse bogen, for den gør indtryk – også på den gode måde. Men den kan godt være lidt af en mundfuld for en nyslået 0. klasser.

For barnet der lytter, er Mørkebarnet en fortælling om to piger. Den ene lys og tryg hos Far og Mor, den anden mørk og ladt udenfor, ensom og alene. Umiddelbart er de børn af samme forældre.

“Det mørke barn vil de nu gerne glemme
Så hende har de prøvet på at gemme
for hun forstyrrer dagens varme ro.
Men Mørkebarnet ved at de er to:
Den ene mærker ensomheden gnave
den anden kalder Far og Mor “en gave”.

Av, for Sør’nsen. Som mor var det let at få en knude i maven og en klump i halsen, imens vi sad dér – happy-go-lucky og fredagsslik i skålen. Jeg tænker, at min følsomme datter havde det på samme måde i sit barnlige forestillingsunivers. Bogens illustrationer svinger, som fortællingen, imellem lyst og let og mørkt og tungt.

Men Far og Mor vil ikke ha’ dem begge
– det er den simple grund til det der sker.
Hun mærker al den vrede, det kan vække
hun burde måske græde men hun ler
Det lyse barn i sengen må forsvinde!
Når Far og Mor nu kun har plads til én
så skal hun sørge for at det bli’r hende
der ligger der og sover som en sten.

Mørkebarnet ender med at forpurre sine planer, men selv om hun ender i den varme seng ved siden af det lyse barn, er hun dagen efter igen dømt ude til trods. Bogstaveligt talt.

For det er nemlig essensen af bogen, tænker jeg. At det lyse og det mørke barn er ét og samme, og at forældrene må acceptere, at børn har to sider. Intet barn er altid lyst og let, men bærer også sine trodsige og vanskelige sider. Præcis som voksne. At Far og Mor ikke bryder sig om den dystre side og derfor forsøger at lukke den ude. Fordi den er for svær at acceptere og håndtere. Og at barnet kæmper med sine følelser og de reaktioner, det mødes med.

Hvad er meningen?
Bogen krævede i den grad en forklaring. “Hvorfor skal hun leve ude i mørket? Hvorfor vil de ikke have hende, mor?”. Selv om det er mange år siden, jeg havde tekstanalyse på skemaet, måtte jeg efter bedste evne forsøge at forklare, hvad jeg mener, bogen handler om. At forældre skal elske hele det barn, de har fået, for ingen er evigt glad. At vi nogen gange er glade og andre gange kan have det svært. Og netop her, har vi brug for dem, som elsker os. For Far og Mor eller hvem der nu tager sig af os.

Hun godtog forklaringen, og vågnede heldigvis ikke i løbet af natten med mareridt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at fortællingen ligger og bobler et sted i hendes eftertænksomme sind.

Shit mand. Den var hård, men jeg blev helt klart læseoplevelse rigere. Hvor dyster bogen end kan virke, har den gjort indtryk på mig. Hvis du har børn – måske nok gerne lidt ældre end min – så synes jeg, du skal læse den for dem. Eller bare for dig selv.

Den får 5 store hjerter af mig.

I må ikke flytte fra mig!

Det er ikke de største nyheder, der præger bloggen p.t., men det betyder ikke, at der ikke foregår store tanker i mit hoved eller på den hjemlige matrikel. Tværtimod.

Vi er i gang med et større opbrud i forhold til vores fremtidige drømme. Vi er altså ikke ved at blive skilt eller noget, men er helt konkret startet med at overveje, hvor vi skal bo i fremtiden for at få “plads” i bogstavelig og overført betydning. Fysisk plads, men også plads til at være den slags familie og ikke mindst forældre, som vi gerne vil være.

Det er ikke sådan ”bare”, når man ejer fast ejendom. Og vi er ikke kun i overvejelsesfasen længere. Vi er faktisk så vidt som at vi har inviteret flere ejendomsmæglere på besøg for at besigtige herlighederne. Selv om jeg aldrig har set vores hjem som det sted, jeg skulle bo resten af livet, så er huset blevet for småt hurtigere end beregnet med tilkomsten af to børn. Det havde vi ikke taget højde for, da vi kiggede på huset med førstegangskøberes øjne.

Jeg kan mærke, at det kræver store overvejelser for mig, og jeg ved, det kan betyde omvæltninger for børnene. Den yngste er alt for lille til at forstå eller huske hjemmet, hvis vi endelig flytter, men vi har prøvet at forklare den ældste, hvorfor mæglerne skal se vores hus og hvad det vil sige, hvis vi skal flytte. Og så har vi egentlig ikke tænkt så meget mere over det. I vores voksne hoveder er det jo ikke helt virkelighed endnu, men heller ikke en fjern drøm.

Men sådan fungerer det ikke nødvendigvis i en knap 4-årigs hjerne! Da jeg havde puttet min søde pige i går, lød der pludselig ulykkelige råb og gråd fra soveværelset. Hun er meget tryghedssøgende i øjeblikket og falder i søvn i vores seng p.t. (…og ender ofte også med at sove der). Jeg løb op til hende og løftede hende op og spurgte, hvad der dog var galt.

”I må ikke rejse uden mig”, hulkede hun.

Først tænkte jeg, at det var en efterreaktion på, at vi lige havde været afsted på kæresteweekend, imens farmor og farfar tog sig af guldklumperne.

”Hvad tænker du på, skat?”, prøvede jeg forsigtigt.

”I må ikke flytte over i et nyt hus uden mig”, hikstede hun.

Åh, lille skat. Nu kom hendes far også til. Det kunne vi da aldrig finde på! Vi ville aldrig flytte uden at tage dig med. Det gav en fysisk smerte i maven på mig, at hun overhovedet havde tænkt tanken. Stakkels lille pige, hvis det er det, hun tror, der sker, når man sælger sit hus!

Da jeg havde beroliget hende (og det tog tid, skulle jeg hilse og sige), og forklarede hende, at alting kom med, både børn, ting, katte og hele moletjavsen, når man flyttede, spurgte hun pludselig:

”Hvad så hvis den lille pige, der skal have mit værelse, ikke har nogen dukke?”.

”Det ved jeg ikke. Så kan det være, hun ønsker sig én til sin fødselsdag, måske?”, svarede jeg.

Lille E tænkte lidt og svarede så: ”Hvis hun ikke har nogen dukke, så kan vi lade én af mine blive i huset”. Og så lagde hun sig til at sove.

Mit elskede følsomme barn. Mit lille empatiske og betænksomme barn. Mit lille smukke pigebarn, som jeg vil give hele verden, hvis jeg kan. Så mange og store tanker i så lille et sind. Så megen omtanke her på nippet til 4 år. Jeg elsker hende vildt og er så uendeligt stolt af hende, men nogle gange bliver jeg både en blanding af stolt og skræmt over, hvor meget der i virkeligheden farer gennem hendes tankeunivers. Og tænker på, om jeg overhovedet formår, at få givet hende alle forklaringerne med, så hun får de rette svare på sine store tanker og ikke blive bange for det, hun ikke forstår.