Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

Hvor højt tror du, jeg elsker dig?

Det er ikke hver aften, vi få læst godnathistorie for ungerne. Faktisk for sjældent i forhold til, hvor fantastisk jeg selv syntes, det var som barn. Det fantasiunivers, der åbnede sig, efterlod rare tanker og stor fantasi, efter sidste side var vendt og jeg ventede på, at søvnen langsomt overmandede mig. Og alt for sjældent i forhold til, hvad jeg fuldt og fast tror, kan styrke børnenes sprog og læring.

Én af de bøger, ældstepigen forestrækker er “Hvor højt tror du, jeg elsker dig?” af Sam McBratney, og jeg forstår hendes fascination til fulde. Den er i al sin enkelthed smuk og kærlig og til at blive i godt humør af.

Lille hare vil gerne vise, hvor højt den elsker store hare, men hvordan viser man den største kærlighed?

I morges, før det mindste lys trængte igennem gardinet, kravlede ældstebarnet ind under min dyne og begyndte (selvfølgelig…) straks at tale i en lind strøm. Pludselig lagde hun en hånd på min kind og spurgte: “Mor? Hvor højt tror du, jeg elsker dig?”
“Det ved jeg ikke, skat”, fik jeg mumlet halvt i søvne, og drømte mest af alt om at slumre videre til kl. 7.

“Jeg elsker dig helt ud i verdensrummet og tilbage igen og rundt i alle lande i hele verden og op til stjernerne og hundredemillioner gange”, svarede hun.

Så er det helt ok, at klokken er 5.15 og hun er verdens største sludre-pludre-chatol fra det øjeblik, hun slår øjnene op. Hun er sgu dejlig, er hun! Og vigtigst af alt: Hun er min <3