Det, der (også) gør mig til mig

For noget tid siden opdaterede jeg mit CV og min LinkedIn. Én ting var at prøve at huske de kvalifikationer, som ikke er at skifte en lorteble i et snuptag, få familieplanlægningen til at gå op med nærmest militær præcision med 2 syge børn, 2 møder man ikke kan sige fra til og en mand, der arbejder langt væk fra hjemmet – og generelt at overleve på kaffe og tre kvarters søvn. En anden ting var sektionen “interesser”. Hvad i mit liv har ikke noget med børnene og familiens kollektive “vi” at gøre? Hvad har med “mig” at gøre?

Selv om det mest er børnene, jeg skriver om, og dem som giver min hverdag langt størstedelen af sit indhold, så har jeg selvfølgelig også andre ting og interesser, som lader mig op og gør mig til den, jeg er. Der har været forsvindende lidt tid til at praktisere dem i tiden med spædbørn, og jeg har savnet dem. Heldigvis er de dog ikke forsvundet!

Over det sidste halve år er det som om, jeg har fået lov til at mærke lidt mere efter indeni og igen fået mulighed for andet end at skifte ble, vaske flasker og udøve generel damage control.

Mine egne interesser fylder ikke så meget her i blogland, men jeg vil gerne fortælle lidt om, hvad det er, der gør mig til mig og lader batterierne op igen. For en god ordens skyld, vil jeg lige understrege, at ingen af de nævnte ting eller websteder er/har sponsoreret så meget som en krone eller et produkt til omtalen. Der er tale om 100% egen mening.

SY, SY, SY!
Jeg elsker at sy og har virkelig  haft alt for lidt tid til det, siden jeg blev mor! Jeg er stort set autodidakt, hvis vi fraser håndarbejde i skolen og et aftenkursus på fagskolen, men passionen og nysgerrigheden er i top. Jeg syr primært børnetøj, men er også begyndt at bevæge mig ind på tøj til mig selv og tilpasning til formatet bred-mås-smalle- skuldre.

Når jeg skal købe stof, er det primært i Stof2000 eller lignende, men jeg har virkelig en guilty-pleasure i Metermeter.dk!  Oh my! Her kunne jeg virkelig formøble formuen på seriøst lækre kvalitetsmetervare og fede internationale snitmønstre. Suk! Hvis jeg kunne leve af det eller havde en virkelig rig mand, så kunne jeg virkelig godt drømme om at leve af at sy. Indtil da, må jeg nøjes med at drømme.

Hvis du vil se lidt af, hvad jeg laver, så kig forbi på Instagram: @madebymetten

fabric_thumb

Løb for livet
En anden ting, som giver mig energi er også at løbe. Jeg bliver aldrig nogensinde marathonløber, men 5-7 km løbetur kan få en dårlig dag til at blive markant bedre. Mellem os sagt, starter jeg de fleste løbeture med at sige “Jeg gider ikke, men jeg skal”, og så går det hele lidt bedre. Når jeg først er kommet ud, kan jeg jo godt lide det alligevel.

Jeg har været medlem af et fitnesscenter i mange år, men for et år siden opsagde jeg det og lovede mig selv, at jeg ville løbe igennem hele året. I slud, sne, regn, blæst og hedebølge. Det har jeg gjort, og jeg har ikke fortrudt det ét eneste øjeblik.

Officielt løber jeg ikke for at tabe mig. Den hellige forklaring er, at jeg løber for at få energi. Den ærlige er, at jeg løber for at holde vægten nede, om ikke andet, når jeg sidder på kontor små 8 timer om dagen, og at den forbrænding, jeg altid har pralet med, har lidt en krank skæbne efter barn nr. 2 og med de 35 år lurende lige rundt om hjørnet.

Hvis mit Dankort ikke havde grænser
…Købte jeg det meste af, hvad de har på Mocaclothing.dk eller i London. Gerne highstreet-tøj, men noget som giver kant og kvindelighed på samme tid, og så selvfølgelig sko – masser af sko! Løbetøjet måtte meget gerne komme fra Under Armor eller Kari Traa, og bilen måtte gerne have en større motor end den nuværende 1.0. Hvis jeg kunne spise ude flere gange om ugen, skulle jeg ikke føle mig for fin til at poppe sushi, som andre popper  bolcher, og skulle jeg ikke op på arbejde tidligt næste morgen, ville jeg smække en flot kjole og et par stiletter på lidt oftere og få latterkramper sammen med de kvinder i mit liv, jeg holder mest af og drikke Asti til.

Mormor-faktor
En anden måde for mig bogstaveligt talt at give livet luft på, er ved at komme ud i vores have og kratte i jorden. Haven er ikke ret stor, men den har alligevel ret høj mormor-faktor. Mellem legehus og gyngestativ er der frugttræer, rabarber (som i øvrigt stammer fra min egen oldefars kolonihave), staudebed og rosenbed. Hele herligheden kommer med en nysgerrig nabo, som ynder at sætte sin stige op over hækken og belære mig om havehold og hvordan tingene har været i kvarteret de seneste 40 år. Resten af naboerne er ganske ok.

Jeg er ikke gået all in på selvforsyningen her i suburbia, men det er hyggeligt og det er en have med flere “rum”, som min morfar engang lærte mig, at de hyggeligste haver har. Der er farver året rundt, der er ukrudt i krogene og skvalderkål under hækken, og bevæbnet til tænderne og iklædt gummistøvler, bekæmper jeg (på miljøvenlig vis selvfølgelig!) modbydelige krapyl som dræbersnegle og spindemøl. Skal jeg selv sige det, er haven pokkers hyggeligt og lige, som jeg gerne vil have den.

Det er et lille udsnit af kvinden bag bloggen. Mig – bare mig. Familien fylder langt det meste – i hvert fald den del, hvoraf halvdelen er medlemmer, jeg selv har lavet.

I folkeskolen knækkede min formningslærer den lerskildpadde, jeg med møje og besvær havde lavet, med begrundelsen at den var grim og ikke god nok. Så pædagogiske var vi ude på landet. Til gengæld synes jeg, at jeg har formet og skabt to smukke små mennesker og en ret fin lille enhed, som jeg er ganske stolt af.

Indrømmet: Jeg er en langt bedre mor, hvis jeg kan få lov til indimellem at dyrke disse ting – bare lidt en gang imellem. Det kan måske lyde lidt huleboeragtigt, for selv om personlighedstests viser, at jeg er en “people person”, så har jeg brug for at være alene indimellem, for at formå at være glad.

Heldigvis indeholder nærmest alle dele af mine interesser også muligheden for at lukke døren op og lade ungerne ind, hvad enten de syr broderisting på karklude eller slås om, hvem af dem, der skal trykke på retur-knappen på symaskinen, eller om Ældstepigen cykler ved min side, imens jeg løber eller lillemanden graver alle mine blomsterløg op, imens han triumferende råber: Mig ordner det lige, mor!

Livet som mor og mig, kan være travlt, forjaget, træls og føles utilstrækkeligt. Men det føles nu altså overvejende ret godt.

Runner's high

Man må godt rose sig selv en gang imellem. Jo, det må man godt – også i Jantelovs Danmark. Og det har jeg tænkt mig at gøre! For jeg er dælendyleme stolt af, at jeg er kommet godt i gang med at løbe regelmæssigt igen. Ikke som i et iForm-løb og DHL-stafetten med kollegaerne på et år (…hvilke jeg faktisk begge har gennemført i 2015…), men som i 2-4 gange ugentligt! 5 km hver gang, for jeg har faktisk ikke lyst til mere lige nu. Sagt på en anden måde: Et sted mellem 10 og 20 km. i skoene pr. uge. Det lyder lidt bedre, synes jeg, og langt mere motiverende for at fortsætte.

Før jeg fik børn, vejede jeg omkring de 52 kilo og trænede næsten hver dag i fitnesscenter. Løb diverse forårsløb fra kold (læs: uden fortræning) og fik ingen skader.

Så fik jeg børn og træningen blev reduceret til et minimum. Når jeg endelig kom afsted til træning eller ud og løbe, fik jeg en skade med i købet. For 1,5 år siden rev jeg en af lægmusklerne over under en løbetur (troede seriøst ikke, at man kunne det ved “så lidt”), og den skade har jeg brugt mere end et år på at få til at hele. Efter 6 måneder, troede jeg, jeg kunne starte med at løbe lidt igen, men efter en enkelt forkert bevægelse, var der igen en muskelruptur, og jeg var sat ud af spillet i en længere periode igen.

Så det har været med museskridt, at jeg har tilbagelagt en kort distance, men det har flyttet enormt mange mentale kilometer, igen at “kunne noget”. Ved hjælp af fysioterapi, kinesiotaping og tålmodighed, er jeg på vej den rigtige vej igen, og det føles rigtig godt. Det er mine 25-30 minutter, som børnene, manden og jobbet ikke kan røre ved. Det er én af de få ting, jeg gør for mig selv.

Jeg kommer aldrig til at veje 52 kilo igen – i hvert fald ikke, før jeg er gammel og svinder ind. Og det er også ok. Men jeg løber, for at blive gammel. For ikke at stå af inden de 50 år, som min egen far gjorde.

For mig er det lige nu mest lysten og lidt pisken, der får mig ud på forstadens fortorve. Lysten til at gøre noget for mig selv. Lysten til at være aktiv. Lysten til at føle præcis den følelse, jeg har, når jeg er hjemme igen. Pisken over at sidde stille bag et skrivebord 8 timer om dagen. Pisken over de genstridige 5 ekstra kilo efter anden fødsel. Pisken over ikke at lave noget som helst andet aktivt, end at cykle de knap 3 km til og fra arbejde og hver morgen at overbevise mig selv om, at dagen starter bedre, hvis jeg afleverer børnene i bil, og derved sparer tid. Og det sukker, der ryger ned som “trøst” i en stresset familiehverdag.

Jeg er hamrende stolt af, at jeg kommer ud og afsted. Og det havde jeg bare lige behov for at fortælle 😉