Bloggeren, der blev væk

Bloggeren, der blev væk

Jeg er ikke blevet væk. Jeg er her. Lige herovre i hjørnet, hvor jeg prøver at samle mig selv lidt.

Jeg har været alt for stille på bloggen i alt for lang tid. Undskyld! Men jeg har strukket mig lidt for langt fysisk og psykisk på de seneste, og det giver oftest ris til egen røv. Det burde jeg have lært efter 36 år, men ak nej – det skete igen.

Jeg vil ikke have det til at blive en klagesang. Dem er der ikke mange, der gider synge med på, mig selv inklusiv. Det er bare sådan det er. Jobbet har taget sin tørn i en sådan grad, at jeg ikke har kunnet tænke to sammenhængende tanker, når jeg kom hjem. Der har været op- og nedture i familielivet. Sygdom og snue har tærret på kræfterne. Venner og den nærmeste familie har haft brug for mig, og hverdagens trummerum har taget sin sædvanlige luns af livet.

Jeg har tænkt tusind tanker, som jeg egentlig gerne ville dele her på siden. Nok mest for min egen skyld. Jeg har bare ikke haft for fem flade øres overskud til at gøre det. Simple as that.

Har I andre det også sådan? At I indimellem bruger jer selv så meget for at hjælpe andre, at I selv bliver væk i processen? At I føler, at I har gjort 1000 gode ting for andre, men glemt at gøre en eneste for jer selv? Jeg vil gerne hjælpe – det er en kæmpe del af min personlighed. Jeg tror fuldt og fast på, at den ene tjeneste er den anden værd og at hvis man selv tager del og deler ud, så kommer det godt tilbage. Det gør det heldigvis også i mange situationer, men andre gange gør det bare ikke. Hvad skal man så stille op med det?

Når min mand indimellem er i sit provokerende hjørne, hævder han, at samtlige gerninger er egoistiske og med en bagtanke. At man gør noget for andre for sin egen selvfølelses skyld. At man giver en gave i håb om at få én selv, eller at få ros og anerkendelse for det. At man bager boller til mødregruppen for at højne sit eget værd og tilsyneladende overskud. At man tager teten på jobbet for at modtage andres beundring.

På nogle punkter har han ret. På andre punkter vil jeg dog hævde, at man ikke har et valg. Når jeg gør noget for mine børn, er det for deres bedste og fordi de er afhængige af det. Så tænker jeg ikke på, om det får mig til at fremstå på en bestemt måde for dem, for andre eller for mig selv. Jeg gør det bare – og det skal jeg. Jeg er deres mor. Når jeg prøver at samle en ven op fra gulvet mentalt, er det ikke for selv at fremstå overskudagtig eller som en helt – det er fordi jeg holder af vedkommende. Jo, så hjælper de nok mig en anden gang, når jeg har brug for hjælp. Men det er ikke det afgørende i situationen. Skal man prøve at imødekomme hans tanke, er det i disse situationer, fordi man føler, at både børn og venner beriger ens liv på andre punkter.

Når jeg derimod står for forældrekaffe i børnehaven eller kører en bilfuld unger til børnefødselsdag, derude hvor kragerne vender, så er det med en bagtanke. Nemlig at vise overskud og velvilje. Bare en gang imellem. For at hjælpe mine børns hverdag og sociale liv på vej. Og håbe på, at andre forældre kører/bager/hjælper en anden gang. At andre synes, jeg bakker op om fællesskabet, selv om meget få mennesker drømmer om at sidde og vente i 3 timer, til man kan proppe bilen med børn igen og køre retur.

Jeg kan grundlæggende ikke lide tanken om, at det hele skal måles og vejes i, hvad man kan får for det, man gør. Jeg synes ikke, det er en del af at være (med)menneske. Dog, lige nu, hvor jeg føler, at jeg er delt i 1000 stykker, er det fordi jeg har spændt buen for hårdt. På nogle områder fordi jeg gerne har villet vise mit værd, men på mindst lige så mange, fordi jeg ikke har haft et valg. Tingene skulle bare gøres.

På jobbet har jeg været fristet til at lade være og se, hvad der så skete. Det samme hjemme indimellem. Ville verden gå under, hvis jeg ikke gjorde det/ikke var der/sagde nej tak? Måske. Måske ikke. Vi må nok erkende, at en del af problemet er, at jeg sjældent bare lader ting sejle. Jeg synes, jeg tager ansvar – bare ikke så meget for mig selv.

Jeg glæder mig usigeligt til påskeferien. Til at have 10 dage uden planer, hvor jeg skal prøve at hellige mig så lidt som overhovedet muligt. Hvis det altså kan lade sig gøre alene hjemme med 2 starutter under 7 år… Til at trække stikket og prøve at pleje en lidt mere egoistisk side, som jeg ikke er helt fortrolig med. Ikke være den, der siger “Jamen, de kan bare lege her hos os” og så ende med at være konfliktmægler og serviceorgan i 4-5 timer. Det er jeg såmen så rigeligt i hverdagene.

Min læring bliver forhåbenligt at sige mere fra. Sige fra for at passe på mig selv, og samtidig anerkende, at det at være servicemindet også er en del af at være mig. Jeg skal finde en bedre balance i det for mig selv og mine nærmeste. Elastikken skulle jo helst holde til jeg bliver gammel og slap og rynket over det hele. Og det er først, når jeg er 100 år, hævder min ældste!

Hvad kæmper du egentlig for?

8. marts var International Kvindedag – eller Kvindernes Kampdag, som den nu engang altid har heddet i mit hjem. Jeg voksede op med, at det var en dag, der skulle markeres, som datter af en enlig mor. Jeg er ikke i tvivl om, at der har været en del at kæmpe for – generelt og i hverdagen.

Jeg ville gerne have skrevet en masse bevingede ord og kloge pointer på selve dagen. Men jeg kæmpede med at få dagen til at hænge sammen. Så det må blive et sammenskriv af alle de tanker, jeg har tænkt om emnet, fra det sted hvor jeg står lige nu.

Hvad kæmper jeg egentlig for? Og hvad kæmper jeg med? Det er spørgsmålet. Det er en hel del at kæmpe med p.t., synes jeg. At nævne i flæng: At få tiden til at slå til, med at holde styr på familien og med at passe på mig selv i kølvandet på det. Med at holde tårerne tilbage indimellem, med at nå at hente børnene hvert sit sted, inden den lille falder i søvn, og med at holde mig vågen længe nok til at have sex. Med at have lyst til sex indimellem også.

Men hvad kæmper jeg for? Jeg var helt ærligt ikke ude og svinge fanerne, eller hvad man gør nu om dage. Jeg var ikke personligt på barrikaderne for min løn, min krop eller min ret til at stemme. Disse ting er jeg så pokkers priviligeret, at jeg kan føle mig nogenlunde sikker på. Jeg havde dagen i hu og hjerte.

Jeg lever et ok solidt gennemsnitsliv, som i og for sig ikke mangler ret meget andet end den flygtige størrelse, tid er, og dermed overskud. Jeg er ligeglad med, om mit køkken er nyt eller om møblerne passer vildt godt sammen. Bare vi alle kan være her og have det godt.

Hvis jeg kæmper for noget, så kæmper jeg for mine børn. For at min søns hjerte har det godt. For at min datter får en god skolestart. For at de har det godt og undgår mobning eller andre uhyrligheder. Jeg kæmper for, at de er glade for livet og sig selv. Jeg kæmper for at opfostre en kommende kvinde, som er glad for sin krop og tror på sig selv og ikke lader andre diktere hende, hvad hun skal gøre for at “passe ind”. For at hun aldrig ender i Paradise Hotel og for at hun ved, at hun er så meget værd alene i sig selv. Jeg kæmper for at opfostre en søn, som ikke bliver en bølle, og som fra barns ben lærer at behandle kvinder ordentligt. At respektere lige rettigheder for alle, og tage sin del af pligterne i (familie- og arbejds)livet.

Det er jo ikke sådan noget, jeg går og tænker eksplicit på hver evigt eneste dag. Det er en del af det grundlag, jeg gerne vil opfostre mine børn på, så indirekte gør jeg jo alligevel. Jeg tænker i hvert fald over det, når jeg jeg ofte rammes af en følelse af, at jeg står med det hele, og deres far ikke ser (eller vil se), at opvasken vokser, nullermændene gør det frække ved hinanden i krogene, eller at jeg i bund og grund ikke engang har 10 min til at sidde ned i løbet af en lørdag før klokken bliver 20.30. Så føler jeg mig ikke særlig ligestillet, og så synes jeg ikke, jeg viser mine børn, hvordan tingene burde være. Så giver jeg køb på mine grundlæggende værdier.

Jeg føler, jeg er udemærket gift. At vi kan blive gamle sammen. Mærker jeg efter, synes jeg bare ikke, vi er ligestillede i hjemmet. Det er stadig mig, der tager barns sygedage, det er mig, der sidder oppe kl. 5 lørdag og søndag morgen, fordi børnene er sultne og vågne. Det er mig, der ordner haven og vasketøjet og tager til forældremøder, eller forsøger at få det til at gå op, når serviceteknikerene kommer et sted imellem 8 og 16. Det er mig, der henter og bringer, laver aftensmaden og rydder op. Jeg arbejder “jo” tættest på og har ikke transporttid i tog…

Jeg bliver ked af det, når han hjemme glor ned i tabletten og lukker lyden af trætte og sultne børn ude, imens jeg prøver at få maden klar. Når han ikke hører, hvad jeg spørger om eller fortæller. Jeg bliver ked af det, når han bruger 40 min på toilettet, imens jeg tager ud af bordet og får børnene i nattøjet. Jeg bliver godt og grundigt træt (af det), når han sidder i sofaen og læser i en bog, imens jeg gør rent.

Beder jeg ham om at lade være? Ja sgu! Men det er som om, mine ord ikke har effekt i mere end 10 minutter. Siger jeg, at jeg er træt og har svært ved at nå det hele? Ja sgu! Men det bliver ikke altid taget til efterretning. Kan jeg bare lade være med at gøre tingene? Ja sgu! Men jeg har også svært ved bare at lade stå til. Så føler jeg, at jeg drukner endnu mere. Jeg kunne nemlig bare lade være med at gøre tingene og vente og se, hvad der sker. Heri ligger min fejl. Mit bud er, at der ikke ville ske andet, end at der blev spurgt: Hvornår skal vi spise? Jeg har min frihed til at tage et break og rejse væk en weekend et par gange om året, uden brok fra hans side. Spørgsmålet er bare, om det opvejer hverdagens mangel på en pause.

På hjemmefronten og i mit ret almindelige liv, er det er af de største uligheder, og det er faktisk heldigt. På jobbet (altså det, jeg får løn for) er det paradoksalt nok lettere at sige fra og blive hørt. Her er der oftest anerkendelse for den indsats, der bliver lagt for dagen. Alt i alt er det dog virkelig småting, jeg skal kæmpe med, set i forhold til, hvad kvinder kan udsættes for i disse to sfærer.

Ser jeg ud i verden – ud over min egen navle – er der i høj grad ting, som er værd at kæmpe for. Især sexisme. At kæmpe imod at kvinder skal finde sig i verbale og fysiske overgreb; store som små. De bliver ikke mindre betydelige af at kalde det “hverdagssexisme”. Det må aldrig blive hverdag!

At kæmpe imod vold og voldtægt – at mænd synes, det er deres ret at tiltvinge sig kvinden fysisk og mentalt på disse måder. Kæmpe for, at piger og kvinder får adgang til uddannelse og til at få et springbræt ud af tidlige kulturelle og stereotype kønsroller. For at Donald Trump snarest muligt bliver udskiftet i embedet som verdens “mægtigste” mand – gerne af en nasty woman, for at prøve noget nyt. Generelt kæmpe mod mænd som ham, uden at skære alle hankøn over én kam.

Jeg kæmper vel i grove træk for og med at skabe balance i det nære og det fjerne. At skabe en stærk kvinde af min datter, som tør gå efter alt det, hun gerne vil, uden at hendes køn behøver nævnes, når hun når sit mål. At det overhovedet ikke er afgørende. Hvis hun ende med at være glad for sig selv og det, hun gør, så er det alle opvaskene, alle de lange dage og alle bekymringerne værd.

 

I anledningen af 8. marts

Da jeg var barn, blev jeg kaldt Mette-Mor. Nu er jeg mor. Drengemor. Pigemor. På sigt Kvinde-mor (uden d!). Altid mor. Altid kvinde.

Jeg har alt, hvad jeg føler, jeg kan bede om. På nær én ting: Vished om, at  min datter (også) vil vokse op og blive en stærk og selvstændig kvinde.

I anledningen af 8. marts, vil jeg gerne dedikere dette stykke musik til hende. Til min E. Min elskede datter.

God kamp-dag, d’damer! Hvad end I kæmper med og for.

Dear Daughter
Hold your head up high
There’s a world outside
That’s passing by
Dear Daughter
Never lose yourself
Remember that
You’re like nobody else

Life throws you in
To the unknown
And you feel like you’re
Out there all alone

These are words
That every girl should have a chance to hear
There will be love
There will be pain
There will be hope
There will be fear
And through it all year after year
Stand or fall I will be right here
For you

Dear Daughter
Don’t worry about those stupid girls
If they try to bring you down
It’s cause they’re scared and insecure
Dear Daughter
Don’t change for any man
Even if he promises the stars
And takes you by the hand

Life throws you in
To the unknown
And you feel like you’re
Out there all alone

These are words
That every girl should have a chance to hear
There will be love
There will be pain
There will be hope
There will be fear
And through it all year after year
Stand or fall I will be right here
For you

Dear daughter
I was just like you
And just like me
You’re gonna make it through

These are words
That every girl should have a chance to hear
There will be love
There will be pain
There will be hope
There will be fear
And through it all year after year
Stand or fall I will be right here
And after all I will be right here
For you

Tekst og musik: Halestorm

100 år for ingenting?

Ok. Jeg står helt af på den debat, der har præget medierne i den seneste uge. Jeg tilråber 100-året for grundloven og kvinders stemmeret med store og lovprisende ord – og tænker derefter, at jeg egentlig har en tendens til at tage min ret til at stemme d. 18. juni 2015 for givet. Jeg glemmer mange gange, at det ikke altid har været noget, mit køn har kunnet tage for givet. Det er godt at blive mindet om ind imellem.

Men altså: Når der er på sendefladen er debatprogrammer om, om fri abort skal afskaffes, så finder jeg det himmelråbende, at den debat overhovedet får taletid anno 2015. Det er 42 år siden aborten den blev fri, og det skal den forblive! Er det det bedste, vi kan hive op af hatten for at tale ligestilling? Og hvad laver debatten overhovedet i valgkampen?

“Jaaaamen, der er dem, der bruger det som præventionsform og hver 3. måned kommer ind på sygehuset for at få en abort, fordi de er for dovne til at tage p-piller…”

Say what! Kan I overhovedet tage jer selv seriøst? Der ER måske en kvinde eller to, der kunne finde på den slags, men jeg nægter at tro, at kvinder får en abort for sjov. Gentagne gange ej heller. Der kan ske smuttere, men hvordan kan det marginale eksempel gøres til genstand for det generelle og få debatprogrammer her 100 år efter kvinder fik retten til at sige, hvad de mener? Her 42 år efter kvinder fik retten til egen krop. Sig det lige igen og tænk på, hvor gammel du selv er, 42 år. Det er ikke ret lang tid siden vel? Og ikke et sekund for tidligt.

Vi har opnået den enkelte kvindes frie valg, men åbenbart ikke nødvendigvis en forståelse af dette. Desværre. Måske jeg er naiv at antage, at aborten ligesom ikke er et af de problemer, vi til stadighed skal diskutere? Og slet ikke i en valgkamp, hvor der skal være fokus på mange andre emner, der får Danmark på fode og fremad. At afskaffe aborten og dermed fastholde kvinder i en stereotyp kønsrolle vil være et tilbageskridt for 100 års kamp for lighed.

Den diskussion skal vi seriøst ikke have, vel?

Nogen i mit hood synes at være enige - omend kvindetegnet havde sagt det hele alene. Og nej. Det er ikke mig, der har gjort det
Nogen i mit hood synes at være enige – omend kvindetegnet havde sagt det hele alene. Og nej. Det er ikke mig, der har været i gang med spraydåsen

Ude godt, men hjemme bedst?

Nå, så gik der en uge. En uge på job efter anden og sidste barsel. En uge uden for husets fire vægge.

Enormt mange mennesker spurgte mig, hvor vidt jeg var nervøs/spændt/ked af/glad for/klar til at starte på job igen – især Lille Vs hjerteforløb taget i betragtning og hele tiden inden. Mit svar var klart: Jeg følte intet omkring jobstarten. Hverken positivt og negativt. Intet. Og det har nok ikke været så skidt igen, hvor koldt, det ellers måske lød. For inden i gædede jeg mig til afveksling fra livet hjemme, kunne slet ikke forestille mig, hvordan det ville komme til at hænge sammen med vores jobs og to børn i institution og var nervøs for, hvordan jeg nu skal jonglere hele setuppet omkring hans hjerte, berøringsangsten fra andres side, hans mange sygehuskontroller og at være på job 37 timer om ugen. Men der var jo ligesom ingen vej tilbage – så hvorfor ikke hoppe lige ud i det. Pengepungen gisper også efter cool cash efter en periode på barselsdagpenge (#pissedumideatværepådagpengeoptiljul).

Det hele var jo lidt, som det plejede efter knap 8 år på samme arbejdsplads. Flex ind, drej nøglen, sid bag skrivebordet. Ungerne havde været overraskende medgørlige denne morgen. Det kunne jeg nok ikke tage som et tegn i sol, måne og stjerner, at det ville blive SÅ let hver morgen.

Selv om 3000 emails, et nyt mailsystem, manglende hukommelse om koder, CMS og øvrige arbejdsgange og et opkald fra vuggestuen om, at min søn muligvis var syg, men at de ville vende tilbage, når han vågnede, måske kan virke skræmmende på nogle mennesker, så var den overordnede følelse, da dagen var endt og jeg sad i sofaen: “Var det bare det?”. Jeg havde jo både haft en voksen samtale, havde været på toilettet uden forstyrrelser OG spist mad regelmæssigt – og sønnike var heldigvis ikke syg alligevel. Det var sgu da en field day sammenlignet med livet hjemme!

Andendagen var ungerne mindre medgørlige, men det gik alligevel og med kaffe i koppen (som i øvrigt er blevet gratis i mellemtiden – optur!) koder i hukommelsen, var der kun en vej: Igennem mailboxen! Slet, slet, slet, læs, slet, slet, slet, læs… Easy Peasy. Liiiige indtil jeg skulle til første genopfriskning af vores CMS og diverse tilhørende IT-systemer og alt, hvad der var sket, siden jeg gik fra, følte jeg, mit hoved skulle springe og at jeg ikke kunne rumme mere. Mit stakkels lille hoved har jo kun regnet i milliliter og holdt styr på lillemandens lur, lort og leg, ikke opdateret mkommunale IT-systemer og udtænkt markedsføringskampagner. Shiiiiiiit!!! “Og så tager vi bare resten i næste uge, når du er godt i gang…”. Oh, Gud – der er jo mere!?!!!

Og så gik ugen. Kollegerne begyndte at tale om, hvad de skulle i weekenden og om den årlige julefrokost. Weekend? Nårh ja, det er jo en del af pakken i at gå på arbejde. Og julefrokosten? Tja, havde rent faktisk glemt den og havde planlagt en aften i selskab med manden, katten og Netflix. Kom dog afsted, lyttede til alt fra sladder og seriøse samtaler til fuldemandssnak OG holdt mig vågen helt til kl 24,00!

Ja, og så kom den der weekend. De der to dage, hvor man igen har spillopperne hjemme fra institution og man ikke er på job, men lever, som var man hjemme på barsel igen. ALLEREDE? Hvad skulle vi – andet end babysvømning og tøjvask? Ikke en skid. Gå en tur, lege, vaske op, afkalke kaffemaskinen, støvsuge, vaske gulv og alt det der. Ungerne var i et pokkers humør. Mindstemanden ville stå op hele tiden, men bentøjet er endnu ikke så stærkt. Søster legede dominatrix over for ham, når de skulle dele legetøj, mad eller opmærksomheden fra mor og far – og han syntes at have lært lidt af hende og gav igen, når hun var i centrum. Hyl, skrig, smil og så hyl igen. Mindstemanden kastede op i reseri, søster pillede maden til atomer og råbte “dumme mor” til det meste. Det var bare igen hamrende svært at dele sig. Det var bare igen huslige pligter, kriser ved spisebordet og mangel på sex og samliv. Goddamnit! Et glimt af de sidste måneder af min barsel efter kun en uge.

Ærlig talt. Jeg elsker de to små banditter af hele mit hjerte, men når de er i det hjørne, hvor man prøver at stille begge tilfredse, men aldrig når i mål, så glæder jeg mig faktisk lidt til at komme på job i morgen igen. Sætter uret til kl. 5.10 og så kører ugen igen!

Fredagslisten

Wuhuuuu….It’s alive! Fredagslisten!

Dagens emner er: 5 ting, jeg bare ikke magter om morgenen…

  • At barnet vågner før kl. 5.00. At se på sin telefon og konstatere, at klokken er 4.35 er simpelthen kvalmefremprovokerende. Så er der minimum 15 timer til hun kan puttes om aftenen og jeg VED bare, at vi får konflikt med konflikt på, når dagen starter dér.
  • Når min mand dag efter dag kl. 5.30 “lister” ned i køkkenet (hvis vi fraser, at han slæber sine klip-klappere efter sig, så de klasker mod trægulvet – klip-klap-klip-klap-klip-klap…) og herefter lukker døren til køkkenet, for at vi ikke skal vågne, men til gengæld gentagne gange banker træspækbrættet af mod stålvasken, når krummerne skal af eller skramler med tallerkener og skeer, som skulle han dække bord til 12 personer – og at hverken barn eller undertegnede til dato har formået at sove fra det.
  • Lortebleer inden afgang til vuggestuen
  • Tag-dine-sko-på-nej-ikke-smid-med-dem-sæt-dig-og-tag-de-sko-på-nu-hold nu op-sæt-dig-ned-stille-og-roligt-nej-ikke-kaste-med-jakken-tag-nu-jakken-på-du-kan-godt-selv-det-ved-jeg-kriser inden vuggestueafgang
  • Tanken om, at jeg nu ikke har sovet længere end til kl. 6.00 i 2,5 år og at de morgener, hvor jeg naivt nok tænker: Så står jeg tidligt op i dag og lader ham sove videre og så er det min tur i morgen, ikke bliver gengældt (trods det faktum, at jeg rent faktisk siger: Jeg tager den i dag og så tager du den i morgen. F#CK! Og så undrer han sig over, at jeg sjældent har overskud til sex???)

God weekend! Håber, I får en glimrende én af slagsen).

En pagt med mig selv

Der er lidt radiostilhed på bloggen i øjeblikket. Men jeg står i en svær situation, som kræver, at mine ord og tanker fokuseres andre steder end i cyberspace (fortsættelse følger når overskuddet er der).

Men trods temmelig meget lort og meget lidt lagkage, så giver tankemylderet også en lejlighed til at gøre mig nogle store tanker om livet og fremtiden. Til at tænke på, hvad der er vigtigt for mig, hvad der betyder noget og hvad vil jeg egentlig med resten af mit liv, nu hvor jeg snart runder 32 år. Sådan de virkelig store spørgsmål.

Læste en artikel i Alt for Dullerne for en uge siden. Egentlig ikke der, jeg havde forestillet mig at få den store åbenbaring, men i min givne situation, gav den mig enormt meget stof til eftertanke. Artiklen handlede om forbrug og om at sige farvel til dette. Tre kvinders bud på, hvordan de havde forsimplet deres liv og derigennem var kommet mere i kontakt med det, der var vigtigt for dem, havde mere overskud i hverdagen og havde fået et mere passende leje mellem drømme og materielle forbrugsgoder.

Jeg har virkelig grublet og følt mig inspireret af deres ord. Faktisk så inspireret, at jeg har tænkt tanker om, at sætte huset til salg og flytte i en mindre lejlighed for at skabe økonomisk råderum til at gå ned i arbejdstid og op i kvalitetstid med dem, jeg holder af. Den tanke virker slet ikke vild eller frastødende eller skræmmende. For det er jo bare mursten. Og manden er heller ikke afvisende for tanken. Så kunne jeg realisere nogle andre sider af mig selv – og min mand kunne få rum til at arbejde med den personlige træning, som han tit fortæller, at han drømmer om. Der er faktisk ikke noget, der binder mig til huset eller nabolaget eller byen for den sags skyld.

Jeg har også startet en proces, hvor skabe gennemgås og ting gives videre til genbrug. Der er for meget rod i mit liv på alt for mange plan. Alt, alt for meget rod. Jeg har altid haft 3 “shoppingregler”, der hedder: Har du én, der ligner? Har du egentlig brug for det? Og har du mindst tre ting, det kan passe sammen med? Og alligevel lader følelserne løbe af med mig nogle gange. F.eks. med ørenringe og hvide skjorter og sorte bukser… Og så er det ikke fordi min telefon er den nyeste model, fordi huset skal følgetidens trend, fordi jeg taler mere end 1,5 time i mobiltelefon om måneden eller fordi vi tager på udenlandsferie én gang om året. Og underskud og kassekredit er ikke noget, jeg gør brug af. Så priviligeret er jeg alligevel.

Jeg har så meget brug for overblik og når man begynder processen, er der faktisk rigtig meget, man kan undvære. Som ikke repræsenterer en reel værdi for mig. Og hvis de penge og det overskud kan blive brugt til noget godt på det mentale plan, så er det det værd!

Måske er noget af det også fordi, jeg er blevet mor og 30+ og alt sådan nogle ting. Der er gået mere Føtex end Fakta i den – færre men bedre varer. Der er én yndlingsmascara og ikke 4 crappy slags i skuffen og skoene koster mere i stedet for at skifte ud flere gange, fordi de er købt for billigt og går i stykker. Mærkevarer har faktisk aldrig rigtig sagt mig noget, men mit voksne liv dikterer mig, at der er forskel på skidt og kanel.

Nårh ja, og så er der i 2013 – so far – gået 7.900 kr til nye dæk på bilen, 5.000 kr. til øvrige reparationer på Peugeot-Porchen, 9.000 kr til forsikrings-selvrisiko for vandskader, 20.000 kr. til VVS-arbejde, 40.000 kr. til murerarbejde, 3.500 kr. til maling og på den gode side af 5.000 kr. til øvrige hus-reparationer. Altså små 100.000 kr. Og der er altså 3 måneder tilbage af året… Det sætter også et vist behov for ny nøjsomhed… Farvel opsparing, farvel månedsløn, farvel buffer på budgetkontoen, farvel frihed.

Kort sagt: Jeg har et helt vildt behov for klarhed. For overblik, for at kunne overskue fremtiden. Er “fed up” bare alene på hverdagsniveau. Jeg arbejder på en pagt med mig selv om, hvordan jeg ønsker fremtiden skal være med udgangspunkt i nuet. Rammerne omkring fremtiden i hvert fald. Listen indbefatter foreløbig enkelthed i hverdagen, mindre Facebook og mere familietid, et nyt job – måske endda ønskeligt på deltid og måske i en ny branche? Hvem ved. Den indeholder også drømmen om noget mere simpelt at bo i, mere tid til at passe på kroppen og sindet og ønsket om at videreuddanne mig på sigt. Måske endda finde en anden retning i livet.

Pagten er igang og tager langsomt form. Og jeg håber, at det er den hellige gral for mit sind. For at opnå noget, jeg kan hvile i og være mere glad for, end den hverdag, jeg p.t. oplever. Det er en rejse ind i en ny side af mig selv; en side jeg aldrig rigtig har udforsket i kapløbet for uddannelse, karriere, månedsløn, anerkendelse, at være “med” og at være social og fit. En blødere side, der taler til humanisten i mig. For det er jo det, jeg er. En side, der skal afspejle hvem jeg er og hvordan jeg ønsker, at dem tættest på mig: mand og barn, skal opleve mig. Mor i balance – halleluja og amen. Det kunne jeg godt nok godt bruge!

Sex, kaos og bekendelser

Ih altså. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over, at jeg først nu opdager, at DR2 sender dokumentarserien Sex, kaos og bekendelser. Øv øv – afsnit 6:8 er bare ikke helt så fedt, som at se noget, man gerne har villet længe fra start til slut.

Ok, jeg har efterhånden snart vænnet mig til ikke at se ting fra ende til anden, efter Lille E blev født. Det er bare utopi med børn under 3 år, lader jeg mig fortælle.

Men ville nu gerne se hele dokumentaren.  Sådan for at sætte mit eget liv lidt i perspektiv og stille mig selv spørgsmål som: Har jeg virkelig grundt til at synes, at jeg har det hårdt indimellem? Ville det være bedre at gøresådan? Måske kunne jeg se mig selv i hendes sko? Ja, vi skaber mening i hverdagen gennem refleksioner og sammenligninger, ikke? Og efter, jeg er blevet mor, har jeg fundet mig selv i den uvante situation 117 gange og mere til, at jeg har brug for at spejle og sammenligne min egen gøren og laden med andres. For at skabe mening i hele dette kaos af følelser, formaninger og forventninger, som det at blive mor nu engang er. For at vide, at jeg ikke er helt fra forstanden og ikke traumatiserer mit barn, med det jeg gør. Før havde jeg nok i min egen og mine nærmestes mening. Hvorfor har jeg så engang imellem så meget brug for andres? (…og hvorfor får jeg uforbeholdne meninger, når jeg er allermest sårbar?)

Der er et eller andet fascinerende og grænseoverskridende over at få lov til at “lure lidt” i andres liv, når de udstiller det på TV. Noget, som man jo ikke ville gøre ved naboen, bedsteveninden eller kollegaen, hvis man da sådan er nogenlunde ved sine fulde fem.

Nå, det jeg egentlig bare ville sige er, at jeg gerne vil se hele dokumentarserien – så hvis du har et link til dokumentaren et sted, så smid det endelig på bloggen! Så ville jeg blive så glad 🙂