Lidt royal har man lov at være

Ingen morgen uden ballade i det lille hjem. Sådan føles det i hvert fald mange gange. Lillemanden har fået vanen fra helvede med at skrige som en vanvittig, fra vi tager ham op af sengen og skifter ham, til han har fået sat halvdelen af havregrøden til livs. Sulten velsagtens, men vi har altså endnu ikke trukket ham i kost… Hysteriske hyl, selv om maden står lige foran ham. Det giver ingen mening. Men så er det godt, at prinsesse ældstebarn p.t. er ret glad om morgenen og forholdsvis medgørlig, hvis vi fraser, at det tager 20 min og lige dele opfordringer til at få det åndssvage tøj på!

Her til morgen kom hun triumferende ned i køkkenet og præsenterede mig for to fastelavnskroner. Ikke prinsessekroner, som jeg var så dum at antage. Dronningekroner, om man må be’! ”For Elsa (fra Frost, forstås) er jo ikke prinsesse. Hun er dronning, mor!”. Den ene krone var tiltænkt mig og pligtskyldigt tog jeg den på, imens havregrynene blev indtaget i noget a la zombie-mode, imens jeg undrede mig endnu en gang over, hvorfor børn, der ellers sov igennem, nu skal til at skrige og være vågne 3-4 gange hver nat – every f***ing night!

Morgenmadstallerkener i opvaskemaskinen, madpakker i tasken, tasker, flyverdragter, termostøvler m.m. ud i bilen… Alt på rutinen. Vinke til naboen, der bakker ud af sin indkørsel ca. samtidig med, at jeg pakker bilen. Men han var da misundelsesværdigt morgenfrisk. Han sagde ikke noget, men vinkede på en sær måde. Hvad legede han? Dronning Margrethe? Med indadvendt vinkehånd og stort smil og det hele. Mærkeligt! Måske man bare bliver så overskudsagtig og rent faktisk prøver at have en humoristisk tilgang til tilværelsen, når man er tæt på 60 år og man ikke længere skal tage vare på sine børn???

Og så var det, jeg så mig selv i spejlet, da jeg satte skoene i entreen… Næææææh, sikke’n nydelig krone, de har på hovedet, bloggerdame…

It all makes sense! Han var ikke ualmindeligt lalleglad før kl. 6.30 om morgenen – jeg inviterede selv joken. Men ok. Min forfængelighed døde den dag, jeg skubbede Lille E ud af maven og blev mor. Jeg overlever – ja, jeg har vænnet mig så meget til det, at jeg ganske givet også kunne være mødt op på job med kronen på uden at tænke over det. Og naboen har nok vænnet sig til, at vi ikke er helt normale på den anden side af hegnet. Måske jeg også en dag vænner mig til, at han render nøgen rundt, når han skyller sit løbetøj op om sommeren.

Don’t know…

Undskyld jeg har reproduceret

Jeg skrev et lignende indlæg, sidst jeg var på barsel. Men intet har ændret sig på tre år, er jeg ked af at konstatere. De ældre beskylder de unge for at have dårlig pli, men mange unge kunne med rette sige “Spejl, og DOBBELTSPEJL” (eller…måske? Har ikke rigtig den rette lingo under huden mere, efter jeg har passeret de 30…).

For hvad sker der liiiiige for ældre mennesker, der har trang til at gøre livet surt for småbørnsforældre? Som får et kick ud af at skælde ud på sagesløse mødre med barnevogn eller som sidder og venter på enhver lejlighed til at skælde den yngre generation ud? (Ja, sådan virker det!). Hvor blev de venlige gamle damer af, der nev i fede barnekinder, smilte sødt og havde tvivlsomt smagende tyske frugtbolcher i en dåse i tasken. Hvor blev de ældre herrer af, der havde en kæk og munter bemærkning i ærmet. Hvor fa’en er de forsvundet hen?

Nu hvor jeg færdes ude i samfundet i formiddagstimerne, er det som om, min barnevogns blotte tilstedeværelse er som et rødt flag for dem, som ikke længere har noget at få tiden til at gå med. Jeg har ikke kasketten siddende alt for højt oppe på hovedet eller bukserne hængende så langt nede, at der ikke skal meget sidevind til, før de falder ned. Jeg råber ikke “Hvad fuc* rager det dig” (…har rent faktisk styr på min grammatik og har også undervist i den…) eller fylder bussæderne eller fortovet. Jeg er 30+ og vil bare gerne gå en tur med min spæde søn i barnevognen eller vedligeholde mit hus og min have. Forstadskedelig og det hele.

Men hvis jeg tænder græsslåmaskinen kl. 18.00, så er det midt i maden, skriger den gamle mand i baghaven. Og hvis jeg tænder den kl. 13.00, er det midt i middagsluren. Og kl. 19.00 er det midt i nyhederne… Jeg tænder den af omtanke ikke i tidsrummet før kl. 8.00 eller efter kl. 21.00. Hertil tænker jeg faktisk på mine medmennesker. Men jeg er ret sikker på, at du også ville finde lejlighed til at råbe ad mig, for kl. 9.00 er det vel sagtens midt i formiddagskaffen og kl. 15.00 midt i Landsbylægen eller hvad pokker TV2 Charlie sender på det tidspunkt. Og når jeg så sidder og putter mine børn og prøver at få dem til at falde til ro kl. 20.00 og du finder tid til at slå dit græs eller råbe til de øvrige naboer over hækken, så står jeg ikke og råber af dig. Jeg affinder mig med, at sådan er det, at bo i Suburbia. Sådan er det, at have naboer i et parcelhuskvarter.

Og til det midaldrende/60+ ægtepar, som den anden dag pressede mig og min søn i barnevogn ud på kørebanen, fordi de partout skulle gå hånd i hånd på HELE fortovet i stedet for i 2 sekunder at trække lidt til side, imens vi kantede os forbi. I skal ikke snakke om, ikke at vise hensyn. Jeg stoppede op helt ude i siden af fortovet, så vi kunne passere hinanden, men konen skulede surt og manden vrissede, at sådan et “monstrum af en barneslæde” ikke skulle fylde det hele og nægtede at trække lidt til siden, så vi ikke havde andet valg end kørebanen for at passere. Det kaldes dårlig pli. Og ja, det ord kender jeg godt, selv om jeg er under 50 år, men det er længe siden, “kære ægtepar”, at I har slået det op i en ordbog og forstået dets betydning. Og når I er ved det, så læs også lige betydningen af “høflighed” og “omtanke”.

Nårh ja, og så har jeg stadig en hudafskrabning på højre achillessene, fra den anden dag, hvor en pensionist-scooter (eller hvad de der med hare og skildpadde-tempo hedder) på fortovet kørte op i hælen på mig. Og da jeg vender mig forskrækket om og siger av, bliver der fra damen 70+ kvitteret med et “Ja, så må du flytte dig, unge dame”. Da jeg brokkede mig over, at hun bare kørte ind i mig, svarede hun, at det ikke kunne være rigtigt, at de ældre ikke kunne komme forbi”, tiltrods for det faktum, at jeg gik helt inde ved hækken. Og så satte hun køretøjet i hare-mode og ræsede videre. Uden at sige undskyld.

Eller ham den ældre herre, der fandt det nødvendigt at irettesætte mig, fordi jeg havde valget mellem cykelstien eller kørebanen de ti meter, der ikke var fortov i dag. “Det er en cykelsti det her – så find dog et fortov. Eller det er du måske ikke gammel nok til at vide”. Undskyld mig, sure gamle mand. Du er i hvert fald så gammel, at du skal have stærkere briller og en pænere attitude, hvis du får ondt i r*ven over, at jeg betræder cykelstien, hvor der intet fortov er. Og jeg går endda så langt inde til siden, som jeg kan, imens du stadig har 1,5 meter fortov at passere på. Jeg holdt min mund og lod som ingenting. Hvilket bare pissede ham mere af.

Og så vil jeg ikke engang begynde på alle de samtaler, jeg overhører i bybussen p.t., hvor jeg desværre, på grund af en løbeskade, er tvunget til at tage den, når vi skal ind til byen. Alle de sure opstød om unge, der opfører sig ih og åh så dårligt. Om alle de unge, der ingen opdragelse har og ikke kan tale pænt. Om alle de unge, der er forkælede og ikke tænker på andre.

Undskyld, vi har valgt at reproducere os. Undskyld, vi har valgt at sætte nye arbejdstagere i verden, som skal være med til at køre samfundet rundt og betale skat, så I stadig kan komme på sygehuset og få Folkepension. Det vides ikke, om samme privilegier er os i den yngre generation forundt, når vi engang har arbejdet, til vi er 72 år eller mere. Beklager, at vi er sådan en torn i øjet på jer. Men I skulle virkelig tage at se jer i spejlet og overveje, om I selv kunne være med til at provokere eventuelle modsvar fra den yngre generation. I skulle tage at feje for egen dør først, når I taler om pli og opførsel. For vi er faktisk nogen, der stadig efterlever dette og sætter en ære i at lære vores børn det samme.

DISCLAIMER: Fare for generalisering.

Nej nej og atter nej

Det ord, jeg siger mest p.t. er nej! Nej, E, den er varm. Nej E, ikke spise blomsten! Nej, søde lille E, du skal ikke pjaske i kattens vand. Nej, Lille søde E, du må ikke rive siderne ud i mors biblioteksbøger!Nej, lille skat – ikke kaste med maden! Nej, nej, nej, nej….

Og det er ikke i ond vilje og kun lidt en dårlig vane. Det er et faktum, at min lille smukke trold er i gang med at udforske verden til den store guldmedalje. Alt skal undersøges, alt skal smages, alt skal løftes, slås på eller rystes. Vi snakker ALT! Og det er en fest for sanserne og for forældrene at opleve. Men der er også en masse grænser, der skal findes og jeg synes til tider, at babyen konsekvent finder de steder, hvor mor bliver nødt til at sige nej. Sådan som en form for opvarmning til trodsalderen og teenageårene.

Altså vi siger også “Ja, hvor er det godt!”, “Ja, hvor er du dygtig”, og “Ja, sådan – det er rigtigt”. Selvfølgelig gør vi det. Det blegner ligesom bare lidt i strømmen af nej’er, når små babyfingre er lidt for nysgerrige.

Men hun er overalt – hænger næsten i gardinerne. Med nyfundne evner, som at komme op at stå, kravle op af trapper, gå lidt ned i knæ, når man står, for at samle ting op og at gå langsomt sidelæns langs sofaen, alt imens man klamrer sig krampagtigt fast i betrækket og har en mine på, der er på én gang bekymret og koncentreret. Tænk sig, hvilken hvirvelvind af sanseindtryk og nye perspektiver sådan et lille menneske skal opleve. Alt det, vi andre tager for givet. Og så er det mig en gåde, hvorfor hun ikke sover igennem om natten, når hun har så meget krudt i måsen dagen lang!

Nå, men alt imens dette indlæg er skrevet, har jeg sagt nej 3 gange (mindst) – Nej, ikke hive i kattens pels. Ae ae, flad hånd, Nej, ikke bide i mors sko, nej, ikke trykke på mors tastatur. Av av! SUK, man bliver sådan lidt træt af at høre på sig selv. Mentalt leder jeg efter alternativer, der både opfordrer hende til at udforske og lære og sanse, men som samtidig understreger, når der er noget, som hun ikke må. Og her tænker jeg ikke på “Jeg vil have, at du gør” vs. “Jeg vil ikke have, at du gør”.

Men indtil da må jeg bare finde mig i at lyde som total sure-mor, der siger nej, nej og atter nej. Trøster mig med, at Frk. E efterhånden har lært, at kattevandet ikke er et babyfingerbadekar, at ovnen er varm og at mors sko ikke smager specielt godt. Så noget må jeg da gøre rigtigt.

Vi slutter lige af med en sang – sådan for at blive i stemningen.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=qFqIIc7C3Ys]

Sådan en dag, skulle man have mange flere af

Åh, der er forår i luften. Jeg kan mærke det – jeg tror på det – og så er det jo sandt! Basta! Kom sol, kom varme, kom spirrende tulipaner i jorden, kom lyse dage, kom kom kom! Jeg har savnet det hele!

Manden er på kursus for 3. døgn i træk, jeg er ved at have hold i ryggen af at bære på mit lille hængetræ. Der er rent faktisk 117 ting, jeg kunne foretage mig, for at gøre huset rent eller rydde op, eller noget jeg er bagud med på jobbet. Men det tænker vi ikke på lige nu. Lige nu tager vi lige en stund, hvor vi nyder. Nyder at det er søndag og at kalenderen er tom. Nyder, at barnet sover i barnevognen ude i den friske luft. Nyder at katten ligger ved min side, solvarm i pelsen. Spinder. Nyder kaffen og forårssolen, der varmer mine skulderblade.

Og for at denne dag ikke helt skal forsvinde, når hverdagen igen stikker hovedet frem i morgen, så foreviger vi den lige her. Lidt forår til mig og dig. Lidt at huske på og finde frem, hvis man i et stresset øjeblik skulle glemme det.

Tisseprinsesse

“Mette!”, råbte min mand i morges (…det er i øvrigt morgen stadigvæk, men morgen er inddelt i faser her i hjemmet: MEGET tidlig morgen, morgen og efter-morgenmad-og-ble-skift-morgen).

Jeg vidste godt, hvad der var galt – tog et håndklæde med på vejen op til puslepladsen. Og ganske rigtig. Der stod min høje mand med vores datter holdt op i luften. Begge kiggede de ned på puslebordet, hvor en større tisse-sø formede sig.

Det dryppede fra Lille Es mave og ben. Hun havde åbenbart ligget på maven på puslebordet, da blæren gav los.

Hun er babymester 2011 i lang-tis, liggende tis og tis når holdt i udstrakt arm. Jeg priser mig faktisk dagligt lykkelig for, at vores førstefødte er en pige, når vi nu åbenbart ikke lærer, at hun er og bliver naturist. Nyder, at have rumpetten fri og få luft på den. Havde hun været dreng, ville vi for alvor være i skudzonen.

“Man får da udvidet sin horisont”, sagde min mand forleden dag, da vi diskuterede, om farven på prinsessens efterladenskaber nu også var ok. Og det kan jeg kun give ham ret i. På samme måde, som jeg for 1 år siden tænkte “Jesus ******, så få jer dog et liv!”, når forældre stod og snakkede om, om den lille sked regelmæssigt og om gylp og bletilbud.

Nu er jeg blevet én af dem! GISP!

Jeg prøver, at holde nogle af de personlige detaljer tilbage i det offentlige rum og de sociale medier. Men der er sikkert også nogle, der tager sig til hovedet og tænker. “F*ck nu af med de babybilleder på Facebook!”, “Få dig et liv”. (Her på bloggen er jeg undskyldt givet bloggens navn. Så ved I jo ligesom, hvad I går ind til…)

Jeg har fået et nyt liv, må jeg sige og er beredt på alt fra tisseprinsesser til tudeture og troldeunger med temperament. Bare kom an!

En søndag i Familien Danmark

Før vi fik barn var søndagene dedikeret til familiebesøg, afslapning, middagslur, træning eller computerspil. Før vi fik barn var søndage en mulighed for at slappe af og rekreere – en dag til én selv og éns egne behov.

I dag smagte jeg så for alvor på familielivets glæder. En søndag i byggemarked med mand og barn! Så blev jeg pludselig hende med villa, Volvo og Vovse (…ok, villa, Mazda og katte).

Anyways… Baby ind i bil, klapvognen med til at sætte autostolen i mens vi var i Silvan, huskeliste: Vandtønde, hækklipper, parasol (så den bette kan stå i skygge på terrassen) og en parasolfod. Havehandsker og det løse… På beløbet, ja tak, ha’ en go’ dag, tak tak, farvel!

Og for lige at gøre stereotypen endnu tykkere, så skulle vi da også lige leje en trailer for at få tingene hjem!

Der, på bagsædet af Mazdaen, med den lille ved min side og manden bag rattet, kiggede jeg på traileren gennem bagruden og følte mig nogle år ældre og 10 kg tungere. Meget voksen endda. Godt vi ikke havde noget nær matchende tøj på – for så var det simpelthen FOR langt ude! Så ville vi være klar til campingvogn og vejfester, som i min barndom…

Velkommen til livet som Hr. og Fru Danmark – med baby og det hele. Farvel søndage med chips, film, et cafébesøg og måske tømmermænd. Og nu skal hækken klippes…!