The sound of silence

Klokken er 20.30 og hvis man fraset lyden af mine fingre på tastaturet og kattens insisterende snorken, så er her helt stille i huset. Det er ganske usædvanligt. Ældstepigen plejer godt nok at sove sødt på dette tidspunkt, hvorimod yngstemanden plejer at trække det absolut sidste ud af dagen og kalde på mor eller vand, eller sparke provokerende på væggen mellem hans værelse og stuen fra sin seng. Blot for lige at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

Manden siger egentlig ikke så meget på dette tidspunkt af dagen. Her er han fordybet i tablet’en (surpriiiiise), eller også er der gang i serie-valget på Netflix. Men ikke i dag. Her er helt bum stille – og jeg er den eneste, der oppe! Hvor mange gange jeg end har prøvet igennem de sidste knap 5 år, er det kun lykkedes mig et fåtal af gange, at snige mig ned i køkkenet om morgenen og vågne i stilhed. Noget jeg virkelig elsker, men som er noget nær utopi i livet med über-morgenfriske unger.

Sagen er den, at børnene startede vuggestue og børnehave efter knap 2 uger hjemme med henholdsvis ferie og sygdom, og derfor overraskende frivilligt dejsede om i deres små senge før kl. 19.15. Og manden er ramt af, hvad jeg i starten afskrev som “man-flu”, men her efter 5 døgn nok må sande, faktisk ER reel sygdom. Han har endnu ikke ringet til sin mor for sympati, og har faktisk været en tur forbi lægen(!!!), så han må VIRKELIG være afkræftet ;-). Nej, jeg skal være god ved ham. Han har det rigtig skidt, og det er faktisk ret synd for ham.

Selv om jeg ville ønske, han havde det bedre, er der mig også lige nu en ekstrem luksus forundt. Tid til mig selv. I stilhed. Hjemme.

Jeg har altid godt kunne lide at være alene. Ikke hele tiden, men jeg har altid haft brug for at kunne trække mig tilbage og finde mig selv. Det er sjældent, jeg keder mig, når jeg er alene. Siden jeg blev voksen og mor, er der altid lyde omkring mig. Stilhed er en mangelvare til tider. Og det kan være enormt frustrerende. Nogle gange kan jeg trænge så meget til stilhed for at tænke klart og bevare overskuddet, at selv den mindste form for støj kan være overvældende, på samme måde, som stilhed for andre nogen gange kan larme.

Men lige nu er her stille. På den gode måde. Stilhed oven på en dag, der faktisk har været lidt træls. Jeg vil ikke ødelægge stilheden, men i stedet suge den til mig, så jeg kan opbygge et lille mentalt survival-kit til trængte tider, og i stedet give jer en lille prøve på et stykke musik, jeg i øjeblikket slet ikke kan få nok af. Et cover af Simon & Garfunkles The Sound of Silence, som min mor ofte spillede på LP, da jeg var barn. Nu indspillet af et band, jeg, paradoksalt nok, elsker, fordi der er godt med bas og bad-ass over deres musik. Men deres version af stilhedens lyd giver mig næsten kuldegysninger.

 

 

Hvor er du fin!

Nu taler jeg på egne vegne, men måske du kan nikke genkendende til en del af det??? Eller måske er det bare mig, der har et usædvanligt dårligt planlægningsgen og ikke er smedet i samme smedje som de mødre, du læser om i selvhjælpsbøgerme. Hvem ved?

Men når man nu har sådan en lille tumling, så er man hverken forvendt med at sove længere end til kl. 5.30 eller nødvendigvis at nå at kunne komme i bad om morgenen – heller ikke selv om den lille vågner tidligt. For er mors opmærksomhed andetsteds, er det sikkert som amen i kirken, at den lille finder på veje at få opmærksomheden rettet imod sig selv igen.

Faktisk kan det til tider herhjemme være så grelt, at jeg ikke kan huske, om jeg egentlig så mig i spejlet, inden jeg forlod huset. Tandbørstningen foregår, imens vuggestuetasken pakkes med den anden hånd og håret svinges op i en elastik, som dagen før og dagen før igen og dagen før igen og…. Deoen er altid i tasken, sammen med mascaraen – for begge dele kunne enten blive glemt eller slet ikke proriteret. Og det ville være synd for både mig og mine omgivelser.

Tøjet tager ikke mange overvejelser – hvid er no-go, silke dur heller ikke, når man skal have en bette på armen og der er overhængende fare for at få jord, makrelfingre eller en ru støvlekant i kontakt med tøjet.  Halskæde tiltrækker nyegerrige fingre og udløser vredesudbrud, hvis minimennesket ikke må få den på og beholde den. Høje hæle – måske, hvis du altså er god til at balancere med barn på armen samt diverse oppakning hen over vuggestuens uens fliser og sandkasse og en pænt lagt make up? Ja, det hører (for mit vedkommende) til weekendluksus.

Tingene er ikke, som de var engang. Udgroningen er ved at kunne ses via Google Earth, men i går prioriterede jeg bare at sidde ned i 30 minutter – uforstyrret – og glemme ord som skulle og burde for en stund.

Og så er det, det er så fantastisk, når man ankommer til jobbet, godt svedig og rød i hovedet og led cykelhjelm-frisure, at en kollega smiler og siger: Ih, hvor er du fin i dag – og hun rent faktisk ser ud til at mene det. Tak tak tak – tak for den barmhjertighed, du lige har vist mig! Af hjertet tak. Selv om jeg udmærket godt ved, at fin kun er skyggen af den betegnelse, ordet dækkede over før 2011, så er ordene stadig ualmindeligt kærkomne. Total til salg for ussel mammon.

For jeg føler mig sgu ikke fin, når jeg kigger i spejlet – bliver helt overrasket over, at jeg ikke længere sætter mine fremtoningsidealer så højt (eller det gør jeg jo, jeg har nok bare lært at leve med det). Jeg er endnu ikke endt i grøften hjemme-fritidssæt-i-velour-hvor-elasticiteten-i-stoffet-havde-set-bedre-dage-allerede-for-4-år-siden-men-som-er-så-rart-at-have-på og konceptet personlig hygiejne er heller ikke gået af fløjten (og kommer heller ikke til det).  Hvor mange gange, siden jeg blev mor, har jeg ikke hørt en eller anden sige ”Det kommer” om alskens genvordigheder, jeg måtte have ytrer mig om i Barselsland. Og det sætter jeg min lidt til! Det skal det! Nøjh, hvor har jeg meget tid til gode. Spørgsmålet om hvornår, forbliver dog stadig ubesvaret. Men jeg glæder mig (o: Selv om jeg selvfølgelig også skal huske at nyde den lille, imens hun rent faktisk er lille.

Hvor er tiden der ta'r os?

…”og stjæler ungdommen fra os”, sang Inside the Whale engang.

Det gad jeg ederma’me godt vide! Jeg ved, at jeg har 24 timer i døgnet, men nogle gange kan jeg virkelig godt undre mig over, hvor pokker tiden bliver af. I hvert fald efter jeg har fået en baby.

Før oplevede jeg også, at tiden forsvandt, at den partout gik stærkere i ferierne og langsommere, når man ventede. Men generelt havde jeg “tid nok”, før frk. Baby kom til verden.

Det startede helt præcist kl. 16.15, den dag, hun blev født. Der lå jeg træt og udmattet og i en følelse af ovenud lykke, lettelse og uvirkelighed med min lille pige ved brystet. Jeg var blevet mor og fattede det, uden egentlig at fatte det. Jeg var kommet ind på fødegangen døgnet før og puf! Så var der gået 1½ døgn.
Og sådan er det så fortsat siden.

Da jeg var på barsel, følte jeg heller ikke, at timerne slog helt til. Jeg var konstant bagud. Men det var blot toppen af isbjerget. Undskylder, hvis jeg hermed skræmmer læsere i Barselsland – men det er altså sandt.

Nu, hvor jeg også skal jonglere arbejde, institutionens åbningstider, indkøb, lægeaftaler, barnets sygedage, overarbejde, deadlines, hus, mad, mand og have, familie, venner og alt det derudover, ja så har jeg for alvor fået øjnene op for, at dette ikke er et job for sarte sjæle!

Jeg står op kl. 5.30 på en almindelig hverdag. Mere eller mindre udhvilet, alt efter hvordan om vi har haft en prinsesse eller en djævel i tremmesengen i løbet af natten.

Badeværelse, tøj på selv, baby skal have tøj på, mad til baby, medicin til baby, afsted til vuggeren, hjem igen, mor på job. Første del overstået.

Fra kl. 7.30-15, har jeg gang i 117 ting på jobbet og skal være professionel og vide en masse, yde en masse.

Aaaah, kl. 15.00 stempler jeg ud fra kontoret. Endelig fri!

KL. 15.15: Projekt hentning af barn. Til vuggestuen, hjem, eftermiddagsmad, leg, aftensmad, madpakker, opvask, nattøj på baby, børste tænder på baby, natflaske til baby, putte baby.
Aaaaah, endelig fri!

KL.20.15: Vasketøj, oprydning, pakke tasker, konversere med manden, mails, evt. overarbejde (som jeg ikke nåede i løbet af dagen, da der var travlt som altid). TV-nyhederne kl. 22 og så kysse manden godnat.

Well, på en god dag kan du også skrive styrketræning eller gåtur på listen. Men mest til chokolade og dårlig samvittighed.

Og nu forstår jeg bedre, hvorfor weekenderne er så dyrebare – og hvorfor så mange af dem hurtigt bliver bookede, hvis man vil se familie og venner eller blot slappe lidt af. For hvor pokker skulle man ellers putte det ind henne?

Har jeg en mand? Ja, det har jeg – men det ændrer desværre ikke på tidsplanen for undertegnede.

Når jeg nu læser ovenstående igennem, så ved jeg jo faktisk lige præcis, hvor tiden forsvinder hen. Præcis hvad jeg har lavet – for det er det samme alle hverdage. Men jeg kan ikke undsige mig følelsen af, at føle jeg mangler noget. Noget, der hedder fritid. Noget der hedder overskud. Kan faktisk snart ikke huske, hvordan mit hjem, så ud, når det var pænt og helt ryddet op. Ak ja! Det var tider…

Så hvor er tiden, der ta’r os? Og stjæler ungdommen fra os? Jo, ser du! Den forsvandt et sted mellem madpakker og opvask.
Jeg glæder mig over tiden med min baby – glæder mig over at se hende trives og udvikles og kunne mere dag for dag. Men jeg glæder mig altså også til at få noget af tiden igen. Til jeg kan være lidt mere Mette end mor – til jeg måske bare kan have det ydmyge ønske, at have en time til mig selv om dagen (…that is, en time, hvor jeg altså ikke sover!), hvor jeg kan gøre noget, som betyder noget for mig uafhængig af baby og familieliv. Hvor jeg kan lade op og blive den mor, jeg rigtig gerne vil – hende med overskud, som ikke kigger opgivende på pligterne og skyldigt på uret.

Det gad jeg edderma’me godt!