Til min dygtige søn

Jeg ville gerne skrevet et indlæg om min dygtige søn, som bare er for sej til det med at gå uden ble. Blefri endda og mega træfsikker i forhold til det med toilettet. Vi har taget tilløb til det før ferien, men i feriens første uge, skete det. Han indvilligede i at gå uden ble. Og han var overraskende god til det! At han så fik diarre på 3. dagen, gjorde, at han fik øvet endnu mere. Men som sagt: Han kunne bare det shit (…ok, den var søgt).

Hen over ferien roste og belønnede vi, selv om det sikkert er no go i de hypede forældrebibler. Men sådan gjorde vi altså. I LEGOLAND, på hotel, på legeplads m.m. – det gik bare rigtig godt. Jeg begyndte at bide mærke i, at der var færre underbukser på tørresnoren og at natbleen var tør.

I fredags begyndte vi at forberede ungerne på, at ferien desværre ville få en ende og at vi skulle tilbage til hverdagen. Og som om, jeg havde trykket på en usynlig og helt forkert knap, begyndte han at tisse i bukserne igen – og det der var værre. Flere gange om dagen. Der var dog stadig flere gange, hvor han nåede det, og natbleen var stadig tør, så jeg så ingen grund til at træde tilbage og give ham ble på igen.

Jeg forventede, at han ville tisse i bukserne i de første dage i børnehaven, og jeg fik ret. Men også hjemme. Han er en værre hyggetrold og en mordreng med stort M, og jeg har på fornemmelsen, at det er hans måde at give hverdagen – og mig – en fed f**kfinger lige i fjæset. Han gider simpelthen ikke det ræs igen! No way! Samtidig har mit evigt skyldfølende moderhjerte på fornemmelsen, at jeg er kommet til at presse ham for meget. Hvornår ved jeg ikke helt, men sikkert i et øjeblik med pølle ud over barnet og buksen, hvor det kan være svært at være ren happy go lucky og ikke føle sig en lille smule forrådt af tilværelsen. At jeg har sagt lidt for meget ”hvorfor nåede du det ikke?” eller har presset lidt for hårdt på, for at undgå ovenstående situation igen.

Det er som om, han tager endnu en tur med trodsalderen og at hans tarmsystem er hans våben i den sammenhæng. Han kan være så hidsig og skrige ”NEEEEEEJ!”, når jeg spørger, om han skal tisse, når han går med fingrene nede i bukserne. Man kan selvfølgelig nok ikke fortænke ham i at finde det rart at kunne mærke sin nye bedste ven.

Men mest af alt tror jeg han er træt, lidt usikker og reagerer på, at det var pokkers hyggeligt at have ferie sammen. At være hjemme og være nære og være væk fra hverdagen. Jeg ønsker mig også tilbage og jeg ville give en pæn luns af højre arm for at kunne være det en langt større del af mit liv. Jeg tror også han reagerer på for mange børn og for få voksne. Voksne, som fortæller mig, at de har børnene inde og tisse på to faste tidspunkter. Min søn tisser ikke på komando. Hvis jeg var ham, ville jeg også synes, det var træls. Det er mere pædagogak end pædagogik i mine øjne.

Så i stedet vil jeg skrive dette indlæg til min dygtige søn. Fordi han fortjener at få det. Fordi han er rigtig god til at prøve og øve. I hvert fald herhjemme. Fordi han er dygtig til at holde fast og holde sin pisseirriterende mor ud. Fordi han er sej inde under sårbarheden. Det skal nok komme – faste tidspunkter og farvelfærd i børneinstitutionerne eller ej. Indtil det gør, vasker jeg tøj hver dag (undskyld klima!) Han er stærk uden på, men skrøbelig inden i indimellem. Jeg skal holde om og holde ved på samme tid. Vi er på vej – vi skal bare lige finde vejen igen.

Om at nå det

I starten af ferien sad jeg i min pre-kaffe-tåge og scrollede igennem mit Facebook-feed. Som det nu er med Facebook, var det meste noget, som aldrig går over i historien, nogle likes blev skudt afsted, men så fangede mit øje noget, som ramte midt i den følelse, jeg sad med. Ville jeg nå det?

Allerede før ferien begyndte, var jeg bekymret for “ikke at nå det”. Jeg vidste, hvor presset min hverdag var, med to børn, et job og et ægteskab i årelang krise.

Ferien var vores eneste mulighed for at komme til bunds i alle bunkerne. Bunkerne af rod, der hobede sig op i hverdagen, bunkerne af følelser, der blev undertrykt for at bevare bare en smule af den gode stemning i hverdagen, bunkerne af ord der aldrig blev kommunikeret, men bare ulmede… Ferierne var vores eneste chance for at nå hinanden bare en lille smule.

Ordene kom fra dette indlæg på Facebook. Jeg blev en lille smule skuffet, da jeg nederst indså, at det var en teaser for et onlineforedrag, men ordene var ikke destomindre relevante. De ramte ned i en grundfølelse, jeg selv sad med.

Mit ægteskab er ikke decideret i årelang krise, men har været gennem årelang forandring. Dog stadig fuldt intakt og det priser jeg mig lykkelig for! Men jeg var inderligt bange for ikke at “nå det”.

Nå hvad?, tænker du måske – og det er også en smule ironisk at tale om at nå noget, når man har 3 ugers fri foran sig. Men jeg var mest af alt bange for ikke at nå at falde til ro igen. Ikke at nå at få slappet af og slettet en del af de midlertidige filer, min hjerne slæber rundt på og som gør den både langsom, overfyldt og trist. Lige nu er jeg ikke glad for mit job. Jeg har i hvert fald ikke arbejdsglæde, og det dræner. Det skyldes lige dele store ubekendte faktorer og et arbejdsmiljø, der skraber bunden. Det gør ondt – ekstra ondt, hvis man én gang har været helt nede og bide i græsset på grund af stress.

Jeg var fyldt op til randen af arbejde og hverdag. Af beslutninger, forventninger og mangel på søvn. At at løbe i hamsterhjulet, uden helt at kunne se et mål i horisonten. Sommerferien var mit utopia.

At vi skulle være hjemme i sommerferien var ikke noget nyt. Vi rejser helst i de måneder, hvor Danmark er koldt, mørkt, blæsende og regnfuldt (nårh ja, det kan være en svær definition i forhold til denne sommer…), og bliver hjemme i den tid, hvor Danmark viser sig fra sin bedste side (igen lidt haha). I år var det bare et endnu mere bevidst valg. Vi skulle være hjemme og føle, at vi var hjemme og var sammen alle fire.

Vi havde planer i forhold til huset. Vores gamle udestue skulle ned for at give plads til en forestående tilbygning. Mere om den en anden gang. Ikke just afslappende arbejde, men noget hvor vi både kunne se fremskridt, mål og ikke mindst kunne slå hjernen fra og gå fuldstændig destruktivo. Legoland er også en klassiker – inklusiv en hotelovernatning eller to et sted i Danmark. Og så plejer vi også at tage et smut forbi hovedstaden. Det nåede vi altsammen.

Børnene havde nattøj på store dele af tiden – der var ligesom ingen grund til at komme ud af det. Jeg har skældt mindre ud, og har været på lange gå- eller cykelture med dem hver især eller sammen. Vi har dyppet tæer i Storebælt, ristet snobrød over bål og har bælget og ædt kilovis af friske danske ærter. Og så har jeg sandsynligvis købt min sidste pakke bleer. Vi er virkelig godt på vej til at sige et endeligt farvel til tiden med blebørn. Det er jeg vildt glad for, at vi nåede!

Jeg har erhvervet mig den obligatoriske løbeskade, fordi jeg endelig havde tid til at løbe af lyst og ikke af pligt. Jeg er blevet kaldt på 200 gange om dagen og har vasket bunkevis af tøj som følge af ovenstående bleafvænning. Jeg har handlet og lavet mad og fortærret store mængder sukker. På den front har jeg nået en del.

Jeg har kørt trailer, så man skulle tro, jeg har flere generationer jyde i mig. Jeg har smidt ud og sorteret i de umiddelbare fysiske bunker. Desværre ikke så systematisk i de mentale. Jeg har også mærket rigtig meget efter, hvad jeg føler i min egen krop, og følelsen er ikke så god. Jeg er ikke nået i bund med det, der alt for længe har fyldt mig op.

Min mand og jeg har haft mange ord, der lå og ulmede, men ikke dem, der handler om at skyde hinanden noget i skoene. Mere dem, som handlede om fremtiden og hvad vi hver især tænker om den. Hvad der kunne give os energi. Det nåede vi også (og mandens tablet gik i stykker i løbet af ferien. Tænker, at karma sendte mig en lille gave på den front).

Nåede jeg at føle mig klar til det næste halve år? Ikke det fjerneste, desværre. Som sagt er der en masse uforløste problemstillinger på jobbet, som jeg ikke er herre over og kan vælge at hejse langemanden overfor, men som desværre nok til dels hører til min stilling, at forholde mig til. Jeg skal øve mig i ikke at lade dem hænge ved inden i, selv om det er pisse svært at forbyde dem taletid efter fyraften og i særdeleshed om natten, når søvnen svigter mig og tankerne vandrer.

Jeg er desværre ikke nået ned i gear trods tre ugers mere eller mindre stilstand med base i hjemmet. Jeg har ikke ét sekund været fristet til at tjekke arbejdsmailen eller firmaets hjemmeside. Det er en fasttømret regel ikke at gøre. Desværre har jeg alt for ofte følt jobbets tilstedeværelse som en skygge, der fulgte efter mig. Mavepinen, anspændtheden, søvnløsheden og manglen på lyst til at genoptage gamet 37 timer om ugen. Jeg har ikke savnet at smørre madpakker, sige “kom nu” kl. 6.45 om morgenen, eller cykle som en rasende for at nå at hente begge børn i tide. Jeg har ikke savnet Forældreintra eller livet i børnehaven på godt og ondt. Det tror jeg heller ikke, børnene har. Mest af alt har jeg bare haft lyst til at gøre “noget. Gøre “noget andet”. Det har jeg dog selv spændt lidt ben for, som fremtidige indlæg vil vise.

Jeg har endnu en dag, før hamsterhjulet sætter farten op. Helt bevidst en dag alene, for ikke at være alt for trist over, at ferien ender på børnenes sidste feriedag. Jeg kan bedst lide mig selv om sommeren. Her er jeg tættere på den, jeg allerhelst vil være som mor, kone og menneske. Det er nok ganske naturligt og alment at føle big time ferieblues, når tre ugers ferie ender. For trods alt har jeg været sammen med dem, som betyder allermest for mig. Hver dag. Og det i sig selv en en gave, som jeg aldrig ville undvære. Lige om lidt trykkes der på tempoknappen. Jeg kan bare ikke løbe lige nu – fysisk og metaforisk. Jeg er stadig træt og øm. Måske lige netop den følelse skal være min rettesnor, når cirkusset åbner igen?

IMG_0173 (1)

 

Karma is a bit*h

Hvis du har det lidt stramt med latrinære anekdoter, så tror jeg, du skal skippe dette indlæg. Hvis du godt kan tåle lidt af hvert, så bare bliv hængende. Så klamt bliver det heller ikke.

I går skrev jeg om mangel bestikkelse og dårlig hukommelse. Hold nu op, hvor vi øver herhjemme, og hold nu op, hvor har yngsten taget teten op. Han er på få dage kommet så vidt, at han nu kan holde sig fra han mærker tissetrangen i kælderen, til vi kommer op af trappen og hele vejen i badeværelset og får hans bukser af. Jeg er et stk. proud mamma!

Alt imens manden og jeg sad og gumlede færdig på morgenmaden, kunne vi pludselig høre hans milde røst fra badeværelset.

“Jeg har lavet en pølle i potten”. Der gik lige et øjeblik, før vi reagerede, for sagde han virkelig det? Var vi rigtig vågne? Det ville han da ikke i går?!?? Men jo, den var god nok. Helt af sig selv, var han gået op i badeværelset, havde hevet natbleen af og havde leveret ved kasse 1. Fantastisk! Man skal måske nok være mor, for at juble over sådan en situation, but anyways, han var selv tydelig stolt og stod med et bredt grin, så hans tykke kinder pressede sig op mod øjnene.

Herfra er det bare at øve sig, og de kloge siger, at hvad man gør ofte, bliver man god til.

Fra og med i dag ved vi så, at han bliver vildt god til at sk**e. Det skulle nemlig vise sig, at han 10 minutter efter fik den onde gang diarré.

Så vi er løbet i pendulfart mellem diverse destinationer i vores lille hus og have og til toilettet dagen lang. For han mærker stadig efter, gør han. Og siger til. Han har nået det, de fleste gange, men vaskemaskinen og min brækrefleks har dog kørt overtid i dag. Karma syntes åbenbart, at han skulle øve sig lidt ekstra, når nu den hurdle var overstået – og set i bakspejlet, så er det faktisk lidt komisk. Klamt, men komisk.

Jeg har netop modtaget besked om, at Paw Patrol-flyet ankommer på adressen i morgen, og det er såmen fortjent. Hundrede procent blefri er han ikke, men han gør det så godt til trods for karmas små julelege, at han fortjener det her i ferien, hvor han har god tid til at lege med det. Med lidt held, har jeg en blefri tumling inden længe.

Om bleer og bestikkelse

Det er virkelig skægt at kunne gå tilbage på bloggen og sætte sin nuværende hverdag lidt i perspektiv. Også virkelig skræmmende, hvor lidt jeg egentlig kan huske, når det kommer til stykket.

“Ældsten var betydeligt hurtigere til det med at smide bleen. Til forskel fra lillebror, var det muligt at tale fornuft med hende. Hun var i overvejende grad til falds for logiske argumenter a la at være for stor til at bruge ble, at kunne selv og at det var nødvendigt.”

Det skrev jeg i går aftes – og slettede det igen her til morgen, da jeg tog et smut i blogarkivet. For det viste sig at være løgn og latin og et spørgsmål om en taknemmelig hjerne, der åbenbart glorificerede fortiden. For bedst som jeg går rundt og føler, jeg spiller fallit ved at have trukket bestikkelseskortet i forhold til ham den lille og hans bleafvænning, så ser det ud til, at historien gentager sig selv 1:1. Jeg var ikke en skid bedre første gang. Når “neeeeeeeej” er på dagsordenen, er jeg åbenbart ikke mere voksen og velovervejet, end at jeg tyr til bestikkelse for at gyde olie på vandene…

Ud over at have glemt (eller fortrængt?) mine egne metoder, har jeg også glemt, HVOR meget man vasker barn og vasker tøj og vasker hænder og vasker gulv flere gange dagligt. Ok, der er flere, når man har haft to refluksbørn, men mutter her har i hvert fald gang i kost og spand.

Denne gang står den på en vingummibamse, hver gang man har leveret i potten – og anno 2017 står en helt blefri barnerumpe i sidste ende i den nette sum af en Paw Patrol-fly. En gulerod, der attraktiv nok til at Hr. V villigt smækker po-po’en i potten.

For en uge nærmest slæbte vi afsted med en skrigende 3,5-årig, som satte hælene i gulvet og nægtede pure, lige meget hvor mange gode argumenter, vi fandt frem. Nu går fremad, efter vi fandt motivationen – og fik sommerferie. Selv om jeg hader at indrømme det, så var det 100 gange sværere at være super vedholdende i hverdagen, når hamsterhjulet kørte på fuld tryk og man er træt med træt på.

Nu er han begyndt at kunne mærke, at han skal tisse, når potten 4 ud af 5 gange, og bleen er tør hver morgen. Der tisses, læses historier imens; der gives high fives og hele familien jubler med (hvem sagde “se mig”-generation????). Så kan det godt være, at jeg har været en sølle sjæl og har bestukket mine børn på det groveste. Men hvis jeg (stort set) kan slippe for at skifte ble fra nu af og i al evighed, så kan jeg godt leve med det.

 

Nå, hvad skal du så i din ferie?

I morgen ved det her tidspunkt, har jeg forhåbentlig opbygget en promille, der er høj nok til at glemme hverdagen lidt, men lav nok til at jeg ikke ender med hovedet i toilettet. Jeg er faktisk ikke ret god til det med at drikke, og jeg holder det heller ikke ved lige på grund af børn der vågner før fanden får sko på, ligegyldigt, hvor sent de kommer i seng, og fordi jeg er den der løbetype, med en lille mega-hellig engel siddende på højre skulder, som hvisker til min samvittighed, at en ordentlig pind i øret giver bagslag i benene en uge efter. I know. Virkelig nederen type!

Men i morgen er jeg hamrende ligeglad (næsten), om mine ben føles tunge i alle mine tre ferieuger. Jeg føler, at jeg dagligt har løbet en marathon siden nytår, og ikke af den dersens 42-komma-noget-slags. Det gad jeg ellers godt kunne.

Siden nytår, synes jeg, vores liv og hverdag har taget en drejning, osom fuldstændig har overmandet mig. Der har godt nok været nogle grimme bump på vejen. Jeg er konstant grundtræt og træt af det hele indimellem. Jobbet trækker tænder ud, planer om husombygning har været op ad bakke, ungernes nye hverdag hver sit sted i byen har fået mig tilbage i klokkestrengen, og parforholdet kunne godt trænge til en saltvandsindsprøjtning, hvis vi skal have andet til fælles end børnene om nogle år. Det har været hundrede procent hamsterhjul i et halvt år nu, og der er der ikke meget grin ved.

Så når mine kolleger eller familie spørger: “Nå, hvad skal du så i ferien?”, er svaret klart: Jeg skal ingenting! Være hjemme og føle, at jeg får lidt kulør på hverdagen igen. Ingenting, så jeg hver morgen kan slippe for at sige “Kom nu” eller “Skynd jer” eller andre formaninger. Ingenting, så jeg kan blive en bedre og mere nærværende mor. Ingenting, så jeg kan få skuldrene ned og komme tættere på min mand igen. Ingenting, så jeg kan få ro på. Bare ro.

Jovist, vi skal da bade, hvis vejret tillader det, grille med venner, spise is og i Legoland og lignende. Men det skal været fordi vi vil og ikke fordi vi skal. Jeg kan da godt mærke et strejf af egoisme, når jeg siger ingenting, så tydeligt, som jeg skal, for når familien presser på for besøg og planer, er det jo fordi de gerne vil os og vores selskab. Men helt ærligt, så er jeg rædselsslagen for, at min ferie pludselig er gået, før jeg har fået kroppen lidt på plads igen. Før jeg kan mærke mig selv igen. Jeg føler, jeg har tabt mig selv på gulvet et sted mellem 1. januar og nu.

Det skal nok komme, når jeg får lov til at få pulsen ned igen. Jeg skal nok blive social og være sød og omgængelig igen. Jeg er bare træt og trænger enormt meget til lidt frihed.

Om knap 16 timer kan du ikke se min røv for bare skosåler, når jeg spæner ned fra tredje sal på jobbet og råber “Ses, røvhuller”. Ud, ud, ud – ud i sommerferielandet. Ud, hvor det hele giver mening at være. Sammen med min lille enhed. Dér, hvor jeg hører hjemme <3

Skulle vi da aldrig tale om det der skole? #2

Som sagt havde jeg ikke rigtig overvejet det med skole, før min datter blev født eller overhovedet var i stand til at holde sit hoved selv. Jeg havde generelt ikke pløjet mig igennem alverdens forældrebibler eller forældre do’s and don’ts, og var nok lidt til den optimistiske side med en tro på, at med almindelig sund fornuft og kærlighed, kunne vi komme ret langt.

Det kunne vi også, men jeg skulle hurtigt sande, at moderne forældreskab har langt flere og komplekse facetter end blot ro, renlighed og regelmæssighed. Så som opskrivning til skole, imens man stadig lå på fødelejet. Det vidste alle andre, lod det til.

Jeg vil ikke sige, at jeg lod mig presse til at skrive hende op til en privat/fri grundskole. Jeg havde jo selv gået i folkeskolen og skoler med egenbetaling var langt ude for økonomisk rækkevidde hjemme hos os, da jeg var lille. Men som med så meget andet nybagte forældre præsenteres for som “vigtigt”, hvad enten det er babyudstyr eller skolevalg, tænkte jeg: “Ok, så gør jeg det da også”. Også selv om det sandsynligvis ikke var strengt nødvendigt eller nogensinde ville blive brugt. Det lød jo meget plausibelt alt sammen, og der blev talt varmt om skolen fra stort set alle sider af.

Da vi nærmede os tiden for skoleindskrivning, var det bemærkelsesværdigt, hvor mange, der spurgte til, hvilken skole vores datter skulle gå på. Jeg mødte også undrende blikke, når jeg fortalte, at hun var skrevet op til én ikke-folkeskole. Kun én?!?? Flere havde taget hele rækken, når de var i gang. Top-velovervejet forældreskab,dér!

Da vi så alligevel fik plads på den frie grundskole, trods “sen” opskrivning, fik piben meget overraskende en anden lyd. Hvorfor valgte vi dog folkeskolen fra? Nej, andre havde sandelig valgt folkeskolen aktivt til, for at styrke den og øge ressourcerne. Ikke de der frie og private skoler. Nej, befri mig vel! Var jeg forvirret over den pludselige kovending? Det kan du godt gange med hundrede.

Måske det bare var som med så meget andet i moderskabet. Du træffer valg, som du tror på, eller som andre fortæller dig, er det eneste rigtige. Bedst som du tænker, at du har fundet frem til moderskabets hellige gral, bliver du venligt, men bestemt, gjort opmærksom på, at det ikke er den rigtige hellige gral. Der er sjældent en afkrog af moderskabet, andre ikke kan have en mening om – og Gud forbyde, at de skulle holde deres mening for sig selv. Nå, men nok om det. Det er ikke det, indlægget her skal handle om.

Jeg følte virkelig, at jeg skulle forsvare mit valg, uden at jeg helt forstod hvorfor. At jeg pludselig gik fra – i andres opfattelse – at være vogteren af min datters fremtid til en gemen forrædder af de danske fællesskabsværdier (meget firkantet sat op). Det var som om ingen rigtig troede på mig, når jeg sagde, at jeg oprigtigt ikke har noget som helst imod folkeskolen, men bare har fundet den mindre skole som en god løsning for min datter ud fra den, hun er. Endda den skole, som ligger tættest på vores hjem. Jeg kan selvfølgelig sagtens se, at det kan lyde hyklerisk at sige, at folkeskolen og jeg ikke har noget udestående, når jeg har valgt folkeskolen fra. Ikke desto mindre mener jeg alt, hvad jeg siger.

Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om at have barn i folkeskolen anno 2017, men jeg vil godt dele en form for plus/minusliste ved det skolevalg, vi har truffet.

Afstand og størrelse er klart øverst på positiv-siden. Skolen HAR flere ressourcer pr. klasse i form af voksne, den tilbyder en synlig mulighed for aktivt at blande sig i skolens valg og muligheder via forældrebestyrelsen. Den HAR også kortere skoledage, og noget, jeg finder meget attraktivt: En kreativ profil.

Derimod synes jeg, at skolen har en stor hage i forhold til, hvad jeg egentlig OGSÅ ønsker, at mine børn skal have med sig på deres dannelsesrejse. Skolen afspejler i ringe grad det samfund, den er en del af. Der er børn fra forskellige familiekonstellationer, fra land og by og til dels også fra forskellige samfundslag. Og så alligevel ikke. Vi ligner sgu hinanden ret middelmådigt og ganske gennemsnitligt meget. I hvert fald i min datters klasse. Og det gælder ikke kun på den middelklasse-agtige facon. Det generelle elevbillede er ret leverpostejfarvet og med blå øjne og med en hudfarve, der vidner om, hvor lidt solen skinner i Danmark.

Der mangler efter min mening mangfoldighed i kultur og oprindelse, som kan lære mine unger en masse om, hvordan verden er, tænker og tror. Jeg tør godt lægge hovedet på bloggen for, at de får et åbent sind med hjemmefra. Møder mennesker med alverdens oprindelse og vi kan altid tale om, hvorfor nogen tror på ét, imens andre tror på noget andet. Smager mad fra hele verden og blive klogere på højtider og traditioner, der ikke er vores egne.

Men det er derhjemme. Jeg kunne godt tænke mig, at skolen havde mere “Hvor kommer du fra og hvorfor gør du som du gør, imens jeg gør som jeg gør?”. Fokus på fællesskab er stort på skolen – men det er et lidt ensidigt fællesskab. Det er også en stor og vigtig del af at være menneske, hvis vi tør interessere os for hinandens ligheder og forskelligheder.

Jeg er nu glad for det valg, vi traf, og jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor glad min pusling synes at være for sin skole og sine klassekammerater. Hvor afslappet og ligefrem, hun er på skolen, og sjældent brokker sig over at skulle derind. “Årh, mor. Hvorfor har vi fridag i morgen? Hvorfor skal jeg ikke i skole?”.

Det tror jeg faktisk aldrig, er kommer ud af min mund i min skoletid. Så kan vi ikke have valgt helt skidt, vel?

Også en form for zen

Man kan bruge en weekend med helt forrygende flot solskinsvejr og pæn varme på at være i haven, ligge og sole sig og læse i en bog, eller på at have halsbetændelse og snot i hele kraniet. Jeg synes aldrig rigtig, jeg blev spurgt til råds i denne sag, men fik tildelt sidste lod. Pis os’!

Penicillinen arbejder langsomt men sikkert imod en sejr, og jeg blev trodsig og valgte at tro på, at frisk luft og en halv times yoga på græsplænen kunne hjælpe processen på vej. Om ikke andet, så strække de ømme muskler ud efter at have ligget og sumpet på sofaen i en dyb sump af selvmedlidenhed og søde sager.

Yoga i solskin på græsset er i sig selv en helt fantastisk ting, men det var sgu lidt svært at finde indre ro og fokusere på vejrtrækningen, når to børn på 3 og knap 6 år skriger “Moar” som i en anden interflora-Mors-dag-reklame for hvert 2. minut eller indimellem synes at tage fejl af trampolinen og min mave.

“Mooooar, må jeg få juice?”

“Mooooar, jeg havde den først?”

“Mooooar, hun driller!”

“Tuuuud-hyyyyyl-tuuuuuuud”….i stereo. Over decibelgrænsen.

Imens jeg lå dér og prøvede det bedste, jeg har lært, ikke at bede dem begge om at holde kæft i alle naboernes påhør, var det faktisk muligt at opnå en form for zen. For igennem hækken kunne jeg høre naboens børn bitche over bagateller, føle sig forsmået over petitesser og trykke hinandens knapper på præcis samme måde, som mine egne gjorde.

“Ohmmmmm…træk vejret dybt ind….du er ikke alene om at have produceret sådanne små monstre…hold vejret 5 sekunder…græsset er ikke grønnere på den anden side af hækken…pust langsomt ud igen…du har sandsynligvis alligevel ikke fucket helt op som mor… Nameste.”

Blev jeg mere rask af det? Ikke en skid. Men det gav dog en form for ro i sindet.

Det så jeg aldrig komme

I dag er en dag, jeg aldrig rigtig så komme. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle opleve, at have 10-års jubilæum på mit job. Mit første fuldtidsjob efter endt uddannelse endda. Jeg har været helt på røven over de mennesker (og det er faktisk en del), der igennem min tid i virksomheden har fejret 40-års jubilæum! 40-f*****g-år!

Da jeg sad ung og ambitiøs på studiet, forestillede jeg mig, at jeg skulle slå mine folder i reklamebranchen. Et frisk bud er, at 80% af alle os, som stod med kandidatbeviset i hånden og den nye hypede kommunikationsuddannelse i rygsækken tilbage i 2006 tænkte, at vi alle skulle være copy writers på et reklamebureau. Jeg tror faktisk kun lykkedes for én eller to af os at lande en fast stilling på et af de bureauerm vi name-droppede i flæng, imens vi var lykkeligt uvidende om, hvor hård kampen om jobs’ne var. Ikke fordi vi ikke var verdensmestre – for DET var vi! Den slags jobs var der bare ikke lige så mange af, som der blev sprøjtet kommunikationstalenter ud fra universiteterne. Især ikke i provinsen.

Jeg landede derimod på en uventet hylde, der dog altid har ligget mit hjerte nær: Kulturen. Og her har jeg så siddet i 10 år og skrevet, markedsført, rådgivet, pakket, redigeret, diskuteret og konceptudviklet. 10 år med både de højtflyvende strategiske tanker og rent rugbrødarbejde, der langt fra kræver en kandidatuddannelse, for at tingene kunne lykkes. Jeg har været med til at udvikle kulturfestivaler, før det blev noget en hver provinsby med respekt for sig selv har op til flere af om året. Ja, jeg var med på vognen dengang, hvor sociale medier var noget, lalleglade individer nedværdigede sig selv til, men som ikke var noget for virksomheder – slet ikke en humanistisk højborg, som den, jeg hver måned modtog en lønseddel fra.

Jeg har siddet og bidt negle, når vi igen skulle spare på de trængte offentlige budgetter, fordi sådan én som mig er flødeskum sammenlignet med varme hænder. Sådan én som mig giver ikke stemmer ved et valg. Jeg har jublet over sejre og gode stunder, og er gået dybt ulykkelig hjem, fordi arbejdet sled så hårdt på mig, at jeg måtte gå ned med stress, uden at nogen hørte mig råbe om hjælp.

På de ti år er jeg blevet en anden. Betydeligt bedre til mit job, mindre bange for udfordringer, og kan efterhånden spotte et mønster i, hvordan kommunale reformer og organisationsændringer vender tilbage til noget, vi har prøvet engang. Centralisering, decentralisering og så tilbage til centralisering igen. Ja, jeg er blevet et af de gamle røvhuller, som sidder og siger “Det har vi allerede prøvet”. Det sidste er jeg ikke så stolt over.

På ti år er jeg blevet mor til to! Jeg er blevet delvist gråhåret og 8 kilo tungere. Jobbet og børnene deler æren for både hår og bagdelens bredde. Jeg er mest af alt blevet mere klar over, hvad jeg kan, men først over de seneste 3 år, hvad jeg vil. Her må jeg nok indrømme, at jeg har været en slow starter.

Er jeg glad for mit job? Overordnet set. Drømmer jeg om noget andet? Helt klart ja! Jeg kan ikke undsige mig en følelse af, at føle mig låst, ved at have siddet det samme sted i 10 år. At jeg nok har udviklet mig selv og jobbets indhold, men at der er så meget andet derude i resten af kommunikationsverdenen, som jeg også gerne vil prøve. Og har jeg prøvet nok af til overhovedet at være attraktiv for den omkringliggende verden, eller ser den mig som én, der har siddet og samlet støv i 10 år, fordi jeg ikke har et alenlangt CV med en lederstilling på? Er jeg så mindre ambitiøs?

Bliver jeg 10 år mere? Det håber jeg sgu ikke. 20 år samme sted – så kan man lige så godt kaste håndklædet i ringen og blive til 40 år, hvis ikke man slider sig selv ned eller bliver sparet væk inden da.

Hvad drømmer jeg så om? Jeg drømmer helt ærligt om at være min egen. At styre mit eget game på baggrund af det, jeg kan og ved om at markedsføre kultur og følelser. Rendyrket humaniora. De kloge siger jo, at vi ikke helt hører fortiden til, men kommer til at losse ingeniørerne m.fl. i røven, fordi vi sidder inde med den viden, som skal gøre deres teknik og kunstige intelligens menneskelig og relatérbar.

Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at jeg stopper med at skrive. Det ligger i mit DNA. Hvor det så tager mig hen, må tiden vise. Men indtil da: Tillykke med de 10 år, din gamle krage! Selv om jeg har holdt ud og holdt ved i 10 år, så har jeg det – hånden på hjertet – stadig sådan her, hver gang klokken bliver 15.15…

IMG_20170416_102357_113

Lidt om leveregler

Jeg ved ikke med dig, men nogen gange støder man på sætninger – en slags leveregler – som gør rigtig stort indtryk eller gør det hele lidt lettere i store og små beslutninger. Jeg tror den allerførste “leveregel”, jeg fik, stammer fra mit første møde med Gummi-Tarzan: “Alle er gode til noget, det handler bare om at finde ud af, hvad det er”. Den sætning gik rent ind og blev straks skrevet på mit kladdehæfte. Den er faktisk stadig noget af det klogeste, jeg har hørt.

For et par indlæg siden, præsenterede jeg en tese, som hjælper mig med at prøve at være den slags menneske, jeg gerne vil: “Hvis du møder tre idioter på en dag, skal du kigge dig i et spejl”. Jeg ved ikke, hvem der oprindeligt har sagt det, men det er også nogle ret kloge ord i min verden. Alt afhænger af øjnene, der ser.

Noget jeg siger ret meget hjemme, og som gør mit moderskab lettere, når jeg – eller børnene – føler at det hele er uoverskueligt, er: “Vi finder ud af det sammen!” Det har vi bevist en del gange efterhånden i stort og småt, og det vil jeg rigtig gerne have, at de tager med sig i livet og tror fuldt og fast på. Det ser ud til at have en beroligende virkning på både store og små, når vi trænger allermest til det. Jeg kan jo principielt ikke love dem, at jeg kan holde det, og så alligevel. For finder vi ikke den vej, vi troede, vi skulle følge, så viser der sig altid en anden, selv om den måske hverken er så pæn eller ligetil at følge.

En leveregel, som sparer mig en del penge og tøjler impulsshoppingen er, at hver gang noget frister og eller jeg er ude og shoppe nice to have og ikke need to have er at spørge mig selv: “Har jeg tre ting, det vil passe til og har jeg én der ligner?” Når man efterhånden er for gammel til at være slave af moden og synes at have set de seneste trends mindst én gang før, så kan man ret ofte svare “nej” til det første spørgsmål og “ja” til det sidste.

Måske det er lidt tåbeligt eller Forrest Gump-agtigt, men levereglerne fungerer indimellem som et varmt, betryggende tæppe eller et klap på skulderen, når man har brug for det. Som om man siger noget enormt klogt, når man føler sig som en klaphat i sit eget liv og ikke rigtig kan finde den rette vej.

Hvad med dig? Hvilke “regler” bruger du i dit liv og hvad hjælper dig til at tænke og/eller handle på en anden måde? Smid lidt visdom efter mig! 😉

Når nemesis alligevel drysser lidt sukker

Når mødre begår hybris, kommer nemesis i den grad og bider dem i måsen.

Man må ikke være kæk omkring sin ferie.
Man må ikke være kæk omkring sin ferie.
Man må ikke være kæk omkring sin ferie.
Man må ikke være kæk omkring sin ferie.

Bedst som jeg trykkede publish på sidste indlæg, så besluttede nemesis sig for at slå til. Og slå hårdt.

Kl. 1.30 havde ældstepigen sine tilbagevendende mavekramper, som vi har konsulteret Allergidoktoren med adskillige gange, uden at være blevet klogere. Det eneste, som hjælper, er at gå og gå – rundt og rundt i huset, så tarmsystemet kommer i gang, og så spandevis af omsorg og tålmodighed. Kl. 2.30 vågnede manden med 40 i feber og ondt i halsen. Han rumsterede og tændte skærmen i telefonen så mange gange, at jeg ikke kunne falde i søvn igen, før jeg driblede ned på sofaen sammen med katten.

Kl. 6.00 græd lillemanden fra sin seng – og det med god grund – for hans mave løb betydeligt stærkere end ham selv. Af med bleen, ud i bruseren, af med sengetøjet, op med vinduerne så lugten kunne komme ud af værelser og ind under mors dyne.

Hans humør fejlede dog ingenting, og der var fuld fart over feltet, så det forventede mandefald blev reduceret til 1 skravl af en husbond. Ham lod vi blive hjemme, og så drog vi på eventyr. Det første eventyr var vidst kun eksotisk for ham den korte. Man kan åbenbart få brug for at få efterset og skiftet et “termostathus” i sin bil, og så gør man da det (især når værkstedet betaler for det), og i følge med to børn, må det gerne gå pænt tjept. Heldigvis tog de det med ophøjet ro og tegnede tegninger, kiggede på biler og brød intimsfæren hos de øvrige kunder, som sad og ventede. “Vil du se min tegning?” (til manden på 60). “Kan du godt lide kaffe?” (til damen midt i 40’erne). “Jeg har lavet noget i bleen” (til værkstedets kontormand). “Jeg går i skole – gør du også det?” (til manden på 80). Jep! That’s my kids alright…

Hjemme var der stadig ikke meget fest, da vi kom hjem – tværtimod. Så vi besluttede at forsøge at undslippe baktusserne og hoppede derfor i bilen med det nye termostathus og satte kursen imod Kerteminde og Fjord&Bælt-centeret. Det åbnede, da jeg var teenager, og det havde ikke ændret sig stort på +20 år, men formidlerne var nærværende og ungerne fik brændt krudt af. Mine børn er åbenbart ikke typerne, der dvæler længe nok ved et akvarium, til at jeg kan nå at læse mere end første linje af teksten.
Til gengæld elskede de fodring af sæler og marsvin (dem i vand, forstås), og så er alt godt.

En is og to bamser fattigere, kørte vi hjem igen. Selv om deres koncentration virkede til at være på et minimum på turen, havde en hel del dog mod forventning sat sig fast, så hjemme legede vi dresserede sæler og tegnede fantasifisk i alle regnbuens farver. Det var pokkers hyggeligt.

Kaffe, Netflix og bunke på mor i sofaen. Rugbrødmadder til aftensmad og en gåtur i dagens sidste (og nærmest eneste) solstråler til legepladsen, hvor det sidste af en rigtig god dag blev brugt. Jeg har edderma’me skiftet mange lortebleer i dag. Jeg har serviceret både mand og børn og bil. Jeg har drukket alt for meget kaffe og spist alt for mange Oreos. Men det har været en af de rigtig gode dage, selv om den ikke tegnede til at blive det. Én af de dage, jeg ikke ville undvære.

“Det har været den bedste dag i dag”, grinede ældstebarnet, imens vi gennemgik alt fra sæler, der lyder som om, de bøvser, når de vil tiltrække en mage, til hvor højt vi kravlede op i klatrestativet på legepladsen.
“Det skal jeg fortælle far om i morgen”, mumlede yngstebarnet, imens han nulrede den klovnefisk-bamse, han lokkede ud af sin mor i Fjord&Bælt.

Jeg er enig med dem i alt, hvad de siger. Det bedste for mig i dag har været at føle mig som en rigtig god mor. Sådan én, som lytter, leger, lærer og lever. Ubetinget. Det er pokkers, som man for det meste skal have ferie, for at føle det, men når følelsen kommer, skal den nydes fuldt ud. Jeg har været tæt på ungerne hele dagen og de har fået fuld opmærksomhed på en anden måde, end når vi først rammer hjemmet kl. 16.

Sådan en dag, skulle man have mange flere af <3