For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Frække SMSer

Frække SMSer

Når man har været gift i snart 10 år, har to børn, arbejder 37 timer + og bygger huset om, så skal der indimellem arbejdes lidt for at holde parforholdet kørende. Min mand og jeg er ikke typerne, som skændes, så de nye ruder klirer – vi er faktisk stort set altid gode venner trods mange års forhold og en galoperende trodsalder hos den yngste. Kærligheden er der, men vi glemmer at hive den frem i lyset lidt oftere.

Min kusine kom til at sende en SMS forkert den anden dag. Beskeden var tiltænkt hendes mand (gennem 17 år), og ikke mig. Det går jeg i hvert fald stærkt ud fra. Ellers ville vi have et VIRKELIG mærkeligt familieforhold… Indholdet kan du nu gætte på, men jeg prøver stadig at slette det fra min hukommelse (o:

Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er lidt op ad bakke med de kinky SMSer hjemme hos os. Der er virkelig meget hverdag i den…

Fredag: ”Sidder i toget nu”
Lørdag: ”Skal vi også have toastbrød?”
Lørdag: ”Vi mangler også leverpostej”
Søndag: ”Ved du, om naboen har en affugter til 30 kvm?”
Mandag: ”Bliver i tvivl – hvilket barn henter jeg i dag?”
Tirsdag: ”Havde V også gul afføring i går? Det er i hvert fald meget gult nu. Hvad har de fået at spise i børnehaven i dag?”
Tirsdag: ”Blikkenslageren kommer i morgen kl. 7.00”
Onsdag: ”De har en affugter i Harald Nyborg til 995 kr.”

Bum bum….der er lidt langt igen til frække SMSer og kærlige små beskeder, som holder forholdet og hverdagen kørende. Den eneste fugt i fundamentet der er i spil her, er åbenbart kun den slags, som en affugter til en lille tusse kan fjerne.

Det er jo ikke fordi vi ikke elsker hinanden eller vil hinanden, slet ikke, men midt i hele familie-hejset forsvinder de små kærlighedserklæringer indimellem. Gætter på, at det generelt er én af årsagerne til den høje skilsmisseprocent. At vi indimellem glemmer, at det ikke kun er børnene, som binder os sammen og som vi kan tale sammen om. At vi engang forelskede os i et menneske, som på et tidspunkt gik fra kæreste til far eller fra kvinde til kone og mor. Han er stadig min fyr og min flamme.

Vi er ikke fans af skilsmisse herhjemme (HELDIGVIS!). Derfor:
Note to self: Start altid en besked med at skrive Kære kæreste, søde kæreste eller min skat. Krydr med Jeg elsker dig og fuldend så værket med lidt kys, kærlighed og kram på toppen.

SMSer