Der er (næsten) intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Når man nu alligevel kommer op at skændes med manden, og vælger at gå sin vej for at køle af og undgå at se på ham for en stund, så kan man lige så godt være praktisk. Inspirationen kan jo ramme de mest sære steder.

Når man sådan er godt oppe at køre og gal i skrællen, så kan man lige så godt være lidt praktisk. Al den opbyggede energi for ingenting. Nej vel? Så kan man lige så godt hugge låne omkring 100 hyldeblomstskærme i nabolaget og omsætte dem til hyldeblomstsaft. Tage det sure med det søde, hvis man skal være i det filosofiske hjørne.

100 skærme, 2,5 kilo øko-rørsukker, 6 spsk. citronsyre og 4 liter kogende vand og 5 økocitroner skåret i skiver. Easy peasy! Så skal det stå koldt i 3 dage og røres i et par gange om dagen og voila! Så er der hyldeblomstsaft til hele sommeren.

hyld

Så glemmer man sgu næsten at være sur! Næsten…

Vi fik aldrig rigtig talt om, hvorfor vi var sure, ej heller løst problemet. Hverdagen kører videre og det er mange problemstillinger siden nu. Story of my life.

Men nu er der saft. Gid det var lige så let, at lave 5,5 liter perfekt parforhold på flaske.

Hyldesaft

Bøjet eller brækket

Dette indlæg burde være skrevet for fire uger siden. For fire uger siden, hvor jeg gennemlevede en ekstra svær uge. Næsten ikke til at komme igennem – også selv om der havde været en ekstra fridag 2. pinsedag. Lige så uoverkommelig som ugen før havde været det. Og ugen før det. Og de efterfølgende uger har føltes lige så uoverkommelige. Men det blev det ikke. Fordi det er pisse svært at skrive, og fordi det er pisse grænseoverskridende at hænge mit beskidte vasketøj til tørre midt på gågaden.

Den omtalte uge var på samtlige områder drænende. Jobbet stillede store krav til lidt tid, en kollega satte mit ellers kontrollerede stressniveau ud af kurs, så jeg måtte tude frustrationerne ud bag lås og slå på toilettet. Børnene sov på skift eller samtidig ikke om natten. Manden arbejdede over, jeg skulle arbejde over og til et socialt arrangement, jeg ellers havde glædet mig til. Jeg havde bare ikke kræfterne og overskuddet til det, selv om jeg kom afsted, fordi jeg hele tiden kom til at sidde og tænke på, om jeg kunne have fået mere overskud af at være blevet hjemme? Det var sgu sørgeligt.

Huset var på den anden ende som følge af ovenstående, yngstebarnet kastede med maden for Gud ved hvilken aften og efterlod i vanlig vis et spor af hærgen efter sig huset igennem. Den ældste syntes, vi var de dummeste forældre og satte sin selvstændighed igennem hvert et sted muligt. Familien sang sangen om, at vi aldrig så dem, selv om de alle havde været til en ellers hyggelig fødselsdagsfejring i weekenden og små ting gik galt og kom til at fylde uhensigtsmæssigt meget. Jeg var træt! Dødeligt træt – og det hele var for meget med kun 2-3 timers søvn i bagagen dagligt, fordi den lille er vågen og skriger i timevis, fordi han ikke kan finde tilbage i søvnen.

Endnu en dag i hamsterhjulet, på vej ud efter børnene i institutionen efter endnu en mentalt hård dag på jobbet, skiftede jeg kanal på bilradioen og i samme øjeblik startede “Just give med a reason” med P!NK og Nate Ruess. Den slog på rigtig mange måder hovedet på sømmet på det stadie, hvor jeg er lige nu – og hvor mit parforhold synes at være. Vi er ikke brækket midt over og har kastet håndklædet i ringen. Vi er som sådan ikke på skilsmisseranden, men vi er bøjet så meget hver især – og sammen, at man begynder at kunne høre sammenholdet give efter. Ikke fordi vi ønsker det, men fordi hverdagen er ved at stige os over hovederne og vi bevæger os længere og længere fra hinanden, selv om vi bor under samme tag og deler genpulje i to børn.

Seriøst, hvor latterligt er det, at to voksne mennesker, der har dannet par i 10 år, har gennemlevet vores livs fælles krise med et dødsygt barn og risikoen for at miste ham; to mennesker, som stort set aldrig har været uvenner, står nu og skændes om, “hvornår det er mig, der kan arbejde over???” Hvad fa’en sker der? I en presset hverdag, hvor jobbet tager en (unfair) del af mig på grund af en sejlende kommunal skude i sparetider, står jeg bare helt af, når manden kommer hjem og proklamerer, at han altså skal arbejde over fredag og møder tidligere mandag og skal på kursus og har personaledag hele den dag, børnehaven har lukkedag og begge børn er hjemme. Den dag, jeg gerne ville have, at vi kunne lave noget sammen som familie. Det har jeg så selvfølgelig ikke sagt højt til ham, men jeg havde antaget, at han var hjemme og blev ærligt talt slemt skuffet. Med fare for at lyde som en dårlig mor, havde jeg set frem til at være to om endnu en af institutionens lukkedage. Ved Gud: Ungerne er skønne og jeg elsker dem med hud og hår. Jeg er bare alene med dem ret tit og de er begge to et sted i deres udvikling, hvor de både er fantastiske og samtidig ikke kan efterlades uden opsyn i 5 minutter, uden at den ældste skubber den lille omkuld eller udfordrer ham til at stå på armlænet af sofaen og den lille – 18 måneder gammel – løber på væggene og hærger som en tornado alle steder, hvor han kan komme til det – OG er uvidende om, at han ikke kan det, søster udfordrer ham til. Jeg ved godt, at jeg ikke er alene hver dag, og tusind tak for det, men skuffelsen over ikke at være to, selv om man på papiret er det, gør også ondt.

Jeg føler oftere og oftere, at min mand og jeg glider længere og længere væk fra hinanden. At kærtegn som udgangspunkt skal involvere at han tager mig på brysterne eller klemmer hårdt om fedtdepoterne (og vækker dermed en væmmelig del af min selvfølelse) på røven af mig, i stedet for at give et kram, så snart jeg bare vender mig imod ham. Jeg savner intimiteten i krammet, der fordrer, at han kan lide mig for hvad jeg er, og ikke kun fordi jeg potentielt kan give ham sex. At nærhed altid skal associeres med sex – hvilket jeg slet ikke har overskud til. Og så trækker jeg mig. Sad but true, men her forstår jeg måske egentlig godt, at han udnytter enhver chance, for jeg magter ærligt talt næsten ikke at knalde længere. Jeg vil indimellem langt hellere sove eller sidde og glo ud i luften. Og her har jeg en stor del af “skylden”. Nej, ved du hvad. Jeg vil langt hellere tale med ham og dele hverdagen med ham. Jeg savner, at vi også har et mentalt fællesskab.

Jeg føler ikke, jeg har overskud til at føle noget som helst længere. Hverken i eller uden for sengen.  Sex skal ærligt talt tages ud af et overskud, jeg på ingen måde har. Jeg kommer til at afvise og hans følelser bliver ikke gengældt, som han ønskede. Jeg bliver oprigtigt ked af at afvise, men døjer stadig med efterfødselsskader fra første fødsel for 4 år siden og skal, meget firkantet sat op, vælge mellem smerter, træthed eller afvisning.

Min mand siger ofte, at han synes, jeg er smuk og at han elsker mig – og jeg prøver at huske at gengælde uopfordret. For jeg er ikke i tvivl om, at jeg også elsker ham, selv om hverdagen kører i sit vante spor. Han siger det højt, og det er jeg taknemmelig for, men mange gange mangler jeg den fulde tilstedeværelse i sammenhængen. Mange dage taler jeg mere om børnene og han lytter ikke. Mange dage har jeg lyst til at kyle hans telefon eller tablet – ja, han spiller online spil på begge nu – af helvede til og råbe, at virkeligheden er vigtigere. At han skal se sine børn i øjnene og bruge de få vågne timer vi har sammen med dem til DEM. Men også vel vidende, at han sikkert flygter ind i de åndssvage spil, fordi hverdagen også er for meget for ham og at jeg mange gange flygter ind i bloggens univers, så snart børnene sover og jeg har en svag chance for at være mig selv. Uden nogen. Også uden ham. Ganske simpelt fordi jeg på intet andet tidspunkt i løbet af dagen har den luksus ikke at skulle fokusere på andres eller jobbets behov.

Vi burde tale om det hele. Om drømme og håb, om forventninger – de indfriede og dem, som gør ondt, fordi de ikke gengældes. Om at smide tablet og telefon og PC af helvede til og være til stede i familien, tale om mangel på sex og vejen tilbage til mere, om økonomien så vi hver især måske kunne frigive mere tid og dermed mere overskud. Om at sælge huset og flytte, eller om at blive og skabe pladsen. Om os og ikke kun børnene. Vi burde lytte. Sådan rigtig lytte – og lære af hinanden og vores fejl. Men i stedet sidder vi begge og lukker verden ude og siger ikke et kvæk. Ikke af ond vilje, men fordi vi er trætte. Fordi vi ikke ved, hvor vi skal starte. Fordi vi ikke magter mere. Fordi vi ikke helt er på bølgelængde. Fordi vi måske drømmer hver for sig i stedet for sammen.

Kunne jeg forestille mig at blive skilt? Både ja og nej. Forestille mig, men ikke ønske! Jeg elsker min mand, vil nødigt undvære ham og jeg vil helst ikke byde mine børn samme skilsmissebaggrund, som jeg selv kommer fra. Men jeg tænker også mange gange på, om vi begge ville være lykkeligere uden det svære, vi har i fællesskab, at skulle forholde os til? Om vi ville blive bedre og mere dedikerede forældre på enmandshånd hver anden uge? Om vi så ville kunne give slip på det svære og starte forfra? Men jeg kunne ikke forestille mig kun at være 50% del af mine børns liv og hverdag. Selv om jeg mange gange længes vildt efter tid alene, vil jeg ikke undvære dem længere end højest nødvendigt. Lever vi måske for at realisere forskellige mål? Selv om vi egentlig vil præcis det samme.

Vi skal ikke have flere børn og i kølvandet på dette, skal vi finde os selv og vores parforhold igen ud fra de givne omstændigheder. Det føles dog indimellem som om, vi jagter forskellige mål med den beslutning. Som om hans mål er at få mig “igen”, som tingene var engang og at jeg arbejder for at få det bedste familieliv, hvor vi alle har det godt. Hvor rammerne for et godt liv er sikret i den virkelighed, vi har nu. 4 i stedet for 2. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg de seneste måneder har drømt inderligt om at droppe jobbet og lægge hverdagen bag mig. Trække stikket ud og flygte til et sted, hvor forventninger og realitet mødes i equilibrium. Et sted, hvor jeg ikke tager mere af mig selv, end jeg får igen og end jeg har. Bare for en stund.

Jeg har altid været den, der kunne udrette noget. Den, der havde ideer og den, der kunne hjælpe andre. Og jeg gør det gerne – jeg føler bare sjældent, at hjælpen gengældes. Jeg forventer ikke 1:1 retur, men bare en hjælpende hånd eller en smule anerkendelse. Bare for at føle, at nogen SER det. Ser mig. Som andet end den, der vasker op og vasker tøj og slår græs og skifter bleer og køber ind og henter og bringer og gør en stor indsats på jobbet.

Når verden og hverdagen ikke rigtig spiller, begynder jeg også at fokusere på alt det, der står til. På at se mangel på træning og en krop, hvor barselskiloene velsagtens ikke kan kaldes barselskilo mere, men er blevet et “ømt punkt”. Kigge på mig selv og se strækmærker og fedtdepoter. Se på omgangskredsen og ønske, at jeg var dem. Surfe efter resultater af fedtsugninger, fordi den nemme vej lyder rar (dyr, men rar), og begrave mit selvværd og min selvfølelse dybere og dybere. Ja, faktisk blive rigtig godt og grundigt ked af det.

Jeg undersøger mulighederne for nedsat tid, afvikling af barsel drypvist, karriereskift, brancheskift, at sige op og stå af ræset og leve på et minimum. Jeg trænger til at føle, at jeg lever og ikke kun lever for at kunne betale mine regninger. Jeg trænger til at føle, at jeg kan være en masse godt for mine børn, imens de stadig gider mig. Forsøge ikke blot at blive en flygtig del af deres liv, når de kigger tilbage engang, men én, som de holder af for det jeg kan, det jeg gav dem og det, vi havde sammen. Være mere end en ven for min mand – være kone og kvinde. Sidder vi og puger penge sammen til en alderdom, vi ikke ved, om vi får, gemt i vores murstensfort af et parcelhus, der alligevel synes at sluge alle pengene i reparationer? Samler vi til huse, hvor vi burde give los og leve? Pensionen, Peugeoten og parcelhuset – fortjener de de penge, jeg kunne bruge på det, jeg drømmer om? Prioriterer jeg helt forkert i forhold til det, jeg tror, er fornuftigt, eller min bank fortæller mig er det rigtige at gøre? Hvad fortæller mit hjerte mig, er det rette? Er det i virkeligheden poderne, parforholdet og den person, jeg ved, jeg kan være?

Der skal ske noget. På mange fronter. For at få livet og glæden igen. For ikke at ende som et nummer i skilsmissestatistikken. For selv om jeg ikke ser det som en umulighed og ved, at vi alle kan ende der, så ønsker jeg det bestemt ikke! Sommerferien skal bruges til at gennemtænke, hvad jeg, og vi som par, ønsker og hvad der kan lade sig gøre. Blive gladere. Drømme og forhåbentlig udleve drømmene i meget nær fremtid. Før der ikke er nogen at dele drømmene med.

Jeg har brug for voksentid

Har lige puttet ældstetrunten. Da godnathistorne var slut, holdt hun fast i min skjorte og insisterede på, at jeg skulle blive liggende. Nu har jeg jo et princip om ikke at lyve for mine børn (med undtagelse af nisselege i december). At omformulere sandheden er noget andet.
Jeg fortalte hende, at jeg skulle have en kop kaffe og noget voksentid med hendes far, inden vi også skulle sove.
“Nej, det er børnetid. Lige indtil du skal i seng, mor”.

Nej, sødte. Ikke på papiret i hvert fald. Men i realiteten har hun nok desværre ret. For der er godt nok for alvor minus på voksentidkontoen. Aftenen går med at sludre, tjekke mails, blogge, se lidt Netflix og at pendle mellem stuen og børneværelserne, når der mangles en sut, eller vand eller en af dem drømmer eller bare råber for at råbe. Sove helst før 21.30 i håbet om at kunne få lidt mere søvn, inden  en nu dag truer starter.

Jeg sukker dybt indvendigt og er faktisk ret misundelig, når min kollega med børn i samme aldersgruppe som mine og lidt ældre fortæller om børnefrie weekender, om bedsteforældre, der tager over ved barns sygdom, om aftener ude, hvor han overrasker konen og børnene bliver passet natten over m.m. Bare det var mig!!!!!!!!! Jeg er VILDT misundelig!

Vi har “kun” farmor og farfar at trække på og de er ikke med på overnatning, med mindre det er strengt nødvendigt. Vi kan godt tage ud og spise hver tredje måned, men efter et par timer eller tre er vi hjemme igen og så står vi selv med natteroderi og spisekriser. Jeg er træt langt ind i sjælen og drømmer virkelig om at komme lidt væk. Ærligt – det gør jeg altså! Jeg trænger til at sove, men også til tid, samtaler og kulturelle vingesus. Jeg trænger til at tænke på mig selv, sætte mig selv og mit parforhold først en gang imellem. Jeg forstår fa’me godt, at så mange ægteskaber og forhold ender i opbrud, hvis alle er så pressede, som jeg føler, vi er.

Det er endnu ikke lykkedes os at finde en god barnepige, som kan tage over på børnene indimellem og som børnene er trygge ved. Det kunne ellers gøre tingene lidt mere fleksible. Men det har vi altså ikke.

I morgen starter juleferien og jeg har set frem til den. Men da aftensmåltidet endte i skrigeri for den yngstes vedkommende og al mad konsekvent blev spyttet ud, og den ældste brugte enhver lejlighed til at fortælle os, hvor meget hun ikke gad sidde stille eller spise og hvor meget hun ikke kunne li’ det, jeg serverede (selv om hun spiste det samme i går) og havde korslagte arme og trutmund og yderst selektiv hørelse, tænkte jeg på, at det ikke ville blive “ferie”. Det ville blive hverdag med ekstra timer hjemme og en ordentlig røvfuld julegaver. Samme konflikter, samme 5-10 ture til børneværelset hver nat, op kl. 4.45 hver dag og helt udkørte forældre om aftenen. Men vi vil være to efter kl. 16 i morgen eftermiddag – og det ser jeg virkelig frem til. 13 dage hjemme på godt og ondt.

Jeg ville virkelig ønske, at vi havde flere muligheder for at være par indimellem. At min egen mor ville passe mine børn. At min far stadig levede og kunne tage over indimellem. At jeg måske endda havde søskende med jævnaldrende børn eller vener, hvor man på skift gav hinanden plads til get-aways imens man passede hinandens børn. At min mands søskende ikke boede så langt væk. Vi har ikke været væk fra hjemmet natten som par i over 2 år, hvis vi fraser den nat, hvor jeg skulle føde den yngste. Og det var ikke just ferie, vel?

Jeg savner at være alene. Og jeg savner at have min mand. Se ham i øjnene og ikke kun ryggen af ham, når jeg blogger i sofaen og han sidder og spiller på tabletten. Se sgu nok hankatten mere i øjnene end min egen mand. Men vi er lige gode om det. Vi flygter p.t. ind i hver vores univers, hvor ingen stiller krav til os. Hvor vi kan koble af – han med spil, jeg ved at få mine tanker og følelser på skrift. Vi er ramt af to børn under 5-krisen og det er bare døden for parforholdet og det skræmmer mig. Vi er skide-gode venner og skændes aldrig, men vi taler heller ikke så meget sammen og så er der jo ikke så meget at skændes over. You see the irony?

De seneste år har jeg skrevet “en hel nats søvn” på ønskesedlen, men hverken julemanden eller familien har endnu ikke opfyldt mit ønske. Så vi er familie 24-7-365. Dag og nat (desværre rigtig meget nat stadigvæk). Jeg kan normalt ikke forestille mig at undvære mine unger, men tanken om et par weekender eller 4 om året, hvor de er et andet sted er ret tillokkende. Meget tillokkende, faktisk.

Når skilsmissesygen (igen) stikker sit grimme ansigt frem

Startede morgenen med at finde ud af, at (endnu) et vennepar skal skilles. Det var så offentliggjort på Facebook fra den ene parts side. Den måde, kan man mene om, hvad man vil, men faktum er, at det er sk*de skræmmende! Jeg har skrevet det før, og skriver det gerne igen – men vi er bare ALT FOR UNGE til det pis! Period! Vi er bare ikke blevet så voksne, at de bryllupper, der stod smukt for få år siden, skal gå til grunde.

Førnævnte par har været sammen længere end de øvrige par i omgangskredsen. Deres børn er ældre end vores og på deres Facebook-billeder krammer og smiler de og virker som om, de er et af de stærkeste par i verden. Ja, én ting er billeder. Men jeg havde bare ikke set det komme.

Jeg bliver trist, fordi det hver gang, det sker, er en skæbne for børn og voksne. Det er svært for alle parter. Og så er det pokkers akavet i vennekredsen, selv om vi af princip ikke “vælger side”. Vi holder jo af begge parter. Men det bliver altså akavet, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det.

Men jeg bliver også bange. For her står jeg med begge ben uhjælpeligt plantet i småbørnssumpen og de fleste samtaler omhandler børnenes ve og vel, madpakker, bleskift og hvem der henter og bringer og den slags. Lets face it: Lige nu er vi to voksne, der har sagt ja til hinanden og har formeret os 2 gange og lever to adskilte liv under samme tag. Han på job og mig på barsel. Ikke at vi ikke elsker hinanden, men overskuddet er ikke, hvad det var, alenetid er utopi og sexlivet lider en krank skæbne. Der er ikke meget tid til at være par, når det meste går med at være forældre til børn under 3 år. Når jeg læser gennem bloggen her, kan jeg sagtens lokalisere op til flere faldgrupper, der kunne få fundamentet til at krakelere.

Debatten kører om, hvorvidt vi selv har valgt eller om det er samfundets skyld, at det til tider er så svært, at få artens mest almindelige konstellation til at fungere og hænge sammen. Men det ER pokkers svært og et eller andet sted, forstår jeg sagtens, at det kan gå i stykker. Jeg bliver blot lige rystet, hver gang det rykker tæt på. Lige derhen, hvor jeg bliver mindet om, at det også kan ske for mig. Delebørn, 7-7-ordninger, nye kærester, jalousi osv.

De kom gennem småbørnsperioden, de har begge gode jobs og er gode og smilende venner. De har altid plads til besøg og virker som om, de har langt mere overskud end os andre, der dagligt kæmper for at sove mere end 3 timer om natten. Hvor er filmen knækket? Det ved jeg ikke og det er ikke min opgave eller min plads at finde ud af. Er det en 60 timers arbejdsuge, nu hvor man igen har tid til at pleje karrieren? Er det fordi alt blev brugt i småbørnsperioden og man nu ikke længere kan kende den, man forelskede sig i? Er der en tredje part inde over? Er det økonomi eller forskelligartede drømme? Gav de hinanden for lidt plads i forholdet eller tog Bo Bedre-drømmen over, hvor mindre kunne have gjort det? Vågnede de bare op en dag og så hinanden i øjnene og var enige om, at det var hertil og ikke længere?

Jeg ved det ikke. Men jeg kiggede min mand i øjnene og bad ham om, at skulle han have den slags tanker, så skulle han give mig en fair warning – give mig mulighed for at redde stumperne, imens tid stadig var. Han kiggede mig i øjnene og sagde selvfølgelig. Men alligevel er der en knude i maven, der ikke vil løsnes. For kan jeg tro på, at vi ikke går hver sin vej nu eller senere i livet? Nej, det kan jeg jo ikke. Det er der ingen, der kan garantere mig. Men jeg håber godt nok ikke, at vi er vokset fra hinanden, når vi på et tidspunkt får tiden igen og kan leve hverdagen i stedet for at overleve den.

Når parforholdet lider af metaltræthed

Faldt over en “ugebladstest”, omend den var på nettet, omkring parforhold efter barne-/børnefødsler. Trænger det til et boost eller ej?

Tror, de fleste parforhold lider i en svær, træt og frustrerende tid, men nogle mere end andre. Mit parforhold har i løbet af det år, der er ved at være gået, lidt nogle alvorlige op og nedture og jeg tænker nogle gange på, om det kan holde til det? Ender jeg som enlig mor en dag? Det ser jeg ikke umiddelbart for mig, men jeg kan skisme også godt blive nervøs til tider.

Så jeg tog denne hersens test med forventningen om overfladiske råd og floskler. Og jeg må indrømme, at jeg ikke var overrasket over svaret, til trods for at jeg ikke var fuldstændig ude i tovene i alle mine svar:

Dit forhold trænger til et boost!

Noget kunne tyde på, at forholdet til din mand/kæreste lider af metaltræthed. Hvornår kyssede I sidst? Altså sådan rigtigt, ikke bare et tantetrut på kinden? Og får I snakket sammen om andet end, hvem der skal bringe og hente ungerne og lave mad?

Hvis I skal genfinde gnisten i forholdet er første step at snakke sammen om problemerne. Og måske booke kærestetiden ind på et skema, så den ikke drukner helt i hverdagssysler? Der er masser af muligheder for at vende bøtten, så fortvivl ikke. Og husk, at I har skabt noget helt fantastisk sammen – jeres barn/børn!

Goddamnit, der går lang tid imellem de der intense par-stunder eller parsnakke. Der er mere to do og planlægning, end der er intimitet og fortrolige snakke. Og jeg er ikke så god, som jeg har været, til at gå foran.

Vi har talt om den der parweekend i sååååå lang tid. Og så blev jeg gravid igen, og så tog vi en emotionel rutsjebanetur i forhold til det kommende barns udfordringer og nu er det kun turen til Skejby, der planlægges. Og det bliver der på alle måder ikke noget romantisk over! Min mand sagde den anden dag, at han havde set et tilbud om en juletur for 2 til Berlin eller London. Og vi sukkede begge dybt og sagde “Årh, det gad jeg godt!”. Og i næste sætning: “Men det må nok blive næste år” og kiggede forstående og trætte på hinanden. “Det er jo ikke sidste chance, Mette”, sagde min mand. “Vi skal nok komme til det”. Og det håber jeg, han får ret i, og håber, at vi ikke kører hver sin vej, inden vi får hevet os selv ud af hverdagssumpen og får bestilt den tur. Jeg kan ikke overskue fremtiden, før jeg har født og vi er hjemme fra sygehuset igen. Og så er der sikkert også en masse undskyldninger eller forhindringer derefter. Så jeg er ikke i tvivl om, hvor metaltrætheden stammer fra. Hvis vi ikke får det gjort, sker der aldrig noget og så er løbet kørt.

Savner jeg nærheden og følelsen af forelskelse? Ja, sgu! Men jeg ved også godt, at de aldrig bliver det samme som før den smukke forårsdag i 2011, hvor minimenneske 1 kom til verden. For derefter, har en del af min ubetingede kærlighed også gået til hende. Så har min kærlighed delt sig i 2 og har fået andre præmisser. Derved slet slet ikke sagt, at jeg ikke elsker dem begge – jeg skal bare have en del mere forelskelse ind i mit parforhold. En hel del andet end pligter og planlægning. Forelskelse og fritid, foreksempel.

Du kan selv tage testen her og se, hvor i skalaen du ender.

Uden for lands lov og ret

Er hun død? Har hun forladt alle os læsere i et endeløst tomrum, nu hvor vi bedst sad og ventede på et nyt spændende indlæg fra provinsen??? Nej nej – jeg har bare været på ferie! Sådan som i uden for lands lov og ret, ude i et landskab af knæhøjt græs, flåtfare (living on the edge…!) og uden nogen som helst form for internetdækning. Stod jeg med min smartphone højt hævet og vadede jeg området igennem i håb om dækning? Tjooooow, det er nok set og sket…

Helt derude, hvor DAB-radioen måtte stå af og Radio Skive og Radio Viborg skrattende kæmpede om, hvem der kunne spille flest ’90’er hits i streg.

Sommerhusferie; lavpraktisk uden moderne teknologi og TV, køjesenge og med langt til nærmeste indkøbsmulighed. Men ved du hvad? Det var såmen ganske befriende. Efter nogle timers gåen rundt om sig selv og ubeslutsomhed, var det faktisk mere end ok, at sidde og spille spil og læse amerikanske klassikere og lytte til stilheden. For der var godt nok stille.

Barnet elskede det. Løb rundt i bar røv og undertrøje med armene over hovedet og skreg “SOMMERHUS!”. Vi havde glemt legetøjet hjemme, som de organiserede forældre, vi er. Men det gjorde heller ikke noget, for skovsnegle, kopper og tallerkener og en pind at slå til blade med var helt fint. Ikke noget tud, piv eller kamp om at spise aftensmad. Se det kunne jeg godt vænne mig til.

Lange gåture omkring fjorden, ind imellem synet af andre levende væsner og ellers bare blæst i håret og intet, vi skulle nå. Både en lise for sjælen og en udfordring, når der skal arbejdes på kommunikationen i parforholdet. Men halleluja for ingen tablet, ingen sportsresultater eller computerspil. Det kunne jeg også godt vænne mig til!

Du får lige et par snap shots fra de seværdigheder, man kan opleve derude i intetheden – og det er altså alligevel ikke småting…

Ferie uden for lands lov og ret Hjarbæk fjord Seværdigheder uden for lands lov og ret