Jule-detox

Jule-detox

Shiiiit! Min krop har brug for en jule-detox! Detox fra sukker og chokolade. Detox fra cola og Asti i lind strøm nytårs aften. Detox fra hjemmetid med ungerne. Detox fra et slukket vækkeur. Detox fra kaffe og dage i nattøj og detox fra gaver (selv om jeg er et relativt nøjsomt og taknemmeligt menneske, er det altså fedt at blive forkælet én gang om året, når man nu skal have fødselsdag og jul næsten oven i hinanden :-)).

Og det er så fuldstændig løgn. Jeg er simpelthen svært afhængig af alle dele – og jeg kunne  nyde det hele HVER DAG, hvis det skulle være!

Det er godt, jeg ikke lavede et nytårsforsæt om ikke at spise chokolade og drikke cola. Det ville være håbløst og i så fald brudt lige nu. Gensynet med hverdagen har ikke været glædeligt. Ok, det har heller ikke været helt hæsligt, men altså: Jeg skulle med glæde tage 11 dage mere.

Den ro og tid, der var i julen, var ekstremt vanedannende. Jeg nød SÅ meget ikke at have særlig mange planer. Det tror jeg også, mine børn gjorde. Den ældste havde nogle legeaftaler og vi havde også enkelte visit hos familie og venner. Men mest af alt var vi hjemme. Hun har været på nippet til at tude hver morgen i denne uge, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad der er galt. Bliver jeg bekymret: JEP! Her til aften var der pludselig tårer i øjenkrogene igen inden sengetid. “Jeg vil bare gerne have fri sammen med dig, mor. En dag, hvor vi ikke skal noget”, snøftede hun.

Se dér lå hunden begravet. Hun er glad for skolen, men jeg tror, overgangen mellem hjemme og nærvær og hverdagen på godt og ondt har været stejl for hende. Også for hende.

Hverdagen er chokstartet. Ungerne sover meget lidt trods deres fremskredne alder, og jeg har kompenseret med sukker og kaffe. No news there. Jeg er priviligeret med en krop, der ikke trænger til en slankekur (*host*tyndfed*host*), og med en passion for at løbe. Så det går nu nok alt sammen. Men f**k, hvor jeg savner tid. Tid til at være hjemme og helt tæt på dem, jeg elsker!

Jeg føler, det hele er min skyld

Jeg føler, det hele er min skyld

Shit, mit hjerte gør ondt lige nu! Jeg føler mig som verdens dummeste mor, selv om alle gode intentioner var der og jeg prøvede mit bedste.

Vi er netop kommet hjem fra juletræsfest på skolen. For 0. og 1. klasse, men ikke desto mindre 280 mennesker i alt, når forældre og søskende er med. Noget nær så kaotisk, som det lyder. Der var nissespil, sanglege og juletræsdans, lige dele mad og sukker til ungerne, alt for lidt plads og et lydniveau langt over det tilladte DB-niveau.

Alt sammen meget hyggeligt. Hvis altså ikke man var alene afsted med to børn, hvoraf 50% elskede det og 50% hadede det og enten skreg eller insisterede på at hænge på mig og lave obstruction på enhver ide, det juleelskende barn fik.

Jeg magter kun til en vis grænse at vise gode miner til slet spil. Jeg er så usselt et mor-menneske. Efter 1 times 3-års-hysteri, 2 forsøg på at forlade skolen ud i mørket uden jakke eller sko, udtalt modstand mod juletræsdans og et forgæves forsøg på at danse armkrog og fagtesange med 20 kilo barn på den ene arm, og et ringe forsøg på at være dybt engageret i det andet barn, for at tilgodese hendes ønsker, ja, så kunne jeg ikke længere prøve at glatte ud eller irettesætte det vrangvillige drengebarn. Så var jeg pissed off!

Jeg forsøgte mit bedste, og endte ikke rigtig med at have to glade børn. Den lille – tja, ham har jeg lige beskrevet. Den ældste, ja, hun følte sig naturligt nok overset, selv om hun benægtede. Men pludselig græd hun over det mindste puf, og da vi skulle ind i bilen, lavede hun en scene af den anden verden over, at lillebror AAAALLLLLTIIIIIID fik lov til noget (som slet ikke havde hold i sandheden), og at hans legetøj havde ligget på hendes sæde og FYLDT (!!!), immervæk imens hun ikke var i bilen (!!??!!).

Jeg forstår godt, hvor hendes reaktion kommer fra. Jeg var også mættet af indtryk, og jeg var også træt af hele tiden at tilsidesætte hende, for at undgå at have en dreng på 3 rendende rundt på en af byens mest befærdede gader uden jakke og sko.

Og så kom min frustration til at gå ud over hendes scene. Well, det var berettiget at fortælle, at den slags opførsel ikke er ok – helle ikke selv om man er træt og lillebror er dum. Men jeg havde selv fornemmelsen af, ikke helt at være fair. Den følelse er ikke rar.

Jeg var tudefærdig på vejen hjem i bilen – og noget mere spids, end jeg overhovedet ville være. Jeg havde bare fået nok! Og det havde de helt sikkert også. Juletraditioner er ikke altid børnevenlige. Det forstår jeg i særdeleshed i år.

Da vi kom hjem, sov lillebror, men ældstepigen var ked af det. På vejen ind, var det meste i verden min skyld. Da vi kom ind knækkede hendes film helt og holdent. Hun hulkede, at hun bare følte, at det hele var hendes skyld og at vi bare skældte hende ud, selv om det var lillebror, der havde taget al opmærksomheden ved hendes skolearrangement. At hun ikke havde fået danset med mig og at jeg hele tiden lige skulle holde øje med ham og ikke hende.

Og hun har ret! Jeg var unfair og jeg var ikke tilstede på hendes vilkår. Men det var nu engang det vilkår, jeg havde, da jeg ikke havde pasningsmulighed og alternativt skulle sige helt fra til arrangementet for klassen. Så havde det også ramt hende. Det VAR en uretfærdig aften. Jeg VAR uretfærdig. Hun VAR også uretfærdig imod mit forsøg, men det kan jeg ikke pålægge hende at forstå. Hendes lillebror VAR en sur r** af rang. Det hele VAR for meget.

Øv, hvor gjorde det ondt. Jeg krammede hende selvfølgelig og lyttede. Sagde undskyld og at det var godt, at hun sagde det højt. Fik endnu mere ondt i maven over min egen formåen som mor.

Jeg ved godt, at man ikke kan komme udenom disse situationer i sit forældreskab. At man ikke kan være den perfekte forælder (og hvis man kan, i så fald er lidt skræmmende). Men AV, hvor gør det ondt. Hun er sådan en forstående og sød pige, og der er intet i verden, jeg vil gøre, der kan såre hende. Ikke bevidst i hvert fald.

Følelsen af både afmagt og den knugende fornemmelse af at have været en dårlig mor, sidder stadig i mig. Hun føler, det var hendes skyld, og jeg føler, at det var min. Det er i hvert fald den slags mor, jeg IKKE vil være, selv om det var en lidt umulig kamp at vinde under de givne vilkår.

Underligliv

 

Kan man lære at elske kaos?

Ugen sejler afsted i en sump af nattebøvl, almindelige gøremål og lange arbejdsdage. Den startede dig rigtig godt ud med hele to – som i TO – aftener ude med venindesnak og muligheden for at give en hjælpende hånd til én, som har brug for det. Det havde jo helt et strejf af tiden, der engang var – hvor man bare kunne gøre ting – også selv om både børn og arbejde fyldte det meste af snakken. Kan man overhovedet tale om andet end det – og så måske sex eller mangel på samme, når først, man har født en eller flere arvinger?

Det gav noget bonus på den mentale konto, at komme ud og være sammen med søde mennesker og gøre noget helt andet, end jeg plejer. Være social uden for familien og børnehuset. Og den bonus var i den grad givet godt ud, for den bliver p.t. brugt på feberramt lillemand og en pige, der p.t. styrer imod snot og hoste. Man er ikke i tvivl om, hvornår efteråret begynder at sætte ind.

Det er noget mærkeligt noget. Lige så meget, som man synes, at hverdagen kan køre i ring og overskuddet er flosset; nattesøvnen er på et minimum og arbejdsmængden på jobbet eksploderer. Lige så meget som man tænker “Jeg oooorker ikke mere”, og man drømmer sig væk fra det hele. Bedst som man fra tid til anden kan føle, at man ikke kan genkende sig selv i den drøm, man havde engang om far, mor og børn, så får man det hele til at løbe rundt, uden alt for store udsving. Man finder en vej af ingenting. Fordi man skal. Og fordi man vil. Syge børn skal passes kærligt på af deres forældre (hører I, politikere!). Madplaner og storindkøb en gang om ugen bliver livliner, og uforstyrret venindesnak over en café latte kan på alle måder virke eksotisk. Man kommer på bizar vis til at holde en smule af det alligevel. Ikke knuselske andet end børnene – men holde af, kan vi godt svinge os op til. Havde jeg fået et glimt af hverdagen anno 2015, da jeg var 25 år, er jeg ikke sikker på, at jeg havde valgt at få børn. Men nu hvor jeg er her, er det måske begyndt at føles som om, jeg lever mere, end jeg overlever i hverdagen. Hvem ved? Måske jeg kommer til at elske det ultra-skemalagte liv? Dem med flere år på bagen, påstår jo, at man helt kan komme til at savne det? Omend det lysner lidt på hjemmefronten, så tillader jeg mig alligevel at beholde en smule skepsis. Så glider det hele lidt lettere ned, når næste modvind sætter skuden ud af kurs.