Toen si’r itte tyttelityyyy

“Diider itte!”. Det er den velkomstsalut jeg på det seneste får hver morgen, når jeg langsomt vækker yngste-slynglen. Trodsalderen har for alvor fået en solidt greb i unge Hr. V, og den får ikke for lidt. Især på den lettere tvære konto. Der bliver sagt “Vil du være sød at lade være med at råbe” (i forskellige variationer alt efter forældrenes overskudsniveau og antallet af gange, det har været gentaget inden for en time), og vi taler rigtig meget om, hvordan man taler pænt til hinanden. Lige nu hænger det ikke ved, men vedholdenhed belønner sig forhåbentlig.

Nogen har forvandlet min lille blide bjørn til en stor dreng med en særdeles stålsat vilje. Han kan nu stadig være kærlig, men yndlingsorden er “Neeeeeeej”, “Mig itte lege med dig” eller “Mig ikke liiii’ det”.

Nok er der trods, men han er nu også en ganske skæg lille starut lige præcis nu. Eftertænksom, fjollet, gavtyv-agtig og så leger han helt vildt med sit sprog. Synger og bygger sætninger, så det er en fryd. Til forskel fra hans søster, har han en ganske glimrende sangstemme…

Dog halter det gevaldigt med g’erne og k’erne. Det lyder lige så charmerende, når han taler, samtidig med at han lægger hovedet på skrå og smiler, så man kan se hans vind og skæve tænder. “Mig dider dodt lege med dig, mor”.

Vi har også lidt at arbejde med i forhold til mig og jeg. Særligt skægt er det, når jeg siger til ham, at det hedder “JEG gider godt lege med dig, mor”. Promte protesterer han: “Nej, itte dig – mig”, når børnelogikken i, hvem der RENT FAKTISK gider sætter ind :-).

Hans far elsker at få ham til at sige, hvad en hane siger. Indrømmet: Det er sjov på sønnikes bekostning.

“V, hvad siger en hane?”, fedter faren.

Sønnike laver trutmund og ser eftertænksom ud i 30 sekunder. “Den siger tyttelityyyy”, svarer han stolt.

“Hvem siger så muuuuh?”

Igen en tænksom mine…. “Det gør en to!”, griner knægten.

“Det hedder en KO”, svarer far.

Og her bliver det straks lidt mere speget…

“Nej nej nej, far. Itte en TO! Toen si’r itte tyttelityyy – det dør hesten!”, svarer sønnike med alvorlig mine og overbevisning i stemmen.

Veludviklet sans for humor for en knap 3-årig eller usædvanlig ringe korttidshukommelse….don’t know. Men vi hygger os meget med det 🙂

 

Man skal høre meget, før ørerne falder af – part III

Vi har været der før. Omkring mine ungers skønne, skøre og sære udbrud og påfund. Det er efterhånden længe siden, men I kan da tage et genhør her og her.

Nu er de i gang igen – og denne gang kan lillebror også være med…

Lillemanden kommer løbende med min telefon, der lige har bippet, fordi der er kommet en sms. Han råber glædesstrålende: “Mors fon siger bip!”. Jeg roser ham, fordi han afleverer telefonen (og ånder lettet op, over at den ikke endte på badeværelsets fliser!), og smiler over, at han nu kan sætte 4 ord sammen til noget forståeligt i stedet for den sædvanelige grød af ord, der ligner lidt og alligevel ikke giver helt mening. Ved aftensmaden slipper søster en højlydt fis ved bordet, og vi siger til hende, at det ikke var særlig lækkert. Men brormand lægger sin gaffel og hans ansigt lyser op og han råber: “Søster siger bip!”. Og så var der pludselig ingen, der kunne holde den voksne og ansvarlige mine længere 😉

Vi bliver omkring spisebordet. Ældstepigen sætter sig modvilligt til bords og smækker sin gående legetøjsgris op på bordet og siger: Den spiser pænt og lugter ikke, så den må godt komme med til fest!” 🙂 Det kunne vi ikke modargumentere og grissebassen fik også en pandekage.

Ældstebarnet er i børnehave, og gruppen tegner, imens de lytter til Frost-soundtracket. En af pædagogerne har ikke set Frost-filmen og spørger børnene om, hvad de bedst kan lide og hvem, der er hvem. Min datter rejser sig op og holder en hånd for munden af pædagogen og siger: Kan du ikke lige holde mund, så vi andre kan høre noget! Heldigvis grinte pædagogen, imens hun fortalte mig om det.

Lillemanden er enoooormt glad for sin egen endnu mindre mand. Hans kæreste vedhæng. Dillermanden. Han benytter enhver lejlighed til at hive ud i bleen og præsentere den, og råber stolt: Tisser! Hans passion har søster selvfølgelig opdaget og når vi møder nye mennesker og de omtaler hendes lillebror som fræk eller sød eller lignende, svarer hun med slet skjult stolthed i stemmen: “Min lillebror elsker biler og mad og sin tissemand. Han er så glad for den, at han hiver i den hele tiden”… Forældrene prøver til stadighed at finde en grimasse, der kan passe.

Sidst men ikke mindst skulle jeg for en uge siden investere en mindre formue i nyt undertøj. Ok, skulle nok ikke. Valgte. Manden prøvede ihærdigt at holde yngstebarnet fra at hive alle BH’er ned fra bøjlerne, og jeg tog ældstebarnet med ind i prøverummet. Imens jeg prøvede BH’er, løb yngsteslynglen ind og ud under forhænget og morede sig kosteligt. Det var ligesom alternativet for ikke at få ham ind til de øvrige damer. Han er den meget kærlige type – altså barnet – og krammer gerne andre damer end mor. Og midt i hele cirkusset lød så ældstebarnets klare og tydelige røst: “Du har bare verdens smukkeste bryster, mor!” Og for en gangs skyld holdt lillebroderen mund, så man kunne høre en undertrykt latter fra de øvrige prøverum…

Jeg lover jer det: Det skal nok komme mere. Bare rolig. Dette er blot det uddrag, min trætte, stressede hjerne kan komme op med.

To be continued…

Livets skrøbelighed

Kan du huske, dengang du var barn og ikke anede, hvad døden var? Ikke anede noget som helst om depression, terrorisme, hjertesygdomme, realkreditlån, skilsmisser og livets ulideligheder generelt? Dengang hvor alle dage havde solskin, og regnede det endelig, var det en invitation til at tage gummistøvler på og hoppe i vandpytter og have en fest? Hvor man ikke tænkte på, hvor pengene kom fra, og man troede, at alle døde, når de var gamle. Mindst 100 år. Dengang verden var simpel.

Jeg kan tydeligt huske, da jeg var 10 år, og et vennepar af min mors mistede deres lille 10 måneder gamle søn til sygdom. Det var på alle måder uforståeligt og på alle måder imod min fatteevne, at et barn kunne dø. Han havde jo knap nok levet.

Jeg kan huske første gang, jeg havde været i banken og var nødt til at låne 3000 kr. da min børneopsparing var låst til 21 år og jeg skulle flytte på kollegium og ikke havde penge til at betale depositum. Følelsen af ikke helt at være fri mere, da jeg stod foran banken, og dørene lukkede bag mig.

Jeg kan huske, da min far døde, og jeg pludselig skulle forholde mig til, at et menneske, jeg havde taget for givet skulle være i mit liv, til jeg var langt mere voksen end kun i starten af 20’erne og 50% af min genpulje forsvandt. Ikke fra min egen krop, og alligevel føltes det som så på mange områder. 50% af mit ophav og min selvforståelse forsvandt, før jeg havde en reel chance for virkelig at lære det at kende.

Jeg husker, da jeg første gang flyttede fra en kæreste efter et langt forhold. Pakkede mine ting og gik, fordi hans temperament var en faktor, jeg ikke kunne leve med. Følelsen af befrielse og nederlag på samme tid og et vognlæs møbler i vejkanten.

Jeg kan smerteligt tydelig huske, hvordan det føltes at få af vide, at jeg ventede et alvorligt sygt barn, og den ulidelige uvished, frygt og sorg, der fulgte. Til gengæld husker jeg også – og mærker til stadighed – den enorme stolthed og glæde over, at han var stærkere end nogen af os havde turde tro på! Følelsen af, at han har sejret sammen med lægerne, og at jeg har sejret igennem ham. At lykken kom trods dystre skyer.

Modgangen har gjort mig enormt bevidst om livets skrøbelighed. Nogle gange for bevidst. Hvordan vi som mennesker kan have alt og miste alt, og at grænsen herimellem er hårfin. At det på overfladen almindelige og normale kan indeholde en dybde og et mørke, man ikke kan se med det blotte øje, som da folk klappede min højgravide mave og sagde “Ih, hvor må du være lykkelig”, uden at vide, at vi ikke havde fået lovning på livet.

Med samme dualitet har dagen i dag mindet mig om, at man skal elske det liv, man er givet. Høj på meldingen om, at min søn klarer sig bedre end ventet i lægernes øjne, og langt nede over beskeden om en kollegas – på overfladen – uforklarlige selvmord. Ufatteligt og fantastisk på den ene side og ufatteligt og tragisk på den anden. Så meget, at jeg ikke ved, hvor jeg står. Turde jeg have troet på min søns styrke, hvis nogen havde givet mig lov at se ind i fremtiden for to år siden. Turde tro på, at vi skulle have lov at være så heldige at få så stærk en søn. Og samtidig: Burde jeg have set tegn på, at min kollega havde det skidt? Overså vi noget, der kunne have omstødt handlingen?

Tankerne har kredset hele dagen imellem de to poler, og efterlader mig mest af alt med følelsen af, at jeg skal huske at fortælle dem, jeg elsker, hvor meget de betyder for mig. Huske at glædes, og samtidig at få alt ud af den tid, vi har sammen. Huske at være taknemmelig, men også at leve fuldt ud.

På det seneste har der været folk, der ville springe ud fra taget af høje bygninger i min lille by og jævnligt er der tosser, der ringer falske bombetrusler ind. Noget, hvor man tænker, at de nok ikke vil gøre alvor af det alligevel, men lukrerer på det kaos og den intense opmærksomhed deres ord giver i lige netop DET øjeblik. “Det er godt gjort, at vi andre gør alt for ikke at blive syge og for at holde fast i livet, når andre sætter det på spil for opmærksomhed”, sagde en person til mig for kort tid siden. Og han har ret. Men så er der også dem, der går stille med det, og desværre gør alvor af deres intentioner og efterlader deres nærmeste og tilfældigt forbipasserende med ar på sjælen. Der er altid en grund til et selvmord, men den er desværre ofte usynlig for andre, hvor tæt de end står på. Det stille vand, den dybe grund, siger man.

Jeg har i 4,5 år haft en ganske særlig grund til at holde fast i livet og passe ekstra godt på det. Fordi jeg er nogens mor og har lovet at passe på mine børn og beskytte dem, så meget jeg formår. I 2 år har jeg holdt fast i håbet om livet for min søn og kæmpet med næb og klør for det. Grædt, bedt, råbt og slået i puder, tvivlet på mig selv og verden og grædt noget mere. Jeg kan ikke tage hele æren for, at han er her hos os i dag, men jeg har gjort alt, hvad der var i min magt. Pinagtigt bevidst om, at livet er en forbandet skrøbelig størrelse.

Jeg kan blive helt bekymret for, om mine børn nu ved, hvor meget jeg elsker dem. Om jeg får sagt nok til min mand og min familie, at de betyder alverden for mig og at jeg elsker dem. At jeg lever i stedet for at puge penge sammen til en alderdom, jeg ikke ved, om jeg får at se, og alligevel med ønsket om at sikre mine børns fremtid. Måske dystert og irrationelt at tænke på, når man ikke engang er midt i trediverne. Men hvem har lovet mig noget?

Så kan vi ikke love hinanden, at vi holder rigtig godt fast i det, vi har fået givet og i fællesskab får det bedste ud af det? Ved at være ærlige og kærlige over for hinanden. Ved at åbne op og sammen komme videre uden fordomme, forbehold og facade. Lægge kortene på bordet og være (med)mennesker.

Jeg har ikke bedre måde, at sige det på, end Steffen Brandt og co gjorde det i 1988: Kys det nu, det satans liv!

Jeg tænkte, nå, men det er så livet
sådan ser det altså ud
lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt
og helt almindeligt

Der er nogen chancer, som man selv kan ta
og flytte rundt med hvis man synes
lidt op og ned, du ved, man klarer sig
åh, Gud hvor åndsvagt

Kys det nu, det satans liv
grib det, fang det før det er forbi

Og bedst som livet lige gik så godt
og bilen næsten var betalt
kom du og krævede mit hjerteblod
og intet mindre

Jeg tænkte, nå, er det nu rigtig klogt
måske en smule for moderne
jeg har jo, jeg skal lige, og vent dog lidt
åh, Gud hvor åndsvagt

Kys det nu det satans liv
grib det, fang det før det er forbi
Kys mig nu godnat, farvel
gå, nej ta og bliv alligevel

Sandheden om nyfødte

Har jeg sagt fornylig, at jeg elsker bloggen The Ugly Volvo????? Det gør jeg! Og jeg vil stærkt anbefale dig at læse den, hvis du, lige som jeg, ikke er den fødte speltmor og drømmer om at blive hjemmegående, og til tider har overvejet, om der var en returpolitik på ungerne 🙂

Jeg kan ikke udelukke, at der rent faktisk findes brugeranmeldelser af set-uppet derude i cyberspace et sted (…min blog er vel på en måde én af slagsen…), men læs lige det her, hvis du har eller har haft småbørn for nylig. Det er vanvittigt morsomt – mest af alt fordi det er sandt på et eller flere plan…

The Ugly Volvo

Undskyld jeg har reproduceret

Jeg skrev et lignende indlæg, sidst jeg var på barsel. Men intet har ændret sig på tre år, er jeg ked af at konstatere. De ældre beskylder de unge for at have dårlig pli, men mange unge kunne med rette sige “Spejl, og DOBBELTSPEJL” (eller…måske? Har ikke rigtig den rette lingo under huden mere, efter jeg har passeret de 30…).

For hvad sker der liiiiige for ældre mennesker, der har trang til at gøre livet surt for småbørnsforældre? Som får et kick ud af at skælde ud på sagesløse mødre med barnevogn eller som sidder og venter på enhver lejlighed til at skælde den yngre generation ud? (Ja, sådan virker det!). Hvor blev de venlige gamle damer af, der nev i fede barnekinder, smilte sødt og havde tvivlsomt smagende tyske frugtbolcher i en dåse i tasken. Hvor blev de ældre herrer af, der havde en kæk og munter bemærkning i ærmet. Hvor fa’en er de forsvundet hen?

Nu hvor jeg færdes ude i samfundet i formiddagstimerne, er det som om, min barnevogns blotte tilstedeværelse er som et rødt flag for dem, som ikke længere har noget at få tiden til at gå med. Jeg har ikke kasketten siddende alt for højt oppe på hovedet eller bukserne hængende så langt nede, at der ikke skal meget sidevind til, før de falder ned. Jeg råber ikke “Hvad fuc* rager det dig” (…har rent faktisk styr på min grammatik og har også undervist i den…) eller fylder bussæderne eller fortovet. Jeg er 30+ og vil bare gerne gå en tur med min spæde søn i barnevognen eller vedligeholde mit hus og min have. Forstadskedelig og det hele.

Men hvis jeg tænder græsslåmaskinen kl. 18.00, så er det midt i maden, skriger den gamle mand i baghaven. Og hvis jeg tænder den kl. 13.00, er det midt i middagsluren. Og kl. 19.00 er det midt i nyhederne… Jeg tænder den af omtanke ikke i tidsrummet før kl. 8.00 eller efter kl. 21.00. Hertil tænker jeg faktisk på mine medmennesker. Men jeg er ret sikker på, at du også ville finde lejlighed til at råbe ad mig, for kl. 9.00 er det vel sagtens midt i formiddagskaffen og kl. 15.00 midt i Landsbylægen eller hvad pokker TV2 Charlie sender på det tidspunkt. Og når jeg så sidder og putter mine børn og prøver at få dem til at falde til ro kl. 20.00 og du finder tid til at slå dit græs eller råbe til de øvrige naboer over hækken, så står jeg ikke og råber af dig. Jeg affinder mig med, at sådan er det, at bo i Suburbia. Sådan er det, at have naboer i et parcelhuskvarter.

Og til det midaldrende/60+ ægtepar, som den anden dag pressede mig og min søn i barnevogn ud på kørebanen, fordi de partout skulle gå hånd i hånd på HELE fortovet i stedet for i 2 sekunder at trække lidt til side, imens vi kantede os forbi. I skal ikke snakke om, ikke at vise hensyn. Jeg stoppede op helt ude i siden af fortovet, så vi kunne passere hinanden, men konen skulede surt og manden vrissede, at sådan et “monstrum af en barneslæde” ikke skulle fylde det hele og nægtede at trække lidt til siden, så vi ikke havde andet valg end kørebanen for at passere. Det kaldes dårlig pli. Og ja, det ord kender jeg godt, selv om jeg er under 50 år, men det er længe siden, “kære ægtepar”, at I har slået det op i en ordbog og forstået dets betydning. Og når I er ved det, så læs også lige betydningen af “høflighed” og “omtanke”.

Nårh ja, og så har jeg stadig en hudafskrabning på højre achillessene, fra den anden dag, hvor en pensionist-scooter (eller hvad de der med hare og skildpadde-tempo hedder) på fortovet kørte op i hælen på mig. Og da jeg vender mig forskrækket om og siger av, bliver der fra damen 70+ kvitteret med et “Ja, så må du flytte dig, unge dame”. Da jeg brokkede mig over, at hun bare kørte ind i mig, svarede hun, at det ikke kunne være rigtigt, at de ældre ikke kunne komme forbi”, tiltrods for det faktum, at jeg gik helt inde ved hækken. Og så satte hun køretøjet i hare-mode og ræsede videre. Uden at sige undskyld.

Eller ham den ældre herre, der fandt det nødvendigt at irettesætte mig, fordi jeg havde valget mellem cykelstien eller kørebanen de ti meter, der ikke var fortov i dag. “Det er en cykelsti det her – så find dog et fortov. Eller det er du måske ikke gammel nok til at vide”. Undskyld mig, sure gamle mand. Du er i hvert fald så gammel, at du skal have stærkere briller og en pænere attitude, hvis du får ondt i r*ven over, at jeg betræder cykelstien, hvor der intet fortov er. Og jeg går endda så langt inde til siden, som jeg kan, imens du stadig har 1,5 meter fortov at passere på. Jeg holdt min mund og lod som ingenting. Hvilket bare pissede ham mere af.

Og så vil jeg ikke engang begynde på alle de samtaler, jeg overhører i bybussen p.t., hvor jeg desværre, på grund af en løbeskade, er tvunget til at tage den, når vi skal ind til byen. Alle de sure opstød om unge, der opfører sig ih og åh så dårligt. Om alle de unge, der ingen opdragelse har og ikke kan tale pænt. Om alle de unge, der er forkælede og ikke tænker på andre.

Undskyld, vi har valgt at reproducere os. Undskyld, vi har valgt at sætte nye arbejdstagere i verden, som skal være med til at køre samfundet rundt og betale skat, så I stadig kan komme på sygehuset og få Folkepension. Det vides ikke, om samme privilegier er os i den yngre generation forundt, når vi engang har arbejdet, til vi er 72 år eller mere. Beklager, at vi er sådan en torn i øjet på jer. Men I skulle virkelig tage at se jer i spejlet og overveje, om I selv kunne være med til at provokere eventuelle modsvar fra den yngre generation. I skulle tage at feje for egen dør først, når I taler om pli og opførsel. For vi er faktisk nogen, der stadig efterlever dette og sætter en ære i at lære vores børn det samme.

DISCLAIMER: Fare for generalisering.

3. år med Førstegangsmor

Ja, det er simpelthen allerede 3 år siden, jeg startede denne blog og i al ydmyghed bøjer jeg nakken over, hvor mange, der følger med og giver sig tid til både at læse, hvad jeg skriver og ikke mindst kommenterer på det. Det er jeg SÅ glad for! You are the best!!!!

Men hvad fandt I interessant i 2013? Måske kan du endda huske, hvad der første gang gjorde, at du fandt vej til min blog? Det vil jeg da meget gerne høre, så jeg ved, at det ikke kun er obskure søgemaskiner og russiske datingbureauer, der lægger vejen forbi (o:

Her er en lille status for det år, som vi lige (heldigvis) har vinket farvel til:

  • I 2013 blev bloggen 151 indlæg rigere! Hold nu op, hvor må jeg have haft mange ord og tanker, der skulle ud!
  • Den 20. august 2013 var den mest travle dag i bloggens historie!
  • Det mest populære indlæg var i 2013 igen “Udstyrsliste til baby – hvad fik jeg rent faktisk brug for?” Derudover blev der søgt meget efter at fjerne jordbærpletter på tøjet, småtspisende babyer, livet som træt mor og så på indlægget “Min mor boller“. Sidstnævnte er faktisk lidt skræmmende, når man ser de søgetermer, der benyttes for at finde frem til netop dette indlæg. Klamme, klamme hjerner derude, kan jeg sige. Overvejer faktisk at ændre titlen og tags på indlægget!
  • Bloggen blev bl.a. vist ved at nogen derude (måske dig?) søgte på udstyrsliste til baby, indkøb til baby, førstegangsmor og mandeinfluenza(???!???).
  • Bloggen blev besøgt af folk fra 67 lande (som sagt nok nogle russiske datingbureauer eller obskure søgemaskiner…)
  • Maja, Nina, Sine, Karen og Marie – I tager prisen for mest aktive kommentatorer! Tak tak tak tak og tak!!!! Keep it coming!
  • Status dags dato er 467 indlæg (med dette), knap 48.000 besøg (and still counting!) og en rigtig stolt blogindehaver, der har verdens bedste følgere <3

Godt nytår!

Lille menneske

Lille menneske for enden af et bord. Lille menneske, med en vilje så stor, og stadig uden ord som verden kan forstå.

Lille menneske, så meget du skal nå, så meget du skal få.

Lille menneske med livet foran dig, livet som du fik af mig, håber, du kan finde vej – og den din egen.

Lille menneske, jeg håber jeg kan vise dig vejen, min egen, uden at stoppe legen.

Lille menneske så fin. Lille menneske, du er min!

Til inspiration og fornøjelse

Tjek Blogrollen i højremenuen. Den er opdateret med lidt nyt til de kreative, de underfundige, de voksne og de mindste! Fra franske fristelser, over hverdagstanker til kreative hjerner og hænder.

Har du andre gode forslag til blogs for eller om moderskab, kreativitet eller livet generelt, så smid et link i min retning!

Tisseprinsesse

“Mette!”, råbte min mand i morges (…det er i øvrigt morgen stadigvæk, men morgen er inddelt i faser her i hjemmet: MEGET tidlig morgen, morgen og efter-morgenmad-og-ble-skift-morgen).

Jeg vidste godt, hvad der var galt – tog et håndklæde med på vejen op til puslepladsen. Og ganske rigtig. Der stod min høje mand med vores datter holdt op i luften. Begge kiggede de ned på puslebordet, hvor en større tisse-sø formede sig.

Det dryppede fra Lille Es mave og ben. Hun havde åbenbart ligget på maven på puslebordet, da blæren gav los.

Hun er babymester 2011 i lang-tis, liggende tis og tis når holdt i udstrakt arm. Jeg priser mig faktisk dagligt lykkelig for, at vores førstefødte er en pige, når vi nu åbenbart ikke lærer, at hun er og bliver naturist. Nyder, at have rumpetten fri og få luft på den. Havde hun været dreng, ville vi for alvor være i skudzonen.

“Man får da udvidet sin horisont”, sagde min mand forleden dag, da vi diskuterede, om farven på prinsessens efterladenskaber nu også var ok. Og det kan jeg kun give ham ret i. På samme måde, som jeg for 1 år siden tænkte “Jesus ******, så få jer dog et liv!”, når forældre stod og snakkede om, om den lille sked regelmæssigt og om gylp og bletilbud.

Nu er jeg blevet én af dem! GISP!

Jeg prøver, at holde nogle af de personlige detaljer tilbage i det offentlige rum og de sociale medier. Men der er sikkert også nogle, der tager sig til hovedet og tænker. “F*ck nu af med de babybilleder på Facebook!”, “Få dig et liv”. (Her på bloggen er jeg undskyldt givet bloggens navn. Så ved I jo ligesom, hvad I går ind til…)

Jeg har fået et nyt liv, må jeg sige og er beredt på alt fra tisseprinsesser til tudeture og troldeunger med temperament. Bare kom an!

Gamle liv!

“Åh, dit gamle liv”, siger min mor ofte til min mormor, når hun er træt af dage og træt af livet. “Gamle liv” – sikke en vending. Både lidt nedsættende og samtidig enormt præcis. Min mormors liv er gammelt – måske endda mere efter hun har fået prædikatet Oldemor. Hun har levet siden 1930 og har oplevet én af de to verdenskrige.

Jeg har levet siden 1981 og har oplevet 2 finanskriser – en kartoffelkur i 80’erne og den, der nu ryster det globale marked i sin grundvold. Men siden 16. maj 2011, har jeg godt nok følt mig gammel. Siden jeg blev mor, er jeg sgu blevet et gammelt liv. Sukker dybt og smider mig tungt i sofaen en lørdag aften. Barnet sover og nu er det min tid! Men alt, hvad jeg orker er at tjekke Facebooken og konstatere, at de andre i mødregruppen også er online – halleluja og amen for det hellige moderskab. Man kunne faktisk godt drømme om en kold faldøl og noget god livemusik. Men det må blive ved drømmen. Drømmeland er i øvrigt også faretruende nær, når først der kommer ro i huset.

I dag blev et vennepar forældre – til en lille dreng. En mms med billedet af den nybagte mor med sønnike på maven tikkede ind på telefonen. Ren lykke (og en del træthed) at spore i hendes ansigt. Alle forventningerne forløst i den lille størrelse, hun for få timer siden pressede ud til livet.

Jeg er 4 måneder inde i mor-gamet. Men jeg kneb en tåre ved synet af billedet. Det virkede på én gang som en fjern fortid og alligevel så ualmindeligt nært. Jeg husker, da jeg selv kiggede på min lille pige – overvældet af følelser, forvirring og træthed efter 16 timers fødsel + det løse. Nogle gange kan jeg faktisk godt ligge og kigge på min datter, der leger, og tænke: Gud ja, jeg har squ da født hende! Jeg har FØDT? Wow, så er jeg altså virkelig blevet voksen.

Livet er rykket fremad med syvmilestøvler på. For 2 år siden sad vi – sammen med ovennævnte vennepar – og drak os en kæp i øret nytårsaften, var dumme at høre på, tror jeg sagtens, og fejrede min 28 års fødselsdag. For 2 år siden var vi unge og uden forpligtelser over for andre end hinanden og vores respektive jobs. 1 år senere – nytårsaften blev jeg 29 og var præcis halvvejs i min graviditet. Og vores vennepar må have været tæt på undfangelsen af deres barn (hvis man skal tro en aldersforskel på 4 måneder på vores små). I år – på min 30 års fødselsdag – vil vi sikkert sidde og snakke om børn og bleer – holde igen med alkoholen, for bevares – de små kunne jo vågne og have brug for os, og der er jo en ny dag og et nyt år i morgen. Vi vil være fornuftige og vil have en masse forpligtelser – over for os selv, hinanden, jobbet – men aller mest overfor de to små smukke unger, vi har sat i verden.

Jeg er blevet “et gammelt liv” – og mit gamle liv er for altid væk. Erstattet af et nyt liv, som mor, kone, ven og kollega. Som mor, datter og barnebarn. Fra total overskudspige til mor i total søvnmangel.

Det er vildt, som livet kan ændre sig – og skal ændre sig. Ikke at vi bare skal give køb på det hele i forbifarten, imens mor-toget drøner forbi. Det gamle og det nye liv skal på sigt sammensmeltes – man har det gamle liv med i baggagen og vil kunne finde de vigtigste dele frem, når man har brug for dem. Nogle vil dog være forsvundet for altid.

Begræder jeg, at jeg er blevet et gammelt liv? Indimellem kan jeg tvivle på mig selv og mine valg. Indtil jeg kigger på min sovende, fredfyldte og uskyldige datter – så ved jeg, at jeg har fået mere, end jeg måtte lægge bag mig. Indtil jeg ser billeder af mig selv eller min veninde med et lille nyfødt væsen på maven. Så ved jeg, hvorfor jeg havde en trang til at tage livet til “the next level”.

Kan jeg savne mit gamle liv? Ja, for pokker! Indimellem kan jeg. Og det jeg savner er nok overskuddet, overblikket og uafhængigheden. Kan jeg holde til at være “et gammelt liv”? Det skal jeg. For nu har jeg selv ansvaret for at præge et nyt liv og give det liv indhold og mening og de bedste forudsætninger i hendes liv. Og når den mission engang er opfyldt, er det hende, der kommer og kalder mig “dit gamle liv”. Og hun vil, mere end nogensinde, have så uendeligt ret…