2017 rystede fundamentet

2017 rystede fundamentet

2017 rystede mit fundament godt og grundigt igennem. De elementer, som flest af os bygger vores liv omkring, blev udfordret. Det, som holder det hele sammen og holder os oppe: Familien, jobbet og hjemmet. Det gjorde, at jeg ikke følte mig tryg eller hjemme nogen af stederne.

Vi traf en stor (og dyr) beslutning. At starte et større ombygningsprojekt af vores hus. Vi bor i en 1950’er parcel, og har forbedret, men ikke gennemrenoveret. Vi har skabt en god kælder i huset – mere af nød end lyst, efter som tilstandsrapporten ikke nævnte noget om gamle rør eller fugt. Vi har desuden prioriteret energivenlige løsninger i huset, så som varmegenvinding, solfanger og ekstra isolering.

Huset var dog ikke “fremtidssikret” til at rumme en familie på 4. Ok, et eller andet sted et first world problem, men jeg er ret sikker på, at vi vil ønske os mere plads end 96 kvm, når børnene bliver teenagere… Vi er dog glade for at bo lige her, hvor vi gør. Så valget fald på ombygning frem for flytning.

Nu er huset 130 kvm., og vi er ret tæt på målstregen i byggeriet. Vi har skabt et barndomshjem. Det bliver godt – det er jeg sikker på – men vejen dertil har ikke været uden en del mavepine, en bunke frustrationer og lidt for meget stress. Som at være gæst i sit eget hus og ikke kunne lukke døren bag sig og være alene.
Du kan læse mere om byggeriet her, her og her.

Én ting er at bygge hjemme, en anden er – ufrivilligt – at arbejde midt i en byggeplads. Et helt år i støj, støv og gene er overstået på jobbet. Det er helt sikkert ét af lavpunkterne i 2017. De rester af svær stress, som jeg i hverdagen forsøger at holde i skak på 4. år, kom op til overfladen og følelserne fik indimellem frit – og ikke altid rationelt – løb. Mavepinen, hovedpinen, den trykkende fornemmelse i brystet, tvivlen på mig selv, angsten, gråden og den prikkende fornemmelse i kroppen over de mindste forandringer – eller blot tanken om dem.

Det har sat sine spor i mig i 2017, og også i min nære familie og på jobbet. Det har haft en afsmittende effekt på min effektivitet og på andres opfattelse af mig. Jeg har følt mig svag, og det gør ondt. Men hvad der gør endnu mere ondt er, når andre synes, man er svag, selv om man gør, hvad man kan for at holde modet oppe.

2017 byggede også et endnu stærkere moderskab. I sommeren blev det yngste (og sidste) barn ble- og suttefri, og dermed kunne jeg officielt sige, at jeg ikke havde små børn længere. Moderskabet var lidt et stormfuldt hav i sin begyndelse, men bølgerne er stilnet af. Hvor jeg for et eller to år siden ofte ønskede en pause fra børn, bleer og brok over banaliteter, så kan jeg mærke, at jeg længes mere efter at holde fri sammen med dem. Til at tage tidligere fri og hente dem og se deres glæde. Møde lidt tidligere (hurra for flekstid!) og tage tidligere fri for deres skyld. Jeg har altid elsket mine børn. Kærligheden er bare blevet endnu stærkere.

Sidst, men ikke mindst, brød 2017 min forestilling om familie og ophav op. Som barn så jeg min familie som en ubrydelig enhed. De seneste 5 år har jeg dog fået et andet og mindre glamourøst billede af, hvad der i virkeligheden er på spil. Bag facaden. Da familiens ældste døde i begyndelsen af året, gik familien op i limningen. Helt bogstaveligt talt. Splid, bagtalelse, smålighed og forurettede følelser. Alt sammen på grund af et dødsbo.

Det kom selvfølgelig ikke af boet alene. Det lå i kortene og boet væltede korthuset. Jeg savnede at se min familie samles om minderne og om at huske dem, hvis liv vi nu delte ud mellem os. I stedet for at savne og mindes, viste voksne mennesker sig fra en side, der på ingen måde klædte dem. Jeg blev tvunget til at gå ind i nogle konflikter, som mit konfliktsky selv ikke ønskede. Jeg stod i midten og betragtede god og dårlig opførsel. Jeg stod i midten, hvor jeg så og hørte begge sider og prøvede at være ærlig. Min barndoms ubrydelige enhed gik itu, og jeg tror desværre aldrig helt, skårene klinkes igen.

Heldigvis har jeg min egen familie, og jeg håber inderligt, at vi aldrig vil komme til at skændes over indbo og andre erstattelige ting. Jeg kan ikke forestille mig at erstatte min egen lille på 4 med noget som helst. Jeg håber, at vi sammen er større og stærkere, end at lade inventar komme imellem os.

2017 har været overvældende, og jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg helt har lært af året. Én ting er sikkert: 2017 har efterladt mig træt. Det kommer til at tage en god del af 2018 at fordøje og finde hoved og hale i. 2018 skal være året, hvor jeg bliver bedre til at sige nej og til at passe bedre på mig selv!

Flad

Det er søndag og snart kalder hamsterhjulet igen. Jeg er flad og på ingen måde klar til at genoptage arbejdet, hvor jeg slap i fredags. Jeg har ikke festet for hårdt og har tømmermænd. Det kunne sikkert ellers have været ok.

Vi har været hjemme. Har hjulpet familien. Har ryddet op og gjort rent og alt det der, og har konflikthåndteret ekstraordinært meget mellem de to arvinger. Ved ikke lige, hvad der gik af dem, men enes det formåede de ikke at gøre. Småting. Hvem havde en fod på dens andens sofahynde. Hvem fik blåbær først. Generel mangel på respekt for ordene “Vent lidt”, “stop”, “nej”, “jeg kan ikke lide det”, “lad hinanden være et øjeblik” og “sid rigtigt på stolen”. Jeg har sagt det før: Mit indre enebarn forstår det simpelthen ikke!!!

Vi har pløjet en række byggemarkeder igennem for at studere udvalget af gulvfliser til vores byggeprojekt, og har vasket rigtigt meget tøj, da det synes som om, yngstemanden gar glemt, at han ikke længere går med ble. Han har desuden glemt at sove igennem også.

Så ikke noget vildt – bare weekendernes svar på hverdagens trummerum. Ferien føles som om, den allerede er lysår væk, og jeg tæller i mit stille sind dagene til juleferien. Om en uge starter skolen for alvor. Ikke mere forskole eller “mini-klasse”, som dem der spørger, alligevel ikke rigtig ved, hvad er, men derimod 0. klasse. Heldigvis glæder hun sig rigtig, rigtig meget. Det er skønt at se. Jeg er virkelig spændt på at se, hvor hurtigt skolen sætter sit aftryk på hende og hendes læring.

Lige nu er der kaffe i koppen og kat langs min side. Batterierne er flade. Helt flade. Kan allerede sige, at mandag kommer til at føles som en marathon. Jeg vil ikke. Helst ikke. Jeg skal nok sige be-be!

IMG-0309

Et sted imellem drømme og realkreditlån

Det er længe siden, jeg har fortalt om, hvordan det går med tankerne om fremtiden. Jeg tænker på fremtiden hver dag, men jeg løftede sløret for, at fremtiden gerne måtte indeholde større og mindre forandringer, hvis det står til mig. Nu hvor der kun er 1,5 måned tilbage af min tid på deltid, så kan jeg mærke en langsom desperation. Det føles som om en del af friheden nu langsomt glider ud som sand imellem mine fingre, uden at jeg har mulighed for at holde fast i det. Det, som jeg virkelig, virkelig har været glad for. Min chef er desværre ikke villig til at forhandle muligheden for forlængelse eller permanentgørelse, og det bærer bare ekstra brænde til det bål, som brænder for forandring. Min krop skriger på at finde en løsning på alle de tanker, som drøner rundt i hovedet på mig.

En jobmæssig forandring ville være kærkommen, men den slags hænger ikke på træerne eller også kigger jeg bare ikke det rigtige sted. En ægteskabelig ændring er ikke på ønskelisten og flere børn er også 100% udelukket. Det efterlader mig med at bygge til og få nyt tag på hytten eller at smide håndklædet i ringen og slå mig ned med noget helt andet, som efterlader mig med muligheden for at sætte tempoet ned.

Det med udbygningen af huset har længe været på tale, og vi kan næsten se for os, hvor flot og stort, det vil blive. Men nu hvor drømme langsomt bliver til streger på papir og muligheder for løsninger, som lægger nuller til det beløb, som skal betales ved kasse 1, når projektet er færdigt, så kan jeg ikke undertrykke følelsen af, om det er det rigtige at gøre? At bygge til og lægge et beløb på den anden side af en halv million oven i restgælden på det nuværende realkreditlån er ærligt talt pisse skræmmende. Vil jeg det? Vil jeg det nok? Er det vigtigt nok? Ønsker jeg plads i hjemmet eller i sindet? Det er det spørgsmål, som jeg ikke kan slutte fred med. Hvis det er vigtigt nok, så vinker jeg for alvor farvel til drømmen om at sætte tempoet på hamsterhjulet ned, eller måske endda stå af det.

Jeg er ikke færdig med drømmen om et liv med mindre job og mere tid sammen med de mennesker, som virkelig betyder noget. Slet ikke efter jeg for nylig læste dette interview med Poul Joachim Stender. Det satte på mange måder ord på nogle af de tanker, jeg har omkring livet, efter børn, stress-diagnose og halvvejs gennem 30’erne. Lige præcis nu er jeg 15 år fra den alder, hvor min far døde, fordi han ikke havde sat sig selv og sit velbefindende højt nok, men ladet livsstil og job få magten. Der er alt for meget jeg gerne vil i livet til at det kan nås på kun 15 år.

Jeg vil helst ikke tro at jeg lever livet og ende med at fortryde, at jeg ikke levede det, som jeg drømte om. For mig er det ikke sikkert, at 35 ekstra kvadratmeter og et nyt tag er lig med tryghed. Måske er tryghed snarere at give tiden til de to små mennesker, jeg har sat i verden og lære dem om nærhed frem for at give dem værdien af mursten i arv, når jeg engang stiller træskoene. Jeg har i mange år været en mønsterelev – i skolen, på studiet, i privatlivet – you name it. Jeg har skejet ud, men aldrig været så langt ud i tovene, at jeg ikke kunne finde fodfæste og se den vej, der er belagt med bør og skal. Jeg har altid levet efter at betale mine ting og passe mit arbejde. Har altid været den søde datter/kone/svigerdatter, selv om min familie er lykkeligt uvidende om større eller mindre udfoldelser.

De sidste 3 år har bare lært mig, at lige gyldigt hvor sød eller retskaffen man er, så er der ingen garanti for, at livet og skæbnen ikke kaster lort i hovedet på én. Siden min anden graviditet, har jeg stået i lort til halsen, og her har det mere end nogensinde været vigtigt at holde hovedet højt. Vi er kommet igennem det, men som den gode Hr. Stender så smukt siger det i artiklen ovenfor, så går vi “i stykker og skal sættes sammen igen, og hvor vi ikke bliver stærkere af det, som mange siger, vi bliver bare sammensat på en anden måde. Og så lever vi videre med den smerte som en del af vores tilværelse”. Jeg er en ny version af den, jeg var, jeg lever med de minder, som gør ondt, og derfor tror jeg også, at trangen til at finde noget, som giver mening frem for noget, som giver en større indtægt.

Jeg er normalt slet ikke så vægelsindet. Jeg er mere en af de der irriterende typer, som træffer beslutninger, som jeg kan forholde mig til; lægger en plan og kommer videre. Og det er måske endda dér skoen trykker. Det vedrører noget, som er så vigtigt og som sætter en kurs for fremtiden, og beder mig om at vælge imellem sikkerhedsline eller det frie fald. Det er mega-spændende og samtidig noget så angstprovokerende. På den ene side er jeg ikke bange for at sige stop og gøre noget andet end normen. På den anden side er jeg så vant til at følge normen og har mærket fordelene ved at have en fast månedsløn på kontoen hver den sidste bankdag i måneden. Havde jeg ikke haft børn, havde valget sikkert ikke været så svært. For jeg vil gerne sikre deres fremtid økonomisk og give dem muligheder, men jeg vil også gerne give dem noget af det, som penge ikke altid kan købe: Tid og nærvær. Man blive sgu underlig af at blive forælder.

Jeg tror ikke, at der findes rigtige eller forkerte valg i det her. Det handler om at gøre det – springe ud i det og prioritere. Heldigvis synes min mand ikke, at jeg er komplet vanvittig over at have det sådan her. Han trænger også til forandring. Han trænger også til at føle, at han lever, frem for at arbejde for at tro, at han lever. Giver det mening? Det giver mening for os, men det kræver tid og at vi ser hinanden (og måske også bankrådgiveren) rigtig dybt i øjnene.

Det er, hvad der p.t. foregår i mit hoved. Tør jeg? Bliver jeg lykkelig af at prøve? Jeg ved det ikke, men jeg tror i hvert fald ikke, at jeg bliver lykkelig af at drømme, uden at realisere om ikke det hele, så bare noget af det.

I morgen er der atter en dag

Påskeferien kører på de absolut sidste timer, og i morgen kl. 5.25 ringer vækkeuret igen og hverdagen kalder. Det har sgu været godt med sådan en ferie. 11 dages fri – heraf 11 med børnene og 6 dage med barnefaderen. Godt, men også hårdt. Opfattelsen af hvad ferie er, ændrer sig drastisk, så snart 2 bliver til tre og især efter 3 er blevet til 4. Op kl. 5 eller før om morgenen alle dage, fundtidsservicering af ungebasserne fra morgen til aften, konflikthåndtering, og almen rengøring. Ikke så meget anderledes end en almindelig dag – blot uden 8-15-jobbet ved siden af.

Jeg er hverken udhvilet eller helt nede i gear – og slet ikke klar til at tage på job i morgen. Faktisk er der over-load i mit hoved efter utallige konflikter mellem mine to kære små. De har for alvor oplevet en af søskendefællesskabets “glæder”, nemlig evnen til at konkurrere om alt. Især om opmærksomhed. Millimeterdemokrati til mindste detalje. Én enkelt vindrue i én skål kunne udløse korslagte arme og trutmund og en smækket dør. “I er bare meget mere sammen med V”. “V får bare meget mere end mig”. Den lille udøvede sit syn på sagen med langt færre ord og mere simple metoder: “Mig, Mig. Mig” efterfulgt af frontalt sammenstød mellem 2-årig drengekrop og gulv med tilhørende hysteri og tårer. Sådan kunne vi så hygge os i haven, på legepladsen, i stuen, ved middagsbordet, i badet, i legelandet, i butikken og mange andre steder…

Ud over at føle, at jeg har sagt nej i en uendelig strøm, alt imens jeg har forsøgt at finde hoved og hale i, hvem der startede, og prøve at dele sol og vind lige, så har jeg løbet. 33,55 km i alt for at være præcis. Og det er til gengæld fedt! Hvis jeg kan det i regn og blæst og gråvejr, så kan jeg også det og mere til i forårs- og sommersol. I love it! Og så fik jeg også pulsen op i haven, som nu (næsten) er forårsklar.

Så status på ferien er:

  • Antal påskeæg spist: 5 (alt for små!) stk.
  • Antal stykker sushi spist: 20 stk.
  • Antal bryllupsdage fejret: 1 stk.
  • Antal legeaftaler for ungerne: 3 stk.
  • Antal timer med børn: 256 ud af 264 mulige
  • Antal påskefrokoster: 1 stk.
  • Antal kopper kaffe drukket: Uden for skala.
  • Antal hele nætters søvn: 1 stk.
  • Antal timer mistet: 1 stk.
  • Antal ture gået med manden min i hånden: 1 stk.

Påsken har været på alle måder forudsigelig, men kærkommen. Jeg trænge i den grad til et break fra jobbet! Påsken har budt på planer og tanker om fremtiden. Om hvad der er pligt og hvad der er passion, og hvad der egentlig er vigtigt. Jeg har langt fra fået skrevet det, jeg gerne ville på bloggen. Men jeg har været mor, og det er jo eksistensgrundlaget for alle skriblerierne.

Børnenes tasker er pakket og i morgen venter endnu en tur i trædemøllen. I morgen er der endnu en omgang madpakker. I morgen er der 103 dage til sommerferien. I det mindste starter arbejdsugen ikke med en mandag!

The one who got away

For nylig fik jeg besked om, at et par i vennekredsen går fra hinanden. Det er ikke første gang, jeg oplever, at vennepar går fra hinanden – desværre – og hver gang, det sker, tænker jeg, at det er vi simpelthen ikke gamle nok til. Vi er jo dårlig nok kommet i gang. Og jeg har måske endda allerede været gift længere end mange, i kraft af at vi kan fejre 7-års bryllupsdag om få uger.

De par, jeg kender, der er gået fra hinanden på det seneste, har alle været sammen siden 15-16-årsalderen. DET er længe, synes jeg. Jeg var dårligt nok begyndt at opdage hankøns eksistens, da jeg var 15 år. Og jeg var slet ikke klar til at binde mig til den samme. Tror jeg i hvert fald ikke.

Jeg har tænkt en del over, at det synes som om, deres tid er løbet ud alt for tidligt. Måske fordi de er startet “for tidligt”? Jeg ved det simpelthen ikke, og jeg skal ikke kloge mig på det. Tænker jeg tilbage på min egen debut med det andet køn, så kan jeg seriøst godt have svært ved at forestille mig dem i en alder af 34 år. De hører ligesom til i ungdommens puls og mangel på både forpligtelser og evne til kun at tænke her og nu.

Kunne du tænke dig at være sammen med den kæreste, du havde, da du var 16 år?

Jeg kunne ikke. Jeg kan ikke forestille mig et liv med én eneste af dem, jeg var sammen med inden jeg blev 20 år. Og slet ikke se dem som fædre til mine børn! Var jeg endt op sammen med én af dem, kunne jeg bl.a. have været landmandskone eller have levet i et voldeligt forhold. Af hvad Facebook og tidligere bekendtes beretninger afslører. Det første kunne jeg nok godt have levet med. Det andet under ingen omstændigheder! Havde jeg holdt ved mit første rigtige forhold, så ville vi kunne fejre 18 år sammen, og jeg ville have været adskillige (seksuelle) oplevelser fattigere. Ikke at jeg har være godt og grundigt omkring blokken, men jeg har heller ikke holdt mig til den første, jeg fik.

Man kan godt spørge sig selv, om sex ville være det samme, hvis man ikke havde øvet sig? Eller kun øvet sig på den samme i 18 år, når man kun er 34? Du kan sikkert tænke tilbage på en oplevelse, som du har haft med én, der ikke er den, du er sammen med i dag. Ville du have været den foruden?

Jeg har været i den heldige situation, at det kun én gang i mit liv har været mig, der er blevet forladt (og jeg satser på, at vi forbliver ved den ene!). Dengang føltes det, som om mit hjerte blev flået ud og trampet på, og jeg kunne ikke tænke mig at føle sådan igen nogensinde. Vi syntes ellers at fungere på alle punkter. Jeg troede, han var den eneste ene, men sådan skulle det ikke være. Og i dag, er jeg ikke sikker på, jeg kan huske, hvorfor jeg blev SÅ ked af at miste ham. Dengang troede jeg, han var “the one”, men han så mig vidst mest som “someone”.

Det hele var i hvert fald anderledes, da jeg mødte ham, jeg nu snart har været sammen med i 10 år. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvordan, men med ham kunne jeg se længere ud i fremtiden. Og det er ret heldigt, for ellers havde denne blog ikke eksisteret. I hvert fald ikke som den er i dag. Så havde jeg ikke haft præcis de to skøre unger, jeg har i dag. Måske tænkte de par, der startede deres rejse sammen i en ung alder også, at de ikke kunne se forholdet gå i stykker, da de rundede ti år sammen? Kiggede de på andre, der blev skilt og tænkte, at de var startet for sent i livet? At de var blevet for kræsne, efter at have prøvet af?

Det er overvejende godt, at man ikke ved, hvad der venter rundt om det næste hjørne, for så kunne man blive ved med at lede, tænker jeg. Jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke stoppede “jagten”, da jeg just var begyndt. Og at jeg ikke skal til at lede igen nu 18 år senere, imens hjem og børn skal deles. Det håber jeg i hvert fald ikke, jeg skal.

Ham, som jeg syntes, slap væk i utide, smuttede nok på det helt rigtige tidspunkt, så jeg kunne komme denne vej. Lige meget, hvor meget jeg kan brokke mig over, at min mand igennem så godt som 7 år, ikke altid ser, hører eller forstår mig, selv om vi har været sammen så længe, så kunne jeg simpelthen ikke forestille mig at skulle splitte op og samle igen, så godt som man nu kan. Bare tanken om det, kan gøre mig trist, som skilsmisser altid gør. Drømme, der brister og børn, der mister. Nogle gange er det for det bedste, men sjældent helt lykkeligt alligevel. Det misunder jeg ingen. Så hellere brokke mig over tablet-tid og give tørt på, når det bliver for meget. Og satse på, at ingen af os bliver den, der slipper væk.

We're not broken – just bent

Right from the start
You were a thief
You stole my heart
And I your willing victim
I let you see the parts of me
That weren’t all that pretty
And with every touch you fixed them

Now you’ve been talking in your sleep, oh, oh
Things you never say to me, oh, oh
Tell me that you’ve had enough
Of our love, our love

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
It’s in the stars
It’s been written in the scars on our hearts
We’re not broken just bent
And we can learn to love again

I’m sorry I don’t understand
Where all of this is coming from
I thought that we were fine
(Oh, we had everything)
Your head is running wild again
My dear we still have everythin’
And it’s all in your mind
(Yeah, but this is happenin’)

You’ve been havin’ real bad dreams, oh, oh
You used to lie so close to me, oh, oh
There’s nothing more than empty sheets
Between our love, our love
Oh, our love, our love

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
I never stopped
You’re still written in the scars on my heart
You’re not broken just bent
And we can learn to love again

Oh, tear ducts can rust
I’ll fix it for us
We’re collecting dust
But our love’s enough
You’re holding it in
You’re pouring a drink
No nothing is as bad as it seems
We’ll come clean

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
It’s in the stars
It’s been written in the scars on our hearts
That we’re not broken just bent
And we can learn to love again

Just give me a reason
Just a little bit’s enough
Just a second we’re not broken just bent
And we can learn to love again
It’s in the stars
It’s been written in the scars on our hearts
That we’re not broken just bent
And we can learn to love again

Oh, we can learn to love again
Oh, we can learn to love again
Oh, oh, that we’re not broken just bent
And we can learn to love again

“Just give me a reason” af P!nk og Nate Ruess