For den uskyldsrene er alting rent

For den uskyldsrene er alting rent

Der er rigtig mange ting, man skal lære om den vide voksne verden – og så længe man er uskyldsren, siges det, at alt er rent.

Det giver anledning til mange ting, som min mor og mine kolleger af en aller anden grund altid kommenterer med: “Det skal du huske til konfirmationssangen!”. Der er en grund til, at jeg fuldt og helt HADER lejlighedssange. Både på mine egne og andres vegne. “Så du gjorde eller sagde noget pinligt, da du var 7 og ikke vidste bedre eller var 17 og pisse-hamrende fuld. Lad os da endelig sætte det på vers!” Hvis man virkelig har en virkelig nedrig familie eller vennekreds, så bliver det på Det er hammer, hammer fedt. #shootmeplease

Nå, men jeg hæver mig så skridtet over lejlighedssang og skriver det ned på en blog. Eller er det måske skridtet lavere endnu, da der er relativt flere, som læser bloggen, end der er medlemmer af min familie? Nå, nok om det. Dete var ikke mine short-comings, vi skulle tale om!

Aften kl. 19.15 i Danmark. Finke-frøkenen – 7 år gammel og to dage inde i 1. klasse skal have tøjet af og have nattøj på. Fjoller, overgearet og med ballade i øjnene beder hun sin far om hjælp til at få bukserne af.

“Kan du ikke lige hive bukserne af mig?” og fortsatte. “Har mor nogensinde bedt dig om det, far?”.

Jeg samtykkede fra badeværelset, hvor jeg var i gang med at finde hendes tandbørste: “Jooo, det er sket før”.

“Ok, har du så nogensinde bedt far om at hive dine underbukser af?”, fniste hun, alt imens hun moonede os, det bedste, hun kunne.

“Jooo, det er vidst også sket før”.

“Hvaaaad? Har du virkelig det, mor?”, kluklo hun, alt imens hun fortsatte med at vise sin ellers så søde po-po.

Hendes far var lammet et kort øjeblik, men genvandt fatningen og var dog åndsnærværende til at sende indforståede blikke og undertrykke et fnis.

Tjooo, det er sket et par gange eller sår’n.

Og når vi nu har stukket hovedet i den sjove og små-lumre afdeling, så råbte vores søn i går for sine lungers fulde kraft, imens han stod med sine underbukser omkring anklerne og beskuede rejen: “Moar, når jeg bliver stor, så vil jeg have en lige så stor tissemand som far!”. Vi bor relativt tæt på vores naboer og lufter forresten hele hytten ud lige inden ungernes sengetid. Så det ved naboerne også nu.

Tænk sig, en læringskurve man skal igennem fra 7 til 17 år til 37 år. Jeg husker stadig den gang, jeg spurgte min mor, hvad et kondom var, midt under familiemiddagen. DET endte heldigvis ikke i konfirmationssangen!

Når nemesis alligevel drysser lidt sukker

Når mødre begår hybris, kommer nemesis i den grad og bider dem i måsen.

Man må ikke være kæk omkring sin ferie.
Man må ikke være kæk omkring sin ferie.
Man må ikke være kæk omkring sin ferie.
Man må ikke være kæk omkring sin ferie.

Bedst som jeg trykkede publish på sidste indlæg, så besluttede nemesis sig for at slå til. Og slå hårdt.

Kl. 1.30 havde ældstepigen sine tilbagevendende mavekramper, som vi har konsulteret Allergidoktoren med adskillige gange, uden at være blevet klogere. Det eneste, som hjælper, er at gå og gå – rundt og rundt i huset, så tarmsystemet kommer i gang, og så spandevis af omsorg og tålmodighed. Kl. 2.30 vågnede manden med 40 i feber og ondt i halsen. Han rumsterede og tændte skærmen i telefonen så mange gange, at jeg ikke kunne falde i søvn igen, før jeg driblede ned på sofaen sammen med katten.

Kl. 6.00 græd lillemanden fra sin seng – og det med god grund – for hans mave løb betydeligt stærkere end ham selv. Af med bleen, ud i bruseren, af med sengetøjet, op med vinduerne så lugten kunne komme ud af værelser og ind under mors dyne.

Hans humør fejlede dog ingenting, og der var fuld fart over feltet, så det forventede mandefald blev reduceret til 1 skravl af en husbond. Ham lod vi blive hjemme, og så drog vi på eventyr. Det første eventyr var vidst kun eksotisk for ham den korte. Man kan åbenbart få brug for at få efterset og skiftet et “termostathus” i sin bil, og så gør man da det (især når værkstedet betaler for det), og i følge med to børn, må det gerne gå pænt tjept. Heldigvis tog de det med ophøjet ro og tegnede tegninger, kiggede på biler og brød intimsfæren hos de øvrige kunder, som sad og ventede. “Vil du se min tegning?” (til manden på 60). “Kan du godt lide kaffe?” (til damen midt i 40’erne). “Jeg har lavet noget i bleen” (til værkstedets kontormand). “Jeg går i skole – gør du også det?” (til manden på 80). Jep! That’s my kids alright…

Hjemme var der stadig ikke meget fest, da vi kom hjem – tværtimod. Så vi besluttede at forsøge at undslippe baktusserne og hoppede derfor i bilen med det nye termostathus og satte kursen imod Kerteminde og Fjord&Bælt-centeret. Det åbnede, da jeg var teenager, og det havde ikke ændret sig stort på +20 år, men formidlerne var nærværende og ungerne fik brændt krudt af. Mine børn er åbenbart ikke typerne, der dvæler længe nok ved et akvarium, til at jeg kan nå at læse mere end første linje af teksten.
Til gengæld elskede de fodring af sæler og marsvin (dem i vand, forstås), og så er alt godt.

En is og to bamser fattigere, kørte vi hjem igen. Selv om deres koncentration virkede til at være på et minimum på turen, havde en hel del dog mod forventning sat sig fast, så hjemme legede vi dresserede sæler og tegnede fantasifisk i alle regnbuens farver. Det var pokkers hyggeligt.

Kaffe, Netflix og bunke på mor i sofaen. Rugbrødmadder til aftensmad og en gåtur i dagens sidste (og nærmest eneste) solstråler til legepladsen, hvor det sidste af en rigtig god dag blev brugt. Jeg har edderma’me skiftet mange lortebleer i dag. Jeg har serviceret både mand og børn og bil. Jeg har drukket alt for meget kaffe og spist alt for mange Oreos. Men det har været en af de rigtig gode dage, selv om den ikke tegnede til at blive det. Én af de dage, jeg ikke ville undvære.

“Det har været den bedste dag i dag”, grinede ældstebarnet, imens vi gennemgik alt fra sæler, der lyder som om, de bøvser, når de vil tiltrække en mage, til hvor højt vi kravlede op i klatrestativet på legepladsen.
“Det skal jeg fortælle far om i morgen”, mumlede yngstebarnet, imens han nulrede den klovnefisk-bamse, han lokkede ud af sin mor i Fjord&Bælt.

Jeg er enig med dem i alt, hvad de siger. Det bedste for mig i dag har været at føle mig som en rigtig god mor. Sådan én, som lytter, leger, lærer og lever. Ubetinget. Det er pokkers, som man for det meste skal have ferie, for at føle det, men når følelsen kommer, skal den nydes fuldt ud. Jeg har været tæt på ungerne hele dagen og de har fået fuld opmærksomhed på en anden måde, end når vi først rammer hjemmet kl. 16.

Sådan en dag, skulle man have mange flere af <3

Konfetti i krogene og klædelig optimisme

Godt nytår! Håber, I alle kom godt og sikkert ind i 2017 og har det samme antal kropsdele, som I havde, før årsskiftet 😛

Nytårsfesten var et brag på den måde, en fest med 4 børn under 6 år og fire forældre, der har været oppe kl. 6.00, kan være. Festligt og alligevel ganske stille og roligt. Ungerne gav den gas på “dansegulvet” i stuen med roterende diskolys med musik fra en tid, hvor der ikke engang var tænkt på dem, knæklys og “paraplydrinks” med hindbærjuice og sukkerkant på champagneglassene. Behøver jeg sige, at de var pænt oppe at køre? Når de trængte til voksenassistance, kom de ud i køkkenet kun iført undertøj og med røde kinder og svedvådt hår. Maks basarm! Kl. 20.30 gik de ud som et lys…

Det var rart at have en aften uden søskendekonflikter og diskussioner om, hvorvidt regler kan gradbøjes. Rart at have en aften, hvor vi både gav børnene en masse opmærksomhed og havde mulighed for at sidde og snakke som voksne om voksne emner. Ok, en del om børnene alligevel, men at være i fælles båd om at tænke på fremtiden, have tusind tanker om at sende vores ældste i skole, om byggeprojekter og om hvordan dagens Danmark hænger sammen (eller mangel på samme).

Festen sluttede kl. 3.00, hvor alle gik til ro i huset. 2017 var i gang, og vi var dødtrætte. 3 timer senere meldte den første arving sig med ordene: “Jeg er sulten”.

Når jeg kigger ud på hjemmet, er det kun en smule konfetti i krogene, som vidner om en god fest. Ellers ligner det hele sig selv. Hverdagen starter lige om lidt, og man kan meget – især, når der ligger et helt sprit-nyt år foran én. Der er en særlig optimisme, som klæder os alle, og som vi virkelig burde holde i hu hele året igennem. Det tror jeg, ville gøre os alle til bedre mennesker.

20161231_180919

Omskiftelighed

Bang! Så kom efteråret sgu! Fra 30 grader og lækkert eftermiddagsvejr til ens temperaturer dag og nat til total regn og blæst lige i fjæset og udsigt til i omegnen af 2 graders “varme” de kommende nætter. Tak for kaffe!

Med sådanne udsigter (som egentlig ikke er så mærkelige, taget i betragtning af at det er 1. oktober), fandt jeg det som en god anledning til at gennemrode kælderen og klædeskabet for at finde alt, der ligner eller føles som uld m.m.

Der er jo et uundgåeligt faktum, selv om global opvarmning gør sit for at modarbejde tendensen, men derfor er det altså stadig lidt træls. Vintertøjet er nu i skabene, shorts og t-shirts i børnenes garderobe i børnehaven er skiftet ud med sweat-sæt og termotøj, tørrestativerne er flyttet i kælderen i stedet for at stå på terrassen, der er varme på radiatoren, jeg havde lys på overarmen under aftenens løbetur og madplanen for den kommende uge indeholder hamburgerryg, gryderet og suppe. Sådan lige pludselig. Man kan godt føle sig en smule livstræt et øjeblik.

Jeg har bare ikke helt haft sommer nok til, at jeg føler mig helt klar til at gå flyverdragt-sæsonen i møde. Har i dag brugt over 1600 kr. alene på sko og støvler til den ældste, og for bare en uge siden lukkede jeg øjnene og kørte Dankortet igennem til en komplet garderobe i str. 122 i H&M, da hun er vokset 14 cm siden sidste år. Alt, som i ALT er for småt.

I næste uge tager vi samme tur med lillebror….

Der var engang, hvor månedslønnen var øremærket til et par lækre støvler til én selv og en tur i byen eller to med bedsteveninden. Nu tager vi på café i rette tid til både at hjælpe med at affodre ungerne og går hjem igen senest kl. 21.00 for ikke at komme alt for sent hjem. Bevares, vi skal jo være klar kl. 5.20 dagen efter, når ungerne vågner. Og støvlerne fra forrige år kan blive nødt til at klare en sæson mere. Sådan er det nu. Vi er blevet lidt for voksne en gang imellem.

Efteråret er nu ikke så slemt, når alt kommer til alt. Jeg elsker f.eks. at løbe i den kølige luft og mærke efterårets dufte, eller gå og rode i haven og gøre den klar til frost og kulde, alt imens jeg varmer mig på en kop kaffe. Der er et eller andet med efteråret, som får én til at geare lidt ned – og det trænger jeg virkelig til. Noget, som trækker mig imod lys i lanternen ved døren og fyrfadslys på bordet. Imod tæppe og varm kakao og en bog, når børnene er lagt i seng. Noget med børn med røde, vindbidte kinder, som langsomt bliver døsige efter en dag ude med vandpytter og mudder op til knæene. Efteråret er friskt og tusmørkt og hyggeligt på sin egen måde, og sagt mellem os to, så kan jeg faktisk godt li’ det lidt alligevel.

 

I morgen er der atter en dag

Påskeferien kører på de absolut sidste timer, og i morgen kl. 5.25 ringer vækkeuret igen og hverdagen kalder. Det har sgu været godt med sådan en ferie. 11 dages fri – heraf 11 med børnene og 6 dage med barnefaderen. Godt, men også hårdt. Opfattelsen af hvad ferie er, ændrer sig drastisk, så snart 2 bliver til tre og især efter 3 er blevet til 4. Op kl. 5 eller før om morgenen alle dage, fundtidsservicering af ungebasserne fra morgen til aften, konflikthåndtering, og almen rengøring. Ikke så meget anderledes end en almindelig dag – blot uden 8-15-jobbet ved siden af.

Jeg er hverken udhvilet eller helt nede i gear – og slet ikke klar til at tage på job i morgen. Faktisk er der over-load i mit hoved efter utallige konflikter mellem mine to kære små. De har for alvor oplevet en af søskendefællesskabets “glæder”, nemlig evnen til at konkurrere om alt. Især om opmærksomhed. Millimeterdemokrati til mindste detalje. Én enkelt vindrue i én skål kunne udløse korslagte arme og trutmund og en smækket dør. “I er bare meget mere sammen med V”. “V får bare meget mere end mig”. Den lille udøvede sit syn på sagen med langt færre ord og mere simple metoder: “Mig, Mig. Mig” efterfulgt af frontalt sammenstød mellem 2-årig drengekrop og gulv med tilhørende hysteri og tårer. Sådan kunne vi så hygge os i haven, på legepladsen, i stuen, ved middagsbordet, i badet, i legelandet, i butikken og mange andre steder…

Ud over at føle, at jeg har sagt nej i en uendelig strøm, alt imens jeg har forsøgt at finde hoved og hale i, hvem der startede, og prøve at dele sol og vind lige, så har jeg løbet. 33,55 km i alt for at være præcis. Og det er til gengæld fedt! Hvis jeg kan det i regn og blæst og gråvejr, så kan jeg også det og mere til i forårs- og sommersol. I love it! Og så fik jeg også pulsen op i haven, som nu (næsten) er forårsklar.

Så status på ferien er:

  • Antal påskeæg spist: 5 (alt for små!) stk.
  • Antal stykker sushi spist: 20 stk.
  • Antal bryllupsdage fejret: 1 stk.
  • Antal legeaftaler for ungerne: 3 stk.
  • Antal timer med børn: 256 ud af 264 mulige
  • Antal påskefrokoster: 1 stk.
  • Antal kopper kaffe drukket: Uden for skala.
  • Antal hele nætters søvn: 1 stk.
  • Antal timer mistet: 1 stk.
  • Antal ture gået med manden min i hånden: 1 stk.

Påsken har været på alle måder forudsigelig, men kærkommen. Jeg trænge i den grad til et break fra jobbet! Påsken har budt på planer og tanker om fremtiden. Om hvad der er pligt og hvad der er passion, og hvad der egentlig er vigtigt. Jeg har langt fra fået skrevet det, jeg gerne ville på bloggen. Men jeg har været mor, og det er jo eksistensgrundlaget for alle skriblerierne.

Børnenes tasker er pakket og i morgen venter endnu en tur i trædemøllen. I morgen er der endnu en omgang madpakker. I morgen er der 103 dage til sommerferien. I det mindste starter arbejdsugen ikke med en mandag!

Tak for l*rt

“Hvis man passer en baby, kan der godt gå lort i den. Det ved Villads fra Valby”. Sådan starter en af Lille Es børnebøger. Og det er så sandt, som det er sagt. Og, når man har med en treårig at gøre, åbenbart.

Hvis du har et anstrengt forhold til fæces, skal du nok ikke læse videre. Heller ikke selv om det faktisk var ret sjovt. Altså bagefter. Og måske man skulle have været der. Og ved nærmere eftertanke, nej. Det ville man ikke have lyst til. Måske det bare skulle være ens egne børn. Og så er læserskaren begrænset til to… Men er du ikke afskrækket, så kommer det her:

Havde frk E i bad her til aften. Huhej, hvor der blev plasket i badekarret. Huhej, hvor hun hyggede sig. Jeg benyttede lejligheden til at rydde af efter aftensmaden, imens manden puttede lillebror. Pludselig råber E fra badeværelset: “Mor, jeg skal tisse”. Jeg svarer, at så må hun gå på potten. Den står lige ved siden af. Hun råber igen: “Mor, jeg skal tisse”. Så gå dog for fanden på potte. Den er jo lige ved siden af!!! Jeg trasker op til badeværelset og hun står op i badekarret og hendes ansigtsudtryk afslører, at der er andet i vejen. Jeg rækker hende hånden, så hun ikke falder på vej ud af badekarret. Så hun hurtigt kan komme på potte. Og hun rækker mig sin hånd… For så at aflevere en stor fed l*rt lige i hånden på mig!!! Ewwwwwwwwwww!!!!

Jeg aner ikke, hvordan jeg har set ud i ansigtet. Men mit udbrud var ikke for små børns ører. Men altså. Adrrrrr!!!!! Hvordan pokker kom den tanke lige gennem hendes ellers kloge hoved????? Var det lige den mest logiske løsning? Ganske givet. For så var hun da af med den…. Og hvem fikset ting her i verden? Det gør mor!

Hvis der findes et tidspunkt, hvor man med rette kan benytte udtrykket “Tak for lort”, så var det vel der, tænker jeg. Både i bogstavelig forstand og med sarkasme i stemmen. Det troede jeg alligevel aldrig, jeg skulle opleve. Og satser stærkt på, at det var en engangs’fornøjelse’!

Forresten valgte lillebror også at sende sine efterladenskaber ud igennem siden af bleen og efterlade dem på sin fars tøj. Hvorefter mor her måtte redde ham (altså faren) og overtage det indsmurte barn. Og fikse tingene. Igen. De ting læser man altså ikke om i bladene eller What to expect when you are expecting.

Alt i alt dagen i dage vidst betegnes som en lortedag (o: