Blødsøden Grinch

Tadadaaaaaa… I morgen går det løs. 1. december og gang i løjerne. Eftersom jeg for længst er gennemskuet af ældstepigen i forhold til at være den famøse husnisse, er det faktisk rigtig hyggeligt at have fået en lille hjælper. Hun går all in på, at lillebror skal overraskes og snydes og forkæles. Og som hendes altruistiske selv byder hende, har hun ikke regnet sig selv ind i den ligning, som udløser gaver hver søndag op til jul. I hendes hoved er det forbeholdt ham, som stadig tror på det hele.

Smarte mor her gik lidt amok og købte fancy julekalendere med henholdsvis Trolls-tingeltangel og Hot Weels-gejl som første adventsgave, selv om vi plejer at holde det på ting til under 50 kr., men ved nærmere eftertanke kunne jeg godt se problemer i at prøve at forklare en trodsig knap treårig, at han skulle vente hele 5 dage med at åbne første låge i kalenderen. Det bliver svært nok overhovedet at få ham til at forstå, at han kun må åbne én låge om dagen (…det har bare at være en bil første dag og ikke et eller andet pap-halløj, man skal samle og glo på, imens man venter på at der gemmer sig en bil bag én af lågerne!). Så nissen har holdt en ekstra lang ferie i år (til Opkastistan den seneste uge vel at mærke…), og vågner først op til dåd i morgen tidlig.

Da lillebror var kommet i seng her til aften og lå og skreg på vand og det krammedyr, han for Gud ved hvilken gang selv havde kastet ud over sengekanten, listede E og jeg rundt i køkkenet og vendte op og ned på stole og dryssede pebernødder ud på bordet, imens gaven til lillebror møjsommeligt er placeret på hans plads. Det var simpelthen intet mindre end verdensklasse at have hende med på legen og lade hende styre slagets gang. Hun har sgu mad-skills, når det gælder nissedrillerier!

Selv om hende den lille søde har tænkt sig selv ud af hele nisse set-uppet, ligger der selvfølgelig også en gave til hende, når hun vågner. Alt andet ville mit moderhjerte ikke holde ud. Jeg har sgu nok været lidt af en Grinch i mange år, og julen har hængt mig langt ud af halsen. De der to små slyngler har imidlertid formildet deres mors julehadende hjerte, og har forvandlet mig til sådan én, som farver mælken grøn og binder snørebåndene sammen, køber fancy adventsgaver og overvejer at fikse en (hjemmelavet!) pebernøddedej. Ja, helt vanvittigt: Sådan én som i dag har nynnet julemelodier og har købt alle julegaverne, inden 30. november! Hallo – hvem havde set det komme! Ikke mig i hvert fald…

December, kom du bare an! Vi er klar!

Semantik, romantik og lidt om tik-tak-tik

I dag har solen skinnet ubarmhjertigt ind af vinduet til mit tredjesalskontor på jobbet. Kastet sit lys på væggene og bygningerne omkring. Hvis ikke min dag havde været tæppebelagt med møder og hasteopgaver, så havde trangen til lys og forår fysisk halet mig væk fra hæve-sænke-bordet og ud i den kolde, men skønne luft, og jeg havde taget fri en time før for at mærke solen i fjæset. Men det blev desværre kun til at kigge på solen frem til kl. 15.00.

Her stemplede jeg til gengæld ud til en tirsdag, der ikke var helt, som den plejede. Ældstebarnets svømmeundervisning holder ferielukket, og dermed var der ikke udsigt til det sædvanlige show, hvor den ene forælder henter børnene, imens den anden pakker ting og gør klar til aftensmad, hvorefter den hentende forælder fortager noget nær en manøvre i dværgkast og sender yngstebarnet i favnen på pakke-forælderen og sætter kursen mod svømmehallen. I dag kunne vi gøre noget, som desværre sjældent er os forundt: At hente børnene sammen.

Det var jo nærmest romantisk, at gå hånd i hånd ind gennem børnehusets jernlåge i eftermiddagssolens stråler, og være SAMMEN om at hente vores skønne unger. Vores samlede genmasse manifesteret i små 34 kilo og i omegnen af 2 meter sammenlagt. Det føltes i hvert fald romantisk efter småbørnsforælder-agtige standarder, og sollyset gav det hele ekstra krydderi.

Det var tydeligt at mærke på ungerne, at de også satte pris på dette. “Min mor og far”, sagde den lille flere gange, imens et smil prydede hans tykke kinder. Den ældste kommenterede ikke, men tog vores hænder på vejen ud til bilen og hoppede afsted. Tid til at tage den med ro og hænderne fri til at gynge dem begge i stedet for altid at være pakæsel og sige “kom nu”.

Som jeg så stod der med sol i ansigtet og svingede sansegyngen frem og tilbage, var der tid til at give hele hverdags-setuppet en ekstra tanke. Når jeg afleverer ungerne om morgenen, fortæller jeg dem altid, hvem der henter dem og hver aften spørger de, hvem der afleverer. “I dag er det far, der henter”. “I morgen er det mor, der afleverer og far, der henter”. Altid enten eller. Stort set aldrig både og. Det er et spørgsmål om semantik – men betydningsforskellen er stor. Enten den ene eller den anden. Sådan er hverdagen skruet sammen, for at få det hele til at gå op. Ungerne er i institution, og deres hverdage ligner hinanden. Vores hverdage lige så. Faste rutiner for hvem, der gør hvad og hvornår. Jeg elsker, at de får mulighed for at svømme og at de kommer ud og er sammen med andre børn. Men jeg elsker også ferierne, hvor det hele sættes på pause. Hvor vi ikke hænger i en klokkestreng og gør præcis, som vi plejer. Også selv om vi ikke selv er så heldige at have ferie denne uge, men først får fri sammen på fredag. Ungerne og jeg i hvert fald. For fars virksomhed kræver tilstedeværelse, hvis vi vil have penge i familiekassen. Og så er vi tilbage i enten eller. Det er nærmest et grundvilkår.

Vi får det til at gå op – også selv om tiden er knap. Og jeg synes ikke, vores børn mangler noget. Vi prioriterer, og min førsteprioritet er dem i videst mulig udstrækning. Og når man så har en dag, hvor solen varmer ansigtet og pulsen er i ro, så nyder man det ekstra meget og fylder lungerne med luft og hjertet med gode minder.

Julehilsen fra provinsen

Julehilsener flyver gennem luften og i cyberspace. Alle med ønsket om en glædelig jul og mange med en status fra året, der gik. Facebook flyder snart over med dem og mange hilsener har også fundet vej til min mailbox – men i år ingen direkte til postkassen i sin mest analoge og klassiske form. Der har været hilsener med fortællinger om det bedste år nogensinde, om babylykke og bedsteforældreliv. Der har desværre også været nogle om kræftens tag i et ungt familiemedlem blot måneder ældre end mig selv og død blandt nogle af familiens ældste, som dog har levet et godt og langt liv. Der har været hilsener, der fortalte om stress og om jobskifte og nogle om både familielivets idyl og dagligdag.

I skal også have en julehilsen, men jeg gemmer det meste af krudtet til nytår (no pun intended), og gør status over et år, der blev alt andet, end jeg kunne have forestillet mig. Derimod håber jeg, at I alle må have tid med de kære og de nære. At julen må blive en glædelig stund, der rækker ud over and og flæskesteg og gave- og bytteræs, men bringer jer ro og tid til at være det, der ikke er tid nok til i hverdagen.

Personligt skal jeg have den mest stille jul ever som modstykke til en jul med kejsersnit og kuvøser og intensivafdeling og hjerteoperation, som vi havde sidste år. Uden andres øjne på os konstant. Ikke i sygehusets og skæbnens vold! Hjemmejul med bedsterne og oldefar. Ingen julefrokoster, vi har sagt nej tak til alle invitationer, men dog ja tak til en juletræsfest for ældstebarnet. Havehygge og legepladsture og tid til hinanden. Jeg trænger vildt til, at vi er to voksne hjemme på posten. Jeg er ærligt talt ved at brække mig over at være så meget alene om familielivet. Jeg glæder mig til – i 13 dage – ikke at være hende, der henter og bringer og sørger for maden og skifter yngsten imens ældsten råber, at jeg ikke leger nok og hele tiden hjælper lillebror. Hende, som siger ja og ikke lige om lidt. Hende som måske endda kunne have overskud til voksen(sam)liv!

Også nytåret bliver fejret hjemme – bare ungerne og os. Maden er bestilt udefra med lidt ekstra luksus på menuen og når ungerne sover, skal vi to voksne spille spil og pimpe cola og champagne og forhåbentlig have en vildt god og helt stille og rolig nytårsaften. Sige farvel til det svære 2014 og goddag til et forhåbentlig langt lysere 2015.

Glædelig jul til faste og forbipasserende læsere, kendte som kommende. Jeg værdsætter jeres engagement og kommentarer til min lille verden.

Kærlig hilsen Mette <3

Om ikke andet, er det godt for julehyggen

Og så er vi her igen: Decemberstorm, medierne i alarmberedskab, journalister i vandkanten og varsler om at blive inde. Lukkede broer, Danmark delt i to osv. Ok, og så skal jeg passe på ikke at blive for kæk, for det kostede en hel del reparation på taget m.m. og en del ridser og buler i bilen, sidst der var storm over Danmark i oktober 2013. Håber, der kun bliver tale om en storm i et glas vand (…og så slog vi os alle på lårene af grin…).

Men nu hvor jeg er på barsel, tænkte jeg, at jeg hellere måtte være den meget ansvarsfulde mor og hente min datter i vuggestuen, inden middagsluren, så hun kunne komme hjem og sove til middag hjemme og så jeg ikke skulle ud med højgravid mave og hente hende (potentielt) med træer og andet godt flyvende om ørerne. Og fra Fjæsbogen, kan jeg se, at jeg var præmiemor, for kl, 13.15 blev alle forældre i Odense Kommune bedt om at hente deres børn fra institutioner og skoler, da alting ville lukke ned! Point på den konto, dér!

Og ih, hvor var det hyggeligt at slumre til middag på sofaen med tumlingepigen <3 Det gik lige i morhjertet. Og da jeg kunne høre, at faren også var hjemme fra Sjælland (og jeg ikke skulle tilbringe aftenen som græsenke med en tumling, der sandsynligvis ville skrige på sin far hele aftenen) blev det endnu mere hyggeligt!

Men når det sådan skal storme og de ligefremmest giver stormen navn og de sociale medier boomer med opdateringer og der hashtagges #stormidk og #bodil som skidt fra en spædekalv, hvorfor så ikke gøre noget ved det der jul, som snart står for døren. Var det ikke for den kære furie Bodil, lå der sandsynligvis ikke to ruller brunkagedej i mit køleskab og ungen var ikke stoppet ud med hjemmebagte pebernødder.

Så bliver det alligevel jul i det lille hjem og så kan jeg bruge resten af aftenen på at æde de pebernødder, der fik lige rigeligt i ovnen og spekulere på, hvordan jeg endte med at have både potaske og nelliker i køkkenskabet, så projektet kunne lade sig gøre. Mig bekendt har vi boet her i snart 5 år og jeg mindes ikke, at have bagt noget som helst julet i den tid (som i aldrig….?!?????).

Fotokalendere og andre bedsteforælder-fælder

Åh, den søde juletid! Ønsker, gaver, lys og familiehygge. Og så en del stress, alt for mange julearrangementer, alle forventer, man kommer til (siden hvornår begyndte børnehaverne at have Luciaoptog???), uanede mængder af fristelser for chokolade og andet, der på et splitsekund sætter sig på sidebenene og som man ganske udemærket ved, man kommer til at bande over i januar? Og som jeg overhovedet ikke har rygrad nok til at modstå, forresten….

Well, og så julelys i gadebilledet og julemusik i radioen – de sidste to mine absolutte favoritter ved hele det her jule-koncept.

Og så kommer bedsteforældrene med gode idéer. “Du behøver ikke give mig så meget. Bare en lille ting – og så f.eks. en af de der fotokalendere med ens egne billeder.” …Og hvis man er født af min mor, så nøjes hun ikke kun med at give idéen, men rykker også for, om den nu er købt ca. en gang om ugen… Hvornår blev ønske nødvendigvis til handling????

Nå, men det er nu ikke en skidt idé, sådan en fotokalender. Det må skisme da få julelysene frem i øjnene på hver en bedsteforælder – ISÆR, hvis man har et underskønt væsen af en anden verden, som jeg jo selvfølgelig har…*forblændelse.com*.
Bum bum bum, der er en million af sådan nogle online-fotobutikker, så den klarer vi lige i et snuptag! Årh, hvad: December-tilbud til 69 kr. pr. kalender – dem tager vi 3 af :o)

Og så var det, jeg blev klogere: 69 kr. min bare ***! Så kommer der helt ublu porto og administration på, så den dersens papirkalender kommer til at koste minimum 249 kr! Say what!!?! Der har fotobutikkerne sgu da fundet sig en guldgruppe – og hvor der burde dufte af brunkager, lugter der nok snarere af karteldannelse. Selv den lokale offline billed-pusher tager et sted mellem 249 kr og 399 kr for en fotokalender.

“Bare en lille ting – og så en fotokalender”…. SUK! Og nu er forventningen skruet op. Jeg er overladt til følgende:

  1. At betale prisen og glemme alt om almindelig sund fornuft
  2. Printe det selv i Publisher og glemme al professionel stolthed som ansat i markedsføringsbranchen
  3. Skuffe bedstemor 1 og 2
  4. Logge på sin mail og se, at Libero-klubben har et julegavetilbud fra en fransk fotoprint-online-jeg-skal-komme-efter-dig-butik, hvor man får en fotokalender gratis (gratis som i ex. tillæg og forsendelse…), men stadig til 70 kr og så muligheden for at bestille en mere til 159 kr. oveni.

Valget er ikke svært: Tak Libero. Mit barn kan ikke tåle et eneste af jeres produkter trods svanemærke, men I reddede mig på målstregen! Så bliver der alligevel fred på jord og i de små hjem i Familien Førstegangsmor!