Blødsøden Grinch

Tadadaaaaaa… I morgen går det løs. 1. december og gang i løjerne. Eftersom jeg for længst er gennemskuet af ældstepigen i forhold til at være den famøse husnisse, er det faktisk rigtig hyggeligt at have fået en lille hjælper. Hun går all in på, at lillebror skal overraskes og snydes og forkæles. Og som hendes altruistiske selv byder hende, har hun ikke regnet sig selv ind i den ligning, som udløser gaver hver søndag op til jul. I hendes hoved er det forbeholdt ham, som stadig tror på det hele.

Smarte mor her gik lidt amok og købte fancy julekalendere med henholdsvis Trolls-tingeltangel og Hot Weels-gejl som første adventsgave, selv om vi plejer at holde det på ting til under 50 kr., men ved nærmere eftertanke kunne jeg godt se problemer i at prøve at forklare en trodsig knap treårig, at han skulle vente hele 5 dage med at åbne første låge i kalenderen. Det bliver svært nok overhovedet at få ham til at forstå, at han kun må åbne én låge om dagen (…det har bare at være en bil første dag og ikke et eller andet pap-halløj, man skal samle og glo på, imens man venter på at der gemmer sig en bil bag én af lågerne!). Så nissen har holdt en ekstra lang ferie i år (til Opkastistan den seneste uge vel at mærke…), og vågner først op til dåd i morgen tidlig.

Da lillebror var kommet i seng her til aften og lå og skreg på vand og det krammedyr, han for Gud ved hvilken gang selv havde kastet ud over sengekanten, listede E og jeg rundt i køkkenet og vendte op og ned på stole og dryssede pebernødder ud på bordet, imens gaven til lillebror møjsommeligt er placeret på hans plads. Det var simpelthen intet mindre end verdensklasse at have hende med på legen og lade hende styre slagets gang. Hun har sgu mad-skills, når det gælder nissedrillerier!

Selv om hende den lille søde har tænkt sig selv ud af hele nisse set-uppet, ligger der selvfølgelig også en gave til hende, når hun vågner. Alt andet ville mit moderhjerte ikke holde ud. Jeg har sgu nok været lidt af en Grinch i mange år, og julen har hængt mig langt ud af halsen. De der to små slyngler har imidlertid formildet deres mors julehadende hjerte, og har forvandlet mig til sådan én, som farver mælken grøn og binder snørebåndene sammen, køber fancy adventsgaver og overvejer at fikse en (hjemmelavet!) pebernøddedej. Ja, helt vanvittigt: Sådan én som i dag har nynnet julemelodier og har købt alle julegaverne, inden 30. november! Hallo – hvem havde set det komme! Ikke mig i hvert fald…

December, kom du bare an! Vi er klar!

Om ikke andet, er det godt for julehyggen

Og så er vi her igen: Decemberstorm, medierne i alarmberedskab, journalister i vandkanten og varsler om at blive inde. Lukkede broer, Danmark delt i to osv. Ok, og så skal jeg passe på ikke at blive for kæk, for det kostede en hel del reparation på taget m.m. og en del ridser og buler i bilen, sidst der var storm over Danmark i oktober 2013. Håber, der kun bliver tale om en storm i et glas vand (…og så slog vi os alle på lårene af grin…).

Men nu hvor jeg er på barsel, tænkte jeg, at jeg hellere måtte være den meget ansvarsfulde mor og hente min datter i vuggestuen, inden middagsluren, så hun kunne komme hjem og sove til middag hjemme og så jeg ikke skulle ud med højgravid mave og hente hende (potentielt) med træer og andet godt flyvende om ørerne. Og fra Fjæsbogen, kan jeg se, at jeg var præmiemor, for kl, 13.15 blev alle forældre i Odense Kommune bedt om at hente deres børn fra institutioner og skoler, da alting ville lukke ned! Point på den konto, dér!

Og ih, hvor var det hyggeligt at slumre til middag på sofaen med tumlingepigen <3 Det gik lige i morhjertet. Og da jeg kunne høre, at faren også var hjemme fra Sjælland (og jeg ikke skulle tilbringe aftenen som græsenke med en tumling, der sandsynligvis ville skrige på sin far hele aftenen) blev det endnu mere hyggeligt!

Men når det sådan skal storme og de ligefremmest giver stormen navn og de sociale medier boomer med opdateringer og der hashtagges #stormidk og #bodil som skidt fra en spædekalv, hvorfor så ikke gøre noget ved det der jul, som snart står for døren. Var det ikke for den kære furie Bodil, lå der sandsynligvis ikke to ruller brunkagedej i mit køleskab og ungen var ikke stoppet ud med hjemmebagte pebernødder.

Så bliver det alligevel jul i det lille hjem og så kan jeg bruge resten af aftenen på at æde de pebernødder, der fik lige rigeligt i ovnen og spekulere på, hvordan jeg endte med at have både potaske og nelliker i køkkenskabet, så projektet kunne lade sig gøre. Mig bekendt har vi boet her i snart 5 år og jeg mindes ikke, at have bagt noget som helst julet i den tid (som i aldrig….?!?????).

Jeg bliver blød på mine gamle dage…

Det der med jul og påske og pinse, ikke? Det har ærligt talt aldrig sagt mig det store. Synes generelt, at højtiderne efterhånden ikke indeholder meget hygge, men er et koncept, hvor vi i min familie skal være på en bestemt måde – for ellers er det ikke RIGTIGT! – og så skal vi ellers bare holde kæft og sætte os ned og hygge. Nu! HYG NU! På den rigtige måde! Ellers vanker der…

Jeg er gennem årene endt med at tage tidligt hjem fra flere juleaftensfester på grund af, at min mor kørte sig selv op i en spids og min mormor muggede og kom med spydige kommentarer og min morfar gik i seng som følge af forudgående scenario. Hvor det bare slet ikke var hyggeligt på nogen måde, fordi jeg partout skulle gøre, som jeg gjorde, da jeg var 5 år og intet måtte ændres. Selv det faktum, at jeg sagde nej tak til risalamanden endnu et år, fordi jeg i øvrigt har haft mælkeallergi, siden jeg var 10 år (og altså har takket nej i 21 år…), bragte julehygge over styr, for så var det helt forkert, når ikke alle var med til at jage den skide mandel! Så ødelagde jeg hyggen!

Åh, hvor har jeg drukket mig en rod rødvinsbrandert til hjemme i kollegielejligheden, når jeg godt olm i sindet, endelig kom hjem. Hvor har jeg drømt om at rejse væk, eller bare spille spil hele aftenen og æde slik. SUK!

Men nu, hvor jeg har en datter, er det endnu sværere, at overbevise familie og svigerfamilie om, at hele det klassiske jule-setup ikke rigtig er mig. Ej heller noget for min mand for den sags skyld. Og vi vil jo også gerne glæde den lille. For hende er det jo først begyndt at blive magisk. Hun husker juletræsfesten fra sidste år tydeligt, til trods for, at hun kun var 1 år og 7 måneder dengang. Hvordan, fatter jeg ikke. Men hun taler om, at hun igen i år vil holde farfar og julemanden i hånden, når hun går omkring træet – og at julemanden gemte sig oppe af trappen… Hvem sagde klædehjerne???

Og ja, sådan gik det til, at jeg i år faktisk planlægger en tur på julemarked med bettenbarnet. Æbleskiver, varm kakao og karruseltur i det gamle Odense. Og at vi skal bage julekager, når jeg alligevel går hjemme på barsel. Og så har jeg vidst nok også tilmeldt os en børne-julekoncert… Og mest skræmmende af alt: Liket en gruppe omkring jul og julepynt på fjæsbogen…

Prøver at pakke det ind i forklaringer om, at noget skal tiden jo gå med. Men hvad sker der? Har jeg feber? Jeg bliver sgu blød på mine gamle dage. Eller er jeg bare blevet mor? (o: