Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har

Tirsdag morgen med totale trætte børn (og forældre). Du ved, en af de dage, hvor en forkert sok kan få verden til at ramle…

Ungerne kom en del senere i seng, end de plejer, da der var afslutning på skolen i går aftes. Well, de sover normalt senest kl. 19.00, så det er altid lidt en udfordring med relativt almindelige arrangementer i skole, børnehave eller i familien.

Så vi startede dagen i minus, og det kunne mærkes. Lillemanden har ellers ladet nej-hatten ligge på hylden et stykke tid nu, men jeg skal da lige love for, at han havde taget den på her til morgen. Skrig og skrål. Nej, nej og attter nej. Kaste med alt og slå hælene i. Selv om jeg VIRKELIG strammede mig an og selv om jeg selvfølgelig godt vidste, hvad årsagen var, så var det VIRKELIG svært at holde igen og ikke være unødigt sur. Jeg syntes, jeg klarede det ganske ok, omstændighederne taget i betragtning, men hans søster, som var lige så træt, satte også i et hyl og stampede i gulvet:

Du må ikke være sur på det dyrebareste, jeg har“, hylede hun, så højt hun kunne, alt imens tårerne kom frem som et lyn fra en skyfri himmel.

Så var det bare lidt svært at fortsætte med at være sure. Og rigtig svært ikke at lade være med at grine.

Ens unger rykker så mind-blowing meget ved ens værdier og hverdag, og det kan føles som om, livet indimellem presses halvt ud af én i forsøget på at lykkes. Men de lærer én så meget og ser indimellem lige igennem situartionen uden et filter. Og så virkede det pludselig virkelig latterligt at stå en tirsdag morgen og være sure på det dyrebareste vi har, nemlig hinanden <3

For 12 år siden

For 12 år siden

I dag for 12 år siden fik jeg en kæreste. Vi havde kendt hinanden lidt længere og syntes, at hinanden var værd at lære bedre at kende. I dag for 12 år siden sad vi i min hvide Ektorp-sofa fra IKEA og blev enige om, at vi skulle være kærester – på nogenlunde lige så elegant vis, som da man var 14 år og første gang sagde ordet kærester. Det trods vores relativt fremskredne alder af henholdsvis 24 og 26 år. Ret kejtet, som jeg husker det. Hvad der skete senere på aftenen, vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med – I don’t kiss and tell.

Det skulle vise sig at blive mit livs længste forhold. Heldivgis varer det endnu. Jeg skriver heldigvis, fordi der er løbet en del vand i åen siden da. Både ret rene og klare, men også det beskidte og nærmest forurenende.

Vi har fulgt ca. samme drejebog som så mange andre par: Flytte sammen, købe hus, blive gift, få børn og så videre. Der har dog været nogle særdeles store bump på vejen igennem de 12 år. Hvis vi havde vidst, den dag i den hvide sofa, at vi skulle gennemgå fysisk og mental stress, et hus med adskillige vandskader, et barn med spisevægring og et alvorligt organsygt barn samt en masse andet i kølvandet på det – havde vi så stadig sagt ja dengang?

Det er måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad tiden ville bringe og lod forelskelsen få fat, før kriserne kom. Det er måske også meget godt, at vi begge er ret vedholdende og glade for det nære og velkendte – for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke nær havde fået det bedste af os. Jeg tror, vi begge har følt os enormt ensomme i perioder. Alene med tanker og følelser, selv om vi var omgivet af mange mennesker. Selv om vi havde hinanden.

Der er ikke fordi, kriserne har ramt os som par – altså i den forstand, at vi skændes vildt og vendte vrede og frustration mod hinanden. Jovist skændes vi til husbehov – hvem gør ikke det – men vi har alligevel formået at forblive stærke sammen. Jeg kan sagtens synes, at han er verdens største og dummeste røv – og han ganske givet det samme om mig. Men vi har holdt sammen og holdt (hinanden) ud i 12 år her til aften. Det er jeg godt nok glad for.

12 år er ret lang tid. Mit længste forhold før dette holdt i 2 år. Vi var begge studerende den gang, så vi tog ikke hinanden for pengenes skyld. Det var for hinandens skyld, ynder jeg at tro. Fordi der var noget allerede dengang, der bandt os sammen – længe før vi blev bundet af ægteskab, realkreditlån og forældres forpligtelser.

Vi har fejret dagen med en lejet trailer og en tur på lossepladsen. Med at så en græsplæne og gøre hytten ren. Med at lave mad med ungerne og læse godnathistorier. Nu med kaffe – stadig i en sofa fra IKEA.

Kærlighed

Små kærlighedserklæringer

Små kærlighedserklæringer

Ægte hverdagslykke er små kærlighedserklæringer, dér hvor man mindst venter dem.

Jeg er ekstra vild med hende den lange 0.-klasser, jeg har herhjemme <3 Hendes umiddelbarhed og leg med sine nye færdigheder i at skrive og regne. Hun er ski** god til at fortælle, at hun elsker sin familie. Hun er super betænksom og kærlig. Hun er en mega-god storesøster og en rigtig god ven. Hun er en helt igennem fantastisk datter.

Noget helt vildt fantastisk er, at mine indkøbssedler og andre små noter til at hjælpe min trætte hjerne lidt på vej, efterhånden har udviklet sig til at være de skønneste og uskyldige kærlighedserklæringer. Mit lille moderhjerte kan næsten ikke bære al den kærlighed, der kan ligge i de sædvanelige mælk-rugbrød-gulerødder-gær-trivialiteter. Så kan man stå der i Fakta og føle sig helt lykkelig. Smil på læben, lidt tårer i øjnene og det hele.

Kærlighedserklæringer

Seriously, hvem kan stå for det????

Jeg ender med at blive den vildeste hoarder. En hoarder af huskesedler. For hvem kan smide noget så fint ud? Der kan jo tids nok komme et tidspunkt, hvor det jeg hører mest er suk og “f*** dig, mor.” Yay, teenageliv.

Så lige nu smider jeg så meget sukker og kærlighed efter sådanne små påmindelser om, at jeg har formået ikke at spolere hende helt.

<3

En stor, fed nej-hat

Shit, min seng holdt godt fast i mig i morges. Det har være en helt og aldeles glimrende forlænget weekend. Uden de store begivenheder – bare fælles arbejde i hus og have omkring vores kommende byggeprojekt. Kan ikke huske, om jeg har skrevet om det, men hvis ikke, så kommer der nok en del mere om det det næste halve år.

På sin helt egen stilfærdige facon, var det vare rart at være sammen om noget som familie. Helt lavpraktisk og uden fest og kulørte lamper. Det savner jeg virkelig, imens hverdagen hvirvler afsted.

Hvem der til gengæld er alt andet end stilfærdig, er ham den lille. 3,5 år og i besiddelse af verdens største nej-hat. Han har desværre bestilt den adskillige numre for stor, så den dækker hele hans udsyn og gør det helt og aldeles sort. Shiiiiiiit, hvor er han Mester Modsat!

Det skægge ved bloggen er at kunne gå tilbage og læse/huske, hvordan det var med hans søster. Dette indlæg er skrevet for 3 år siden – ca. 6 måneder før den alder, han er nu. Det passer sgu meget godt overens med det, vi oplever lige nu. Der er mindre trutmund og mere stampen i gulvet og råb. Der er også mere eftergivenhed og mindre “nag”. Men det passer nok også ret godt overens med kønsforskellen, tænker jeg.

Jeg hælder vand op til os alle ved aftensmaden. “Neeeeej, mælk”, hyler knægten.
Jeg siger sandaler – han skriger på kondisko. Når vi når børnehaven, er det kun de sandaler, vi ikke har med, der du’r.
Jeg har ham i bad under HØJLYDTE protester, adskillige flugtforsøg og trampen i gulvet, alt imens han skriger “Neeeeeeej, jeg vil ikke i baaaaad”. Det sekund jeg slukker for vandet, skiftede han mening: “Neeeeeeej, jeg vil i baaaaad”.
Jeg kunne fortsætte eksempelsamlingen fra nu af og til midnat.

Hvis jeg synes, det er svært at være hans mor p.t. og at holde hovedet nogenlunde koldt, fordi jeg ved, at det bare er en fase, hvor lang den end må blive, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være i hans lille hoved. Forvirring – BIG TIME! Alle de følelser, der styrter gennem hans krop med få minutters mellemrum. Fra den ene pol til den anden.

Nej-hatten klæder ham ikke, og jeg tvivler på, at den er mega behagelig at have på. I hvert fald var der ingen anden løsning ved sengetid, end at krybe ned i sengen til ham og holde om ham, for at få ham til at falde til ro. Ligge der og mærke, hvordan al trods og modstand forsvandt i mine arme. Først protesterede han over mit valg af godnatsang. “Neeeeej, ikke solen, mor”, imens jeg sagte sang “Solen er så rød, mor”, som jeg har gjort siden tiden, hvor han lå hjælpeløs i kuvøsen og jeg ikke måtte røre ham. Imellem snøftene kunne jeg høre ham mumle “Solen igen, mor. Solen igen”, før han faldt i søvn.

Selv om hans vejrtrækning for længst afslørede, at han var på vej til drømmeland, blev jeg liggende og nynnede for ham. Holdt om min lille dreng, som vokser for stærkt. Overvejede at blive liggende krøllet sammen på 140×70 cm. og snuse til hans hår og finde minderne frem. Taknemmelig og lidt ekstra lykkelig, selv om overskuddet er flosset. Bare ligge der uden nogen anden grund end at det var lige dér, han faldt til ro og fandt trygheden midt i sit følelsesmæssige kaos. Lige dér i min favn <3

 

Sorg, Lucia og Søde Sylle

Jeg er lidt fraværende i disse dage, da et nært familiemedlem er alvorligt syg, og muligvis ikke klarer skærene. Det piner mig, og jeg føler ikke, jeg er nok nogen steder – hverken hjemme, på jobbet eller på hospitalet. Julestemningen lader sgu lidt vente på sig, må jeg indrømme. Det er svært at være i julehumør, når rammerne, som jeg kender dem, slår revner.

Jeg kan hverken gøre til eller fra i behandlingen og det er ikke altid, jeg bliver genkendt trods snart 35 års tro følge- og familieskab. Jeg ender ofte med at gå hjem med en klump i halsen eller at tude hele vejen ned i elevatoren. Det limbo, vi er i p.t. er ulideligt. Jeg ønsker på ingen måde at miste, selv om det måske ville være det mest humane, og selv om min fornuft siger mig, at der ikke er uendelige mængder fremtid at håbe på. Alligevel er det helt vildt hårdt at stå midt i det og det ene øjeblik få besked om fremgang og det næste om tilbageskridt. To gange i sidste uge har vi skulle tage stilling til, hvorvidt vi som familie ønsker genoplivning eller ej. Jeg føler mig ikke på nogen måde så guddommelig, at jeg kan træffe sådan et valg over et andet menneske med rolig hånd. Jeg er efterladt med en underlig følelse af sorg over et menneske, som kæmper og ikke er død endnu, men som heller ikke har den fjerneste livskvalitet, som tingene forholder sig lige nu.

Men trods mange svære beslutninger og lange dage, har ugen i den grad også budt på noget at smile af. Heldigvis!

Tirsdag gik byens ubestridt sødeste pige Luciaoptog i børnehaven. I dagevis havde hun øvet sig på sangen hjemme, og skrålede for sine lungers fulde kraft, da vi skovede juletræ eller når hun var i bad. Hun var så spændt, at hun var ved at sprænges. Sidste år tudede jeg som en pisket af bare bevægelse og benovelse over hvor søde børnene var – også selv om min egen datter var for lille til at gå med i optoget. Og i år havde jeg – log af skade – stoppet lommerne med Kleenex, da lyset blev dæmpet. For sørensen da, hvor var de nuttede!

Hun er for alvor blevet stor – og det leder mig hen til ugens andet højdepunkt: Et kærestebrev fra Søde Sylle. Til ældstepigen, forstås. Med alverdens klistermærker og hjerter, havde han møjsommeligt dekoreret kuverten, og fået sin mor til at skrive brevet. “Du er sød, du er min kæreste”. Brevet var blevet overrakt i børnehaven med hjælp fra en af pædagogerne.

“Sagde du ja?”, spurgte jeg.

“Ja, da! Vi har været kærester læææænge. Lige siden i går!”, fortalte hun stolt.

“Hvad laver man så, når man er kærester”, spurgte jeg.

“Man er bare lidt mere end bedste venner, når man er børnekærester. Ikke som når man er voksenkærester som dig og far og har børn og alt muligt”.

“Kysser man hinanden?”, spurgte jeg.

“NEJ! Det gør man altså ikke. Og det kan han altså overhovedet ikke li'”, svarede hun promte.

“Holder man så hinanden i hånden eller sidder sammen til samling?”.

“Ja, det gør man. Og leger sammen på legepladsen”.

Søde Sylle kan jeg godt stå inde for som svigersøn. Der er bare lige én ting: Søde Sylle havde nok ikke set Facebook komme og bide ham i måsen. En af mødrene til Ældstepigens bedsteveninder havde stolt lagt et billede af et kærestebrev på sin profil. Et brev, som til forveksling lignede det, E havde modtaget. Fra Søde Sylle…

Det generer dog ikke E – hun deler gerne. The more the merrier! Der er kærlighed og rummelighed nok i hende til at dele med veninden. Og det er heldigt nok for Søde Sylle, som vidst har en del at lære endnu omkring kvinder. Bl.a. at det måske kan give bagslag på sigt at erklære sin kærlighed til to veninder på samme tid. Men han har også en 10 år at øve sig i endnu, før der vanker lussinger for den slags.

Åh, den kærlighed. Den er svær, hvad enten man er bange for at miste, pokkers stolt af at have skabt eller oplever den for første gang i sin spæde vorden.

I morgen venter ugens tredje og bedste højdepunkt: Vi skal fejre 3-års fødselsdag for verdens bedste V. Trods modgang, skal vi også huske at fejre lykken <3

Jeg har elsket hvert minut

Alting har en ende. En regnorm, den har to. All good things must come to an end. Der er floskler nok, men faktum er, at afslutninger oftest er noget lort. I hvert fald dem, man ikke en enige om. Dem, man ikke ønsker.

I fredags sluttede 1 år på deltid. Allerede????, skriger min krop og mit sind. Jeg var jo kun lige kommet i gang! Jeg kunne fortsætte herfra og til ungerne ikke længere har behov for mig. Ligegyldigt, at indtægten og pensionen er mindre. Ligegyldigt, om feministerne råber op om, at det er kvinden, der betaler prisen for mandens karriere og samfundets krav og derfor vælger deltiden.

Jeg har elsket hvert minut af det. Hvert minut! Og jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte, til der ikke var så meget som ét minut tilbage af min resterende barselsorlov. For det er netop det, som er det sørgelige i det: Jeg har barsel nok tilbage til at fortsætte 4 år endnu med samme løsning. Problemet er “bare”, at min chef ikke er villig til at fortsætte modellen. Af hensyn til arbejdet. Og det er ham, der skal godkende fortsættelse. Barslen er min. Men det kræver arbejdspladsens accept. Det stemmer ikke helt, vel?

Udsigten til en 37 timers arbejdsuge igen, mindre tid med børnene og mere stress og pres på familielivet er ikke just lys og tillokkende. Jeg savner deltiden, allerede inden den er gledet ud af mine hænder for alvor og en ny – fuld – arbejdsuge starter. Jeg tror på, at den har gjort godt. For ungerne. For forholdet. For mig. Hånden på hjertet, har børnene ikke været hjemme hver eneste fredag. Nogle gange har jeg trukket stikket og slået mor fra. For fredag har budt på lige dele udflugter eller timer i sofaen med ungerne, som den har budt på indkøb, rengøring, lægebesøg og frisøraftaler. For at frigive tid i weekenden. Til at være sammen. Men hvem var det så lige, der stod for det, vi ellers var fælles om? Altså husholdningen???

Rengøring eller ej – det gar været godt. Helt igennem godt. Men fra i morgen er det slut. Slut prut finale. Og det er sgu trist. Lige meget, hvor meget jeg har lyst til at råbe grimme ting og sparke lidt til noget i frustration, så er det et faktum. Øv med øv på! Mandag er i forvejen ikke fed, men i morgen er den endnu længere nede på rangstien. Jeg har forsøgt at drukne tanken om mandag i en blanding af virkelig seværdige film, kaffe, godt selskab, solskin, en aftengåtur alene med manden og børnenes smil. Jeg gad godt gøre det hele om. Drypvis barsel, deltid, weekend. Om og om igen. Indtil sidste sekund.

Monday. You. Bastard!

Damen og Drachmann

Jeg er virkelig en sucker for Skt. Hans. Ikke fordi jeg er til lange båltaler og store arrangementer. Jeg kan bare virkelig godt lide markeringen af midsommeren og at synge med på Drachmanns tekst, hvad enten det er den traditionelle eller den poppede version. Skt. Hans markerer for mig en form for national tradition og tilhørsforhold, hvor jeg føler mig som dansk, uden at der på nogen måde skal gå DF i den.

Som barn kørte jeg med mine bedsteforældre ud til vandet, hvor vi så bål og kunne spotte røgen fra kyster på den anden side af vandet. Her skulle vi ikke nå noget – blot være sammen med nære og kære. Når jeg stod imellem min mormor og morfar, følte jeg mig tryg og elsket på en helt særlig måde. Her kunne intet nå mig og tiden gik i stå. Der var intet at bekymre sig om, andet end at drikke den sodavand i glasflaske, som jeg havde fået i dagens anledning.

Bålet og tonerne har altid bevæget mig, og efter jeg har født børn, stortuder jeg simpelthen, uden at jeg ved helt hvorfor. Jeg bliver bare enormt sentimental over godt og ondt, som er hændt i livet – især igennem de seneste år. Sårbar og taknemmelig på én gang.

Lige her er ilden et smukt syn. Udsigten til sommerferie sammen og til at tage en pause fra hverdagen. Udsigten til sol og en anden form for frihedsfølelse end i vinterens mørke timer. Optimisme og kærlighed, som vi måske nogle gange har for svært ved at påskynde i hverdagen. Mit indre kunne lige så godt synge ”Jeg elsker min mand, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender, når af blomster er flest”.

I aften tror jeg, at ungerne og jeg tænder op i bålfadet og spiser aftensmaden på terrassen, imens far er på job. Og herefter tændes en lidt anden form for Skt. Hans-bål for mit vedkommende, når Rammstein sætter fut i provinsen med feuerwerk und alles, og vejrguderne ser ud til at sætte en passende stemning med torden og lynild.

Glædelig midsommer til alle, hvad enten jeres aftens byder på Drachmann eller Du hast! Pas på jer selv og giv de vigtigste i jeres liv et ekstra kram!

Moderhjertet husker

Lillemanden havde svært ved at finde ind i søvnen, da han skulle puttes til middagsluren. Normalt, hvis enten han eller hans søster har svært ved at sove om natten, hjælper det stort set altid, at komme ind og putte under mors varme dyne. Selv om jeg oftest sover knap så godt, når de ligger der, sover de allerbedst lige præcis dér. Jeg elsker at vågne op og have dem ved min side. Dufte til dem og høre deres lyde.

Men middagsluren er en anden sag. Lillemanden sover indedøre, da han for længst er vokset ud af barnevognen. Han kaldte og rumsterede i sin seng, så jeg gik ind til ham og satte mig på hug ved sengen. Jeg lagde mine hænder omkring hans ansigt og strøg forsigtigt fra tindingerne og ned over kinderne. Nærmest pr. automatik, gled hans små øjne i og hans lille hånd kom op og tog let fat om mine fingre. Jeg nussede hans kinder og han lod sine små fingre røre ved mine fingre, alt imens han faldt i søvn.

Lige her følte jeg det største flash-back til de mange og lange timer på sygehuset, hvor hans første 11 uger af livet blev tilbragt. Fra det øjeblik, han kom ud af respiratoren, søgte hans fingre mine, når han søgte tryghed. Han kunne ikke ligge ind til mit bryst på grund af iltudstyr og medicinslanger, så skulle jeg give ham tryghed i kuvøsen, kunne jeg kun lægge mine hænder om hans hoved, kysse ham på panden og synge for ham.

Helt instinktivt er det stadig den form for tryghed, han helst søger, når han har behov for det. Og jeg elsker det. I dag kan han også putte ind til mit bryst og slappe heeeelt af, men nus på hænder og kinder er hans zen. Han siger ikke noget. Ligger bare og nyder det. Og jeg smelter 100% inden i, når jeg ser den tillid, han viser mig ved at overgive sig helt og holdent til kærtegn, inden han falder i søvn. At jeg kan give ham den tryghed.

Jeg kan stadig holde hans hoved i mine hænder. Alt for hurtigt kommer nok den dag, hvor han selv sætter dagsordenen, og hvor hans hoved vokser ud af mine hænder. Men minderne er for evigt gemt.

Moderhjertet husker!

Hvor højt tror du, jeg elsker dig?

Det er ikke hver aften, vi få læst godnathistorie for ungerne. Faktisk for sjældent i forhold til, hvor fantastisk jeg selv syntes, det var som barn. Det fantasiunivers, der åbnede sig, efterlod rare tanker og stor fantasi, efter sidste side var vendt og jeg ventede på, at søvnen langsomt overmandede mig. Og alt for sjældent i forhold til, hvad jeg fuldt og fast tror, kan styrke børnenes sprog og læring.

Én af de bøger, ældstepigen forestrækker er “Hvor højt tror du, jeg elsker dig?” af Sam McBratney, og jeg forstår hendes fascination til fulde. Den er i al sin enkelthed smuk og kærlig og til at blive i godt humør af.

Lille hare vil gerne vise, hvor højt den elsker store hare, men hvordan viser man den største kærlighed?

I morges, før det mindste lys trængte igennem gardinet, kravlede ældstebarnet ind under min dyne og begyndte (selvfølgelig…) straks at tale i en lind strøm. Pludselig lagde hun en hånd på min kind og spurgte: “Mor? Hvor højt tror du, jeg elsker dig?”
“Det ved jeg ikke, skat”, fik jeg mumlet halvt i søvne, og drømte mest af alt om at slumre videre til kl. 7.

“Jeg elsker dig helt ud i verdensrummet og tilbage igen og rundt i alle lande i hele verden og op til stjernerne og hundredemillioner gange”, svarede hun.

Så er det helt ok, at klokken er 5.15 og hun er verdens største sludre-pludre-chatol fra det øjeblik, hun slår øjnene op. Hun er sgu dejlig, er hun! Og vigtigst af alt: Hun er min <3

I kærlighedens navn

Eftermiddag i det lille hjem. Ungerne smider sig på skift på mig og vil kramme eller pjatte i sofaen. Præcis min definition  af hygge!

Ældstepigen gør sig det behageligt på mine lår og putter hovedet ind til mig. Og så slår hun en lille prut. Jeg driller lidt og hun griner.

2 minutter efter slår hun en prut af en sådan kaliber, at mit lårflæsk nærmest vibrerer og jeg puffer til hende. Slyngel!

“Jamen mor, det kommer jo bare ud, når jeg laver kærlighed!”, lød svaret.

Se, så ved man det! 🙂