Det så jeg aldrig komme

I dag er en dag, jeg aldrig rigtig så komme. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle opleve, at have 10-års jubilæum på mit job. Mit første fuldtidsjob efter endt uddannelse endda. Jeg har været helt på røven over de mennesker (og det er faktisk en del), der igennem min tid i virksomheden har fejret 40-års jubilæum! 40-f*****g-år!

Da jeg sad ung og ambitiøs på studiet, forestillede jeg mig, at jeg skulle slå mine folder i reklamebranchen. Et frisk bud er, at 80% af alle os, som stod med kandidatbeviset i hånden og den nye hypede kommunikationsuddannelse i rygsækken tilbage i 2006 tænkte, at vi alle skulle være copy writers på et reklamebureau. Jeg tror faktisk kun lykkedes for én eller to af os at lande en fast stilling på et af de bureauerm vi name-droppede i flæng, imens vi var lykkeligt uvidende om, hvor hård kampen om jobs’ne var. Ikke fordi vi ikke var verdensmestre – for DET var vi! Den slags jobs var der bare ikke lige så mange af, som der blev sprøjtet kommunikationstalenter ud fra universiteterne. Især ikke i provinsen.

Jeg landede derimod på en uventet hylde, der dog altid har ligget mit hjerte nær: Kulturen. Og her har jeg så siddet i 10 år og skrevet, markedsført, rådgivet, pakket, redigeret, diskuteret og konceptudviklet. 10 år med både de højtflyvende strategiske tanker og rent rugbrødarbejde, der langt fra kræver en kandidatuddannelse, for at tingene kunne lykkes. Jeg har været med til at udvikle kulturfestivaler, før det blev noget en hver provinsby med respekt for sig selv har op til flere af om året. Ja, jeg var med på vognen dengang, hvor sociale medier var noget, lalleglade individer nedværdigede sig selv til, men som ikke var noget for virksomheder – slet ikke en humanistisk højborg, som den, jeg hver måned modtog en lønseddel fra.

Jeg har siddet og bidt negle, når vi igen skulle spare på de trængte offentlige budgetter, fordi sådan én som mig er flødeskum sammenlignet med varme hænder. Sådan én som mig giver ikke stemmer ved et valg. Jeg har jublet over sejre og gode stunder, og er gået dybt ulykkelig hjem, fordi arbejdet sled så hårdt på mig, at jeg måtte gå ned med stress, uden at nogen hørte mig råbe om hjælp.

På de ti år er jeg blevet en anden. Betydeligt bedre til mit job, mindre bange for udfordringer, og kan efterhånden spotte et mønster i, hvordan kommunale reformer og organisationsændringer vender tilbage til noget, vi har prøvet engang. Centralisering, decentralisering og så tilbage til centralisering igen. Ja, jeg er blevet et af de gamle røvhuller, som sidder og siger “Det har vi allerede prøvet”. Det sidste er jeg ikke så stolt over.

På ti år er jeg blevet mor til to! Jeg er blevet delvist gråhåret og 8 kilo tungere. Jobbet og børnene deler æren for både hår og bagdelens bredde. Jeg er mest af alt blevet mere klar over, hvad jeg kan, men først over de seneste 3 år, hvad jeg vil. Her må jeg nok indrømme, at jeg har været en slow starter.

Er jeg glad for mit job? Overordnet set. Drømmer jeg om noget andet? Helt klart ja! Jeg kan ikke undsige mig en følelse af, at føle mig låst, ved at have siddet det samme sted i 10 år. At jeg nok har udviklet mig selv og jobbets indhold, men at der er så meget andet derude i resten af kommunikationsverdenen, som jeg også gerne vil prøve. Og har jeg prøvet nok af til overhovedet at være attraktiv for den omkringliggende verden, eller ser den mig som én, der har siddet og samlet støv i 10 år, fordi jeg ikke har et alenlangt CV med en lederstilling på? Er jeg så mindre ambitiøs?

Bliver jeg 10 år mere? Det håber jeg sgu ikke. 20 år samme sted – så kan man lige så godt kaste håndklædet i ringen og blive til 40 år, hvis ikke man slider sig selv ned eller bliver sparet væk inden da.

Hvad drømmer jeg så om? Jeg drømmer helt ærligt om at være min egen. At styre mit eget game på baggrund af det, jeg kan og ved om at markedsføre kultur og følelser. Rendyrket humaniora. De kloge siger jo, at vi ikke helt hører fortiden til, men kommer til at losse ingeniørerne m.fl. i røven, fordi vi sidder inde med den viden, som skal gøre deres teknik og kunstige intelligens menneskelig og relatérbar.

Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at jeg stopper med at skrive. Det ligger i mit DNA. Hvor det så tager mig hen, må tiden vise. Men indtil da: Tillykke med de 10 år, din gamle krage! Selv om jeg har holdt ud og holdt ved i 10 år, så har jeg det – hånden på hjertet – stadig sådan her, hver gang klokken bliver 15.15…

IMG_20170416_102357_113

En dag, man selv har valgt

Blogger fra mit “lejede” kontor. Det er i hvert fald “mit” til i morgen. Fingrene har været aktive på tasterne hele dagen. Først på Dankort-terminalens taster, da der (u)heldigvis vrimlede med gode tilbud i byen (UPS! Jeg kunne altså først tjekke ind kl. 14.00…) og dernæst i flere timer på computerens taster.

Jeg har læst, set og skrevet en masse på LinkedIn. Snuset og snaget, læst vise ord fra dem, som ved mere om det, end jeg gør. Jeg har bedt om anbefalinger og anbefalet andre, og har prøvet at sammenholde det hele med, hvem jeg egentlig synes, jeg er, og hvad mit CV siger om mig. Sælge, men ikke oversælge.

Når jeg scroller gennem resultatet af dagens arbejde, så kan jeg godt have lidt svært ved at se, hvordan så mange timer kan gå med at have så forholdsvist “lille” et færdigt produkt. Men der er skrevet og rettet til og flyttet kommaer og udskiftet med flere eller andre ord. Det er overhovedet ikke så let, som det måske lyder – altså at sætte ord på sig selv. Heller ikke selv om man lever af at skrive.

Nu har jeg kastet håndklædet i ringen for i dag og sidder i en blød hotelseng, alt imens byen fester og naboen laver et eller andet, jeg ikke kan – og måske ikke vil – greje, hvad er. Det er simpelthen en uskreven regel, at jeg altid får de trælse hotelnaboer, når jeg er et eller andet sted. Hvis jeg ønskede natlig uro, skulle jeg bare være blevet hjemme…

MEN: Det har været så fedt at have dagen for mig selv. Jeg har virkelig savnet at være lidt alene. Det føles nærmest eksotisk at kunne bruge en hel dag på noget, man selv har valgt og selv har lyst til. Efter at have fortærret en hel pose M&Ms (og en Yankee-bar), var det ikke den store sult, som plagede mig, så tog en sandwich og en iskold Somersby med ned i parken ved hotellet og sad og nød solens varme. 27 grader, kold alkohol og udsigten til at kunne sove længe! Det er faktisk som at have vundet i Lotto! Yay! Var jo nærmest sådan lidt ung med de unge og det hele.

Nu vil jeg lægge  mig med god samvittighed og stene lidt mere tv og sove – om min ork af en nabo tillader det – og så spise syndigt meget af morgenmadsbuffeten i morgen, inden endnu en dag i fremtidens tegn melder sig, og turen går hjem til husbond og husalferne igen.

Godnat derude <3

IMG_20160603_191653